Dato for udgivelse
23 nov 2001 15:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16. januar 2001
SKM-nummer
SKM2001.565.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, S-1679-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Momssvig, urigtige momsangivelser
Resumé

T var tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til at unddrage statskassen afgift ved i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T i perioden opgav 309.560 kr. for lidt i udgående moms og 15.797 kr. for lidt i indgående moms, alt hvorved statskassen blev unddraget 293.763 kr. Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring at dommens bestemmelse om en hæftestraf på 40 dage blev ændret til betinget frihedsstraf, bl. a med vilkår om samfundstjeneste. T blev tillige dømt til at betale en tillægsbøde på 275.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3
Straffeloven § 50, stk. 2

Vestre Landsrets dom af 16. januar 2001, 5. afdeling, S-1679-00

Afsagt af landsdommerne:
Lilholt, Elisabeth Mejnertz og Henrik Gjørup (kst.) med domsmænd

Parter:
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Hanne Østergaard)

------------

Skanderborg Byrets dom af 27. juni 2000, 2.  afdeling, SS 222/2000

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift af 25. maj 2000 er modtaget den 26. maj 2000.

T er tiltalt for overtrædelse af

momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, jfr. § 56, stk. 1,

ved med forsæt til at unddrage statskassen afgift i perioden 1. januar 1996 til 31. december 1998 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte i perioden opgav 309.560 kr. for lidt i udgående moms og 15.797 kr. for lidt i indgående moms, alt hvorved statskassen er unddraget 293.763 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og idømmelse af en tillægsbøde.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.

Forklaringen er gengivet i retsbogen.

Retten skal udtale:

Ved tiltaltes erkendelse, sammenholdt med de foreliggende oplysninger, findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes efter momslovens § 81, stk. 1, jfr. stk. 3, jfr. § 56, stk. 1, til hæfte i 40 dage.

I medfør af straffelovens § 50, stk. 2, idømmes tiltalte i overensstemmelse med fast praksis en tillægsbøde, der fastsættes til 275.000 kr. Forvandlingsstraffen er hæfte i 60 dage.

En dommer vil på grund af tiltaltes gode personlige forhold og udsigten til, at tiltalte vil kunne betale den unddragne moms, gøre hæftestraffen betinget.

To dommere mener ikke, der er grundlag for betinget retsfølge.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med hæfte i 40 dage.

Tiltalte betaler endvidere en tillægsbøde på 275.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er hæfte i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

-----------

Vestre Landsrets dom af 16. januar 2001, 5. afdeling, S-1679-00

Retten i Skanderborg har den 27. juni 2000 afsagt dom i sagen i 1. instans (SS 222/2000).

Tiltalte har påstået formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, og at tillægsbøden nedsættes.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af frihedsstraffen og stadfæstelse af tillægsbøden.

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen Afdeling Århus Syd foretaget en personundersøgelse.

Tiltaltes har supplerende forklaret, at han pr. 1. oktober 2000 har fået arbejde som økonomichef i et privat firma, og at han siden har fungeret i denne stilling. Han har pr. 1. december 2000 indfriet gælden til Told og Skat med 419.000 kr. Det er lykkedes ham at skaffe midler til at overtage huset i ...., så familien kan blive boende. Han vil ikke kunne betale en tillægsbøde på 275.000 kr. Forholdet blev opdaget af Told og Skat ved et kontrolbesøg. Han havde forgæves forsøgt at optage et lån til betaling af momsgælden, idet det hele tiden havde været hans hensigt at betale momsen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Frihedsstraffen og tillægsbøden er passende udmålt.

Efter oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold og den omstændighed, at tiltalte har betalt momsgælden til Told & Skat, er det forsvarligt at gøre frihedsstraffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som fastsat nedenfor.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Byrettens dom ændres, således at frihedsstraffen gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold,

at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og

at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 60 timer efter kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.