Vestre Landsrets dom af 24. september 2002, 8. afdeling, S-1061-02
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Ulrik Næser)
Afsagt af landsdommerne
Eskild Jensen, Helle Bertung og Peter Buhl (kst.) med domsmænd
----------
Århus Byrets dom af 4. marts 2002, 11. afdeling, SS 11.04185/01
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklageskrift af 24. september 2001 er modtaget den 24. september 2001.
T er tiltalt for overtrædelse af
skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1,
ved med forsæt til skatteunddragelse for indkomstårene 1994, 1995, 1996 og 1997, hvor tiltalte ikke havde indgivet selvangivelse, ikke rettidigt at have meddelt skattemyndighederne, at indkomstansættelserne var ansat for lavt med henholdsvis kr. 127.166, kr. 224.190, kr. 305.690 og kr. 269.580, hvorved det offentlige blev unddraget skat med et samlet beløb på 338.722 kr.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte idømmes en ubetinget frihedsstraf samt en tillægsbøde.
Tiltalte har påstået frifindelse, idet tiltalte gør gældende, at han ikke har haft forsæt til skatteunddragelse. Såfremt han findes skyldig i den rejste tiltalte, har tiltalte påstået rettens mildeste dom, navnlig således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte har endvidere påstået bortfald eller nedsættelse af en eventuel bødestraf. Tiltalte bestrider ikke de anførte beløb.
Af sagens oplysninger fremgår, at tiltalte i perioden 1994 1997 forestod driften i virksomheden O.V. Transporten, og at hans bror B.O. stod som personlig indehaver. Tiltalte blev ikke registreret som virksomhedens indehaver, idet han ikke kunne opnå registrering som virksomhedsejer på grund af tidligere restanceforhold. Virksomheden skiftede den 12. juni 1996 navn til P.V. Transporten. Den 27. juni 1997 tilmeldtes virksomheden af C.O. der er tiltaltes søn. Hverken B.O. eller C.O. har deltaget i virksomhedens drift. Tiltalte blev registreret som ansvarlig indehaver og daglig leder af virksomheden fra den 12. juli 1998, og ejerforholdet blev afmeldt den 12. november 1998. Af redegørelse af den 13. juni 2000 fra Told- og Skatteregionen fremgår, at tiltalte modtog årsopgørelse, og at han ikke inden for fristen reagerede på disse opgørelser. Told- og Skatteregionen har efterfølgende konstateret, at tiltalte har oppebåret de i tiltalen anførte indkomster, uden at dette er oplyst over for skattevæsenet.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af V.1
Der er til brug for sagen indhentet en § 808-undersøgelse.
Forklaringerne er gengivet i retsbogen.
Rettens bemærkninger
Tiltalte har erkendt, at han var den reelle leder og forestod virksomheden i perioden 1994 - 1997. Tiltalte har tillige erkendt, at han ikke for denne periode meddelte skattemyndighederne, at indkomstansættelserne var ansat for lavt med de i tiltalen anførte beløb. Det fremgår af vidnet, revisor V.1's forklaring i retten, at virksomheden gentagne gange blev opfordret til at lade sig forskudsregistrere. Herefter findes tiltalte skyldig i den rejste tiltale, idet retten finder det bevist, at tiltalte forsætligt har udøvet skatteunddragelse. Efter skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, fastsattes straffen til fængsel i 40 dage. Der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 325.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T skal straffes med fængsel i 40 dage.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 325.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
----------
Vestre Landsrets dom af 24. september 2002, 8. afdeling, S-1061-02
Retten i Århus, 11. afdeling, har den 4. marts 2002 afsagt dom i 1. instans (SS 11.04185/01).
Tiltalte har påstået formildelse, navnlig således at frihedsstraffen og tillægsbøden gøres betingede.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen og tillægsbøden er udmålt som sket.
Efter oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt. Der er herved lagt vægt på den øgede anvendelse af samfundstjeneste for andre kriminalitetstyper, og der er ikke anført omstændigheder, der kan begrunde, at netop overtrædelse af skattelovgivningen skal være undtaget fra samfundstjeneste.
For så vidt angår tillægsbøden finder 4 voterende ikke grundlag for at gøre bøden betinget, medens 2 voterende stemmer for at gøre bøden betinget.
Der afsiges vedrørende dette spørgsmål dom efter stemmeflertallet.
Med den ændring, der følger af det anførte, stadfæster landsretten dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom ændres, således at frihedsstraffen gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af,
at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold,
at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 60 timer efter kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder.
I øvrigt stadfæstes dommen. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.