Dato for udgivelse | 03 jul 2006 15:49 |
Resumé | En række aktioner af SKAT og politi skræmte sælgere af ulovligt øl væk fra Roskilde Festivalen. Det til glæde for de lokale handlende udenfor festivalområdet, som i sommervarmen oplevede et boom i ølsalget. |
Under sidste uges Roskilde Festival har SKAT i samarbejde med politiet gennemført en række aktioner mod salg af ulovligt øl. Og det til glæde for de lokale handlende:
- Vi har været på besøg hos en lokal købmand, som var meget glad for SKATs indsats og tilstedeværelse under festivalugen. Ikke mindst fordi hans omsætning blev fordoblet i forhold til sidste år, forklarer afdelingsleder i SKAT Gert Høj.
I forhold til sidste år er antallet af sager med salg af ulovligt øl reduceret fra 52 til 12. Og i det hele taget har aktionerne været en succes:
- Som noget nyt har vi i år haft mulighed for at beslaglægge de ulovlige øl og vand, hvilket har vist sig som et særdeles effektivt værktøj. Først og fremmest fordi det stopper muligheden for at videresælge de ulovlige drikkevarer, så snart vi er ude af syne, men også fordi risikoen for beslaglæggelse har haft en stor præventiv virkning, siger Gert Høj.
Fairplay
Som led i regeringens fairplay-politik - hvor man ønsker ens konkurrencevilkår for virksomhederne i Danmark - fik SKAT i juli 2005, mulighed for fremover at beslaglægge ulovlige øl og vand. Det er denne mulighed, der har bidraget til, at det ulovlige ølsalg på årets Roskilde Festival er kraftigt reduceret - til fordel for det lovlige salg.
Resultater
SKAT har i alt beslaglagt ca. 7.500 dåser øl på årets Roskilde Festival, og opkrævet afgifter for ca. 10.000 kr. Derudover har SKAT ved grænsekontrollerne beslaglagt 2.300 dåser øl og opkrævet 25.000 kr. Til sammenligning blev der sidste år opkrævet afgifter for ca. 100.000 kr.
Sælgerne af de ulovlige øl risikerer nu at blive mødt med bødekrav fra Miljøstyrelsen/Politiet på op til 5.000 kr. for ikke at overholde reglerne om pantmærkning.
Se mere om aktionerne på Roskilde Festivalen på www.skat.dk.
Kontakt: Aktionsleder Jan P. Jensen tlf. 23 49 08 22 eller afdelingsleder Gert Høj tlf. 29 72 46 04.