Dato for udgivelse
16 Sep 2003 08:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. april 2003
SKM-nummer
SKM2003.379.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
2. afdeling, S-2478-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Grov skattesvig, momssvig, udeholdt omsætning, pizzeria
Resumé

T var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved for indkomstårene 1996 - 1998 med forsæt til skatteunddragelse i sine selvangivelser at have udeholdt indtægter fra hans selvstændige virksomhed, en pizza-restaurant, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 564.423 kr. i skat. T var tillige tiltalt for overtrædelse af arbejdsmarkedsfondsloven ved som indehaver af ovennævnte virksomhed med forsæt til at unddrage staten bidrag at have afgivet urigtige oplysninger om bidragsgrundlaget som anført i ovennævnte skatteforhold, hvorved statskassen blev unddraget 97.433 kr. i arbejdsmarkedsfondsbidrag.

T var endelig tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen ved med forsæt til momsunddragelse som indehaver af ovennævnte virksomhed for perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have afgivet urigtige momsangivelser, hvorved statskassen blev unddraget 312.980 kr. i moms. Ved landsrettens behandling af den indankede dom fandt retten også efter bevisførelsen for landsretten, at T af de i byretsdommen anførte grunde var skyldig efter anklageskriftet. Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter T blev straffet med fængsel i 8 måneder og en tillægsbøde på 950.000 kr.

Reference(r)

Straffeloven § 289, jf Skattekontrolloven § 13, stk. 1
Arbejdsmarkedsfondsloven § 18, stk. 1, litra a, jf. stk. 2
Momsloven § 81, stk. 1, jf. stk. 3

Østre Landsrets dom af 8. april 2003, 2. afdeling, S-2478-02

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Flemming Hessner besk.)

Afsagt af landsdommerne

Ulla Staal, Ebbe Christensen og Trine Nørhede (kst.) med domsmænd).

----------

Ballerup Byrets dom af 14. juni 2002, S 3-607/02

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 27. marts 2002.

T er tiltalt for

1.

Skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 239, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1,

ved i sine selvangivelser til .... kommune for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 med forsæt til skatteunddragelse at have udeholdt indtægter fra hans selvstændige virksomhed, Fjordby Pizzeria, Fjordby, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 564.423 kr. i skat, således nærmere:

Indkornståret 1996

 

Udeholdt indtægt fra virksomheden

659.096 kr.

 

hvoraf skat udgør

 

303.066 kr.

 

Indkomstret 1997

 

Udeholdt indtægt fra virksomheden

262.509 kr.

 

hvoraf skat udgør

 

102.314 kr.

 

Indkomståret 1998

 

Udeholdt indtægt fra virksomheden

366.318 kr.

 

hvoraf skat udgør

 

159.043 kr.

2.

Overtrædelse af arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, litra a, jf. stk. 2,

ved i sine selvangivelser til .... kommune for indkomstårene 1996, 1997 og 1998, med forsæt til at unddrage staten bidrag, at have afgivet urigtige oplysninger om bidragsgrundlaget som anført i forhold 1, hvorved statskassen blev unddraget i alt 97.443 kr. i arbejdsmarkedsfondsbidrag.

3.

Overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3,

ved i perioden fra den 1. januar 1996 til den 31. december 1998 som indehaver af virksomheden Fjordby Pizzeria , Fjordby, med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have afgivet urigtige momsangivelser til ToldSkat, hvorved statskassen blev unddraget i alt 312.980 kr. i moms.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af revisor V.1.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Der har været fremlagt diverse opgørelser og beregninger.

Rettens bemærkninger

Under hensyn til de foreliggende tal om momstilsvar og momskofficient, varekøb og forbruget heraf sat i forhold til solgte varer samt bruttoavanceprocenten, finder retten, at tiltaltes forklaring må forkastes, og det må lægges til grund, at en væsentlig del af omsætningen har været holdt udenfor regnskabet. Størrelsen af de udeholdte beløb må i mangel af anden sandsynlig forklaring eller regnskabstal sættes til de beløb, der er beregnet af ToldSkat.

Som følge heraf findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, litra a, jf. stk. 2 og momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.

Desuden betaler han en tillægsbøde på 950.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 8 måneder.

Desuden betaler han en tillægsbøde på 950.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder salæret til den beskikkede forsvarer, advokat Flemming Hessner. Salæret fremgår af retsbogen.

----------

Østre Landsrets dom af 8. april 2003, 2. afdeling, S-2478-02

Ballerup Rets dom af 14. juni 2002 (S 3-607/02) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har efter sin endelige påstand påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidnet, statsautoriseret revisor V.1, der begge i det væsentlige har forklaret som i byretten. Forklaringerne fremgår af retsbogen.

Der er endvidere afgivet vidneforklaring af registreret revisor V.2, hvorom henvises til retsbogen.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Ballerup Rets 3. afdelings dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.