Fra d. 1. januar 2008 har alle indeholdelsespligtige indkomstudbetalere pligt til elektronisk at indhente skattekortoplysninger (eSkattekort) fra told- og skatteforvaltningen, jf. KSL § 48, stk. 1.
For at modtage eSkattekort, skal den indeholdelsespligtige elektronisk indsende ansættelsesoplysninger på indkomstmodtagere til eIndkomstregistret. Ansættelsesoplysninger skal bl.a. bestå af CPR-nr., ansættelsesdato, anvendelsesdato, skattekorttype osv. Herefter vil den indeholdelsespligtige løbende modtage de ansattes nye og ændrede eSkattekort elektronisk. Den indeholdelsespligtige arbejdsgiver må kun rekvirere skattekortoplysninger på personer, som arbejdsgiveren på anmodningstidspunktet påregner at skulle udbetale A-indkomst til i den/de følgende periode(r) eller det følgende indkomstår.
Der vil kunne modtages følgende typer af skattekort:
- Hovedkort, hvor der modtages fradrag og trækprocent
- Bikort, hvor der modtages trækprocent
- Bruttotrækkort, hvor der modtages trækprocent
- Frikort, hvor der modtages trækprocent og det maksimale trækfrie beløb
- "Intet skattekort"
- Hovedkort, bikort og bruttokort uden lønindholdelse - kræver særlig bevilling
Indkomstmodtageren kan se i sin Skattemappe under Aktuelle indkomstoplysninger, hvilke indkomstudbetalere der har indsendt ansættelsesoplysninger/rekvireret skattekort i eIndkomstregistret.
Fra d. 1. juni 2008 er alle lønindeholdelser integreret i eSkattekortet. eSkattekortet vil således indeholde summen af A-skatteprocenten og lønindeholdelsesprocenten. Virksomhedernes administration af lønindeholdelsen er således bortfaldet