Dato for udgivelse
28 aug 2006 12:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 aug 2006 11:52
SKM-nummer
SKM2006.525.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-083304
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Udlodning, kapitalnedsættelse, beskatning
Resumé
Skatterådet bekræftede, at et datterselskabs udlodning af aktiekapital i forbindelse med en kapitalnedsættelse kunne foretages uden skattemæssige konsekvenser for moderselskabet, som var et andelsselskab mod forevisning af frikort.
Reference(r)
Ligningslovens § 16 A
Kildeskatteloven § 65.
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-3 S.G.20.2.1
Spørgsmål
  1. A amba ønsker at nedsætte aktiekapitalen i B A/S til den oprindelige aktiekapital på kr. 500.000. Kan dette gøres uden skattemæssige konsekvenser, således at den udloddede kapital kan udbetales til A amba, uden at dette udløser skat.
  2. Kan den ønskede nedsættelse ved benægtende besvarelse af ovennævnte foretages uden skattemæssige konsekvenser efter 16. juni 2006, hvor ejertiden for aktierne er på mere end 3 år.

Svar                                                

Ad 1. Ja, under forudsætning af, at A amba i forbindelse med udlodningen fremviser et frikort, jf. nedenstående bemærkninger.

Ad 2. Ja, jf. spørgsmål 1, idet svaret er det samme uanset om udlodningen sker før eller efter 16. juni 2006, jf. nedenstående bemærkninger.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A amba foretog den 16. juni 2003 en kapitalforhøjelse i deres 100 % ejede datterselskab B A/S.

Forhøjelsen blev foretaget ved udstedelse af fondsaktier til kurs 100.

Forhøjelsen af kapitalen blev foretaget alene med henblik på at forbedre kreditorernes syn på selskabet i forbindelse med forhandlinger om servicekontrakter m.m., således at disse kunne blive mest gunstige i forhold til andelshaverne i A amba (forbrugerne).

Dette har dog vist sig sandsynligvis at være i strid med varmeforsyningsloven, idet såvel positivt som negativt resultat skal henføres til forbrugerne.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Da A amba ikke er et skattepligtigt selskab, mener selskabets repræsentant ikke, at det vil udløse skat af provenuet ved nedsættelse af aktiekapitalen i B A/S.

Såfremt A amba anses som skattepligtig ved ovennævnte disposition, mener selskabets repræsentant ikke, at aktieavancer på aktier ejet mere end 3 år i henhold til aktieavancebeskatningsloven vil være skattefrie.

SKATs indstilling og begrundelse

Revisor har supplerende oplyst, at A amba er omfattet af selskabsskatteloven § 3, stk. 1 nr. 4 og dermed undtaget fra skattepligt. 

Datterselskabet B A/S producerer el og varme, som videresælges til A amba, som forestår distributionen til forbrugerne.

Kapitalnedskrivninger af aktiekapitalen i selskaber er skattepligtig indkomst efter ligningslovens § 16 A. Indkomsten beskattes som udbytte.

Udlodningen til A amba som følge af en nedskrivning af aktiekapitalen i B A/S er efter SKAT´s opfattelse som udgangspunkt omfattet af ligningslovens § 16 A med udbyttebeskatning til følge. Beskatningen er den samme uanset om nedskrivningen foretages før eller efter kapitalforhøjelsen i B A/S.

Med henvisning til kildeskattelovens § 65, stk. 4 og § 36, stk. 1 og stk. 2-5 i bekendtgørelse nr. 852 af 15. oktober 2003 kan bl.a. selskaber, som er undtaget fra skattepligt ifølge selskabsskattelovens § 3, stk. 1 undlade at betale udbytteskat ved forevisning af frikort.

Da A amba er omfattet af ovenstående regler, vil udstedelse af frikort indebære, at B A/S kan undlade at indeholde udbytteskat af udlodningen til A amba.

Skat indstiller derfor, at spørgsmål 1 og 2 besvares bekræftende under forudsætning af, at der fremvises et frikort i forbindelse med udlodningen. 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen og begrundelsen.