Dato for udgivelse
14 jun 2006 09:04
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 okt 2005 14:31
SKM-nummer
SKM2006.391.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, S-2197-05
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig, uregistreret, virksomhed, fakturaer, moms, bevis, bødedom
Resumé

T blev tiltalt for med forsæt til unddragelse at have drevet uregistreret virksomhed og udstedt mindst 39 fakturaer med moms i perioden fra den 23. december 2002 til den 10. maj 2003, hvorved der blev unddraget 40.113 kr. i moms.

Byretten idømte T en bøde på 50.000 kr.

Landsretten fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt grundlag for at anse 3 af fakturaerne for udstedt af T, hvorfor T blev idømt en bøde på 45.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2

Østre Landsrets dom af 27. oktober 2005, 8. afdeling, S-2197-05

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Jørgen Simonsen, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Ina Steincke, Sanne Kolmos og Peter Thønnings (kst.)

----------

Maribo Byrets dom af 7. juni 2005, SS 2/2005

Anklageskrift er modtaget den 4. januar 2005.

T er tiltalt for overtrædelse af lovbekendtgørelse 2003-08-08 nr. 703 om merværdiafgift (momsloven) § 81, stk. 1, nr. 2, og stk. 3, jf. § 47, stk. 1, og § 52, stk. 6,

ved i perioden fra den 23. december 2002 til den 10. maj 2003 med fortsæt til at unddrage statskassen afgift i form af moms, at have undladt at anmelde sin virksomhed H1 Rejser & Turistfart, til momsregistrering hos de statslige told- og skattemyndigheder og ved at have anført afgiftsbeløb på ikke mindre end 39 fakturaer, uden at være registreret, hvorved det offentlige blev unddraget ikke under 40.113 kr. i moms.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Tiltalte har blandt andet forklaret, at han ikke var momsregistreret i december måned 2002, men han var hos ToldSkat, den 7. eller 8. januar, hvor han rettede personlig henvendelse for at tilmelde sig til moms igen. Han har ikke fået nogen bekræftelse på dette, men damen han talte med tog en kopi af den oplysningsseddel, han havde med. Han har tidligere været momsregistreret, men havde afmeldt sig den 1. juni 2002, da der på dette tidspunkt ikke var nogen momspligtig virksomhed i forbindelse med det arbejde, han udførte. Han har tidligere drevet vikarvirksomhed, men det må man ikke længere. De regninger, der ligger til grund for sagen, fra december til maj måned, er nogle, han har udstedt. Han har ikke indbetalt momsen på regningerne. Han ringede til ToldSkat på et tidspunkt omkring slutningen af marts 2003 for at rykke for et opgørelsesskerne. Han fik det aldrig. Han har således ikke betalt momsen på regningerne. Da han i januar 2003 rettede henvendelse til ToldSkat var det i ekspeditionen. Han spurgte efter en der hed DF, men fik at vide, at han ikke var der. Han talte i stedet med en dame, og han sagde, at han skulle momsregistreres. Han havde taget en oplysningsseddel med, hvor der bl.a. stod hans SE-nummer. Han gav oplysningssedlen til damen, der tog en kopi af den. Hun sagde, at det var i orden. SE-nummeret, der stod på sedlen, var hans eget, og det som han i øvrigt brugte i forbindelse med sin virksomhed. Han er klar over, hvordan man skal lave regnskaber. Han førte regnskab i denne periode, og han har lavet en EDB-udskrift af regnskabet. Efter samtale med ToldSkat, hvor det aftaltes, at han skulle lave regnskabet, ringede han selv til ToldSkat og sagde, at de kunne komme og samstemme EDB-udskriften med bilagene. Han har ikke hørt noget fra dem siden. Som han husker det, viste regnskabet, at han skulle betale ca. 14.000 kr. i moms i stedet for de 40.000 kr., som fakturaerne udgør. I dag mener han slet ikke, at den virksomhed, som han udøvede, var momspligtig. Det firma, han udøvede arbejde for, er gået konkurs den 13. september 2004, og han har ikke fået pengene på fakturaerne. Det arbejde, som han lavede, var oplæring af chauffører for et turistbusfirma i ... Han har sendt regnskabet med EDB-udskrifterne til forsvareren, og det er det, der fremgår af sagens bilag 9. Det regnskab han har sendt til sin forsvarer, og som forsvareren har videresendt til ToldSkat, udgør dokumentation for hans momstilsvar. Han har aldrig fremsendt bilagene til regnskabet til ToldSkat.

Som vidne har V.1, ToldSkat, forklaret, at han har været sagsbehandler på tiltaltes sag. Sådan som han husker det, startede sagen op med, at han blev ringet op af en politiassistent fra Færdselspolitiet, der havde lavet en razzia mod nogle buschauffører, og det havde undret politiassistenten, at chaufføren havde oplyst, at han kørte på regning. Senere blev han ringet op fra kommunen, og han oplyste i den forbindelse, at T ikke var momsregistreret. Kommunen sendte ham et kontoudtog fra G1, hvoraf det fremgik, at der formentlig var et momsudestående med chaufføren. Han bad G1 om at sende det, der vedrørte moms og T, og han fik efterfølgende sendt et kontoudtog og nogle faktura vedrørende H1 Rejser. Han talte fakturaerne sammen, og sendte T et forslag til opgørelse af betaling af moms. T fik i den forbindelse en frist til at komme med bemærkninger til forslaget. Han hørte ikke noget fra ham inden fristen. Han lavede efterfølgende en afgørelse, hvor de afkrævede ham beløbet. Han hørte fortsat ikke noget. Han har på intet tidspunkt hørt noget fra T. Idet der var truffet en afgørelse i momssagen, gik sagen videre til lovafdelingen, der vurderede, om der skulle rejses en bødesag. Efter at han havde truffet sin afgørelse, blev han bekendt med, at advokat Simonsen var forsvarer for T, og han fik fra advokaten sendt en balance. Han oplyste herefter over for advokat Simonsen, at dette ikke kunne bruges til at ændre momsafgørelsen. Han hørte ikke mere, og det meddelte han lovafdelingen.

Forevist de fremlagte fakturaer i sagens bilag 34 og fremefter oplyste han, at det er dem, han har fået. Rutekørsel er momsfri, og turistkørsel er momspligtig, hvis den starter her i landet. Rutekørsel kræver tilladelse fra de offentlige myndigheder. Hvis der fejlagtigt påføres moms på en faktura, så skal den anførte moms på trods af dette betales over for staten.

Som sagkyndigt vidne har V.2 forklaret, at moms normalt enten afgives månedligt, kvartalsvis eller 1/2 årligt. Det aftales med den momspligtige, men her var der ikke nogen aftale, for T havde jo ikke anmeldt sig som momspligtig.

Der har været fremlagt afmeldelsesblanket, modtaget hos ToldSkat den 3. juni 2002, underskrevet af tiltalte, og hvor virksomheden H1 Turistfart tilhørende tiltalte, ønskes afmeldt fra momsloven. Der har endvidere været fremlagt fakturaer, udstedt af H1 Rejser og Turistfart til SM, hvilke fakturaer er påført moms med i alt 40.113,08 kr.

Rettens bemærkninger

Det lægges til grund, at tiltalte gennem flere år har drevet virksomhed, hvor han har været momsregistreret, og at han afmeldte sig fra momsregistreringen den 3. juni 2002. Efter den af vidnet V.1 afgivne forklaring, og idet det findes ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring omkring dette, lægges det til grund, at tiltalte ikke senere påny har anmeldt virksomheden til momsregistrering.

Tiltalte har i perioden 23. december 2002 til 10. maj 2003 udstedt fakturaer og pålagt moms med i alt 40.113 kr., hvilket beløb ikke er blevet angivet over for ToldSkat.

Herefter og idet tiltaltes forklaring om, at momstilsvaret skulle være mindre, ikke kan tillægges betydning, findes han skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale, idet bemærkes, at tiltaltes oplysninger om, at han ikke har fået pengene, og at det udførte arbejde ikke er momspligtigt, ikke findes at kunne føre til andet resultat henset til, at tiltalte rent faktisk har faktureret momsbeløbet.

Straffen fastsættes til en bøde på 50.000 kr., jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 8. august 2003 om merværdiafgift (momsloven), § 81, stk. 1, nr. 2 og stk. 3, jf. § 47, stk. 1, og § 52, stk. 6.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.

T h i  k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal betale en bøde på 50.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 7.000 kr. med tillæg af moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jørgen Simonsen.

----------

Østre Landsrets dom af 27. oktober 2005, 8. afdeling, S-2197-05

Maribo Rets dom af 7. juni 2005 (SS 2/2005) er anket af T med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne V.1 og V.2, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har videre forklaret, at fakturakopierne 1029, 1403 og 1570 samt faktura 973 ikke er udstedt af ham, men af G1 v/ SM til ham.

V.1 har videre forklaret, at han, der er fuldmægtig i ToldSkats kontrolafdeling, har ladet samtlige bilag modtaget fra G1 indgå i momsopgørelsen i tiltaltes sag, idet han har opfattet samtlige bilag som dokumentation for G1' indgående afgift i relation til tiltalte. Han modtog kassekladde fra advokat Simonsen sammen med balancen.

V.2 har videre forklaret, at hun, der arbejder i ToldSkats lovafdeling, kan vedstå den af hende udarbejdede ansvarsvurdering i sagen. Det er en skærpende omstændighed i denne sag, at tiltalte tidligere i to omgange har været momsregistreret. Hun læser fakturakopierne 1029, 1403 og 1570 som hidrørende fra tiltalte og faktura 973 som udstedt af ham. Hun hæfter sig ved debitornummeret anført ud for G1' navn, men er ikke i stand til at begrunde dette nærmere. Hvis momsbeløbene på i alt 2.628,61 kr. i henhold til fakturaerne 973, 1029 og 1403 skal fragå i opgørelsen af det unddragne momsbeløb, vil bødeberegningen være 45.000 kr.

Tiltalte er ustraffet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen for landsretten findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse fakturaerne 973, 1029 og 1403 vedrørende momsbeløb på i alt 2.628,61 kr. for udstedt af tiltalte.

For så vidt angår de øvrige momsbeløb omfattet af tiltalen findes tiltalte også efter bevisførelsen for landsretten af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes til en bøde på 45.000 kr., jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 8. august 2003 om merværdiafgift (momsloven) § 81, stk. i, nr. 2, og stk. 3, jf. § 47, stk. 1, og § 52, stk. 6, tidligere § 52, stk. 3.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T ændres således, at tiltalte skal betale en bøde på 45.000 kr.

Forvandlingstraffen er fængsel i 20 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.