Østre Landsret fandt i sin dom af 2. december 1997 (TfS 1998, 140), at en række certifikater i en spareforening, som afdøde havde oprettet og var daglig leder for, ikke var blevet overført fra afdøde til en af afdøde tiltænkt, men ikke stiftet fond. I eksekutors boopgørelse fra 16. februar 1986 var omtalt overførsler til "fonden", men først med en skrivelse fra september 1987 fra Fondsregistret, hvori Fondsregistret udtaler, at fonden ikke var gyldigt stiftet, fik arveafgiftsmyndighederne grundlag for at antage, at de omtvistede midler tilhørte afdøde og ikke "fonden". I marts 1988 anmodede eksekutorborevisionen boets advokat om at inddrage certifikaterne i afdødes bo, og i august 1992 meddelte advokaten Told- og Skattestyrelsen, at han var indforstået med suspension af forældelsesfristen, forudsat at afgiftskravet ikke allerede var forældet.

Landsretten fandt, at forældelse af arveafgiftskravet var suspenderet indtil september 1987, og at der derfor ikke var indtrådt forældelse.

Boet ankede Østre Landsrets dom til Højesteret, som opfordrede parterne til at forlige sagen på grund af sagens særlige omstændigheder. Højesteret fandt i den forbindelse ikke, at retten ville tage stilling til, om arven skulle tilfalde universalarvingen/dennes livsarving eller en fond. En afgørelse af dette spørgsmål havde både betydning for forældelsesspørgsmålet og for rentespørgsmålet. I overensstemmelse hermed fandt sagen sin løsning ved ministeriets tiltrædelse af et af appellanten stillet forligsforslag. Forliget er offentliggjort i Juridisk Nyhedsformidling som afgørelse nr. SKM2001.604.HR.

Ifølge forliget anerkender boet bl.a. at udarbejde tillægsrepartitions- og tillægsboopgørelse, således at arveafgiften beregnes efter beholdningen på tidspunktet for forligets indgåelse, samt at arveafgiften skal beregnes ud fra, at boets midler skal tilfalde den omtalte fond, som etableres af boet. Endvidere følger det af forliget, at boet frafalder at påberåbe sig, at arveafgiftskravet er forældet, og at ministeriet giver afkald på forrentning af afgiftskravet fra datoen for boopgørelsen.

Ministeriet tiltrådte forligsforslaget, eftersom ministeriet fandt, at det ikke kunne udelukkes, at Højesteret ville finde, at der i sagen forelå en testamentarisk disposition, hvorefter afdøde havde tilkendegivet, at en væsentlig del af hans formue skulle overgå til fonden. Modparten havde med et uddrag fra skifteretsprotokollen bevist, at i hvert fald sønnen til den afdøde universalarving havde godkendt en sådan formløs disposition. Universalarvingen havde ikke anfægtet en sådan formløs disposition, hvilket kunne skyldes, at han ikke før sin død var klar over, at fonden ikke var gyldigt stiftet, og at de omhandlede certifikater tilhørte afdøde. Det forhold, at universalarvingens arving kunne godkende, at midlerne blev tildelt en fond, talte efter ministeriets opfattelse for at indgå forlig. I samme retning talte den tvivl, der var, om der forelå en formløs, testamentarisk disposition. Det bemærkes, at godkendelsen af den formløse disposition først fremkom under højesteretssagen, og at universalarvingens livsarving først blev myndig under højesteretssagen.

For så vidt angår spørgsmålet om forrentning af afgiftskravet fandt ministeriet, at det på baggrund af de problemer, som det havde vist sig, at eksekutor havde haft med at få registreret fonden, var tvivlsomt, hvornår fonden i givet fald kunne være oprettet. Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at det formentlig også var nødvendigt at afvente en accept fra universalarvingen eller dennes arving, forinden en formløs disposition kunne respekteres af boet ved, at boet oprettede en fond. Henset hertil samt til sagens særlige omstændigheder gav ministeriet - som nævnt - afkald på forrentning af afgiftskravet fra datoen for boopgørelsen.