Parter

ApS HX under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg
(Kammeradvokaten v/advokat Mikkel Holm Nielsen)

mod

1.	A (Advokat Birgitte Horn)
2.	H1 Holding A/S (Advokat Birgitte Horn)
3.	F1 Bank A/S (Advokat Steffen Olsen-Kludt)

adcit.

1.

Statsaut. revisor AT

procestilv.	1.	RP
procestilv.	2.	AK
procestilv.	3.	Investeringsselskabet R2 ApS tidligere R1 ApS
procestilv.	4.	J2 I/S (Advokat Johan Schlüter)
procestilv.	5.	Statsaut. revisor AT
procestilv.	6.	F2 A/S
procestilv.	7.	Advokat JA
procestilv.	8.	Forsikringsselskabet J2 (Advokat Niels Stengaard Vase)

Afsagt af landsdommerne

Østerborg, Bloch Andersen og Lone Andersen (kst.)

Hovedsagen, der er anlagt den 28. februar 1997, drejer sig om erstatningsansvar for sælgeren af et overskudsselskab og for køberens bank for skattevæsenets tab ved, at selskabet efter salget blev tømt for midler uden at skatten blev betalt. Sagen omhandler tillige spørgsmålet om den indbyrdes fordeling af et eventuelt ansvar samt betydningen af, at aktionærerne og likvidator i køberselskabet har modtaget en saldokvittering, herunder udstrækningen af denne.

Sagsøgeren i hovedsagen, ApS HX under konkurs, er det solgte selskabs konkursbo. Sagsøgte 1, A, er aktionær i sagsøgte 2, H1 Holding A/S, der er det solgte selskabs moderselskab og sagsøgte 3, F1 Bank A/S, er køberselskabets bankforbindelse.

A og H1 Holding A/S har under sagen adciteret køberens revisor AT. Adcitationssagen vedrører spørgsmålet om et eventuelt ansvar for sælgerne kan overføres til køberens revisor, der har afgivet erklæring om, at det beløb, der var deponeret til betaling af skatter, kunne frigives til køberen. Adcitationssagen er anlagt den 22. september 1997.

Parternes påstande

Sagsøgeren, ApS HX under konkurs ved kurator Erik Malberg, har nedlagt følgende påstande:

1.

De sagsøgte A, H1 Holding A/S og F1 Bank A/S tilpligtes at anerkende, at de er erstatningsansvarlige overfor sagsøgeren og told- og skattemyndighederne for et beløb stort kr. 3.441.266,-, svarende til det beløb, som A og H1 Holding A/S den 26. februar 1997 har indbetalt til Told- og Skattestyrelsen.

2.

Frifindelse for de af A nedlagte betalingspåstande.

A og H1 Holding A/S har overfor sagsøgeren endeligt nedlagt påstand om frifindelse samt tilbagebetaling til A af det den 26. februar 1997 betalte beløb kr. 3.441.266 med tillæg af renter til tilbagebetalingen finder sted i henhold til selskabsskatteloven, subsidiært med procesrenter.

A og H1 Holding A/S har overfor F1 Bank A/S nedlagt påstand om, at F1 Bank A/S tilpligtes at friholde A og H1 Holding A/S for ethvert beløb, subsidiært en del af de beløb, incl. renter og sagsomkostninger, som A og H1 Holding A/S måtte blive dømt til at betale ApS HX under konkurs.

Endelig har A og H1 Holding A/S over for adciterede statsautoriserede revisor AT påstået denne tilpligtet at betale adcitanterne ethvert beløb, som adcitanterne måtte blive dømt til at anerkende at skylde sagsøgeren i hovedsagen, ApS HX under konkurs, med tillæg af procesrente fra adcitationssagens anlæg, samt de sagsomkostninger, som adcitanterne måtte blive pålagt i hovedsagen.

F1 Bank A/S har overfor sagsøgeren nedlagt påstand om frifindelse. Såfremt F1 Bank A/S helt eller delvist bliver dømt efter sagsøgerens påstand, har F1 Bank A/S overfor A og H1 Holding A/S nedlagt påstand om, at A og H1 Holding A/S skal tilpligtes at friholde F1 Bank A/S for ethvert beløb incl. renter og sagsomkostninger, som F1 Bank A/S måtte blive pålagt at udrede sagsøgeren.

Adciterede AT er udeblevet under domsforhandlingen uden lovlig forfald, men har i adcitationssvarskriftet nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Sagens omstændigheder

1. Salget af selskabet. Aftalegrundlaget.

Pr. 1. januar 1992 blev driftsaktiverne i H1 A/S (herefter kaldet selskabet) overdraget til et nyt selskab ejet af H1 Holding A/S. Selskabets aktiver bestod derefter alene af likvide midler, og selskabets eneste gæld var et skattekrav.

Ved aftale underskrevet den 2. marts 1992 af sælgeren og den 3. marts 1992 af køberen og tillægsaftale underskrevet hhv. den 11. og den 16. marts 1992 solgte H1 Holding A/S alle aktierne, nom. 300.000 kr., i selskabet til G1 A/S under likvidation ved likvidator HE. Overtagelsesdagen blev fastlagt til den 11. marts 1992. Det fremgår af aftalens pkt. 3.2, at køberen skulle foretage en omlægning af regnskabsåret til 16.03-15.03 med omlægningsår 01.01.92 til 15.03.92. Købesummen blev aftalt til egenkapitalen med tillæg af "75 % af skat indev. år 2.638.000". Vedrørende købesummens erlæggelse havde parterne aftalt:

" ...

2.1.	Købesummen på kr . ... erlægges kontant senest den 11.03.92 til Sælgers pengeinstitut - via Danmarks Nationalbank.
2.2.	Samtidig med erlæggelse af købesummen overføres Selskabets likvide bankindestående på ... til Købers pengeinstitut - F3 Bank A/S ... via Danmarks Nationalbank.
2.3.	Sælger foranlediger, at Selskabet deponerer kr. 2.638.000 af det under pkt. 2.2. nævnte bankindestående. Beløbet på kr. 2.638.000 deponeres på spærret konto.
	Spærringen af kontoen ophæves af banken, når
	a.	Statsautoriseret revisor AT har bekræftet modtagelsen af grundlag for nødvendige afskrivninger som beskrevet i pkt. 4.2. og
	b.	Nyt udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er modtaget udvisende regnskabsår 16.03. til 15.03. og godkendelse er modtaget fra Told- og Skattestyrelsen om omlægning af regnskabsår iflg. pkt. 3.2., således at omlægningsåret skattemæssigt udgør perioden 01.01.92 til 15.03.92 eller
	c.	I takt med indbetaling af selskabsskat 1991 kr. 638.000 og skat indeværende år ca. kr. 2.000.000.

..."

I aftalen blev det bestemt, at der skulle udarbejdes et revideret perioderegnskab med henblik på regulering af købesummen. I tillægsaftalen blev købesummen herefter reguleret til 12.225.700 kr., bestående af egenkapital på 9.939.341 kr. og tillæg af 75 % af skat 3.048.478 kr., dvs. 2.286.359 kr. Samtidig blev køberens pengeinstitut ændret til F1 Bank.

Den udskudte skat, skyldig skat 1991 og skat for indeværende år (dvs. 1992) blev i tillægsaftalen opgjort til i alt 3.048.478 kr. og pkt. 2.3 ændret i overensstemmelse hermed.

2. Betalingen for selskabet.

Ved brev af 9. marts 1992 instruerede revisor LK på sælgerens vegne F2 Bank om, at F3 Bank, ville overføre købesummen for selskabet, og at denne skulle indsættes på en nyoprettet konto tilhørende H1 Holding A/S. Samme dag skulle nettoaktiverne i selskabet, i alt 12.987.819 kr., overføres til køberselskabet efter nærmere instruktion.

AK for R1 ApS, der stod for transaktionen på køberselskabets vegne, instruerede ved brev af 10. marts 1992 F2 Bank om, at overførelserne, der skulle ske via Nationalbanken, var gensidigt betingede, og at selskabets midler skulle overføres til F1 Bank A/S til indsættelse på konti med selskabet som kontohaver. F1 Bank A/S, der var køberselskabets bankforbindelse i stedet for F3 Bank, modtog kopi af dette brev.

Den 10. marts 1992 instruerede AK også ved brev F1 Bank A/S om betalingen af købesummen. F2 Bank modtog kopi af dette brev. Af brevet fremgår:

"...

Betaling af købesummen på kr. 12.225.700 fra G1 A/S's konto nr . ... hos Dem og overførsel af nævnte midler på kr. 12.987.819 til Dem skal finde sted samtidig og via Danmarks Nationalbank den 11. ds. inden kl. 11.00.

..."

Ved brev af samme dato fra AK til F1 Bank A/S blev banken instrueret om at indsætte i alt kr. 3.048.478 på spærrede konti, svarende til skattekravet, mens resten skulle indsættes på en anfordringskonto. Alle konti skulle være med selskabet som kontohaver. Ved dette brev blev banken tillige instrueret om vilkårene for ophævelse af spærringen, svarende til det der var aftalt i købsaftalen.

Det fremgår af bankkontoudtog vedr. G1 A/S under likvidation, at dette selskabs konto dagen inden overførslen af købesummen havde et indestående på kr. 2.400.000, der var indsat denne dag.

Det fremgår videre af de foreliggende oplysninger, at der den 11. marts 1992 blev afviklet i alt 3 handler vedrørende køb af overskudsselskaber over G1 A/S's bankkonto i F1 Bank A/S. Købesummerne - og således også 12.225.700 kr. vedrørende H1 A/S - blev debiteret G1 A/S, og samtidig blev kontoen krediteret betydelige beløb blandt andet 9.939.341 kr. svarende til egenkapitalen i H1 A/S. G1 A/S's konto havde efter handlerne en saldo på 2.446.155 kr., hvoraf 2.235.000 kr. skyldtes overførsler, som var krediteret samme dato, men med valør dagen efter.

Selskabets egenkapital blev i overensstemmelse med instruksen indsat på en konto med selskabet som kontohaver, med blev samme dag hævet fra denne konto og indsat på køberselskabets konto.

3. Selskabets forhold efter salget.

I forbindelse med overdragelsen skiftede H1 A/S navn til H2 A/S.

I følge selskabets årsregnskab af 18. marts 1992 for perioden januar - 15. marts 1992 havde selskabet den 10. marts 1992 skaffet anlægsaktiver (leasingaktiver) for en anskaffelsesm på 30.548.902 kr. Ifølge senere oplysninger var der tale kommanditanparter i Deutsche G2 Invest GmbH og Co.).

På selskabets generalforsamling samme dag godkendes regnskabet, og det blev besluttet at udbetale 12.687.819 kr. i udbytte. Selskabets aktiver bestod herefter af de anførte leasingaktiver samt 247.688 kr., der henstod på investeringsfondskonti. Det fremgik, at der herefter ikke var skattekrav på selskabet.

Herefter blev selskabet ved aftale af 18. marts 1992 videre solgt til Investeringsselskabet K1 ApS, som blev kontrolleret af RP, for 300.819 kr. Samtidig hermed ændredes navnet til ApS HX. Det fremgår af købsaftalen, at selskabets aktiver ifølge balance af 15. marts 1992 bestod af indestående på investeringsfondskonti 247.688 kr., spærret konto 2.800.790 kr. og G2-anparten ca. 28.500.000 kr.

Den 10. april 1992 bekræftede revisor AT ved brev til F1 Bank A/S, at betingelsen for frigivelse af de deponerede beløb var opfyldt. Af brevet fremgår:

"... I forbindelse af salg af ovennævnte selskab, kan det hermed bekræftes, i henhold til overdragelsesaftale mellem køber og sælger, at jeg har modtaget grundlag for foretagelse af nødvendige afskrivninger, samt at der er modtaget godkendelse for Told- og Skattestyrelsen om omlægning af regnskabsår.

Som følge af ovennævnte erklæring skal jeg hermed tillade mig at anmode om omgående ophævelse af spærringen.

..."

ApS HX indgav selvangivelse for regnskabsåret 1992-1993, men herefter blev der ikke udarbejdet selvangivelser eller årsregnskaber. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmodede derfor den 14. april 1994 Sø- og Handelsretten om at tvangsopløse selskabet. Selskabet blev taget under likvidation og senere under konkursbehandling ved dekret af 10. oktober 1994.

Den 21. december 1994 meddelte Told- og Skattestyrelsen, at fradraget vedr. de tyske G2-anparter ikke blev godkendt med den konsekvens, at skattekravet, der stadigvæk hvilede på selskabet, ikke var elimineret. Nærværende sag blev anlagt den 27. februar 1997. Boet klagede over Told- og Skattestyrelsens afvisning af fradraget og Landsskatteretten afsagde den 10. februar 1999 kendelse om spørgsmålet. Det hedder i kendelsen:

"...

Landsskatteretten skal bemærke, at der er tale om et selskab, der efter tidspunktet for erhvervelse af kommanditanparterne har været udsat for selskabstømning, hvorved selskabets aktiver er bortfjernet fra selskabet, ligesom selskabet må anses at have været uden reel ledelse. Der er herved henset til, at selskabet ikke har indleveret årsregnskab eller selvangivelse for perioden efter 15. marts 1992, samt at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sendte selskabet til tvangsopløsning. Landsskatteretten finder allerede på denne baggrund, at selskabet med erhvervelsen af kommanditanparterne ikke har tilsigtet etablering af eller haft til formål at drive erhvervsmæssig virksomhed med leasing, og at arrangementet dermed må anses for uden realitet i skattemæssig henseende.

...

Herefter bestemmes

Den påklagede afgørelse, hvorved selskabets deltagelse i Deutsche G2 Invest GmbH og Co. ikke er tillagt skattemæssig betydning, stadfæstes.

..."

4. Skattekravet.

Der er enighed om, at skattevæsnets tab kan opgøres til 3.441.266 kr., hvilket beløb den 26. februar 1997 er indbetalt af A og H1 Holding A/S til Told- og Skattestyrelsen, dog uden at erstatningsansvaret blev anerkendt.

Såfremt sagsøgeren får fuldt medhold er der ligeledes enighed om, at beløbet efter principperne i Thrane-dommen, U 2000.365 H, skal fordeles mellem de sagsøgte således, at A og H1 Holding A/S i det interne forhold hæfter med 3.233.156 kr. og F1 Bank A/S med 208.110 kr.

5. Køberens forhold, herunder saldokvitteringen, passivitet og forældelse.

Køberselskabet, G1 A/S under likvidation, erhvervede i alt 11 overskudsselskaber.

I alle de 11 selskaber blev skattekravet søgt elimineret, hvorefter der skete en udlodning til G1 A/S under likvidation, og selskaberne blev videresolgt. Det udarbejdede likvidationsregnskab blev godkendt på en generalforsamling den 30. marts 1992 med HE som likvidator og blev derefter sendt til Skattekontoret sammen med selskabets selvangivelse. Af selvangivelsen fremgår, at den skattepligtige indkomst er opgjort til 16.855.636 kr., og at skattegodtgørelsen er beregnet til 38.331.250 kr.

Den 26. juni 1992 sendte ToldSkat, en check til G1 A/S under likvidation. Det fremgår af følgebrevet:

"...

Tilbagebetaling af selskabsskat for 1991/92 med rentegodtgørelse.

Vedlagt fremsendes i check kr 34.116.130.

Beløbet vedrører/for meget erlagt selskabsskat på kr 31.589.010 samt rentegodtgørelse på kr 2.527.120.

..."

Herefter skete der udlodning af likvidationsprovenuet på i alt 14.023.757 kr., således at G3 Invest ApS modtog kr,. 6.263.945 samt yderligere kr. 1.128.780 af rentegodtgørelsen. Resten af provenuet blev udbetalt til de øvrige aktionærer.

Ved brev af 12. marts 1993 til likvidator HE meddelte ToldSkat, at de havde ændret den ekstraordinære (afsluttende) skatteansættelse for G1 A/S under likvidation for skatteåret 1991/92. Den skattepligtige indkomst blev forhøjet fra 16.855.636 kr. til 178.364.016 kr., hovedsagelig fordi fradrag for tab ved afståelse af aktier/anparter i 11 selskaber ikke blev godkendt.

G1 A/S under likvidation påklagede afgørelsen om forhøjelsen. I forbindelse med inddrivelsen af skattevæsnets krav i henhold til afgørelsen blev der i slutningen af 1993 foretaget udpantning hos HE. Udpantning blev af HE indbragt for fogedretten.

I skrivelse af 15. februar 1995 til Kammeradvokaten redegjorde advokat HS, der repræsenterede HE og G3 Invest ApS, for, hvorledes der var forholdt med den rentegodtgørelse på 2.527.120 kr., der var udbetalt til G1 A/S under likvidation, og oplyste i den forbindelse, at 1.128.780 kr. var indtægtsført af G3 Invest ApS, mens det resterende beløb 1.398.340 kr. var udloddet til de øvrige aktionærer, men indtægtsført hos G3 Invest ApS som led i et forlig. I skrivelsen hedder det endvidere:

"...

Under vore telefoniske drøftelser af forholdene vedrørende omhandlede rentegodtgørelser drøftedes tillige mulighederne for en forligsmæssig løsning vedrørende samtlige de af skattemyndighederne rejste krav mod HE og G3 Invest ApS.

Som aftalt har jeg forelagt spørgsmålet om en forligsmæssig løsning for mine klienter, og selv om de 1.398.340 kr. reelt udgør en del af en betaling for aktier og dermed er blevet udloddet, kan jeg uden præjudice for de verserende sager på mine klienters vegne fremsætte følgende forligsforslag:

1. Til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav af hvad art nævnes kan, herunder renter, gebyrer og andre tillæg, som Deres klient måtte kunne rejse mod HE og/eller G3 Invest ApS vedrørende den af skattemyndighederne udbetalte rentegodtgørelse, accepterer G3 Invest ApS at betale 2.527.120 kr. til Deres klient.
   
   G3 Invest ApS betaler forligsbeløbet stort 2.527.120 kr. til Deres klient senest 14 dage efter, at Deres klient skriftligt har tiltrådt nærværende forligsforslag.
   
   Det er fra G3 Invest ApS' side forudsat, at selskabet efter anmodning kan få ændret selskabets indkomstopgørelser for regnskabsårene 1991/92 og 1992/93 som følge af, at beløbene på 1.128.780 kr. og 1.398.340 kr. ikke var skattepligtig indkomst for selskabet.
   
2. Til fuld og endelig afgørelse af ethvert yderligere krav af hvad art nævnes kan, herunder renter, gebyrer og andre tillæg, som Deres klient måtte kunne rejse mod HE og G3 Invest ApS som henholdsvis likvidator og aktionær i G1 A/S i likvidation, accepterer G3 Invest ApS til Deres klient at betale 6.263.945 kr. (svarende til det beløb selskabet har modtaget som likvidations-provenu), såfremt den af ToldSkat trufne afgørelse vedrørende forhøjelse af den skattepligtige indkomst for G1 A/S i likvidation for perioden 1. juli 1991 - 24. marts 1992 (skatteåret 1991/92) ikke måtte blive ændret ved den verserende skattesag eller en eventuel senere genoptagelsessag.
   
   G3 Invest ApS betaler forligsbeløbet stort 6.263.945 kr. til Deres klient senest 14 dage efter, at Deres klient skriftligt har tiltrådt nærværende forligsforslag, idet Deres klient er forpligtet til at tilbagebetale beløbet til G3 Invest ApS, hvis den skattepligtige indkomst for G1 A/S under likvidation for perioden 1. juli 1991 - 24. marts 1992 måtte blive nedsat på et senere tidspunkt, eventuelt i forbindelse med en genoptagelsessag.

De er via udpantningsforretningerne bekendt med både HEs og G3 Invest ApS' økonomiske forhold. Det må desværre forudses, at G3 Invest ApS vil lide et ikke ubetydeligt tab på en løbende valutaterminsforretning. Hverken HE eller G3 Invest ApS vil være i stand til at fremskaffe midler ud over det, der er forudsat i ovennævnte forligsforslag.

Idet jeg håber, at Deres klient kan tiltræde forligsforslaget, beder jeg Dem venligst meddele mig, hvornår De forventer, at Deres klient kan tage stilling til forslaget.

..."

Kammeradvokaten besvarede dette brev ved skrivelse af 19. maj 1995, hvori det hedder:

"...

Idet jeg henviser til det i Deres skrivelse af 15. februar 1995 indeholdte, skal jeg herved meddele, at Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt, at Deres klienter, godsejer HE og G3 Invest ApS efter betaling af i alt kr. 8.791.065,- vil blive meddelt saldokvittering for ethvert krav vedrørende likvidationen af G1 A/S.

Det nævnte beløb fordeler sig med kr. 2.527.120 vedrørende udbetalt rentegodtgørelse og kr. 6.263.945 vedrørende likvidationsprovenu.

Det forudsættes, at det ovenfor nævnte beløb på kr. 8.791.065 tilgår mig snarest og senest 14 dage fra d.d., jf. det i Deres ovennævnte skrivelse fremsatte forligsforslag.

..."

I avisartikler i såvel den landsdækkende som den lokale presse har det fra efteråret 1993 og senere været omtalt, at godsejer HE har været involveret i selskabstømning.

Forklaringerne

Der er under sagen afgivetpartsforklaring af A og vidneforklaring af NH, LK, JA, NB, BP, LH, HK, CE og HE.

A har forklaret, at han er uddannet som reservedelsekspedient i H1 A/S, der sælger landbrugsmaskiner. I 1982 blev han og TT direktører med hver en ejerandel på 49 %. Samtidig blev holdingselskabet stiftet og de skiftede til revisor LK og advokat JA, der begge fortsat bruges. Han er også direktør for holdingselskabet. Virksomheden havde i 1992 25-30 ansatte og en omsætning på 40 millioner. Nu er der 25-27 ansatte. Han er selv i salgsafdelingen. Virksomheden har et bogholderi til det papirmæssige. Han er ikke efteruddannet i jura eller økonomi, og havde ikke hørt om salg af overskudsselskaber, før LK introducerede dette for ham. De havde et møde den 18. februar 1992 hos LK, og han er sikker på, at han og måske også TT fik at vide, at det var lovligt og uden risiko. LK sagde, at der var mulighed for at spare i skat, og at en godsejer gerne ville købe selskabet. A vidste ikke, hvad selskabet skulle bruges til. På dette tidspunkt var aktiverne ikke realiserede. Der blev afholdt 2 yderligere møder, men han kan ikke huske præcist, hvad der blev talt om, eller hvem der deltog. Han har ikke talt med HE, RP eller AK. LK havde med selve aftalen at gøre. De havde kun et enkelt møde med advokaten og en enkelt gang været i banken. Han havde ikke noget at gøre med deponeringen, og hørte ikke efter salget fra hverken køberne eller F1 Bank. Han interesserede sig normalt ikke for skattetænkning, og kan ikke huske om revisoren havde nævnt, at modellen blev kaldt skattegodtgørelsesmodellen.

NH har forklaret, at han i 1992 var underdirektør i F1 Bank med ansvar bl.a. for de sværere kunder. I begyndelsen af marts 1992 ringede HE til ham og fortalte om sit nødlidende selskab G1 A/S. HE, der var ejer af store landområder på ...., havde været kunde i banken gennem 6-7 [år.red], hvor han havde brugt banken i forskellige forhold. Der blev samme eftermiddag arrangeret et møde mellem bankens daværende direktør, NM, vidnet og HE. HE fortalte, at G1 A/S havde underskud, og at han ville sælge selskabet, men at AK havde foreslået at anvende skattegodtgørelsesmodellen i stedet. HE fortalte, at han havde været i gang hermed igennem F3 Bank i Århus, men at de havde trukket sig tilbage. De fik forevist regnskaberne for G3 Invest ApS og for HE, LE og CE personligt. De havde en bogført egenkapital på 55 millioner, men reelt var værdien højere, da de ejede en række landbrugsejendomme. Under mødet ringede NM til bankens bestyrelsesformand, der kendte til modellen. De blev enige om, at de gerne ville gå ind i det, da det drejede sig om en fremtrædende borger, og da banken ville få sikkerhed. De skulle dog undersøge forholdene, herunder tale med HEs revisor, LH, og advokat. LH gav udtryk for, at det var en godkendt ordning, der var ophævet, men som kunne bruges indtil udgangen af marts. I første omgang var der kun tale om 4 selskaber, men der kom yderligere 3 selskaber til. Den 11. marts blev banken præsenteret for 3 selskaber. Banken blev instrueret af HE, ligesom der var kontakt til CE. Det var AK, der samlede trådene, og banken handlede på baggrund af hans instrukser. Vidnet kendte ikke da til begrebet selvfinansiering. Banken havde sikkerhed for sit udlån, der skete i 3 af de 7 sager, ved håndpant, kautioner fra G3 Invest ApS og EE familien samt et kontant indskud. Den 17./18. marts blev de præsenteret for et selskab på 38-39 millioner, som de afviste, fordi det lå udenfor rammerne. Han kendte CE. Skattegodtgørelsen kom ikke så hurtigt som forventet, og han ringede derfor til ToldSkat, der oplyste, at sagen var sendt til København, da den var for kompliceret for regionen. HE viste ham checken på 34 millioner. Første gang han hørte om, at der kunne være problemer med skattegodtgørelsesmodellen, var da den lokale avis Ny Dag skrev en artikel om det. Han blev dog først reelt nervøs, da også Børsen begyndte at skrive om emnet. I den forbindelse så han navnet Peter Stilling. Banken købte Peter Stillings rapport i begyndelsen af 1994. Der gik lang tid, hvor de ikke havde kontakt til HE, men han kom og viste dem brevet vedrørende saldokvitteringen og bad om at få opgjort nogle mindre konti, da han skulle betale saldobeløbet.

Statsaut. revisor LK har forklaret, at han blev statsautoriseret revisor i 1981 og fra 1982 revisor for H1 A/S. Han har bistået med udarbejdelse af årsregnskaber og rådgivning om skatteforhold. Virksomheden havde et velfungerende bogholderi, men havde ikke ekspertise på revisionsområdet. Han havde en gang tidligere, i begyndelsen af 1992, medvirket ved et salg af et overskudsselskab til G1 A/S gennem AK, og i den forbindelse havde han spurgt en jurist hos Coopers og Lybrand, om dette var lovligt, hvilket han fik bekræftet. Han tog kontakt til AK, som stod bag R1 ApS. AK fortalte, at det var skattegodtgørelsesmodellen, der skulle bruges. Man skulle købe leasingsaktiver og udnytte en dobbeltbeskatningsaftale med Tyskland. Det var vidnet, der foreslog salget af H1 A/S. Der lå et lovforslag, der ville ændre på disse meget gunstige regler. Det var derfor af stor betydning, at handlen blev afsluttet i første del af marts måned. Modellen var en god forretning, hvis man kunne udligne skatten, og derudover få skattegodtgørelse. Da han nærmere spurgte, fik han at vide, at køberen var godsejer HE. AK foreslog et møde med RP om leasingaktiverne. Mødet fandt sted på vidnets kontor. RP præsenterede materiale vedr. G2-anparter i Tyskland. I materialet var der en revisorredegørelse fra Ernst & Young A/S i Danmark. Materialet så pænt og ordentligt ud. De drøftede, hvordan de skulle sikre, at aktiverne blev lagt ind i selskabet. De ville kræve en erklæring fra en statsautoriseret revisor herom. Det deponerede beløb kunne først frigives, når der forelå revisorerklæring om køb af afskrivningsberettigede aktiver samt tilladelse til at ændre regnskabsåret. Køberselskabet benyttede revisor AT i denne handel. Han regnede med, at handlen var en god forretning for RP og HE. Han præsenterede ideen for A, og der blev afholdt et møde den 18. februar 1992. Han kan ikke huske, om advokat JA deltog. De drøftede bl.a. virksomhedsstrukturen, og at driftsaktiverne skulle overføres til et nyt selskab. De drøftede videre egenkapital, skatter og formentlig også prisen. Endvidere ville der på et tidspunkt være likviditetsmæssigt underskud. Han er rimelig sikker på, at han blev spurgt, om det var lovligt, og han er sikker på, at han svarede, at det var i orden, og at mange andre også havde gennemført det. Han havde forinden haft aftaleudkastet sendt til advokatfirmaet R3, der kun havde haft enkelte bemærkninger til udkastet. Det var ham, der stod for kontakten til AK og RP samt køberens advokat. De fik et købstilbud omkring den 18.-19. februar 1992, og der var derefter forhandlinger frem til den 26. februar 1992. Deponeringsklausulen blev sat ind i aftalen for at sikre, at skatten blev elimineret eller, som en sidste mulighed, betalt. Vidnet kunne ikke afgive revisorerklæringen, idet han ikke kunne repræsentere både sælger og køber. RP meddelte efterfølgende, at revisorerklæringen skulle afgives af statsaut. revisor AT. Han blev ikke orienteret om ophævelsen af spærringen. Han tænkte ikke på, at overførslen af midlerne kunne være en overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet, idet pengene tilgik nye konti.

Advokat JA har forklaret, at han siden 1982 har været fast advokat for H1 A/S. Salget af selskabet skete omkring det tidspunkt, hvor det kom frem, at der kunne sælges overskudsselskaber. Han så ikke nogen problemer i, at det skulle være lovligt. LK, der havde spurgt en skatteadvokat til råds, orienterede ham om modellen, ligesom han talte med en skatteadvokat, JP, hos advokatfirmaet R3, og han talte også med AK. Det var meningen, at skatten skulle elimineres ved, at der blev købt leasingaktiver i udlandet, og at man derefter udnyttede dobbeltbeskatningsaftalen, hvorved man undgik beskatning. Endvidere kunne man få skattegodtgørelse indtil 31. marts 1992. Der var møder den 2. marts, den 10. marts og den 11. marts 1992. Han medvirkede til, at aktiverne blev ført over i et nyt selskab og anden teknik i den forbindelse, men var ikke involveret i overførelse af selskabets midler til køberselskabet. Han kan ikke huske, om han havde set overdragelsesaftalen før den 2. marts 1992 og heller ikke, om aftalen blev underskrevet på hans kontor. Da der var sambeskatning mellem H1 A/S og holdingselskabet, var det meget vigtigt, at skatten blev afklaret. Det blev givetvis drøftet. Han havde ikke anledning til bekymringer over, at det var AT, der skulle afgive erklæring, idet han kendte ham som en pæn og ordentlig mand, der ikke havde noget dårligt ry.

Advokat NB har forklaret, at hun har kendt EE familien siden 1972, idet HE var klient i advokatfirmaet. Hun erindrer ikke at have repræsenteret HE før dette, udover at hun havde haft lidt at gøre med G3 Invest ApS i forbindelse med generalforsamlinger og lignende. I slutningen af 1991 havde der under et jagtselskab, hvor også revisor LH deltog, været løs snak om likvidation af G1 A/S. Vidnet fik at vide, at det var vigtigt, at det skete inden den 1. april 1992, da reglerne om skattegodtgørelse skulle benyttes. Hun fik materiale fra revisor LHs kontor til brug for likvidationsbeslutning. Hun var ikke inde i den skattemæssige side af sagen og deltog ikke i drøftelser heraf. Hun blev valgt som likvidator på en generalforsamling og indrykkede umiddelbart derefter 3 måneders proklama. I januar 1992 var der tale om at købe et selskab, der hed J1 1991 ApS, og muligvis også andre selskaber. Hun fik i den anledning en telefonisk henvendelse fra advokat JC. Købesummen blev nok oplyst. Da hun ikke mente at kunne overskue dette, meddelte hun HE, at hun ikke kunne være likvidator. Derefter blev HE den 30. januar 1992 valgt som likvidator. Hun kan ikke erindre at have fået LHs notat om skattekonsekvenserne. Uanset at hun ikke længere var likvidator, stod hun for indkaldelserne, referat og indsendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i forbindelse med den afsluttende generalforsamling den 30. marts 1992. Til stede på denne generalforsamling var vidnet, HE, CE og HK fra revisionskontoret. CE havde fuldmagter fra AK og RP. Der var ikke diskussion, om konceptet "kunne holde" ved den afsluttende generalforsamling. Det er en fejlopfattelse, hvis HE har betragtet hende som juridisk rådgiver i skatteovervejelserne. Hun var i det hele ikke juridisk rådgiver for HE i denne sag. Hun var ikke involveret i spørgsmålet om saldokvitteringen.

Advokat BP har forklaret, at han har kendt HE siden denne købte ..... Siden da har hans kontor skrevet skøder på alle de ejendomme, HE har købt, hvilket er en del, ligesom de har assisteret i nogle skelsager og lignende. Han har ikke deltaget i diskussionen om likvidation af G1 A/S, men vidste, at selskabet havde tabt penge på devalueringen af Finmarken. Han havde et møde med HE, der fortalte om en ide om køb af overskudsselskaber. Han sagde til HE, at han måtte finde en anden advokat, da vidnet ikke rådgav om selskabsretlige emner. Han tog ikke stilling til modellen, men det drejede sig om mange penge. NB, der var blevet valgt som likvidator, havde på et tidspunkt nævnt, at hun ikke mente, det var en sag, de skulle have med at gøre. Hun havde bl.a. nævnt, at det ville kræve en forhøjelse af deres ansvarsforsikring, og havde spurgt om han havde noget imod, at hun trak sig, hvilket han ikke havde. Han har ikke været involveret i generalforsamlingen vedrørende likvidationen og heller ikke i saldokvitteringen.

Statsaut. revisor LH har forklaret, at han blev statsautoriseret revisor i 1976 og bl.a. var revisor for G1 A/S. Han kan ikke huske størrelsen af EE-familiens formue i begyndelsen af 1990'erne. Ved årsregnskabet pr. 30. juni 1991 kunne det konstateres, at G1 A/S havde et betydeligt underskud, der kun gav mulighed for enten at likvidere selskabet eller at tilføre kapital. HE havde kontaktet AK, som han havde købt G1 A/S af. AK, og også HE, havde kontaktet revisionskontoret i midten af december. Henvendelsen resulterede i et møde den 16. december 1991 med deltagelse af AK, RP, CE, HE, revisor HK og ham selv. RP forelagde en plan med henblik på at udnytte underskuddet i G1 A/S. Det skulle ske ved, at der blev etableret en overskudsgivende aktivitet ved opkøb af solvente selskaber, der derefter skulle investere i leasingaktiver bl.a. i Tyskland, således at skatten blev elimineret. Herefter skulle der ske udlodning til G1 A/S, og selskaberne skulle sælges videre. G1 A/S skulle derefter benytte reglerne om skattegodtgørelse. Der blev talt om en skattegodtgørelse i størrelsesordenen 15 millioner. De drøftede den skattemæssige problematik. Spørgsmålet var, om selskabet kunne få fradrag for tab i forbindelse med, at aktierne i de opkøbte selskaber tabte i værdi ved udlodningen. I den forbindelse drøftede de Landsskatterettens kendelse af 6. august 1991 vedrørende fradrag. Han og hans medarbejder reg. rev. HK tvivlede på, om fradraget for tab i forbindelse med handel med selskaber ville blive godkendt, når G1 A/S sædvanligvis handlede med valuta og ikke med selskaber. Dette var baseret på både måden tabet på aktierne fremkom på og på generelle overvejelser. De drøftede ikke selvfinansiering på mødet. Han havde umiddelbart efter mødet lavet det notat, der var dateret den 17. december 1991. Notatet konkluderede, at fradraget nok ikke ville blive godkendt. Han sendte notatet til bl.a. advokat NB og de drøftede de skattemæssige aspekter telefonisk. Han kan ikke huske, om drøftelsen fandt sted før eller efter fremsendelsen af notatet. Vidnet og NB konkluderede, at de ikke kunne overskue det og ikke kunne tilråde familien EE at gå ind i det. Vidnet kunne se, at der var en betydelig skattemæssig usikkerhed. Notatet blev også sendt til HE. Han drøftede notatet telefonisk den 17. december 1991 med HE. I januar var der et møde på revisionskontoret med deltagelse af AK, RP, HE og ham selv. Muligvis deltog CE også. Mødet må have drejet sig om købet af det første selskab. Han var ikke overbevist om, at modellen var lovlig. Advokat NB, der havde sagt, at hun ikke kunne overskue modellen, tog konsekvensen og fratrådte som likvidator. Hans indsats på mødet var at lytte med henblik på udarbejdelse af likvidationsregnskabet. Det skulle være færdigt inden den 1. april 1992. Han blev derfor løbende orienteret. Der blev holdt 2 møder i februar og marts måned. Det var revisionskontoret, der udarbejdede regnskabet, men fordelingen af likvidationsprovenuet var aftalt mellem AK, RP og HE. G1 A/S havde ikke selv midler til at købe overskudsselskaberne, men RP og AK havde efter deres oplysninger kreditfaciliteter i F3 Bank. Han kan ikke huske, hvornår han fik dette at vide. HE fortalte ham, at han havde modtaget en check på 34 millioner. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at skattemyndighederne ville udstede en check på denne størrelse, uden at selskabets selvangivelse var blevet godkendt. AK og RP var meget opmærksomme på at få deres del af likvidationsprovenuet. Han fandt det ikke nødvendigt at lave en bemærkning i sin revisionspåtegning om sin tvivl om fradraget, da skattevæsenet blot kunne rejse sag. Han deltog ikke i kontakten til F1 Bank, men blev ringet op af den daværende direktør, NM, der fortalte, at HE havde henvendt sig om betydelige kreditfaciliteter til at købe selskaber for. Han mener ikke, at han nævnte sine betænkeligheder vedrørende modellen. Han deltog i et møde hos advokat OR og advokat HS, men deltog ikke i forhandlingerne om saldokvitteringen.

Reg. rev. HK har forklaret, at han er ansat i Revisionsfirmaet R4 A/S, hvor han også ejer nogle aktier. Han deltog i mødet den 16. december 1991 fra kl. 15.00 til 16.30, hvor han forlod mødet, men var ikke orienteret om baggrunden for mødet. RP og AK havde en forretningsmodel, som de gennemgik. Modellen blev efterfølgende kaldt skattegodtgørelsesmodellen. Han og LH skulle vurdere skattespørgsmålene. De talte om Landsskatterettens kendelse af 6. august 1991. Han havde været på et kursus umiddelbart forinden, hvor denne kendelse var blevet nævnt. På baggrund af notatet fra kurset var vidnet og LH i tvivl om fradraget ville blive godkendt. RP afviste, at kendelsen havde betydning. LH lavede et notat, så mødedeltagerne var opmærksomme på tvivlen. Revisionsfirmaet kunne ikke drage en skattemæssig konklusion, så parterne måtte selv beslutte, hvordan de ville disponere. Han havde ikke efterfølgende noget med sagen at gøre.

CE har forklaret, at G1 A/S blev købt som et underskudsselskab af AK, og at G1 A/S kom ind som et datterselskab af G3 Invest ApS, som han var aktionær i sammen med sin far, HE, og søster, LE. G3 Invest ApS blev brugt til spekulation i værdipapirer m.v. I begyndelsen var der store gevinster, og selskabet havde en egenkapital på 9,9 millioner. Som følge af et stort tab i 1991 kunne de ikke bruge underskuddet i G1 A/S, hvorfor de ønskede at afhænde G1 A/S. De kontaktede derfor AK for at høre, om der var købere til et underskudsselskab. AK oplyste, at det var svært at sælge et underskudsselskab, men han vendte tilbage 1-2 uger senere med en anden model. Der blev arrangeret et møde hos revisionsfirmaet R4 A/S, hvor LH, AK, RP, HE og vidnet deltog. Vidnet og hans far kendte ikke til modellen. Det var et krav fra ham selv og hans far, at det lovmæssigt skulle være i orden. LH skulle undersøge dette, og han gav udtryk for, at modellen så ud til at være lovlig. Der blev arrangeret endnu et møde på revisionskontoret, hvor advokat NB deltog. NB og LH sagde, at modellen var fuldt lovlig. G1 A/S blev taget under solvent likvidation, og NB blev valgt som likvidator. Likvidationen skulle afsluttes senest ultimo marts, for at modellen kunne anvendes. Han erindrer ikke at have modtaget LHs notat af 17. december 1991. G1 A/S under likvidation skulle i løbet af februar 1992 opkøbe en række overskudsselskaber, hvilket blev håndteret af AKs selskab R1 A/S. Handlerne skulle foregå gennem F3 Bank i Århus, hvilket var AKs bankforbindelse. Da F3 Bank på et tidspunkt stoppede transaktionerne med AK, henvendte hans far sig til F1 Bank, som G3 Invest ApS tidligere havde brugt, for at høre, om de ville være med. Banken fik i den forbindelse økonomiske oplysninger om både G3 Invest ApS, der havde en egenkapital på 9,9 millioner, og de 3 anpartshavere, der havde en samlet formue på mindst 35,3 millioner. Anpartshaverne havde kautioneret overfor G3 Invest ApS med 21,5 millioner. Han var praktisk talt ikke involveret i selve handlen. På et tidspunkt ønskede advokat NB at trække sig som likvidator, fordi handlerne med overskudsselskaber var for store i forhold til advokatfirmaets ansvarsforsikring. Hun sagde ikke, at det ikke var holdbart. Han deltog ikke i møder, før det endelige likvidationsregnskab skulle godkendes. LH kunne ikke deltage i dette møde, men der kom to andre fra revisionsfirmaet, bl.a. HK. Derudover deltog hans far, HE, og advokat NB. Der var en diskussion om et beløb på 3,3 millioner, som landbrugsdelen havde skudt ind i G1 A/S under konkurs. Hverken revisoren eller advokaten gav udtryk for tvivl om lovligheden. I sommeren 1992 fik hans far udbetalt likvidationsprovenuet på en check. Han blev som anpartshaver i G3 Invest ApS orienteret om den efterfølgende skattesag. Saldokvitteringen skulle gøre rent bord overfor HE, LE og ham selv, hvilket advokat HS forsikrede dem om. Herefter indbetalte de ca. 8 millioner.

HE har forklaret, at han begyndte som selvstændig landmand i 1952. Han er anpartshaver i G3 Invest ApS, der handlede med værdipapirer. G3 Invest ApS erhvervede i 1989 G1 A/S med henblik på valutaspekulation. I 1991 havde G1 A/S et stort underskud som følge af tab på valutaspekulationer, og de ønskede derfor at sælge G1 A/S som et underskudsselskab. Han henvendte sig til AK, som han havde købt selskabet af. AK foreslog en anden model, og der blev arrangeret et møde på revisionskontoret, hvor AK og RP samt revisorerne og advokat NB deltog. Hans søn, CE, deltog også i mødet. Da de ikke kendte til modellen, ville de have bekræftet dens lovlighed. LH tog ikke forbehold om modellens lovlighed og heller ikke advokat NB advarede mod konstruktionen. RP blev præsenteret som mangemillionær, og det var meningen, at han og AK skulle finansiere købene af overskudsselskaber gennem deres bankforbindelse i F3 Bank. Han forsøgte flere gange forgæves at komme til at tale med bankrådgiveren i Århus. Han kritiserede dette forhold overfor kreditchefen i F3 Bank, og dagen efter blev AKs konto lukket. For at realisere de allerede indgåede aftaler om køb af selskaber, tog han kontakt til F1 Bank, hvor han talte med BB. I forbindelse med aftalen med F1 Bank satte de nogle penge ind og stillede nogle kautioner samt indlagde nogle obligationer. F1 Bank fik også deres regnskaber. Det var hans opfattelse, at der var sikkerhed for de aftalte forretninger. Advokat NB, revisorerne, CE og han selv fik likvidationsregnskabet færdiggjort og underskrevet. Det var AK, der stod for det hele vedr. køb af selskaberne. Der var afholdt 2-3 møder på LHs kontor. Han kan ikke huske, om CE var med til dem alle. Han ringede til skattechefen i kommunen, der oplyste, at alt var i orden, men at sagen var så stor, at den var sendt til ToldSkat, der igen havde sendt den til København. På et tidspunkt modtog han en check på ca. 34 millioner. Derefter udloddede G1 A/S under likvidation provenuet dels til G3 Invest ApS og dels til AK og RP. Ca. 1½ måned efter at han fik checken, blev alt kasseret, idet fradraget for aktietabet ikke blev godkendt. Afgørelsen blev anket og behandlet i Landsskatteretten, hvor de tabte sagen. Han var under dette forløb repræsenteret af advokat OR og advokat HS. Da de tabte sagen, diskuterede de, om de skulle tage den videre. Samtidig hermed blev der foretaget udpantning. Advokat HS foreslog, at de skulle søge sagen forligt ved indbetaling af det beløb, der var blevet udloddet til G3 Invest ApS. Kammeradvokaten accepterede dette. Advokat HS sagde, at saldokvitteringen dækkede alt, og der derfor ikke skulle være mere at hente hos ham selv eller hans børn, LE og CE.

Procedure

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sine hovedanbringender i påstandsdokument af 6. januar 2003, hvori det bl.a. hedder:

"Over for sagsøgte 1 og 2:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgte 1 og 2 efter helt fast højesteretspraksis er erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab ved sagsøgte 1's uforsvarlige salg af overskudsselskabet H1 A/S (nu sagsøgeren) til G1 A/S, idet sagsøgte 1 og 2 ved salget af overskudsselskabet på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser.

De sagsøgtes ansvar skal bedømmes efter dansk rets almindelige erstatningsregel. Sagsøgte 1 og 2 hæfter ikke blot for egne fejl, men tillige for sine rådgivere.

Sagsøgte 1 og 2 tilsidesatte i forbindelse med salget af overskudsselskabet den omsorgspligt, som i forbindelse med salget påhvilede sagsøgte 1 og 2 i forhold til skattevæsenet, der var eneste kreditor i overskudsselskabet.

Salget af overskudsselskabet havde ikke karakter af en normal forretningsmæssig disposition. I forhold til, hvad der ville være kommet til udbetaling ved en likvidation, opnåede sagsøgte 1 ved salget en merpris for selskabet på 2.286.359,svarende til 75 pct. af selskabets skattetilsvar.

Sagsøgte 1 og 2 var eller burde på denne baggrund have været fuldt ud bekendt med, at køberens interesse i og betaling af en merpris for overskudsselskabet var skattemæssig begrundet, og at køberen ville forsøge at udskyde eller eliminere selskabets skattetilsvar.

Under disse omstændigheder havde sagsøgte 1 og 2 ved salget en særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsnets interesser.

Sagsøgte 1 og 2 måtte indse, at der ved salget af overskudsselskabet, der var uden forretningsmæssig aktivitet, og hvis eneste aktiv var en pengebeholdning, bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville blive betalt eller udskudt/elimineret, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler.

For sagsøgte 1 og 2 måtte det allerede som følge af de aftalte samtidige gensidigt betingede overførsler af den betydelige købesum og selskabets likvide midler samt oplysningerne om køberens dårlige økonomi fremstå som en nærliggende mulighed, at der ved salget ville ske selvfinansiering. Selskabet blev da også rent faktisk erhvervet for dets egne midler. Sagsøgte 1 og 2 tilsidesatte således på uforsvarlig måde skattevæsenets interesser ved salget af overskudsselskabet, og sagsøgte 1 og 2 er derfor erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.

Den af sagsøgte 1 og 2 foretagne deponering samt de efterfølgende dispositioner foretaget af køberen med henblik på eliminering af skatterne ændrer ikke herved, jf. Højesterets dom gengivet i UfR 1997, side 364 H (Sat-air).

Det bestrides, at sagsøgte 1 og 2 i forbindelse med indbetalingen af påstandsbeløbet skulle være berettiget til anden rente end den, der følger af rentelovens regler, ...

Over for sagsøgte 3

Sagsøgte 3 har pådraget sig erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel for skattevæsenets tab ved i forbindelse med overdragelsen af overskudsselskabet at have medvirket til, at overskudsselskabet i strid med selvfinansieringsforbuddet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, blev erhvervet for dets egne midler.

Banken vidste eller burde have vidst, at banken medvirkede ved køb af et selskab, og at køberen/dennes repræsentant i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2, i forbindelse med aktieerhvervelsen ville anvende selskabets midler til at betale købesummen med. Desuagtet bistod banken køberen/dennes repræsentant med via Nationalbanken at overføre købesummen til den af sælgeren anviste konto med F2 Bank A/S på betingelse af, at banken samtidig modtog overskudsselskabets midler til indsættelse på en nyoprettet konto for selskabet, hvorefter banken overførte selskabets midler til køberen til dækning af trækket på købesummen.

Banken indså eller burde på denne baggrund have indsat, at banken ved sin bistand til køberens overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, på uforsvarlig måde påførte selskabets kreditorer - herunder skattevæsenet - en urimelig tabsrisiko. Da banken intet gjorde for at afværge denne tabsrisiko, handlede banken herved uforsvarligt over for skattevæsenet.

Banken havde ikke noget grundlag for at mene, at betalingstransaktionerne var andet, end det de fremstod som; nemlig en overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet. Bevisbyrden for, at banken havde grundlag for at mene andet, påhviler i givet fald banken.

Det bemærkes, at sagsøgte 3 på trods af gentagne opfordringer hertil ikke har opfyldt provokationerne 2, 3 og 16-25, hvorfor det i forhold til retsplejelovens § 344, stk. 2, gøres gældende, at det kan lægges til grund, at sagsøgte 3 var bekendt med, at der skete selvfinansiering i forbindelse med salget af H1 A/S.

Over for alle de sagsøgte

Skattevæsenets tab er forårsaget af, at selskabet - der før overtrædelsen af selvfinansieringsforbuddet havde rigelige midler til betaling af skyldige og latente skatter - ved det uforsvarlige aktiesalg og den i forbindelse hermed foretagne ulovlige udbetaling af selskabets midler til køberen blev ude af stand til at betale selskabets skyldige skattetilsvar. Det er videre åbenbart, at tabet er en adækvat følge af det uforsvarlige salg og den i forbindelse hermed foretagne tilsidesættelse af selvfinansieringsforbuddet. De sagsøgte hæfter solidarisk.

Det bestrides, at nogen del af sagsøgerens krav skulle være fortabt ved passivitet, egen skyld, accept af risiko eller lignende.

For så vidt angår betydningen af saldokvittering henvises til Østre Landsrets kendelse af 11. september 2001 i sag B-0306-97, der for så vidt angår dette spørgsmål er identisk med nærværende sag.

Bevisbyrden for, at selskabets aktiver efter overdragelsen har været intakte, eller at der har været reel drift i selskabet, påhviler de sagsøgte, og denne bevisbyrde har de sagsøgte end ikke forsøgt at løfte.

Rigtigheden af sagsøgtes øvrige anbringender og indsigelser bestrides ligeledes, herunder anvendelsen af konkurslovens § 81."

I den Østre Landsrets kendelse, som sagsøgeren har henvist til, anføres bl.a.:

"...

Tilsagnet om saldokvittering af 19. maj 1995 omhandler ifølge sin ordlyd alene skattemyndighedernes krav vedrørende likvidationen af G1 A/S. De nævnte krav vedrører likvidationsprovenu og rentegodtgørelse.

Når henses til de forudgående forhandlinger om meddelelse af saldokvittering, findes der endvidere at være en nøje sammenhæng mellem den meddelte saldokvittering og den forudgående fogedsag. Denne sag, der blev afsluttet i forbindelse med meddelelsen af saldokvitteringen, vedrørte alene krav opstået som følge af skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen for G1 A/S.

På denne baggrund finder landsretten, at der ikke ved den meddelte saldokvittering er taget stilling til det senere rejste erstatningskrav vedrørende det opståede tab efter salget af J1 ApS. Der foreligger heller ikke oplysninger, hvorefter HE eller de sagsøgte, PH og F3 Bank A/S, har haft anledning til at indrette sig på, at der ikke særskilt kunne rejses erstatningskrav vedrørende salget af J1 ApS.

..."

Sagsøgte 1 og 2 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres anbringender i påstandsdokument af 2. januar 2003, hvori det bl.a. hedder:

"Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand over for sagsøger i hovedsagen ApS HX under konkurs, gør sagsøgte 1 og 2 gældende,

at	sagsøgte 1 og 2 ikke har handlet ansvarspådragende over for sagsøger i forbindelse med salget af H1 A/S til G1 A/S i likvidation,
at	H1 A/S ikke blev købt ved selvfinansiering,
at	sagsøgte 1 og 2 ikke var - eller burde have været - vidende om, hvorledes G1 A/S i likvidation finansierede købet af selskabet,
at	rådgiverne på sælgerside ikke var - eller burde have været - vidende om køberselskabets finansiering,
at	sagsøgte 1 og 2 ved klausulering af selskabets skattetilsvar med kr. 2.800.790 har foretaget sig det fornødne for at sikre, at skattevæsenets tilgodehavende blev betalt, medmindre det blev lovligt elimineret, og
at	G1 A/S i likvidation efter købet af selskabet drog omsorg for, at selskabet erhvervede tyske leasingaktiver, der imidlertid ikke af skattevæsenet blev tillagt skattemæssig betydning.

...

Til støtte for den nedlagte rentepåstand gør sagsøgte 1 og 2 gældende,

at	sagsøger har været i besiddelse af sagsøgte 1 og 2's indbetaling, siden denne fandt sted den 26. februar 1997, og følgelig må forrente indbetalingen, i fald landsretten finder, at denne er foretaget uden, at sagsøger har været berettiget til at kræve betaling af beløbet, med den forrentning, der følger af selskabsskattelovens bestemmelser, dvs. med 1 % pr. påbegyndt måned til 1. november 1998, og derefter med 0,6 % pr. påbegyndt måned.
	Subsidiært må forrentningen finde sted efter renteloven, principalt fra betalingstidspunktet, subsidiært fra sagsøgte 1 og 2's nedlæggelse af påstand herom i svarskrift af 28. februar 1997.
	...

Over for sagsøgte 3 i hovedsagen, F1 Bank A/S, gør sagsøgte 1 og 2 gældende,

at	sagsøgte 3 er forpligtet til at friholde sagsøgte 1 og 2 for ethvert beløb, som sagsøgte 1 og 2 måtte blive dømt til at anerkende at have pådraget sig i erstatningsansvar over for sagsøger i hovedsagen,
at	sagsøgte 3, som pengeinstitut for G1 A/S i likvidation, kunne konstatere i hvilket omfang, det overdragne selskab blev erhvervet ved selvfinansiering,
at	sagsøgte 3 ikke har påset, at betingelserne for frigivelsen af det deponerede skattebeløb var opfyldt, den 14. april 1992, og
at	sagsøgte 3 under alle omstændigheder må bære sin del af en erstatningsbetaling til sagsøger i overensstemmelse med Thrane-dommen."

Sagsøgte 1 og 2 har over for adciterede, AT nedlagt påstand om afsigelse af udeblivelsesdom.

Sagsøgte 3 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sine anbringender i påstandsdokument af 13. januar 2003, hvori det bl.a. hedder:

"Idet sagsøgers og sagsøgte 1 og 2's anbringender i forhold til sagsøgte 3 i det hele bestrides gøres følgende gældende:

at	det ikke er påvist, at der foreligger ulovlig selvfinansiering,
at	det tværtimod er påvist fra sagsøgte 3's side, at der ikke foreligger ulovlig selvfinansiering,
at	sagsøgte 3 allerede som følge heraf må frifindes,
at	sagsøgte 3 ikke har givet nogen rådgivning til hverken sælger eller køber,
at	sagsøgte 3 har foretaget normale bankforretninger,
at	sagsøgte 3 ingen berigelse har opnået,
at	sagsøgte 3 ikke har deltaget i nogen tømning af det omhandlende selskabs midler, og
at	sagsøgte 3 ingen mulighed har haft for at vurdere, at en såkaldt selskabstømning efterfølgende ville finde sted,
at	sagsøger i det hele har fraskrevet sig yderligere krav herunder overfor sagsøgte 3 ved at indgå forlig ved saldo kvittering til HE og G3 Invest ApS i juni 1995, hvorfor sagsøgte 3 også af denne grund må frifindes.

I relation til passivitetsindsigelsen gøres det gældende,

at	sagsøger ubestridt har været bekendt med sagen siden i hvert fald september 1993,
at	alt materiale har været tilgængeligt for sagsøger (reelt Told- og Skattestyrelsen) gennem Told- og Skattestyrelsen samt de respektive Told- og Skatteregioner, hvilket ubestridt fremgår af materialet fra aktindsigten og dagspressen, hvor det fremgår, at Told- og Skat løbende har været i forbindelse med sagsøger og omvendt, og
at	et eventuelt krav over for sagsøgte 3 alene af den grund er bortfaldet, idet der er sket forældelse på grund af passivitet, når henset til at stævningen først blev udtaget i marts 1997.

I relation til sagsøgte 1 og 2 gøres det endvidere gældende, at sagsøgte 1 og 2 i det indbyrdes forhold mellem sagsøgte 1, 2 og 3 må friholde sagsøgte 3 for et hvilket som helst beløb, denne måtte blive pålagt at betale, eftersom der i modsat fald vil være en uberettiget berigelse for sagsøgte 1 og 2 på sagsøgte 3's bekostning, og idet den skyld, der måtte kunne henføres til sagsøgte 1 og 2, langt overstiger den skyld, som måtte kunne henføres til sagsøgte 3, hvorfor der i det indbyrdes forhold mellem sagsøgte 1, 2 og sagsøgte 3 alene kan være tale om skyld fra sagsøgte 1 og 2's side.

Det gøres herved yderligere gældende, at uanset hvorledes, sagsøgte 1 og 2 har anvendt midlerne, skal der under alle omstændigheder ved den eventuelle tabsopgørelse og ved en fordeling mellem sagsøgte 1, 2 og 3 tages hensyn til overkurs på skatten med tillæg af en gennemsnitlig rente i perioden samt tillæg af sparede likvidationsomkostninger, rådgiversalærer m.v. "

Rettens bemærkninger

Køberen af selskabet tilrettelagde og gennemførte pengeoverførslerne, betalingen af købesummen og overflytningen af selskabets bankindestående, på en sådan måde, at købesummen, bortset fra de deponerede midler, kunne blive og blev betalt med selskabets midler.

Uanset at F1 Bank A/S havde fået forskellige sikkerheder fra familien EE, der stod bag køberselskabet, finder retten, at betalingen af aktierne i H1 A/S er sket ved selvfinansiering. Forbuddet i aktieselskabslovens §115, stk. 2, blev derfor overtrådt.

H1 Holding A/S opnåede ved salget en overkurs på 2.286.359 kr., svarende til 75 % af skattebyrden. H1 Holding A/S og A hæfter for deres rådgivere, revisor LK og advokat JA, der var bekendt med, at overførslen af købesummen og selskabets midler var indbyrdes forbundne. LK og JA vidste, at overprisen blev betalt af køberselskabet G1 A/S under likvidation med henblik på at udnytte mulighederne for at undgå eller udskyde betalingen af selskabets skattebyrde. Overprisen oversteg klart de udgifter, der kunne være begrundet i sparede omkostninger for køberen. Salget havde således ikke karakter af en sædvanlig forretningsmæssig disposition. A, H1 Holding A/S, og deres rådgivere måtte indse, at der ved salg af overskudsselskabet gennem selvfinansiering forelå en nærliggende risiko for, at den skyldige skat ikke ville blive elimineret - ved at de planlagte investeringer ikke ville blive gennemført eller ikke ville kunne anerkendes som grundlag for skattemæssige fradrag - eller betalt.

A og H1 Holding A/S, har i købsaftalen betinget sig, at et beløb svarende til skattekravet blev deponeret, således at det først kunne frigives, når der forelå en erklæring fra køberens revisor, AT, om, at der var erhvervet grundlag for eliminering af skatten eller skatten var betalt. Derudover skulle regnskabsåret være omlagt. Landsretten finder ikke, at A og H1 Holding A/S under de foreliggende omstændigheder har gjort tilstrækkeligt for at afværge skattevæsenets risiko, og de har derfor ved salget af selskabet på uforsvarlig måde tilsidesat skattevæsenets interesser og er således erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.

Det fremgår af instruksen til F1 Bank A/S, at betalingerne er indbyrdes forbundne, og det må derfor lægges til grund, at F1 Bank A/S, der var orienteret om arrangementet måtte indse, at købet af selskabet som alene havde aktiver i form af et bankindestående og passiver i form af en skattebyrde, reelt ville blive finansieret af selskabets egne midler, hvilket også skete. Banken medvirkede herved på uforsvarlig måde til den ulovlige selvfinansiering. Da banken intet har gjort for at afværge risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser, er banken erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

Tilsagnet om saldokvittering af 19. maj 1995 omhandler ifølge sin ordlyd alene skattemyndighedernes krav vedrørende likvidationen af G1 A/S. De nævnte krav vedrører likvidationsprovenu og rentegodtgørelse. Forhandlingerne om saldokvitteringen fandt sted i forbindelse med en udpantningssag i fogedretten vedrørende krav opstået som følge af skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen for G1 A/S.

På denne baggrund finder landsretten, at der ikke ved den meddelte saldokvittering er taget stilling til det senere rejste erstatningskrav vedrørende det opståede tab efter salget af H1 A/S. Der foreligger heller ikke oplysninger, hvorefter F1 Bank A/S, har haft anledning til at indrette sig på, at der ikke særskilt kunne rejses erstatningskrav vedrørende salget af H1 A/S.

Da saldokvitteringen således ikke omhandler de skattekrav, der ved overtagelsen og videresalget af overskudsselskaberne hvilede på disse selskaber, har saldokvitteringen ingen betydning for denne sag.

Landsretten finder ikke, at skattevæsenets krav er bortfaldet ved forældelse eller passivitet.

I den indbyrdes fordeling af ansvaret mellem de sagsøgte skal A og H1 Holding A/S forlods bære deres berigelse i form af overkurs og likviditetsfordel, i alt 3.025.046 kr. Restbeløbet, 416.220 kr., skal fordeles ligeligt mellem på den ene side A og H1 Holding A/S og på den anden side F1 Bank A/S med halvdelen, i alt 208.110 kr., til hver.

Da adciterede AT, har undladt at aflevere påstandsdokument, hvilket er blevet ham pålagt ved Østre Landsrets skrivelse af 24. januar 2002, gives der i forhold til ham dom efter As og H1 Holding A/S's påstand, der findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne, jf. retsplejelovens § 356 a, jf. § 360, stk. 3.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

De sagsøgte A, H1 Holding A/S og F1 Bank A/S tilpligtes at anerkende, at de er erstatningsansvarlige overfor sagsøgeren og told- og skattemyndighederne for et beløb stort kr. 3.441.266,- svarende til det beløb, som sagsøgte 1, A, og sagsøgte 2, H1 Holding A/S, den 26. februar 1997 har indbetalt til Told- og Skattestyrelsen.

I det indbyrdes forhold skal F1 Bank A/S betale 208.110 kr.

Inden 14 dage betaler de sagsøgte in solidum i sagsomkostninger til sagsøgeren kr. 230.000 I det indbyrdes forhold betaler A og H1 Holding A/S kr. 216.000 og F1 Bank A/S kr. 14.000.

I forholdet mellem A, H1 Holding A/S og F1 Bank A/S skal hver part bære egne omkostninger.

Adciterede AT tilpligtes at betale adcitanterne, A og H1 Holding A/S, ethvert beløb, som de måtte blive dømt til at anerkende at skylde sagsøgeren i hovedsagen, ApS HX under konkurs, med tillæg af procesrente fra 22. september 1997, samt de sagsomkostninger, som adcitanterne måtte blive pålagt i hovedsagen.

Inden 14 dage betaler adciterede AT i sagsomkostninger til adcitanterne A og H1 Holding A/S, 85.000 kr.