Dato for udgivelse
03 jul 2002 12:15
SKM-nummer
SKM2002.347.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/02-4275-00098
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Told + Skat + Moms og lønsumsafgift + Inddrivelse + Ejendomsvurdering + Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, revision
Resumé

Told- og Skattestyrelsen har i forbindelse med behandlingen af flere klagesager truffet afgørelse om, at der kan ydes fuld omkostningsgodtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med, at told- og skatteforvaltningen ændrer en kommunal ansættelse, uanset om der er sket en egentlig ligningsmæssig behandling i kommunen eller ej af selvangivelsen eller det pågældende punkt, jf. skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, 1. pkt.

Reference(r)

Skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, 1. pkt.
Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område 2002, afsnit K

Told- og Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at der har været tvivl om, hvorvidt der kan ydes fuld godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse uden, at den kommunale skatteforvaltning har foretaget en egentlig behandling af selvangivelsen eller det pågældende punkt.

I forbindelse med behandlingen af en række klagesager har styrelsen truffet afgørelse om, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse i sådanne tilfælde med følgende begrundelse:

Efter skattestyrelseslovens § 33A, stk. 2, 1. pkt. er godtgørelsen på 100 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge regning skal betales eller er betalt i anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt.

En kommunal skatteansættelse foreligger ved en årsopgørelse. Er en årsopgørelse udsendt, og ønsker told- og skatteforvaltningen at ændre skatteansættelsen, sker dette med hjemmel i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt. Retten til den fulde omkostningsgodtgørelse gælder således uanset, om der tidligere er sket en egentlig ligningsmæssig behandling i kommunen eller ej af selvangivelsen eller det punkt, som ønskes ændret.

Bestemmelsen havde den samme formulering i de tidligere gældende regler om omkostningsgodtgørelse bortset fra en lavere godtgørelsesprocent på 85.