Parter

A
(advokat Henrik Bonné)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Vagn Joensen, Anne Louise Bormann og Lisbeth Feldvoss (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 21. april 2005, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes principalt at anerkende, at sagsøger ikke har været skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1990 og 1991, subsidiært at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers indkomst i indkomstårene 1990 og 1991 nedsættes med henholdsvis 53.624 kr. og 52.019 kr.

Sagsøgeren har mere subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes til at anerkende, at sagsøger skal have refunderet modværdien af 1.642 DEM svarende til 6.289 kr. for 1990 og modværdien af 330 DEM svarende til 1.264 kr. for 1991, i alt 7.553 kr., hvilket udgør de af sagsøgeren i Tyskland betalte skatter. Sagsøgte tilpligtes endvidere at anerkende, at sagsøgerens skattemæssige indkomst for 1990 nedsættes med 10.909 kr., og at sagsøgerens skattemæssige indkomst for 1991 nedsættes med 5.221 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse over for sagsøgers principale og subsidiære påstand. Over for sagsøgers mere subsidiære påstand har sagsøgte nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagens omstændigheder

Sagen vedrører spørgsmålet, om sagsøger var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1990 og 1991, om opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for disse år og om sagsøgeren er berettiget til af de danske skattemyndigheder at få refunderet modværdien af de af ham i Tyskland betalte skatter.

Ved ToldSkats kendelse af 16. juni 1998 blev sagsøgeren anset som skattepligtig i Danmark fra 1. januar 1990 og hans skattepligtige indkomst blev ansat til 116.518 kr. i 1990, 78.626 kr. i 1991 og 26.131 kr. i 1992.

Ved Retten i Vordingborgs dom af 12. november 1999 blev sagsøgeren idømt en bøde på 57.000 kr. for overtrædelse af blandt andet skattekontrollovens § 15, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 61 af 8. februar 1996. Byretten angav blandt andet følgende præmisser:

"...

Spørgsmål om tiltaltes skattepligt.

På baggrund af tiltaltes faktiske ophold her i landet og tilknytning til ..., Danmark gennem boligen og samleveren BB findes tiltalte i 1990 og 1991 at have haft en sådan relation til ..., Danmark, at han i skatteretlig henseende må siges at have bopæl her i landet. Tiltalte er dermed skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1 og § 7.

Spørgsmål om forsæt til skatteansættelse og til undladelse af at indgive selvangivelse.

Da tiltalte har haft sine livsinteresser på ..., Danmark i et omfang, at skattepligt er indtrådt, må tiltalte have indset, at dette havde skattemæssige konsekvenser. Ved at undlade at indgive selvangivelse, selv om tiltalte var klar over, at han i årene 1990 og 1991 havde betydelige indtægter, der kunne udløse betydelige skatter, findes tiltalte at have haft forsæt til at undgå skatteansættelser.

Den omstændighed at tiltalte havde indgivet selvangivelse ("Gewinnermittlung") i Tyskland i de pågældende år (Bilag R1 + 8138) udelukker ikke forsæt vedrørende danske skatter som er relevante, da tiltalte hovedtilknytning er til Danmark. Indtægterne er dermed skattepligtige her uanset, hvorfra disse kommer, og dobbeltbeskatning er ikke aktuelt, idet Tyskland efter karakteren af indkomsten ikke har beskatningsretten for samme.

Opgørelsen af kravet.

Ved revisionsrapporten og vidnet RJs forklaring, finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at den samlede skatteunddragelse i de pågældende år har været 57.252 kr., idet retten anerkender at udokumenterede fradrag vedrørende bilhold er tillagt tiltaltes overskud, og idet et á conto beløb på 8.346,51 DM på baggrund af oplysningerne fra tiltalte med rette er henført til 1991.

..."

Under sagen for byretten havde sagsøgerens tidligere samlever BB blandt andet forklaret

"...

hun lærte tiltalte at kende som 19-årig i 1988. Hun havde da egen lejlighed i København. Tiltalte boede i sin båd og udførte i begyndelsen sine jobs fra båden og i en periode fra et sommerhus, de lejede i ..., Danmark. De har endvidere boet 4 måneder sammen i ... i Sverige. Der har ikke på noget tidspunkt været tale om, at de skulle bo i Tyskland. Vidnet rejste med rundt på messer i både Tyskland, Norge, Sverige, Frankrig og Finland i en periode på ca. 3 år. De besøgte bl.a.CR i ..., Tyskland Tiltalte havde her et værelse. Formelt havde tiltalte adresse hos broderen i ..., Tyskland, men tiltalte har ikke boet på ..., Tyskland. De har besøgt broderen, men har aldrig overnattet der. Efter at hun købte huset på ..., Danmark, opholdt tiltalte sig der, når han ikke var på messer. I 1989 var tiltalte mere på ..., Danmark, end han var ude at rejse, og i de sidste 1½ til 2 år på ..., Danmark havde tiltalte stort set ingen rejser. Tiltalte arbejdede da på denne adresse, hvor vidnet drev sit dyrefoderfirma. I 1994 solgte hun ..., Danmark, og hun købte derefter ..., Danmark, hvortil de begge flyttede. Hun boede der ½ års tid, hvorefter hun forlod tiltalte. Tiltalte blev boende på ejendommen. Han har ikke boet andre steder end ..., Danmark efter, at ..., Danmark blev solgt

..."

På baggrund af den afsagte dom afgav ToldSkat ved brev af 29. november 1999 indstilling til Landsskatteretten om, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1990 og 1991 blev ændret i overensstemmelse med dommen.

Ved kendelse af 5. november 2002 nedsatte Landsskatteretten herefter ToldSkats ansættelser vedrørende sagsøgerens indkomst i indkomstårene 1990 og 1991 til henholdsvis 94.557 kr. og 75.022 kr. Landsskatteretten har i kendelsen blandt andet anført følgende:

"...

Klagen til Landsskatteretten skyldes, at ToldSkat ved den påklagede afgørelse har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1990, 1991 og 1992, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

Klagen vedrører tillige rigtigheden af de af ToldSkat foretagne skatteansættelser for indkomstårene 1990, 1991 og 1992, ved hvilke klagerens skattepligtige indkomst er ansat til 116.518 kr. henholdsvis 78.626 kr. og 26.131 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens og klagerens advokat på Landsskatterettens kontor.

Klageren og hans advokat har ligeledes haft lejlighed til at fremføre deres synspunkter ved et retsmøde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Retten i Vordingborg den 12. november 1999 har afsagt dom i en mod klageren anlagt straffesag, hvorunder klageren bl.a. var tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 15, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 61 af 8. februar 1996.

...

ToldSkat har under henvisning til den afsagte dom indstillet klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1990 og 1991 ændret i overensstemmelse med denne. De ansatte indkomster for indkomstårene 1990 og 1991 er hermed indstillet ændret til 94.557 kr. respektive 75.022 kr.

ToldSkat har fremhævet, at retten i Vordingborg gav dom efter ovennævnte indkomstopgørelser, uanset at klagerens advokat under retssagen ikke var enig i ToldSkats opgørelse over biludgifter, og uanset at advokaten mente, at ToldSkat burde give fradrag for huslejeudgifter til kontor i Tyskland, hvilket blev søgt dokumenteret gennem udaterede og ej underskrevne bilag.

Klageren og hans advokat har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at klageren ikke har været skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1990 til og med 1992.

Der er subsidiært nedlagt påstand om, at den skattepligtige indkomst for 1990 og 1991 fastsættes til 0,00 kr.

Der er mere subsidiært nedlagt påstand om, at skatteansættelserne for indkomstårene 1990 og 1991 må hjemvises til fornyet behandling ved de stedlige skattemyndigheder, idet det må anerkendes, at der ikke i de af klagerens tyske revisor udarbejdede regnskaber for 1990 og 1991 indgår private bilag.

Der er mest subsidiært anmodet om, at Landsskatteretten meddeler tilsagn om genoptagelse, hvis senere afgørelser i straffesagen giver grundlag for ændring af skatteansættelserne.

Der er over for Landsskatteretten redegjort for baggrunden for skattesagens opståen og for forløbet forud for Landsskatterettens behandling af denne.

Det er over for Landsskatteretten bl.a. anført, at klageren, der er tysk statsborger, opvokset i Sverige med en dansk mor, ikke som antaget af de danske myndigheder har været flyttet til Danmark i de omhandlede indkomstår. Huset blev købt til og ejet af klagerens daværende kæreste, BB. Klageren boede ikke i huset sammen med BB, men opholdt sig selvfølgelig i perioder i huset sammen med hende. Klageren tilmeldte sig derfor heller ikke folkeregistret i Danmark, uanset at mange af klagerens problemer - særlig de økonomiske - ville være blevet løst, hvis han var flyttet til Danmark. Hans indkomst ville således have gjort ham berettiget til hjælp fra den danske stat, hvis han var blevet tilmeldt folkeregisteret her.

Klageren blev i stedet boende i Tyskland, hvor myndighederne også har kontrolleret og godkendt hans indkomstopgørelser, der er udarbejdet af hans tyske revisor. Der er følgelig også betalt skat m.v. til den tyske stat af hans om end beskedne indtægter for de omhandlede år.

ToldSkats indstilling til afgørelse - der blev lagt til grund for dommen ved Retten i Vordingborg - er også på andre måder i strid med den virkelige verden. De bilag, der er lagt til grund for de her påklagede skatteansættelser henholdsvis for byrettens dom, er således ikke de bilag, der er lagt til grund for udarbejdelsen af klagerens regnskaber. De af ToldSkat påberåbte - og af byretten anvendte - bilagsmapper er ikke svarende til de mapper, der er blevet beslaglagt under ransagningen i klagerens hjem. Der er nu - i modsætning til tidligere - sket en sammenblanding af de private og de erhvervsmæssige bilag. De erhvervsmæssige bilag er formentlig slet ikke med i mapperne længere, da der ikke på de i de nu foreliggende bilagsmapper indeholdte bilag er påført påtegninger fra klagerens revisor, således som der var det på de i de oprindelige mapper med erhvervsmæssige bilag indeholdte dokumenter. De bilag, der er forelagt for retten i Vordingborg, er således slet ikke bilag på de udgifter, der er fratrukket i regnskabet for de omhandlede indkomstår - bilagene vedrørende de fratrukne udgifter er nu væk.

Der er til dokumentation for det forklarede om, at de af myndighederne fremlagte bilagsmapper ikke svarer til de bilagsmapper med erhvervsmæssige bilag, der er lagt til grund for klagerens regnskaber for 1990, 1991 og 1992, over for Landsskatteretten forevist bilagsmapper indeholdende erhvervsmæssige bilag for indkomstårene 1986, 1987 og 1988, idet det er understreget, at sådanne bilagsmapper altså også forelå for indkomstårene 1990, 1991 og 1992.

Der er videre henvist til et af advokaten udarbejdet regnskab for indkomståret 1991, der er udarbejdet på basis af revisorens kontoudskrifter for dette indkomstår. Det er herved fremhævet, at de til brug for udarbejdelsen af regnskabet indhentede oplysninger ikke svarer til den bilagsfortegnelse, der er indeholdt i Anklagemyndighedens bevismateriale.

Det af advokaten udarbejdede regnskab for indkomståret 1991 ser således ud

A Regnskab virksomhed & Privat
1991
Indtægter		DM	DKR	DM	DKR
8501	Udfaktureret arbejde	44.565,11	17.575,67
8600	Provision		0,00	44.565,11	171.575,67
Udgifter
3600	Fremmedudgift er (løn)	11.000,00	42.350,00
4650	Repræsentation	445,30	1.714,41
4670	Rejse & ophold	9.546,40	36.753,64
4730	Fragtomkostninger		0,00
4860	Afskrivning (godkendt)		0,00
4920	Telefon (i Tyskland)		0,00
4930	Kontorhold		0,00
4940	Bøger/aviser	70,10	269,89
4950	Jur. Rådgivning		0,00
4955	Revisor		0,00
4970	Finansiering	188,05	723,99
4980	Betribsbedarf		0,00	21.249,85	81.811,92
Resultat 1				23.315,26	89.763,75
Tilføjelser
Kørsel ejer(km takst)			20.000,00
Dansk tlf. o. 3000 kr. (1)			1.505,15
Mobiltelefon (2)			12.249,16		33.754,31
Korrigeret resultat					56.009,44
Beløbet anvendes som udgangspunkt for overskud af virksomhed.
Skatteregnskab
Overskud			56.009,44
Renteindtægt			35.000,00
A-indkomst			91.009,44
Befordring			12.000,00
Renteudgifter			66.579,00	(ikke anerkendt af A, men godkendt af ToldSkat)
			78.579,00
Skattepligtig indkomst		91.009,44	-78.578,00		12.430,44

Advokaten har i relation til det udarbejdede regnskab anført, at der i regnskabet er medtaget en post på 32.000 kr., som ToldSkat mener, at den tyske revisor ikke har inddraget i indkomstopgørelsen for 1991 - uanset at advokaten og klageren ikke på nuværende tidspunkt kan anerkende, at beløbet skal medtages, da der ikke udløses et beløb til beskatning, selv om posten medregnes.

Der er til dokumentation for rigtigheden af det udarbejdede regnskab henvist til sålydende opgørelse af udgifter, udarbejdet efter revisors kontokort for 1991 vedrørende klageren:

dato	modkto	DM	kr.	kurs 3,85
28. jan	4530	111,79	430,39
28. jan	4530	72,52	279,20
28. jan	4530	57,30
28. jan	4670	68,10	262,19
28. jan	4530	26,33	101,37
28. jan	4530	76,13	293,10
28. jan	4530	56,51	217,56
28. jan	4650	41,60	160,16
28. jan	4530	100,23	385,89
28. jan	4530	260,44	1.002,69
28. jan	4531	1.245,00	4.793,25
07. feb	8501			3.8447,58 (dm)
07. feb	4970	23,00	88,55
07. feb	4531	1.245,00	4.793,25
07. feb	4520	283,30	1.090,71
27. mar	4530	70,70	272,20
27. mar	4670	145,33	559,52
27. mar	4530	147,02	566,03
27. mar	4531	1.245,00	4.793,25
blad 1	i alt	5.275,30	20.089,30
27. mar	4670	96,00	369,60
27. mar	1910	9.210,00	35.458,50	87 + 89
30. apr	4531	1.245,00	4.793,25
29. apr	4670	74,37	286,32
29. apr	4970	23,85	91,82
29. apr	4530	2,12	8,16
29. apr	4530	3,18	12,24
29. apr	4530	96,52	371,60
29. apr	4530	1,33	5,12
29. apr	4530	30,48	117,35
30. apr	4676	92,00	354,20
30. maj	4531	1.245,00	4.793,25
27. maj	4530	78,80	303,38
27. maj	4530	300,00	1.155,00
27. maj	4530	300,00	1.155,00
27. maj	4530	220,00	847,00
27. maj	4670	92,72	356,97
27. maj	4670	141.70	545,55
27. maj	4530	96,62	371,99
27.maj	4530	99,04	381,30
blad 2	incl. overført	18.724,03	72.087,25
27. maj	4530	97,16	374,07
27. maj	4970	40,00	154,00
27. maj	4530	75,71	291,48
27. jun	4531	1.245,00	4.793,25
27. jun	4530	102,18	393,39
27. jun	4530	64,52	248,40
29. jul	4531	1.245,00	4.793,25
29. jul	4940	70,10	269, 89
02. aug	4531	1.245,00	4.793,25
28. aug	4530	180,38	694,46
17. sep	8501			8.436,51
17. sep	4531	1.245,00	4.793,25
17. sep	4970	14,95	57,56
17. sep	4650	136,71	526,33
17. sep	4530	61,74	237,70
17. sep	4530	107,31	413,14
17. sep	4530	64,78	249,40
17. sep	4530	115,36	444,14
17. sep	4670	95,72	368,52
02. okt	4670	192,00	739,20
blad 3	incl. overført	25.122,65	96.722,60
02. okt	4530	245,49	945,14
02. okt	4670	768,00	2.956,80
02. okt	4670	288,00	1.108,80
02. okt	4670	7.160,00	27.566,00
02. okt	3600	11.000,00	42.350,00	messe
02. okt	4670	23,40	90,09
02. okt	4610	56,70	218,30
02. okt	4610	114,30	440,06
04. nov	8501			32.281,02
04. nov	4970	56,49	217,49
04. nov	4530	58,18	223,99
04. nov	4530	127,47	490,76
04. nov	4530	97,19	374,18
04. nov	4650	102,94	396,32
04. nov	4670	74,00	284,90
04. nov	4650	150,20	578,27
04. nov	4650	25,17	481,90
04. nov	4670	32,12	123,66
04. nov	4530	94,77	364,86
04. nov	4970	29,76	114,58
blad 4	incl. overført	45.726,83	176.048,30
04. nov	4670	102,94	396,32
04. nov	4530	80,39	309,50
04. nov	4531	1.245.00	4.793,25
24. nov	4670	192,00	739,20
14. dec	4870	235,00	904,75
14. dec	4531	1.245,00	4.793,25
Blad 5	incl. overført	48.885,05	188,207,44
Der er videre henvist til sålydende kontoplan for klageren
8501		N. STB. Umsaetze
4650		Repræsentation
4730		Ausgangsfrachten
4860		Abschreibg. Anlagev.
4920		Telefon
4930		Kontorhold
4940		Aviser/bøger
4950		Rets- og rådgivningsomkostninger
4955		Bogføring
4970		Biomk. ved gæld
980		Betriebsbedarf
1570		Anrechenbare Vorst.
1576		Anrechenbare Vst 7%
1577		Anrechenbare Vst 14%
400		Biltelefon

Der er herudover henvist til over for Landsskatteretten fremlagte kopier af bogføringslister for indkomstårene 1990 og 1991, der er indhentet fra klagerens revisor.

Det er fremhævet, at det indhentede materiale ikke svarer til det bilagsmateriale, der er lagt til grund for den af retten i Vordingborg afsagte dom.

Advokaten har til dokumentation for, at samme problemstilling gør sig gældende også for så vidt angår det vedrørende indkomståret 1990 over for byretten forelagte materiale, fremlagt kopi af opgørelse af udgifter ifølge revisors kontokort for 1990, kontoplan for klageren, revisorens bogføringslister for 1990, kopi af anklagemyndighedens bilag R-2, dvs. klagerens kassebog for 1990, samt oversigt over anklagemyndighedens underbilag vedrørende regnskabsåret 1990, dvs. over de bilag, der af myndighederne er lagt til grund som vedrørende regnskabsåret 1990.

Han har under henvisning hertil anført, at revisors kontokort godt nok f.eks. kun angiver datoen 31. januar for samtlige bilag, men at posteringerne ikke desto mindre er overskuelige nok, da det af kassebogen fremgår, at 3 udgiftsposteringer er ført, og da disse 3 posteringer ligeledes er anført i revisors kontokort under 31. januar sammen med en enkelt yderligere udgift, der vedrører finansieringen af klagerens bil.

Da nøjagtigt samme mønster gør sig gældende for samtlige omhandlede måneder, er det herefter advokatens opfattelse, at det må anses for dokumenteret, at der ikke er sammenhæng mellem de bilag, der burde være lagt til grund for skatteansættelsen, og de af anklagemyndigheden påberåbte bilag - hverken for så vidt angår mængden af bilag eller for så vidt angår beløbenes størrelse og datoerne, der er ført i kassebog henholdsvis på kontokort.

En gennemgang af de af anklagemyndigheden fremlagte bilag og kassebogen respektive revisors kontoopførsel viser endvidere, at klageren har haft gentagne rejseudgifter, der ikke er trukket fra i regnskabet, men hidrører under privat, og at også advokatomkostninger, der vedrører private forhold, blev holdt på privat-regnskabssiden, og ikke er fratrukket over virksomhedens regnskab. Påstanden om, at man har indrømmet klageren fradrag for en masse personlige udgifter i virksomheden, må derfor tillige tilbagevises som helt forkert.

Der er dermed ikke belæg for de foretagne skatteansættelser - heller ikke selv om man skulle nå frem til, at klageren er at anse som fuldt skattepligtig til Danmark.

Byrettens dom er for så vidt angår skattepligtsspørgsmålet forkert, jf. det forklarede om klagerens forhold i de omhandlede indkomstår, og byrettens dom er tillige truffet ud fra en forkert forståelse af grundlaget for den af ToldSkat opgjorte indkomst. Byretten har på den ene side sagt, at klageren er skattepligtig i Danmark - men, byretten har på den anden side sagt, at der ikke er grundlag for at opgøre indkomsten efter gældende regler. Skatteansættelserne må - hvis klageren uanset det forklarede anses som fuldt skattepligtig til Danmark - foretages i overensstemmelse med gældende regler, hvorved der må godkendes fradrag for erhvervsmæssige biludgifter etc. Man har på nuværende tidspunkt nægtet klageren de fradrag, der ville være normale for en virksomhed beliggende på ..., Danmark under henvisning til, at man har ladet klageren fratrække "alle mulige private regninger" - uanset, at dette altså ikke er korrekt. Man har bl.a. nægtet fradrag for det, der i Danmark vil svare til moms af køb - mens der er indtægtsført beløb, der svarer til moms på salg - og man har valgt at bibeholde privat andel af bildrift som en selvstændig indtægt, uanset at dette ikke kan anses som korrekt.

Advokaten har under henvisning til det anførte anmodet Landsskatteretten om at ændre skatteansættelserne for indkomstårene 1990 og 1991 i overensstemmelse med det nu for Landsskatteretten fremlagte materiale. Han har ligeledes anmodet Landsskatteretten om at pålægge ToldSkat at ændre ansættelsen for indkomståret 1992 efter samme retningslinier.

Han har gjort gældende, at alle ansættelserne i modsat fald må hjemvises til ToldSkat til fornyet behandling.

Klageren har ved personligt fremmøde i Landsskatteretten samt ved skriftlige indlæg til retten rettet indsigelse mod antagelsen om, at han har været at anse som fuldt skattepligtig til Danmark. Han har videre rettet indsigelse mod de af ToldSkat foretagne henholdsvis indstillede skatteansættelser for indkomstårene 1990, 1991 og 1992.

Han har i den forbindelse på det kraftigste protesteret mod den behandling, han er blevet udsat for, og han har bl.a. fremlagt en af ham udarbejdet redegørelse vedrørende retssagsafviklingen samt af diverse kopier og udskrifter, der er fremsendt respektive fremfundet af ham, samt af brev af 30. januar 2002, hvorved Socialministeriets departement har meddelt ham, at han efter socialministeriets opfattelse har kunnet optjene ret til dansk social pension i de perioder, hvor han har haft bopæl i Danmark uden samtidig at have haft beskæftigelse i et andet medlemsland af EU - uanset om han i folkeregistreret har været registreret som bosiddende her.

ToldSkat har efter forelæggelse af det over for Landsskatteretten anførte og påberåbte indstillet de påklagede skatteansættelser ændret i overensstemmelse med byrettens dom, jf. den efter dommen afgivne indstilling til Landsskatteretten, henholdsvis stadfæstet.

ToldSkat har herved bl.a. bemærket, at der ikke kan indrømmes fradrag for tysk "vorsteuer", idet denne efterfølgende refunderes, hvilket også fremgår af klagerens egne opgørelser på "Anlage UR zur Umstatzsteuererklärung" for 1990 Og 1991, at der ikke kan godkendes fradrag for betalte leasingydelser på klagerens private bil, at der ikke kan godkendes fradrag for afdrag på samme private bil, og at advokaten ikke ved hjælp af bilag m.v. har kunnet dokumentere, at der er grundlag for at foretage ændring af ToldSkats ansættelser.

ToldSkat har ved retsmødet i Landsskatteretten i det hele henvist til den af byretten i Vordingborg afsagte dom i straffesagen.

Det er herved understreget, at skattepligten er blevet fastslået af retten i Vordingborg ved dom, og at retten i Vordingborg har tiltrådt, at der kan nægtes fradrag for alle biludgifter under henvisning til, at der i stedet er godkendt fradrag for en del andre udgifter, der rettelig har måttet anses som private.

ToldSkat har under henvisning hertil - samt til, at byretten ved dommen i straffesagen har taget stilling til, at skatteansættelserne ikke er for høje - bestridt, at der er grundlag for at nedsætte skatteansættelserne til et mindre beløb end de af ToldSkat indstillede henholdsvis ansatte. Dette uanset at det efter forelæggelsen af sagen ved retsmødet må anerkendes, at det forekommer, at der er uoverensstemmelse mellem det bilagsmateriale, der er lagt til grund ved bedømmelsen i straffesagen og det bilagsmateriale, der er fremlagt i forbindelse med behandlingen af skattesagen.

Advokaten har efter forelæggelsen af ToldSkats bemærkninger fastholdt de nedlagte påstande, jf. det til støtte herfor over for Landsskatteretten anførte. Han har i den forbindelse særlig bemærket, at det må være op til de danske skattemyndigheder at opgøre indkomsten i overensstemmelse med gældende regler - og at det ikke bør komme klageren til skade, at der er rodet med bilagene i forbindelse med straffesagen.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten skal for så vidt angår spørgsmålet, om klageren med rette er at anset som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1990 til og med 1992 bemærke:

Retten i Vordingborg har ved dom af 12. november 1999 truffet afgørelse om, at klageren i indkomstårene 1990 og 1991 har været at anse som fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1. Landsskatteretten finder under henvisning hertil ikke grundlag for at ændre de af ToldSkat trufne afgørelser om, at klageren i indkomstårene 1990 til og med 1992 har været at anse som fuldt skattepligtig til Danmark, jf. nævnte bestemmelse. Det bemærkes herved, at der ikke over for Landsskatteretten er fremlagt nye oplysninger i relation til dette spørgsmål.

Den påklagede afgørelse må derfor stadfæstes på dette punkt.

Landsskatteretten skal for så vidt angår opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1990 til og med 1992 bemærke:

De af ToldSkat indstillede skatteansættelser for indkomstårene 1990 og 1991 og den af ToldSkat foretagne skatteansættelse for indkomståret 1992 må efter de over for Landsskatteretten forelagte oplysninger - herunder særlig henset til formuleringen af byrettens dom af 12. november 1999 og det forklarede omkring baggrunden herfor - anses som skønsmæssigt ansat på grundlag af de ved byrettens dom udstukne retningslinier. Retten finder under hensyntagen hertil heller ikke, at der er grundlag for at ansætte klagerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1990 til og med 1992 til mindre end 94.557 kr., 75.022 kr. respektive 26.131 kr., jf. de af ToldSkat foretagne opgørelser heraf.

Det bemærkes i den forbindelse særligt, at det efter formuleringen af byrettens dom af 12. november 1999 og efter det forklarede omkring baggrunden for denne må lægges til grund, at der er nægtet fradrag for alle de af klageren afholdte autoudgifter under hensyntagen til, at byretten efter vurdering af de for byretten forelagte beviser har lagt til grund, at der er godkendt fradrag for andre udgifter, der i henhold til dansk ret må anses som private, og at Landsskatteretten efter de foreliggende oplysninger ikke finder, at det kan anses for tilstrækkelig godtgjort, at byrettens bevisbedømmelse er foretaget på et andet grundlag end det det, der har ligget til grund for klagerens regnskaber for de omhandlede indkomstår.

Klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1990 til og med 1992 ansættes følgelig til 94.557 kr. henholdsvis 75.022 kr. og 26.131 kr.

Den påklagede afgørelse ændres således i overensstemmelse hermed, hvilket er tiltrådt af Told- og skattestyrelsen.

Landsskatteretten vil imidlertid på begæring genoptage sagen til fornyet behandling, såfremt det endelige udfald ved domstolene bliver, at den af byretten i Vordingborg den 12. november 1999 afsagte dom ændres, under forudsætning af, at begæring herom indgives senest 6 måneder efter bekendtgørelsen af dommen. Tilsagnet om genoptagelse anses dog for bortfaldet, hvis nærværende afgørelse indbringes for domstolene.

Herefter bestemmes

Klageren anses for indkomstårene 1990 til og med 1992 for fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

Klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1990 henholdsvis 1991 nedsættes til 94.557 kr. respektive 75.022 kr., mens den ansatte skattepligtige indkomst for indkomståret 1992 stadfæstes.

..."

Østre Landsret stadfæstede den 22. maj 2003 (SKM2003.467.ØLR) Vordingborgs dom af 12. november 1999 med blandt andet disse præmisser:

"Også efter bevisførelsen for landsretten findes det af de grunde, der er anført i dommen, godtgjort, at tiltalte siden sin daværende samlevers erhvervelse af en fast ejendom i ..., Danmark den 15. december 1989 havde en sådan tilknytning til Danmark, at han som tysk statsborger var pligtig til at søge opholdstilladelse her i landet, og at han var skattepligtig til Danmark og dermed også pligtig til at indgive selvangivelse til de danske skattemyndigheder. Det tiltrædes, at undladelsen heraf må tilregnes tiltalte som forsætlig.

..."

For så vidt angår selve skatteansættelsen anførte landsretten følgende:

"Vedrørende forhold 2 bemærkes, at det efter bevisførelsen for landsretten ikke med den sikkerhed, som må kræves til domfældelse for et strafbart forhold, er godtgjort, at et beløb svarende til DM 8.436,51 er indkomstskattepligtigt. Af de grunde, som er anført i dommen, tiltrædes afgørelsen vedrørende bilhold. Der findes ikke grundlag for at indrømme fradrag vedrørende et beløb på DM 2.500, som angives at vedrøre lejeudgifter. Det bemærkes i denne forbindelse, at det påhviler en skatteyder at dokumentere, at betingelserne for at opnå fradrag er opfyldt. Efter det anførte findes tiltalte skyldig i forhold 2 med den ændring, at det unddragne skattebeløb fastsættes til ikke under 40.000 kr."

Ved brev af 21. december 2004 har de tyske skattemyndigheder (Bundesamt für Finanzen) over for sagsøgte afvist, at der kan blive tale om suspension af de tyske skatteansættelser for 1990 og 1991, da det efter indhentelse af oplysninger hos den stedlige ansvarlige skattemyndighed var fastslået, at sagsøgeren havde bopæl i Tyskland i 1990 og 1991, hvorfra sagsøger drev virksomhed, og da sagsøgeren har oplyst, at han ikke var bosiddende i Danmark i 1990 og 1991.

På baggrund af landsrettens dom i straffesagen genoptog Landsskatteretten sagen om sagsøgers skatteansættelse for indkomstårene 1990 og 1991. Landsskatteretten fastholdt herefter ved kendelse af 25. januar 2005, at sagsøgeren var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1990 og 1991 og nedsatte sagsøgerens indkomst i indkomståret 1991 til 42.157 kr. I kendelsen er der blandt andet anført følgende:

"...

Landskatterettens afgørelse

Skattepligtig indkomst

ToldSkat har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark og ansat hans skattepligtige indkomst for 1990, 1991 og 1992 til henholdsvis 116.518 kr., 78.626 kr. og 26.131 kr.

Landskatteretten har ved kendelse af 5. november 2002 anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark og ansat hans skattepligtige indkomst til henholdsvis 94.557 kr., og 75.022 kr. og 26.131 kr.

Landsskatteretten har efter anmodning fra klagerens tidligere repræsentant genoptaget sagen til fornyet behandling for så vidt angår indkomstårene 1990 og 1991, jf. genoptagelsestilsagn i kendelsen af 5. november 2002, og Landsskatteretten nedsætter efter den fornyede behandling af sagen klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1991 til 42.157 kr. Landsskatteretten fastholder derimod ansættelsen vedrørende indkomståret 1990.

Møde mv.

Klageren har drøftet sagen med Landsskatterettens sagsbehandler ved et møde i retten.

Klageren har også haft lejlighed til at fremlægge sine synspunkter over for Landsskatterettens rnedlemrner ved et retsmøde.

Sagens oplysninger

Landsskatteretten har i kendelsen anført, at retten vil genoptage sagen til fornyet behandling, såfremt det endelige udfald ved domstolene bliver, at byrettens dom af 12. november 1999 ændres.

...

Procesbevillingsnævnet har i brev af 18. december 2003 meddelt afslag på klagerens anmodning om at få sagen prøvet i Højesteret.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har under behandlingen af genoptagelsessagen anmodet Landsskatteretten om at ændre afgørelsen således, at klageren ikke anses som skattepligtig til Danmark, eller i hvert fald således, at hans indkomster nedsættes til 0 kr.

Han har til støtte herfor argumenteret i overensstemmelse med den argumentation, der blev fremført under rettens behandling, der blev afgjort ved rettens kendelse af 5. november 2002.

Der er i forbindelse med sagens behandling af genoptagelsessagen endvidere nedlagt påstand om, at klagerens indkomst for 1991 under henvisning til Østre Landsrets dom i straffesagen skal nedsættes med 8.436,51 DM, og om at ansættelserne for 1990 og 1991 skal reguleres for ToldSkats sammentællingsfejl vedrørende fradragsberettigede renter.

Der er til støtte for påstanden om nedsættelsen af klagerens indkomst for 1991 bl.a. henvist til, at Østre Landsret ikke har anset det for godtgjort, at beløbet er indkomstskattepligtigt.

Der er til støtte for påstanden om, at der også skal foretages andre ændringer i skatteansættelserne, bl.a. henvist til, at landsretten ikke har taget stilling til bilagene fra klagerens revisor, uanset at disse blev medbragt, da revisoren afgav vidneforklaring over for Landsretten. Klagerens tidligere repræsentant har om baggrunden herfor forklaret, at Østre Landsrets dommere foreslog, at forsvareren og ToldSkat skulle sætte sig ned og gennemgå disse bilag, men at det ikke var muligt at opnå forhandlinger med ToldSkat, og at Østre Landsret dagen efter afviste at lade bilagene, som forelå i kopieret og organiseret form, indgå i behandlingen af straffesagen.

Den tidligere repræsentant har i den forbindelse fremlagt kopi af kontoplan, originale bilag og uddrag af retsbogen fra Landsretten.

Landskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landskatterettens kendelse af 5. november 2002 er genoptaget på baggrund af Østre Landsrets dom af 22. maj 2003.

I forhold til byrettens dom nedsatte Landsretten det unddragne skattebeløb til ikke under 40.000 kr. Dommen må forstås således, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed er godtgjort, at klageren for 1991 har unddraget skat af et beløb på 8.436,51 DM.

Beløbet på 8.436,51 DM er i klagerens skatteansættelse for indkomståret 1991 medregnet som en indkomst på 32.865 kr. Landsskatteretten nedsætter den ansatte skattepligtige indkomst for indkomståret 1991 med 32.865 kr. Klagerens skattepligtige indkomst for 1991 nedsættes således til 42.157 kr.

Østre Landsrets dom og det af klageren anførte giver ikke anledning til at foretage yderligere korrektioner af Landskatterettens kendelse af 5. november 2002. Denne kendelse fastholdes derfor på alle øvrige punkter, herunder for så vidt angår skatteansættelsen for indkomståret 1990.

Landskatterettens afgørelse er i det hele tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

..."

ToldSkat underrettede ved brev af 11. maj 2005 sagsøgeren om, at sagen uanset der kan være sket dobbeltbeskatning - ansås for afsluttet, da der ikke kunne opnås enighed mellem Danmark og Tyskland om en gensidig aftale om fordeling af beskatningsretten til indkomsten i indkomstårene 1990 og 1991. Samtidig videresendte ToldSkat brevet af 21. december 2004 fra de tyske skattemyndigheder til sagsøgeren.

Forklaringer

Sagsøgeren har blandt andet forklaret, at han flyttede fra Tyskland til Sverige i slutningen af 1950'erne. I Sverige har han drevet selvstændig virksomhed med opsætning af telte. Han havde 6-7 ansatte, og virksomheden gik godt. I 1986 døde hans søn, og han ønskede derfor ikke at blive i Sverige. Han afsluttede alle sine kunder i slutningen af 1980'erne, men en gammel kunde havde booket ham til at arbejde på messer i 1990 og 1991, og det følte han sig forpligtet til at gennemføre. I 1990 arbejdede han 10 uger i ..., Tyskland, hvor han boede hos en ven ved navn CR. Da han købte huset på ..., Danmark, fik han hos kommunen at vide, at han ikke kunne blive tilmeldt folkeregisteret uden opholdstilladelse, og hans indtægt var ikke høj nok til, at han kunne opnå opholdstilladelse. Han opholdt sig en del på sin sejlbåd, som lagde til forskellige steder i Sverige og Tyskland. "Vorsteuer" er en form for forskudsskat, som selvstændige skal betale som sikkerhed for, at de betaler deres skat. Hvis den betalte "vorsteuer" overstiger det, de skal betale, bliver det overskydende tilbagebetalt i det andet år efter indkomståret. Han har haft den samme revisor i 12-14 år, og revisoren har aldrig haft bemærkninger til regnskaberne.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand navnlig gjort gældende, at sagsøgeren ikke er skattepligtig til Danmark for årene 1990 og 1991, hvor sagsøgeren har været fuldt skattepligtig i Tyskland og såvel selvangivet som betalt skat i overensstemmelse med de tyske skatteregler. Hans broders forklaring i Retten i Vordingborg viser, at sagsøgeren havde bopæl i Tyskland i de pågældende år, og skrivelsen af 12. august 2003 fra skattemyndighederne i Tyskland bekræfter, at han var fuldt skattepligtig i Tyskland.

Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at det har påhvilet sagsøgte at medvirke til en så korrekt opgørelse af de skattebeløb, som sagsøgeren skal betale som muligt, og at sagsøgte ved sig ageren under sagsforløbet har forsømt denne pligt. Det må således komme sagsøgte til skade, at bilagsmaterialet ikke længere er intakt. Sagsøgte har ikke ved opgørelsen af sagsøgerens mulige skattetilsvar anvendt gældende skatteregler, men en række praktiske betragtninger baseret på et forkert grundlag til skade for sagsøgeren. Sagsøgte skal acceptere, at skatteansættelserne for 1990 og 1991 nedsættes som påstået, idet der ikke er hjemmel til at foretage den skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens indkomst, som der reelt er tale om, ligesom det i sig selv vil være en krænkelse af sagsøgerens menneskerettigheder at gøre dette nu, hvor der, uden at sagsøgeren har nogen andel deri, er gået mere en 10 år siden udløbet af de omtvistede skatteår. Sagsøgte er endvidere pligtig at anerkende, at sagsøgeren mulige skattetilsvar til Danmark for årene 1990 og 1991 må anses for afgjort ved sagsøgerens skattebetaling i Tyskland i de samme år, idet den usædvanligt lange sagsbehandlingstid, sammenholdt med det faktum, at sagsøgerens aktiver har været konfiskeret og inddraget til sikkerhed for et tilgodehavende, der kun udgør en brøkdel af det oprindeligt postulerede krav, i sig selv bevirker, at der er sket en overtrædelse af sagsøgerens rettigheder efter den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 6. Endelig er de af sagsøgte udfærdigede opgørelser over sagsøgerens skattetilsvar for årene 1990 og 1991 forkerte, idet sagsøgte skal anerkende, at der ikke af sagsøgerens tyske revisor er foretaget fradrag for private ikke fradragsberettigede udgifter, lige så vel som der ikke er ydet sagsøgeren fradrag for samtlige sagsøgerens fradragsberettigede udgifter, hvorved sagsøgerens skattetilsvar for de pågældende år nedsættes som påstået. Der er ikke hjemmel til at nægte sagsøgeren fuldt fradrag for udgifter, der er fradragsberettigede efter dansk ret, blot fordi man henviser til, at der skulle være godkendt fradrag for et ikke nærmere opgjort beløb for udgifter, der i øvrigt ikke anses som fradragsberettigede.

Sagsøgeren har anmodet om, at landsretten tillader, at den mere subsidiære påstand om lempelse for dobbeltbeskatning inddrages under sagen i medfør af skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt.. Sagsøgeren har til støtte herfor henvist til, at det er undskyldeligt, at denne påstand ikke har været gjort gældende før, idet sagsøgeren først den 11. maj 2005 af sagsøgte blev orienteret om skrivelsen af 21. december 2004 fra Bundesamt für Finanzen.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at opgørelsen af de her i landet beskattede indtægter bl.a. indeholder indtægter, der af skattemyndighederne er omregnet til henholdsvis kr. 54.171 og kr. 28.476, og som er selvangivet og beskattet i Tyskland. De skatter, sagsøgeren skal betale til Danmark for 1990 og 1991, skal derfor i medfør af ligningslovens § 33 reduceres med modværdien af henholdsvis DEM 1.642 eller kr. 6.289 for 1990 og modværdien af DEM 330 eller kr. 1.264 for 1991. Der skal endvidere ske reduktion for den skat, der er betalt ved, at overskud på momsangivelserne for 1990 og 1991 svarende til modværdien af DEM 2.800,50 for 1990 og DEM 1.335,90 for 1991 er indregnet i sagsøgerens indkomstansættelse med henholdsvis kr. 10.909 og kr. 5.221. Den i Tyskland betalte skat er opkrævet fra kilder i Tyskland. Det forhold, at Danmark ved byrettens dom, stadfæstet af landsretten, er tillagt beskatningsretten medfører ikke, at indtægten nødvendigvis hidrører fra kilder i Danmark. Der skal derfor ske lempelse, da det ikke har været muligt at undgå dobbeltbeskatning, og lempelsen skal ske med den i Tyskland betalte skat af den i Tyskland erhvervede indtægt. Der er endvidere ikke hjemmel til at beskatte beløb, der vedrører ikke godkendte fradrag for "vorsteuer" i 1990 respektive 1991. Det følger af de tyske regler, at endelig godkendt opgørelse over "umsatzsteuer" først foreligger i det andet år efter udløbet af det år "vorsteuer" vedrører. Der er derfor ikke hjemmel til at nægte fradrag for "vorsteuer" anført i sagsøgerens egne regnskaber for 1990 og 1991 og lade disse beløb indgå i opgørelsen over sagsøgerens skattepligtige indkomst i Danmark for 1990 og 1991. Beløbene skal i stedet henføres til opgørelsen over sagsøgerens indkomst for 1992 og 1993.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand navnlig gjort gældende, at sagsøgeren af de grunde, der fremgår af Østre Landsrets straffedom af 22. maj 2003, er fuldt skattepligtig i Danmark for årene 1990 og 1991. Det forhold, at de tyske skattemyndigheder i brev af 12. august 2003 har oplyst, at sagsøgeren i 1990 og 1991 var fuldt skattepligtig i Tyskland, kan ikke føre til andet resultat, idet dette alene beror på, at sagsøgeren selvangav sig som fuldt skattepligtig i Tyskland. Sagsøgerens skattepligt i Tyskland har således ikke været prøvet af de tyske myndigheder.

For så vidt angår sagsøgerens subsidiære påstand, har sagsøgte navnlig gjort gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at de to omstridte beløb på henholdsvis kr. 42.715 og kr. 46.798 udgør fradragsberettigede driftsudgifter. Bevisbyrden for dette påhviler sagsøgeren. Sagsøgeren har ikke i form af fremlæggelse eller på anden måde dokumenteret, at de to omstridte beløb udgør fradragsberettigede driftsomkostninger. Afdrag på bilen i 1991 er åbenbart ikke fradragsberettiget. Sagsøgeren har heller ikke dokumenteret, at de skønsmæssige forhøjelser vedrørende privat, ikke fradagsberettiget andel af rejse- og autoudgifter, som ansættelserne er udtryk for, er foretaget på et urigtigt grundlag eller indebærer et åbenbart urimeligt resultat. Sagsøgeren har ikke ført kørebog eller i øvrigt fremlagt anden dokumentation for fordelingen af rejse- og autoudgifter mellem privat og erhverv.

Vedrørende sagsøgerens påstand om fradrag for "vorsteuer" har sagsøgte gjort gældende, at der ikke er tale om en udgift, sagsøgeren har afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, men derimod om en skat, der kan sammenlignes med B-skat, og som sagsøgeren efterfølgende får refunderet. Der kan derfor ikke indrømmes fradragsret herfor.

For så vidt angår sagsøgerens mere subsidiære påstand om lempelse efter ligningslovens § 33, har sagsøgte til støtte for sin påstand om afvisning navnlig gjort gældende, at landsskatteretten ikke har prøvet dette spørgsmål. Betingelserne i skattestyrelseslovens § 33, stk. 1, 2. pkt., for alligevel at prøve spørgsmålet er ikke omfyldt, idet spørgsmålet om lempelse ikke har en klar sammenhæng med spørgsmålet om skattepligt til Danmark og indkomstopgørelsen. Det er ikke undskyldeligt, at spørgsmålet om lempelse først rejses nu, idet sagsøgeren i 2003 blev dømt for forsætligt at have undladt at indgive selvangivelse til de danske skattemyndigheder for 1990 og 1991. Sagsøgeren skulle således for længst have indgivet selvangivelse for de to indkomstår og kunne dermed for længst have rejst spørgsmålet om lempelse. Der er endvidere ikke grund til at antage, at det kan medføre et uforholdsmæssigt tab for sagsøgeren, hvis han ikke under denne sag får prøvet spørgsmålet om lempelse. Der er tale om et relativt beskedent beløb. Sagsøgeren kan anmode om lempelse, når det under denne sag er fastslået, om han er skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1990 og 1991, og hvorledes indkomsten skal fastsættes. Endelig er sagsøgeren slet ikke berettiget til lempelse.

Til støtte for sin påstand om frifindelse for sagsøgerens mere subsidiære påstand har sagsøgte navnlig gjort gældende, at den skat, sagsøgeren har betalt til Tyskland ikke vedrører indkomst fra kilder i Tyskland. Sagsøgeren har således ikke dokumenteret, at han i henhold til artikel 16, jf. artikel 2, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland havde bopæl i Tyskland. Sagsøgeren har endvidere ikke dokumenteret, at han i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 1, jf. artikel 2, stk. 4, som indehaver eller deltager oppebar indkomst fra en erhvervsvirksomhed med fast driftssted i Tyskland.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter de forklaringer, der er afgivet under straffesagen af sagsøgerens tidligere samlever BB, har sagsøgeren i årene 1990 og 1991 hovedsageligt opholdt sig i hendes ejendom på ..., Danmark. Efter tiltaltes egen forklaring har han i disse år opholdt sig på samleverens bopæl så meget, hans arbejde tillod, og har ikke haft nogen anden fast bopæl, idet han har opholdt sig forskellige steder på messer i udlandet eller på sin sejlbåd, der ikke lå fast noget sted. På denne baggrund finder landsretten, at tiltalte har haft bopæl i Danmark i skatteretlig henseende og derfor har været fuldt skattepligtig i Danmark i 1990 og 1991. Det kan ikke føre til andet resultat, at sagsøgeren har selvangivet sig til de tyske myndigheder som fuldt skattepligtig i Tyskland, og de tyske myndigheder derfor uden nærmere prøvelse heraf har anset ham som fuldt skattepligtig i Tyskland.

Ved ToldSkats ansættelse af sagsøgerens indkomst for 1990 til 1991 er der reelt sket en skønsmæssig forhøjelse vedrørende privat ikke-fradragsberettiget andel af rejse og biludgifter. Sagsøgeren har ikke bestridt, at hans bil har været benyttet privat, og at hans samlever har ledsaget ham på rejser. En del af udgifterne er derfor ikke fradragsberettigede. Sagsøgeren har ikke fremlagt dokumentation i form af kørebog eller andet for fordelingen mellem private og erhvervsmæssige rejse- og biludgifter. Sagsøgeren har således ikke dokumenteret, at ToldSkats skøn har ført til et åbenbart urimeligt resultat. For så vidt angår det påståede fradrag for "Vorsteuer", er der ikke tale om en driftsudgift, men efter angår sagsøgerens forklaring om en form for forskudsskat, der senere refunderes. Der kan derfor ikke indrømmes fradrag for denne udgift.

Sagsøgerens mere subsidiære påstand om lempelse efter ligningslovens § 33 har ikke været prøvet af landsskatteretten og kan derfor kun inddrages under sagen med rettens tilladelse efter den dagældende skattestyrelseslovs § 31, stk. 1, 2. pkt. Landsretten finder ikke, at spørgsmålet om lempelse har en sådan nær sammenhæng med de øvrige spørgsmål i sagen, at der er grundlag for at meddele en sådan tilladelse, idet der for at afgøre spørgsmålet om lempelse bl.a. skal tages stilling til, om sagsøgerens indkomst hidrører fra erhvervsvirksomhed fra et fast driftssted i Tyskland. Dette spørgsmål skal afgøres efter andre regler og kriterier end spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er fuldt skattepligtig i Danmark. Det bemærkes i øvrigt, at der efter det oplyste om sagsøgerens virksomhed i Tyskland, ikke er nogen grund til at antage, at sagsøgeren vil lide et uforholdsmæssigt tab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen. Sagsøgtes afvisningspåstand vedrørende dette spørgsmål tages derfor til følge.

Efter sagens udfald og værdi og under hensyn til det med sagsførelsen forbundne arbejde og udgifter til kopiering skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

De af sagsøgte, Skatteministeriet, over for sagsøgeren, A, for årene 1990 og 1991 nedlagte afvisnings- og frifindelsespåstande tages til følge.

A skal inden 14 dage betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.