Denne plan for tilsynet med den kommunale personligning er vedtaget af Ligningsrådet og udarbejdet i henhold til skattestyrelseslovens § 13, stk. 1.
Formålet med tilsynsplanen er:
- at beskrive området for tilsynet
- at sikre indsigt om ligningens kvalitet, ensartethed og effektivitet
- at sikre et ensartet tilsyn
- at fastlægge rammerne for efterprøvelser af skatteansættelser.
Tilsynet tilrettelægges desuden under hensyn til, at Ligningsrådet kan få indblik i ligningens effektivitet og ensartethed, og herunder få en bedre mulighed for opfølgning på ligningsplanen.
Tilsynsplanen skal tjene som en vejledning for told- og skatteregionerne i tilsynets opgaver, således at tilsynet tilrettelægges og gennemføres ensartet.
Det forudsættes, at regionerne og kommunerne sideløbende med tilsynet samarbejder om bl.a.:
- udveksling af kontrolerfaringer
- forslag til og tilrettelæggelse af fælles kontrolaktioner
- evaluering af kontrolsamarbejdet
- orientering om nye regler
- planlægning af skatteinstruktioner
- drøftelse af principielle spørgsmål og sager.
Told- og Skattestyrelsen og Ligningsrådet vil følge tilsynet på baggrund af afrapporteringer fra regionerne.
De enkelte tilsynselementer Kontrol af kommunale ligningsplaner
2. Kontrol af målopfyldelse
3. Efterprøvelse af skatteansættelser mv.
4. Afrapportering
Som et led i tilsynet indgår endvidere kommunens redegørelse om forløbet af lignings- og revisionsarbejdet (ligningsredegørelsen), jf. ligningsplanen.
Kontrol af de kommunale ligningsplaner vedrører de kommunale ligningsplaner for produktionsåret 2002/2003. Kontrol af målopfyldelse og efterprøvelse af skatteansættelser mv. vedrører produktionsåret 2001/2002, jf. TSS-cirk. 2001-1 om ligningsplanen for produktionsåret 2001/2002.
1. Kontrol af kommunale ligningsplaner
Told- og skatteregionerne skal sikre, at indholdet af de kommunale ligningsplaner stemmer overens med de retningslinjer, der er opstillet i Ligningsrådets ligningsplan og de udsendte anvisninger. Kommunen og regionen aftaler den nærmere fremgangsmåde herfor.
Regionen skal påse følgende forhold:
Bliver der vedtaget en ligningsplan og bliver den vedtaget til tiden?
- Er der afvigelser mellem de udmeldte antals- og omsætningsmåltal og de måltal, der anvendes i den kommunale ligningsplan?
- Er der foretaget en fordeling af antal kontroller på de enkelte kontrolprocesser?
- Er der i ligningsplanen taget forbehold for, at måltallene nås?
- Er de øvrige krav til ligningsplanen opfyldt, f.eks. redegørelse for specielle lokale ligningstemaer eller kontrolaktioner samt ansvarssager?
Såfremt den vedtagne ligningsplan ikke opfylder Ligningsrådets retningslinjer, meddeler regionen dette til kommunalbestyrelsen og Told- og Skattestyrelsen.
Denne kontrol omfatter alle kommuner.
2. Kontrol af målopfyldelse
Told- og skatteregionerne skal følge op på, om Ligningsrådets måltal for personligt erhvervsdrivende nås.
På baggrund af registreringerne i det statslige ligningsstatistiksystem følger regionen produktionen på de enkelte ligningsgrupper. Regionen foretager udtræk fra ligningsstatistiksystemet efter hver kørsel. Tidspunktet for de enkelte kørsler for 2001 vil fremgå af en Intern Meddelelse, som vil blive udsendt på et senere tidspunkt i 2002.
Såfremt regionen vurderer, at den samlede produktion for personligt erhvervsdrivende efter 1. halvdel af ligningsplanperioden pr. 1. januar 2002 ligger væsentligt under den produktion, som kommunen har planlagt i sin ligningsplan, skal regionen bede kommunen om at redegøre for forholdet.
Som en væsentlig afvigelse anses et efterslæb på 25 pct. og derover i forhold til den af kommunen planlagte produktion.
For så vidt angår de kommuner, som deltager i pilotprojektet vedr. justering af måltalssystemet foretages en manuel opgørelse af, om de berørte kommuner lever op til de udmeldte måltal.
Kommunens målopfyldelse behandles desuden i forbindelse med ligningsredegørelsen.
Efter ligningsperiodens udløb drøfter regionen og kommunen visiteringsproceduren i det tilfælde, hvor regionen finder proceduren utilstrækkelig til at sikre en kvalificeret visitering. Dette er f.eks. tilfældet hvor træfprocenten er så lav, at det med stor sandsynlighed er givet, at proceduren ikke er overholdt, og hvor kommunen ikke har nået et eller flere måltal.
Regionen sørger selv for at kontrollere, om kommunen har opfyldt sine måltal efter ligningsperiodens udløb og sammenholder opfyldelsen med træfprocentens størrelse.
Denne kontrol omfatter alle kommuner.
3. Efterprøvelse af skatteansættelser mv.
3.1 Personligt erhvervsdrivende
For så vidt angår kommuner, som har opfyldt samtlige antalsmåltal de seneste to ligningplanperioder og hvor tilsynet i den foregående periode ikke har givet anledning til opfølgning på konkrete sager eller bemærkninger til formel eller materiel retsanvendelse, skal regionen ikke udvælge skatteansættelser for personligt erhvervsdrivende til gennemgang.
Antallet af skatteansættelser, der skal gennemgås for kommuner, der ikke opfylder ovenstående kriterier, afhænger af de samme data, der ligger til grund for udmeldelsen af kommunernes måltal for indeværende ligningsplanperiode.
Kommuner | Antal skatteansættelser |
med mere end 9.000 pers. erhvervsdriv. | 25 |
med mere end 1.500 pers. erhvervsdriv. | 15 |
med 1.500 pers. erhvervsdriv. eller færre | 10 |
Fordeling af antal efterprøvelser, som regionerne skal gennemføre for hver kommune, fremgår af bilag 1.
Skatteansættelserne udvælges fra indeværende ligningsplanperiode, dvs. skatteansættelser gennemført i perioden 1/7 2001 - 30/6 2002. Regionerne skal udvælge sager under hensyntagen til, at der skal være en spredning i omsætningsstørrelsen.
Efterprøvelserne omfatter skatteansættelser, hvor der er:
- gennemført ansættelsesændringer, der medregnes til måltalsopfyldelse
- gennemført kontroller, der medregnes til måltalsopfyldelse, men som ikke har medført ansættelsesændringer.
Regionen skal bl.a. vurdere:
- om kontrolprocesserne er anvendt og dokumenteret i overensstemmelse med TSS-cirkulære 2000-16
- om de formelle krav er opfyldt
- om regionen er materielt enig i ansættelsen.
Ved gennemgangen af skatteansættelserne for personligt erhvervsdrivende anvendes tilsynsskemaet vedlagt som bilag 2.
Told- og Skattestyrelsen udsender retningslinjer til brug for udvælgelsen af skatteansættelser.
3.2 Hovedaktionærer
I ligningsplanen er anført, at kommunen skal beskrive sin visiteringsprocedure.
Regionen skal kontrollere, om kommunen efterlever sin egen visiteringsprocedure for hovedaktionærer.
Drøftelsen med kommunen tager udgangspunkt i, hvilke prioriteringer kommunen anlægger i visiteringsproceduren. Disse kan blandt andet vedrøre ændringer, retssikkerhed, koordinering med ligning af selskab m.v.
Efter ligningsperiodens udløb kontrolleres kommunens træfprocent. For kommuner med en træfprocent, der er lavere end 40% udtages 10 skatteansættelser til gennemgang, som bør fordele sig på sager, der er visisteret og lignet på grundlag af kapitalforklaringen, sager som er visiteret og henlagt samt sager, som er visiteret og ikke lignet, for derigennem at kontrollere, om den i ligningsplanen beskrevne visiteringsprocedure overholdes og om den er hensigtsmæssig.
3.3 Personer med særlig tilknytning til kommunen
Told- og Skatteregionerne skal efterprøve skatteansættelser vedrørende personer, der har en særlig tilknytning til den enkelte kommune, f.eks. borgmesteren og skatteankenævnsformanden, samt skattechefen og kommunaldirektøren, når disse er hjemmehørende i kommunen.
Regionen fastlægger i samarbejde med kommunen, hvem der indgår i personkredsen.
Regionen skal efterprøve skatteansættelserne for personer, der kan henføres til denne personkreds, inden for en 3-årig periode. Regionen planlægger selv inden for denne periode, hvornår efterprøvelsen af den enkelte VIP-person skal efterprøves.
Regionen drøfter, hvor der findes behov herfor, om kommunen efterlever sin egen procedure for ligningen af VIP-personer, således som denne er beskrevet i ligningsplanen.
3.4 Arbejdsgiverkontrol
Told- og Skatteregionerne følger op på en eventuel manglende tilbagemelding fra kommunerne på de tilsendte kontroloplysninger. Der henvises til Intern Meddelelse af 23. december 1998 om kontroloplysninger fra arbejdsgiverkontrollen til kommunerne mv.
3.5 Øvrige tilsynspunkter
I særlige tilfælde kan told- og skatteregionerne undersøge andre områder, som har betydning for, om ligningen sker korrekt. Regionen skal kun iværksætte en sådan undersøgelse, såfremt den konkret erfarer, at der er et område, som giver anledning til problemer.
4. Afrapportering
Som dokumentation for tilsynets gennemførelse udarbejder told- og skatteregionerne en tilsynsrapport, der omhandler alle de berørte emner, for hver kommune.
Tilsynsrapporten udarbejdes i henhold til vejledning om tilsynet med den kommunale personligning, der indeholder systematikken for, hvordan afrapportering hensigtsmæssigt kan ske. Told- og Skattestyrelsen udsender en ajourført vejledning.
Tilsynsrapporten skal indeholde kopier af de tilsynsskemaer, som regionen udfylder i forbindelse med efterprøvelsen af de udvalgte skatteansættelser.
Regionen har i tilsynsrapporten mulighed for at fremkomme med bemærkninger til kommunens generelle planlægning og gennemførelse af ligningsarbejdet, samt hvorvidt dette har været hensigtsmæssigt udført.
Hvis regionen i forbindelse med tilsynet konstaterer, at kommunens anvendelse af ligningsmyndighedskoder ikke er i overensstemmelse med slutvejledningen, skal regionen gøre kommunen opmærksom på forholdet.
Udkast til tilsynsrapport sendes til kommunen og dennes eventuelle bemærkninger indarbejdes.
For at sikre rimelige høringsfrister kan regionen og kommunen f.eks. aftale, at tilsynsskemaer og dele af rapporten fremsendes til særskilt høring.
Evaluering af de enkelte punkter i tilsynet sker regionalt. Regionen og kommunen evaluerer det gennemførte tilsyn på et møde, såfremt dette ikke har fundet sted på et tidligere tidspunkt.
Regionen og kommunen aftaler den nærmere opfølgning på enkeltsager.
Regionens bemærkninger til kommunens ligningsredegørelse indarbejdes i tilsynsrapporten.
Tilsynsrapporten skal være udarbejdet senest den 1. november 2002.
Regionen foretager en sammentælling af resultaterne fra tilsynsskemaerne. Sammentællingen foretages under ét for alle regionens kommuner og skal ikke fordeles på de enkelte kommuner. Sammentællingen indsendes til styrelsen sammen med regionens overordnede bemærkninger til det gennemførte tilsyn for alle regionens kommuner. Styrelsen orienterer herefter Ligningsrådet om status for tilsynet.
Styrelsen udsender et samleskema til brug for sammentællingen.
Hvis kommunen ikke har nået sin målopfyldelse, eller der ikke har kunnet opnås enighed mellem regionen og kommunen om et eller flere punkter i tilsynsrapporten skal regionen sende tilsynsrapporten til styrelsen. Tilsynsrapporten skal alene indeholde de tilsynsskemaer, hvortil regionen har knyttet bemærkninger.
Tilsynsrapporten sendes til kommunalbestyrelsen. Tilsynsrapporten skal alene indeholde de tilsynsskemaer, hvortil regionen har knyttet bemærkninger. Forinden tilsynsrapporten sendes til kommunalbestyrelsen, skal oplysningerne i rapporten med oversendte bilag anonymiseres.
Regionen skriver til kommunalbestyrelsen, hvis den kommunale skattemyndighed ikke efterkommer anvisninger fra regionen, eller hvis der konstateres væsentlige fejl og mangler i skattemyndighedens arbejde.
Regionen kan efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, foretage skatteansættelsen, hvor denne ikke tidligere er foretaget eller ændre den kommunale skatteansættelse, hvis regionen finder, at den er urigtig.
Ole Kjær
/Tage Christensen