For indkomstårene 1995 og 1996 blev sagsøgeren afkrævet arbejdsmarkedsbidrag af overskuddet fra selvstændig erhvervsvirksomhed i Tyskland. På baggrund af kendelserne i TfS 1996,577 og TfS 1997,43, hvori Landsskatteretten statuerede, at overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed i udlandet ikke er omfattet af bidragspligten i henhold til lov om arbejdsmarkedsfonde, traf told- og skatteregionen beslutning om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidraget, hvilket skete i oktober 1997.

Sagsøgeren klagede over, at han alene modtog rentegodtgørelse i henhold til arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsens regler om rentegodtgørelse af overskydende bidrag. Ifølge disse regler ydes der ikke rentegodtgørelse for perioden fra indbetalingen af arbejdsmarkedsbidrag til tilbagebetaling sker, men kun med virkning fra oktober måned i året efter indkomståret.

Told- og Skattestyrelsen stadfæstede i en afgørelse af 4. december 2001 told- og skatteregionens afgørelse.

For sagsøgeren betød det, at der ikke blev ydet rentegodtgørelse for indbetalingerne i 3 rater i 1995 og 10 rater i 1996. Rentegodtgørelsen blev først beregnet med virkning fra henholdsvis oktober 1996 og fra oktober 1997.

Sagsøgeren gjorde gældende, at han var berettiget til rente efter rentegodtgørelsescirkulæret for så vidt angår de perioder, hvor der ikke var ydet rentegodtgørelse efter arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsen. Det var sagsøgerens hovedsynspunkt, at anvendelsen af arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsens rentegodtgørelsesregler førte til et utilfredsstillende og utilsigtet resultat i hans situation, hvor han overhovedet ikke var omfattet af bidragspligten for så vidt angik den indkomst, som lå til grund for opkrævningen, og hvor anvendelsen af bekendtgørelsen betød, at han gik glip af et rentebeløb af meget betydelig størrelse (ca. 1,5 mill. kr), og hvor indbetalingen af arbejdsmarkedsbidraget var sket efter påkrav og under protest - en protest, som senere viste sig at være berettiget.

Efter ministeriets opfattelse må et resultat, der stiller borgerne ringere end det, som rentegodtgørelsescirkulæret og almindelige retsgrundsætninger og risikobetragtninger fører til, have sikker lovhjemmel. Efter ministeriets opfattelse havde lovgiver ved udformningen af bemyndigelsesbestemmelsen til ministeren i loven om arbejdsmarkedsfonde ikke forestillet sig, at der kunne være tale om sådanne helt ekstraordinære forhold som dem, der forelå i den konkrete sag, og hvor anvendelsen af bekendtgørelsen derfor ville føre til et åbenbart urimeligt resultat.

Ministeriet fandt det overvejende sandsynligt, at domstolene i denne helt ekstraordinære situation hvor alle de af sagsøgeren fremhævede momenter på en gang var til stede - ville give sagsøgeren medhold i påstanden om, at han efter reglerne i rentegodtgørelsescirkulæret havde krav på rente af sit tilbagebetalingskrav fra indbetalingstidspunktet og frem til den 1. oktober i året efter de år, som bidragsindbetalingerne angik. På den baggrund tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand på det omhandlede punkt, jf. retsforliget af 19. marts 2003.