Parter:
1) I/S Amagerforbrænding
(Advokat Mogens Moe)

2) I/S Vestforbrænding
(Advokat Mogens Moe)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Finn Mejnertsen).

Afsagt af landsdommerne:
Kjærsgaard, Niels Boesen og Ole Dybdahl).

Under denne sag, der er anlagt den 11. oktober 1999, har sagsøgerne, I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal betale 9.182.790 kr., subsidiært 6.600.842,87 kr., i begge tilfælde med rentelovens almindelige rente fra den 13. juni 1998.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Begge sagsøgernes subsidiære påstande er nedlagt for det tilfældes skyld, at en del af sagsøgernes krav anses for forældet. Sagsøgerne opgør i denne situation kravet efter forskellige principper.

Interessenterne i I/S Amagerforbrænding er Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, Københavns og Taarnby kommuner, og i I/S Vestforbrænding Ballerup, Ledøje-Smørum, Birkerød, Lyngby-Taarbæk, Brøndby, Rødovre, Farum, Værløse, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hillerød og Københavns kommuner.

Sagsøgerne ejer i fællesskab AV Miljø, som i årene 1989 - 1997 indbetalte 32.667.435 kr. i affaldsafgift vedrørende røggasrensningsprodukter. I forbindelse med fraførsel af røggasrensningsprodukterne i 1997 refunderede Told og Skatteregionen i Hvidovre de indbetalte beløb, men afslog af forrente indbetalingerne. Dette blev stadfæstet af Told- og Skattestyrelsen. Den forelagte tvist vedrører spørgsmålet, om sagsøgerne kan kræve de ca. 32 mio. kr. forrentet fra de kvartalsvise indbetalingstidspunkter i årene 1989 - 1997.

Sagsfremstilling:

Ved brev af 24. juli 1998 meddelte Told- og Skatteregion Hvidovre sagsøgerne, at man ikke kunne yde forrentning af de indbetalte ca. 32 mio. kr.

Af den tilhørende sagsfremstilling - hvori røggasrensningsprodukter betegnes RGP - fremgår bl.a. :

"Av Miljø blev pr. 5. december 1989 registreret i.h.t. Lov om afgift af råstoffer og affald, i.f.m. deponering af anvisningspligtigt affald.

I perioden 1989-1997 har virksomheden deponeret RGP på det registrerede affaldsdeponi. RGP er et restprodukt der fremkommer ved rensning af røgen fra affaldsforbrændingsanlæg, herunder I/S Amagerforbrænding.

I 1997 har virksomheden oprettet et specialdeponi til RGP på samme område som det registrerede affaldsdeponi. Specialdeponiet er oprettet fordi RGP betegnes som farligt affald, og dermed er fritaget for affaldsafgiften.

I brev af 26. maj 1997 forespurgte I/S Vestforbrænding og I/S Amagerforbrænding, der ejer AV-Miljøområdet, om oprettelse af specialdeponi til deponering af RGP var registreringspligtigt i.h.t. Lov om afgift af råstoffer og affald.

Regionen svarede i brev af 13. juni 1997, ... , at specialdepotet ikke var registreringspligtigt, da det udelukkende skulle modtage RGP til deponering.

Fritagelsen blev givet ud fra de oplysninger, at specialdepotet får egne tilkørselsveje, og bliver adskilt ved volde og hegn fra det kontrollerede affaldsdepot, således at der ikke kan ske sammenblanding af affaldet.

Den 12. januar 1998 modtog regionen virksomhedens angivelse vedr. afregningen af affaldsafgiften for oktober kvartal 1997. Det fremgik af angivelsen, at der var fraført 171.661,158 tons affald, mens der var tilført 38.612,777 tons affald til deponering.

I et medfølgende brev af 12. januar 1998 fremgik det, at man havde fraført 171.661,158 tons RGP, ved organisatorisk at have overført RGP fra AV Miljø til AV-Specialdeponi, cellerne A, B og C. Adskillelsen af cellerne A, B og C er sket ved hegn, svarende til det hegn, der adskiller AV-Specialdeponi fra AV Miljø.

Det fremgik endvidere af brevet, at indvejningen af RGP (1989-1997) var sket i tillid til, at Miljøstyrelsen senere ville finde en løsning på RGP-problemerne, og at dette ville betyde fraførsel igen og endelig bortskaffelse/behandling andetsteds.

Det blev endvidere fremført, at det nu må antages at ligge fast, at RGP der blev bragt til AV-Miljø ikke skal flyttes til andet sted på Sjælland, hvilket har medført oprettelsen af AV-Specialdeponi.

Den 6. februar 1998 og 6. marts 1998 blev der afholdt møder hos I/S Amagerforbrænding, med deltagelse af advokatfirmaet F1, hvor regionen bl.a. fremførte, at angivelsen ikke kan være negativ. Den overskydende mængde skal fremføres til de næste kvartaler, jf. § 12, stk. 1 i Lov om afgift af råstoffer og affald.

Endvidere blev det påpeget, at der ved fraførslen vedr. oktober kvartal 1997 var brugt den nugældende sats for deponering, 335 kr/ton. En del af affaldet var i sin tid tilført til satser på 40/130/195 kr pr. ton. Regionen gjorde i den forbindelse opmærksom på, at fradraget skal ske med samme sats som er anvendt ved tilførslen af affaldet.

I modsat fald ville der blive tale om et tilskud til fraførsel af affald der tidligere var deponeret til en lavere sats.

I brev af 3. april 1998 fra AV-Miljø meddelte virksomheden at man accepterede, at affaldsafgiften af de fraførte 171.661,158 tons RGP udgør 32.668.420 kr, svarende til det beløb, der tidligere er indbetalt i affaldsafgift.

Når den skyldige affaldsafgift for oktober kvartal 1997, 12.935.280 kr, er modregnet i ovenstående, udgør det resterende tilgodehavende i alt 19.733.140 kr.

Der blev samtidig ansøgt om, at det resterende beløb blev udbetalt kontant.

I brev af 20. april 1998 meddelte regionen AV Miljø, at man kunne tiltræde, at restbeløbet, 19.732.155 kr, blev udbetalt på en check ... . En opgørelse af 13.2.98 over betalt affaldsafgift blev vedlagt, da der var en mindre difference i forhold til virksomhedens skrivelse af 3. april 1998."

Det fremgår af sagen, at sagsøgerne oprindelig havde opgjort kravet til ca. 57 mio. kr., idet de som anført i skatteregionens sagsfremstilling havde ansat de tilbageførte 171.661.158 tons affald til den aktuelle afgiftssats på 335 kr. pr. tons. Sagsøgerne har oplyst, at de "lod sig nøje" med de ca. 32 mio. kr., idet de som offentligtejede institutioner ikke fandt at burde profitere på en urimeligt gunstig regel.

Sagsøgerne påklagede skatteregionens afslag på forrentning til Told- og Skattestyrelsen, der den 12. juli 1999 fastholdt, at der ikke kunne ske forrentning fra indbetalingstidspunkterne. Af afgørelsen fremgår herom:

"Told- og Skatteregion Hvidovre har over for styrelsen oplyst, at indbetaling af beløbet er sket efter angivelse fra virksomheden.

På baggrund heraf er det styrelsens opfattelse, at tilbagebetalingen vedrører et beløb, som ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, og at forholdet derfor ikke falder ind under punkt 7 i cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb."

Styrelsen bestemte dog, at de tilbagebetalte 19.732.155 kr. skulle forrentes i overensstemmelse med det nævnte cirkulære punkt 8 - fra månedsdagen for skatteregionens modtagelse af tilbagebetalingsbegæringen den 12. januar 1998.

Sagsøgerne anmodede Told- og Skattestyrelsen om at genoptage sagen, hvorefter styrelsen den 27. august 1999 fastholdt afgørelsen. Af den fornyede afgørelse fremgår bl.a.:

"I den anledning skal styrelsen bemærke, at der efter affaldsafgiftslovens § 9 skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed, og at opkrævningen af affaldsafgiften i den pågældende sag er sket i overensstemmelse med affaldsafgiftslovens § 9. Der er således tale om en lovlig opkrævet afgift, og der er ikke ved opkrævningen af afgiften begået fejl fra ToldSkats side.

Efter samme lovs § 12 skal registrerede virksomheder opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der er tilført virksomheden i perioden, fratrukket vægten af den del af det afgiftspligtige affald, der igen er fraført virksomheden i perioden. Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald i perioden, overføres den overskydende vægt til fradrag i følgende afgiftsperioder.

I den foreliggende sag er udbetaling/modregning sket i et tilfælde, hvor der efter styrelsens opfattelse ikke kan siges at være sket en egentlig fraførsel i affaldsafgiftslovens forstand som berettiger til fradrag i tilførte mængder efter § 12. Imidlertid er det i regionens afgørelse lagt til grund, at der er sket en fraførsel.

Efter § 12 gælder det endvidere, at såfremt de fraførte mængder overstiger tilførte mængder i en afgiftsperiode er der efter § 12 alene mulighed for at foretage fradrag i tilførte mængder. Der er ikke i loven hjemmel til at foretage udbetaling sådan som det er sket i den foreliggende sag."

De anførte bestemmelser i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, og § 12, stk. 1, er sålydende:

"§ 9, stk. 1. Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed."

" § 12, stk. 1. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der er tilført virksomheden i perioden, fratrukket vægten af den del af det afgiftspligtige affald, der igen er fraført virksomheden i perioden. Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald i perioden, overføres den overskydende vægt til fradrag i følgende afgiftsperioder."

Sagsøgerne har for landsretten nærmere belyst, hvorledes miljømyndighederne i årene 1989 - 1997 har klassificeret og håndteret røggasrensningsprodukterne. Det er blandt andet blevet oplyst, at røggasrensningsprodukterne i 1993 blev klassificeret som farligt affald, hvilket har som følge, at affaldet er afgiftsfrit, såfremt det opbevares på et specialdepot.

Af cirkulære nr. 1999-38 af 16. december 1999 fra Told- og Skattestyrelsen om genoptagelse af sager om opgørelse af afgiftspligtig vægt efter lov om afgift af affald og råstoffer fremgår bl.a., at Told- og Skattestyrelsen den 25. september 1998 har truffet afgørelse om, at fradrag efter § 12 i lov om afgift af affald og råstoffer skal ske med den på fradragstidspunktet gældende afgiftssats og altså ikke den - typisk lavere - sats, der var gældende på tilførselstidspunktet. Cirkulæret giver virksomheder, som ikke har foretaget fradraget som anført, mulighed for at få tilbagebetalt for meget betalt afgift 5 år tilbage. Cirkulæret fastsætter herefter nærmere regler om dokumentation, frist for fremsættelse af tilbagebetalingskrav m.v. Sagsøgerne har efter det oplyste ikke fremsat krav efter cirkulæret.

Der er under sagen afgivet forklaring af Teknisk chef ...., I/S Vestforbrænding, som har forklaret bl.a., at røggasrensningsprodukterne er meget letopløselige og derfor nemt opløses, når det regner m.v. Risikoen for udsivning er derfor stor. Opbevaringen af røggasrensningsprodukterne på AV Miljø begyndte i 1989. Miljømyndighederne gav i 1989 en 3-årig tilladelse og fra 1992 1-årige tilladelser. AV Miljø har udviklet en teknik, således at de forurenende stoffer kan udvaskes, men det er blevet besluttet at eksportere affaldet. Denne opgave er for tiden i udbud.

Procedure:

Der er enighed mellem parterne om, at sagsøgerne var forpligtigede til at betale affaldsafgift af røggasrensningsprodukterne i perioden 1989 - 1997, og at det fremgår af affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, at sagsøgerne kunne have opgjort deres krav ved fraførslen af røggasrensningsprodukterne i 1997 på grundlag af den da gældende afgiftssats på 335 kr. pr. ton.

Sagsøgerne har til støtte for deres principale påstand indledningsvis anført, at sagsøgernes krav om renter må ses på baggrund af, at myndighederne i årene fra 1989 overvejede endelige løsninger med hensyn til deponering af røggasrensningsprodukter. Sagsøgerne, som i hvert fald fra 1993 forlod sig på, at de ved fraførsel af produkterne ville få betalt affaldsafgift tilbage, havde derfor ingen anledning til at søge deponeringen gennemført på særskilt plads uden afgift. Sagsøgerne bør af den grund stilles, som om myndighederne havde givet fuldstændige oplysninger om, hvordan sagsøgerne og andre affaldsværker skulle håndtere denne slags affald.

Sagsøgerne har herefter til støtte for deres principale påstand for det første anført, at de ved aftalen med Told- og Skatteregion Hvidovre i 1998 accepterede et tilbagebetalingsbeløb svarende til den indbetalte affaldsafgift på ca. 32,6 mio kr. frem for de ca. 57 mio kr., som ville være fremkommet, såfremt kravet i overensstemmelse med affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, var blevet opgjort med den aktuelle afgiftssats på 335 kr. pr. ton. For at stille sagsøgerne som om afgiften ikke havde været indbetalt, må tilbagebetalingsbeløbet forrentes.

Affaldslovgivningen indeholder ikke regler om forrentning, og spørgsmålet må således afgøres efter Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb. Sagsøgernes kvartalsvise angivelser og indbetaling af affaldsafgift er sket efter påkrav, jf. pkt. 7 i nævnte cirkulære, idet den stedlige skatteregion løbende fremsendte blanketter til brug ved angivelsen, som var pligtig.

Ingen del af sagsøgernes krav er forældet, fordi kravet først opstod i 1997, hvor sagsøgerne oprettede et specialdepot, hvorved betingelserne for at godskrive afgift for fraførsel var opfyldt. Afgiftsmyndighederne har ikke på noget tidspunkt under forhandlingerne om hovedstolen eller i øvrigt tilkendegivet, at de ville fremsætte forældelsesindsigelse over for hovedstolen. Det må derfor tillige gælde, at det nu rejste rentekrav ikke kan mødes med en forældelsesindsigelse.

Det sagsøgte ministerium har til støtte for sin frifindelsespåstand for det første gjort gældende, at det er med rette, at myndighederne i årene 1989 til 1997 oppebar de pågældende affaldsafgifter, jf. lovens § 9, stk. 1. I en situation som den foreliggende, hvor der sker fraførsel til afgiftsfrit depot, kan sagsøgerne efter § 12, stk. 1, alene opnå godskrivning i nyt afgiftstilsvar, men derimod ikke opnå kontant betaling. Godskrivning kan ikke ske, før en positiv saldo opstår som følge af ny tilførsel af affald. Derfor har et rentekrav ikke kunnet opstå. Det gør ingen forskel heri, at den lokale skatteregion fejlagtigt har udbetalt en del af det for meget indbetalte.

Subsidiært har sagsøgte gjort gældende, at der ikke er hjemmel til forrentning efter cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb, idet der ikke som i cirkulærets § 7 er tale om beløb, som er indbetalt efter "påkrav" - en myndighedsakt - men om en selvangiven indbetaling.

Mere subsidiært har sagsøgte gjort gældende, at den del af sagsøgernes krav, der vedrører en periode mere end 5 år forud for sagsanlægget, er forældet.

For så vidt angår sagsøgernes påstand om forrentning af hovedstolen har sagsøgte gjort gældende, at der ikke er hjemmel hertil.

Landsretten udtaler:

De indbetalinger, som sagsøgerne foretog i årene 1989 - 1997, var pligtige efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, og blev således oppebåret af myndigheden med rette.

I en sådan situation tiltrædes det som anført af sagsøgte, at sagsøgerne efter lovens § 12, stk. 1, er henviste til at kræve for meget indbetalt afgift modregnet i afgiftsmyndighedens krav på fremtidig afgift, og bestemmelsen hjemler således ikke adgang til at forrente indbetalingerne tilbage til indbetalingstidspunkterne. Idet det ikke ses at gøre nogen forskel heri, at sagsøgte har udbetalt en del af sagsøgernes krav kontant i 1998, og idet rimelighedsbetragtninger ikke ses at kunne føre til noget andet resultat, frifindes sagsøgte.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgerne, I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding, betaler en for begge og begge for en inden 14 dage 250.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.