Parter

Sø & Høyem A/S
(Advokat Wivi 'H. Larsen)

mod

Skatteministeriet, Departementet
(Ka. v/advokat Niels Banke).

Afsagt af landsdommerne

Kallehauge, Linde Jensen og Niels Christian Baark (kst).

Københavns Byrets dom af 30. november 2000 (BS 4C-9926-97) er anket af Sø & Høyem A/S med påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, dømmes til at betale 1.758.323 kr., der forrentes i overensstemmelse med Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Byrettens sagsomkostningsafgørelse er særskilt påkæret. Ved kendelse af 24. januar 2001 (B-3528-00) bestemtes, at kæremålet afgøres i forbindelse med ankesagens behandling.

Der er i landsretten afgivet forklaring af direktør Fritz Sø, der i det væsentlige har forklaret som for byretten.

Forklaringer

Fritz Sø har supplerende forklaret, at flere af selskabets kunder efter ambiens bortfald rettede henvendelse til selskabet, idet man ønskede en tilsvarende prisnedsættelse. Selskabet informerede i den anledning om, at prisen ikke var sat op i forbindelse med ambiens indførelse og derfor heller ikke kunne sættet ned, da ambien bortfaldt. Kundernes holdning var imidlertid, at prisen under alle omstændigheder burde nedsættes, uanset at de godt var klar over, at priserne ikke var blevet sat op ved ambiens indførelse. Den af Told/Skat udarbejdede salgsprisundersøgelse er lavet på baggrund af selskabets regnskabsmateriale. Den udarbejdede oversigt viser de enkelte faktureringer. De udsving i priserne, der kan konstateres, skyldes dels prisudsving i forbindelse med kampagner, dels at der i forbindelse med nogle salg er givet mængderabat.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

Procedure

Appellanten har herunder henvist til, at regeringen i forbindelse med ambiens indførelse tilkendegav, at der ikke måtte ske prisforhøjelser, da der var ydet kompensation ved ophævede arbejdsgiverafgifter. Denne kompensation var imidlertid uden betydning for importvirksomheder og netop baggrunden for, at ambien blev erklæret traktatstridig. Det bestrides, at konkurrenten, BASF Danmark A/S, justerede prisen i forbindelse med ambiens indførelse. Salget af bånd var også kun en ringe del af BASFs forretningsområde. Uanset om det var muligt, forhøjede appellanten konkret ikke priserne. Det må også lægges til grund, at selskabets kunder krævede prisnedsættelser ved ambiens bortfald, uanset ambien ikke blev overvæltet på salgspriserne ved afgiftens indførelse. De fremlagte regnskaber viser da også, at virksomheden i 1987/88 havde et dårligt resultat. Med hensyn til fastsættelse af sagsomkostninger har appellanten blandt andet gjort gældende, at der skal henses til, at der er tale om en ulovligt opkrævet afgift.

Indstævnte har herunder anført, at det ikke er sandsynliggjort at BASF Danmark A/S havde en monopollignende stilling på det danske marked, og denne virksomhed har da også erklæret, at priserne blev justeret i forbindelse med ambiens indførelse.

De oplysninger om priser, der er indeholdt i den udarbejdede salgsprisundersøgelse, er ikke udtryk for, hvorledes priserne har været påvirket i den periode, hvor ambien blev opkrævet. Det kan ikke føre til andet resultat, at der efterfølgende er udsendt meddelelse om, at appellantens priser ikke steg som følge af ambiens indførelse. Appellantens regnskaber viser også, at selskabet i tiden efter ambiens indførelse havde stigende omsætning og et bedre resultat.

Landsrettens bemærkninger og resultat

Det tiltrædes, at ambi, der er opkrævet efter momsmetoden, var i strid med EF-retten. Ambi var dermed blevet erlagt af de afgiftspligtige i urigtig formening om skyld. Ambien skal derfor tilbagebetales, med mindre den må anses for overvæltet på senere omsætningsled.

Som anført i Højesterets domme gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994.430, 1994.450 og 1997.1171 vil en afgift som ambi, der ligesom moms er af generel karakter, og som beregnes på samme grundlag som moms, på et marked med fri prisdannelse ud fra en isoleret betragtning i almindelighed blive overvæltet fuldt ud på senere omsætningsled - i sidste instans forbrugerne - på samme måde som moms. Dette forhold må - alt efter markedets karakter - indgå med større eller mindre vægt ved den bevisbedømmelse, det påhviler de nationale domstole at foretage ved afgørelsen af, om ambi i de konkrete sager må anses for overvæltet.

Appellanten var efter det oplyste hovedsagelig i konkurrence med BASE Danmark A/S. Det kan imidlertid ikke på det foreliggende grundlag antages, at BASF uanset dette selskabs størrelse indtog en monopollignende stilling på markedet. Der er endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at bortse fra dette selskabs oplysning om, at selskabet justerede priserne med ambi. Markedet for audio- og videobånd var konkurrencemæssigt således præget af flere faktorer.

Ambi var en afgift, der i lighed med moms i hvert fald på lidt længere sigt tenderede imod at blive overvæltet på priserne.

Da ambien i det foreliggende tilfælde fortabte sig i de priser, som løbet af ambiperioden opstod af andre grunde, finder landsretten ikke, at salgsprisundersøgelsen isoleret set kan godtgøre, at ambien ikke blev overvæltet på senere omsætningsled i forbindelse med den almindelige prisudvikling. Videre findes salgsprisundersøgelsen væsentligt præget af kvantitative sammenhænge, for eksempel kampagner eller mængderabat.

På denne baggrund og under hensyn til det oplyste, hvorefter appellantens regnskabstal i årene efter ambiens indførelse udviklede sig positivt, findes appellantens udgifter til ambibidrag at måtte anses for indeholdt i appellantens samlede prisfastsættelse og dermed overvæltet på efterfølgende omsætningsled.

Tilbagebetaling af ambi vil efter det anførte give appellanten en ugrundet berigelse, og landsretten stadfæster derfor og i øvrigt af de i byretsdommen anførte grunde den indankede dom.

Med hensyn til sagens omkostninger finder retten efter sagens karakter, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten for byretten og for landsretten.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Den indankede dom stadfæstes.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part for byretten og for landsretten.