Dato for udgivelse
14 jun 2006 09:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 okt 2005 13:08
SKM-nummer
SKM2006.389.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, S-2549-04
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig, grov, uagtsomhed, uregistreret, virksomhed, urigtige, momsangivelser
Resumé

T blev tiltalt for overtrædelse af momsloven dels ved groft uagtsomt at have afgivet urigtige momsangivelser i perioden fra 1. januar til 31. december 1999, hvorved der blev unddraget 86.437 kr. i moms, og dels ved i perioden fra 1. oktober 2000 til 31. december 2001 med forsæt til unddragelse at have drevet uregistreret virksomhed og ved at have udstedt fakturaer med deklareret moms, hvorved der blev unddraget 123.512 kr. i moms.

Byretten idømte T ubetinget fængsel i 14 dage og en tillægsbøde på 190.000 kr.

Landsretten stadfæstede dommen.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 1, nr. 1
Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2

Vestre Landsrets dom af 12. oktober 2005, 4. afdeling, S-2549-04

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Flemming Funch)

Afsagt af landsdommerne

Sigrid Ballund, Lis Frost og Helle Thor (kst.) med domsmænd

----------

Fredericia Byrets dom af 9. september 2004, SS 380/2004

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, har politimesteren i Fredericia ved anklageskrift af 8. juni 2004 tiltalt

T

til straf for overtrædelse af

1.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1,

ved i perioden 1. januar til 31. december 1999 vedrørende sin personligt drevne virksomhed H1 Transport - SE nr. ... groft uagtsomt at have afgivet urigtige momsangivelser til ToldSkat, hvorved statskassen blev unddraget salgsmoms for i alt 86.437 kr.,

2.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og § 52, stk. 3, 1. pkt.,

ved i perioden fra den 1. oktober 2000 til den 31. december 2001 med forsæt til at unddrage statskassen afgift uanset afmeldelse fra momsregistrering pr. 30. september 2000 at have fortsat med at drive registreringspligtig virksomhed uden at anmelde virksomheden til momsregistrering og ved uanset den manglende registrering at have udstedt fakturaer med deklaret moms, hvorved statskassen blev unddraget momstilsvar på i alt 123.512 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af statsautoriseret revisor V.1.

Disse forklaringer er gengivet således i retsbogen for den 9. september 2004:

Tiltalte forklarede, at han havde revisor KM i det første halve års tid. Han følte ikke, at KMs arbejde var fyldestgørende nok. Han syntes også, at bistanden var for dyr. Dette var grunden til, at han skiftede over til revisionsfirmaet R1. I forbindelse med at han modtog årsregnskabet for 1999, nærlæste han dette. Han kom ikke i tanke om, at der kunne være fejl i de momsangivelser, han havde indgivet. Han husker ikke noget nærmere vedrørende momsangivelserne, og han husker ikke, hvorledes han blev opmærksom på, at der var byttet om på salgs- og købsmoms, således som det fremgår af bilag 13A II. Han husker heller ikke, hvorledes korrektionerne for juni måned er fremkommet.

Han føler, at begge revisionsfirmaer udviste ligegyldighed overfor ham, når han forsøgte at få forklaret, hvorledes han skulle udarbejde momsangivelserne.

Afhørt af advokat Funch forklarede tiltalte, at han lagde ind- og udgående moms sammen, og han beregnede herefter differencen.

Det var ham, der lavede de daglige kasserapporter. Det var på grundlag af disse, at han beregnede momsen. Kasserapporterne blev afleveret til revisorerne.

Politiassessoren dokumenterede den forklaring vedrørende forhold 2, der er gengivet i retsbogsudskriften for 20. november 2003.

Tiltalte vedstod denne forklaring og forklarede, at han var klar over, at det var forkert, at han udskrev fakturaer med moms. Han blev ansat i det firma, som han havde haft kontakt med som lønmodtager fra omkring august måned 2001.

Politiassessoren foreviste bilag 15, sidste side, for tiltalte. Tiltalte oplyste, at han ikke kan sige, hvorfor fakturadatoerne også vedrører tiden efter 1. august 2001.

Det var V.1 fra revisionsfirmaet R1, der udførte revisionsarbejdet for ham.

Herefter fremstod som vidne statsautoriseret revisor V.1, der behørigt formanet forklarede, at han på et tidspunkt kom i forbindelse med tiltalte. Vidnet husker ikke, hvornår det skete, men i betragtning af, at årsregnskabet for 1999 er dateret 4. december 2000, mener vidnet, at det var ret sent, at vidnet kom i forbindelse med tiltalte. Det er muligt, at vidnet først kom i forbindelse med tiltalte i 2000. Vidnet har udført årsregnskabet for 1999 for tiltalte. Vidnet modtog bilag fra tiltalte sammen med kasserapporterne. I forbindelse med at årsregnskabet var færdig, blev der afholdt et møde med tiltalte, hvor årsregnskabet blev gennemgået. Der har ikke i øvrigt været dybere møder, heller ikke vedrørende opgørelse af momstilsvaret. Vidnet husker ikke, tiltalte skal have spurgt om, hvorledes han skulle opgøre momstilsvaret. Der er ikke tale om, at tiltalte har udarbejdet girokort, der viste, hvilken moms tiltalte skulle betale."

Domsmandsretten skal udtale

Vedrørende forhold 1

Tiltalte har ikke bestridt, at der er unddraget salgsmoms med i alt 86.437 kr. Når henses til størrelsen af beløbet, finder retten, at der foreligger et groft uagtsomt forhold, idet retten også har lagt vægt på, at tiltalte siden omkring 1995 havde drevet virksomhed.

Tiltalte findes herefter skyldig vedrørende dette forhold.

Vedrørende forhold 2

Tiltalte havde været momsregistreret. Han foretog afmeldelse, men fortsatte desuagtet med at drive registreringspligtig virksomhed, og han udstedte fakturaer. Tiltalte har ikke bestridt, at der er unddraget moms med 123.512 kr.

Retten finder, at tiltalte har udvist et forsætligt forhold.

Tiltalte findes herefter ligeledes skyldig vedrørende dette forhold.

Tiltalte anses efter momslovens § 81, stk. 1, nr. 1 og efter § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og § 52, stk. 3, 1. pkt. Straffen fastsættes til fængsel i 14 dage. Retten har ikke fundet grundlag for at gøre straffen betinget, uagtet det tidsrum, der er forløbet, siden forholdene blev begået.

Tiltalte anses med en tillægsbøde på 190.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 40 dage.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med fængsel i 14 dage. Tiltalte anses med en tillægsbøde på 190.000 kr. Tiltalte betaler sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 12. oktober 2005, 4. afdeling, S-2549-04

Kriminalretten i Fredericia har den 9. september 2004 afsagt dom i 1. instans (SS 380/2004).

Tiltalte, T, har påstået frifindelse i forhold 1 og i øvrigt formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Kriminalforsorgen har den 19. juli 2005 afgivet en erklæring.

Forklaringer

Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har den 20. juni 2005 om forhold 1 supplerende forklaret, at han skrev den daglige kassekladde med angivelse af momsen. Han har selv indberettet momsen med ca. 150.000 kr. Han er også klar over, at den rette momsafregning på baggrund af regnskabet skulle være 238.000 kr. Han kan ikke forklare forskellen. Alle kunder fik regning med moms. Han erkender, at han har handlet groft uagtsomt, men han mener samtidig, at revisoren ikke har givet ham tilstrækkelig hjælp. Da han ikke hørte noget fra revisoren, gik han ud fra, at hans egne beregninger var i orden. Han husker ikke, hvornår han afleverede bilagene til revisoren. Revisoren har ikke på noget tidspunkt oplyst ham om, at tiltalte har regnet forkert, og at der skulle betales yderligere moms. Revisor KM er fra et andet firma end revisor R1. Han bad R1 om at "bringe sagerne i orden", fordi han skulle have afleveret regnskabet. De drøftede ikke momsspørgsmål. Han har skrevet under på regnskabet uden at studse over bemærkningen om, at der ikke er lavet revision. Han hæftede sig heller ikke ved sætningen om, at der var stor uoverensstemmelse mellem den af ToldSkat opgjorte foreløbige skyld og bogføringens udvisende. Han er jo lægmand. Da han i sin tid lavede sine beregninger, mente han, at de var korrekte, og han foretog sig ikke noget i anledning af regnskabet. Han skiftede revisor, fordi der hos KM intet skete. Han havde kvitteringer på, at der blev betalt, som der skulle. Kvitteringerne havde han i et ringbind.

Tiltalte har om forhold 2 supplerende forklaret, at han afmeldte virksomheden, fordi han have tabt en masse penge og ikke orkede mere. Det var ToldSkat, der foreslog ham at lukke ned. Hans gæld var på det tidspunkt på 6-800.000 kr. Han vidste, at ToldSkat skulle have de 123.000 kr., og at sandsynligheden for, at ToldSkat ville få pengene, ikke var særlig stor. Han fortsatte nok med at udskrive regninger året ud.

Tiltalte har den 12. oktober 2005 til forhold 1 supplerende forklaret, at hans forklaring den 20. juni 2005 ikke skulle forstås som en erkendelse af at have handlet groft uagtsomt. Det har han ikke. Han afleverede alle bilag og kassekladde til revisoren og fik senere fra revisoren det færdige regnskab i 5 eksemplarer. Revisoren sagde intet om, at der var fejl i regnskabet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldspørgsmålet

Tiltalte har vedrørende forhold 1 forklaret, at han selv har skrevet den daglige kassekladde med angivelse af momsen og selv har indberettet moms med ca. 150.000 kr. Årsregnskabet for 1999 er dateret den 4. december 2000, og efter revisor V.1s forklaring er der ikke grundlag for at antage, at tiltalte har bedt revisoren redegøre for beregning af momstilsvaret, eller at revisoren har givet fejlagtig rådgivning herom.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig i forhold 1 som sket.

Straffastsættelsen

Straffen fastsættes i medfør af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, og § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. punktum, og § 52, stk. 6, 1. punktum (tidligere § 52, stk. 3, 1. punktum).

Det tiltrædes endvidere med samme begrundelse, som byretten har anført, at frihedsstraffen er fastsat som sket, og at der ikke er grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Det tiltrædes, at der er fastsat en tillægsbøde på 190.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 40 dage.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.