Afgørelsen om lønindeholdelse træffes af RIM, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Indeholdelsen omfatter foruden den misligholdte gæld renter, omkostninger, gebyrer og udlagte retsafgifter, jf. stk. 1.

Afgørelse om lønindeholdelse træffes efter reglerne i KSL § 73. Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdelsesprocenten) af løn mv., jf. nærmere i stk. 2.

Ifølge KSL § 73, stk. 11, og inddrivelsesbekendtgørelsens § 41 reguleres de til brug for fastsættelsen af indeholdelsesprocenten fastsatte beløbsgrænser hvert år pr. 1. januar med 2 % tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb. RIM bekendtgør de årlige reguleringer.

Ved afgørelsen om lønindeholdelse skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold, jf. stk. 3 samt KSL § 73, stk. 3. Dette vil normalt være tilfældet, når indeholdelsesprocenten fastsættes efter reglerne i § 5, stk. 1.

I SKM2006.12.HR omtales en Højesteretsdom om lønindeholdelse og begrundelseskravet i forvaltningsloven.

Sagen drejede sig om, hvorvidt daværende ToldSkats afgørelse om lønindeholdelse var lovlig og gyldig. Spørgsmålet i sagen var, hvilke oplysninger, ToldSkat havde været berettiget til at lægge til grund ved afgørelsen om lønindeholdelse, idet skyldneren nægtede at medvirke til sagens oplysning. Herudover drejede sagen sig om, hvorvidt afgørelsen om lønindeholdelse opfyldte begrundelseskravet i forvaltningsloven.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom i henhold til de af landsretten anførte grunde. Det vil sige, at Højesteret fandt, at regionen som følge af skyldnerens nægtelse af at bidrage til sagens oplysning havde været berettiget til at træffe afgørelse på baggrund af de kendte, historiske oplysninger. Herudover fandt Højesteret, at regionens afgørelse opfyldte begrundelseskravet i forvaltningsloven.