Parter

A
(Advokat Niels Søndergaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Bodil Dalgaard Hammer).

Afsagt af landsdommerne

Bjarne Bjørnskov Jensen, Stig Glent-Madsen og Jette Skole (kst.)

Sagen er anlagt den 7. august 2001.

Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1995 nedsættes med 347.000 kr.

Subsidiært skal sagsøgte anerkende, at det erlagte beløb 347.000 kr. er skattemæssigt afskrivningsberettiget med 1/10 i anskaffelsesåret 1995 og herefter liniært de følgende 9 år i henhold til dagældende ligningslov § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 3.

Mere subsidiært skal sagen hjemvises til fornyet behandling.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Landsskatterettens kendelse af 9. maj 2001 vedrørende sagsøgerens indkomst for indkomståret 1995 lyder således:

"...

Klagen vedrører opgørelse af indkomsten på følgende punkt:

Indkomståret 1995
Personlig indkomst
Udgift til køb af retten til at modtage hektarstøtte for høståret 1995 ikke anset for en fradragsberettiget driftsomkostning	347.000 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ved købsaftale af 24. maj 1995 erhvervede ejendommen ...., ...., for en kontant købesum på 7.500.000 kr. I købesummen er inkluderet betaling for retten til at modtage hektarstøtte for høståret 1995, hvilket beløb er ansat til 347.000 kr.

Det fremgår af det senere udarbejdede og tinglyste skøde, at der ikke er betalt stempelafgift af den del af købesummen, der er henført til betaling for retten til at modtage hektarstøtte.

Der er anmeldt producentskifte over for EU-Direktoratet, som efterfølgende har udbetalt hektarstøtten vedrørende den erhvervede ejendom til klageren. Det fremgår af klagerens årsregnskab for indkomståret 1995, at klageren i alt har indtægtsført modtagen hektarstøtte med 457.690 kr. Hektarstøtten er udbetalt dels for arealer, der hører til den nyerhvervede ejendom, og dels for arealer, som klageren har forpagtet. Der er ikke afskrevet på udgiften på 347.000 kr. til køb af retten til at modtage hektarstøtte, men klageren har fratrukket udgiften som driftsomkostning.

Det er oplyst, at sælgeren ikke blev beskattet af den udbetalte hektarstøtte, idet den indgik som en del af salgssummen for ejendommen.

Skatteankenævnet har ved den påklagede ansættelse forhøjet den personlige indkomst for indkomståret 1995 med 347.000 kr.

Nævnet har herved bl.a. henvist til, at den udbetalte hektarstøtte, der købes sammen med ejendommen, skal beskattes hos klageren, idet han har erhvervet endelig ret til hektarstøtten. Hektarstøtten skal betragtes som en del af landbrugsejendommens indtægter, hvorfor den overtagne hektarstøtte er en del af værdien af selve den faste ejendom. Udgiften til hektarstøtte kan derfor ikke anses for en fradragsberettiget driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Efterfølgende er der i afskrivningsgrundlaget vedrørende driftsbygningerne taget hensyn til hektarstøtten. Der er henvist til Vestre Landsrets dom af 19. juni 1998, UfR 1998.1405 V, hvor der blev lagt vægt på, at det ikke var godtgjort, at der forelå en aftale om udbetaling af hektarstøtten, og Landsskatterettens kendelse af 15. august 1995 refereret i TfS 1995.669 LSR.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den personlige indkomst for indkomståret 1995 nedsættes med 347.000 kr.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at betalingen for hektarstøtten er betaling for en selvstændig rettighed og ikke betaling for en del af den faste ejendom. Repræsentanten har herved henvist til, at det følger af EU-Direktoratets vejledning om hektarstøtte udarbejdet i august 1996, at hvis ikke andet er aftalt, beholder den oprindelige indsender af en ansøgning om hektarstøtte retten til støtten, uanset om ejendommen sælges. Der kan derfor ikke være tale om en del af den faste ejendom, da retten til støtten som udgangspunkt ikke følger med ved køb af en ejendom. Endvidere vil der i tilfælde af salg af en del af bedriften ikke kunne ske overførsel af retten til at modtage hektartilskuddet. Ved overdragelsen er det aftalt, at klageren overtager hektarstøtten, og denne rettighed er selvstændig anført og betalt med 347.000 kr., hvorfor klageren har ret til fradrag herfor efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der er henvist til Vestre Landsrets dom af 19. juni 1998, UfR 1998.1405 V, hvoraf fremgår, at hektarstøtten er en selvstændig rettighed, der ikke knytter sig til den faste ejendom, men som overtages særskilt. Landsskatterettens kendelse af 15. august 1995, TfS 1995.669 LSR, må anses for tilsidesat med ovennævnte dom fra Vestre Landsret. Endelig er der henvist til Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 2. november 1994, hvor styrelsen bl.a. udtaler, at ved producentskifte må der mellem køber og sælger aftales, hvorledes hektarstøttebeløbet skal indgå i forbindelse med berigtigelse af overdragelsen. Såfremt hektarstøttebeløbet var en del af den faste ejendom, var der ingen grund til at aftale, om den medfulgte ejendommen eller ej.

Landsskatteretten skal udtale

Retten lægger ved afgørelsen til grund, at klageren i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen ....., ...., betalte et vederlag på 347.000 kr. for retten til at modtage hektarstøtte for høståret 1995, som sælgeren af ejendommen havde ansøgt om, og at klageren senere fik udbetalt denne hektarstøtte.

Retten finder herefter, at hektarstøtten må anses for en indtægt knyttet til klagerens landbrugsvirksomhed på ejendommen og ikke en del af selve ejendommen. Retten har herved henset til Vestre Landsrets dom af 19. juni 1998, UfR 1998.1405 V, hvorefter panteretten i fast ejendom ikke omfatter indtægter i form af hektarstøtte. Klagerens udgift på 347.000 kr. til køb af retten til at modtage hektarstøtte kan dermed ikke anses for køb af en del af den faste ejendom.

Retten finder, at købet af retten til hektarstøtten må anses for en udgift til erhvervelse af indkomstgrundlaget, hvorfor klageren ikke er berettiget til fradrag for udgiften til køb af retten til at modtage hektarstøtte som driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. I overensstemmelse hermed stadfæstes den påklagede afgørelse. Det af klagerens repræsentant anførte findes ikke at kunne føre til et andet resultat.

..."

Om sagens omstændigheder i øvrigt er det oplyst, at overtagelsesdagen for ejendommen ifølge købsaftale og skøde var den 1. juli 1995. Ifølge skødet er købesummen for den faste ejendom opgjort til 7.153.000 kr. Ved tillæg af køberens overtagelse af hektarstøttebeløbet på 347.000 kr. fremkommer den samlede købesum på 7.500.000 kr.

Landboforeningen skrev den 12. juni 1997 på sagsøgerens vegne til Skatteadministrationen i Kommunen. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"...

I henhold til købsaftale af 24/5 1995 køber A gården "H1", ....., .... af gdr. KK.

På handelstidspunktet har KK indgivet ansøgning om hektarstøtte for 1995, og i forbindelse med forhandlingerne om købet bliver det fastslået, at prisen for at A må modtage arealtilskuddet fastsættes til kr. 347.000, hvilket fremgår af købesummens fordeling side 5 og i bestemmelserne om hektarstøtten på side 7. Når man valgte denne løsning frem for at lade KK modtage hektarstøtten direkte, skyldtes dette at A var i stand til at finansiere beløbet allerede den 1/7 1995, hvor købesummen udbetales.

..."

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for den principale påstand i første række gjort gældende, at han - uanset behandlingen af støttebeløbet i hans skatteregnskab for 1995 - i forbindelse med købet af ejendommen erhvervede et krav mod EU-Direktoratet på udbetaling af hektarstøtte. Der er således tale om erhvervelse af en fordring, som er omfattet af reglerne i kursgevinstloven. Da han både har erhvervet og fået indfriet fordringen til pari kurs, er der ikke fremkommet nogen kursgevinst til beskatning hos ham. En eventuel kursgevinstbeskatning måtte i givet fald ske hos sælgeren af ejendommen. Sagsøgeren har i anden række anført, at man under hensyn til hektarstøttens karakter må sidestille erhvervelsen af denne med køb af varelager, hvorfor der er fradrag herfor som driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at hektarstøtten ikke er knyttet til ejendommen, men derimod til planteavlen. Der er derfor afskrivningsret efter den dagældende ligningslov § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 3. Sagsøgeren har til støtte for den mere subsidiære påstand gjort gældende, at hektarstøtten må betragtes som en del af købesummen for den faste ejendom.

Sagsøgte har til støtte for påstanden gjort gældende, at hektarstøtten er skattepligtig indkomst hos sagsøgeren i medfør af statsskattelovens § 4. Sådan har sagsøgeren også forholdt sig i skatteregnskabet for 1995. Kursgevinstloven omfatter gevinst og tab på fordringer og ikke indtægtserhvervelser. Da sagsøgerens erhvervelse af kravet på hektarstøtte må anses for en indtægt, er erhvervelsen ikke omfattet af kursgevinstloven. Endvidere har erhvervelsen ikke en sådan tilknytning til sagsøgerens løbende indtægtserhvervelse, at der er grundlag for fradrag som driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften kan heller ikke sidestilles med en udgift til anskaffelse af et varelager. Vedrørende sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at retten til hektarstøtte ikke er omfattet af ligningslovens § 16 E, stk. 1, nr. 3. Der er derfor ikke afskrivningsret efter ligningslovens § 16 F, stk. 2. Sagsøgte har endeligt bestridt, at kravet på hektarstøtte kan anses som en del af anskaffelsessummen for den faste ejendom. Kravet er derimod et selvstændigt formueaktiv, og som sådant blev det da også behandlet af sagsøgeren og sælgeren ved overdragelsen af den faste ejendom.

Landsrettens begrundelse og resultat

Hektarstøttebeløb, som i henhold til EU-støtteordninger udbetales til producenter af markafgrøder, er skattepligtig indkomst omfattet af statsskattelovens § 4 for modtageren af støttebeløbet. Ved producentskifte i støtteåret gælder dette både i tilfælde, hvor støtten udbetales til overdrageren, og i tilfælde, hvor støtten i henhold til producentskifteerklæring udbetales til erhververen. Den omstændighed, at der ved en aftale om producentskifte sker overdragelse af en fordring mod EU-direktoratet medfører derfor ikke, at kravet i denne situation bliver omfattet af kursgevinstloven med den virkning, at det herefter udbetalte støttebeløb ikke er skattepligtigt. Den til sagsøgeren udbetalte hektarstøtte er således - som den også er selvangivet - skattepligtig som almindelig indkomst for sagsøgeren.

Ved købet af den omhandlede ejendom erhvervede sagsøgeren kravet på hektarstøtte som et selvstændigt formueaktiv i forbindelse med købet af den faste ejendom. Udgiften til erhvervelsen af dette aktiv er ikke en udgift, som er afholdt til den løbende drift af landbrugsvirksomheden, og udgiften kan derfor ikke fradrages i sagsøgerens skattepligtige indkomst som en driftsomkostning i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Retten til udbetaling af hektarstøtte er endvidere ikke - og kan heller ikke sidestilles med - en rettighed omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16 E, stk. 1, nr. 3. Der er derfor ikke adgang til at foretage afskrivning i medfør af ligningslovens § 16 F, stk. 2.

Da sagsøgeren ved overtagelsen af kravet på hektarstøtte erhvervede et selvstændigt formueaktiv, er der endelig ikke grundlag for at anse - og parterne i købsaftalen har da heller ikke anset - kravet på hektarstøtte som en del af købesummen for den faste ejendom.

Landsretten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.