En virksomhed skal som hovedregel registreres under den adresse, hvor virksomheden er beliggende eller drives. Virksomheden kan også registreres på den adresse, hvor virksomhedens regnskab opbevares.

En adresseændring indebærer en ændring i de om virksomheden registrerede oplysninger og skal derfor anmeldes til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1.

Inden skattecenteret imødekommer et ønske om flytning til et andet skattecenter, bør det vurderes, om der er realiteter bag adresseflytningen, herunder om kontrol og inddrivelse kan gennemføres på den nye adresse.

Det må ved flytning af virksomheder mellem skattecentrene undgås, at virksomhederne ved at anmelde "flytning" kan unddrage sig igangværende eller påtænkte kontrol- eller inddrivelsesskridt.

Der er eksempler på, at "kendte" personer er flyttet til en postadresse i et andet skattecenter, alene fordi deres virksomhed (restance og kontrolmæssigt) blev holdt i kort snor af hjemskattecenteret. Inden det ny skattecenter opdager sagens rette sammenhæng, er der risiko for, at virksomheden i en periode får "ro" til at fortsætte på den oprindelige adresse med heraf følgende risiko for tab for statskassen.

Det er det fraflyttede skattecenters ansvar, at der i forhold til "problematiske" virksomheder sker en kritisk vurdering af flyttemeddelelsen. Er flytteanmeldelsen overhovedet reel, eller kan den afvises. Hvad er formålet med flytningen, og hvordan kan fraflytningen medvirke til at afbøde skadevirkningerne, hvis flytningen blot er et forsøg på at "flygte" fra kontrol- og/eller inddrivelsesskridt. Der kan fx peges på indledning af et samarbejde med tilflytningsskattecenteret, udlån af medarbejdere, der kender virksomheden eller i det mindste initiering af en effektiv "afleveringsforretning" med tilflytningsskattecenteret.

Det fraflyttede skattecenter bør således ikke tillade flytning af en virksomhed, hvis skattecenteret får indtryk af, at flytningen sker pro forma, fx for at undgå nærgående inddrivelse og kontrol. Et indicium for, at en flytning ikke er reel, kan være, at selskabet anmelder en flytning fra skattecenteret på trods af, at det ikke har skiftet hjemsted i henhold til vedtægterne.

Det er naturligvis modtagerskattecenterets ansvar at kvittere for afsenderskattecenterets initiativer på dette område ved at sørge for, at der straks stilles de fornødne ressourcer til rådighed, fx at det vurderes, om den nødvendige faglige kompetence er til stede i det modtagende skattecenter.