Dato for udgivelse
01 May 2007 10:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Apr 2007 15:25
SKM-nummer
SKM2007.301.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-072548
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Personlig indkomst + Lønsumsafgiftspligt og registrering
Emneord
Lønsumsafgift, personalegoder, aktieordninger, obligationer, udbytte
Resumé
Skatterådet fandt, at værdien af udbytteandele eller lignende, som en arbejdsgiver udlodder i form af obligationer udstedt af virksomheden til personer, som er ansat i hans virksomhed, ikke skal medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget, når betingelserne for ikke at medregne værdien til medarbejdernes skattepligtige indkomst er opfyldt.
Reference(r)
Lønsumsafgiftsloven § 4, stk. 3
Henvisning
Lønsumsafgiftsvejledningen 2007-2 D.4.2
Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1 D.B.5.2.2

Spørgsmål

Skal der beregnes lønsumsafgift af værdien af tildelte medarbejderobligationer?

Svar

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har besluttet at tildele alle medarbejdere ansat pr. 31.12.2006 en medarbejderobligation i 2007. Tildelingen udgør kr. xx inkl. afgift.

Beløbet påtænkes anført som et tillæg på lønsedlen og på samme lønseddel som et fradrag såedes at nettovirkningen på lønsedlen udgør kr. 0. Beløbet overføres derefter til en medarbejderobligationskonto med udstedelse af obligationen ultimo 2007.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Af Lønsumsafgiftsvejledningen 2007-1, D.4.2, fremgår det, at Told- og Skattestyrelsen i SKM2005.165.TSS har forholdt sig til en række forskellige aktieordninger.

Heraf fremgår, at aktier og købe- og tegningsretter omfattet af ligningslovens § 7A ikke skal medregnes til lønsummen.

Da medarbejderobligationer er omfattet af samme bestemmelse i ligningsloven, nemlig ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3, antages, at medarbejderobligationer tilsvarende ikke skal medregnes til lønsummen.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter bestemmelsen i ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3, skal værdien af udbytteandele eller lignende, som en arbejdsgiver udlodder i form af obligationer udstedt af virksomheden til personer, der er ansat i hans virksomhed, ikke medregnes ved opgørelsen af medarbejderens skattepligtige indkomst, såfremt en række betingelser er opfyldt.

De nærmere betingelser for skattefriheden fremgår af ligningslovens § 7A og er nærmere beskrevet i afsnit A.B.1.10 i Ligningsvejledningen, almindelig del.

Af SKM2005.165.TSS om lønsumsafgift - aktieordninger fremgår bl.a., at følgende retningslinier finder anvendelse for ordninger som ikke er omfattet af aktieoptionsloven:

"Ligningslovens § 7A og § 7H

Det fremgår af § 7A og § 7H i lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004 (ligningsloven), at aktier og købe- og tegningsretter til aktier ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, såfremt en række betingelser er opfyldt.

De nærmere betingelser for skattefriheden fremgår af Ligningslovens § 7A og 7H og er nærmere beskrevet i afsnit A.B.1.10 henholdsvis afsnit A.B.1.15 i Ligningsvejledningen almindelig del.

Da aktier og købe- og tegningsretter til aktier ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, når betingelserne i ligningslovens § 7A eller § 7H er opfyldt, skal de heller ikke medregnes til lønsummen, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3 modsætningsvist."

SKAT er af den opfattelse, at medarbejderobligationer - i lighed med aktier og købe- og tegningsrettigheder til aktier - ikke skal medregnes til lønsummen, når betingelserne i ligningslovens § 7A er opfyldt.

Det indstilles derfor, at spørgsmålet om der skal beregnes lønsumsafgift af værdien af tildelte medarbejderobligationer besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet har tiltrådt indstillingen.