Østre Landsrets dom af 3. december 2002, 12. afdeling, S-1911-00
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(Advokat Anders Németh e.o.).
Afsagt af landsdommerne
Lodberg, Michael Dorn og Helle Degnbol (kst.) med domsmænd.
----------
Middelfart Byrets dom af 4. maj 2000, S.S. 107/2000
I denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales
T
ifølge anklageskrift af 10. marts 2000 til straf for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 3, jf. stk. 2, jf. i det hele straffelovens § 23, ved som nedenfor anført, i forening med D.1, hvis sag er afgjort, P.A og yderligere en eller flere uidentificerede polakker med forsæt til at undgå betaling af told og afgifter at have medvirket til indsmugling, modtagelse, transport og opbevaring af uberigtigede cigaretter mærket Prince af litauisk og russisk oprindelse:
- Ved omkring den 20. maj 1998 i sit firma A-vej i Fjordby fra Polen via Tyskland at have modtaget en sending glas, hvori var skjult 2.304.000 cigaretter, som han omladede og den 28. maj 1998 efter telefonisk aftale med P.A transporterede til et lager beliggende B-vej, A-by, lejet af D.1, der stod for modtagelse og omlægning af forsendelsen.
- Ved den 28. maj 1998 og nogen tid forud herfor i sit firma A-vej i Fjordby at have opbevaret 85.600 cigaretter af mærket Prince af henholdsvis russisk og litauisk oprindelse skjult i en sending glasvarer fra Polen.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af D.1, V.1, P.A, kriminalassistent V.2, V.3, V.4, V.5 og V.6.
Herom henvises til retsbogen.
Der har under sagen været dokumenteret en afhøring foretaget af de polske myndigheder af en mand ved navn V.10, der angiveligt skulle indehave det polske firma "RR". Det fremgår heraf, at V.10 har forklaret, at han intet kender til cigaretsmuglerierne, at han aldrig har været i Danmark, og at kontakten med tiltalte blev formidlet af en tysker ved navn S.H. Leveringsbetingelserne blev aftalt telefonisk med tiltalte, som V.10 aldrig har mødt. Han har forklaret, at ordrerne fra tiltalte kom telefonisk, og at S.H. ordnede det praktiske, mens V.10 stod for papirarbejdet. Han kender ikke V.4, men derimod firmaet E.N. Trading ApS, som han har solgt glas til. Der var solgt i alt 15 læs glas til Danmark i 1998, heraf 6 læs til tiltalte. I forbindelse med afhøringen fremskaffede V.10 fakturaer vedrørende 14 af de nævnte læs glas, mens den sidste faktura er udleveret af tiltalte.
De ovennævnte fakturaer vedrørende firmaet "RR" salg af sylteglas til henholdsvis E.N. Trading ApS - eller et andet firma på samme adresse med samme direktør - og til tiltalte har været fremlagt under sagen.
Der har været fremlagt fotos af såvel de sylteglas, der blev fundet cigaretter imellem på Sjælland, som de sylteglas, der blev fundet cigaretter imellem hos tiltalte.
Der har under sagen været enighed mellem anklagemyndigheden og forsvareren om den størrelsesmæssige opgørelse af afgiftskravene.
Rettens bemærkninger
Det har under sagen været ubestridt, at der er fundet 2.304.000 indsmuglede cigaretter, der var gemt i en palle med polske sylteglas, der på tiltaltes lastbil blev transporteret fra tiltaltes plads til det lager i A-by, der blev bestyret af vidnet D.1. Det har endvidere været ubestridt, at der på tiltaltes lager er fundet 85.600 cigaretter gemt i en palle med polske sylteglas.
Tiltalte har forklaret, at han kom i kontakt med en polak ved navn V.10, der repræsenterede et polsk firma, der blandt andet tilbød ham at købe polske sylteglas.
Tiltalte var ikke interesseret i begyndelsen, men da han fik tilbudt meget gunstige priser og betalingsbetingelser, og samtidig af polakken fik oplysning om en kunde i Sverige, der ville aftage glassene, slog han til. Han har forklaret, at. han samtidig fik at vide, at polakken havde en aftager på Sjælland, men at denne ikke kunne sælge glassene, og at tiltalte derfor ville kunne aftage de glas, som dette firma - E.N. Trading ApS, eller E.N.T.ApS - var brændt inde med. Tiltalte har forklaret, at han herefter kom i kontakt med dette firma, og at han kunne købe glassene til en gunstig pris. Han hentede herefter omkring 6 læs, heraf fem fra lageret i A-by og et fra et lager i B-by.
Vidnet V.4 har bekræftet de sidste oplysninger, og han har forklaret, at han som direktør for E.N.T. ApS havde købt sylteglas med henblik på salg til fiskeindustrien, men at han opgav at sælge dem dertil, idet glassene var for store. Han ophørte derfor importen og solgte glasene til tiltalte. Et læs blev hentet i B-by, mens resten blev hentet i A-by. Han har forklaret, at hans polske kontakt overgav ham 170.000 svenske kr. kontant for de sylteglas, som han solgte til tiltalte.
Af de fremlagte fakturaer fra det firma i Polen, hvorfra glassene er solgt, fremgår det, at der i 1998 indtil tiltalte fik den første sending glas, blev sendt 6 læs til E.N. Trading ApS, eller et selskab på samme adresse med samme direktør. Herefter gik der et læs til tiltalte, to læs til E.N.T. ApS, tre læs til tiltalte, 1 læs til E.N.T. ApS, og slutteligt to læs til tiltalte. Det er således objektivt konstaterbart, at det ikke er rigtigt, at E.N.T. ApS skulle ophøre at modtage sylteglassene.
Vedrørende den store sending cigaretter har tiltalte forklaret, at han modtog det læs, hvori cigaretterne var gemt den 22. maj 1998. Han fik herefter oplysning om, at der var tale om en fejltagelse, idet læsset retteligt var til E.N.T. ApS, og dermed skulle have været sendt til A-by. Han har forklaret, at han mod betaling tilbød at fragte glassene til A-by på sin bil, idet han alligevel skulle derover for at hente et læs af de glas, som E.N.T. ApS ikke kunne sælge. Glassene stod på hans lager fra den 22. maj til den 28. maj 1998, idet hans bil ikke var ledig før denne dato. Vidnet V.3, der arbejdede for den speditør, der fragtede varerne fra Polen til Danmark, har forklaret, at læsset først var beordret til A-by, men at der kom en kontraordre.
Vedrørende de cigaretter, der blev fundet på tiltaltes lager, har tiltalte forklaret, at den palle med polske glas, som cigaretterne blev fundet i, var hentet i B-by. Dette kunne man konstatere ved, at denne palle var pakket ind på en anden måde end de paller, der kom fra Polen, hvilke paller var indpakket i krympeplast, mens pallerne fra B-by var indpakket i folie. Disse paller havde været pakket om på Sjælland, nogle af dem på den måde, at der var pakket folie uden om krympeplasten, sådan som det også var tilfældet med den palle, hvori der blev fundet cigaretter. Generelt var pallerne fra Sjælland lavere end pallerne fra Polen, hvorfor tiltalte pakkede mange af disse om, eller stillede yderligere glas ovenpå, og pakkede krympeplast om hele pallen. Pallen med cigaretterne havde stået på tiltaltes lager i mellem 2 og 6 uger. Tiltalte afgav under domsforhandlingen først en forklaring om, at det var pallerne fra A-by, der var pakket i folie, og at disse paller i vidt omfang var pakket så dårligt, at de måtte pakkes om af tiltalte. Efter at flere vidner havde forklaret, at glassene fra A-by var pakket i krympeplast og fremstod ordentlige, ændrede tiltalte ved bevisførelsens afslutning sin forklaring til, at det retteligt var glassene fra B-by, der var pakket i folie.
Det forekommer retten besynderligt, at det polske handelsfirma valgte at sælge glassene til tiltalte og give tiltalte sin kunde i Sverige - hvilken kunde efter det oplyste er den eneste som tiltalte har solgt sylteglas til - i stedet for blot at sælge glassene til Sverige. Det forekommer mærkeligt, at det polske firma ikke blot gav E.N.T. ApS kunden i Sverige, særligt under indtryk af, at samhandelen mellem E.N.T. ApS og det polske firma jo ikke ophørte efter, at tiltalte også var begyndt at aftage glas. Det forekommer mærkeligt, at tiltalte var med til at fragte sylteglas til E.N.T. ApS, der angiveligt ikke var i stand til at afsætte disse glas, samtidig med, at tiltalte hentede et andet læs glas, som E.N.T. ApS netop ikke havde kunnet sælge. Det forekommer mærkeligt, at en bande smuglere, der ville skille sig af med sylteglas, der havde været brugt til at dække over indsmugling af cigaretter, ved en fejltagelse skulle have leveret tiltalte cigaretter for til værdi af over 100.000 kr.
Tiltaltes forklaring er på mange punkter usandsynlig, og såfremt den skulle tages for pålydende ville tiltalte have været udsat for uheldige omstændigheder i et helt utænkeligt omfang, og udvist en helt urealistisk naivitet. Retten har på denne baggrund forkastet tiltaltes forklaring.
På baggrund af de objektive fund og henset til, at tiltalte har afgivet en forklaring, der må anses for at være i strid med sandheden, findes det bevist, at han er skyldig i overtrædelse af de bestemmelser, der er anført i anklageskriftet.
Straffen fastsættes efter straffelovens § 289, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 3, jf. stk. 2, i det hele jf. straffelovens § 23, til fængsel i 1 år.
I medfør af toldlovens § 73, stk. 4, skal tiltalte betale told og afgifter med i alt 3.166.651,70 kr.
Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 28. maj 1998 til den 7. juli 1998.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T straffes med fængsel i 1 år.
Tiltalte skal betale told og afgifter med i alt 3.166.651,70 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer, advokat Ib Gorm Pedersen, med 25.000 kr. med tillæg af moms.
----------
Østre Landsrets dom af 3. december 2002, 12. afdeling, S-1911-00
Middelfart Rets dom af 5. maj 2000 (SS 107/00) er anket af T med påstand om frifindelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Anklagemyndigheden har oplyst, at det i dommen nævnte afgiftsbeløb rettelig skal udgøre 2.966.651,70 kr.
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne D.1, V.1, P.A., kriminalassistent V.2, V.4 og kriminalinspektør V.5, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.
Der er endvidere for landsretten afgivet vidneforklaringer af vidnerne V.7, V.8, V.9 og V.10.
De i byretten af vidnerne V.3 og V.6 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.
Landsretten skal udtale
Som sagen har været forelagt i landsretten har det kun i begrænset omfang været muligt for anklagemyndigheden at belyse omstændighederne i forbindelse med de i anklageskriftet omtalte transaktioner. Udover tilstedeværelsen af cigaretpartierne har det således ikke været muligt at knytte tiltalte til den personkreds, der ligger bag cigaretsmuglerierne eller til selve smuglerierne.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder landsretten herefter, at det er overvejende betænkeligt at lægge til grund, at der er det til domfældelse i en straffesag fornødne grundlag.
Som følge heraf frifindes tiltalte.
T h i k e n d e s f o r r e t
T frifindes.
Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.