Vestre Landsrets dom af 16. oktober 2001, 1. afdeling, a.s. nr. S-2197-01
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(v/adv. Christian Bachmann)
Afsagt af landsdommerne
C. Haubek, Dorte Jensen og Lindqvist (kst.) med domsmænd)
----------
Århus Byrets dom af 24. august 2001, 11. afdeling, SS 11.00333/01
Under denne sag, der er fremmet til dom efter retsplejelovens § 922, er T tiltalt til straf for overtrædelse af
1.
skattekontrollovens § 13, stk. 1,
ved med forsæt til skatteunddragelse i de til .... Kommune fra indkomstårene 1997 og 1998 indgivne selvangivelser at have selvangivet overskud af virksomhed for lavt med henholdsvis 27.219,00 kr. og 153.836,00 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 97.091,00 kr.
2.
arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a,
ved med forsæt til unddragelse af bidrag at have angivet bidragsgrundlaget for 1997 og 1998 for lavt med henholdsvis 27.219,00 kr. og 153.836,00 kr., hvorved han undrog sig betaling af 16.022, 00 kr.
3.
momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,
ved med forsæt til momsunddragelse for oktober kvartal 1997 og januar, april, juli og oktober kvartal 1998 at have angivet salgsmomsen for lavt med henholdsvis 6.804,00 kr., 4.225,00 kr., 5.530,00 kr., 8.591,00 kr. og 19.429,00 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 44.579,00 kr.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en ubetinget frihedsstraf og en tillægsbøde på 150.000 kr.
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Tiltalte har forklaret som gengivet i retsbogen.
Rettens begrundelse og resultat
Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed er bestyrket ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, er tiltalens rigtighed godtgjort.
Straffen fastsættes efter skattekontrollovens § 13, stk. 1, arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1 litra a, og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, til fængsel i 20 dage.
Da det under hensyn til tiltaltes personlige forhold findes upåkrævet, at straffen fuldbyrdes, gøres dommen efter straffelovens § 56, stk. 2, betinget på vilkår som bestemt nedenfor.
Efter straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 150.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fastsat nedenfor.
Thi kendes for ret
Tiltalte T straffes med fængsel i 20 dage.
Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 2 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.
Tiltalte straffes endvidere med en tillægsbøde på 150.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 40 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
----------
Vestre Landsrets dom af 16. oktober 2001, 1. afdeling, a.s. nr. S-2197-01
Retten i Århus, 11. afdeling, har den 24. august 2001 afsagt dom i 1. instans (SS 11.00333/01).
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at straffen gøres ubetinget.
Tiltalte har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Kriminalforsorgen, Afdelingen i Århus Syd, har den 20. september 2001 udarbejdet en personundersøgelse.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han har tilbagebetalt ca. 250.000 kr. af den efterskat på ca. 300.000 kr., som sagen har udløst. Han har en afdragsordning for det resterende beløb.
Landsrettens begrundelse og resultat
3 voterende udtaler: Efter forholdenes begrænsede omfang og de omstændigheder, som de er begået under, er der grundlag for at gøre straffen betinget efter straffelovens § 56, stk. 2. Disse voterende stemmer derfor for at stadfæste dommen.
3 voterende udtaler: Under hensyn til, at tiltalte har været momsregistreret, at unddragelserne er begået over en relativt kort periode og vedrører relativt begrænsede beløb, samt at den overvejende del af unddragelserne er efterbetalt, stemmer disse voterende for at gøre straffen betinget med vilkår om afvikling af samfundstjeneste i 30 timer.
Efter udfaldet af voteringen stadfæster landsretten dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
Prøvetiden regnes fra denne landsretsdom.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.