Dato for udgivelse
30 okt 2006 15:19
Resumé

Ca. 10.000 virksomheder ordner deres løn hver måned manuelt. Det kan gøres nemmere elektronisk via Letløn, og det vil SKAT nu ringe og fortælle virksomhederne.


Den næste måned vil 10.000 små og mellemstore virksomheder blive ringet op af SKAT. Nu vil SKAT nemlig hjælpe dem i gang med at indberette deres lønoplysninger elektronisk. Virksomhederne har forinden fået et brev tilsendt.

Virksomheden kan bruge det gratis lønindberetningsprogram LetLøn på www.skat.dk og på den måde lettere beregne og aflevere oplysningerne. Samtidig sendes oplysningerne automatisk videre fra systemet, så virksomhederne slipper at sende dem særskilt til fx Danmarks Statistik og ATP.

- Virksomhederne får en lettelse ved at benytte det gratis program til at indberette løn. Og desuden vil det forberede den enkelte virksomhed på anvendelsen af eIndkomst-systemet, hvor alle virksomheder fra 1. januar 2008 skal indberette deres lønoplysninger hver måned, siger Thomas Fredenslund, der er direktør for Kundeservice i SKAT.

Over 90 pct. af de ca. 180.000 virksomheder, som har ansatte, indberetter i dag deres lønoplysninger elektronisk.

Du finder LetLøns beregningsordning på www.skat.dk vælg virksomhed og Gå til LetLøn.

Yderligere oplysninger: SKATs pressetelefon 72 37 09 00