Parter

F1 Bank A/S
(Advokat Steffen Olsen-Kludt)

mod

1)ApS H1 under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg
(Kammeradvokaten v/advokat Jacob Pinborg)

2) A
(Advokat Sven Brouer Seedorff)

Afsagt af landsdommerne

Ina Steincke, Benedikte Tegldal og Tiedemann (kst)

Københavns Byrets dom af 14. april 1999 (BS 4A-3795/ 97) er anket af F1 Bank A/S med påstand som for byretten over for indstævnte 1, ApS H1 under konkurs, om frifindelse, og over for indstævnte 2, A, om, at indstævnte 2 tilpligtes at friholde appellanten for ethvert beløb, inklusiv renter og sagsomkostninger, som appellanten måtte blive pålagt at udrede til indstævnte 1.

De indstævnte har begge påstået stadfæstelse.

Indstævnte 2 har opfyldt den ankede dom over for indstævnte 1 ved betaling den 11. maj 1999 af 250.000 kr. med tillæg af procesrente på 43.680 kr. og andel af sagsomkostninger på 16.950 kr., i alt 310.630, og betaling den 3. juni 1999 af 47.844 kr. med tillæg af procesrente på 8.154 kr. og andel af sagsomkostninger på 16.950 kr., i alt 72.948 kr.,hvilket er sagens værdi for landsretten.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af vidnet bankdirektør NE.

Vidnet, der er bankuddannet, har præciseret, at han under sin forklaring i byretten omtalte dels RP og dels en anden kunde. Det var sidstnævnte, der var den oprindelige opdragsgiver, og den pågældende havde en formue på ca. 52 mio. kr. Det var denne anden kunde, der fortalte, at modellen var godkendt af en statsautoriseret revisor og en advokat. For denne kunde medvirkede banken i overførsler af købesum og pengebeholdning i forbindelse med syv erhvervelser af overskudsselskaber i perioden fra den 11. til den 18. marts 1993. Det er hans indtryk, at RP styrede transaktionerne i forbindelse hermed. Vidnet var bekendt med, at overskudsselskabets pengebeholdning hurtigt blev overført til købers egen konto i disse handler. Vidnet mødte RP første gang på et kursus, hvor denne optrådte som områdechef for ...... RP deltog oprindeligt med 2,5 mio kr. kontant, hvilket beløb ikke var pantsat. Derimod blev obligationerne, som RP ligeledes overførte til F1 Bank, pantsat til sikkerhed for kredit i forbindelse med et køb af et andet overskudsselskab. Kreditrisikoen var dog beskeden, da pengene hurtigt kom tilbage på kontoen. Vidnet forventede, at RPs handler ville forløbe på samme måde som de andre. Banken havde ikke kendskab til RPs forhold og undersøgte dem ikke, da vidnet havde et godt indtryk af ham. Banken kendte ikke ordlyden af aftalen mellem A og G2 ApS. Det beløb på 1.853.923 kr., der blev overført til køber i forbindelse med handlen, blev naturligt indsat på en nyoprettet konto i det overdragne selskabs navn. SM fra Unibank ringede til banken og fortalte, at salgsaftalen var underskrevet, og på det grundlag anså banken RP for berettiget til at disponere over overskudsselskabets konto.

Appellanten, F1 Bank A/S, har procederet som for byretten med særlig vægt på anbringendet om, at der ikke forelå selvfinansiering, idet køber havde penge på sin konto til at betale købesummen. Appellanten har ikke gentaget sit anbringende vedrørende fradrag i indstævnte 1's krav for for meget betalt aktieavanceskat. Under domsforhandlingen har appellanten gjort gældende, at de sparede likvidationsomkostninger udgør 10.-15.000 kr., jf. revisor KJs vidneforklaring for byretten. Beløbet skal medregnes i indstævnte As merprovenu.

Indstævnte 1, ApS H1 under konkurs, har i det væsentlige procederet som for byretten og herunder især gjort gældende, at det er uden betydning for spørgsmålet, om der foreligger selvfinansiering i objektiv henseende, at der på købers konto var tilstrækkelige midler til betaling af købesummen, og at overskudsselskabets midler umiddelbart blev indsat på en konto i selskabets navn. Afgørende er, at køber fik rådighed over overskudsselskabets midler og samme dag overførte midlerne til købers konto til udligning af trækket til betaling af købesummen. Det bestrides, at der i en sag som denne er grundlag for at statuere passivitet.

Indstævnte 2, A, har henholdt sig til indstævnte 1's, anbringender vedrørende appellantens ansvar og i øvrigt gjort gældende, at den skete fordeling af erstatningsbyrden mellem appellanten og ham er i overensstemmelse med Thrane-dommens afgørelse vedrørende likvidationsomkostninger. Først under domsforhandlingen har appellanten gjort gældende, at de sparede likvidationsomkostninger udgør 10.-15.000 kr., og landsretten må derfor se bort herfra.

Landsrettens bemærkninger

I overensstemmelse med en instruks fra G2 ApS i likvidation blev købesummen på 1.734.785 kr. for overskudsselskabet den 20. marts 1992 trukket af appellanten på G2 ApS i likvidation's konto og via Nationalbanken overført til indstævnte 2's pengeinstitut. Denne overførsel skete under forudsætning af, at indstævnte 2's pengeinstitut samtidig via Nationalbanken overførte overskudsselskabets likvide kapital på 1.853.923 kr. til overskudsselskabets konto hos appellanten. Efter modtagelse af denne likvide kapital og indsættelsen heraf på overskudsselskabets konto, blev selskabets midler efter instruks af 20. marts 1992 samme dag overført til G2 ApS i likvidation's konto hos appellanten. Herved blev selskabets midler stillet til rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af anparterne i selskabet i strid med forbudet mod selvfinansiering i den dagældende anpartsselskabslovs 84, stk. 2 (nu § 49, stk. 2).

Efter den af bankdirektør NEs afgivne forklaring må det lægges til grund, at appellanten umiddelbart forud for den 20. marts 1992 havde deltaget i overførsler af købesum og pengebeholdning i forbindelse med en anden kundes erhvervelser af syv overskudsselskaber, og at banken forventede, at overførslerne for G2 ApS i likvidation ville svare til de forudgående for den anden kunde, og dermed at trækket til dækning af købesummen på G2 ApS i likvidation's konto ville blive inddækket samme dag ved en overførsel af overskudsselskabets midler. Appellanten måtte på denne baggrund indse, at købet af H1 ApS reelt ville blive finansieret af selskabers egne midler. Appellanten har derfor på uforsvarlig måde medvirket til den ulovlige selvfinansiering. Da appellanten ikke gjorde noget for at afværge den heraf følgende risiko for tilsidesættelse af kreditorernes interesser, tiltræder landsretten, at appellanten er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab. Landsretten tiltræder, at konkursboet ikke har fortabt sit krav som følge af passivitet.

På det foreliggende grundlag finder landsretten ikke, at de sparede likvidationsomkostninger med sikkerhed overstiger omkostningerne ved salget, og ved opgørelsen af indstævnte 2's merprovenu kan der ikke tages hensyn hertil. Efter appellantens anbringender har landsretten i øvrigt ikke grundlag for at ændre den af byretten foretagne fordeling af erstatningsbyrden mellem appellanten og indstævnte 2.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Den indankede dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, F1 Bank A/S, betale 15.000 kr. til indstævnte 1, ApS H1 under konkurs, og 18.000 kr. til indstævnte 2, A.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.