Dato for udgivelse
12 mar 2007 11:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 feb 2007 14:44
SKM-nummer
SKM2007.189.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-032663
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fakturerings- og regnskabsbestemmelser + Momspligt
Emneord
Aktiviteter, forretningsmæssig
Resumé
Almennyttig institutions opkrævning af betaling for deltagelse i institutionens konferencer og temadage blev anset for en  momspligtig aktivitet af forretningsmæssig karakter
Hjemmel

06-163670

Reference(r)
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 22
Henvisning

Momsvejledningen 2007-1 D.11.22 

Spørgsmål

Spm. 1: Kan institution NN anses som en almenvelgørende/almennyttig forening jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 22 

Spm. 2: Hvis spm. 1 besvares med ja, kan NN opkræve betaling for deltagelse i konferencer og temadage uden moms jf. momslovens § 13, stk. 1, nr.22.

Svar

Spm.1: Ja

Spm. 2: Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

AA og BB har i samarbejde etableret den selvejende institution NN. NN`s formål er at indsamle, dokumentere, formidle, skabe, anvende og opbevare viden om sundhed, børn og idræt. Gennem samarbejde med aktører i lokalområdet ønskes de fysiske aktiviteter i skole og SF0 (skolefritidsordning) stimuleret.

Finansiering af NN's aktiviteter forventes primært at ske ved tilskud fra Sønderjyllands Amt, Fyns Amt, Kulturministeriet, indenrigs- og sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet.

NN planlægger at afholde konferencer og temadage, iværksætte udviklingsprojekter, etablere en website, foretage en spørgeskemaundersøgelse, publicere skrifter (udleveres vederlagsfrit til kommuner, skoler mv.), samt deltage på pædagog- og læreruddannelser.

Der vil blive afholdt konferencer og temadage og der vil blive opkrævet betaling for deltagelse i konferencer og temadage.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

I henhold til momslovens § 13, stk. I, nr. 22 er varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. ikke momspligtige. Det er dog en betingelse at fritagelsen ikke fremkalder konkurrencefordrejning.

Efter vores vurdering er NN af en sådan art, at NN kan sidestilles med en almennyttig forening i momslovens forstand.

Det fremgår af Momsvejledningen, at forbyggende børne- og ungdomsforsorg anses som et almennyttigt formål. Formålet med NN er bla. at fremme børn og unges fysiske aktivitet i skoler og SF0.

At NN i stort omfang forventes finansieret af offentlige tilskud indikerer, at der er en generel almen interesse for NN og dermed, at NN kan anses for almennyttig og derfor fritaget for moms.

De konferencer og temadage, der påtænkes afholdt af NN ligger indenfor NN's formål og har en sådan karakter at en momsfritagelse ikke vil fremkalde nogen form for konkurrencefordrejning.

SKATs indstilling og begrundelse

NN`s formål - at indsamle, dokumentere, formidle, skabe, anvende og opbevare viden om sundhed, børn og idræt - kan, under hensyn til sit indhold og brede dækningsområde, efter SKATs opfattelse anses for almenvelgørende/almennyttigt. Det indstilles derfor at besvare spørgsmål 1 med et ja.

For så vidt angår institutionens opkrævning af betaling hos deltagere i institutionens konferencer og temadage er det SKATs opfattelse, at afholdelse af temadage og konferencer mod opkrævning af entré må sidestilles med aktiviteter af egentlig forretningsmæssig karakter. Da sådanne aktiviteter efter momslovens § 13, nr. 22, 3. punktum ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelsen indstiller SKAT, at spørgsmål 2 besvares med et nej

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet har på mødet den 20. februar 2007 tiltrådt SKATs indstilling.