Dato for udgivelse
20 Jun 2003 11:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27. marts 2003
SKM-nummer
SKM2003.267.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
23. afdeling, S-475-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Skattesvig, momssvig, urigtig selvangivelse, urigtige momsangivelser, fiktive fakturaer, strafudmåling
Resumé

T var i en sag behandlet som tilståelsessag efter retsplejelovens § 922 dels tiltalt for med forsæt til skatteunddragelse at have overtrådt skattelovgivningen ved i sine selvangivelser for årene 1996, 1997 og 1998 at have angivet sine skattepligtige indkomster for lavt med i alt 346.211 kr, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 185.349 kr., dels tiltalt for med forsæt til momsunddragelse at have overtrådt momslovgivningen ved for perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have afgivet urigtige momsangivelser, hvorved statskassen blev unddraget 94.225 kr. i moms. T blev i byretten straffet med fængsel i 50 dage og en tillægsbøde på 270.000 kr. Den indankede dom angik strafudmålingen. Det blev over for landsretten bl a. oplyst, at skatte- og momsunddragelsen var sket på den måde, at T drev en murervirksomhed, der kun arbejdede for T´s faders virksomhed, og at T i de pågældende år undlod at bogføre arbejdsfakturaerne til faderens virksomhed og i stedet bogførte fiktive salgsfakturaer med angivelse af andre adressater og beløb. T forklarede, at forholdene var begået for at muliggøre spil i klubber og på casinoer. Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring at frihedsstraffen blev nedsat til fængsel i 40 dage, og der fandtes efter forholdets karakter ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen betinget.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 13, stk, 1
Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1
Straffeloven § 50, stk. 2

Østre Landsrets dom af 27. marts 2003, 23. afdeling, S-475-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Eigil Koefoed besk.)

----------

København Byrets dom af 8. januar 2003, 27.15235/2002

Politidirektøren i København har under denne sag, der er behandlet efter reglerne i retsplejelovens § 922 rejst tiltale mod T for

1.

overtrædelse af momslovens § 81 stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1

ved med forsæt til at unddrage statskassen afgifter for perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 som nedenfor anført at have afgivet urigtige angivelser, hvorved statskassen blev unddraget 94.225 kr.

For perioden 1996 angivet omsætning: 233.000 kr., faktiske omsætning 329.900 kr., udeholdt omsætning 96.900 kr, unddraget moms 24.225 kr.

For perioden 1997 angivet omsætning: 214.000 kr., faktiske omsætning 343.400 kr., udeholdt omsætning 129.400 kr, unddraget moms 32.350 kr.

For perioden 1998 angivet omsætning: 218.000 kr., faktiske omsætning 369.200 kr., udeholdt omsætning 150.800 kr., unddraget moms 37.650 kr.

2.

overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk.1

ved med forsæt til at unddrage det offentlige skatter i sine selvangivelser for årene 1996, 1997 og 1998 til .... Kommune at have angivet sine skattepligtige indkomster for lavt med i alt 346.211 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 185.349.kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og en tillægsbøde på 270.000 kr.

Tiltalte har erkendt. sig skyldig og har forklaret om forholdene. Forklaringen fremgår af retsbogen.

Tiltalte har om sine personlige forhold blandt andet forklaret, at han ikke ønsker at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens bemærkninger

Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og skatte-.

kontrollovens § 13, stk. 1, til fængsel i 50 dage.

Der findes hverken efter sagens karakter eller alder grundlag for at gøre straffen betinget.

I medfør af straffelovens § 50, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 270.000 kr., subsidiært fængsel i 40 dage.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Tiltalte T straffes med fængsel i 50 dage.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 270.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 3.750 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Eigil Koefoed.

----------

Østre Landsrets dom af 27. marts 2003, 23. afdeling, S-475-03

Københavns Byrets 27. afdelings dom af 8. januar 2003 (27.15235/02) er anket af T med påstand om formildelse af frihedsstraffen, herunder at den gøres betinget.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af frihedsstraffen.

Det er oplyst, at unddragelsen af skat og moms er foretaget på den måde, at tiltalte drev en murervirksomhed, der kun arbejdede for tiltaltes faders murervirksomhed, og at tiltalte i de pågældende år undlod at bogføre arbejdsfakturaerne til faderens virksomhed og i stedet bogførte fiktive salgsfakturaer med samme fakturanummer men med angivelse af andre adressater og beløb. Tiltalte har forklaret, at forholdene er begået for at muliggøre spil i klubber og på casinoer.

Frihedsstraffen nedsættes til fængsel i 40 dage. Der findes efter forholdets karakter ikke grundlag for at gøre straffen betinget, og hverken oplysninger om tiltaltes personlige forhold eller den tid der er forløbet siden forholdene er begået kan føre til andet resultat.

T h i  k e n d e s   f o r  r e t

Byrettens 27. afdelings dom i sagen mod T ændres, således at frihedsstraffen nedsættes til fængsel i 40 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.