Dato for udgivelse
27 Sep 2006 13:01
SKM-nummer
SKM2006.581.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-090339
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Omlægning, indkomstår, administrationsselskab
Resumé
Skatterådet bekræfter, at administrationsselskabet kan omlægge sit indkomstår, så det svarer til datterselskabets indkomstår med omlægningsperioden 1. maj 2005 - 30. september 2006. Administrationsselskabet har indkomstår 1. maj - 30. april. Datterselskabet har indkomstår 1. oktober - 30. september.
Reference(r)

Selskabsskatteloven § 31 B, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-3 S.D.4.3.2
Sagsfremstilling og begrundelse

A ApS ejer 65,20 % af B A/S.

A ApS har indkomstår 1. maj - 30. april. B A/S har indkomstår 1. oktober - 30. september.

Reglerne om sambeskatning blev ændret i 2005. Det medfører, at selskaberne i koncernen skal sambeskattes, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 1. Det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen, skal udpeges som administrationsselskab i sambeskatningen, jf. selskabsskatteloven § 31, stk. 4.

De nye regler om sambeskatning har virkning fra og med indkomstår, der påbegyndes den 15. december 2004 eller senere, jf. § 15, stk. 3 i lov nr. 426 af 6. juni 2005.

For A ApS har de nye sambeskatningsregler virkning fra og med det indkomstår, der begynder den 1. maj 2005, d.v.s. indkomståret 2006. For B A/S har de nye sambeskatningsregler virkning fra og med det indkomstår, der begynder den 1. oktober 2005, d.v.s. indkomståret 2006.

Fra 1. oktober 2005 bliver A ApS administrationsselskab for koncernen, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 4, da selskabet fra og med denne dato er det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen. Etablering af koncernforbindelsen i relation til sambeskatningsreglerne er derfor sket denne dag. Koncernens indkomst skal således opdeles på 2 delperioder, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 3.

Det følger af selskabsskattelovens § 10, stk. 5, at alle selskaber i en sambeskatning omfattet af selskabsskattelovens § 31 skal have samme indkomstår som administrationsselskabet, jf. § 31, stk. 5.

Hvis et selskab ved etableringen af koncernforbindelsen har et indkomstår, som afviger fra administrationsselskabets indkomstår, omlægges selskabets indkomstår efter reglerne i stk. 1-4, så det udløber samtidig med administrationsselskabets indkomstår.

Det medfører, at B A/S ved indtræden i sambeskatningen med A ApS skal omlægge sit indkomstår, så det udløber samtidig med A ApS' indkomstår.

Ansøgeren har anmodet om Skatterådets tilladelse til i stedet at omlægge administrationsselskabets, A ApS, indkomstår med omlægningsperioden 1. maj 2005 - 30. september 2006.

Ansøgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ansøgeren ønsker at omlægge administrationsselskabets indkomstår, fordi omlægning af datterselskabets indkomstår vil medføre væsentlige administrative omkostninger for selskabet. Administrationsselskabet fungerer udelukkende som holdingselskab og har derfor en begrænset bilagsmængde. Omlægning af administrationsselskabets indkomstår vil være lettere og vil spare selskabet for mange penge til revisor- og advokatudgifter. Ansøgeren vurderer, at der ikke opnås særlige skattemæssige fordele ved, at indkomståret for administrationsselskabet omlægges.

Ansøgeren har endvidere oplyst, at B A/S har modtaget tilladelse til skattefri tilførsel af aktiver til et nystiftet selskab. Tilførslen ønskes gennemført med selskabsretlig virkning pr. 1. oktober 2005.

Sagsfremstillingen og SKATs indstilling til afgørelse er sendt til udtalelse hos ansøgerens repræsentant. Ansøgerens repræsentant har ikke fremsendt bemærkninger til sagsfremstillingen.

SKATs indstilling og begrundelse

Det fremgår af selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1, at Skatterådet kan tillade, at omlægning af indkomstår ved etablering af koncernforbindelsen sker på anden måde end foreskrevet i selskabsskattelovens § 10, stk. 5, hvis administrative hensyn til selskaberne taler herfor og der ikke opnås særlige skattemæssige fordele herved.

Det er oplyst, at A ApS udelukkende fungerer som holdingselskab. Endvidere har ansøgeren oplyst, at det vil være forbundet med væsentlige administrative omkostninger at omlægge indkomståret for B A/S.

Det er derfor SKATs opfattelse, at der er administrative hensyn, der taler for, at dispensation til omlægning af administrationsselskabets indkomstår bør gives efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1. Der ses desuden ikke at opnås særlige skattemæssige fordele herved.

SKAT indstiller derfor, at tilladelse til omlægning af administrationsselskabets indkomstår gives efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1 med omlægningsperioden 1. maj 2005 - 30. september 2006.

A ApS og B skal i indkomståret 2006 sambeskattes i perioden 1. oktober 2005 - 30. september 2006. I sambeskatningsindkomsten medregnes indkomsten i den del af indkomståret, hvor der har været koncernforbindelse, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 3.

A ApS skal for perioden 1. maj 2005 - 30. september 2005 foretage en særskilt indkomstopgørelse efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 3, 3. pkt.

Sagsfremstillingen og SKATs indstilling til afgørelse er sendt til udtalelse hos Skattecenter X. Skattecenter X har udtalt, at der ikke er yderligere oplysninger af faktisk karakter.

Skatterådets afgørelse og begrundelse  

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse