Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/ advokat Christian Andersen).

Afsagt af landsdommerne

Lars Lindencrone Petersen, Norman E. Cleaver og Dorthe Wiisbye

Påstande

Under denne sag har sagsøgeren, A, efter sin endelige påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at sagsøgerens indkomst i indkomståret 1995 nedsættes med 100.000 kr., og at sagsøgeren har ret til forhøjelse af rentefradrag med 67.011 kr. i samme indkomstår.

Sagsøgte har nedlagt principal påstand om frifindelse over for påstanden om nedsættelse af den skattepligtige indkomst. Subsidiært har sagsøgte over for denne påstand påstået sagen hjemvist til de stedlige skattemyndigheder med henblik på fornyet skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst i indkomståret 1995.

Over for sagsøgerens påstand om rentefradrag for 67.011 kr. i indkomståret 1995 har sagsøgte principalt påstået afvisning og subsidiært frifindelse.

Sagen er anlagt den 9. juni 2005.

Sagens omstændigheder

1) Ad sagsøgerens påstand om nedsættelse af indkomsten med 100.000 kr.:

Den 9. marts 2005 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har forhøjet klagerens indkomst med 300.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster ankenævnets afgørelse.

Møde mv.

Der har været afholdt forhandling med klageren.

Sagens oplysninger

Klageren var i indkomståret 1995 indehaver af den personlig drevne virksomhed H1 Systems v/A. Da klageren ikke havde indsendt behørig selvangivelse blev klagerens indkomst ansat skønsmæssigt. Forvaltningen udsendte årsopgørelse for 1995 den 18. november 1996.

Sagens videre forløb

Den 16. december 1996 anmodede klageren om genoptagelse af forvaltningens skatteansættelse. Efter indkaldelse af yderligere materiale fastholdt forvaltningen skatteansættelse i brev af 14. oktober 1997.

Klageren anmodede herefter igen forvaltningen om genoptagelse. Forvaltningen afslog at genoptage klagerens skatteansættelse den 22. juni 1999.

Dette afslag blev påklaget til skatteankenævnet, som ved kendelse af 18. september 2000 pålagde forvaltningen at genoptage skatteansættelsen.

Den 15. november 2000 meddelte forvaltningen klageren, at skatteansættelsen blev fastholdt. Denne afgørelse blev påklaget til skatteankenævnet den 10. februar 2002, som traf afgørelse i sagen den 21. januar 2004.

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens indkomst er ansat skønsmæssigt, da der ikke er indsendt behørig selvangivelse, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Klagerens indkomst er forhøjet med 300.000 kr. på baggrund af tidligere års overskud i virksomheden:

1992	323.434 kr.
1993	86.404 kr.
1994 (takseret, ej påklaget)	150.000 kr.

Klagerens privatforbrug er opgjort til -188.251 kr.

Den skønsmæssige ansættelse på 300.000 kr. medfører, at klagerens privatforbrug kan beregnes til 111.749 kr.

Der er ikke lagt vægt på klagerens forklaring om, at han ikke havde noget privatforbrug i 1995, og at der ingen indtjening har været i virksomheden.

Klageren har ifølge R-75 været ejer af en personbil af mærket Alfa Romeo, årgang 1987.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om nedsættelse af forhøjelsen til 200.000 kr. Et gennemsnit af tidligere års overskud giver 186.612 kr. og ikke 300.000 kr.

Klageren har i indkomståret 1995 dels været hovedaktionær i et ApS, samt drevet et personligt firma. Der var ingen aktivitet i det personligt drevne firma.

I forbindelse med konkursen vedrørende anpartsselskabet afleverede klageren alle papirerne vedrørende 1995 til konkursboet. Klageren har som følge heraf ikke overblik over økonomien i 1995. Klageren har gennem retten fået et regnskab vedrørende anpartsselskabet, men der var alene tale om en boopgørelse.

Klageren vil have nedsat forhøjelsen på 300.000 kr. til 200.000 kr. Det negative privatforbrug på ca. 188.000 kr. er inddækket ved, at klageren hævede et tilsvarende beløb i anpartsselskabet før konkursen. Der kan ikke fremlægges dokumentation herfor, men dette er baggrunden for, at der accepteres en forhøjelse på 200.000 kr. Privatforbruget vil herefter andrage ca. 12.000 kr., hvilket er realistisk, idet klageren ingen penge havde i indkomståret. Aftalen med den daværende samlever var, at samleveren skulle betale for mad og de daglige fornødenheder, og at klageren skulle betale huslejen. Klageren havde ikke penge til at betale husleje, hvilket betød, at lejligheden gik på tvangsaktion i 1996.

Anpartsselskabet betalte også udgifterne til den af klageren personligt ejede Alfa Romeo. Bilen blev hovedsageligt anvendt erhvervsmæssigt.

Klageren fører sagen selv, da han ikke har råd til en revisor. Økonomien har været anstrengt siden konkursen, og klageren har bl.a. i år måttet hæve sin pensionsopsparing for at få det til at løbe rundt. Der kan ikke fremlægges yderligere dokumentation vedrørende økonomien i 1995.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter skattekontrollovens § 5, stk. 3 kan en skatteansættelse foretages skønsmæssigt såfremt, der ikke foreligger en selvangivelse på ansættelsestidspunktet.

Myndighederne har foretaget skønnet på baggrund af tidligere års overskud af virksomhed, samt på baggrund af et negativt opgjort privatforbrug. Klageren har ved klagebehandlingen ved Landsskatteretten accepteret en forhøjelse på 200.000 kr., idet klageren ifølge oplysningerne har trukket penge ud af sit anpartsselskab.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at det af myndighederne udøvede skøn hviler på et forkert grundlag. Der er henset til klagerens overskud af virksomheden i 1992 og det negative privatforbrug, samt klagerens oplysninger om forbruget i 1995. Den påklagede ansættelse stadfæstes.

..."

Den beregning af sagsøgerens privatforbrug i 1995, som er omtalt i Landsskatterettens kendelse, er udarbejdet af skatteforvaltningen. Beregningen indeholder følgende poster:

"...

Privatforbrugsberegning
	Debet	Kredit
Formue primo	223.262 kr.
Skattepligtig almindelig indkomst	51.810 kr.
Betalte/tilbagebetalte skatter	120.092 kr.	3.457 kr.
Ikke fradragsberettigede ejendomsskatter	3.631 kr.
Formue ultimo		207.087 kr.
I alt	398.795 kr.	210.544 kr.
		-398.795 kr.
I privatforbruget er medregnet		-188.251 kr.
Lejeværdi	19.000 kr.

..."

Skattevæsenets skønsmæssige forhøjelse på 300.000 kr. medførte således en beregnet privatforbrugsmulighed på 300.000 kr. - 188.251 kr. = 111.749 kr.

I sagsøgtes påstandsdokument er denne beregning af privatforbruget korrigeret således, at privatforbruget er beregnet til ikke -188.251 kr., men -142.406 kr. Med den skete skønsmæssige forhøjelse af indkomsten med 300.000 kr. vil den beregnede privatforbrugsmulighed herefter kunne beregnes til 300.000 kr. - 142.406 kr. = 157.594 kr. Der er redegjort nærmere for dette nedenfor under parternes anbringender.

2) Ad sagsøgerens påstand om fradrag for renteudgifter på 67.011 kr.:

Da sagsøgeren ikke indleverede selvangivelse for 1995, sendte skattevæsenet den 10. oktober 1996 agterskrivelse til sagsøgeren med forslag til ansættelse af indkomsten. Det fremgår af skrivelsen, at skattevæsenet havde oplysning om renteudgifter vedrørende realkreditlån for sagsøgeren på 43.607 kr. Der foreligger ikke oplysninger i skrivelsen om renteudgifter på 67.011 kr.

Årsopgørelsen udsendt den 18. november 1996 indeholder de samme poster, som er nævnt i agterskrivelsen.

Renterne på 43.607 kr. angår et lån optaget af sagsøger med lånenr. .... I samme realkreditinstitut havde sagsøger imidlertid et andet lån, med nr. .... Renteudgiften på 67.011 kr., som er omtalt i sagsøgerens påstand, er knyttet til dette lån. Det er oplyst under sagen, at rentebeløbet består af dels ordinære renter i 1995 på 58.320 kr., dels morarenter vedrørende 1994 på 8.320,84 kr. I 1995 betalte sagsøgeren kun morarenterne, mens de ordinære renter ubestridt ikke blev betalt i 1995.

Forklaringer

Under sagen er der afgivet forklaring af sagsøgeren A.

A har blandt andet forklaret, at virksomheden H1 Systems blev oprettet i 1991 som en personligt ejet virksomhed. Endvidere stiftede han H1 Systems ApS 1994. I virksomheden solgte han software til projektstyring i store og små virksomheder. Et par år før 1995 lå omsætningen i hans virksomhed på et par mio. kr. Omkring 1994 var der to ansatte i virksomheden. I 1995 var der vistnok kun en ansat, og derudover hans samleverske, som stod for regnskaberne.

Det var anpartsselskabet, som betalte udgiften til hans bil og til ejendomsskat og el mv. i lejligheden i .... I 1995 modtog han ikke løn fra H1 Systems ApS, men hævede penge i selskabet, efter at skattevæsenet havde været og gøre udlæg i hans møbler mv. Han havde glemt, at han havde hævet 120.000 kr. i anpartsselskabet for at betale en skattegæld. Han er klar over, at han burde have angivet det som en indtægt over for skattevæsenet.

Hans samleverske havde et hus på ..., og hun flyttede sin adresse dertil. Senere flyttede han også dertil. Han betalte udgifterne til mad, og hun betalte ydelserne på huset. Hun var ansat i en privat virksomhed og tjente et par hundrede tusinde om året.

I 1996 blev H1 Systems ApS tvangsopløst på grund af manglende indlevering af regnskaber. Han anså ikke selv virksomheden for insolvent, men i revisionsfirmaet, Deloitte & Touche, var man ikke enig med ham. I 1996 var alt ved at ramle, og derfor reagerede han ikke på henvendelserne fra skattevæsenet og det offentlige i øvrigt.

Han skulle have indleveret selvangivelsen for 1995 i 1996, men fik det ikke gjort, blandt andet fordi kurator i konkursboet havde alle bilagene. Han troede, at skattevæsenet havde oplysningerne om alle relevante rentefradrag for ham i kraft af de oplysninger, som kreditforeningen videregav til skattevæsenet.

I 1997 flyttede han til Sverige, fordi der var et større marked for selskabets produkter, men også for at få lidt respit vedrørende skattemyndighedernes krav.

Anbringender

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort nedennævnte anbringender gældende.

Om nedsættelse af indkomsten for 1995 med 100.000 kr. har sagsøgeren således anført følgende i påstandsdokument af 22. maj 2006:

"...

Grundlag

Skatteforvaltningen har ansat min skattepligtige indkomst til DKK 300.000,- og undladt at indregne rentefradrag for renter på DKK 67.011,-.

Dette er sket uden hensyntagen til mine oplysninger og uden at ville efterprøve dokumentation afleveret til kurator i konkursbo.

Skatteforvaltningen har som grundlag for indkomsten anvendt en privatforbrugsopgørelse, som indeholder et påstået privatforbrug på DKK 111.749, -, som ifølge et af skatteankenævnets medlemmer skulle dække husleje, bil, tøj, mad etc. hos en normal familie, men som det fremgår af mine tidligere udtalelser, blev huslejen ikke betalt, hvilket var årsag til, at min lejlighed gik på tvangsauktion året efter, udgifterne til min bil blev dækket af mit anpartsselskab, H1 Systems ApS i hvis tjeneste jeg anvendte den (forretningskørsel), mad og daglige fornødenheder blev betalt af min daværende samlever, og jeg købte intet nyt tøj i indkomståret 1995 .

Skatteforvaltningen påstår, at jeg ikke tidligere har bestridt rigtigheden af beregningen, hvilket ikke er korrekt. Jeg har fastholdt ovenstående, men har ikke haft mulighed for at bestride beregningen konkret, da jeg trods gentagne anmodninger om aktindsigt ikke har modtaget den før oktober 2003, og først på mødet med skatteankenævnet forstod, hvorledes den skulle opfattes.

Skatteforvaltningen har endvidere lagt tidligere års indtægt til grund, men man skulle jo mene, at et gennemsnit af DKK 323.434, 86.404 og 150.000 skulle give DKK 186.612 snarere end 300.000.

Alene for den lange behandlingstid skulle jeg bede om, at Landsretten ville kunne nedsætte min indkomstskat i denne sag.

Dokumentation

1) Med hensyn til privatforbrugsberegningen, som er udarbejdet af skatteforvaltningen, skal det hermed slås fast, at denne ikke tager højde for, at min ejerlejlighed gik på tvangsauktion i 1996, hvor den indbragte DKK 1.258.000,-. Såfremt privatforbrugsberegningen, som Skatteankenævnet har oplyst, består af husleje, bil, tøj og mad, må den derfor nedsættes med DKK 157.842,56, hvilket beløb fremkommer således:

Ikke betalt afdrag og renter til BRF Kredit		...
Lånnr. ...	DKK	64.344,76
Lånnr. ...	-	63.497,80
Ikke betalt afdrag og renter til Dansk Spar Invest	-	30.000.00
I alt	DKK	157.842, 56

Hvilket beløb fratrækkes den af Skatteforvaltningen udarbejdede privatforbrugsberegning, således at denne nedsættes som følger:

	DKK	300. 000,00
minus	-	157.842,56
Overskud virksomhed/udl ejningsejd.	DKK	142.157,44

hvilket beløb overføres til Årsopgørelsen.

Alternativt kunne privatforbrugsberegningen se ud som ..., hvorefter der overføres DKK 200.000,- til Årsopgørelsen.

2) Det fremgår, at Årsopgørelsen ... og SKATs brev til Kammeradvokaten ..., at der ikke er foretaget fradrag for renter af lånnr. ..., med henvisning til Ligningslovens § 5 stk. 8. Med brevet fra BRF Kredit til undertegnede dateret 15. februar 2006 må det anses for godtgjort, at BRF Kredit har haft betryggende sikkerhed for disse renter, idet disse i henhold til brevet blev betalt i 1996 .

Bevisbyrde

Under denne overskrift skal jeg takke Kammeradvokatens repræsentant for at gøre mig det klart, at det er beviserne der tæller.

Desværre er det jo sådan, at det næsten kun er i voldtægts- og skattesager, at det ikke er den offentlige myndighed, der har bevisbyrden.

Ligeledes må man sige, at det sværeste at bevise, er de ting, som man ikke har gjort. I denne sag skal jeg blot gøre opmærksom på, at jeg har forsøgt at fremskaffe de beviser, jeg er blevet bedt om, og at jeg forstår, at Skattemyndighederne måske ikke har haft interesse i at fremskaffe det regnskabsmateriale, som kunne have givet et retvisende resultat.

I forbindelse med privatforbrugsberegningen skal jeg gøre Landsretten opmærksom på, at jeg har tilladt Kammeradvokaten at kontakte BRF Kredit, idet han ønskede at fremskaffe en nøjagtig restværdi pr. ultimo 1995. Han lovede at sende mig en kopi af BRF Kredits svar, men dette er ikke modtaget pr. (22. maj 2006).

Bemærk venligst, at jeg allerede i 1997 gjorde Skatteforvaltningen opmærksom på, hvor regnskabsbilagene vedrørende H1 Systems ApS kunne fremskaffes fra

..., og at jeg sidste år har forsøgt at fremskaffe disse bilag fra kurator ....

Endvidere skal jeg fremføre, at Skatteforvaltningen selv er opmærksom på, at privatforbrugsberegningerne ofte kritiseres ....

Såfremt nyt materiale skulle dukke op, forbeholder jeg mig ret til at fremsende dette og benytte det ved [domsforhandlingen].

Med disse ord indstiller jeg til Landsretten, at mit indkomstskattegrundlag sættes ned og rentefradraget forhøjes i henhold til ovenstående, subsidiært: at Landsretten følger en af ovenstående indstillinger og/eller alternativt nedsætter min indkomstskat efter eget skøn.

..."

Endvidere har sagsøgeren til støtte for påstanden om ret til fradrag for renteudgifter på 67.011 kr. anført følgende i et yderligere påstandsdokument af 22. juni 2006:

"Som svar på Kammeradvokatens afvisningspåstand vedrørende mit fradrag for renteudgift DKK 67.011,-, må følgende gøres gældende:

At det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været indbragt tidligere, idet det først er med det af Kammeradvokaten fremsendte bilag ..., at jeg blev opmærksom på den mulighed, at ikke hele det opgivne rentebeløb var taget op som fradrag.

Kammeradvokaten anfører endvidere ..., at jeg burde have vidst, at der ikke var indrømmet fradrag for ovenstående beløb, men det fremgår ikke af bilag A, at der ikke var indrømmet fradrag for DKK 67.011, -, kun at der er indrømmet rentefradrag for DKK 43.607,-. Og jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke er særlig god til sammenlignende litteratur. Havde jeg vidst det, var det blevet påtalt.

Det skal yderligere anføres, at Skattemyndigheden selv burde have taget initiativ til, at fradraget blev indrømmet, idet de vidste, at min ejerlejlighed var solgt på tvangsauktion og kunne have forvisset sig om, at betalingen var gennemført i 1996 ved at kontakte BRF-kredit eller undertegnede.

I den anledning må man referere til Skattemyndighedens "Mission og visioner", som fremgår af dens hjemmeside, hvori det bl.a. hedder:

"Vi sikrer en retfærdig og effektiv finansiering af fremtidens offentlige sektor." ...

Med hensyn til forældelse skal jeg gøre opmærksom på, at Skattemyndigheden har et stort ansvar for denne sags lange behandlingstid, idet sagen fra Skattemyndighedens side har været syltet i næsten 2 år. ...

Man kan gisne om årsagen til denne forsinkelse, at Skattemyndigheden har set på sagen, opdaget det manglende rentefradrag og med sin viden om forældelsesmuligheden bevidst trukket sagen i langdrag.

Man kan derfor ikke bruge forældelse som årsag til, at dette fradrag ikke indrømmes.

At rentefradragsforhøjelsen har en klar sammenhæng med sagen siger sig selv, idet en forhøjelse af rentefradraget betyder en nedsættelse af skattegrundlaget, hvilket er hele formålet med denne sag.

Renter og afdrag indgår jo allerede som en del af påstanden i form af den husleje, som ikke blev betalt.

Jeg skal i øvrigt gøre opmærksom på, at Kammeradvokaten har overskredet min tilladelse ved at spørge BRF-kredit om min restgæld pr. ultimo 1994.

..."

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand om frifindelse for sagsøgerens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 100.000 kr. gjort følgende anbringender gældende, jf. påstandsdokument af 9. juni 2006:

"...

Skønsmæssig forhøjelse

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har indleveret nogen selvangivelse for indkomståret 1995, og at skattemyndighederne har beregnet et negativt privatforbrug på kr. 188.251,- .... Det er godtgjort, at sagsøgeren ikke betalte realkreditrenter med kr. 43.607,- .... Renteudgiften indgik i privatforbrugsberegningen, og beregningen skal derfor korrigeres. ... kan det imidlertid også konstateres, at også opgørelserne af sagsøgerens restgæld primo og ultimo 1995 skal korrigeres. På baggrund af realkreditinstituttets nye oplysninger fremkommer følgende privatforbrug:

	Debet			Kredit
Formue primo	kr.	375.642,-
Skattepligtig almindelig Indkomst	kr.	8.203,-
Betalte/tilbagebetalte skatter	kr.	120.092,-	kr.	3.457,-
Ejendomsskat	kr.	3.631,-
Formue ultimo			kr.	361.705,-
I alt	kr.	507.568,-	kr.	365.162,-
			kr.	507.568,-
			kr.	-142.406,-

Sagsøgerens privatforbrug er således under alle omstændigheder negativt, og i den situation er skattemyndighederne berettigede til at fastsætte sagsøgerens skattepligtige indkomst ved et skøn. Skønnet kan alene tilsidesættes, hvis sagsøgeren løfter sin bevisbyrde for, at skønnet er udøvet på et klart forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Sagsøgeren har - uanset de ovennævnte korrektioner - ikke løftet denne bevisbyrde.

Skattemyndighederne har skønsmæssigt forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst med kr. 300.000,-, hvilket giver en beregnet privatforbrugsmulighed på kr. 157.594,-. Ved den skønsmæssige forhøjelse er der henset til sagsøgerens virksomhedsoverskud i tidligere indkomstår ...

Sagsøgeren har erkendt rigtigheden af forhøjelsen for så vidt angår kr. 200.000,-, som han erkender at have hævet i sit selskab H1 Systems ApS inden selskabets konkurs .... Sagsøgeren har ikke kunnet dokumentere, at det hævede beløb ikke er større end kr. 200.000,-. Sagsøgeren ønsker således kun nedsættelse med kr. 100.000.

Sagsøgeren har alene kunnet dokumentere, at han ikke betalte renterne til realkreditinstituttet. Hans anbringender om, at hans daværende samlever betalte hans daglige fornødenheder, og at udgifterne til hans bil blev betalt af hans selskab H1 Systems ApS er - på trods af opfordring [i svarskriftet] - udokumenterede.

Der har ikke foreligget budgetter for sagsøgeren og hans husstand, og der er ikke aflagt regnskab for sagsøgerens anpartsselskab, ligesom det for hans personlige virksomhed blot er anført, at der ikke havde været indtjening i 1995 .... Skattemyndighederne har således alene haft mulighed for at foretage skønsmæssig forhøjelse på baggrund af en privatforbrugsberegning baseret på de indberettede tal .... Det gøres på den baggrund gældende, at forhøjelsen ikke er baseret på et klart forkert grundlag og under alle omstændigheder ligger inden for rammerne for skattemyndighedernes skøn, ligesom der ikke er tale om en åbenbart urimelig forhøjelse."

Sagsøgte har til støtte for sin subsidiære påstand om hjemvisning af sagsøgerens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 100.000 kr. anført følgende i påstandsdokumentet:

"Den subsidiære hjemvisningspåstand er medtaget for det tilfælde, at landsretten finder, at den skønsmæssige ansættelse er foretaget på et urigtigt grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. I så fald tilkommer det efter fast praksis skattemyndighederne at foretage en ny ansættelse, og ansættelsen må i denne situation derfor hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige skattemyndighed."

Til støtte for den principale påstand om afvisning af sagsøgerens påstand om rentefradrag for 67.011 kr. har sagsøgte i påstandsdokumentet gjort følgende anbringender gældende:

"Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at spørgsmålet om fradrag for renteudgiften på kr. 67.011,- ikke er blevet prøvet af Landsskatteretten. Spørgsmålet kan derfor ikke indbringes for landsretten, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt. (tidligere skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 1. pkt.).

Landsretten kan tillade, at spørgsmålet alligevel inddrages, hvis (1) det har en klar sammenhæng med spørgsmålet om den skønsmæssige forhøjelse, og (2) det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller (3) der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøgeren, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt.

Ingen af disse betingelser er imidlertid opfyldt. Spørgsmålet om fradrag har ingen sammenhæng med den skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst, som er blevet prøvet af Landsskatteretten. Det er heller ikke undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været indbragt tidligere, idet sagsøgeren i al fald fra og med forslag til skønsmæssig skatteansættelse af 10. oktober 1996 ... var - eller burde have været - bekendt med, at der ikke var indrømmet fradrag.

Nægtelse af tilladelse til at inddrage spørgsmålet vil heller ikke medføre et uforholdsmæssigt tab for sagsøgeren. Sagsøgerens påstand er identisk med en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1995, og sagsøgeren skal derfor under alle omstændigheder opfylde betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, hvortil bemærkes, at kompetencen til at indrømme ekstraordinær genoptagelse tilkommer skattemyndighederne. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er imidlertid ikke opfyldt, allerede fordi sagsøgerens angivelige tilbagesøgningskrav er forældet efter 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. hertil UfR 2000, 2444 H.

Beløbet på kr. 67.011,- består dels af ordinære renter i 1995 på kr. 58.320,-, og morarenter vedrørende 1994 på kr. 8.320,84. I 1995 betalte sagsøgeren kun morarenterne, mens de ordinære renter ubestridt ikke blev betalt i 1995. Da sagsøgeren var i restance med renter og afdrag på det pågældende realkreditlån også for 1994, er den dagældende ligningslovs § 5, stk. 7, endvidere til hinder for, at de ordinære renter kan fradrages i indkomståret 1995. Nægtelse af fradrag for det fulde beløb ville under ingen omstændigheder medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøgeren, hvilket så meget desto mere gælder nægtelse af fradrag for morarenterne på kr. 8.320,84."

Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse over for sagsøgerens påstand om rentefradrag for 67.011 kr. har sagsøgte anført følgende i påstandsdokumentet:

"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at kravet på fradrag er forældet, og at den dagældende ligningslovs § 5, stk. 7, er til hinder for fradrag."

Landsrettens begrundelse og resultat

1) Ad sagsøgerens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 100.000 kr.

Det er ubestridt, at skattemyndighederne på grund af sagsøgerens manglende indlevering af selvangivelse har været berettiget til at ansætte hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1995 på grundlag af et skøn, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Sagsøgte har under sagen korrigeret den beregning af et privatforbrug på -188.251 kr., som danner grundlag for skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af indkomsten. Efter bevisførelsen lægger landsretten i overensstemmelse med den korrigerede beregning til grund, at privatforbruget kan beregnes til -142.406 kr. Både den beregning af sagsøgerens privatforbrug, som ligger til grund for det udøvede skøn, og den korrigerede beregning af privatforbruget, som er fremlagt for landsretten, viser således et betydeligt negativt privatforbrug.

Sagsøgeren har hverken fremlagt dokumentation for sin egen eller anpartsselskabets økonomi, og hans oplysninger om, at hans samleverske afholdt en række udgifter for ham, savner i det hele dokumentation.

På denne baggrund kan sagsøgeren ikke anses at have godtgjort, at hans privatforbrug ikke var negativt som anført i den korrigerede beregning.

Med et beregnet privatforbrug, der således under alle omstændigheder er negativt med et betydeligt beløb, har landsretten ikke fundet, at den skete korrektion af beløbet medfører, at der er tilstrækkeligt grundlag for at anse det forinden udøvede skøn som så fejlagtigt eller baseret på et så urigtigt grundlag, at tilsidesættelse af den grund bør ske.

Forhøjelsen af indkomsten med 300.000 kr. er foretaget på grundlag af skattemyndighedernes oplysninger om overskuddet i sagsøgerens virksomhed i de tre forudgående indkomstår. Endvidere medfører forhøjelsen selv efter den korrigerede beregning blot mulighed for et beregnet privatforbrug på 157.594 kr. Der er herefter ikke grundlag for at anse skønnet for åbenbart urimeligt.

Sagsøgte må derfor frifindes for sagsøgerens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst.

2) Ad sagsøgerens påstand om rentefradrag

Det spørgsmål om rentefradrag vedrørende 67.011 kr., som er omfattet af sagsøgerens påstand, er hverken rejst over for eller prøvet af landsskatteretten, jf. herved skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 1. pkt., nu skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt.

Spørgsmålet findes endvidere ikke som krævet i 2. pkt. i samme bestemmelse at have klar sammenhæng med sagsøgerens påstand om nedsættelse af den personlige indkomst med 100.000 kr., der intet har at gøre med spørgsmål om fradrag for renteudgifter.

Allerede af den grund må der gives sagsøgte medhold i, at sagsøgerens påstand angående fradrag for renteudgifter på 67.011 kr. må afvises.

Sagsøgtes principale påstande tages således til følge.

Sagens omkostninger er fastsat under hensyn til sagens genstand, forløb og udfald. Sagsøgte har udfærdiget ekstrakt og materialesamling, og det fastsatte omkostningsbeløb indeholder godtgørelse for udgifter dertil.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for sagsøger, As, påstand om nedsættelse af sagsøgerens indkomst i indkomståret 1995 med 100.000 kr.

Sagsøgerens påstand om forhøjelse af rentefradrag med 67.011 kr. afvises.

Inden 14 dage skal sagsøgeren betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.