Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt forespørger kunne foretage en skattefri omdannelse af sin virksomhed, omhandlende en hotelejerlejlighed, til et selskab med anvendelse af reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.
Hotelejerlejligheden var omfattet af virksomhedsskatteordningen. Den var en del af et hotelejerlejlighedskompleks med 176 hotelejerlejligheder, erhvervet i 1981. Lejligheden blev i alle årene udlejet erhvervsmæssigt. Typisk ejede hver lejlighedsejer kun en hotelejerlejlighed. Der var derfor mere end 160 ejerlejlighedsejere.
Lejligheden havde sit eget matrikelnummer, og den blev belånt særskilt uden hensyntagen til de øvrige ejerlejligheder i hotelejerlejlighedskomplekset. Den havde dermed alle de karakteristika, der er sædvanlige i relation til ejerskab af fast ejendom.
Forespørger havde i henhold til ejerforeningens vedtægter ikke på nogen måde rådighed over ejerlejligheden til eget brug. Han kunne dog leje en lejlighed hos udlejningsadministrator på helt samme betingelser som andre lejere. Udlejningen af ejerlejligheden blev foretaget af et uafhængigt udlejningsbureau., som hvert år sendte forespørger et regnskab fra bestyrelsen for Ejerlejlighedsforeningen på lejligheden. Regnskabet opgjorde årets resultat for netop denne lejlighed.
Det var forespørgers opfattelse, at der i sagen var tale om erhvervsmæssig virksomhed, når han udlejede hotelejerlejligheden. Det var ligeledes opfattelsen, at der var tale om virksomhed, der ikke var omfattet af anpartsreglerne i personskattelovens (PSL) § 4, stk. 1, nr. 10,12 og 13.
Anpartsreglerne blev indført ved lov nr. 388 af 7. juni 1989. Ikrafttrædelsesbestemmelserne fastlægger, at anpartsreglerne som udgangspunkt kun omfatter indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, når den skattepligtige anskaffer virksomheden den 12. maj 1989 eller senere. Hotelejerlejligheden var anskaffet forud for denne dato.
Det var således forespørgers opfattelse, at han kunne anvende reglerne i virksomhedsomdannelsesloven til at omdanne sin personlige virksomhed til et anpartsselskab.
Told- og Skattestyrelsen henviste i sin indstilling til Ligningsrådet til følgende bestemmelser:
Det fremgår af § 1, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 768 af 12. oktober 1999 om skattefri virksomhedsomdannelse (virksomhedsomdannelsesloven), at lovens regler ikke finder anvendelse på omdannelse af virksomheder som nævnt i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13. Det følger bl.a. af § 2, stk. 1, nr 2 i samme lovbekendtgørelse, at lovens regler finder anvendelse såfremt alle aktiver og passiver i virksomheden overdrages.
Følgende fremgår af cirkulære nr. 207 af 23. december 1999 om lov om skattefri virksomhedsomdannelse, afsnit 2:
Lovens regler kan ifølge § 1, stk, 3, ikke anvendes på anpartsprojekter, som nævnt i personskattelovens § 4, stk, 1, nr. 10, 12 og 13. Dette gælder uanset, om Ligningsrådet har meddelt dispensation fra reglerne i personskattelovens § 4, stk, 1, nr. 12 eller 13, jf. lovens § 4, stk. 6 og 7. En virksomhed anses for omfattet af bestemmelsen i § 1, stk. 3, hvis virksomheden på omdannelsesdatoen eller i perioden frem til det tidspunkt, hvor omdannelsen finder sted, er omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13.
Told- og Skattestyrelsen fandt, at de pågældende hotelejerlejligheder måtte anses for omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10. Lejligheden ansås således for indskudt i en fælles virksomhed, der var omfattet af reglerne i personskattelovens § 4, stk. 1 nr. 10.
Det var herefter Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at forespørger ikke kunne foretage en skattefri omdannelse af sin virksomhed til et selskab med anvendelse af reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. virksomhedsomdannelseslovens § 1, stk. 3.
Told- og Skattestyrelsen indstillede derfor, at der blev svaret "nej" til spørgsmålet, hvorvidt forespørger kunne anvende virksomhedsomdannelseslovens regler til at foretage en skattefri omdannelse af sin virksomhed til et selskab.
Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.
For en lignende situation henviste Told- og Skattestyrelsen til TfS 2002, 76 LR, hvor Ligningsrådet på grund af regelsammenfald tillod, at anparter omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12, ikke skulle medoverdrages i forbindelse med virksomhedsomdannelse. Skatteyder drev virksomhed i virksomhedsordningen. Anparterne var anskaffet før 12/5 1989.