A, der for indkomståret 1999 har selvangivet et befordringsfradrag på 16.212 kr., klager over, at skatteankenævnet alene har godkendt 2.476 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren i det pågældende indkomstår har været beskæftiget ved selskabet B A/S i X. Klageren har i perioden fra 1. januar 1999 til 1. maj 1999 været ansat som fuldmægtig, hvorefter han har været ansat som stedfortræder for afdelingslederen.

Af et tillæg til klagerens ansættelseskontrakt dateret 14. april 1999 fremgår blandt andet følgende:

”…..Herudover tildeles du i din egenskab af stedfortræder et ikke pensionsgivende specialisttillæg på 1.500,00 kr. pr. måned, således at bruttolønnen beregnet pr. 1. oktober 1998 udgør i alt kr. 337.672,00 kr. svarende til kr. 28.139,33 pr. måned.

Der sker ikke særskilt honorering af overarbejde i form af overarbejdsbetaling eller afspadsering, idet en sådan honorering i stedet dækkes af ovennævnte specialisttillæg…..”

Klageren har haft privat bopæl på en landbrugsejendom på en mindre ø, hvor han tillige har drevet et mindre landbrug.

I juli 1999 har klageren anskaffet en motorbåd til 114.685 kr. Der har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten været vedlagt fotografier af båden.

Klageren har opgjort sit befordringsfradrag således:

De stedlige skattemyndigheder har forhøjet klagerens indkomstopgørelse for indkomståret 1999 med 13.736 kr., og har således alene godkendt befordringsfradrag med 2.476 kr.

Skattemyndighederne har beregnet klagerens befordringsfradrag således:

Til støtte herfor har skatteankenævnet anført, at der ikke findes lovhjemmel til at indrømme fradrag for udgifter til befordring i egen båd, hverken i ligningslovens § 9 C, bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 eller cirkulære nr. 72 af 17. april 1996. Nævnet har tillige bemærket, at der ingen eksempler fra retspraksis foreligger, hvor sådanne udgifter er godkendt fradraget.

Nævnet har endvidere henvist til, at bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 ikke hjemler fradrag for individuelle udgifter til transport med egen båd, idet bekendtgørelsens ordlyd efter nævnets opfattelse henviser til kollektive transportformer.

Vedrørende klagerens arbejdsmæssige forhold, har nævnet bemærket, at henset til specialisttillæggets størrelse på 1.500 kr., som efter nævnets opfattelse højst kan dække 9 timers merarbejde månedligt, har klageren som regel været i stand til at benytte færgen.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at indkomstopgørelsen for indkomståret 1999 nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte herfor har repræsentanten anført, at klageren opfylder betingelserne i § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, jf. § 4, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, udstedt med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk. 4, for at foretage fradrag for befordringen med de direkte afholdte udgifter. Særligt har repræsentanten bemærket, at det af § 6 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, direkte fremgår, at der kan foretages fradrag for de faktiske udgifter til ”færgetransport eller lign” ved transport mellem hjem og arbejdsplads.

Repræsentanten har herved henvist til, at § 4, stk. 2, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 er opfyldt ved, at klageren grundet bopæls øens geografiske beliggenhed har været nødsaget til at anvende søtransport, at § 4, stk. 2, nr. 2 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 er opfyldt ved, at det tidsmæssige forbrug vil være uforholdsmæssigt stort, hvis klageren som følge af færgerutens afgangstidspunkter er henvist til at overnatte i X i forbindelse med arbejde før klokken 7.00 og efter klokken 18.00, at § 4, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 er opfyldt ved, at det vil være økonomisk urimeligt, hvis klageren blev påført en yderligere boligudgift ved overnatning i X.

Vedrørende forståelsen af ordene ”færgetransport eller lign.” har repræsentanten gjort gældende, at lovgiver netop har valgt en så elastisk formulering for at sikre en individuel skattemæssig behandling af øboere, henset til disses særegne forhold, idet både cirkulæret til ligningsloven samt Ligningsvejledningen for 1999 udtrykkeligt anfører, at bestemmelsen er udformet med særlig sigte på denne gruppe af lønmodtagere.

Endvidere har repræsentanten gjort gældende, at den eneste transportform, der er sammenlignelig med færgetransport nødvendigvis er transport med egen båd, hvorfor en rent sproglig fortolkning af bestemmelsen ligeledes fører til det resultat, at der i bestemmelsen er hjemmel til fradrag for de direkte forbundne faktiske udgifter ved brug af egen båd.

Repræsentanten har desuden bemærket, at klageren alene har indkøbt båden som en direkte konsekvens af udnævnelsen til stedfortræder i selskabet som følge af de hermed forbundne variable arbejdstider. Efter repræsentantens opfattelse er det således en nødvendighed for klagerens udførelse af sit arbejde, at han er i stand til at udvise en høj grad af fleksibilitet og dermed være ubundet af færgerutens fartplan. Endvidere har repræsentanten anført, at selv i fald klageren anvender færgen, betyder dette en uforholdsmæssig lang transporttid. Herudover har repræsentanten om selve båden bemærket, at denne ikke fremviser de store rekreative muligheder, og den absolut er i den billige ende. Repræsentanten har herved henvist til fotografierne af båden.

Repræsentanten har yderligere anført, at den omhandlede båd er indkøbt direkte i konsekvens af klagerens udnævnelse til stedfortræder, at den omhandlede båd er en nødvendig forudsætning for klagerens udførelse af arbejdet, at fartplanen for færgeruten X til bopæls øen forhindrer den nødvendige fleksibilitet i hans ansættelse, at han ved sin beregning af befordringsfradraget udtrykkeligt har undtaget den beskedne private anvendelse, at bekendtgørelsens § 6, stk. 1, bør fortolkes således, at der sker en økonomisk ligestilling mellem øboere og lønmodtagere med bopæl på fastlandet, at bekendtgørelsens § 6, stk. 1, bør fortolkes således, at anvendelsen af privat båd til brug for befordring mellem bopæl og arbejdsplads er sammenlignelig med færgetransport på den samme strækning, og at det for at tilgodese hensynet til at kunne tiltrække og bevare kvalificeret arbejdskraft i mindre øsamfund er en nødvendig forudsætning, at der sker en individuel skattemæssig behandling på grund af de særegne forhold.

Endelig har repræsentanten henvist til, at det af forskellig øvrig lovgivning, herunder EU-lovgivning, fremgår, at der skal tages særlig hensyn til øsamfund, hvorfor en formålsfortolkning må betyde, at transport i egen båd er dækket af ordene ”færgetransport eller lign.”, og at der dermed er hjemmel til fradrag herfor.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes med baggrund i den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Det er som udgangspunkt uden betydning for fradraget, hvordan befordringen rent faktisk foretages.

I henhold til dagældende ligningslovs § 9 C, stk. 4, er ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for befordringsfradrag efter ligningslovs § 9 C, stk. 1-3. Denne bemyndigelse har ministeren udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, hvis §§ 4 til 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

”§ 4. Fradrag efter ligningslovens § 9 C er betinget af, at den skattepligtige over for skattemyndigheden oplyser antallet af arbejdsdage og antallet af befordrede kilometer pr. arbejdsdag mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads (transportvejen). Uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel beregnes transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Stk. 2. Ved normal transportvej ved bilkørsel forstås den strækning, der skal tilbagelægges med bil, under hensyntagen til:

1) de givne geografiske forhold,

2) tidsmæssigt forbrug og

3) økonomisk rimelighed.

§ 5. Hvis den skattepligtige på grund de i § 4, stk. 2, nævnte forhold på en del eller på hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvende færgetransport eller lign., beregnes befordringsfradraget for denne befordring efter § 6.

§ 6. Den skattepligtige kan mod dokumentation foretage fradrag for faktiske udgifter til færgetransport eller lign.”

Landsskatteretten skal bemærke, at ordene ”færgetransport eller lign.” i § 6 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, ikke kan antages at hjemle fradrag for enhver type af transport ad søvejen. Retten finder herefter ikke, at klagerens udgifter til befordring i egen båd er fradragsberettigede, idet befordring i egen båd ikke kan anses for omfattet af § 6 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994. Den påklagede skatteansættelse stadfæstes derfor.