Parter

Advokat A
(selv)

mod

1) Landsskatteretten og
2) Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Andreas Medom Madsen),

Advokat A
(selv)

mod

1) Landsskatteretten og
2) Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Andreas Medom Madsen)

og

H1 ApS (advokat A)

mod

1) Landsskatteretten og
2) Skatteministeriet (Kammeradvokaten v/advokat Andreas Medom Madsen)

Afsagt af landsdommerne

B. Tegldal, Teilmann og Torben Steffensen (kst.)

Sagernes baggrund

Disse sager, der er behandlet i forbindelse med hinanden, har følgende fælles baggrund: Sagsøgeren i sagerne 601 og 602, advokat A, førte i en periode op til august 1997 en sag for Østre Landsret og Højesteret om berettigelsen af en tvangsindløsning af sine aktier i G1 Transmission A/S, tidligere G1 A/S. Ved Højesterets dom af 21. august 1997 (U 1997/1358H) tabte A sagen og pålagdes at betale sagsomkostninger for Højesteret til G1 med 150.000 kr. Ved landsrettens dom af 24. juni 1996 var han blevet pålagt at betale 200.000 kr. i sagsomkostninger til G1.

Sagsøgeren i sag 603, H1 ApS, var også aktionær i G1 og under henvisning til, at sagsanlægget havde været også i anpartsselskabets interesse, refunderede det ca. 64 % af det samlede omkostningsbeløb eller 225.558 kr. og trak denne udgift fra i sin skattepligtige indkomst for 1997. Refusionen skete i henhold til en aftale mellem A og H1 ApS, der var indgået på et tidligere tidspunkt. Ved Landsskatterettens kendelse af 22. april 2002 stadfæstede Landsskatteretten de kommunale skattemyndigheders afgørelse, hvorefter beløbet ikke var fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men måtte anses som en ikke fradragsberettiget udgift. Landsskatteretten udtalte endvidere, at beløbet måtte anses for udlodning til selskabets hovedanpartshaver - A - i henhold til ligningslovens § 16 A. Landsskatterettens afgørelse blev ikke indbragt for domstolene.

A, der ikke havde selvangivet den modtagne omkostningsrefusion som udbytte, fik sin indkomst for 1997 forhøjet med det modtagne beløb, der blev anset som maskeret udlodning, og klagede herover til skatteankenævnet, der fastholdt forvaltningens afgørelse i brev af 9. august 2002.

A klagede over skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten den 20. september 2002. Han begærede samtidig løbende aktindsigt. Da sagen havde verseret for Landsskatteretten i mere end 6 måneder, indbragte han den 23. februar 2005 sagen for Østre Landsret (sag B-601-05).

I årene indtil april 2002 førte A en anden sag, der havde forbindelse til hans aktiebesiddelse i G1 Transmission A/S (tidligere G1 A/S). Denne sag drejede sig om den kurs på 430, hvortil As aktier i G1 var blevet tvangsindløst. For Østre Landsret påstod A principalt, at vurderingsrapport af september 1993 blev forkastet som grundlag for kursfastsættelsen og subsidiært, at kursen blev fastsat til mindst 3900. Der blev endvidere nedlagt et antal mere subsidiære påstande. Ved Østre Landsrets dom af 23. oktober 1998 fik A ikke medhold i nogen af sine påstande og blev pålagt at betale sagsomkostninger til modparten med 100.000 kr.

A ankede dommen til Højesteret, og H1 refunderede ham en del af retsafgiften herved nemlig 20.410 kr. Højesteret afsagde dom den 8. april 2002.

A, der ikke havde selvangivet den modtagne omkostningsrefusion som udbytte, fik sin indkomst for 1998 forhøjet med det modtagne beløb, der blev anset som maskeret udlodning, og klagede herover til skatteankenævnet, der fastholdt forvaltningens afgørelse i brev af 23. december 2002.

A indgav klage over skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten den 3. februar 2003. Da sagen havde verseret for Landsskatteretten i mere end 6 måneder, indbragte han den 23. februar 2005 sagen for Østre Landsret (sag B-602-05).

Som anført ovenfor under sag 602 refunderede H1 i 1998 A en udgift på 20.410 kr., der udgjorde en andel af retsafgiften ved As appel til Højesteret af landsrettens dom af 23. oktober 1998. Ved afgørelse af 26. juli 2002 ændrede skatteforvaltningen selskabets skatteansættelse for 1998 fra -23.797 kr. til 93.390 kr. Det fremgår af afgørelsen, at en del af forhøjelsen skyldes, at udgiften på 20.410 kr. er blevet tilbageført. Ved breve af 18. september og 17. oktober 2002 klagede A på anpartsselskabets vegne over afgørelsen til Landsskatteretten.

Den 23. februar 2005 indbragtes sagen for Østre Landsret i medfør af skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, da sagen havde verseret i mere end 6 måneder for Landsskatteretten(sag B-603-05).

Påstande

Advokat A har herefter for Østre Landsret nedlagt følgende endelige påstande

Sag B-601-05

Over for sagsøgte 1, Landsskatteretten

1. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den ved sagen om sagsøgerens 1997-skat ikke har været berettiget til at beramme mundtlig forhandling med retten samme dag, som sagerne om sagsøgerens 1998-skat og H1 ApS' 1998-skat skulle behandles hos sagsøgte 1.

2. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den har været uberettiget til at afslutte forberedelsen af sagen uden at fremskaffe udskrifter af ...1 skatteankenævns sekretariats elektroniske kommunikation med skatteforvaltningen i den konkrete sag og uden fra skatteankenævnet at fremskaffe alle bilag, som forelå for skatteankenævnet.

3. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at begrebet "hovedaktionær" i skattelovgivningen ikke er identisk med "dominerende indflydelse", og at man ikke behøver at have "dominerende indflydelse", selv om man er "hovedaktionær".

4. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

5. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den afgørelse, som Landsskatteretten har truffet i en sag om H1 ApS vedrørende selskabets 1997skat, ikke præjudicerer sagsøgerens selvangivelse for 1997.

6. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at det omkostningsbeløb, som H1 ApS i 1997 delvis har dækket for sagsøgeren, vedrører en sag, der også førtes i selskabets interesse.

Over for sagsøgte 2, Skatteministeriet

Principal påstand

Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøgers 1997-skatteansættelse ophæves og hjemvises til forvaltningen til fornyet behandling, således at skattemyndigheden skal lægge til grund, at H1 ApS havde en egen interesse mindst svarende til den delvise betaling af det omkostningsbeløb, som man forhøjede sagsøgerens skat med, at sagsøgers 1997-skatteansættelse ikke er afgjort af Landsskatterettens ansættelse af H1 ApS' 1997-skat, at det forhold, at der sker en betaling fra et selskab til en hovedaktionær, ikke i sig selv kan betragtes som en skattepligtig udlodning til aktionæren, og at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

Subsidiær påstand

Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende; at sagsøgers 1997-skatteansættelse ophæves og hjemvises til forvaltningen til fornyet behandling.

Mere subsidiær påstand

1. (Udgår)

2. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at skattemyndighederne har været uberettiget til at afslutte forberedelsen af sagen uden at fremskaffe udskrifter af ...1 skatteankenævns sekretariats elektroniske kommunikation med skatteforvaltningen i den konkrete sag og uden fra skatteankenævnet at fremskaffe alle bilag, som forelå for skatteankenævnet.

3. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at begrebet "hovedaktionær" i skattelovgivningen ikke er identisk med "dominerende indflydelse", og at man ikke behøver at have "dominerende indflydelse", selv om man er "hovedaktionær".

4. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

5. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at den afgørelse, som Landsskatteretten har truffet i en sag om H1 ApS vedrørende selskabets 1997-skat, ikke præjudicerer sagsøgerens selvangivelse for 1997.

6. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at det omkostningsbeløb, som H1 ApS i 1997 delvis har dækket for sagsøgeren, vedrører en sag, der også førtes i selskabets interesse.

Sag B-602-05

Over for sagsøgte 1, Landsskatteretten

1. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den ved sagen om sagsøgerens 1998-skat ikke har været berettiget til at beramme mundtlig forhandling med retten samme dag, som sagerne om sagsøgerens 1997-skat og H1 ApS' 1998-skat skulle behandles hos sagsøgte 1.

2. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den har været uberettiget til at afslutte forberedelsen af sagen uden at fremskaffe udskrifter af ...1 skatteankenævns sekretariats elektroniske kommunikation med skatteforvaltningen i den konkrete sag og uden fra skatteankenævnet at fremskaffe alle bilag, som forelå for skatteankenævnet.

3. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at begrebet "hovedaktionær" i skattelovgivningen ikke er identisk med "dominerende indflydelse", og at man ikke behøver at have "dominerende indflydelse", selv om man er " hovedaktionær".

4. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

5. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den afgørelse, som Landsskatteretten har truffet i en sag om H1 ApS vedrørende selskabets 1997-skat, ikke præjudicerer sagsøgereens selvangivelse for 1998.

6. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at det retsafgiftsbeløb, som H1 ApS i 1998 delvis har dækket for sagsøgeren, vedrører en sag, der også førtes i selskabets interesse.

Over for sagsøgte 2, Skatteministeriet

Principal påstand

Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøgers 1998-skatteansættelse ophæves og hjemvises til forvaltningen til fornyet behandling, således at skattemyndigheden skal lægge til grund, at H1 ApS havde en egen interesse mindst svarende til den delvise betaling af det retsafgiftsbeløb, som man forhøjede sagsøgerens skat med, at sagsøgers 1998-skatteansættelse ikke er afgjort af Landsskatterettens ansættelse af H1 ApS' 1997-skat, at det forhold, at der sker en betaling fra et selskab til en hovedaktionær, ikke i sig selv kan betragtes som en skattepligtig udlodning til aktionæren, og at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

Subsidiær påstand

Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøgers 1998-skatteansættelse ophæves og hjemvises til forvaltningen til fornyet behandling.

Mere subsidiær påstand

1. (Udgår)

2. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at skattemyndighederne har været uberettiget til at afslutte forberedelsen af sagen uden at fremskaffe udskrifter af ...1 skatteankenævns sekretariats elektroniske kommunikation med skatteforvaltningen i den konkrete sag og uden fra skatteankenævnet at fremskaffe alle bilag, som forelå for skatteankenævnet.

3. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at begrebet "hovedaktionær" i skattelovgivningen ikke er identisk med "dominerende indflydelse", og at man ikke behøver at have "dominerende indflydelse", selv om man er " hovedaktionær".

4. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

5. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at den afgørelse, som Landsskatteretten har truffet i en sag om H1 ApS vedrørende selskabets 1997skat, ikke præjudicerer sagsøgerens selvangivelse for 1998.

6. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at det retsafgiftsbeløb, som H1 ApS i 1998 delvis har dækket for sagsøgeren, vedrører en sag, der også førtes i selskabets interesse.

H1 ApS har i sag B-603-05 nedlagt følgende påstande:

Over for sagsøgte 1, Landsskatteretten

Principal påstand

Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at ...1 skatteforvaltning ikke har haft kompetence til at tage stilling til H1 ApS' 1998 selvangivelse, således at forhøjelsen af selskabets indkomst er ugyldig.

Subsidiær påstand

1. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den ved sagen om sagsøgers 1998-skat ikke er berettiget til at beramme retsmøde samme dag, som As 1997- og 1998-skat skal behandles ved Landsskatteretten.

2. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at begrebet "hovedaktionær" i skattelovgivningen ikke er identisk med " dominerende indflydelse", og at man ikke behøver at have "dominerende indflydelse", selv om man er "hovedaktionær".

3. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

4. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at den afgørelse,. som sagsøgte 1 har truffet i en sag om H1 ApS vedrørende selskabets 1997-skat, ikke kan præjudicere dets 1998-skat.

5. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at sagsøger havde en interesse i den sag, hvor det havde betalt en del af As retsafgift i sagen mod G1 A/S.

Over for sagsøgte 2, Skatteministeriet

Principal påstand

Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at ...1 skatteforvaltning ikke har haft kompetence til at tage stilling til H1 ApS' 1998 selvangivelse, således at forhøjelsen af selskabets indkomst er ugyldig.

Subsidiær påstand

Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøgers 1998-skatteansættelse ophæves og hjemvises til SKAT til fornyet behandling.

Mere subsidiær påstand

1. (udgår)

2. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at begrebet "hovedaktionær" i skattelovgivningen ikke er identisk med " dominerende indflydelse", og at man ikke behøver at have "dominerende indflydelse", selv om man er "hovedaktionær".

3. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne.

4. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at den afgørelse, som sagsøgte 1 har truffet i en sag om H1 ApS vedrørende selskabets 1997-skat, ikke kan præjudicere dets 1998-skat.

5. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøger havde en interesse i den sag, hvor det havde betalt en del af As retsafgift i sagen mod G1 A/S.

De sagsøgte, Landsskatteretten og Skatteministeriet, har nedlagt følgende endelige påstande:

Sag B-601-05 og B-602-05

Sagsøgte 1, Landsskatteretten, påstår afvisning, subsidiært frifindelse

Sagsøgte 2, Skatteministeriet, påstår over for sagsøgerens principale og mere subsidiære påstande afvisning, subsidiært frifindelse. Over for sagsøgerens subsidiære påstand om ophævelse og hjemvisning påstås frifindelse.

Sag B-603-05

Sagsøgte 1, Landsskatteretten, påstår afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagsøgte 2, Skatteministeriet, påstår over for sagsøgerens principale og mere subsidiære påstande afvisning, subsidiært frifindelse. Over for sagsøgerens subsidiære påstand om ophævelse og hjemvisning påstås frifindelse.

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at H1 ApS, siden det blev stiftet i 1904, har haft hjemsted i ...2. Selskabet drev oprindeligt et hotel i ...2, som imidlertid blev solgt i 1970'erne. Selskabet har siden lejet lokaler, som det har videreudlejet til afholdsbevægelsen, som selskabet støtter økonomisk. Herunder støtter selskabet udgivelsen af bladet "...". Selskabets øverste ledelse er direktionen, som han blev formand for i 1986, da hans far trak sig tilbage. Hans mor, BB, har dominerende indflydelse, idet hun alene har over halvdelen af stemmerne. Hans mor har år efter år ved fuldmagt overladt det til ham at stemme på selskabets generalforsamling, efter at de har talt om de relevante emner. Han har personligt købt en lejlighed, som han gratis stiller til rådighed for selskabet, der typisk en gang årligt holder generalforsamling og bestyrelsesmøde i lejligheden, hvor der ligeledes holdes møder med forretningsforbindelser.

Både hotellet og han har været aktionærer i G1 A/S. Han ejede nominelt 57.000 kr. aktier i selskabet, hvoraf 10.000 kr. indgik i en pensionsordning, medens resten var i fri beholdning. Hotellet ejede nominelt 102.000 kr. aktier i G1 A/S. Da tvangsindløsningen af G1-aktierne blev en realitet, holdt hotellets direktion et møde, idet de ikke ønskede at sælge til den tilbudte pris. På mødet blev det aftalt, at han skulle finde en advokat, der ville føre en retssag på vegne af ham selv, hotellet og andre interesserede aktionærer. Hotellet besluttede i den forbindelse at stille en garanti på 300.000 kr. Det endte med at blive ham selv, der på egne vegne førte sagen mod det tidligere G1 A/S. Hotellet var ikke medsagsøger og indtrådte ikke i sagen ud fra risikobetragtninger. Da han tabte retssagen, blev det på et direktionsmøde besluttet, at hotellet skulle dække ca. 64 % og han ca. 36 % af sagsomkostningerne svarende til forholdet mellem deres aktiebesiddelser. Samme princip blev fulgt i relation til betaling af retsafgift i forbindelse med anke af Østre Landsrets dom af 23. oktober 1998 mod det tidligere G1 A/S.

Hotellets selvangivelse for 1997 blev ved en fejl fra revisors side sendt til ...1 Kommune i stedet for til ...2 Kommune. Dette er baggrunden for, at hotellets skatteansættelse for 1997 ikke er indbragt for domstolene.

Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter, hvorfor proceduren er gengivet med udgangspunkt heri.

Sagsøgernes procedure i relation til de påstande, der er nedlagt overfor Landsskatteretten

H1 har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at hotellet aldrig har haft hjemsted i ...1.

Den registrering, som var sket i Erhvervs- Selskabsstyrelsen var en fejl, hvilket styrelsen har erkendt. En fejlagtig registrering giver ikke en myndighed mandat til at handle overfor den pågældende virksomhed - og slet ikke efter at fejlen er rettet, og før den pågældende handling er påbegyndt, så der ikke er ressourcemæssige grunde til at fortsætte.

Hotellet har ikke i 1998 ageret som virkende i ...1. Det har ikke sendt sin selvangivelse til ...1, men til sin hjemstedskommune, ...2. Selv om der skulle være en statslig bemyndigelse til at virke på dennes vegne, giver det ikke kommunen myndighed til at ligne virksomheder, der kun ved en fejl fra en anden offentlig myndigheds side er kommet ind under ...1.

Hotellet har en interesse i ikke at blive lignet af ...1 kommune, der tidligere har vist en negativ holdning overfor selskabet, hvilket kan ses af, at man for 1997 nægtede fradrag for udgifter, som man måtte gå helt til Landsskatteretten for at få anerkendt.

Også i denne sag har ...1 kommune vist en negativ holdning overfor hotellet, idet man har hævet hotellets indkomst med 117.197 kr., selv om utilfredsheden vedrørte 20.410 kr. ...1 kommune har ikke saglig grund til at træffe den pågældende afgørelse, og afgørelsen er udtryk for magtfordrejning, måske for at tvinge oplysninger ud af selskabet, som man ikke havde krav på at få. Formålet var ikke en korrekt ligning af selskabet, men et andet. Det var ikke en fejl fra ...1 kommunes side men en bevidst handling.

Sagsøgerne har til støtte for As påstande 1 og H1s subsidiære påstand 1 først og fremmest gjort gældende, at med et dokumentmateriale på i alt over 2000 sider i de tre sager ville sagsøgerne ikke have nogen reel chance for i et retsmøde om alle tre sager at påvise alle de ting, der skulle ses. Der ville også være meget stor risiko for sammenblanding af sagerne, hvilket man allerede så af svarene fra ToldSkat, der blandede de forskellige år og skatteydere sammen.

Landsskatteretten har end ikke søgt sammenblandingen/modsætningen i ToldSkats svar afklaret.

A har til stede for sine påstand 2 gjort gældende, at det er vigtigt at vide, hvilke oplysninger, der har været for den foregående instans, herunder om der overhovedet har været tale om en reel ankebehandling eller om de to forudgående instanser kun har været én. Det skal også være viden om, hvilke dokumenter, der har været forelagt for den forudgående instans. Før de er fremskaffet, har Landsskatteretten ikke et reelt beslutningsgrundlag.

Sagsøgerne har til støtte for As påstande 3 og hotellets subsidiære påstand 2 anført, at der skal ske en konkret prøvning af, om en skatteyder ikke bare er "hovedaktionær" i skattelovgivningen, men også har "dominerende indflydelse".

Vedrørende As påstande 4 og hotellets subsidiære påstand 3 har sagsøgerne anført, at det må forholde sig som påstået, idet alle virksomheder og personer i hele verden ellers ville have "bestemmende indflydelse" i selskabet, idet de alle har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmer. Dermed ville skattevæsenet altid arbitrært kunne hævde "bestemmende indflydelse" hos en hvilken som helst ydelsesmodtager fra et selskab.

A har til støtte for sine påstande 5 gjort gældende, at 1997-afgørelsen om hotellets skat ikke præjudicerer hans skat, idet den kun kunne tage stilling til selskabets fradragsret og ikke til status hos modtageren af betalingen.

H1 har til støtte for dets subsidiære påstand 4 gjort gældende, at 1997-afgørelsen ikke præjudicerer 1998-skatten, idet betalingen vedrørte en anden sag og skete i forbindelse med afholdelse af udgiften.

Sagsøgerne har til støtte for As påstande 6 og hotellets subsidiære påstand 5 gjort gældende, at der skal ske en konkret prøvelse af hotellets interesse i betaling af de beløb, som hotellet betalte til A til delvis dækning af henholdsvis omkostningerne ved sagen mod G1 A/S og retsafgiften ved anken til Højesteret. Det var i hotellets interesse, at der gennemførtes en retssag om G1 energi a.m.b.a. 's erhvervelse af aktierne i G1 A/S, idet en dom om, at købet var uberettiget, ville komme alle aktionærer -også hotellet - til gode. Det var endvidere i hotellets interesse, at der gennemførtes en retssag om værdien af aktierne i G1 A/S, idet en dom om en højere indløsningskurs ligeledes ville komme alle aktionærer til gode. Det gælder, uanset om hotellets betalinger er sket til en hovedaktionær i selskabet. Betalingen af de to beløb er ikke sket, fordi der er tale om en hovedaktionær, men fordi denne førte to sager, som selskabet havde interesse i blev ført, og som man havde lovet at betale for.

Det fremgår blandt andet af bemærkningerne til forslaget til lov om ændring af skattestyrelsesloven, lov 267/2000 § 2 til nr. 2, in fine, at det ved tilskud til en skattesag til en person med et interessefællesskab mellem yder og modtager skal påses, at tilskuddet er ydet på grund af den konkrete retlige interesse i sagen og ikke på grund af interessefællesskabet.

Denne sondring har skattemyndighederne nok foretaget, og skatteankenævnet har erkendt den konkrete interesse for selskabet. Det forventedes, at sagen mod G1 kunne vindes og dermed ville det ikke være et slag i luften, men åbne op for nogle betydelige muligheder for hotellet. Uanset dette erklærede nævnet alligevel omkostningsdækningen som udbytte.

Det var en normal forretningsmæssig disposition og ikke en privat udgift.

Skatteankenævnet erkendte endda vedrørende As 1998-skat udtrykkeligt, at selskabet havde haft interesse i den sag. Det kan overføres på 1997-skatten. Den helt centrale oplysning har det ikke været muligt at få med i Landsskatterettens indstilling.

Retsforhandlingen ved Landsskatteretten bygger på et forkert grundlag, nemlig at der kun ses på, om A har dominerende indflydelse eller ikke. Der er ikke set på hotellets interesse. Et positivt resultat ville have givet hotellet en betydelig formueforbedring.

Betalingen af det delvise omkostningsbeløb skete i henhold til et flere år før givet tilsagn.

Sagsøgernes procedure i relation til de påstande, der er nedlagt overfor Skatteministeriet:

A har til støtte for de principale og subsidiære påstande først og fremmest gjort gældende, at afgørelserne skal ophæves og sagerne hjemvises, da de forvaltningsretlige regler ikke har været fulgt. A har til støtte herfor i det væsentlige henvist til de synspunkter, der er anført som påstande 1-6 over for Landsskatteretten. A har yderligere anført, at der ikke er foretaget en realitetsprøvelse af hotellets interesse i retssagen mod G1 A/S, og konklusionen fra 1998-skatten, hvorefter hotellet havde interesse i sagen, er heller ikke med. Det gjaldt, selv om et positivt resultat ville give selskabet en betydelig formueforbedring. Udgangspunktet efter ligningsvejledningen er, at aftalen mellem A og hotellet er som mellem to uafhængige parter. Tilsagnet var ikke oprindeligt, givet til A, men til alle aktionærer, der ville føre en sådan sag i selskabets interesse. Ankenævnet vurderede ad 1998-skat-afgørelsen, at den sag var i hotellets interesse. Det må også gælde den tidligere sag, når skatteankenævnet vurderede ad 1997-skatafgørelsen, at G1-sagen kunne vindes, og A har således handlet til markedsværdi med hotellet, hvorfor der ikke er skattepligt, jf. U1975.596 H.

Skatteankenævnet og Landsskatteretten har i deres indstilling udelukkende lagt vægt på, om de mente, at A havde dominerende indflydelse eller ikke. Det betyder, at en hvilken som helst betaling fra et selskab til dets dominerende ejer er at betragte som udbytte, selv om der måtte være tale om helt normale forretningsmæssige dispositioner på almindelige vilkår. Det er en uacceptabel retsstilling for lovlige dispositioner mellem lovlige juridiske enheder.

For så vidt angår As mere subsidiære påstande 2-6 henvises til det ovenfor anførte vedrørende hans tilsvarende påstande over for Landsskatteretten.

Vedrørende H1s principale påstand henvises til det oven for anførte vedrørende hotellets tilsvarende påstand over for Landsskatteretten.

For så vidt angår H1s subsidiære påstand henvises til det ovenfor anførte vedrørende A principale og subsidiære påstande over for Skatteministeriet.

Vedrørende H1s mere subsidiære påstande 2-5 henvises til det ovenfor anførte vedrørende As mere subsidiære påstande 3-6 over for Landsskatteretten.

Landsskatteretten har i relation til sagsøgernes sagsanlæg mod denne sagsøgte overordnet gjort gældende, at Landsskatteretten ikke er rette sagsøgte. Det er Skatteministeriet som sådan, der er procespart ved en skatteyders indbringelse af et konkret skattespørgsmål for domstolene, og Landsskatteretten kan derfor ikke være procespart i nærværende sager.

Bestemmelserne om domstolsprøvelse af skattespørgsmål findes i skattestyrelseslovens kapitel 3, særligt dagældende § 31 (nu skatteforvaltningslovens § 48). Sagsøgerne har herefter kun mulighed for at få prøvet Landsskatterettens vurdering af en sag samt sagsbehandlingens betydning herfor m.v., såfremt Landsskatteretten har afsagt kendelse i sagen, hvilket ikke er tilfældet i disse sager.

Når en sag indbringes for domstolene, uden at Landsskatteretten forinden har truffet nogen afgørelse om den materielle skatteansættelse, anses klagen til Landsskatten for bortfaldet, jf. § 19, stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 om forretningsorden for Landsskatteretten. Der verserer derfor ikke længere nogen sag for indkomstårene 1997 og/ eller 1998 i Landsskatteretten med sagsøgerne som klager. Det gøres derfor gældende, at sagsøgerne ikke har retlig interesse i relation til de nedlagte påstande.

Videre gøres det gældende, at sagsøgernes påstande ikke er egnede til pådømmelse ved domstolene. As påstande 3 og 4 over for Landsskatteretten er eksempelvis udformet således, at de vedrører en generel, abstrakt fortolkning af nogle ikke nærmere angivne lovbestemmelser og ikke en konkret, aktuel retstvist. Påstandene 5 og 6 synes reelt at være anbringender - og ikke påstande - til støtte for sagsøgernes ønske om at få nedsat deres skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997 og 1998 med henholdsvis 225.558 kr. og 20.410 kr. Disse anbringender kan ikke indgå i en påstand, og ingen af påstandene er egnede til pådømmelse ved behandlingen af denne konkrete sag.

H1s subsidiære påstand 1 vedrører faktisk forvaltningsvirksomhed hos Landsskatteretten på trods af, at denne sagsøgte ikke nåede at træffe en afgørelse i sagen. Med hensyn til de subsidiære påstande 2-5 henvises til det netop anførte vedrørende As påstande 3-6.

Landsskatteretten har derfor valgt at nedlægge både en afvisnings- og en frifindelsespåstand over for sagsøgernes påstande.

Skatteministeriet har til støtte for påstanden om afvisning subsidiært frifindelse for As principale påstande anført, at disse påstande ikke er egnet til at kunne pådømmes under nærværende sag. A "blander" påstande og anbringender sammen, således at de anbringender, han tilsyneladende ønsker at gøre gældende til støtte for sin hjemvisningspåstand, fejlagtigt anføres som en del af påstanden (de første to at'er i den principale påstand).

Herudover har A som en del af påstanden påstået, at skattemyndigheden ved en hjemvisning helt generelt skal lægge til grund, at det forhold, at der sker en betaling fra et selskab til en hovedaktionær, ikke i sig selv kan betragtes som en skattepligtig udlodning til aktionæren, og at en anpartshaver ikke har bestemmende indflydelse, når han kun har det sammen med den anpartshaver, der har flertallet af stemmerne. Disse anbringender er heller ikke egnede til at indgå i selve påstanden, og de er udformet generelt, således at Skatteministeriet ikke kan tilpligtes at anerkende udsagnene i denne konkrete sag.

Skatteministeriet har til støtte for de nedlagte frifindelsespåstande over for As subsidiære påstande om ophævelse og hjemvisning gjort gældende, at beløbene på 225.558 kr. og 20.410 kr., som A modtog fra H1, er maskeret udbytte, jfr. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

A er skattepligtig ikke blot af deklareret udbytte, men af enhver udlodning fra selskabet, uanset hvordan denne er betegnet, jf. § 16 A, stk. 1.

I denne sag har A haft en bestemmende indflydelse over selskabet, idet han selv har ejet over halvdelen af anpartskapitalen, og sammen med sin mor, BB, har ejet 79,46 %. Ligeledes har han sammen med BB rådet over 60,62 % af stemmerne i anpartsselskabet.

I tillæg hertil har selskabet afholdt en udgift, der udelukkende påhvilede A personligt. Det var ham, der anlagde de to retssager mod G1 A/S, herunder den der medførte, at det naturligvis var A, der skulle betale retsafgift. Selskabet har ikke på noget tidspunkt hæftet for betaling af disse omkostninger. Selskabet har ikke været medsagsøger, biintervenient eller lignende i sagerne, der udelukkende var As egne sager. I øvrigt foreligger der ingen oplysninger om, at A har været antaget som selskabets advokat og i den forbindelse løbende modtaget vederlag herfor. Der foreligger heller [ingen.red.SKAT] dokumentation for, at der har været andre forudgående aftaler mellem A og selskabet omkring fordelingen af udgifterne.

Når A således er hovedanpartshaver og sammen med sin (nærtstående) mor har en bestemmende indflydelse, er der forhåndsformodning for, at selskabets betaling af hans private udgifter alene skyldes anpartshaverens dominerende stilling. A har i den forbindelse ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke er tale om udbytte i ligningslovens § 16 A's forstand.

I øvrigt bemærkes, at det følger af statsskattelovens § 4, at alle en skattepligtigs indtægter er skattepligtige, medmindre der er særlig hjemmel til at anse indtægterne for skattefri. Der ses på trods heraf ikke af A at være påberåbt nogen hjemmel til at anse de omhandlede beløb for skattefri.

Det bestrides, at SKAT og/eller Landsskatteretten ved sin sagsbehandling har begået sagsbehandlingsfejl, som anført af A. SKAT og Landsskatteretten har tværtimod behandlet hans sag i henhold til gældende regler og praksis. Såfremt landsretten - mod forventning - måtte lægge til grund, at SKAT og /eller Landsskatteretten har begået fejl i sagsbehandlingen, gøres det gældende, at disse fejl ikke har været konkret væsentlige.

Vedrørende begge sagsøgernes mere subsidiære påstande 2 til 5 henviser Skatteministeret til det tidligere anførte vedrørende de samme påstande, og det gøres gældende, at der reelt er tale om anbringender, der ikke kan indgå i en påstand, og at ingen af påstandene er egnede til pådømmelse ved behandling af denne konkrete sag.

Landsskatteretten og Skatteministeriet har til støtte for de nedlagte frifindelsespåstande over for H1s principale påstande om ugyldighed som følge af skatteforvaltnings manglende kompetence gjort gældende, at ...1 Kommunes skatteforvaltning var rette ligningsmyndighed i relation til hotellets selvangivelse for indkomståret 1998. Hotellet havde for indkomståret 1998 registreret hjemsted i ...1 Kommune, og skatteforvaltningen har været berettiget til at lægge afgørende vægt herpå ved vurderingen af, hvor hotellet var hjemmehørende.

Der henvises til TS-cirkulære nr. 34 af 11. december 1998, hvoraf fremgår, at Told- og Skattestyrelsens direktør i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen har indgået aftaler med en række kommuner om udførelsen af ligning af juridiske personer. Den skatteansættende myndighed for et givent indkomstår er ifølge de aftaler, der er indgået med kommunerne, den skatteansættende myndighed, hvor selskabet m.v. havde hjemsted den 5. september i det kalenderår, som indkomståret udgør eller træder i stedet for.

Før udstedelsen af ovenstående cirkulære fremgik det i overensstemmelse hermed af selskabsskattelovens § 24, stk. 1, at aktieselskaber [og tillige anpartsselskaber], der er hjemmehørende her i landet, sættes i skat i den kommune, i hvilken de ifølge registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har hjemsted den 5. september i indkomståret.

Herudover bemærkes, at hotellets reelle driftssted i 1998 også må anses for at være på adressen ..., hvor også dets hovedanpartshaver og formand for direktionen, A, har adresse. Hotellet har ubestridt haft registreret adresse i ...1 frem til i hvert fald 1999.

Såfremt landsretten måtte nå frem til, at ...1 Kommunes skatteforvaltning ikke var den korrekte skatteansættende myndighed, og at de sagsøgte bærer risikoen herfor, gøres det ex tuto gældende, at fejlen ikke konkret har været væsentlig, hvilket hotellet heller ikke har påvist. "Fejlen" kan derfor ikke medføre ugyldighed.

Tilsidesættelse af en regel om stedlig kompetence medfører ikke automatisk, at en afgørelse er ugyldig, såfremt den stedlige kompetence alene tjener til at sikre en arbejdsfordeling mellem sideordnede myndigheder, hvilket er tilfældet i nærværende sag. Ovenstående er særligt klart, idet der ikke gælder forskellige sagsbehandlingsregler ved de to kommuner.

H1 har blandt andet anført, at ...1 Kommune ikke gav aktindsigt rettidigt, og at sagen er udtryk for "klassisk magtfordrejning".

Det bestrides, at ...1 kommune (og/eller Landsskatteretten) har begået fejl i sagen, herunder i relation til hotellets ansøgning om aktindsigt. Såfremt landsretten måtte lægge til grund, at ...1 kommune (og/eller Landsskatteretten) har begået fejl i forbindelse med aktindsigten, gøres det ex tuto gældende, at disse fejl ikke konkret har været væsentlige.

Det bestrides endvidere, at der har foreligget magtfordrejning i nærværende sag.

Skatteministeriet har i relation til H1s subsidiære påstand om ophævelse og hjemvisning bestridt, at hotellets indkomst skal nedsættes eller hjemvises. For så vidt angår foretagelsen af ansættelsen efter et skøn gøres det gældende, at skattemyndighederne var berettiget hertil efter skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 6, stk. 6, idet hotellet ikke opfyldte sine forpligtelser til at fremlægge materiale efter § 6, stk. 1.

Det gøres gældende, at hotellet ikke har godtgjort, at skattemyndighedernes skøn er enten åbenbart urimeligt eller har været udøvet på et klart forkert grundlag, hvorfor den skønsmæssige forhøjelse af hotellets skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 skal fastholdes.

For så vidt angår hotellets udbetaling af 20.410 kr. til A - der af hotellet er benævnt "betaling af andel af retsafgift" - gøres det gældende, at dette ikke er en fradragsberettiget udgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da udgiftens afholdelse har tilgodeset hovedanpartshaverens (As) personlige interesser. Udbetalingen er i stedet et udbytte til selskabets hovedanpartshaver i henhold til ligningslovens § 16 A.

Det bemærkes herved, at udbytte i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1, ikke blot er deklareret udbytte, men enhver udlodning fra selskabet, uanset hvordan denne er betegnet.

I denne sag har A som anført overfor haft en bestemmende indflydelse over hotellet, idet han selv har ejet over halvdelen af andelskapitalen, og sammen med sin mor, BB, har ejet 79,46 %. Ligeledes har A sammen med BB rådet over 60,62 % af stemmerne i selskabet.

I tillæg hertil har hotellet afholdt en udgift, der udelukkende påhvilede A personligt. Det var A, der anlagde retssagen mod G1 A/S (som blev afgjort af landsretten i 1998). I den forbindelse var det naturligvis også kun A, som skulle betale retsafgift ved anke. Hotellet har ikke på noget tidspunkt hæftet for betaling af disse omkostninger. Hotellet har ikke været medsagsøger, biintervenient eller lignende i sagen, der udelukkende var hovedanpartshaverens egen sag. I øvrigt foreligger der ingen oplysninger om, at hovedanpartshaveren har været antaget som selskabets advokat og i den forbindelse løbende modtaget vederlag herfor.

Når A således er hovedanpartshaver, og sammen med sin (nærtstående) mor har en bestemmende indflydelse over hotellet, er der som anført overfor en forhåndsformodning for, at hotellets betaling af As private udgifter alene skyldes hovedanpartshaverens dominerende stilling. Hotellet har i den forbindelse ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke tale om udbetaling af "maskeret" udbyttet i ligningslovens § 16 A's forstand.

I øvrigt bemærkes, at der under alle omstændigheder ikke ses at være nogen hjemmel til at fratrække det omhandlede beløb ved opgørelsen af hotellets skattepligtige indkomst.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af Landsskatteretten, tiltræder landsretten, at Landsskatteretten ikke er rette sagsøgte, hvorfor A og H1s påstande over for denne sagsøgte afvises.

Ved As principale påstande over for Skatteministeriet sker der en sammenblanding af påstande og anbringender, der bevirker, at de nedlagte påstande ikke er egnede til at indgå i en domskonklusion. På tilsvarende måde har A og hotellets mere subsidiære påstande over for Skatteministeriet karakter af anbringender. På denne baggrund tages Skatteministeriets påstand om afvisning af disse påstande til følge.

I de tre sager har sagsøgerne herefter enslydende påstande om "ren" ophævelse og hjemvisning. Efter bevisførelsen for landsretten er der intet grundlag for at fastslå, at Landsskatteretten ved den samtidige berammelse af As to sager og H1s sag har begået fejl. Endvidere er der intet grundlag for at fastslå, at Skattemyndighederne har tilsidesat reglerne om aktindsigt eller øvrigt begået fejl i sagsbehandlingen.

Det fremgår af ligningslovens § 16 a, at der ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst skal medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Til udbyttet henregnes - med enkelte undtagelser uden betydning for nærværende sag - alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere.

Ved vurderingen af, hvorvidt H1s betaling til A af delvise sagsomkostninger på 225.558 kr. og andel af retsafgift på 20.410 kr. er maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 a, lægger landsretten afgørende vægt på As personlige interesse i og reelle indflydelse på hotellets dispositioner. Landsretten lægger endvidere vægt på, at de to retssager var anlagt af A, og at hotellet således ikke var part i sagerne, ligesom det ikke var indtrådt i sagerne som biintervenient. Som følge heraf påhvilede retsafgift og sagsomkostninger alene A. I relation til ligningslovens § 16 a har det ingen betydning, at udfaldet af retssagerne kunne få en afsmittende betydning for andre aktionærer, herunder for H1. Som følge af det anførte er der ikke grundlag for at tage sagsøgernes påstande om ophævelse og hjemvisning til følge.

For så vidt angår H1s principale påstand vedrørende skatteforvaltningen i ...1 Kommunes inkompetence bemærkes, at hotellet ved en fejl den 12. april 1995 blev registreret som hjemmehørende i ...1 Kommune, hvilket først blev berigtiget i juli 2002. På denne baggrund findes ...1 Kommune ikke at have begået en fejl ved for indkomståret 1998 at anse kommunen for at være den kompetente skatteansættende myndighed. Herefter tages hotellets principale påstand ikke til følge.

Efter sagernes udfald skal A og H1 ApS betale sagsomkostninger til Landsskatteretten og Skatteministeriet. Henset til sagernes omfang og karakter fastsættes beløbet, inklusiv udgift til materialesamling, samlet for alle tre sager til 60.000 kr., hvoraf A skal betale 40.000 kr., og H1 ApS skal betale 20.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Påstandene nedlagt over for Landsskatteretten og de over for Skatteministeriet nedlagte principale og mere subsidiære påstande i sagerne B-601-05 og B-602-05 og den over for Skatteministeriet nedlagte mere subsidiære påstand i sag B-603-05 afvises.

Skatteministeriet frifindes for de i øvrigt nedlagte påstande.

A skal i sagsomkostninger til Landsskatteretten og Skatteministeriet inden 14 dage betale 40.000 kr., og H1 ApS skal i sagsomkostninger til Landsskatteretten og Skatteministeriet inden 14 dage betale 20.000 kr.