Rødovre Byrets dom
af 13. maj 2003
S 118/2003
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Casper Andressen - beskikket)
Anklageskrift er modtaget den 30. januar 2003:
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
spilleautomatlovens nr. 462 af 31. maj 2000 § 40, stk. 1, jf. § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1 og § 17, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende spilleautomater § 26, stk. 1, jfr. § 3 og § 16
ved fra den 1. januar 2002 og til den 4. januar 2002 i Cafeen at have
- opstillet og drevet virksomhed med gevinstgivende spilleautomater uden at have tilladelse hertil,
- at have undladt at få foretaget godkendelse af de gevinstgivende spilleautomater af et af de godkendte akkrediterede institutter og
- at have undladt at opkoble de gevinstgivende spilleautomater til Spillemyndighedens centrale overvågningssystem,
2.
spilleautomatlovens nr. 462 af 31. maj 2000 § 40, stk. 1, jf. § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende spilleautomater § 26, stk. 1, jf. § 3 ved efter den 30. december 2001 på Pizzeria,
- at have opstillet og drevet virksomhed med gevinstgivende spilleautomater uden at have tilladelse hertil og
- at have undladt at opkoble de gevinstgivende spilleautomater til Spillemyndighedens centrale overvågningssystem.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af selskabets direktør A.A. og vidneforklaring af V.1 og V.2.
Forklaringerne er gengivet i retsbogen.
Der har været fremlagt breve af 5.12.2001 og 7.12.2001 fra tiltalte samt erklæring fra Teknologisk Institut om bestilling af tid til test vedrørende godkendelse af automater.
Rettens bemærkninger
Tiltalte har overfor retten for så vidt angår forhold 1 erkendt sig skyldig i at have opstillet spilleautomater, uden at disse var godkendt af et af spillemyndigheden akkrediteret institut, jf. spilleautomatlovens § 40, stk. 1, jf. § 17, stk. 1. Tilståelsen på dette punkt støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet for så vidt angår dette punkt.
Ud fra de afgivne forklaringer i sagen samt sagens oplysninger i øvrigt, lægges det til grund, at tiltalte har haft kendskab til reglerne om spilleautomater og har forsøgt at iagttage disse ved at give indehaverne af de pågældende to restaurationer besked om, at automaterne skulle slukkes med udgangen af december 2001. Efter udgangen af december 2001 og reglernes ikrafttræden har tiltalte foranlediget automaterne afhentet. Tidspunktet for automaternes afhentning var begrundet i, at tiltalte ønskede at have indtjening ved automaterne længst muligt.
Retten finder, at tiltalte ved at overlade ansvaret for, at automaterne ikke blev brugt efter udgangen af december 2001 til personer udenfor selskabet løb en risiko for, at reglerne om spilleautomater ikke blev overholdt, og at det burde være åbenbart for tiltalte, at man løb en sådan risiko.
Herefter, og tillige under hensyn til at tiltalte er erhvervsdrivende indenfor spilleautomatbranchen,findes tiltalte ved grov uagtsomhed at have tilsidesat spilleautomatlovens § 40, stk. 1, jf. § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, og bekendtgørelsen om gevinstgivende spilleautomater § 26, stk. 1, jf. § 3.
Tiltalte er dermed skyldig efter anklageskriftet.
Straffen fastsættes til en bøde på 13.000 kr. Ved fastsættelsen af bøden er der henset til antallet af automater samt karakteren af forholdene i øvrigt. Den samlede bøde er beregnet som summen af 9.000 kr. vedrørende forhold 1 og 4.000 kr. vedrørende forhold 2.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T skal betale en bøde på 13.000 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, dog betaler statskassen 2.000 kr. med tillæg af moms af den beskikkede forsvarers salær.