Se 1. del af

Østre Landsrets dom
af 4. december 2001
18. afdeling, B-2916-99, B-3011-99, B-2949-99, 2. del

Procedure

Skatteministeriet har til støtte for ministeriets påstande navnlig anført, at det følger af fast domspraksis, at de involverede fiskere alene har krav på tilbagebetaling af ambi, hvis omlægningen fra arbejdsgiverafgifter til ambi må antages at have påført dem tab. I den udtrækning ambi må anses for overvæltet i fiskepriserne, eller betalingen af ambi er opvejet af andre fordele ved den samtidige afskaffelse af arbejdsgiverafgifter, har de pågældende ikke lidt tab har og dermed heller ikke noget tilbagebetalingskrav.

Fiskerne har til støtte for deres tilbagebetalingskrav alene henvist til, at der i lyset af den såkaldte "Geysirdom" er sket tilbagebetaling af ambi vedrørende sild, makrel og fladfisk.

Efter bevisførelsen for byretten adskiller de foreliggende sager sig imidlertid markant fra Geysirsagen. I denne sag lagde landsretten vægt på, at der var tale om et marked med hovedsagelig fri prisdannelse, bortset fra de begrænsninger, som fulgte af mindsteprisordningen, at priserne var meget afhængige af verdensmarkedspriserne, at priserne var påvirket af svingende tilførsler og fiskenes kvalitet, at fiskerne ikke kunne påvirke markedspriserne, at stigende forskel mellem råvarepriser og salgspris var gået til dækning af omkostninger hos opkøberne, at der efter opkøbernes og fiskernes samstemmende forklaringer ikke var holdepunkter for overvæltninger, og at der ikke var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at fisk, der var belagt med ambi, blev handlet til en pris, som var 2,5% højere end prisen på ikke ambi-belagte udenlandsk landede fisk.

I de foreliggende sager har bevisførelsen vist, at markedet for sild og makrel har været adskilt fra markedet for andre fisk, at markedet forandre fisk var et marked med fri prisdannelse, at priserne var meget afhængige af verdensmarkedspriserne, at priserne var påvirket af svingende tilførsler og fiskens kvalitet, at der var en lang række opkøbere, at ingen enkelt fisker eller enkelt opkøber på egen hånd kunne påvirke markedsprisen, at der mellem opkøberne var hård indbyrdes konkurrence, at opkøberne efter stort set samstemmende forklaringer indregnede ambi i de priser, som de var villige til at byde på auktionerne, og at opkøberne efter ligeledes stort set samstemmende forklaringer betalte 2,5% mere for ambibelagte end for ikke ambi-belagte fisk.

Dermed var markedsforholdene i de foreliggende sager helt anderledes end de markedsforhold for sild og makrel, som blev afdækket under Geysir-sagen.

Under disse omstændigheder kan det efter den foreliggende retspraksis og i overensstemmelse hermed fastlagte administrative praksis ikke begrundes, at der skal gives tilbagebetaling for andre fisk end sild og makrel.

Fiskerne har således afsat deres fangster på et frit marked, hvor almindelige markedsmekanismer har virket på sædvanlig måde.

Afsætningen er sket i konkurrence med andre fiskere, for hvem omlægningen har haft samme virkninger som for de involverede fiskere og udelukkende til momsregistrerede aftagere.

Under disse omstændigheder må ambiens momslignende karakter tillægges en så betydelig vægt, at det må anses for godtgjort, at fiskerne fuldt ud har overvæltet ambien på deres aftagere, og fiskerne har derfor ikke lidt tab.

De foreliggende oplysninger om priser og regnskaber kan ikke føre til andet resultat. Priserne har udvist så store daglige udsving, at prissammenligninger er værdiløse, og virkningerne af omlægningen har under alle omstændigheder været så beskedne, at de ikke kan spores i de fremlagte regnskaber.

I hvert fald må det anses for godtgjort, at den del af ambien, der ikke modsvares af de sparede arbejdsgiverafgifter, er blevet overvæltet på aftagerne, og at en eventuel tilbagebetaling af denne del ville medføre ugrundede berigelser for fiskerne.

Det bestrides, at de fremsatte tilbagebetalingskrav delvis kan begrundes i den mulige forhøjelse af mandskabets løn, som omlægningen medførte for nogle af de involverede virksomheder.

Det gøres gældende, at de fremsatte tilbagebetalingskrav i givet fald skal reduceres med de ambi-beløb, der allerede er tilbagebetalt vedrørende fladfisk.

I tilfælde, hvor der måtte vise sig alene at være sket overvæltning for en del af omsætningen, må der endvidere foretages fradrag for den fordel, som fiskerne opnåede ved, at de på grund af EF-dommen for hele andet halår af 1991 ikke skulle indbetale den ambi, som var overvæltet.

Den subsidiære påstand om hjemvisning er nedlagt for det tilfælde, at der måtte vise sig at være grundlag for hel eller delvis tilsidesættelse af en eller flere afgørelser, uden at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til endeligt at afgøre, om der burde være sket tilbagebetaling, eller med hvilket beløb tilbagebetalingen i givet fald burde være sket.

Skatteministeriet har under domsforhandlingens genoptagelse navnlig anført, at nærværende sag ikke angår industrifisk. Industrifisk blev efter det foreliggende stort set udelukkende solgt til andelsselskaber eller virksomheder, som blev drevet efter andelslignende principper. Udskillelsen i byretten af spørgsmålet om tilbagebetaling af ambi vedrørende salg til andelsselskaber var derfor reelt en udskillelse af spørgsmålet om tilbagebetaling af ambi vedrørende salg af industrifisk.

For så vidt angår fradrag i eventuelle tilbagebetalingskrav, skal der fradrages for sparede arbejdsgiverafgifter også ved salg til udlandet, idet fiskerne også i eksportsammenhæng opnåede en fordel ved overvæltningen. Hidtidig praksis på området er overensstemmende hermed. Videre skal der fradrages for den økonomiske fordel, som fiskerne fik ved tilbagebetaling af ATP og ved ikke at afregne ambi for 2. halvår af 1991, idet der ellers foreligger en ugrundet berigelse, og det bestrides, at den i maj 1992 gennemførte afkortning af kredittiden kan tillægges betydning for fradraget. Skatteministeriet vil imidlertid være indstillet på - såfremt Danmarks Fiskeriforening måtte ønske dette - i forbindelse med beregning af eventuelle tilbagebetalingskrav at tage hensyn til de bundfradrag, som virksomheder med få ansatte havde, ligesom beregningen af renter kan ske i overensstemmelse et fremlagt bilag (Oa).

Danmarks Fiskeriforening har til støtte for de nedlagte påstande navnlig anført, at de påståede beløb vedrører en afgift, der er opkrævet med urette. I overensstemmelse med det i dansk.ret almindeligt gældende princip om tilbagesøgning af ydelser opkrævet med urette skal beløbet derfor tilbagebetales.

I modsætning til hvad skatteministeriet har gjort gældende, er det ikke - hverken generelt for fiskerierhvervet eller konkret for de enkelte kuttere og deres fangst - godtgjort, at den af afgiftsbelastningen følgende direkte udgift er kompenseret igennem en overvæltning af afgiften på aftagerne, således at afgiften er båret af en anden. Ej heller har skatteministeriet konkret godtgjort, at det opkrævede beløb er kompenseret gennem andre af ambilovgivningen opnåede fordele.

Fiskerne har under denne sag alene påstået tilbagebetaling af det direkte opkrævede beløb, jf. at søgsmålsgrunden er condictio indebiti. Fiskerne har ikke påstået skatteministeriet dømt til derudover at betale indirekte tab som følge af ambilovgivningen, herunder specielt overvæltning af ambi for leverandører af redskaber m.v. Alligevel har fiskerne begrænset påstanden ved fuldt ud at fradrage det beløb, der betegnes som "de sparede arbejdsgiverafgifter".

I overensstemmelse med fiskernes subsidiære påstand om stadfæstelse af byrettens dom skal der således ske tilnærmelsesvis tilbagebetaling ved delvis overvæltning.

Skatteministeriet har med henvisning til en erstatningsretlig grundsætning om compensatio lucri cum damno begrundet sin frifindelsespåstand med såvel overvæltning som "andre fordele" ud over "de sparede arbejdsgiverafgifter". Heroverfor anføres, i tillæg til det grundsynspunkt, at skatteministeriet ikke kan indføre en erstatningsretlig indsigelse overfor et krav, der er baseret på og begrænset af tilbagesøgningsreglerne, supplerende det grundsynspunkt, at eventuelle indirekte fordele (lucri) i hvert fald kun kan bringes i modregning, i det omfang skatteministeriet konkret har godtgjort, at disse indirekte lucri overstiger samtlige indirekte tab (damni).

For så vidt angår Geysir-dommen har fiskerne ganske naturligt henvist til, at de faktiske forhold og den retlige analyse, der blev lagt til grund ved Geysirdommen, og som skatteministeriet har tiltrådt, i alt væsentligt er fælles for fiskerierhvervet, uanset hvilke arter der fiskes. Geysir-dommen blev af begge parter betragtet som en generel prøvesag for fiskerierhvervet. Det bestrides, at der er sådanne forskelle mellem markedsforholdene for sild, makrel og fladfisk på den ene side og torsk og andre arter på den anden side, at der er grundlag for at tilsidesætte Geysir-dommens analyse.

Det gøres gældende, at skatteministeriet ikke har begrundet, hvorfor fiskere, der har fanget torsk og andre arter, skal stilles ringere i forhold til tilbagebetaling af ambi end fiskere, der har fanget sild, makrel og fladfisk. Det marked, hvorpå sild, makrel og fladfisk afsættes, er ikke markeder, hvor "de almindelige markedsmekanismer er sat ud af kraft", men derimod markeder der er typiske eksponenter for, hvordan de almindelige markedsmekanismer netop virker inden for fiskerierhvervet ved henholdsvis auktionssalg og direkte salg.

Det bestrides, at markedsforholdene for andre arter, i modsætning til sild, makrel og fladfisk, i særlig grad skulle være karakteriseret ved "mange opkøbere" med deraf følgende væsentlig ændret prisdannelse.

Som supplement til det under Geysir sagen fremkomne, hvortil i øvrigt henvises, har fiskerne fremlagt omfattende statistisk materiale, samt suppleret dette i ankeinstansen med yderligere materiale vedrørende fiskerierhvervet, hvilket materiale understøtter, at de økonomiske vilkår, hvorunder fiskerne afsætter deres fangst, fører til en prisfastsættelse, der er helt uafhængig af fiskernes omkostninger, herunder den yderligere afgiftsbelastning, som ambi repræsenterer. Ligeledes er det under sagen godtgjort og ubestridt, at de på auktion fastsatte eller af køberne afregnede priser ikke blev tillagt en ekstra post til godtgørelse af ambi.

Omvendt har skatteministeriet alene henvist til et påstået generelt princip om, at ambi "på grund af sin momslignende karakter" altid med mindre "de almindelige markedsmekanismer er sat ud af kraft" skal anses for overvæltet, når der er tale om et frit marked, hvor ambi påvirker markedsdeltagerne ens. Denne antagelse bestrides.

Det bestrides såvel, at det er godtgjort, at "almindelige markedsmekanismer" generelt virkede på den påståede måde i ambiens virkningsperiode, som at en sådan generel antagelse i givet fald ville kunne udgøre bevis for overvæltning, og at dette især ikke gælder under de vilkår, hvor fisk afsættes. Endvidere fastholdes, at skatteministeriet er bundet af, at skatteministeriet selv - med rette - tidligere har tiltrådt, at en henvisning, til hvad "almindelige markedsmekanismer" kan antages at medføre på længere sigt overfor en momslignende afgift som ambi, ikke udgør en "godtgørelse', af overvæltning, idet det i stedet må undersøges, om dette faktisk sker, og om undersøgelsen fører til en bevissikker godtgørelse af overvæltning.

I fortsættelse heraf bestrides, at bevisførelse i de nu forelagte sager har vist, at aftagerne fuldt ud godtgjorde fiskerne udgiften til ambi ved merbetaling. Tværtimod viser bevisførelsen, at aftagernes bud på fisk var helt uafhængige af, hvad fiskerne betalte i ambi, og at fiskerne er helt uden muligheder for at påvirke såvel prisen som udbudet. Det eneste, bevisførelsen under byrettens behandling har vist, er, at visse af de aftagere, der har været indkaldt af skatteministeriet, ikke kan udelukke, at der under særlige forhold muligt kunne være.tale om en vis nedvæltning af den økonomiske fordel, som ambilovgivningen medførte for aftagere, der eksporterede. Det bestrides, at der af forholdene for udenlandsk landede fisk kan udledes et pristillæg til fisk landet af danske fiskere.

Det gøres gældende, at det må komme skatteministeriet til skade, at ministeriet trods opfordring hertil ikke har fremlagt eller henvist til økonomisk fagkundskab, der støtter den påståede nedvæltning og har afvist at fremlægge eller dokumentere de påståede konkrete undersøgelser, der er foretaget, og som har medført tilbagebetaling for så vist angår fladfisk, men ikke for så vidt angår andre arter.

De fleste arter, herunder hovedfangsten torsk, er afsat dels på auktion, dels ved kontraktlandinger. Dette svarer ganske til afsætningsforholdene i Geysir-sagen, selvom der er variationer i den forholdsmæssige betydning af auktionssalg i forhold til kontraktlandinger. For visse arter sker afsætningen alene ved direkte salg. Mindrearter, herunder ferskvandsfisk og skaldyr, afsættes under forhold, der ikke ganske svarer til det sædvanlige auktionsmarked, men forskellen er ikke afgørende, specielt fordi det for ingen arter gælder, at fiskerne udarbejder prislister eller i øvrigt udregner nogen kostpris. Specielt for muslinger ses forekomsten af faste prislister, udarbejdet af aftagerne. På grundlag af de af skatteministeriets vidner givne forklaringer om, at disse listepriser efter vidnernes erindring skulle være tillagt en ambipost i 1988, har fiskerne meget grundigt eftersøgt samtlige foreliggende bilag, herunder prislister og afregningsbilag, og er nået til det resultat, at der sandsynligvis er tale om en erindringsforskydning og/eller en efterrationalisering hos de indkaldte vidner.

Det er et generelt princip, at mandskab på fiskefartøjer altid og udelukkende aflønnes med andel i fangsten. Ved ambiens indførelse skete der ingen regulering i nedadgående retning af denne andel. Fiskerne har under sagen gjort gældende, at netop denne manglende regulering er et stærkt indicium for, at ingen antog, at ambien kunne have betydning for afregningen. I tillæg til dette bevisdatum for hovedanbringendet gøres gældende som et subsidiært anbringende, at evt. delvis overvæltning ikke kan regnes for en "berigelse", idet en andel (typisk 50%) heraf, er tilfaldet mandskabet og ikke fiskerne. Tilbagebetaling kan ikke afskæres på grund af en berigelse, som ikke kommer fiskerne, men deres mandskab til gode.

Den subsidiære påstand om stadfæstelse støttes på samme analyse som anvendt af byretten. Der er tale om et skøn, og skønnet har betydning for det tilfælde, at landsretten efter bevisførelsen ikke mener helt at kunne udelukke en vis overvæltning eller "nedvæltning".

Da delvis overvæltning kun kan føre til delvis reduktion, må resultatet blive en nedsættelse af tilbagebetalingsbeløbet. Nedsættelse til halvdelen af det påståede beløb er en kraftig nedsættelse, og som det mere i det mindre er der - under anvendelse af byrettens betragtningsmåde - plads til en mindre nedsættelse indenfor de principale påstande.

Idet spørgsmålet om "andre fordele" specielt har betydning i tilfælde af delvis overvæltning, gøres som en sammenfatning af det ovenfor anførte gældende, at den "manglende overvæltning" ikke kan kompenseres hverken af sparede arbejdsgiverafgifter (der allerede er fradraget) eller fortsat overvæltning efter suspension af opkrævning af sidste rate i 1991. Tværtimod skal den delvise overvæltning reduceres med den andel (typisk 50%), der er kommet mandskabet til gode, og det skal tages i betragtning, at den eventuelle delvise overvæltning primært må antages at have kompenseret det indirekte tab, der er lidt ved leverandørernes prisforhøjelser m.v.

Danmarks Fiskeriforening har under domsforhandlingens genoptagelse navnlig anført, at nærværende ankesag også angår industrifisk, idet den udskillelse af salg til andelsselskaber, som skete i byretten, primært var begrundet i procesbesparende hensyn, herunder afventedes afgørelser fra Højesteret vedrørende kartoffelavlere salg til andelsselskaber, hvori de selv var andelshavere. Det bestrides, at der i fiskernes krav på tilbagebetaling skulle være grundlag for at fradrage fordele for salg til udlandet, eller at der kan fradrages for den ikke indbetalte ambi i 2. halvår af 1991. Sagsøgerens krav inkluderer ikke 2. halvår af 1991, og der blev ikke opnået en "besparelse" ved ikke at indbetale en afgift, der ikke var skyldig. Hertil kommer at sparede arbejdsgiverafgifter for 2. halvår af 1991 er fratrukket i de rejste krav. Endelig fik fiskerne retskrav på en "fordel" ved vedtagelsen af tilbagebetalingsloven, jf. herved § 6 i lov nr. 389 af 20. maj 1992, men selv samme "fordel" blev inddraget ved lov nr. 362 af 14. maj 1992 om ændring af told- og momsloven (afkortning af kredittider).

Landsrettens begrundelse og resultat

Indledningsvis bemærkes, at landsretten ved afgørelsen har lagt til grund, at industrifisk ikke er omfattet af denne sag. Efter det oplyste blev industrifisk i meget væsentligt omfang solgt af fiskere til andelsselskaber eller virksomheder, der må sidestilles hermed, og selvom det videre er oplyst, at der var et salg af industrifisk også til andre end de nævnte, har landsretten fundet, at den angivne forståelse af ankesagens genstand er bedst stemmende med byretsdommen og forhandlingerne i ankesagen hvorved bemærkes, at der ikke har været nogen bevisførelse om industrifisk under anken.

Som anført i en række domme angående spørgsmål om tilbagebetaling af ambi - herunder i Østre Landsrets dom af 28. marts 1996 om fiskefartøjet HG 333 Geysir - må tilbagebetalingskrav for indbetalt ambi vurderes under hensyn til, at opkrævningen af ambi var stridende mod EU-retten, og at hensynet til EU-rettens effektive efterlevelse tilsiger, at tilbagebetaling af opkrævet ambi skal ske, hvis opkrævningen har medført et tab. Om et sådant tab foreligger skal afgøres i overensstemmelse med national ret, herunder dansk rets regler om condictio indebiti, idet det dog er en forudsætning, at tilbagesøgningskrav, som hviler på EU-retten, ikke stilles ringere end andre tilbagesøgningskrav i henhold til dansk ret. Dette indebærer, at opkrævet ambi som udgangspunkt skal tilbagebetales medmindre den, der søger tilbagebetaling, derved vil opnå en ugrundet berigelse. I det omfang ambi er blevet væltet over på den afgiftspligtiges priser på varer eller tjenesteydelser eller, således som spørgsmålet er formuleret i nærværende sag, måtte være kompenseret ved en højere betaling til fiskerne, skal krav om tilbagebetaling ikke tages til følge. Det afgøres efter en konkret bevisbedømmelse i den enkelte sag, om en sådan overvæltning eller kompensation har fundet sted. Bevisbyrden for, at overvæltning eller kompensation ikke er sket, påhviler ikke den afgiftspligtige.

I bevisbedømmelsen indgår imidlertid, at ambi var en generel afgift, som beregnet efter momsmetoden ud fra en isoleret betragtning ligesom moms har tendens til i hvert fald på lidt længere sigt i almindelighed at blive overvæltet på priserne. Om dette faktisk er sket afhænger af en lang række faktorer, herunder varens art, afsætningsformen, markedets karakter og den konkrete konkurrencesituation, som den afgiftspligtige til enhver tid har befundet sig i.

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det, at råvarermarkedet for fisk, som belyst i nærværende sag navnlig ved markedet for torsk, i ambiperioden var præget af mange udbydere, fiskerne, og en række - dvs. ikke helt få - aftagere, opkøberne. De enkelte fiskere, der stod for at skulle afsætte deres fangst, havde ikke mulighed for at påvirke markedet. Priserne på fisk fastsattes på eller ud fra den prisfastsættelse, der skete navnlig på auktion, hvor de afgørende faktorer var udbud og efterspørgsel og opkøbernes ageren på markedet. Denne ageren var præget af den til enhver tid gældende markedspris for tilsvarende eller substituerbare produkter, også uden for Danmark, og de krav, som opkøbernes kunder, navnlig de store europæiske indkøbskæder, stillede.

Særligt for så vidt angår markedet for rødspætter og de hermed af skatteministeriet sidestillede fladfisk bemærkes, at sagen - således som den foreligger for landsretten - må vurderes under hensyn til det, der er oplyst om rødspætter i skatteministeriets notat af 15. februar 2000. Landsretten lægger derfor til grund, at skatteministeriets tilkendegivelse den 23. august 1996 om, at der også kunne ske tilbagebetaling af opkrævet ambi i forbindelse med salg af rødspætter, ikke kan tages til indtægt for, at skatteministeriet anser markedet for rødspætter m.v. som i alt væsentligt sammenligneligt med markedet for sild og makrel. Landsretten finder derfor, at det ved bedømmelsen af denne sag må anses for afgørende, om markedet for fisk, herunder navnlig torsk, kan anses for sammenligneligt med markedet for sild og makrel, jf. herved Østre Landsrets dom af 28. marts 1996 om fiskefartøjet HG 333 Geysir.

Om markedet for sild og makrel bemærkes, at dette marked, således som det også er anført i den indankede dom, fandtes præget af meget store partier og ganske få opkøbere. Markedet for de fisk, som er omfattet af denne sag, var som anført præget af mange udbydere og en række - og dermed ikke helt få - opkøbere. Det er ikke godtgjort, at der mellem opkøberne skulle have foreligget en prisaftale og ej heller sandsynliggjort, at der har eksisteret en stiltiende samordning af de pristilbud, som opkøberne afgav i ambiperioden. Landsretten lægger derfor til grund, at prisdannelsen på råvarermarkedet for fisk i denne sag var afgørende præget af de markedsmekanismer, som gør sig gældende ved handel på auktion for såvel fiskere som opkøbere. Det lægges videre til grund, at de fisk, der er omfattet af denne sag, næsten udelukkende blev handlet til priser over mindstepriserne. Det udtag, der har været til EUs mindstepris, har været så beskedent, at det ikke har betydet noget for prisdannelsen. Selvom der under sagen ikke er afgivet ensartede vurderinger af parter og vidner herom, finder retten samlet, at markedet for sild og makrel ikke er umiddelbart sammenligneligt med markedet for de fisk, der er omfattet af denne sag.

Særligt for så vidt angår ål og muslinger må det også efter bevisførelsen for landsretten, herunder efter forklaringerne afgivet af Kaj Møller Jensen, Allan Buch, Knud Skovsager, Jens Møller, Jens Erik Christiansen, Niels Preiss, Mona Brasen, Leif Harboe og for landsretten af Kjeld Møller Pedersen og Peter Frost, lægges til grund, at prisfastsættelsen i ambiperioden var præget af forhandling mellem fiskere og opkøbere, det være sig i forbindelse med kontraktlandinger, som var det fremherskende for muslinger, som i forbindelse med direkte salg til opkøberne, som var det fremherskende for ål. Det lægges til grund, at såvel fiskere som opkøbere var opmærksomme på ambiens virkning, og navnlig efter forklaringerne fra Jens Erik Christiansen, Niels Preiss, Mona Brasen og Leif Harboe lægges det til grund, at priserne blev forhøjet på grund indførelsen af ambi. Det tiltrædes derfor, at det for ål og muslinger ikke er sandsynliggjort, at der foreligger et tab, som kan begrunde tilbagebetaling af ambi.

Med undtagelse af rejer for året 1988 og det anførte oven for om rødspætter og andre fladfisk, hvor skatteministeriet har accepteret tilbagebetaling af ambi, finder landsretten for så vidt angår det øvrige marked for fisk, herunder torsk, at der ikke - udover det anførte om sild og makrel samt ål og muslinger - er grundlag for i øvrigt at differentiere mellem f.eks. rejer, hummere eller de former for konsumfisk, der i øvrigt er omfattet af denne sag.

Landsretten finder ikke grundlag for at betvivle, at fiskerne anså ambien for en afgift, som de efter markedsforholdene ikke kunne tillægge priserne. Betydningen af denne opfattelse må imidlertid vurderes tillige under hensyn til de forklaringer om prisfastsættelsen, der er afgivet af opkøberne. Det må efter forklaringer fra Poul Petersen, Jens Christensen og til dels Palle Nimb lægges til grund, at der fra opkøberside blev taget hensyn til indførelsen af ambi ved indregning af ambi i opkøbernes priskalkulationer dels i form af den merpris, der kunne tilbydes for fisk landet af danske både, dels i form af den mindre pris, der kunne tilbydes for fisk landet af udenlandske både. Det må efter de nævnte forklaringer videre lægges til grund, at konkurrencen mellem opkøberne indebar, at priserne for fisk fra danske både i et vist omfang blev forhøjet som følge af ambiens indførelse, og at der i et vist omfang blev betalt mindre for fisk, der blev landet af udenlandske både. Denne vurdering, der ikke findes at kunne ændres ved det af Lars Taabbel forklarede, findes overensstemmende med det af Morten Kvistgaard forklarede om, at prisdannelsen var præget af et gennemsigtigt marked med fri prisdannelse primært på auktion under fuld konkurrence, herunder dog med afhængighed af priserne på det internationale marked.

Landsretten finder det imidlertid efter den stedfundne bevisførelse ikke muligt at fastslå det præcise omfang af de prisforhøjelser for fisk, som opstod i ambiperioden som følge af ambiens indførelse, ikke mindst fordi prisfastsættelsen som anført oven for til enhver tid var påvirket af en lang række faktorer og svingede meget, særligt på dag til dag basis. Under hensyn til de hovedprincipper, som er nævnt først i landsrettens begrundelse om vurderingen af tilbagebetalingskrav vedrørende ambi, finder landsretten imidlertid ikke, at denne bevisusikkerhed kan føre til, at der ikke består noget tilbagebetalingskrav. Det må i den forbindelse tillægges vægt, at prisdannelsen for de af sagen omfattede fisk er foregået ved salg på auktion eller på grundlag af auktionspriser, og at fiskerne i salgssituationen ikke havde mulighed for at påvirke denne form for prisfastsættelse.

Landsretten finder - i lighed med byretten - at kravene herefter - må fastsættes skønsmæssigt. Da det ikke er muligt ad mere eksakt vej at fastslå i hvilket omfang, der er eller ikke er sket overvæltning, må retten falde tilbage på en ligedeling, hvorefter der i de indbetalte ambibeløb sker en reduktion med 50 % for opnåede forhøjede priser for fisk.

Den omstændighed, at mandskabet, i øvrigt i varierende omfang, er blevet aflønnet i forhold til det samlede salg, ændrer ikke noget herved. Landsretten har herved lagt vægt på, at mandskabets aflønning blev afledt af den ret til fangsten, der som som udgangspunkt tilkommer ejeren af den enkelte kutter.

Selvom der herefter er tale om en afgørelse, der som følge af bevisusikkerhed er truffet ud fra en mere skønsmæssig bedømmelse, kan dette ikke medføre, at man ikke søger at få de resultater, som herefter fremkommer, til at stemme bedst muligt med den praksis, som man i øvrigt har fulgt i sager vedrørende tilbagesøgning af ambi. Ud fra en almindelig lighedsbetragtning og tillige for at overholde princippet om god forvaltningsskik bør der, efter at der er foretaget en skønsmæssig nedsættelse med halvdelen, foretages yderligere reduktion med sparede arbejdsgiverafgifter i overensstemmelse med praksis på området. Den tilbagebetaling til de enkelte fiskere, som måtte blive en følge af denne dom, bør på dette punkt hverken blive større eller mindre, end den ville være blevet, hvis den havde hvilet på et andet grundlag, end den gør i denne sag.

Der skal derfor også i de reducerede tilbagebetalingskrav ske fradrag for fiskernes salg til udlandet. Der kan ikke bortses fra fradraget, selvom det er oplyst, at andre eksportvirksomheder, der f. eks. ikke tillige har haft et indenlandsk salg af betydning, ikke er blevet afkrævet et sådant fradrag, når grunden hertil alene er, at disse virksomheder har valgt at undlade at rejse et tilbagebetalingskrav.

I de reducerede krav på tilbagebetaling af ambi skal der derfor også ske fradrag af de besparelser, der opnåedes som følge af, at der ikke blev indbetalt ambi for sidste halvdel af 1991.

Sagsøger har til støtte for anbringendet om, at der ikke bør ske fradrag for den "fordel", som fiskerne opnåede ved ikke at blive afkrævet ambi for sidste halvdel af 1991, yderligere henvist til, at de afgiftspligtige derved vil komme til at betale for "fordelen" endnu en gang som følge af det tab, som de afgiftspligtige kom til at lide, da kredittiden blev nedsat med ca. 14 dage ved lov nr. 362 af 14. maj 1992, som trådte i kraft den 1. juli 1992.

Retten lægger imidlertid vægt på, at det af bemærkningerne til lovforslaget bl.a. fremgår, at de "foreslåede kreditstramninger skal sammenholdes med det tab, staten pådrager sig ved ikke, efter EF-Domstolens afgørelse, at være i stand til at oppebære arbejdsmarkedsbidrag, der forfalder efter den 31. marts 1992 ... ". Selvom der er en tæt tidsmæssig forbindelse og uanset, at kreditstramningerne blev udløst af det statsfinansielle likviditetsbehov, der opstod ved ambilovgivningens ophævelse, findes dette ikke at kunne fritage fiskerne for i lighed med alle andre afgiftspligtige, som har fået helt eller delvis medhold i krav på tilbagebetaling af ambi, at måtte tåle fradrag af indvundne besparelser. Der ses heller ikke i forarbejderne til den lovgivning, som blev vedtaget i foråret 1992, da ambiloven blev ophævet, at være holdepunkter for at lovgivningsmagten har tilsigtet at opnå et resultat, som sagsøger på dette punkt har argumenteret for.

For så vidt angår fisk udtaget til mindstepriser af P.O., Danske Fiskeres Producent organisation, findes betalt ambi for så vidt angår disse fisk bl.a. under hensyn til principperne i Geysirdommen at burde tilbagebetales uden reduktion med 50%, men i øvrigt med fradrag for sparede arbejdsgiverafgifter m.v.

I overensstemmelse med parternes tilkendegivelser i forbindelse med domsforhandlingen afsiges dom i overensstemmelse hermed, således at den beløbsmæssige fastsættelse ikke foretages af retten.

Skatteministeriet betaler delvise sagsomkostninger med 100.000 kr. som anført nedenfor, idet der for så vidt angår Kutteren L 530-Heidi-Malene henvises til det anførte i den indankede dom om udsættelse af omkostningsafgørelsen til afslutningen af sagerne 5C-2526/98 og 5C-2527/98.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Skatteministeriet frifindes for så vidt angår krav på tilbagebetaling af indbetalt ambi for ål og muslinger.

De krav på tilbagebetaling af ambi af fisk, som i øvrigt er omfattet af denne sag, fastsættes til halvdelen af de indbetalte ambibeløb dog med fradrag af sparede arbejdsgiverafgifter og opnåede besparelser som følge af ikke indbetalt ambi for sidste halvdel af 1991. Der sker dog ikke reduktion med 50 % i de ambitilbagebetalingskrav, der vedrører fisk udtaget til mindstepriser af Danske Fiskeres Producent Organisation.

De herefter bestående krav forrentes med procesrente fra indbetalingstidspunkterne.

I delvise sagsomkostninger i sagerne for byret og landsret betaler skatteministeriet 100.000 kr. til Danmarks Fiskeriforening som mandatar for Tissø Fiskeri v/Kaj Jensen, Kutteren R 228 Dorthe Marx v/Svend Hansen, Kutter L 560 v/Kaj. Møller Jensen og Kutteren L 502 I.A. Strande v/Peter Kjelder Strande og Jens Jensen.

Det tilkendte omkostningsbeløb betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.