Dato for udgivelse | 10 Oct 2006 15:36 |
Resumé | SKAT har i de seneste uger gennemført Fairplay-aktioner mod byggepladser rundt om i landet. Aktionerne har afsløret en del illegale udenlandske arbejdere. |
- Der udføres en del sort arbejde i byggebranchen. Hovedsagelig er det udenlandske arbejdere, der ikke har orden i tingene, siger kontorchef i SKAT Tage Christensen.
Indtil videre er der gennemført aktioner på mere end 160 byggepladser rundt om i hele landet. En foreløbig opgørelse viser, at der er fundet 42 udenlandske arbejdere uden hverken opholds- eller arbejdstilladelse. Hertil kommer en del andre sager, om for eksempel samtidig udbetaling af sociale ydelser, som nu bliver undersøgt nærmere.
Fairplay-aktionerne er rettet imod sort arbejde og illegale udenlandske arbejdere, og gennemføres af de lokale skattecentre i samarbejde med det lokale politi og andre relevante myndigheder.
Yderligere oplysninger kan fås på SKATs pressetelefon på 72 37 09 00