Dato for udgivelse
18 Dec 2002 07:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26. november 2002
SKM-nummer
SKM2002.666.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, S-1103-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Skattesvig, afskrivninger, fiktive køb, passivitet, samfundstjeneste, rettighedsfrakendelse
Resumé

T, der i en tidligere straffesag var fradømt retten til at være optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens revisorregister, blev dels som direktør, daglig leder og eneste ansatte i et af hans mindreårige børnebørn ejet anpartsselskab, der drev en revisionsvirksomhed, dømt for skattesvig vedrørende anpartsselskabet ved med forsæt til skatteunddragelse i skatteårene 1994/1995 - 1996/1997 og indkomstårene 1996 og 1997 at have angivet selskabets skattepligtige indkomst for lavt med 179.751 kr., idet han uberettiget havde fratrukket afskrivninger på fiktive køb af inventar og driftsmidler, alt hvorved det offentlige blev unddraget 68.296 kr. i selskabsskat, dels ved med forsæt til skatteunddragelse for indkomståret 1996, hvor han ikke havde indgivet selvangivelse, ikke rettidigt at have meddelt skattemyndighederne, at indkomsten var ansat for lavt med 174.200 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 61.451 kr. i skat. T blev endelig dømt for bedrageri over for en arbejdsløshedskasse. T blev af byretten straffet med fængsel i 1 år som fællesstraf, der tillige omfattede den betingede straf i en dom af 2. februar 1999, således at 3 måneder af straffen skulle afsones, medens resten blev gjort betinget. T skulle endvidere betale en tillægsbøde på 125.000 kr. samt betale 414.208 kr. til arbejdsløshedskassen. Endvidere, at det havde sit forblivende med den ved tidligere dom skete retttighedsfrakendelse . Landsrettens behandling af den indankede dom angik strafudmålingen. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at frihedsstraffen var udmålt som sket, men fandt under hensyn til T's alder (62 år) og oplysningerne om hans gode personlige forhold, at det var forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, herunder bestemmelsen om rettighedsfrakendelse, med ændring, dels at hele fængselsstraffen blev gjort betinget, bl. a. på betingelse af udførelsen af samfundstjeneste, dels at forvandlingsstraffen for tillægsbøden blev nedsat fra fængsel i 35 dage til 30 dage.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 13, stk. 1
Skattekontrolloven § 16, stk. 3, jf. stk. 1
Straffeloven § 285, stk. 1, jf. § 279, § 50, stk. 2

Vestre Landsrets dom af 26. november 2002, 13. afdeling, S-1103-02

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Karen Marie Jespersen).

Afsagt af landsdommerne

Lars E. Andersen, Würtzen og Mogens Heinsen (kst.) med domsmænd)

----------

Silkeborg Byrets dom af 27. marts 2002, SS 1.00919/2001

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 5. november 2001.

T er tiltalt for

1.

bedrageri efter straffelovens § 279 ved

i tiden fra 16. august 1993 til 22. marts 1998 svigagtigt at have undladt at oplyse til arbejdsløshedskassen, ...., ...., at han drev selvstændig virksomhed i Revisionskontoret A.A. ApS, ...., hvorved han bestemte arbejdsløshedskassen til at udbetale 414.208,50 kr. i iværksætterydelse, dagpenge og uddannelsesgodtgørelse samt uddannelsesorlovsydelse fordelt såeldes:

  1. 208.370,50 kr. i iværksætterydelse fra den 16. august 1993 til den 29. september 1996,
  2. 113.248,00 kr. i dagpenge fra den 20. september 1996 til den 11. maj 1997 og fra den 7. juni 1997 til den 17. august 1997,
  3. 10.500,00 kr. i uddannelsesgodtgørelse fra den 12. maj 1997 til den 6. juni 1997 og
  4. 82.090,00 kr. i uddannelsesorlovsydelse fra den 18. august 1997 til den 22. marts 1998.

2.

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, ved

som direktør og daglig leder af Revisionskontoret A.A. ApS, ...., med forsæt til afgiftsunddragelse for perioden fra 1. juli 1992 til 31. december 1992 (juli- og oktober kvartal 1992) at have angivet købsmomsen for højt med 82.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 82.000 kr. i moms.

3.

skattekontrollovens § 13,stk 1, ved

som direktør og daglig leder af Revisionskontoret A.A. ApS, ...., med forsæt til skatteunddragelse i skatteårene 1994/1995 - 1996/1997 og indkomstårene 1996 og 1997 (perioden fra den 1. juli 1992 til den 30. juni 1997) at have angivet anpartsselskabets skattepligtige indkomst for lavt med 179.751 kr., idet han

  1. i skatteåret 1994/1995 uberettiget fratrak 78.072 kr. vedrørende afskrivninger på fiktive køb af inventar og driftsmidler,
  2. i skatteåret 1995/1996 uberettiget fratrak 40.910 kr. vedrørende afskrivninger på fiktive køb af inventar og driftsmidler,
  3. i skatteåret 1996/1997 uberettiget fratrak 28.637 kr. vedrørende afskrivninger på fiktive køb af inventar og driftsmidler,
  4. i skatteåret 1996 uberettiget fratrak 17.137 kr. vedrørende afskrivninger på fiktive køb af inventar og driftsmidler og
  5. i skatteåret 1997 uberettiget fratrak 14.995 kr. vedrørende afskrivninger på fiktive køb af inventar og driftsmidler,

hvorved det offentlige blev unddraget 68.296 kr. i selskabsskat.

4.

skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, ved

med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 1996, hvor han ikke havde indgivet selvangivelse, ikke rettidigt at have meddelt skattemyndighederne, at indkomsten ved afgørelse af 29. april 1997 var ansat for lavt med 174.200 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 61.451 kr. i skat.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og tillægsbøde.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af V.1, V.2, V.3, V.4 og V.5.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Der har været fremlagt regnskaber og andre bilag vedrørende selskabet A.A. ApS. Heraf fremgår, at anparterne i selskabet i 1992 blev købt af tiltaltes 2 mindreårige børnebørn. Tiltalte var direktør og eneste ansatte i ApS'et. Af regnskaberne for årene 1992/93 til og med 1997/98 fremgår det, at der i alle årene har været en ikke ubetydelig omsætning, således i 1992/93 242.857 kr. faldende til 45.517 kr. i 1997/98.

Vedrørende forhold 1

er der fremlagt bl.a. en den 23. august 1993 af tiltalte underskreven blanket, hvori han erklærer, at han ikke i perioden 2/1 1990 til 15/8 1993 har drevet virksomhed. Videre er fremlagt en række tro- og love erklæringer for de omhandlede perioder, hvori tiltalte har skrevet under på, at han ikke har haft andre indtægter end de respektive orlovsydelser. På blanketterne er der på bagsiden trykt udførlige vejledninger om, hvornår man skal oplyse om arbejde og andre indtægter.

Vedrørende forhold 2, 3 og 4

er der fremlagt et af N.N.-by Kommune, skattekontoret, udarbejdet sagsreferat - bilag A-01 - hvori nøje er gennemgået tiltaltes dispositioner i selskabet, herunder afskrivninger som beskrevet i forhold 3 vedrørende en række køb, for hvilke der ikke foreligger nærmere dokumentation. Der er ligeledes redegjort for, at tiltalte i 1997 ved posteringer i selskabet har sikret sig mulighed for at hæve et beløb, stort 174.200 kr.

Tiltalte er tidligere straffet, senest ved Vestre Landsrets ankedom af 2. februar 1999 efter straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2, jf. til dels § 89, og § 172, stk. 1, jf. § 171, med fængsel i 4 måneder, betinget, 2 års prøvetid. Retten til at være optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens revisorregister frakendtes indtil videre.

Rettens bemærkninger

Vedr. forhold 1

Efter regnskaberne for A.A. ApS har der i den omhandlede periode været løbende aktiviteter i selskabet. Tiltalte har ikke ved sin forklaring sandsynliggjort, at andre end han selv har udført arbejde i ApS'et. Herefter, og idet tiltalte i perioden har underskrevet en lang række erklæringer på tro og love om, at han ikke havde selvstændig indtægt, og idet han, særlig henset til sit erhverv, må have vidst, at han ikke ville kunne modtage de anførte ydelser, hvis han ved siden af havde lønnet arbejde med selvstændig virksomhed, må retten i det hele anse tiltalte for skyldig.

Vedr. forhold 2, 3 og 4

Efter de om disse forhold afgivne vidneforklaringer sammenholdt med den manglende bilagsmæssige dokumentation for betaling af det omhandlede edb-udstyr samt tøj må retten i det hele lægge til grund, at der har været tale om fiktive køb. Tiltaltes momsangivelse for perioden 1/7 - 31/12 1992 er derfor forkert som anført i sagens forhold 2, og afskrivningerne som anført i forhold 3 er derfor uberettigede. Da retten ikke finder fuldt fornøden sammenhæng mellem de to lovovertrædelser, finder retten dog at måtte anse forhold 2 for forældet, mens tiltalte anses for skyldig i forhold 3. I forhold 4 må det lægges til grund, at tiltaltes regnskabsmæssige dispositioner har medført, at han for indkomståret 1996 havde fri rådighed over et beløb på 174.200 kr., og beløbet må efter de for erhvervelse af indkomst gældende regler herefter anses for skattepligtig indkomst. Herefter anses tiltalte tillige for skyldig i dette forhold.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279, og skattekontrollovens § 13, stk. 1, og § 16, stk. 3, jf. stk. 1.

Straffen omfatter også den betingede straf i dommen af 2. februar 1999, jf. straffelovens § 61, stk. 1. Det har sit forblivende med den skete rettighedsfrakendelse.

3 måneder af straffen skal afsones nu.

Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1.

Retten har på den ene side lagt vægt på lovovertrædelsernes professionelle præg og på den anden side på lovovertrædelsernes alder og på den skete rettighedsfrakendelse.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 125.000 kr., jf. § straffelovens 50, stk. 2. Forvandlingsstraffen er fængsel i 35 dage.

En af arbejdsløshedskassen .... til retsbogen nedlagt erstatningspåstand tages til følge som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at skat som .... efter tiltaltes angivende evt. kan få refunderet, må fradrages i det anførte beløb.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 1 år som fællesstraf.

3 måneder af straffen skal afsones nu.

Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder følgende betingelse:

Tiltalte må ikke begå noget strafbart i 2 år fra i dag.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 125.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 35 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage betale 414.208,50 kr. til Arbejdsløshedskassen ...., ....

----------

Vestre Landsrets dom af 26. november 2002, 13. afdeling, S-1103-02

Retten i Silkeborg har den 27. marts 2002 afsagt dom i sagen i 1. instans (SS 1.00919/01).

Tiltalte har påstået formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået frihedsstraffen skærpet samt i øvrigt stadfæstelse.

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen, afdeling ...., foretaget en personundersøgelse.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han stadig arbejder med bogføring og fortsat bor sammen med sin hustru. Han er indstillet på at samarbejde med Kriminalforsorgen om udførelse af samfundstjeneste. Han er bitter på det offentlige. Denne bitterhed skyldes, at han i forbindelse med en afhøring i 1996-97 følte sig dårligt og uretmæssigt behandlet af politiet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at frihedsstraffen er udmålt som sket.

Under hensyn til tiltaltes alder og oplysningerne om hans gode personlige forhold er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste som fastsat nedenfor.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden nedsættes til fængsel i 30 dage.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i  k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ændres, således at straffen gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 240 timer efter kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 1 år og 6 måneder.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden nedsættes til fængsel i 30 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen, herunder bestemmelsen om rettighedsfrakendelse.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.