Dato for udgivelse
22 jun 2006 14:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 maj 2006 11:24
SKM-nummer
SKM2006.414.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1880-1088
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Udgifter, kursus, kongres, møde
Resumé
Klager deltog i to kongresser, der efter indholdet kunne karakteriseres som nødvendige for hans varetagelse af en stilling som overlæge. Udgifterne var afholdt af klagers selskab. Klager blev beskattet af udgiftsafholdelsen som udbytte. Han fik endvidere fradrag for et korresponderende beløb som lønmodtagerfradrag.
Reference(r)
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Ligningsloven § 9, stk. 1

Klagen vedrører udgifter til deltagelse i kurser, kongresser og møder.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 1999 - Ligningsmæssige fradrag -Øvrige lønmodtagerudgifter

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til deltagelse i kurser, kongresser og møder.

Klageren har ikke selvangivet fradrag.

Landsskatteretten godkender fradrag med 26.459 kr. før bundfradrag.

Indkomståret 2000 - Ligningsmæssige fradrag -Øvrige lønmodtagerudgifter

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til deltagelse i kurser, kongresser og møder.

Klageren har ikke selvangivet fradrag.

Landsskatteretten godkender fradrag med 9.490 kr. før bundfradrag.

Sagens oplysninger

Klageren blev læge i 1977. I 1981 blev han ansat på X Amtssygehus, hvor han blev involveret i videnskabelige projekter og nu er ansat som overlæge på øre-næse-hals-afdelingen. Han er klinisk lektor på afdelingen, der som universitetsafdeling underviser medicinske studerende. Han har forklaret, at afdelingen er en af de førende afdelinger i verden for så vidt angår forskning i øresygdomme og svulster på ligevægtsnerven. Klageren og en kollega udfører som de eneste i Danmark operationer på patienter med svulster på ligevægtsnerven.

Klageren er hovedanpartshaver i B ApS, der udvikler hjælpemidler og behandlingsmetoder for forskellige sygdomme. Hovedindtægten i selskabet er royalty-indtægter fra produktet Otovent - en næseballon til behandling af undertryk og væske i øret hos børn. Klageren er endvidere medejer af C A/S i Y, hvor han udfører operationer.

Klageren har oplyst, at han i 1999 har deltaget i møder og rejst i følgende sammenhænge:

- 7th International Symposium on Recent Advances of Otitis Media og 7th Post Symposium Research Conference on Recent Advances of Otitis Media, Fort Lauderdale, Florida, USA, 1. - 5. juni 1999. Klageren holdt foredrag om Otovent. Selskabet har selvangivet fradrag med 22.934 kr. Udgifterne omfatter lufthavnstaxa, flybillet, restaurantbesøg, hotel og kongresgebyr. Klageren har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten opgjort udgifterne til 21.569 kr. De opgjorte udgifter omfatter lufthavnstaxa, flybillet, deltagelse i banket, hotel og kongresgebyr.

- Dansk Otokirurgisk Selskabs årsmøde, Hesselet, Fyn, 14. - 15. oktober 1999. Klageren holdt foredrag om langtidsresultater efter operation for cholesteatom og autoinflation. Selskabet har selvangivet fradrag med 1.034 kr. Udgifterne omfatter broafgift, kursusgebyr og restaurantudgifter. Klageren har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten opgjort udgifterne til 870 kr. De opgjorte udgifter omfatter broafgift og kursusgebyr.

- Foreningen af speciallæger i Øre-, Næse-, Halssygdomme, efteruddannelseskurser om medfødte misdannelser, Munkebjerg Vejle, 4. - 6- november 1999. Klageren holdt foredrag om autoinflation med Otovent ved behandling af sekretorisk otitis media hos ganespaltebørn. Selskabet har selvangivet fradrag med 4.569 kr. Udgifterne omfatter broafgift, kursusgebyr og restaurantudgifter. Klageren har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten opgjort udgifterne til 4.020 kr. De opgjorte udgifter omfatter broafgift og kursusgebyr.

Klageren har oplyst, at han i 2000 har deltaget i møder og rejst i følgende sammenhænge:

- Dansk Rhinokirurgisk Selskabs årsmøde, 5. april 2000. Klageren var inviteret som foredragsholder om varmtvandsbehandling af næseblod med Epicat. Selskabet har selvangivet fradrag med 1.450 kr. Udgifterne omfatter broafgift og kursusgebyr. Klageren har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten opgjort udgifterne til 1.450 kr.

- 4th European Congress of Otorhinolaryngology Head and Neck Surgery, Berlin, Tyskland, 12. - 18. maj 2000. Klageren holdt foredrag om recidiv frekvens af attikuscholesteatomer. Selskabet har selvangivet fradrag med 9.427 kr. Udgifterne omfatter hotel, kongresgebyr og restaurantudgifter. Klageren har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten opgjort udgifterne til 6.790 kr. De opgjorte udgifter omfatter hotel, kongresgebyr og fortæring.

- Dansk Otokirurgisk Selskabs årsmøde, Hesselet, Fyn, 19. - 20. oktober 2000. Klageren holdt foredrag om metoder til at opgøre recidivraten efter operation for cholesteatom og effekten af Otovent. Selskabet har selvangivet fradrag med 1.330 kr. Udgifterne omfatter broafgift, kursusgebyr og restaurantudgifter. Klageren har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten opgjort udgifterne til 1.250 kr. De opgjorte udgifter omfatter broafgift og kursusgebyr.

Udgifterne til deltagelse i kurser, kongresser og møder er afholdt af selskabet.

Klageren har oplyst, at hans deltagelse i kongresserne var relevant for hans arbejde på X Amtssygehus. Han deltog dels som overlæge fra X Amtssygehus, dels som interessent i B ApS. Han ville deltage i kongresserne, selv om han ikke havde sin virksomhed i B ApS. Under kongresserne havde han mulighed for at gøre lobbyarbejde for Otovent, hvilket havde stor betydning for, at metoden fremover blev anerkendt.

Dr. med. D, der er professor og administrerende overlæge på øre-næse-hals-afdelingen på X Amtssygehus, har i et brev af 27. oktober 2004 erklæret følgende:

"Som professor og administrerende overlæge ved øre, næse og halsafdelingen på X amts Sygehus i 1999 og 2000, kan jeg herved berigtige at overlæge A i afdelingens og sygehusets interesse og på opfordring har deltaget i flere kongresser som foredragsholder, og har, som led i afdelingens forskning, besøgt andre centre med samme forskningsområde. Øre, næse og halsafdelingen på X amts Sygehus er et af de førende centre i verden når det gælder forskningen i mellemøresygdomme hos børn og voksne. Afdelingens læger er altid blevet opfordret til at besøge andre centre for at skabe videnskabelige kontakter og planlægge fælles forskningsprojekter.

X Amtssygehus har kun i meget begrænset omfang haft mulighed for at yde økonomisk støtte til kongresrejser og videnskabelige besøg på andre afdelinger, udover tjenestefri med løn og et beskedent beløb på 1.500 kr. pr. år.

Jeg kan berigtige at overlæge A, har deltaget i følgende kongresser, symposier og videnskabelige besøg i 1999 og 2000 efter afdelingens accept og anbefaling:

- 14-18 marts 1999: Children Hospital, Pittsburgh, USA 14-18 marts 1999

- 1-5 juni 1999: 7th International Symposium on Recent Advances of Otitis Media og 7th Post Symposium Research Conference on Recent Advances of Otitis Media, Fort Lauderdale, Florida, USA d.

- 23-20 juni 1999: 101 Annual Meeting of Clinical Otolaryngology (Oita). Foredragsholder ved universitetet I Nagasaki, Inviteret foredragsholder ved International Symposium on Otology (Matsue), Foredragsholder ved Jikey universitetet i Tokyo.

- 14-15 oktober 1999: Dansk Otokirurgisk Selskabs årsmøde, Hesselet, Fyn.

- 4-6 november 1999: DSOHH's Efteruddannelseskursus om Medfødte misdannelser, Munkebjerg, Vejle.

- 5-6 april 2000: Dansk Rhinokirurgisk Selskabs årsmøde, Hesselet, Fyn.

- 12-18 maj 2000; 4th European Congress of Otorhinolaryngology Head and Neck Surgery, Berlin, Tyskland

- 19-20 oktober 2000: Dansk Otokirurgisk Selskabs årsmøde, Hesselet, Fyn."

Skatteankenævnets afgørelse

Der er ikke godkendt fradrag for udgifter til deltagelse i kurser, kongresser og møder. Klageren er beskattet af udbytte fra B ApS vedrørende de 6 kongresser og møder med 28.537 kr. for 1999 og 12.207 kr. for 2000.

Da klageren ikke er ansat eller får løn af B ApS, kan de afholdte udgifter enten anses for private eller for at relatere sig til klagerens stilling som overlæge på X Amtssygehus. Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne har den fornødne tilknytning til erhvervelsen af lønindkomsten fra X Amtssygehus. Udgifterne kan derfor ikke fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne til kurserne har overvejende været af privat karakter og har ikke været nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten som læge på X Amtssygehus. Klageren har forklaret, at udgifterne oprindeligt blev afholdt af hensyn til indkomsterhvervelsen i selskabet. Også af denne grund foreligger der ikke den fornødne sammenhæng mellem klagerens ansættelse som læge og udgifternes afholdelse. Erklæringen af 27. oktober 2004 fra professor D dokumenterer ikke, at det har været nødvendigt for klageren at afholde udgifterne.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at udgifterne til deltagelse i kurser, kongresser og møder godkendes fradraget.

For at klageren kan varetage stillingen som overlæge, er det nødvendigt, at han formidler afdelingens forskningsresultater ud i verden. Dette sker blandt andet ved deltagelse i internationale kongresser. Deltagelse er nødvendig for opdatering af den faglige viden.

Stillingen som klinisk lektor er et 3-årigt lektorat. For at være kvalificeret til at blive genansat i stillingen er det nødvendigt, at klageren er forskningsmæssigt aktiv, hvilket vurderes ud fra antallet af publicerede videnskabeligt artikler og deltagelse i internationale kongresser.

Det er også en forudsætning for patienttilgangen i C A/S, at de opererende læger vedligeholder og opdaterer deres faglige kvalifikationer ved at deltage i relevante, faglige kurser og kongresser.

Det er uforståeligt, hvis der ikke kan godkendes fradrag, når deltagelse i kurser og kongresser dokumenterbart er et led i efteruddannelse og forskning. Klageren ankommer altid dagen før kongressen og rejser hjem samme dag eller dagen efter, kongressen slutter. Det er derfor ikke rimeligt at fastholde, at det drejer sig om rent turistmæssige rejser.

På kongressen i Fort Lauderdale deltager man som tilhører og eventuelt som foredragsholder og diskuterer egne og andres forskningsresultater. Kongressen er en af de vigtigste internationale møder omhandlende undertryk og væske i mellemøret hos børn.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der foretages fradrag for driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Lønmodtagere kan fradrage udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. (4.100 kr. i 1999 og 4.300 kr. i 2000). Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 9, stk. 1. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse imellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Udgifter til etablering af et indkomstgrundlag kan ikke fradrages.

Udgifter til rejser i forbindelse med deltagelse i kongresser kan fradrages, når der er tale om rejser med et fagligt indhold af direkte betydning for indkomsterhvervelsen. Selv om en rejse har et rent fagligt indhold, kan udgifterne til rejsen ikke fradrages, hvis rejsen er af generel karakter.

Ved Østre Landsrets dom af 19. januar 2005 offentliggjort i SKM2005.99.ØLR blev det fastslået, at der i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er hjemmel til korresponderende fradrag i de tilfælde, hvor den skattepligtige modtager et tilskud i form af friholdelse af udgifter, der ellers ville have været fradragsberettigede. Landsskatteretten har på baggrund af Østre Landsrets dom i en kendelse af 9. december 2005 offentliggjort i SKM2005.539.LSR fastslået, at det heraf følger, at modtageren af tilskuddet kan foretage et korresponderende fradrag for udgifter, der har karakter af driftsomkostninger ved erhvervelsen af indkomsten.

Klageren er ansat som overlæge på øre-næse-hals-afdelingen på X Amtssygehus, Han er involveret i videnskabelige projekter og er klinisk lektor. De kongresser og møder, som han har deltaget i, i 1999 og 2000, vedrører de behandlingsmetoder, han er beskæftiget med som overlæge på X Amtssygehus. Dette er bekræftet i et brev af 27. oktober 2004 fra dr. med. D, administrerende overlæge på øre-næse-hals-afdelingen på X Amtssygehus. D har oplyst, at klageren blev bevilget tjenestefrihed med løn. Landsskatteretten lægger til grund, at klagerens deltagelse i kongresser og årsmøder har været nødvendig for hans varetagelse af stillingen som overlæge på X Amtssygehus. Udgifterne til deltagelsen er derfor efter deres karakter fradragsberettigede for klageren efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten godkender derfor fradrag med 26.459 kr. for indkomståret 1999 og med 9.490 kr. for indkomståret 2000 (før bundfradrag).