Dato for udgivelse | 27 nov 2002 10:00 |
SKM-nummer | SKM2002.609.LR |
Myndighed | Ligningsrådet |
Sagsnummer | 99/02-4760-00015 |
Dokument type | Meddelelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning |
Emneord | Værdiansættelse af goodwill, værdiansættelse af unoterede aktier og anparter, udlægning |
Resumé | Meddelelse om at kompetencen til at træffe afgørelser i anmodninger om bindende forhåndsbesked vedrørende værdiansættelse af goodwill og sager om aktiekurser, hvor goodwillelementet er af væsentlig betydning, udlægges til regionale told-og skattemyndigheder. |
Reference(r) | Skattestyrelsesloven § 17, stk. 3 TSS-cirkulære 2002-29 TSS-cirkulære 2000-10 TSS-cirkulære 2000-09 |
Ligningsrådet er i medfør af skattestyrelseslovens § 17, stk. 3, 2. pkt. bemyndiget til at henlægge kompetencen til at træffe afgørelser efter skattestyrelseslovens § 20 A til de regionale told-og skattemyndigheder. Hjemlen til at uddelegere afgørelser i sager om bindende forhåndsbesked til de regionale told-og skattemyndigheder er udnyttet i TSS-cirkulære 2002-29 (som erstatter TSS-cirkulære 1996-12).
Udlægningen gælder
- sager om værdiansættelse, der ikke indeholder fortolkningsproblemer, og
- sager om næring ved fast ejendom.
På Ligningsrådets møde den 26. september 2000 vedtog Ligningsrådet at trække bemyndigelsen til regionerne tilbage for så vidt angår værdiansættelse af goodwill og sager om aktiekurser, hvis goodwill-elementet er af væsentlig betydning. Formålet hermed var, at Ligningsrådet ville fastlægge en praksis for værdiansættelserne efter TSS-cirkulære 2000-10.
Det er Ligningsrådets vurdering, at der nu foreligger tilstrækkelig praksis på området, således at sagerne om værdiansættelse af henholdsvis goodwill og aktiekurser, hvor goodwillelementet er af væsentlig betydning, kan udlægges til de regionale told-og skattemyndigheder.
Udlægningen af værdiansættelsessagerne har virkning for anmodninger om bindende forhåndsbesked, der indkommer til Told-og Skattestyrelsen fra og med den 1. november 2002.
Anmodningerne om bindende forhåndsbesked skal dog fortsat indsendes til Told-og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø.