Straffesag - skattearrangement - skattesvig - bedrageri


Dato for udgivelse	10 dec 2003 13:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal	11. marts 2003
SKM-nummer	SKM2003.557.HR
Myndighed	Højesteret
Sagsnummer	1. afdeling, 349/2002
Dokument type	Dom
Overordnede emner	Skat + Inddrivelse
Overemner-emner	Straf + Inddrivelse + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord	Skattearrangement, skattesvig, bedrageri
Resumé	T 1, T 2 og T 3 var tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 og skattesvig af særlig grov karakter efter § 289 vedrørende samlede besvigelser på ca. 65,6 mio kr. og skatteunddragelser på ca. 82,6 mio kr., medens T 4 og T 5 var tiltalt for hæleri af særlig grov beskaffenhed med hensyn til bedrageri for et mindre beløbs vedkommende - alt i forbindelse med udvikling og udbud af afskrivnings-, rentefradrags - og aktietabsbaserede skatteundvigelsesarrangementer. Byretten fandt ikke, at der rettidigt var anskaffet aktiver, som for investorerne kunne medføre afskrivninger eller optaget reelle lån, som kunne berettige til rentefradrag, eller at der var etableret grundlag for reelle aktietab, som kunne danne grundlag for fradrag. De tiltalte blev derfor i byretten i alt væsentligt dømt i overensstemmelse med tiltalen - bortset fra at T 1 blev frifundet i et forhold, hvori alene han var tiltalt for en skatteunddragelse på ca. 7.9 mio kr. T 1 blev idømt fængsel i 3 ½ år. T 2 blev idømt fængsel i 1½ år. T 3 blev idømt fængsel i 6 måneder heraf 3 måneder ubetinget, medens T 4 og T 5 blev idømt henholdsvis 6 og 4 måneders fængsel betinget på vilkar af bl. a. samfundstjeneste. T 1, T 3, T 4 og T 5 ankede dommen til landsretten, hvor T 3, T 4 og T 5 blev frifundet. T 1, der blev fundet skyldig i bedrageri og medvirken til grov skattesvig i næsten samme omfang som i byretten, blev idømt 4½ års fængsel. Retten fandt intet til hinder for samtidig domfældelse for bedrageri og skattesvig, idet de to straffebestemmelser beskytter forskellige interesser. Retten fandt ikke grundlag for at statuere, at Menneskeretskonventionens artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang inden rimelig tid var overtrådt. T 1 ankede til Højesteret, hvor han blev frifundet i et bedrageriforhold vedrørende 11,7 mio kr. og i øvrigt dømt i samme omfang som i landsretten. Straffen blev fastsat til 4 års fængsel for bedrageri overfor 259 investorer med hensyn til ca. 26 mio kr. samt medvirken til skatteunddragelse på ca. 61 mio kr. Højesteret tiltrådte, at T 1 - under hensyn til at det ikke var undersøgt, i hvilket omfang investorerne havde udnyttet fradragspotentialet i deres selvangivelser - alene kunne dømmes for forsøg på medvirken til skatteunddragelse. Højesteret tiltrådte envidere, at T 1 var frakendt retten til såvel personligt som i selskabsform at udøve finansiel virksomhed. T 1.s udbytte, der skønsmæssigt blev fastsat til 3 mio kr., blev konfiskeret.
Reference(r)	Straffeloven § 289 Straffeloven § 279 Straffeloven § 21 Straffeloven § 23

Højesterets dom af 11. marts 2003, 1 afdeling, 349/2002

Parter

Rigsadvokaten

mod

T.1
(advokat Carsten Lorentzen, e.o.)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Peter Blok, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Thomas Rørdam.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Middelfart den 8. november 2000, og af Østre Landsrets 12. afdeling den 20. marts 2002.

----------

Middelfart Byrets dom af 8. november 2000 S.S. 25213/1999

Ved anklageskrift af 14. september 1999 fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og ved anklageskrift II af 30. december 1999 som berigtiget under domsforhandlingen tiltales

Forhold 1 (berigtiget 24.05.2000)

T.1,

1.A

for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 279, jfr. § 286, stk. 2,

ved i tiden mellem december 1992 og efteråret 1993, svigagtigt at have formået investorer, som nærmere beskrevet i bilag 1, til at købe anparter i interessentskaber, udbudt af H1.1 Gruppen A/S, V.1 og H1.2 Gruppen A/S eller datterselskaber hertil, hvori tiltalte havde bestemmende indflydelse, at påtage sig gæld til udbyderne, i alt ca. 10,4 mio. kr., og at indbetale ca. 7.6 mio, kr.,

idet tiltalte fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede den vildfarelse, at investorerne gennem køb af de nævnte anparter, hvilke anparter senere kunne sælges tilbage, ville opnå adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på udlejede aktiver og derigennem opnå skattemæssige fradrag,

alt imedens tiltalte fortiede, at der ikke var og i realiteten ikke ville blive indkøbt nogen aktiver, og at investorerne derfor ikke retmæssigt kunne opnå den tilsigtede skattemæssige stilling, hvorved tiltalte påførte investorerne et formuetab eller risiko herfor, svarende til investorernes indskud,

1.B

og for skattesvig af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 289, jfr. skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært medvirken hertil, jfr. straffelovens § 23,

ved at deltage i udbuddet af de i forhold 1.A. nævnte anparter, og ved i tiden efter de respektive tegningsaftalers indgåelse at give urigtige oplysninger og at tilskynde investorerne til at videregive disse oplysninger til skattemyndighederne, til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

idet tiltalte, under de omstændigheder, der er beskrevet ovenfor i afsnit 1.A, forsynede investorerne med urigtige eller vildledende regnskabsmæssige og faktiske oplysninger om virksomheden i de etablerede interessentskaber, der blev overført til investorernes selvangivelser eller overgivet til skattemyndighederne, hvorved investorernes selvangivelser blev urigtige,

ligesom tiltaltes oplysninger til skattemyndighederne var urigtige og egnede til retsstridigt at bringe skattemyndighederne i en vildfarelse, for derigennem at bestemme dem til at tillægge de indgåede aftaler skattemæssige retsvirkninger, navnlig derved at tiltalte skjulte, at der ikke pr. 31. december 1992 var anskaffet nogen aktiver, der kunne være genstand for de hævdede skattemæssige afskrivninger.

Herved blev statskassen påført et tab eller risiko for tab på ikke under 7.9 mio. kr.

Forhold 2

Forhold 2.1

H2.1 Holding A/S (berigtiget 24.05.2000)

T.1,

2.1.A

for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 279, jfr. § 286, stk. 2,

ved i tiden mellem efteråret 1993 og frem til december 1994, gennem H2.2 Bankieraktieselskab, hvori tiltalte havde bestemmende indflydelse, svigagtigt at have formået investorer, som nærmere beskrevet i bilag 2.1., til at købe aktier i H2.1 Holding A/S, og i den forbindelse at betale eller påtage sig gæld til tiltaltes selskaber på i alt ca. 11,3 mio. kr., hvoraf ca. 5,4 mio. kr. blev indbetalt,

idet tiltalte fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede den vildfarelse hos investorerne, at de ved køb af aktier i H2.1 Holding A/S, hvor købesummen angiveligt i vidt omfang blev finansieret ved lån, optaget i udlandet, ville opnå adgang til at foretage skattemæssige fradrag for renteudgifterne til dette eksterne lån,

alt imedens tiltalte fortiede, at H2.1 Holding A/S og/eller datterselskaber hertil ikke havde købt og i realiteten ikke ville købe nogen aktiver til udlejning eller på anden måde få nogen erhvervsmæssig drift, ligesom tiltalte vidste, at der reelt ikke blev ydet noget eksternt lån, og at investorerne derfor ikke retmæssigt kunne opnå den tilsigtede skattemæssige stilling, hvorved tiltalte påførte investorerne et formuetab eller risiko herfor, svarende til deres indskud.

2.1.B

og for skattesvig af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 289, jfr. skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært medvirken hertil, jfr. straffelovens § 23,

ved at udbyde de i forhold 2.1.A nævnte aktier, og ved i tiden efter de respektive tegningsaftalers indgåelse at give urigtige oplysninger og at tilskynde investorerne til at videregive disse oplysninger til skattemyndighederne til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

idet tiltalte, under de omstændigheder, der er beskrevet ovenfor, forsynede investorerne med urigtige eller vildledende regnskabsmæssige og faktiske oplysninger om virksomheden i H2.1 Holding A/S, der blev overført til investorernes selvangivelser eller overgivet til skattemyndighederne,

hvorved investorernes selvangivelser blev urigtige, ligesom tiltaltes oplysninger til skattemyndighederne var urigtige og egnede til retsstridigt at bringe skattemyndighederne i en vildfarelse, for derigennem at bestemme dem til at tillægge de indgåede aftaler skattemæssige retsvirkninger, navnlig derved at tiltalte skjulte, at det på forhånd var planlagt at lade investorerne afstå aktierne i selskabet efter 3 års ejertid med tab.

Herved blev statskassen påført et tab eller risiko for tab på ikke under 37 mio. kr.

Forhold 2.2

H2.3 A/S (berigtiget 24.05.2000)

T.1, T.2 og T.3,

2.2.A.

for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 279, jfr. § 286, stk. 2, jfr. til dels § 23,

ved i forening og efter forudgående aftale, i tiden mellem efteråret 1993 og frem til december 1994, gennem H2.4 Danmark A/S, hvori de tiltalte T.2 og T.3 havde bestemmende indflydelse, svigagtigt at have formået investorer, som nærmere beskrevet i bilag 2.2., til at købe aktier i H2.3 A/S og i den forbindelse at betale eller påtage sig gæld til de tiltaltes selskaber på i alt ca. 4,3 mio. kr., hvoraf ca. 3,1 mio. kr. blev indbetalt,

idet de tiltalte fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede den vildfarelse hos investorerne, at de ved køb af aktier i H2.3 A/S, hvor købesummen i vidt omfang angiveligt blev finansieret ved lån, optaget i udlandet, ville opnå adgang til at foretage skattemæssige fradrag for renteudgifterne til dette eksterne lån,

alt imedens de tiltalte fortiede, at H2.3 A/S og/eller datterselskaber ikke havde købt og ikke i realiteten ville købe nogen aktiver til udlejning eller på anden måde få nogen erhvervsmæssig drift, ligesom de tiltalte vidste, at der reelt ikke blev ydet noget eksternt lån, og at investorerne derfor ikke retmæssigt kunne opnå den tilsigtede skattemæssige stilling, hvorved investorerne led et formuetab eller risiko herfor, svarende til deres indskud.

2.2.B

og for skattesvig af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 289, jfr. skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært medvirken hertil, jfr. straffelovens § 23,

ved at udbyde de i pkt. 2.2.A nævnte aktier, og ved i tiden efter de respektive tegningsaftalers indgåelse at give urigtige oplysninger og at tilskynde investorerne til at videregive disse oplysninger til skattemyndighederne til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

idet de tiltalte, under de omstændigheder, der er beskrevet ovenfor, forsynede investorerne med urigtige eller vildledende regnskabsmæssige og faktiske oplysninger om virksomheden i H2.3 A/S, der blev overført til investorernes selvangivelser eller overgivet til skattemyndighederne, hvorved investorernes selvangivelser blev urigtige, ligesom de tiltaltes oplysninger til skattemyndighederne var urigtige og egnede til retsstridigt at bringe skattemyndighederne i en vildfarelse, for derigennem at bestemme dem til at tillægge de indgåede aftaler skattemæssige retsvirkninger, navnlig derved at de tiltalte skjulte, at det på forhånd var planlagt at lade investorerne afstå aktierne i selskabet efter 3 års ejertid med tab.

Herved blev statskassen påført et tab eller risiko for tab på ikke under 14 mio. kr.

Forhold 2.3

H2.5 Erhvervsinvestering A/S (berigtiget 24.05.2000)

T.1

2.3.A

for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 279, jfr. § 286, stk. 2,

ved i tiden mellem efteråret 1994 og frem til december 1995, gennem H.2.2 Bankieraktieselskab, hvori tiltalte havde bestemmende indflydelse, svigagtigt at have formået investorer, som nærmere beskrevet i bilag 2.3, til at købe aktier i H2.5 Erhvervsinvestering A/S og i den forbindelse at indbetale og at påtage sig gæld til tiltaltes selskaber, i alt ca. 3.1 mio. kr., hvoraf ca. 1,2 mio. kr. blev indbetalt,

idet tiltalte fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede den vildfarelse hos investorerne, at de ved køb af aktier i H2.5 Erhvervsinvestering A/S, hvor købesummen i vidt omfang angiveligt blev finansieret ved lån, optaget i udlandet, ville opnå adgang til at foretage skattemæssige fradrag for renteudgifterne til dette eksterne lån,

alt imedens tiltalte fortiede, at H2.5 Erhvervsinvestering A/S og/eller datterselskaber ikke havde nogen og i realiteten ikke ville få nogen erhvervsmæssig drift, ligesom tiltalte vidste, at der reelt ikke blev ydet noget eksternt lån, og at investorerne derfor ikke retmæssigt kunne opnå den tilsigtede skattemæssige stilling, hvorved investorerne blev påført et formuetab eller risko herfor, svarende til deres indskud.

2.3.B

og for skattesvig af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 289,jfr. skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært medvirken hertil, jfr. straffelovens § 23,

ved at udbyde de under pkt. 2.3.A. nævnte aktier, og ved i tiden efter de respektive tegningsaftalers indgåelse at give urigtige oplysninger og at tilskynde investorerne til at videregive disse oplysninger til skattemyndighederne til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

Herved blev statskassen påført et tab eller risiko for tab på ikke under 10 mio. kr.

3.A. T.1, T.2 og T.3,

for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 279, jfr. § 286, stk. 2, jfr. til dels straffelovens § 23,

ved i tiden mellem efteråret 1994 og 31. december 1995, i forening og efter forudgående aftale, gennem H2.2 Bankieraktieselskab, hvori tiltalte T.1 havde bestemmende indflydelse, og gennem H3.1 Partnere A/S, hvori de tiltalte T.2 og T.3 havde bestemmende indflydelse,

svigagtigt at have formået investorer, som nærmere beskrevet i bilag 3, til at købe andele i en række interessentskaber og i den forbindelse at indbetale og at påtage sig gæld til de tiltaltes selskaber, samlet ca. 11. 7 mio. kr., hvoraf ca. 7.5 mio. kr. blev indbetalt,

idet de tiltalte fremkaldte, udnyttede eller bestyrkede den vildfarelse hos investorerne, at de ved køb af anparter i interessentskaberne ville opnå adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på EDB-programmer eller rettigheder til udnyttelse af EDB-programmer,

alt imedens de tiltalte fortiede, at der ikke var eller ville blive købt nogen afskrivningsberettigede aktiver med den værdi, der var oplyst overfor investorerne, og at investorerne derfor ikke retmæssigt kunne opnå den tilsigtede skattemæssige stilling, hvorved disse blev påført et formuetab eller risiko for formuetab, svarende til investorernes indskud.

3.B

T.4 og T.5, for hæleri af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens § 284, jfr. § 286, stk. 3, jfr. § 279,

ved i tiden mellem 28. december 1994 og efteråret 1995, i forening og efter forudgående aftale, at skaffe sig del i og at sikre de ovenfor nævnte tiltalte en vinding, der stammede fra en berigelsesforbrydelse,

idet de tiltalte mod betaling af ca. 88.OOO.GBP stillede EDB-programmer, oplysninger og dokumentation til rådighed, der overfor investorerne og skattemyndighederne skulle fordølge, at interessentskaberne ikke havde købt de formuegoder, der var stillet investorerne i udsigt, og at investorerne dermed ikke kunne opnå den tilsigtede skatteretlige stilling.

3.C

T.1, T.2 og T.3,

for skattesvig af særlig grov beskaffenhed, jfr. straffelovens. § 289, jfr. skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært medvirken hertil, jfr. straffelovens § 23,

ved at udbyde de i forhold 3.A nævnte anparter, og ved i tiden efter de respektive tegningsaftalers indgåelse at give urigtige oplysninger og at tilskynde investorerne til at videregive disse oplysninger til skattemyndighederne til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

idet de tiltalte, under de omstændigheder, der er beskrevet ovenfor i forhold 3.A, forsynede investorerne med urigtige eller vildledende regnskabsmæssige og faktiske oplysninger om virksomheden i de respektive interessentskaber, der blev overført til investorernes selvangivelser eller overgivet til skattemyndighederne, hvorved investorernes selvangivelser blev urigtige,

ligesom de tiltaltes oplysninger direkte til skattemyndighederne var urigtige og egnede til retsstridigt at bringe skattemyndighederne i en vildfarelse, for derigennem at bestemme dem til at tillægge de indgåede aftaler skattemæssige retsvirkninger, navnlig derved at de tiltalte skjulte, at der ikke pr. 31. december 1994 eller senere var anskaffet nogen formuerettigheder, der kunne være genstand for de hævdede skattemæssige afskrivninger.

Herved blev statskassen påført et tab eller risiko for tab på ikke under 13.7 mio. kr.

Anklagemyndighedens påstande

Alle de tiltalte

Udbyttet ved de beskrevne handler konfiskeres, jfr. straffelovens § 75, stk. 1

De tiltalte T.1, T.2 og T.3

De tiltalte frakendes i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, retten til at arbejde som eller være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i selskab, der driver virksomhed som bankier, vekselerer, udbyder af investeringsprojekter, formidler af finansielle ydelser; eller personligt eller i selskabsform, jfr. ovenfor, at drive virksomhed med finansiel leasing, herunder salg, formidling eller diskontering af leasingaktiver og leasingkontrakter.

De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Bilagsmaterialet i sagen er gennemgået af revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers, der har udarbejdet revisionsrapporter til de enkelte forhold.

Sagens forhold 1 vedrører såkaldte 10-mands projekter og omfatter oprettelse af 12 sådanne interessentskaber med i alt 120 investorer.

[Dokumentationer og forklaringer udeladt.RED]

Retten skal vedrørende

forhold 1A udtale

Retten lægger til grund, at tiltalte ikke har deltaget i projektets udarbejdelse eller udbud heraf. Han har heller ikke haft kontakt til investorerne i løbet af 1992. Det kan ligeledes ikke anses for godtgjort, at han før de sidste dage i 1992 har været involveret i udbyderkredsen, hvor han eller hans selskaber skulle formidle anskaffelse af aktiver til de pågældende interessentskaber.

Efter bevisførelsen, herunder såvel den skriftlige dokumentation som vidnerne V.2s og V.3s forklaringer er disse aktiver først blevet anskaffet i løbet af marts/april 1993. Det ligger tillige klart, at der skete tilbagedatering af købeaftalerne og gældsbrevene for at dække over det forhold, at de afskrivningsberettigede aktiver ikke var anskaffet inden udgangen af 1992. Retten må forkaste tiltaltes forklaring om, at det skulle være muligt at handle på "statements", da dette ikke kan anses for at være dækkende for dansk rets holdning til kravene til at statuere ejendomsrettens overgang. Investorerne havde forpligtet sig til at deltage i projektet ved at underskrive på tegningsaftaler i løbet af 1992, men indbetalingerne af deres ydelse, der i det væsentlige skulle dække omkostninger ved projektets gennemførelse, skete for den væsentlige del i 1993. Investorerne befandt sig i den vildfarelse, at der var anskaffet afskrivningsberettigede aktiver i 1992. Det kan efter bevisførelsen, herunder især vidnerne V.2s og V.3s forklaringer lægges til grund, at tiltalte fuldt ud var klar over dette forhold, men holdt dette skjult. Her kan henvises til tiltaltes brev af 29. januar 1993 til V.4, der havde fuldmagt til at handle på interessentskabernes vegne.

Retten må antage, at tiltalte oprindelig havde til hensigt at skaffe investorerne de ønskede skattemæssige fradrag, men han var vidende om, at dette ikke var muligt at gøre på lovlig vis, da aktiverne først blev anskaffet på et senere tidspunkt. Uagtet at risikoen for, at skattevæsenet ville konstatere dette, måtte have stået ham klart, valgte han at fortsætte og give udtryk for overfor interessentskabernes repræsentant, V.4 og advokat V.5, at der på lovlig vis var anskaffet aktiver i 1992. Han har herved udnyttet investorernes vildfarelse, således at de fortsatte med at indbetale penge til projektet og derved skaffede han sig eller sine selskaber en uberettiget vinding. Han har endvidere udsat investorerne for risiko for yderligere tab, da de havde påtaget sig yderligere gældsforpligtelser. Uanset at hver enkelt investor ikke har afgivet vidneforklaring om sine forhold, finder retten at kunne lægge den af revisor foretagne opgørelse til grund, hvorefter der i alt skulle være indskudt 7.6 mio, kr.

Tiltalte findes herefter allerede som følge af det ovenfor anførte at have gjort sig skyldig i bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jvf. § 286, stk. 2.

Ad forhold 1. B

Indledningsvis kan det fastslåes, at der ikke er belæg for at antage, at tiltalte har deltaget i udbud af projektet, samt at han ikke har givet oplysninger til skattevæsenet om det.

At tiltalte har medvirket til at forsyne investorerne med urigtige oplysninger om aktivernes anskaffelse, må anses for at være så fjerntliggende handlinger, at det end ikke kan anses for at være medvirken til skattesvig.

Vedrørende anklagemyndighedens anbringende om, at tiltalte overtrådte begrænsningen i personskattelovens § 4 ved at forestå administrationen af salg af udlejede aktiver bemærkes, at dette ikke kan anses for bevist.

Tiltalte frifindes derfor for forhold 1 B.

...[Dokumentationer og forklaringer udeladt.RED]

Forhold 2

Retten skal udtale vedr. forhold 2.1.A, 2.1.B og 2.1.C (bedrageritiltalen),

at vedrørende forberedelsesfasen kan retten lægge til grund, at således som dette projekt var beskrevet, var det egnet til at vildlede investorer og få dem til at foretage investeringer i de nævnte selskaber med risiko for tab til følge. Dette støttes bl.a. på fremstillingen, der er givet i præsentationen overfor F1. Denne er udarbejdet af G2.1 efter oplæg fra tiltalte T.1 og baseret på de oplysninger, som denne har givet. I udbudsfasen blev investorerne gjort bekendt med advokaterklæringen af 1. december fra R1 advokaterne og revisionspåtegningen fra R2, medens det må antages, at de senere forbehold ikke blev bragt til investorernes kundskab. Retten må endvidere antage, at det klargørende notat heller ikke blev meddelt til investorerne. Efter udbudsfasen var det hensigten at anskaffe/oprette datterselskaber på Madeira, men efter den foreliggende dokumentation er det meget tvivlsomt, om disse selskaber formelt blev registreret som tilhørende de danske moderselskaber. Efter V.6s vidneforklaring må retten lægge til grund, at disse selskaber ikke har drevet virksomhed, ikke har aflagt regnskab og ikke har anskaffet leasingaktiver. Det bemærkes herved, at såfremt det antages, at det er GS, der har underskrevet på købeaftalerne, havde denne ikke bemyndigelse til at tegne selskaberne. Det bemærkes tillige, at efter vidnet V.7s forklaring var hele fly-transaktionen kun en bogholderimæssig transaktion, som hans selskaber udførte for at hjælpe de tiltalte. Vedrørende finansieringen kan det konstateres efter de fremlagte kontoudtog, at F2 Discount Bank foretog overførsel af penge i overensstemmelse med de optagne lån. Ved at sammenholde med V.7s vidneforklaring må det imidlertid lægges til grund, at disse overførsler alene fandt sted, fordi F3 Capital stod bag og på grund af vidnets indflydelse. Efter sammenhængen og det tidsmæssige forløb kan det derfor statueres, at der ikke fandt en egentlig långivning sted, men alene bogholderimæssige posteringer. Disse transaktioner og sammenhænge blev holdt skjult for investorerne, og dette bevirkede, at de fortsatte med deres indbetalinger og undlod at ophæve deres tegningsaftaler. Retten finder således, at gerningsindholdet i den rejste tiltale er realiseret.

Vedrørende forhold 2.1.A angående tiltalte T.1s forsæt lægger retten til grund, at denne var idé-manden og tillige den person, der overskuede hele projektet samt satte transaktionerne i gang. Han havde en positiv viden om de cirkulære pengetransaktioner og konstruktionen med ophør efter 3 års forløb, samt viden om, at der ikke var sket en reel investering i datterselskaber på Madeira endsige sket en reel erhvervelse af afskrivningsberettigede aktiver, men fortav dette og søgte at holde det skjult. Tiltaltes forsæt er yderligere bestyrket i det forhold, at flere revisorer påpegede det uholdbare i projektet, men at han på trods af dette alene ændrede på papirmæssige forhold for at dække over dette og skjulte det reelle indhold for investorerne.

Beløbsmæssigt kan retten tiltræde det af anklagemyndigheden opgjorte beløb på 11,3 mio. kr., som udgør det risikobeløb, som investorerne var udsat for at miste. Det faktisk indbetalte beløb har ikke kunnet opgøres, men beløbet er ved anklageskriftet maksimeret til 5,4 mio. kr.

Vedrørende forhold 2.2.A

bemærkes angående de tiltaltes forsæt, at tiltalte T.1s forsæt er fastslået af de ovenfor anførte grunde.

Vedrørende tiltalte T.2 må retten lægge til grund, at det var denne tiltalte, der sammen med V.8, - der ikke er tiltalt under sagen -, havde den bestemmende indflydelse i H2.4 Danmark A/S. Af samarbejdsaftalen mellem tiltalte T.1s selskab og H2.4 Danmark A/S fremgår, at tiltalte T.1 har meddelt alle informationer om projektet, men det kan ikke anses for bevist, at tiltalte T.2 på dette tidspunkt er blevet gjort bekendt med det uholdbare i projektet. Retten må derimod antage, at tiltalte løbende er blevet informeret af tiltalte T.1 om projektets forløb og de betænkeligheder, der opstod hos visse rådgivere, ligesom han deltog i mødet den 4. januar 1994 hos revisionsfirmaet R2. Herefter må det antages, at han har opnået en sådan viden om projektets faktiske sammenhæng, at han burde havde standset det, men han valgte at fortsætte mere eller mindre aktivt og findes herved at have pådraget sig strafansvar. Det forhold, at nogle rådgivere muligt ikke opfyldte deres rådgiveransvar findes ikke at kunne bevirke straffrihed for tiltalte. Det må endvidere anses for utroværdigt, at en erfaren forretningsmand som tiltalte skulle have undladt totalt at undersøge det projekt, som hans firma udbød på markedet.

Vedrørende tiltalte T.3 lægger retten til grund,at han ikke på daværende tidspunkt havde nogen bestemmende indflydelse i H2.4 Danmark A/S, men alene var ansat til at sælge aktier i projektet, for hvilket arbejde han modtog en provision. Det findes endvidere ikke godtgjort, at han skulle have modtaget rådgivernes oplysninger eller at han skulle have haft mulighed for at se sammenhængen i projektet, herunder den cirkulære pengetransaktion, og det er derfor ikke godtgjort, at han på dette tidspunkt havde forsæt til at bedrage investorerne. Vedrørende tiltaltes senere forhandlinger og afslutning af mellemværendet med G2.1 findes disse ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne føre til, at tiltalte havde forsæt til at bedrage investorerne; og han frifindes derfor for dette forhold.

Beløbsmæssigt kan retten tiltræde de af anklagemyndigheden foretagne beregninger, således at investorerne var udsat for en risiko for tab på 4,3 mio. kr., hvoraf ca. 3,1 mio. kr. var blevet indbetalt.

Vedrørende forhold 2.3.A

Tiltalte T.1s forsæt til at bedrage investorer findes opfyldt af de foran anførte grunde. Hertil bemærkes yderligere, at da disse aktier blev udbudt, var projektet endnu mere luftigt, og der var ingen påregnelig mulighed for at opnå et lån til finansiering, jvf. herved V.2s vidneforklaring.

Beløbsmæssigt kan anklagemyndighedens opgørelse over investorernes risiko for tab på 3,1 mio. kr. lægges til grund, medens der ikke foreligger tilstrækkelig sandsynliggørelse af de faktiske indbetalinger.

Vedr. forhold 2.1.B, 2.2.B for så vidt angår tiltalte T.1

Som foran anført var tiltalte bekendt med og forestod selv udarbejdelsen af det arrangement, som investorerne købte. Tiltalte forestod administration af selskaberne og antog de revisorer, der skulle udarbejde de regnskaber, som investorerne anvendte overfor skattevæsenet for at opnå uretmæssige fradrag, og retten finder, at tiltalte har haft en bestemmende indflydelse på, hvilke oplysninger der tilflød revisorerne. Det fremgår tillige af tiltaltes egen forklaring, at han i vid udstrækning har udarbejdet notater og skrivelser, som investorerne skulle anvende i deres forhandlinger med skattevæsenet. Da der ikke er foretaget dokumentation af, hvad hver enkelt investor har fradraget eller forsøgt at fradrage i deres opgørelser til skattevæsenet, og da de enkelte investorer ikke har afgivet vidneforklaring herom, finder retten ikke at kunne dømme tiltalte for fuldbyrdet skattesvig, men da det må antages, at tiltalte har haft forsæt til, at investorerne kunne fratrække de maksimale beløb og der er produceret materiale til brug herfor, finder retten at kunne dømme tiltalte for forsøg på skattesvig for de beløb, der er opgjort af anklagemyndigheden til henholdsvis 37 mio. kr. og 14 mio. kr.

Vedr. forhold 2.3.B

Retten finder det ikke godtgjort, at der i dette forhold er afgivet nogen urigtige oplysninger og på grund af den manglende dokumentation frifindes tiltalte for dette forhold.

Vedr. forhold 2.2.B f.s.v. angår tiltalte T.2 og tiltalte T.3

Efter bevisførelsen må retten lægge til grund, at disse tiltalte ikke har afholdt generalforsamlinger i selskabet, ikke har udarbejdet regnskaber eller medvirket hertil og ikke har afgivet oplysninger til skattevæsenet, og der er derfor ikke fornødent grundlag for at dømme disse tiltalte for skattesvig.

...[Dokumentationer og vidneforklaringer udeladt.RED]

Retten skal udtale

ad forhold 3.A

Retten lægger til grund, at VAR-aftalen mellem G3.1 Danmark A/S er indgået den 16. januar 1995, hvilket støttes på tiltalte T.5s forklaring og udvisende af G3.1s log samt de øvrige impliceredes forklaringer herom - bortset fra tiltalte T.1s forklaring. Det er således fastslået, at der er sket en tilbagedatering til den 20. maj 1994. Retten lægger endvidere til grund, at der først blev indgået en udviklingsaftale med tiltalte T.4 i løbet af januar 1995, hvilket i mangel af skriftlig aftale især støttes på tiltalte T.4s forklaring. Da der ikke var indgået nogen VAR-aftale eller udviklingsaftale« pr. 31. december 1994 anser retten tillige dateringen af de indgåede købeaftaler mellem G3.2 Inc og interessentskaberne for at være tilbagedaterede, hvilket tillige støttes på vidnet V.2s forklaring. Som konsekvens heraf lægger retten tillige til grund, at samtlige fakturaer mellem G3.3 Inc og de øvrige implicerede er tilbagedaterede, hvilket tillige direkte fremgår af V.2s korrespondance med tiltalte T.1 i løbet af januar 1995.

Efter de oplysninger, der foreligger, kan det endvidere fastslås, at G3.3 Cap. Ltd. ikke var i stand til at finansiere noget, og at hverken G3.2 Inc eller H2.7 var i stand til at udvikle noget soft-ware.

Retten lægger derfor til grund, at at der med udgangen af 1994 ikke var anskaffet eller udviklet det soft-ware, som investorerne var blevet stillet i udsigt, da de tegnede sig for andele, betalte en del af indskudet og påtog sig gældsforpligtelsen. Investorerne var herved blevet bragt i en vildfarelse om, at de i 1994 havde opnået adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på edb-programmer og havde opnået en adgang til at udnytte disse edb-programmer. Det forhold, at der i løbet af 1995 gennem G3.1 Danmark A/S blev opnået en adgang til soft-ware og en vis videreudvikling heraf ændrer ikke ved det faktisk begåede bedrageri.

Vedrørende de tiltaltes forsæt må retten lægge til grund, at tiltalte T.1 var hovedmanden, der iscenesatte hele den falske historie om anskaffelse af soft-ware og finansiering af det. Det findes derfor ubetænkeligt at fastslå, at han handlede med et direkte forsæt til at bedrage investorerne.

Vedrørende tiltalte T.2 og tiltalte T.3 havde disse den bestemmende indflydelse i H3.1 Partners A/S. De var vidende om, at de af dem solgte projekter var baseret på en forventning om handel med G3.4 og finansiering gennem F4 bank og var solgt med oplysning om dette. Begge blev omkring den 30. december 1994 klar over, at G3.4 trak sig ud af projektet. Med deres forretningsmæssige indsigt og deres kendskab til tiltalte T.1 burde de have grebet ind og oplyst investorerne om sagens rette sammenhæng. Det gjorde de ikke. Begge var vidende om, at F4 bank ikke ydede noget lån, og at der blot skulle foretages cirkelposteringer.

Tiltalte T.2 deltog i mødet den 5. januar 1995 hos G3.1 Danmark A/S og var da fuldt ud klar over, at der ikke var anskaffet noget afskrivningsberettiget soft-ware, ligesom han efterfølgende har forklaret om den urigtige datering af købeaftaler, og han forsøgte at dække over sagens rigtige sammenhæng. Tiltalte T.3 havde tillige viden om, at G3.4 projektet ikke blev gennemført, men foretog sig intet og valgte efterfølgende at være med til, at dække over forholdets manglende realitet. Disse tiltalte findes derfor også at have haft det fornødne forsæt til bedrageri overfor investorerne.

Beløbsmæssigt findes den af anklagemyndigheden foretagne opgørelse at kunne lægges til grund, hvorefter der til H3.1 Partners A/S er indbetalt ca. 5.2 mio. kr., medens der til H2.2 Bankieraktieselskab er indbetalt ca. 2.2 mio. kr., medens der samlet er påført investorerne risiko for ca. 11.7 mio. kr.

ad forhold 3.B

Da de tiltalte T.4 og T.5 blev involveret i sagen må det antages, at de ikke havde nogen viden om det forud passerede.

Vedrørende tiltalte T.5 indgik denne en aftale med tiltalte T.1 forud for det tidspunkt, hvor VAR-aftalen blev oprettet, om at tiltalte T.5 skufle foretage en fordeling af beløbene på de enkelte købeaftaler. Det fremgik udtrykkeligt af disse, og blev prissat af tiltalte, at der var omkostninger i 1994. Dette sammenholdt med, at tiltalte tilbagedaterede VAR-aftalen til 20. maj 1994 bevirker, at tiltalte som forretningsmand må antages at have fået en sådan viden om, at hans medvirken var en del af en berigelsesforbrydelse, der dels sikrede hans virksomhed en stor kontrakt og dels gav ham personlig et økonomisk udbytte. Vedrørende det personlige udbytte har retten lagt vægt på tiltalte T.4s forklaring samt oplysningerne i dennes korrespondance med banken i Schweiz.

Vedrørende tiltalte T.4 blev denne i januar 1995 engageret til at foretage udviklingsarbejde på grundlag af G3.1-platformen. Retten finder ikke anledning til at sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af hans arbejde eller honoraret herfor. Uanset at tiltaltes interesse i det væsentlige var rettet mod det edbmæssige, findes han efter at have afgivet erklæring om eksistensen af licenser i 1994, efter at have korresponderet med tiltalte T.1 og revisor samt endelig at have afgivet urigtig oplysning til skattevæsenet at have opnået en sådan indsigt og viden i den kriminalitet, der foregik, og som han var med til at dække over, at han findes skyldig i den rejste tiltale.

ad forhold 3.C

De tre tiltalte var alle bekendt med, at transaktionen ikke var gennemført inden udgangen af 1994, og at investorerne således ikke var berettigede til skattemæssige fradrag. Alle fortav deres viden på bestyrelsesmøder og generalforsamlinger og vidste, at der for alle interessentskaber blev udfærdiget regnskaber til brug for investorernes anvendelse overfor skattevæsenet. For en væsentlig del blev disse regnskaber udfærdiget på grundlag af urigtige oplysninger, som de afgav eller fik f.eks. V.2 og tiltalte T.4 til at afgive, og de findes herved at have optrådt så aktivt, at deres forhold kan anses for udøven af skattesvig af særlig grov beskaffenhed.

De tiltaltes forsvarere har gjort gældende, at der på grund af sagens langvarige forløb er sket en krænkelse af Menneskeretskonventionens artikel 6. For tiltalte T.5s vedkommende er anført, at dette bør medføre afvisning, frifindelse eller strafbortfald, medens de øvrige tiltalte har påberåbt sig dette forhold i formildende og strafnedsættende retning, herunder at der fastsættes en betinget retsfølge.

Anklagemyndigheden har bestridt, at der skulle være sket en krænkelse af artikel 6, men har medgivet, at sagen har strakt sig over en betydelig lang tid, bl.a. som følge af, at efterforskningen har været flyttet mellem flere politikredse, og at det har været nødvendigt at udskifte de revisorer, der oprindeligt behandlede sagen. Dette har man tiltrådt bør indgå i rettens overvejelse vedrørende sanktionsfastsættelsen. Anklagemyndigheden har bestridt, at sagen skulle have ligget stille i perioder, og dette er heller ikke godtgjort fra de tiltaltes side. Efterforskningen har været langvarig som følge af, at der var tale om en ny type kriminalitet, at der har været et meget stort bilagsmateriale, og at der var omfattende efterforskning i udlandet. For så vidt angår de tiltalte T.4 og T.5 har anklageren henvist til, at uanset deres sag kun omfattede et enkelt af forholdene, var det nødvendigt, at deres forhold blev behandlet sammen med de øvriges forhold.

Domsmandsretten tiltræder, at der er tale om en materiale- og efterforskningsmæssig særdeles stor sag, hvorfor det må forventes, at det har været nødvendigt med en langvarig efterforskning i såvel ind- som udland. Alle de tiltalte må acceptere, at deres forhold skal behandles samlet, uanset at dette betyder en forlængelse af sagsbehandlingstiden for den enkelte. Retten finder det ikke godtgjort, at sagen har ligget stille i længere perioder og må herefter konkludere, at sagen har været fremmet til domsforhandling indenfor en rimelig tid, hvorfor der ikke er sket nogen krænkelse af Menneskeretskonventionens artikel 6.

Domsmandsretten har ved sanktionsfastsættelsen som en formildende faktor taget hensyn til, at det både efterforskningsmæssigt og i henseende til domsforhandling har været en meget langvarig sag.

Vedrørende tiltalte T.1 har retten fundet ham skyldig vedrørende forhold 1A, 2.1.A, 2.1.B, 2.2.A, 2.2.B, 2.3.A, 3.A og 3.C, men frifundet ham i forhold 1.B og 2.3.B.

Ved straffens fastsættelse er der taget hensyn til, at tiltalte har været hovedmanden i alle forholdene, at han har haft særdeles god indsigt i de regnskabs- og skatteretlige forhold, at han personlig har haft stort udbytte, samt at sagen vedrører særdeles store beløb både i relation til investorer som til skattevæsenet. I formildende henseende betragtes, at tiltalte er hidtil ustraffet og at sagen har været meget langvarig og belastende.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 285, stk. 2, jvf. § 279, § 289 jvf. skattekontrolloven § 13, stk. 1, tildels jvf. straffelovens § 21 til fængsel i 3 år 6 måneder.

Vedrørende tiltalte T.2 har retten fundet ham skyldig i forhold 2.2.A, 3.A og 3.C, men frifundet ham i forhold 2.2.B. Ved straffens fastsættelse er det i skærpende retning tillagt betydning med sagens økonomiske omfang, medens tiltaltes hidtil ustraffede vandel og sagens langvarighed er tillagt formildende betydning.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 2, jvf. § 279, §289 jvf. skattekontrolloven § 13, stk. 1, til fængsel i 1 år 6 måneder.

Vedrørende tiltalte T.3 har retten fundet ham skyldig i forhold 3.A og 3.C, men frifundet ham i forhold 2.2.A og 2.2.B. Ved straffens fastsættelse er der taget hensyn til, at tiltalte udøvede en mindre aktiv rolle og var mindre erfaren end sine medgerningsmænd, ligesom sagens langvarighed har haft betydning.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 2, jvf. § 279, § 289, jvf. skattekontrolloven § 13, stk. 1, til fængsel i 6 måneder, hvoraf 3 måneder i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, gøres betinget på de nedenfor anførte vilkår.

Vedrørende tiltalte T.4 har retten fundet ham skyldig i forhold 3.B. Ved straffens fastsættelse er sagens alder og straffesagens varighed tillagt betydning i formildende henseende, ligesom der er taget hensyn til, at tiltalte ved sin forklaring har medvirket til sagens opklaring. Under hensyntagen til disse særlige forhold har retten fundet, at straffen kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, uanset den sædvanlige retspraksis på området.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 3, jvf. § 284, sammenholdt med § 279 til fængsel i 6 måneder i medfør af straffelovens § 56, stk. 2 og § 62, stk. 3, jvf. § 63, stk. 1 betinget af, at tiltalte udfører samfundstjeneste i 200 timer som nedenfor anført.

Vedrørende tiltalte T.5 har retten fundet ham skyldig i forhold 3.B. For denne tiltaltes vedkommende har retten tillagt det betydning, at der er tale om et enkeltstående tilfælde samt sagens langvarige karakter, hvorfor retten tillige for denne tiltaltes vedkommende har fundet, at straffen kan gøres betinget med vikår om samfundstjeneste.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 3, jvf. § 284 sammenholdt med § 279 til fængsel i 4 måneder, der i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, § 62, stk. 3, jvf. § 63, stk. 1 gøres betinget af, at tiltalte udfører samfundstjeneste i 150 timer som nedenfor anført.

Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand overfor de tiltalte T.1, T.2 og T.3 om frakendelse af rettigheden til at udøve virksomhed anført, at de tiltalte ved deres handlinger har vist, at der også i fremtiden vil være nærliggende fare for, at de vil begå tilsvarende forbrydelse af samme karakter. Det er en naturlig og sædvanlig reaktion i sager af denne karakter. For så vidt angår tiltalte T.1 er yderligere anført, at han fortsat udøver investeringsvirksomhed også omfattende private investorer.

De tiltalte har til støtte for deres påstand om frifindelse for rettighedsfrakendelse anført, at påstanden er så bredt formuleret, at det vil forhindre dem i at ernære sig ved lovlig virksomhed. Desuden er påstanden uden tidsbegrænsning, og dette bør sammenholdes med, at sagen har varet i mere end 6 år.

Domsmandsretten finder vedrørende tiltalte T.1, at dennes handlinger har været af så alvorlig og grov karakter, at der er en nærliggende fare for, at han i fremtiden vil udøve lignende misbrug og tager derfor anklagemyndighedens påstand til følge i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, jvf. stk. 1. I medfør af § 79, stk. 3 sker frakendelsen indtil videre.

Vedrørende tiltalte T.2 finder retten tillige, at denne har udvist sådan adfærd, at det begrunder en nærliggende fare for misbrug i fremtiden, således at der bør ske rettighedsfrakendelse i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, jvf. stk. 1, dog således at frakendelsestiden i medfør af straffelovens § 79, stk. 3, fastsættes til 2 år fra endelig dom at regne.

Vedrørende tiltalte T.3 finder retten, at denne kun har udøvet en mere underordnet virksomhed og efterfølgende har udvist en sådan adfærd, at det ikke kan antages, at der er fare for fremtidigt misbrug. Tiltalte frifindes derfor for påstanden om rettighedsfrakendelse.

Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand om konfiskation henvist til straffelovens § 75, hvorefter udbyttet eller et skønsmæssigt fastsat beløb ved en strafbar handling skal konfiskeres. Det har ikke været muligt - især på grund af manglende bilag hos tiltalte T.1 - at fastslå beløbene nøjagtigt for så vidt angår de tiltalte 1-3, T.1, T.2 og T.3.

Overfor de enkelte tiltalte er nærmere anført

Vedrørende tiltalte T.1 har denne i forhold 1 modtaget mere end 1 mio. kr., og der skal ikke ske fradrag for afholdte udgifter, hvorfor konfiskationspåstanden udgør 1 mio. kr.

I forhold 2 har anklagemyndigheden skønnet, at tiltalte T.1 har modtaget 25 % af indbetalingerne i forhold 2.1 og 2.2 svarende til 2,82 mio. kr. og 50 % af indbetalinger i forhold 2.3 svarende til 0,6 mio. kr.

I forhold 3 har tiltalte T.1 personlig modtaget ca. 950.000 kr. og H2.2 ca. 1,5 mio. kr., hvoraf det skønnes, at halvdelen er tilfaldet tiltalte eller i alt 1,7 mio. kr.

Tiltalte har protesteret herimod og har bl.a. anført, at der bør gives fradrag for afholdte udgifter i forbindelse med erhvervelsen af udbyttet. Tiltalte har afholdt betydelige udgifter bl.a. til advokater og revisorer samt andre implicerede i et sådant omfang, at der intet nettoudbytte har været.

Vedrørende T.2 har anklageren efter et forsigtigt skøn opgjort udbyttet i forhold 2.2 til 500.000 kr. I forhold 3 er der udbetalt 539.000 kr. til tiltalte personlig og 476.000 kr. til H3.1 Partnere A/S, hvoraf tiltalte har modtaget sin andel. Samlet er udbyttet forsigtigt skønnet til 600.000 kr., d.v.s. hos denne tiltalte et samlet beløb på 1.1 mio. kr.

Tiltalte T.2 har protesteret mod konfiskationspåstanden og har anført, at kun udbyttet kan konfiskeres, og det er rent gæt, at det er ansat til 1,1 mio. kr.

Vedrørende tiltalte T.3 har anklageren ligeledes opgjort udbyttet i forhold 2.2 til 500.000 kr., og da denne personligt i forhold 3 kun har modtaget 451.000 kr., er dette opgjort til 500.000 kr., d.v.s. samlet 1,0 mio. kr.

Tiltalte T.3 har protesteret herimod, og har anført, at kravet er uspecificeret og udokumenteret. Endvidere har tiltalte som følge af sagen mistet sit arbejde.

Vedrørende de tiltalte T.4 og T.5 er det klart, hvad de har modtaget i udbytte, og der bør ske konfiskation af modværdien af 44.122 GBP eller hvad der er trådt i stedet for med tillæg af rente m.v. Disse værdier er efter aftale med de tiltalte taget i forvaring hos de respektive forsvarere.

De tiltalte har protesteret mod konfiskation.

Domsmandsretten finder, at de udbytter, de tiltalte har oppebåret, bør konfiskeres i medfør af straffelovens § 75, stk. 1.

For de tiltalte 1 - 3's vedkommende må konfiskationsbeløbene fastsættes skønsmæssigt, og det bemærkes, at der ikke findes grundlag for at antage, at de tiltalte personlig har afholdt sådanne udgifter, at der bør foretages fradrag herfor. Specielt bemærkes, at det forhold, at udbyttet er indgået i den skattepligtige indkomst, ikke ændrer herved. Under hensyntagen til det omfang, hvori der er sket frifindelse, foretages der konfiskation af følgende skønsmæssigt fastsatte beløb:

hos tiltalte T.1 af 5.4 mio. kr.

hos tiltalte T.2 af 1,1 mio. kr.

hos tiltalte T.3 af 0,5 mio. kr.

hos de tiltalte T.4 og T.5 hver af modværdien af 44.122 GBP eller hvad der er trådt i stedet herfor med tillæg af renter m.v.

Vedrørende sagsomkostninger har anklagemyndigheden påstået, at de tiltalte hver især skal afholde udgifterne til deres egen forsvarer. Herudover har der været afholdt revisionsudgifter, og revisionsfirmaet har foretaget følgende opdeling af honoraret:

"Software	2.100.000

H2.1 Holding-flyaktier	1.700.000

Leasing	885.300

Generelle omkostninger til undersøgelse af betydning for alle forhold, sortering af materiale, deltagelse i møder med forsvarere og deltagelse i retsmøder	300.000

Assistance, der har karakter af rådgivning til og konsultationer med politi og anklagemyndighed, herunder bistand med sagens behandling på Supertext, deltagelse i møder til generel tilrettelæggelse af/drøftelse af revisionsarbejdet m.v.	1.000.000
	5.985.300

Anklagemyndigheden har anført, at de i opgørelsen anførte beløb på henholdsvis 1 mio. kr. og 300.000 kr., der har haft karakter af generel assistance og rådgivning til politiet, ikke skal belastes de tiltalte, hvorimod det resterende bør pålægges de tiltalte, således at det fastsættes for hvert forhold for sig.

Anklagemyndigheden har tillige anført, at det forhold, at revisionsarbejdet ikke har været udbudt i EU-licitation, ikke har nogen sammenhæng med revisionsarbejdets udførelse, og det kan ikke antages, at dette ville have gjort arbejdet billigere.

De tiltalte har protesteret mod omkostningernes størrelse, og specielt den for tiltalte T.5 beskikkede forsvarer har på alles vegne anført, at politi og anklagemyndighed har handlet ulovligt ved at undlade at sende revisionsarbejdet i EU-licitation, og allerede af den grund bør ingen del af omkostningerne herved belastes de tiltalte. Endvidere har det betydet en væsentlig omkostningsforøgelse, især for de tiltalte T.4 og T.5, at deres sag har været behandlet i dette kompleks, og dette bør retten tage hensyn til ved fastsættelse af omkostninger.

Domsmandsretten finder, at det er sædvanligt og anerkendt i retspraksis, at politi og anklagemyndighed søger revisionsmæssig bistand i en sag af foreliggende karakter. Uanset om revisionsarbejdet burde have været udbudt i EU-licitation, findes de tiltalte at burde tilsvare de med rimelighed afholdte udgifter, og retten har under skyldig hensyntagen til dette princip fastsat følgende fordeling og hæftelse for udgifterne:

vedrørende forhold 1

skal tiltalte T.1 betale 500.000 kr.

vedrørende forhold 2

skal de tiltalte T.1 og T.2 betale in solidum 1 mio. kr. I det indbyrdes forhold skal tiltalte T.1 betale 750.000 kr. og tiltalte T.2 250.000 kr.

vedrørende forhold 3

skal alle de tiltalte in solidum betale 1 mio. kr. I det indbyrdes forhold skal tiltalte T.1 betale 750.000 kr., tiltalte T.2 100.000 kr. og de tiltalte T.3, T.4 og T.5 hver 50.000 kr.

Vedrørende forsvarerudgifter bemærkes, at udgifter til de beskikkede forsvarere er opgjort således og foreløbig er udredet af det offentlige. I beløbene er indeholdt moms og udlægsgodtgørelse.

Den for tiltalte T.1 beskikkede forsvarer, advokat Carsten Lorentzen, kr. 1.649.891,50.

Den for tiltalte T.2 beskikkede forsvarer, advokat Michael Egholm kr. 1.125.576,94.

Den for tiltalte T.3 beskikkede forsvarer, advokat Peter Thrane, kr. 1.195.671,07.

Den for tiltalte T.4 beskikkede forsvarer, advokat Steffen L. Andersen, kr. 730.608,91.

Den for tiltalte T.5 beskikkede forsvarer, advokat Jakob S. Arrevad, kr. 890.138,61.

Heraf findes de tiltalte T.1 og T.2 at burde betale de dem vedrørende forsvareromkostninger, medens de tiltalte T.3, T.4 og T.5 hver findes endeligt at burde udrede 160.000 kr. + moms eller 200.000 kr. af forsvarerudgifterne.

T h i k e n d e s f o r r e t

Tiltalte, T.1, straffes med fængsel i 3 år 6 måneder.

Tiltalte frakendes retten til at arbejde som eller være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i selskab, der driver virksomhed som bankier, vekselerer, udbyder af investeringsprojekter, formidler af finansielle ydelser, eller personligt eller i selskabsform, jfr. ovenfor, at drive virksomhed med finansiel leasing, herunder salg, formidling eller diskontering af leasingaktiver og leasingkontrakter indtil videre.

Til fordel for statskassen konfiskeres hos tiltalte 5.4 mio. kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer, advokat Carsten Lorentzen, samt udreder tildels in solidum med de øvrige tiltalte 2.5 mio. kr. i øvrige sagsomkostninger.

Tiltalte, T.2, straffes med fængsel i 1 år 6 måneder.

Tiltalte frakendes retten til at at arbejde som eller være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i selskab, der driver virksomhed som bankier, vekselerer, udbyder af investeringsprojekter, formidler af finansielle ydelser, eller personligt eller i selskabsform, jfr. ovenfor, at drive virksomhed med finansiel leasing, herunder salg, formidling eller diskontering af leasingaktiver og leasingkontrakter i 2 år fra endelig dom at regne.

Til fordel for statskassen konfiskeres hos tiltalte 1.1 mio. kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer, advokat Michael Egholm, samt udreder in solidum med de øvrige tiltalte 2 mio. kr. i øvrige sagsomkostninger.

Tiltalte, T.3, straffes med fængsel i 6 måneder. Fuldbyrdelsen af 3 måneder af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 2 år på betingelse af

at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold. Til fordel for statskassen konfiskeres 500.000 kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder at han i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Peter Thrane, betaler 200.000 kr., medens resten af forsvarersalæret endeligt udredes af det offentlige, samt at han in solidum med de øvrige betaler 1 mio. kr. i sagsomkostninger.

Tiltalte T.4 straffes med fængsel i 6 måneder. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 2 år på betingelse af

at	tiltalte ikke begår noget strafbart forhold i denne periode

at	tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 200 timer og

at	tiltalte i denne periode er under tilsyn af kriminalforsorgen.

Til fordel for statskassen konfiskeres modværdien af 44.122 GBP eller hvad der er trådt i stedet herfor med tillæg af renter m.v.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Steffen L. Andersen, 200.000 kr., medens resten af det forsvareren tillagte salær endeligt udredes af det offentlige, samt at han in solidum med de øvrige tiltalte betaler 1 mio. kr. i øvrige sagsomkostninger.

Tiltalte, T.5 straffes med fængsel i 4 måneder. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 2 år på betingelse af

at	tiltalte ikke begår strafbart forhold at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 150 timer, og at tiltalte i denne periode er under tilsyn af kriminalforsorgen.

Til fordel for statskassen konfiskeres modværdien af 44.122 GBP, eller hvad der er trådt i stedet herfor med tillæg af renter m.v.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jakob S. Arrevad, 200.000 kr., medens resten af det forsvareren tillagte salær endeligt udredes af det offentlige, samt at han in solidum med de øvrige tiltalte betaler 1 mio. kr. i øvrige sagsomkostninger.

-----------

Østre Landsrets dom af 20. marts 2002, 12. afdeling, S-4058-00, S-0277-01, S-0453-01, S-0454-01

Middelfart Rets dom af 8. november 2000 (SS 25213/99) er anket af T.1, T.3, T.5 og T.4 og af anklagemyndigheden med følgende påstande:

T.1, der er tiltalt i sagens 3 hovedforhold, har i det hele påstået frifindelse. Tiltalte har subsidiært påstået en væsentlig formildelse af straffen, herunder også under hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Tiltalte har endvidere som led i sin subsidiære påstand påstået sig frifundet for påstanden om rettighedsfrakendelse og for udbyttekonfiskation, herunder fordi han henset til udgifterne ikke har haft noget udbytte. Endelig har tiltalte bestridt, at udgifterne til revisorbistand i domfældelsestilfælde kan pålægges ham som sagsomkostninger.

Anklagemyndigheden har i forhold til T.1 anket til domfældelse efter anklageskriftet, til skærpelse af straffen og i relation til omkostningsfastsættelsen, således at et større beløb pålægges tiltalte.

Landsretten afviste ved en kendelse af 23. august 2001 tiltaltes protest imod, at tiltalen for byretten var blevet udvidet med skattesvig i forhold 1 og 3, jf. nærmere nedenfor.

T.3, der er tiltalt i forhold 3.A og 3.C, har anket med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden, hvis ankemeddelelse blev forkyndt for sent, har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse.

T.5, der er tiltalt i forhold 3.B, har anket med påstand om hjemvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært formildelse. Landsretten har ved kendelse af 23. august 2001 (UfR 2001.2435) afvist denne tiltaltes begæring om hjemvisning.

Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen mod T.5, således at der på grund af lovændring ud over til straffelovens § 284 henvises til § 290, og således at ordene i anklageskriftet "der overfor investorerne og skattemyndighederne skulle fordølge" ændres til "der overfor investorerne skulle fordølge".

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffen samt et større omkostningsbeløb pålagt denne tiltalte.

T.4, der er tiltalt i forhold 3.B, har anket med påstand om frifindelse og subsidiært nedlagt påstand om formildelse.

Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen mod T.4, således at der på grund af lovændring ud over til straffelovens § 284 henvises til § 290, og således at ordene i anklageskriftet "der overfor investorerne og skattemyndighederne skulle fordølge" ændres til "der overfor investorerne skulle fordølge".

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffen samt et større omkostningsbeløb pålagt denne tiltalte.

Der er i landsretten afgivet forklaring af de tiltalte.

Herudover er der afgivet forklaring af følgende vidner:

Forklaringer

... [Vidner udeladt.RED]

Landsretten har ved indledningen af domsforhandlingen afsagt en kendelse af 23. august 2001, hvorefter anklagemyndigheden kan dokumentere indenretlige vidneafhøringer i USA af V.2 og V.3, hvilket herefter er sket.

Endvidere er der dokumenteret vidneforklaring afgivet af V.6 ved en domstol i Funchals retskreds Madeira, Portugal.

En afhøring til politirapport af 3. januar 2002 af assurandør V.9 er med parternes tiltræden anvendt som bevis under sagen.

Generelt

Denne ankesag drejer sig om 3 skatteprojekter, der blev udbudt over for investorer i 1992 - 1995.

Der har siden 1970'erne været forskellige former for skattebaserede anpartsprojekter, og staten har flere gange (1983, 1989 med anpartsindgrebet og i 1993 med skatteomlægningspakken) søgt at skabe regler, der kunne hindre misbrug af de hidtidige regler. Med virkning fra den 19. maj 1993 trådte en ændring af afskrivningsloven i kraft. Lovændringen betød, at hvor køberen af et afskrivningsberettiget aktiv tidligere kunne afskrive 30% på værdien af det købte i anskaffelsesåret, kunne køberen fremover slet ikke afskrive i år 1, men først i år 2, og da med dobbelt sats.

Efter 19. maj 1993 blev der fortsat udbudt skatteprojekter til offentligheden. Disse nye projekter var baseret på andre modeller end afskrivningsretten til udlejede aktiver, og det er fra denne periode, at sagens forhold 2 og 3 stammer. Forhold 3 omfatter erhvervelse af edb-software, der trods lovændringen fortsat kunne afskrives i anskaffelsesåret.

Sagen tog udadtil sin begyndelse i maj 1995, hvor der blev gennemført ransagning hos en række personer, bl.a. hos tiltalte T.1. I første omgang indgik T.1 sammen med 20 andre sigtede i den såkaldte "H4-sag" - opkaldt efter firmaet H4 Consult. "H4-sagen" var dengang en samlet efterforskning af næsten alle amerikanske leasingprojekter, der var udbudt frem til årsskiftet 1992/93. En del "undersager", herunder sagen mod T.1 m.fl., blev senere udskilt fra "H4-sagen" og omfatter i dag kun personer, der ikke har nogen forbindelse med "H4-sagen".

T.1 var i 1992 - 1995 (med)ejer af bl.a. H1.2 Gruppen A/S, H2.2 Bankieraktieselskab og H1.4 Management Aps. T.1 er uddannet bl.a. i bank og i leasingbranchen og havde i 1987/88 etableret sig som udbyder/sælger af skatteprojekter, formidler af leasingkontrakter m.v. med kontor. Senere flyttede han sit forretningssted. T.1 m. fl. organiserede forskellige investeringsprojekter, som han og hans medarbejdere solgte i andele til investorer, der ville investere opsparede eller lånte midler med mulighed for at opnå skattebesparelser. Desuden arbejdede T.1 sammen med andre udbydere af skatteprojekter. I 1994 oplyste H2.2 Bankieraktieselskab at have 34 ansatte.

T.2, der blev dømt i byretten, og som ikke har anket, og T.3 arbejdede i årene frem mod 1995 sammen med T.1, først som henholdsvis medejer og ansat i H2.4 Danmark A/S, siden i en kort periode som medejere af H2.2 Bankieraktieselskab og senest som selvstændige i H3.1 Partnere A/S.

T.5 og T.4 var i 1994 - 1995 medejer og direktør henholdsvis produktchef i G3.1 Danmark A/S, der solgte og sælger edb-programmer.

Tiltalte T.1 blev sigtet den 2. maj 1995. Sigtelserne omfattede både bedrageri og skattesvig på grundlag af undersøgelser foretaget af ToldSkat i "H4-sagen". Sagen blev først behandlet af politimesteren i Frederikssund, herefter af politimesteren i Hillerød og senere igen af politimesteren i Frederikssund. Efterforskningen koncentrerede sig i begyndelsen om det forhold, der i den foreliggende sag er nr. 3 software-delen. I dette forhold blev T.5 og T.4 anholdt og sigtet den 30. november 1995. 7. februar 1996 blev T.2 og T.3 anholdt og sigtet i dette forhold. Efterforskning i forhold 1 og 2 påbegyndtes i 1996. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) overtog ansvaret for sagen den 1. april 1999.

Anklagemyndigheden har under sagen - der ifølge anklagemyndigheden omfatter ca. 170.000 dokumentsider - ladet sig bistå af revisorer. I 1997 blev det af habilitetsmæssige årsager nødvendigt at udskifte revisionsselskab, og revisionsarbejdet måtte herefter begynde forfra.

Som ovenfor berørt har der under sagen været foretaget efterforskningsskridt og indenretlige afhøringer i USA, England og på Madeira, Portugal, i perioden 1995 - 2000.

Den 8. juni 1999 fremsendte statsadvokaten til T.1s forsvarer et udkast til anklageskrift, der alene omhandlede tiltale for bedrageri. Statsadvokaten forbeholdt sig ret til at tilrette såvel faktum som jus og oplyste, at sagens endelige beskæring ikke var afklaret, navnlig vedrørende forhold 1. Den 17. juni 1999 og 11. august 1999 afholdtes møder om sagen, hvori bl.a. statsadvokaten og forsvarerne deltog. På møderne drøftedes bl.a. tiltalens omfang.

Ved anklageskrift af 14. september 1999 blev der rejst tiltale i sagen. I forholdene 1 og 3 blev alene rejst tiltale for bedrageri og ikke for skattesvig, medens der i forhold 2 blev rejst tiltale for både bedrageri og skattesvig.

Revisionsberetninger forelå i udkast i november/december 1999.

Den 30. december 1999 fremsendte statsadvokaten et nyt anklageskrift, hvori der tillige rejstes tiltale for skattesvig i forhold 1 og 3.

T.1s forsvarer protesterede mod den skete udvidelse af tiltalen, hvorefter byretten den 3. februar 2000 bestemte, at indsigelsen ikke kunne tages til følge. Ved indledningen af domsforhandlingen i landsretten har denne ved kendelse af 23. august 2001 - som allerede nævnt - bestemt, at ankesagen mod T.1 tillige skulle omfatte tiltalen for skattesvig i forhold 1 og 3.

Domsforhandlingen i byretten fandt sted over 45 retsdage i perioden 3. februar 2000 til 31. august 2000. Byrettens dom blev som anført afsagt 8. november 2000. Landsretten søgte forgæves domsforhandling berammet til påbegyndelse den 12. marts 2001. Domsforhandlingen i landsretten har fundet sted over 33 retsdage i perioden 20. august 2001 til 23. januar 2002.

De indenretlige afhøringer af V.2 og V.3 i USA forud for byrettens behandling af sagen foreligger i form af meget lange, ordrette udskrifter. Herudover har der været afhøring i Funchal, Maderia, Portugal, af V.6. Da der nedenfor i præmisserne er henvist til forklaringerne, har landsretten i forbindelse med hvert forhold kort anført de uddrag af de pågældendes forklaringer, som landsretten i særlig grad har lagt vægt på.

Byrettens dom er ikke udarbejdet som en almindelig dom indeholdende en kronologisk narratio, idet en række af sagens bilag er fotokopieret ind med henblik på fremstilling af sagen. Anklagemyndighedens forelæggelse af sagen er sket på grundlag af en komprimeret ekstrakt, der omfatter 5 ringbind.

Det er et generelt træk ved sagen, at politianmeldelser fra investorer kun foreligger i begrænset omfang.

Sagens forhold 1 og 3 indeholder visse fællestræk, idet det for disse forhold gælder, at der umiddelbart før vedkommende årsskifte (i henholdsvis 1992/93 og 1994/95) skete afgørende ændringer i allerede udbudte anpartsprojekter, og det er navnlig de herved foretagne ændringer, der har begrundet tiltalerejsningen. I forhold 2 er situationen en anden, idet dette forhold vedrører et igennem 1993 planlagt projekt uden utilsigtede ændringer.

De 3 forhold indeholder også visse fælles træk, idet anklagemyndigheden har gjort gældende, at projekterne - i forhold 1 leverancen - led af fundamentale, skjulte mangler, idet projekterne, henholdsvis leverancen var uden realitet. Der skal derfor dømmes for bedrageri over for investorerne og for skattesvig.

Det er endvidere fælles for de 3 forhold, at tiltalen for skattesvig ikke er baseret på en gennemgang af investorernes selvangivelser for de relevante skatteår, men på et etableret skattefradragspotentiale beregnet af anklagemyndigheden med bistand af det medvirkende revisionsfirma.

Der er af anklagemyndigheden og forsvarerne udarbejdet skriftlige procedurer. Parterne har i alt væsentligt procederet i overensstemmelse hermed. For så vidt angår forhold 1 har anklagemyndigheden dog under den mundtlige fremstilling i første række til støtte for, at der foreligger bedrageri, gjort gældende, at det pågældende projekt var uden realitet, og først i anden række gjort gældende, at aftalerne er tilbagedaterede.

Forhold 1 - leasing-delen

(Byrettens dom side 19 - 39).

Af sagens forløb i dette forhold sammenfattes her yderligere:

I efteråret 1992 udbød og solgte det danske aktieselskab H1.1 Gruppen et leasing- og skatteprojekt, hvor op til 10 investorer etableret i et interessentskab sammen kunne investere i aktiver, der skulle indkøbes til formålet i USA.

Der blev etableret 12 interessentskaber med i alt 120 investorer. Samtlige anparter blev tegnet i perioden oktober - 29. december 1992.

Tiltalte T.1 var ikke med til at udvikle og sælge projektet.

Det karakteristiske ved projektet var i hovedtræk, at danske investorer kunne erhverve andele i et interessentskab, der drev leasingvirksomhed, og hvor interessentskabets aktiver var fuldt afskrivningsberettigede for investorerne - allerede i 1992. Finansieringen af investors erhvervelse af andele var sammensat således, at 89 % var lånebaseret ("det store lån"), medens investor selv skulle indskyde 11 % ("det lille lån" se nedenfor). Disse 11 % dækkede etablerings- og handelsomkostninger ved erhvervelse af leasingaktiverne. Beløbet udgjorde i realiteten den fortjeneste, som de involverede på udbydersiden fik, og beløbet skulle fordeles efter en nærmere aftalt "nøgle". Leasingsaktiverne skulle erhverves inden udgangen af 1992.

Investor fik tilbudt 100 % lånefinansiering af sin erhvervelse af andele. "Det store lån" (89 %) skulle ydes af udenlandske långivere med sikkerhed i leasingaktiverne og leasingydelserne. Låntager hæftede ikke personligt for lånet (non-recourse vilkår). Den ydelse, som investor skulle betale på det store lån, blev modsvaret af indbetalte leasingafgifter, og investor skulle således ikke selv "have penge op af lommen". Økonomien hvilede i sig selv. "Det lille lån" (11 % - indskuddet) blev tilbudt og ydet af H1.1 Gruppen. Investor (låntager) søgte samtidig - i december 1992 - sin hjemkommune om ændring af forskudsskatten for 1992 og om udbetaling af overskydende skat i medfør af kildeskattelovens § 55. Den forventede udbetaling af overskydende skat blev transporteret til H1.1 Gruppen, der ved udbetalingen - typisk primo 1993 - blev fyldestgjort for sit lån til investor. Heller ikke her skulle investor således "have penge op af lommen".

H1.1 Gruppen havde i forbindelse med leasingprojektet udarbejdet et skatteprojekt, der havde karakter af en "pakkeløsning". Investorerne kunne i 1992 købe anparter og afskrive - for derefter straks i februar 1993 at sælge anparterne tilbage til udbyderne. I aftalen om tilbagesalg fandtes en række aftaler, der tilsammen havde til hensigt at fjerne den efterbeskatning, der normalt ville komme i en sådan situation. Skatteprojektet skulle eliminere investorernes skat og ikke kun udskyde skatten.

Oprindelig var det hensigten, at en AN skulle skaffe de aktiver i form af landbrugsmaskiner, der skulle indgå i projektet. Det kunne han imidlertid ikke, hvorfor H1.2 Gruppen, der - overvejende - ejedes af T.1, ultimo 1992 fik en henvendelse om fremskaffelse af aktiver.

Ifølge T.1 anviste han H1.1 at købe aktiverne gennem H1.2 GmbH, som var et af H1.2 Gruppen A/S ejet selskab i Hamborg, hvori V.10 var direktør. Denne indgik aftale om levering af "fuldt afskrivningsberettigede" aktiver og tilvejebringelse af den nødvendige finansiering pr. 31. december 1992 (byrettens dom side 27), og skulle - den 30. eller 31. december 1992 - på et "statement" med det amerikanske firma G1.2 Ltd (V.2) have indgået aftale om tilførsel af de nødvendige kontrakter til de enkelte interessentskaber.

Der skete imidlertid tilsyneladende ikke videre i sagen fra V.10s side, hvorfor T.1 - presset af H1.1 Gruppen som rykkede for levering (dommen side 33 - 34) og truede med at fragå handlerne, mens T.1 modsat rykkede for betaling - fra omkring slutningen af januar 1993 overtog den videre ekspedition ved henvendelser til V.2 og H4 Consult om levering af aktiver (dommen side 32). T.1 fastholdt i korrespondancen med H1.1, at der var sket levering pr. 31. januar 1992.

V.2 rettede herefter henvendelse til forskellige amerikanske leasingfirmaer og fremsendte medio marts 1993 nogle leasingaftaler, idet han bebudede at ville sende flere.

Tiltalte selv rejste i begyndelsen af april 1993 til USA, hvor han - efter sin forklaring ved at betale et større kontantbeløb - afsluttede handler på møder med sælgerne, to middelstore amerikanske leasingselskaber, G1.1 Commercial Leasing Co. (G1.1 -direktør V.3) den 7. april 1993 i Alabama og med G1.3 Credit Corp. (G1.3 - direktørerne VV og TR) i Chicago den 14. eller 15. april 1993.

Af de 12 interessentskaber indtrådte de 5 i leasingaftaler indgået af G1.1 og de resterende 7 i aftaler indgået af G1.3. Leasingaftalerne var standardaftaler udarbejdet af H1.2 Gruppen. Aftalerne omfattede aktiver, edb-udstyr, for i alt 71,9 mio. kr. Leasingaktiverne var udlejet i USA på leasingkontrakter løbende over 60 - 96 måneder. Købet skete på kredit, således at G1.1 og G1.3 også var "långivere" med sikkerhed i aktiverne samt leasingindtægterne. Købesummen svarede til 89 % af indskudskapitalen i det enkelte interessentskab. De aktiver, der blev købt, var i forvejen udlejet til forskellige amerikanske virksomheder, og G1.1 og G1.3 havde i forvejen finansieret den oprindelige anskaffelse af aktiverne ved lån, således at amerikanske banker havde pant i de udlejede genstande og i indtægterne fra de bestående lejeaftaler. G1.1 og G1.3 havde ret til når som helst at købe de solgte genstande tilbage (option) til en pris svarende til restgælden og imod at stille andre tilsvarende aktiver til rådighed.

De af de amerikanske sælgere underskrevne dokumenter blev herefter senere i april 1993 sendt til Danmark, hvor de - på et tidspunkt i april eller maj 1993 blev underskrevet for interessentskaberne af underdirektør i H1.1 Gruppen, V.4 med angivelse af den 31. december 1992 som underskriftsdato.

I forbindelse med fremsendelsen af aftalerne faxede V.2 følgende (i oversættelse) til tiltalte:

"Meddelelse: T.1, du vil ikke tro, hvad jeg lige har været igennem for at få G1.4 Express til at hente H1.1-leasingaftalerne!!!!!!!!!!!!! ... Følgende spørgsmål om mandagens besøg i Hamborg ligger mig på sinde:

1.Hvad vil skattemyndighederne tro om denne transaktion uden en vedlagt erklæring fra R3????

2.Nogen må sikre sig, at der ikke er nogen klæbemærker eller luftfragtbreve eller noget, der viser, at disse leasingaftaler lige er ankommet i Danmark i april!!!!!!!

3.Kan skattemyndighederne afgøre lige nu, at de ikke vil acceptere disse leasingaftaler ????

4.Nogen må sikre sig, at G1.3 og G1.5 købsaftalerne på restporteføljerne er med i pakken.

5.Bør vi have nogen forsikringsbreve med i pakken?

6.Bør vi ringe til TR, KP og V.3 og advare dem om, at de kan få en opringning fra skattemyndighederne????

7.Vil skattemyndighederne finde det mærkeligt, at der er kopidokumenter i pakken, som aldrig er blevet sendt tilbage til U.S.A. ??????????

8.Nogen må gennemgå alle leasingaftalerne, fakturaerne og forsikringsdokumenterne før skattemyndighederne gennemgår dem, således at hvis der er noget, der ikke ser godt ud, kan det blive fjernet !!!!!!!!!

9.Nogen der kender til denne transaktion bør være tilstede for at besvare spørgsmål, der kan dukke op - nemlig T.1 eller V.11

Jeg vil tale med dig i morgen tidlig."

I maj 1993 fik de amerikanske sælgere kopierne af kontrakterne retur.

H1.2 modtog herefter delvis betaling fra H1.1 Gruppen.

Af et internt notat af 4. maj 1993 fra R3 fremgår, at H1.2 på daværende tidspunkt skyldte sit revisionsfirma et stort beløb, og at revisionsfirmaet overvejede at kræve forudbetaling for fremtidigt arbejde.

Af V.2's forklaring er bl.a. fremgået, at vidnet vist nok mødte T.1 første gang i 1993. På det tidspunkt var vidnet begyndt at interessere sig for udstyrsfinansiering, efter at han i nogle år havde arbejdet i møbelbranchen. I 1993 var vidnet ikke fortrolig med teknikken i en leasingtransaktion. Han havde ikke pr. 31. december 1992 nogen selskaber, der var i stand til at levere leasingaktiver. Vidnet begyndte først at lede efter leverandører til T.1 i februar 1993, og der var på det tidspunkt ingen aftaler med V.3, G1.1. Vidnet havde ikke givet T.1 indtryk af, at han allerede i januar 1993 havde indgået aftaler med mulige amerikanske leverandører. Der blev udfærdiget mange dokumenter med henblik på at få transaktionerne til at fungere i Danmark, og vidnet tilbagedaterede på foranledning af T.1 mange af disse aftaler (f.eks. en ikke-omgåelsesaftale) til den 31. december 1992. I et brev af 1. marts 1993 bekræftede vidnet efter anmodning fra T.1 - at ejendomsretten inden nytår 1992 var overgået til de danske interessenter. Det var ifølge vidnet "en ikke klar fremstilling af virkeligheden", og den var "vildledende, hvilket T.1 vidste". I april 1993 - inden mødet med V.3 - var der ikke underskrevet dokumenter om overdragelse. Overdragelsestransaktionerne var risikofri for de amerikanske selskaber, da disse ikke ved overdragelsen mistede ejendomsretten eller den økonomiske adkomst til aktiverne. Det var en double dip transaktion, som i det væsentlige sagde, at man beholdt ejendomsretten i USA. Købsoptionen var "fuldstændig væsentlig" for V.3. Den krævede kun fremsættelse af en anmodning fra V.3 for at blive udløst. Ingen kontanter skiftede hænder - ud over salærer. V.3 ydede ingen lån til de danske investorer.

V.3 har bl.a. forklaret, at han ejer G1.1, der driver kommerciel udstyrsleasing. Han mener, at det var i februar 1993, at han fik den første henvendelse fra V.2 om levering af puljer med leasingaktiver, men han vil ikke udelukke, at der havde været kontakter i 1992, hvor vidnet havde udtrykt vilje til at sælge leasingaktiver. V.2 oplyste over for vidnet, at i transaktionerne var de eneste kontanter, der skiftede hænder, et salær, der blev betalt til de amerikanske leasingselskaber af investor ved indgåelsen. G1.1 skulle deltage i transaktionerne på honorarbasis (salær vist nok 31.000$). Der var tale om salg af residualværdier i amerikanske leasingkontrakter/aktiver. Han fik af sine amerikanske rådgivere at vide, at transaktionerne var lovlige set ud fra et amerikansk synspunkt. Vidnet mener, at kontrakten mellem G1.1 som sælger og det danske interessentskab H1.4 Invest som køber - dateret den 31. december 1992 - først er underskrevet efter henvendelsen fra V.2 i februar 1993. Vidnet husker ikke, hvem der havde tilbagedateret aftalerne, men det var ikke ham. Vidnet mener, at han holdt et møde i april 1993 med V.2 og T.1, hvor alle nødvendige dokumenter med henblik på gennemførelse af transaktionerne blev underskrevet. T.1 havde medtaget penge i kontanter, hvilket vidnet fandt noget usædvanligt. Vidnet har karakteriseret de tilbagedaterede dokumenter som vildledende, "da der ikke forelå nogle aftaler den 31. december 1992". Købsoptionen var vigtig for vidnet, da den sikrede G1.1 beskyttelse af sine aktiver. Han kan ikke huske, at han udnyttede optionen, der gav sælger ret til på et hvert tidspunkt at købe aktivet tilbage for 10$ - men det er muligt, at han gjorde det. "Vidnet havde hånden på aftrækkeren, og han kunne nulstille transaktionen, hvis han ønskede det". G1.1 bevarede ejendomsretten til aktiverne efter amerikansk ret.

Landsretten skal om forhold 1 udtale

Forhold 1.A: tiltalen for bedrageri

Som antaget af byretten må det også efter bevisførelsen for Landsretten lægges til grund, at tiltalte ikke deltog i projektets udarbejdelse eller i udbuddet heraf. Han havde heller ikke kontakt med investorerne i løbet af 1992. Det kan heller ikke efter bevisførelsen for landsretten anses for godtgjort, at tiltalte før end i de sidste dage af 1992 fik den tilknytning til udbyderkredsen, som bestod i, at han efter anmodning fra den påtog sig, at han selv eller hans selskaber skulle formidle anskaffelse af aktiver til interessentskaberne.

Tiltalen for bedrageri - som er uændret fra byretten til landsretten - angår det forhold, at tiltalte har formået investorer til at købe anparter i interessentskaber, udbudt af H1.1 Gruppen A/S, V.1 og H1.2 Gruppen A/S eller datterselskaber hertil, hvori tiltalte havde bestemmende indflydelse, at påtage sig gæld til udbyderne, i alt ca. 10,4 mio. kr., og at indbetale ca. 7,6 mio. kr., idet tiltalte fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede den vildfarelse, at investorerne gennem køb af de nævnte anparter, ... ville opnå adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger ...

Landsretten må lægge til grund, at H1.2 Gruppen A/S eller datterselskaber hertil, hvori tiltalte havde bestemmende indflydelse, ikke udbød anparter. Dette er i overensstemmelse med anklagemyndighedens sagsførelse for landsretten.

Landsretten må videre lægge til grund, at den gæld, som investorerne påtog sig til udbyderne, opgjort til 10,4 mio. kr., påtog investorerne sig samtidig med købet af anparterne, som senest fandt sted den 29. december 1992, og at tiltalte hverken gennem deltagelse i udbuddet eller på anden måde har fremkaldt nogen vildfarelse hos investorerne, før de besluttede at gå med i en investering. Tiltalte har herefter ikke bestemt nogen investor til at købe anparter eller påtage sig gæld til udbyderne.

Spørgsmålet om tiltaltes mulige skyld i bedrageri er herefter - som landsretten forstår tiltalen - begrænset til spørgsmålet, om tiltalte ved bestyrkelse eller udnyttelse af vildfarelse har formået investorerne til at indbetale den del, som de ikke havde indbetalt allerede samtidig med købet af anparterne, og om de efterfølgende på tilsvarende baggrund har afdraget på gældsbreve, herunder efter transport af sådanne til H1.2 Gruppen.

Investorernes berettigede forventning måtte være, dels at der blev skaffet dem en ejendomsret til aktiver, hvorpå det var holdbart, at de foretog skattemæssige afskrivninger, og dels at det første afskrivningsår var 1992.

Også efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at det først var i løbet af marts og april 1993, at der i USA blev oprettet købeaftaler og gældsbreve, og at disse på dette tidspunkt - blev tilbagedaterede til den 31. december 1992 af H1.1 Gruppen.

Ud over at pege på den skete tilbagedatering som begrundende bedrageri i form af en forskydning af følgerne har anklagemyndigheden også for landsretten anført, at aftalerne på trods af det indhold, som de angiver at have, var uden realitet og således i det hele taget ikke kunne give grundlag for afskrivning i noget år. Anklagemyndigheden har herved nærmere peget på, at selv om det måtte antages, at det - i overensstemmelse med dokumenternes indhold - er retligt muligt for en ejer i USA midlertidigt at overdrage sin ejendomsret til bortleasede aktiver, hvori banker har pant, og hvorfra indtægter er transporteret til banker, til en investor i Danmark, således at begge "ejere" har afskrivningsret - en såkaldt "double dip" - bør det passerede frakendes retsvirkning i det foreliggende tilfælde. Anklagemyndigheden har herved navnlig peget på de især gennem bevisførelsen i USA tilvejebragte oplysninger om, dels at sælgerne G1.1 henholdsvis G1.3, begge USA, ikke ydede noget lån, dels at sælgerne havde en tilbagekøbsret, hvorved - i V.3s terminologi - købeaftalen straks kunne nulstilles.

Landsretten tiltræder, at de aftalesæt, som blev indgået i USA i marts og april 1993, hvorved de danske interessentskaber formelt set erhvervede residual ejendomsret, af de af anklagemyndigheden fremhævede grunde må frakendes retsvirkning, også selv om de amerikanske leasingselskaber, hvis de indløste overdragne aktiver, var forpligtede til at stille en - residual - ejendomsret til andre aktiver til rådighed.

En domfældelse af tiltalte forudsætter endvidere, at tiltalte - herved bortset fra spørgsmålet om tilbagedateringen - har vidst eller haft en sådan formodning, at han var indstillet på at acceptere, at aftalesættet ville blive tilsidesat af skattemyndighederne ud fra et synspunkt om manglende realitet og deraf følgende negative konsekvenser for investorerne. Der må i sådanne tilfælde stilles betydelige krav til anklagemyndighedens bevis for, at en tiltalt indser eller må indse, at en disposition ikke er holdbar i skatteretlig henseende. Landsretten konstaterer, at tiltalte, som i sit erhverv var initiativtager til den udformning, som kontraktsættet om leverance af leasingaktiver fik, må have anset det som overvejende sandsynligt eller været indstillet på at acceptere, at aftalesættet blev tilsidesat af skattemyndighederne, hvis det blev opdaget.

Det ligger uden for tiltalen at skulle bedømme, om H1.1 Gruppen ville have indgået aftaler med tiltalte eller selskaber under hans indflydelse, såfremt H1.1 Gruppen havde vidst, hvordan man fra tiltaltes side kunne og ville opfylde aftalen.

Det afsluttende spørgsmål, som bliver afgørende for, om tiltalte er skyldig i bedrageri, er herefter, om han, der som anført kom sent ind i forløbet, har handlet på et sådant tidspunkt, at han har bestyrket eller udnyttet investorers vildfarelse til betalinger efter tegningstidspunktet.

Det fremgår af sagen, herunder en opgørelse af 14. januar 1994 fra H1.2 Gruppen GmbH over dens tilgodehavende hos H1.1 Gruppen, at udgangspunktet var aftalen om en bruttofee på 7.799.000 kr. (11 % af det samlede pålydende af 709 anparter á 100.000 kr.).

I perioden 18. december 1992 til 14. februar 1994 indgik i alt 7.649.837 kr. i alt væsentligt eller udelukkende som § 55-betalinger fra investorerne til H1.1 Gruppen.

Det fremgår af revisionsberetningen, at 2.467.026 kr. påviseligt er udbetalt fra H1.1 Gruppen til H1.2 GmbH, medens H1.1 Gruppen har modtaget 4.631.307 kr., hvor den videre fordeling ikke kan følges. Desuden har H1.2 Gruppen modtaget gældsbreve, hvor investorer er debitorer til en anslået restgæld på 1,4 mio. kr., men det er ikke ved revisionsarbejdet klarlagt, hvilke betalinger tiltalte eller selskaber, hvorigennem han handlede, har modtaget på disse gældsbreve, ligesom det ikke er oplyst, om H1.1 Gruppen har betalt en restsaldo i H1.2 Gruppen GmbH's favør på 216.893 kr.

Når der fra beløbet 7.649.837 kr. fradrages 211.000 kr. som vedrørende indbetalinger senest pr. den 1. januar 1993, hvilket beløb ligger så tidligt i perioden, at dets betaling ikke kan have baggrund i nogen udnyttelse fra tiltaltes side, fremkommer et beløb på 7.438.837 kr., som landsretten utvivlsomt finder grundlag for at henføre til betalinger foranlediget af tiltaltes bestyrkelse eller udnyttelse af vildfarelse hos investorer.

Om H1.2 GmbH har modtaget mere end 2.467.026 kr., kan ikke fastlægges på grund af manglende kendskab til, hvorledes det er gået med gældsbrevene på 1,4 mio. kr. og restsaldoen på 216.893 kr.

Med disse bemærkninger finder landsretten, at tiltalte, hvis adfærd må betegnes som grov, er skyldig i bedrageri for 7.438.837 kr. ved at have påført investorerne et tab respektive en væsentlig risiko for tab på dette beløb, og det findes i dette forhold såvel som i sagens forhold 2 og 3 - ikke at være af betydning for denne vurdering, om, den enkelte investor har følt sig bedraget og har indgivet politianmeldelse.

Forhold 1.B: tiltalen for skattesvig.

I henhold til de af byretten anførte grunde, og idet det for landsretten anførte ikke fører til andet resultat, stadfæster landsretten frifindelsen af tiltalte for skattesvig og medvirken hertil i forhold 1.B.

Forhold 2 - H2.8 (fly-delen).

(Byrettens dom side 39 - 126).

Af sagens forløb i dette forhold sammenfattes her yderligere:

Som allerede angivet i det generelle afsnit adskiller forhold 2 sig fra sagens 2 øvrige forhold derved, at forhold 2 vedrører et anpartsudbud uden pludseligt opståede ændringer umiddelbart før det afgørende årsskifte, men et gennem 1993 planlagt og forberedt projekt.

Projektet blev udtænkt af T.1 efter anpartsindgrebet den 19. maj 1993 - et indgreb som "fjernede næsten alle muligheder for at foretage skattebetingede investeringer", og som gjorde "næsten alle kendte konstruktioner ... værdiløse" (fra udateret udkast til forslag fra H2.2 til havnemyndighederne i Pittsburg, USA).

De oprindelige tanker fik T.1 i flyveren på vej hjem fra USA den 19. eller 20. maj 1993 (Østre Landsrets retsbog for den 1. oktober 2001, side 3). Ifølge disse tanker, der foreligger i form af en skitse til V.2, skulle investoren Joe - dels opnå 3 års rentefradrag, dels få et kurstab svarende til lånebeløbet ved periodens afslutning.

Projektet blev lanceret under navnet "H2.8" - nyt land. Af det nævnte udkast til forslag til havnemyndighederne i Pittsburg fremgår om modellen, at efter skattereformen er H2.2 "den eneste arrangør, der har formået at lave en konstruktion, der fungerer."

I løbet af sommeren 1993 forhandledes projektet nærmere med revisionsfirmaet R3, idet det bl.a var T.1s hensigt, at revisionsfirmaet skulle påtegne aktieemissionen. Det fremgår af et arbejdsnotat af 11. august 1993 udarbejdet af T.1, at revisor V.12 på et møde skulle have redegjort for, at revisionsfirmaet var af den opfattelse, at det først skulle godtgøres, at investorernes indskud blev finansieret med "rigtige penge" og ikke kun med mere eller mindre velkamuflerede opløsningsposteringer. Dette var væsentligt for revisionsfirmaet, som ikke ønskede at afgive en påtegning på noget, der var en del af en større helhed, hvor helhedens enkeltelementer ikke kunne underkendes skattemæssigt, men hvor der kunne rejses berettiget tvivl om den skattemæssige validitet, når enkeltbestanddelene blev set i sammenhæng. I notatet, der er optaget i byrettens dom side 47 - 51, redegør T.1 nærmere for, hvorfor projektet ikke er baseret på lukkede kredsløb med rent skattearbitrære virkninger for investorerne.

Projektet blev udbudt i efteråret 1993 af H2.2 og H2.4 Danmark A/S, et selskab tilhørende bl.a. T.2., H2.4 Danmark havde købt retten til at sælge "H2.8-modellen" af T.1 gennem det engelske selskab, H2.8 (byretsdommen side 53 -56).

Det projekt, som H2.2 udbød, hed H2.1 Holding A/S. Det projekt, som H2.4 udbød, hed H2.3 A/S.

Prospekterne for projekterne var i det væsentlige ens. Af prospektet for H2.3 fremgår (byrettens dom side 59), at der gennem investeringerne skulle købes datterselskaber på Madeira, som skulle forestå indkøb af leasingkontrakter. Herved skulle opnås leasingindtægter ved genudlejning og fortjeneste på salg af leasingaktiverne efter leasingkontrakternes udløb. Videre fremgår (dommen side 62), at muligheden for at tjene store penge helt klart er "til stede, idet det skal understreges, at risikoen for at fejle og derved tabe penge naturligvis er tilsvarende stor", samt at "dette er vigtigt for udbyder at understrege, at investeringen altså ikke er risikofri, men behæftet med en reel risiko for også at tabe noget af den investerede kapital."

Prospekterne endte med at blive godkendt af revisionsfirmaet R2.

Aktierne i H2.1 Holding A/S og i det i anklageskriftets forhold 2.3 omhandlende selskab H2.5 Erhvervsinvestering A/S jf. om dette selskab nedenfor, kostede 500.000 kr. pr. stk., mens aktierne i H2.3 kostede 300.000 kr. pr. stk. Ud over betaling for selve aktien skulle investorerne betale et "overhead" på 5 % (altså henholdsvis 25.000 kr. og 15.000 kr.) til udgifter i forbindelse med emissionen m.v. Investorerne skulle som i forhold 1 dels optage et stort lån til betaling af købesummen (91 %), dels betale et kontantbeløb i forbindelse med investeringen (14 % = resterende 9 % + "overhead" 5 %). Renterne på det store lån, 19 % p.a., som i lånets første år kun delvis skulle betales af investorerne, skulle føres til fradrag hos investorerne. Investorerne i H2.1 og H2.5 Erhvervsinvestering lånte typisk den kontante udbetaling (70.000 kr.) hos H2.2, mens investorerne i H2.3 typisk indbetalte kontant (42.000 kr).

"Det store lån" skulle tilvejebringes fra en bank. Denne finansieringskilde skulle T.1s engelske partner, det engelske leasingselskab G2.1, tilvejebringe (byrettens dom side 91). Til brug herfor foreligger en præsentation af H2.8-strukturen over for den schweiziske bank F1, London, udarbejdet af G2.1 i oktober 1993. Præsentationen (dommen side 93 - 101) redegør detaljeret for projektet. T.1 deltog i møder med 16 - 17 banker i England sammen med G2.1. T.1 mener ikke, at der var udarbejdet præsentationsmateriale til møderne. Han - der på daværende tidspunkt drev forretning igennem et G2.1-selskab (byrettens retsbog side 95) fra samme adresse som G2.1 i London (byretsdommen side 53) - har ifølge sin forklaring for landsretten (1. oktober 2001, side 6) først set præsentationen over for F1 i forbindelse med straffesagen.

For fuldstændighedens skyld bemærkes, at långiveren ikke blev F1, der ifølge telefax af 9. november 1993 fra G2.1 til T.1 var bekymret for "transaktionens cirkularitet ... og i hvilket omfang investorerne og skatterådgiverne er klar over denne cirkularitet," samt bekymrede for, "hvis det danske skattevæsen skulle angribe H2.8 for cirkularitet, og det blev kendt, at investorerne var helt uvidende, så kunne F1 blive dømt til at have en underforstået forpligtelse til at meddele investorerne om cirkulariteten. Lånet var kautionssikret på den måde, at kautionisten på forhånd accepterede at søge fyldestgørelse i værdien af aktierne i henholdsvis H2.1 eller H2.3. Det vil sige, at kautionisten ikke ville kræve investor personligt for betalingen af lånet. Hvis en investor misligholdt lånet, ville kautionisten betale til långiveren og overtage långiverens sikkerhed (pantet i enten H2.1 eller H2.3), men kautionisten havde ikke regres mod investor.

I november 1993 blev der taget initiativ til, at H2.1 og H2.3 skulle erhverve hver et skuffeselskab i frihandelszonen på Madeira (byretsdommen side 108 - 110).

T.1s likviditet var åbenbart anstrengt på dette tidspunkt. Således fremgår det af en telefax af 3. november 1993 fra G2.1 til T.1, at denne skulle have meddelt, at hverken han selv eller hans direktørkolleger var i stand til at deponere 5.000 £ til omkostninger i forbindelse med tilvejebringelsen af den nødvendige bankfinansiering. Tiltaltes daværende revisor, V.12, R3, har også for landsretten forklaret (2. oktober 2001, side 9), at T.1 i 1993 skyldte revisionsfirmaet mange penge, og at hele tiltaltes virksomhed var dårligt økonomisk funderet. Der henvises i den forbindelse tillige til oplysningerne i R3s interne notat af 4. maj 1993, refereret under forhold 1.

Langt størsteparten af aktierne i H2.1 Holding og H2.3 blev tegnet i november og december 1993. I H2.1 var der 67 investorer, i H2.3, 39.

Den 17. december 1993 afgav advokatfirmaet R1 v/advokaterne V.13 og V.14, der også tidligere havde erklæret sig om H2.1 Holding-projektet (dommen side 68 - 70), et tillæg til "Tax opinion" (dommen side 71 - 73). I tillægget sættes fokus på en række forhold vedrørende projektet, herunder realitet kontra cirkularitet i skatte- og investeringsprojekter og sammenhængen mellem "kautionsindtægten" og aktiekurstabet. Afslutningsvis anfører advokaterne, at det bør stå investorerne klart, at en investering i projektet er behæftet med et par principielle usikkerheder vedrørende den endelige skattemæssige behandling.Tillægget ses ikke at være kommunikeret ud til investorerne.

Den 22. december 1993 krævede R2 (byretsdommen side 81 - 82), at de af revisionsfirmaet godkendte prospekter ikke blev udbudt sammen med en lånefinansieringsaftale, førend denne havde været gennemgået og påtegnet af revisionsfirmaet.

Den 29. december 1993 ydede F2 Discount Bank et lån ("det store lån") til investorerne. Den 30. december 1993 udbetalte banken således 67,3 mio. kr. til H2.1. Det fremgår af sagens oplysninger, at lånet blev tilvejebragt af tiltaltes partner, direktør V.7 i G2.1. Det fremgår endvidere, at det var V.7s oprindelige plan, at lånet ikke skulle "indebære kontante pengeoverførsler", men alene finde sted som kontooverførsler. Dette fremgår til dels af de bilag, der er medtaget i byrettens dom side 104 - 108, men tydeligst af den korrespondance herom, som fandt sted mellem V.7 og F2 Discount Bank (v/BZ) den 24. december 1993, og af V.7s forklaring for byretten (side 235). Som følge af F2 Discount Banks krav om "virkelige overførsler af penge i det mindste for så vidt os angik", tilvejebragte V.7 i dagene efter jul dels af egne midler, dels fra G2.1 Group og fra G2.2 Enterprises Ltd. de 67,3 mio kr., som blev overført til H2.1 og H2.3. Banken fik håndpant i den enkelte investors aktier. Kautionist for lånene var V.7s bermudaselskab, F3 Capital.

Den 30. december 1993 blev lånedokumenterne underskrevet i London af T.1 ifølge fuldmagt fra H2.1-investorerne. Lånedokumenterne fra H2.3-investorerne blev ikke underskrevet i 1993.

Den 4. januar 1994 anmodede administrerende direktør V.10 hos H2.2 F2 Discount Bank om at meddele den bank, hvortil de 67,3 mio. kr. var overført, at pengene kunne krediteres G2.2 Enterprises' konto.

Samme dag blev der afholdt et møde mellem T.1, T.2, advokat V.13 og revisionsfirmaet R2. Af revisionsfirmaets referat fra mødet (dommen side 83 - 85) fremgår, at revisionsfirmaet havde som opfattelse, "at konstruktionen ikke er skattemæssigt holdbar, d.v.s. at der er overvejende sandsynlighed for, at skattevæsenet ikke vil godkende de omtalte aktietab, eventuelt rentefradrag, herunder sætte disse i forbindelse med en senere opnået "gældseftergivelse". De væsentligste årsager til revisionsfirmaets opfattelse er herefter opregnet som punkterne 1 - 5. Her skal alene nævnes fra punkt 1, at "selve låne/kautionsaftalens vilkår umuliggør på forhånd, at der kan være tale om en normal, sund investering, foretaget på driftsøkonomiske vilkår. Dette taler således for, at det på forhånd er "konstruerede tab", man sigter efter, hvilket indebærer stor sandsynlighed for skattemæssig tilsidesættelse."

Den 7. februar 1994 oplyste T.1 på et bestyrelsesmøde i H2.1, at selskabets kapital stod på Madeira.

Den 27. april 1994 oplyste T.1 på et bestyrelsesmøde i H2.1, at R2 ikke ønskede at afgive en fornyet påtegning på et "revideret og mere forståeligt prospektmateriale." Revisionsfirmaet skulle ifølge referatet fra bestyrelsesmødet være af den opfattelse, at der kunne være en såkaldt ligningsmæssig risiko ved projektet - en risiko som firmaet ikke kunne anføre "en eneste lovhenvisning" for. Efter referatet skulle T.1 have oplyst, at de store revisionsfirmaer var blevet tilbageholdende med at påtegne skatteprojekter af nogen art. "Det er således ikke projektet, men alene nogle firmapolitiske holdninger hos revisionsfirmaerne, der har undergået en vis forandring."

I maj 1994 udtrådte F2 Discount Bank af arrangementet, idet V.7s F3 Capital indtrådte i stedet. Denne udvikling havde G2.1 allerede forudsagt i korrespondance med F2 Discount Bank i december 1993 (dommen side 105). Reelt havde banken ifølge V.7 (byrettens retsbog side 238 og 239 - 240) allerede samtidig med långivningen solgt alle lånene til F3 Capital "på en underdeltageraftale".

Den 14. oktober 1994 oplyste en repræsentant for H2.2 på bestyrelsesmøde i H2.1, at der nu var bestilt en telefon og andre praktiske fornødenheder til driftsstedet på Madeira.

I 1994 og 1995 blev "det store lån" til investorer ydet af først H2.2 med F3 Capital som refinansieringskilde og V.7s selskab, G2.3 Ltd., Bermuda, eller et selskab tilhørende V.2, G3.3 Capital, som kautionist og senere H2.2 med G3.3 både som refinansieringskilde og som kautionist.

I anden halvdel af 1994 blev projektet tillige udbudt gennem et andet selskab tilhørende T.1, H2.7 A/S. En række af investorerne blev efterfølgende overflyttet til - navnlig - H2.1. Udbud skete tillige gennem H2.5 Erhvervsinvestering A/S, et selskab i H1.2 Gruppen. Udbuds- og salgsfasen for H2.5 Erhvervsinvestering var fra ca. 1. november 1994 til en gang ind i 1995. I dette selskab var der 33 investorer.

Af sagens dokumenter fremgår, at datterselskaberne på Madeira gennemførte to transaktioner.

Den 30. december 1994 købte selskaberne hver to flyvemaskiner. Sælgeren var et V.7-selskab på Isle of Man. Købesummen var ca. 104 mio. kr. Købet blev bl.a. støttet af et lån fra F3 Capital. Flyene blev samtidig leaset ud til et engelsk selskab med samme adresse som G2.1. Aftalerne er underskrevet af GS, der først den 31. marts 1995 fik fuldmagt til at tegne selskaberne. Købekontrakterne er uden vitterlighedsvidner. Et halvt år senere blev flyene solgt til leasingtageren i henhold til en option i leasingkontrakten. En lignende handel blev gennemført med fly og flyreservedele i oktober 1995. I denne transaktion var sælgeren ovennævnte G2.3 Ltd. Flytransaktionerne kan følges i regnskaberne vedrørende H2.1 og H2.3, ligesom køb, udleje og salg er bogført i regnskaberne for Madeira-selskaberne. Byrettens dom side 114 indeholder supplerende oplysninger om købene af fly m.v.

Der er mellem anklagemyndigheden og T.1s forsvarer enighed om, at der formelt blev etableret en korrekt og veldokumenteret sale and lease-back aftale vedrørende de nævnte aktiver. Der er heller ikke tvivl om, at de fly m.v., der er omfattet af kontrakterne, eksisterede. Der er også enighed om, at aktiverne havde en værdi, der ikke helt er ude af proportion med de købesummer, der er anført i købeaftalerne.

I H2.5 Erhvervsinvestering A/S blev der ikke iværksat nogen aktivitet.

Der foreligger udkast til råbalancer for 1995 for datterselskaberne på Madeira, hvorefter selskaberne har et overskud.

Under efterforskning fremkom der via Ibis International den 16. marts 1995 en kreditvurdering af G3.3 Capital Inc. Kreditvurderingen har følgende indhold (oversat):

"G3.5 Ltd.

...

USA

FÆRDIG UNDERSØGELSE

Vor efterforskning var ikke i stand til at få forbindelse med det efterforskede firma, G3.3 Capital Inc. af følgende grunde:

Ovennævnte adresse tilhører SNs advokatkontor, som er opført som registreret agent for det aktuelle selskab.

Vor efterforskning satte sig i forbindelse med SN og fik øjeblikkeligt at vide af ham, at han ikke havde noget at gøre med selskabet, og at hans søn, Mr. V.2, var chef for selskabet. SN erklærede desuden, at han ikke har nogen oplysninger om det aktuelle selskab, ikke ved, om G3.3 har et kontor eller et telefonnummer, og at han ikke engang kender selskabets branche.

SN vidste ikke nøjagtigt hvor hans søn var, men sagde, at han ville vende tilbage næste uge, og at han måske sætter sig i forbindelse med advokatkontoret til den tid for at høre, om der er nogen, der har spurgt til selskabet i hans fravær. Af denne grund blev der sendt et brev og et spørgeskema til ovenanførte adresse, men vor efterforsker er ikke sikker på at V.2 vil svare.

Eksterne kilder til information om kredit eller økonomi kunne ikke lokalisere og fremkomme med oplysninger om noget om et vist G3.3 Capital, USA.

Telefonselskaberne i USA kunne ikke angive en optagelse i telefonbogen for vedkommende. Der blev ikke fundet nogen nationale telefonbogsoptagelser eller optagelser af faxnummer.

Der blev ikke fundet nogen optagelser for det aktuelle i nationale eller regionale telefondatabaser.

Det ovenfor anførte telefonnummer tilhører SN, P.A.

Der er sendt et brev til ovennævnte adresse, og hvis der kommer svar, vil vi sende en supplerende rapport.

Der er ingen tilgængelige data i branchen om betalingsevne for G3.3 Capital i USA.

KREDITVURDERING

Potentielt kreditloft: US$00

Baseret på de begrænsede forhåndenværende oplysninger, anbefaler vi, at man kun indgår forretninger med firmaet mod sikkerhed.

..."

Statsautoriseret revisionsaktieselskab R4 fremsendte den 11. oktober 1995 til T.1 udkast til en erklæring i forbindelse med udformning af revisionspåtegning for regnskabsåret 1994 for H2.3, H2.1 og H2.5 Erhvervsinvestering. I erklæringen påpeges i relation til kontoudtog fra F3 Capital bl.a. følgende fejl: fejl i gældsopgørelser, fejl i renteberegninger, sammentællingsfejl, uforrentede indlånskonti og uoverensstemmelse mellem indlån og udlån. Konkluderende anføres, at revisionsfirmaet ikke har en begrundet overbevisning om værdierne af indeståenderne i bl.a. F3 Capital, og at revisionsfirmaet ikke har fået afkræftet sin formodning om, at der er tale om lukkede kredsløb, og om at investeringsselskaberne derfor ikke har fri dispositionsret over de angivne indlån, ligesom revisionsfirmaet ikke har fået tilfredsstillende dokumentation for værdien af indlånene (erklæringen er delvist gengivet i byrettens dom side 120). Skrivelsen blev aldrig sendt, idet revisionsfirmaet blev afsat 12. oktober 1995 (byrettens retsbog, side 150).

T.1 har for byretten oplyst, at han sendte kopi af "kontrakterne indgået på Madeira" til investorer, som gerne over for skattevæsenet ville kunne dokumentere, hvad der var foregået. Han kopierede tillige dokumentation vedrørende udbetalingen fra F2 Discount Bank samt kontoudtog herfra. "Hensigten var, at investorerne kunne fremlægge det hos skattemyndighederne." (Byrettens retsbog side 129 og 131).

Af byrettens retsbog, side 231 fremgår, at politiet vedrørende dette forhold havde beslaglagt materiale hos H2.2 og senere tilbageleveret dette. Politiet har efterfølgende forgæves søgt at få materialet udleveret påny.

Det fremgår af sagens oplysninger, at H2.2 i den sidste halvdel af 1990'erne ved forskellige former for incassovirksomhed søgte at inddrive beløb hos investorerne. Således har H2.2 for så vidt angår en investor overdraget gældsbrevet vedrørende "det lille lån" til V.10, så denne i september 1997 på grundlag af transport kunne få foretaget udlæg for knap 60.000 kr., idet investors indsigelser ved overdragelse ansås for at være ekstingveret, jf. gældsbrevslovens 15. Investor viste sig dog at være insolvent.

V.2 har forklaret, at efter hans opfattelse var der tale om "en forlænget version af det tidligere projekt"; sandsynligvis et skattearrangement. Det var vidnet, der oprettede selskabet G3.3 Capital. Selskabet havde/har ingen kapital. "Det var et papirselskab - et juridisk selskab, som papirarbejdet kunne flyde igennem. Det var T.1 klar over". G3.3 skulle optræde som gennemgangslångiver. I en skrivelse fra juli 1995 anmodede revisor R4 vidnet om at bekræfte, at H2.5 Erhvervsinvestering havde en konto hos G3.3 Capital med en saldo på 24 mio. kr. T.1 havde meddelt vidnet, at bekræftelsen var nødvendig af hensyn til transaktionerne. Der var alene tale om posteringer hos G3.3 - ingen kontanter. H2.3 var også involveret. Vidnet har bekræftet nogle lån vedrørende H2.5 Erhvervsinvestering og H2.2 Bankieraktieselskab. På forespørgsel om, hvorvidt de var sande eller falske, svarede vidnet: "bekræftelser baseret på en bekræftelse som vi modtog, der satte os i stand til at give den bekræftelse .... jeg (V.2) bekræftede - jeg sagde sandheden baseret på, hvad bekræftelsen sagde mig. Jeg har ingen ide om - jeg undersøgte heller ikke den bekræftelse jeg modtog".

V.6 har forklaret, at han er direktør for G2.4 Management, der udarbejder regnskaber, indsender momsregnskaber, selvangivelser samt foretager revision for mellem 150 og 200 selskaber, der er indregistreret på Madeira. G2.4 Management gennemfører, hvad der er nødvendigt for deres klientvirksomheders "gode" drift på Madeira. T.1 oprettede to selskaber på Madeira: H2.3 og H2.7. På et tidspunkt i 1995 eller 1996 kom V.15 fra H2.2 Bankieraktieselskab og spurgte om muligheden for at udøve leasingaktiviteter fra Madeira, herunder af fly, og han fik da oplyst, at det ikke kunne ske lovligt samt i øvrigt, at betingelserne for overdragelse af anparter i H2.3 og H2.7 til danske klienter ikke kunne ske, da der manglede dokumentation. G2.4 Management udarbejdede på baggrund af dokumenter fremsendt fra Danmark regnskaberne for H2.3 og H2.7 for årene 1993. Det havde ikke været muligt at afslutte regnskabet for 1994. H2.3 og H2.7 har aldrig haft ansatte på Madeira, idet G2.4 Management sørgede for al administration og regnskabsaflæggelse. Så vidt V.6 ved, er H2.3 og H2.7s finansielle bevægelser aldrig gået over Madeira. V.6 anså T.1 som ejer af H2.3 og H2.7.

Landsskatteretten har nægtet en investor i H2.8-projektet rentefradragsret, jf. TfS 1999.143 LSR. Sagen skal efter det oplyste domsforhandles i Østre Landsret i maj 2002.

Landsretten skal om forhold 2 udtale

Forhold 2.1.A, 2.1.B og 2.1.C: tiltalen for bedrageri

Det fremgår af T.1s arbejdsnotat af 11. august 1993, at T.1 havde haft overvejelser om et "ganske lukket kredsløb med "forbundne kar" omkring pengestrømmene" (dommen side 49)

Disse overvejelser skulle ifølge T.1 være opgivet, hvilket også det efterfølgende forløb efter aktieudbuddet skulle vise. T.1 har herved bl.a. henvist til en række faktiske forhold vedrørende blandt andet udbetalingen af de 67,3 mio kr. fra F2 Discount Bank, etableringen af datterselskaberne på Madeira og selskabernes efterfølgende erhvervelser af fly og flydele.

Landsretten finder imidlertid, at det kan lægges til grund, at selskaberne på Madeira kun kom til eksistens som tomme selskaber. Gennem forskellige dækmanøvrer og et tæt samarbejde med V.7 lykkedes det imidlertid T.1 at få det til at fremstå, som om der på Madeira havde været selskaber med aktiver og forretningsmæssig aktivitet.

Landsretten lægger ved vurderingen af de manglende realiteter i selskaberne navnlig vægt på følgende forhold

Omkring årsskiftet 1993/94 betalte F2 Discount Bank som anført 67,3 mio kr. til blandt andet H2.1 Holding som "det store lån". Beløbet var tilvejebragt af V.7. Det fremgår imidlertid af telefaxen af 4. januar 1994 fra H2.2 ved administrerende direktør V.10, at beløbet herefter skulle krediteres en konto tilhørende G2.2 Enterprises Limited - et selskab tilhørende V.7. V.7 har som vidne i byretten (retsbogen side 239) bekræftet, at pengene blev tilbageført. Datterselskaberne på Madeira har således ikke på noget tidspunkt været i besiddelse af midler, som har kunnet muliggøre investering i leasingaktiver. Dette bekræftes da også af, at der ikke i 1994 blev tilskrevet noget rentebeløb i det påståede gældsforhold.

Blandt andet henset til beløbets størrelse finder landsretten det - uanset T.1s benægtelse - ubetænkeligt at lægge til grund, at han var vidende om den skete tilbageførsel af midlerne; det må tilmed lægges til grund, at tilbageførelsen er sket efter aftale mellem V.7 og T.1. Der foreligger ikke i sagen oplysninger, der antyder, at T.1 havde noget grundlag for at tro, at nogen pengeudlåner ville stille et så stort millionbeløb til rådighed for et så usikkert projekt som det beskrevne.

Långivningen fra F2 Discount Bank var således ikke en reel økonomisk disposition, men udtryk for pengeoverførsler i et aftalt lukket forløb. Dette gælder så meget desto mere den långivning, som fandt sted til de investorer, som købte anparter i 1994 og 1995 med lån fra H2.2 og med henholdsvis F3 Capital og G3.3 som refinansieringskilde. Om G3.3s manglende økonomiske formåen henvises til erklæringen fra Ibis International den 16, marts 1995 samt til V.2s forklaring, begge dele gengivet ovenfor.

Landsretten tillægger det således ikke vægt, at der forelå låneaftaler mellem F2 Discount Bank og de enkelte investorer, eller at der for moderselskaberne forelå kontoudtog hos V.7s selskab F3 Capital, hvorefter der skulle være kapital i selskaberne. For så vidt angår låneaftalerne fremgår det af sagen, at den F2 bank kun medvirkede til den kontante pengeoverførsel. Herefter skulle banken blot administrere lånene - men alene efter opgørelser, som den skulle modtage fra H2.2, jf. V.7s forklaring for byretten (retsbogen side 240). For så vidt angår kontoudtogene for F3 Capital henvises ligeledes til V.7s forklaring under domsforhandlingen for byretten (retsbogen side 240), hvoraf fremgår, at det ikke var meningen, at F3 Capital skulle have nogen rigtig kapital, "og det var helt sikkert noget, som T.1 vidste." Der henvises endvidere til det ovenfor refererede udkast til erklæring, som blev afgivet af T.1s eget revisionsfirma, statsautoriseret revisionsaktieselskab R4, den 11. oktober 1995 i forbindelse med udformning af revisionspåtegning for regnskabsåret 1994 for H2.3, H2.1 og H2.5 Erhvervsinvestering.

For så vidt angår regnskaber og bogføring for de to madeiranske selskaber fremgår det af byrettens dom side 114 - 117, at dette arbejde reelt er lavet af direktør V.15, H2.2.

Også andre forhold taler for, at driften af datterselskaberne på Madeira har været indholdsløs: at H2.1 og H2.3 formelt aldrig blev ejere af de madeiranske selskaber (byrettens dom side 111 - 112), at leasing som sådan på Madeira var forbudt ved lov for normale virksomheder (dommen side 113), at der ikke blev etableret et fast driftssted på Madeira, og at der ikke var nogen ledelse på Madeira. Der henvises herved også til V.6s forklaring ovenfor.

For så vidt angår de som led i skatteprojektet foretagne flykøb m.v. - som er dokumenteret ved kontrakter m.v. - bemærkes indledningsvis, at de madeiranske selskaber som ovenfor fastslået ikke har været i besiddelse af midler til at betale de betydelige købesummer, i den første transaktion ca. 104 mio. kr. Herudover er der sådanne uforklarlige omstændigheder i forbindelse med de påståede handler, dokumentationen herfor, og de tilhørende kontoudtog fra F3 Capital, at handlerne må anses som cirkelarrangementer iværksat alene med henblik på at foregive aktivitet i selskaberne. Af sådanne omstændigheder kan bl.a. nævnes, at dokumenterne vedrørende det første flykøb i december 1994 blev underskrevet af GS, der først senere blev tegningsberettiget for køberselskabet, at kontrakten ikke var påført vitterlighedsvidner eller lignende bekræftelser, at der ikke blev registreret en overdragelse af flyene i det internationale luftfartøjsregister, og at der tilsyneladende blev betalt 2 mio. kr. for meget for flyene, uden at H2.7 selv opdagede det (byretsdommen side 117).

V.7 har da også under domsforhandlingen for byretten (retsbogen side 240-241) bekræftet, at kontraktsparterne ved flykøbet var to selskaber, som var kontrolleret af ham personligt. Vidnet har videre forklaret, at der ikke var nogen penge, der skiftede hænder, bortset fra at det ene af selskaberne fik et meget lille honorar, men pengene blev "modregnet i andre ting i strukturen".

På samme måde finder landsretten, at der ikke kan lægges vægt på det af T.1 fremhævede forhold, at han bistået af advokat V.13 (jf. dennes forklaring byrettens retsbog side 375 og for landsretten den 26. november 2001, side 2) havde forhandlet om køb af leasingaktiver, herunder med det australske firma G2.5. Oplysningerne herom er så ubestemte, at de ikke bestyrker, at T.1 har haft til hensigt at foretage reelle investeringer.

Heller ikke den omstændighed, at investorerne blev afkrævet renter af lån fra F2 Discount Bank, F3 Capital m.v. findes at være af betydning for, om der bestod et reelt lån til investorerne blandt andet henset til de oplysninger, der foreligger om opgørelserne af rentebeløb m.v., jf. V.7s forklaring for byretten (byrettens retsbog side 238 og 239-240) .

T.1 gjorde på intet tidspunkt investorerne bekendt med, at investeringerne ville blive anvendt til et fiktivt arrangement uden kapital som beskrevet ovenfor. Han orienterede heller ikke - bortset fra de oplysninger, som han gav på bestyrelsesmødet den 27. april 1994, jf. ovenfor - investorerne om de betænkeligheder vedrørende realitet, cirkularitet m.v., som hans rådgivere havde fremsat i perioden omkring årsskiftet 1993/94, jf. tillige ovenfor. Til overflod kan det nævnes, at denne politik fortsatte i 1994 og 1995, idet han løbende fortav væsentlige oplysninger og afgav usandfærdig information vedrørende de involverede selskaber, deres kapital m.v.

I lyset af dette faktum - at T.1s plan var at lave et "ganske lukket kredsløb med "forbundne kar" omkring pengestrømmene", og at dette også rent faktisk blev resultatet finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte har haft fortsæt til bedrageri i forhold 2.1.A., 2.2.A. og 2.3.A., således som dette er beskrevet i anklageskriftet.

For så vidt angår omfanget af bedrageriet tiltrædes det, at der er sket domfældelse i det af byretten fastlagte omfang.

Forhold 2.1.B, 2.2.B og 2.3.B: tiltalen for skattesvig

T.1 har ikke selv direkte givet skattevæsenet urigtige oplysninger. Spørgsmålet er herefter om T.1s virksomhed med hensyn til urigtige oplysninger, der af andre blev givet eller skulle gives til skattevæsenet, dog har haft en sådan aktiv karakter, at han kan dømmes for medvirken til skattesvig og/eller forsøg herpå.

I overensstemmelse med det ovenfor antagne - at T.1s plan var at lave et "ganske lukket kredsløb med "forbundne kar" omkring pengestrømmene", og at dette også rent faktisk blev resultatet - finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at det også var et led i T.1s plan, at investorerne efter 3 års ejertid skulle afstå aktierne med tab, og at dette ville være en af de komponenter, som ville være med til at give investorerne gevinst, hvis ikke de rette omstændigheder blev opdaget og det samlede arrangement tilsidesat. Det forekommer usandsynligt, at T.1 skulle have forestillet sig over en længere årrække at drive selskaberne på Madeira uden midler og alene baseret på cirkelarrangementer.

Dette understøttes da også af en række oplysninger i sagen:

Det fremgår således af T.1s skitse til V.2 fra maj 1993, at den da udtænkte model skulle føre til, at investoren - Joe - skulle ende med et kurstab.

Denne tanke ses - uanset at T.1 som anført over for R3 den 11. august 1993 tilkendegav at ville gennemføre "en almindelig og ægte virksomhed, hvor der er en skattemæssig "garniture" - ikke andet" - at være videreført i det skriftlige materiale, som er udarbejdet af T.1 og G2.1/V.7, i den resterende halvdel af 1993, og i det tilbud til havnemyndighederne i Pittsburg, USA, som politiet fandt under ransagning hos T.1.

T.1 har i sine forklaringer taget afstand fra det materiale, som er udarbejdet af G2.1 om H2.8-strukturen, men landsretten lægger til grund, at de oplysninger, som er indeholdt i dette materiale, stammer fra T.1. Retten lægger her dels vægt på, at det forekommer usandsynligt, at G2.1 skulle have fundet på oplysningerne, der i vidt omfang stemmer overens med tiltaltes ideer om H2.8, dels at G2.1 den 9. november 1993 korresponderede med T.1 om "transaktionens cirkularitet", jf. ovenfor.

Planerne om et aktietab genfindes således bl.a. i følgende dokumenter:

-	G2.1's præsentation af oktober 1993 af H2.8-strukturen over for den schweiziske bank F1 i London (byrettens dom side 93 - 101), afsnit II, "Oversigt over konstruktionen". Foreholdt dette afsnit forklarede tiltalte under domsforhandlingen i landsretten den 1. oktober 2001 (retsbogen side 6), at "der lægges op til en struktur, som kan "collapse" efter 3 år. G2.1 har selv fundet på det."


-	T.1s klargørende notat af 6. december 1993 (dommen side 74 - 76), der over halvanden side beskæftiger sig med, hvorledes investor får fradragsret for et kurstab ved salg af aktierne.

	H2.2' "Forretningsgang ved tegning af aktier i H2.1 Holding A/S" (dommen side 79), der i punkterne 13 - 15 beskæftiger sig med aktietabet, herunder i punkt 14 konstaterende anfører, at investor fratrækker ""aktiekurstabet" på sin selvangivelse, og i punkt 15 angiver, at efter yderligere 1 år køber investoren kautionistens fordring på investoren for et forventeligt symbolsk beløb.

-	udkastet til købstilbud over for havnemyndighederne i Pittsburg, USA, hvorefter investorerne i det danske moderselskab efter en periode på tre år "vil" sælge deres aktier "og derved lide et kurstab".

Det bemærkes, at tabet i de nævnte dokumenter ikke er beskrevet som en "worst case"-situation, men som en integreret del af projektet.

Det fremgår da også af V.7s forklaring under domsforhandlingen for byretten (retsbogen side 238) vedrørende punkt 9.6. om "collaps" i henvendelsen til F1 (dommen side 101), at han ikke tror, at dette er blevet forandret.

Som anført ovenfor har landsretten lagt til grund, at T.1 som initiativtager til H2.8-projektet etablerede et "ganske lukket kredsløb med "forbundne kar" omkring pengestrømmene" med henblik på uberettiget at skaffe investorerne rentefradrag. Det må ligeledes, jf. det netop ovenfor anførte, lægges til grund, at det var T.1s hensigt, at investorerne efter tre år skulle afstå aktierne med et fradragsberettiget tab til følge.

Herefter findes tiltalte at have udvist en adfærd omfattet af skattekontrollovens § 13, også således som denne lovbestemmelse var affattet og blev fortolket på gerningstidspunktet.

Det har været et nødvendigt element for at projektet kunne få de tilsigtede økonomiske konsekvenser, at investorerne til skattemyndighederne videregav urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som beskrevet i anklageskriftet.

Tiltalen angår fuldbyrdet skattesvig eller medvirken hertil. For at kunne dømme for dette, må der foreligge oplysninger om, hvorledes det etablerede fradragspotentiale faktisk er udnyttet. Der foreligger ikke selvangivelser fra investorerne om, at disse i de pågældende 3 år har fratrukket renteudgifter, ligesom der - naturligt - ikke foreligger selvangivelser med fradrag af et aktietab efter 3 år. Anklagemyndighedens påstand om domfældelse for fuldbyrdet skattesvig kan derfor ikke følges.

Skattefradragspotentialet er af anklagemyndigheden - uden at det medtager virkningen af renter af "det lille lån" - beregnet på grundlag af marginalskattesatsen for kapitalindkomst for de enkelte år i en gennemsnitskommune samt under hensyn til satserne for fradrag for tab på aktier. Hensyn til, at fradragspotentialet ikke er blevet eller har kunnet udnyttes fuldt ud til fradrag i kapitalindkomst eller aktieindkomst, ses taget i tiltalen.

Under disse omstændigheder og under hensyntagen til det af byretten under forhold 2.1.B og 2.2.B anførte findes tiltalte at have gjort sig skyldig i medvirken til forsøg på skattesvig af særlig grov beskaffenhed for så vidt angår forhold 2.1.B, 2.2.B og 2.3.B. Efter de ovenfor anførte bemærkninger og hensyn til 2.1.B og 2.2.B tillige det af byretten anførte finder landsretten, at der er tale om et beløb i en størrelsesorden af 61 mio. kr.

Det tilføjes, at der i en situation som den foreliggende - henset til bedrageribestemmelsens og skattesvigbestemmelsernes forskellige beskyttelsesinteresser - kan ske samtidig domfældelse efter begge regelsæt.

Forhold 3 - software-delen

(Byrettens dom side 127 - 192).

Af sagens forløb i dette forhold sammenfattes her yderligere:

H2.2 Bankieraktieselskab og H3.1 Partnere udbød i efteråret 1994 hver for sig et investeringsprojekt til privatpersoner. 10 personer skulle i et interessentskab sammen investere i software (edb-programmer), der skulle udlejes. Projektet blev senere ændret, således at der ikke var tale om udlejning af software, men om salgs-/licensaftaler.

Ideen var nærmere, at investorerne via interessentskaberne på købeaftaler skulle erhverve ejendomsret (eller ret til udnyttelse af edb-programmer). Værdien af edb-programmerne og de omkostninger, der var afholdt til udvikling af programmerne, kunne - også efter lovændringen pr. 19. maj 1993 - afskrives i anskaffelsesåret.

Investorerne skulle i forbindelse med tegningen som hovedregel indskyde kontant 23 % af den tegnede kapital, medens restfinansieringen ("det store lån") skulle ske ved en låneaftale uden hæftelse for investor, idet lånet blev ydet med pant i interessentskabets aktiver og indtægter fra softwaren. Såfremt investor ikke kunne skaffe indskudskapitalen på de 23 %, var der mulighed for, at investor kunne få et lån ("det lille lån") hos en bank eller udbyderen, eller - som i forhold 1 - via udbyderne indgive ansøgning om udbetaling af overskydende skat fra skattevæsenet (kildeskattelovens § 55).

I forbindelse med erhvervelsen af software var det hensigten at lade softwaren gå tilbage til leverandøren på en distributionsaftale, og leverandøren skulle herefter videreudvikle og sælge ydelser fra edb-programmerne, således at leverandøren garanterede en vis minimumsindtægt fra anvendelsen af softwaren. Minimumsindtægten var estimeret således, at den ville svare til rente og afdrag på "det store lån".

Projektet blev udarbejdet fra oktober til nytår 1994 af T.1, T.2, T.3 og V.18, - sidstnævnte fra F4 Banking Group Limited, London (F4-Bank). I efteråret 1994 var der indledt forhandlinger med F4-Bank om bankens deltagelse i projektet som långiver ("det store lån"). En del af korrespondancen med F4-Bank er medtaget i byrettens dom side 128 - 134.

Omkring 1. november 1994 opstod der denne sag uvedkommende uoverensstemmelser mellem T.1 på den ene side og T.2 og T.3 på den anden side, og derefter udviklede og solgte T.1 i regi af H2.2 et projekt, mens T.2 og T.3 i H3.1 Partnere udviklede og solgte et i store træk tilsvarende projekt - særlig rettet mod investorer med en høj indtægt. Dette firma måtte betale T.1 en "fee" for fortsat at sælge hans ide (byrettens dom side 135 -136) .

Det var fælles for de to projekter, at det i tiden frem til december 1994 var hensigten, at selskabet G3.4, der efter det oplyste er et stort fransk edb-firma, skulle forestå levering og udvikling af software for interessentskaberne samt forestå salg af produktet via en distributionsaftale.

Såvel H2.2 som H3.1 Partnere udarbejdede prospektmateriale for software-projektet. Prospektet for et af H2.2 udbudt interessentskab, I/S H3.5, er medtaget i byrettens dom side 137 - 143. Af prospektet fremgik bl.a. (side 140), at softwaren ville blive udbudt til salg via en række anerkendte softwarehuse, og at "det store lån" ville blive optaget i en anerkendt bank. Projektets budgetter forudsatte en marginalskat på 66%. Projektets for et af H3.1 Partnere udbudt interessentskab, I/S H3.2, er medtaget i byrettens dom side 144 - 149. Særligt for så vidt angår H3.1 Partnere-interessentskaberne fremgik specifikt, at man udbød et projekt med G3.4 med leverandør og F4-Bank som finansieringskilde (dommen side 148).

På baggrund af prospekterne blev der i slutningen af december 1994 etableret i alt 15 interessentskaber, hver med op til 10 deltagere. I alt var der 112 interessenter. 10 af interessentskaberne var oprettet af H2.2, mens de resterende 5 var oprettet af H3.1 Partnere. Et af H2.2-interessentskaberne blev senere annulleret.

De fleste interessenter indbetalte den kontante del af deres indskud (23 %) mellem jul og nytår 1994; en mindre del betalte lige efter nytår 1994/95. De kontante indbetalinger blev i alle tilfælde deponeret på konti i Sydbank for så vidt angik H2.2 og hos advokat V.13 for så vidt angik H3.1 Partnere.

Den 27. december 1994 blev der angiveligt holdt bestyrelsesmøde i G3.3 (V.2s selskab, se forhold 2) med henblik på, at dette selskab skulle indtræde i finansieringen af G3.4/F4projektet (byretsdommen side 152 - 153). Den 30. december 1994 bekræftede V.2 over for V.13 G3.3s medvirken i kontraktsafslutningen (dommen side 153) .

G3.4 og F4-Bank blev ikke parter i de endelige aftaler. På et tidspunkt efter julen 1994 skete der en ændring i planerne. G3.4 trak sig ud af projektet - angiveligt som følge af negativ presseomtale i dagbladet Børsen. F4-Bank trak sig foreløbigt ud ved telefax af 4. januar 1995, hvori det var anført, at banken ikke var indstillet på at gennemføre betalinger med virkning fra en tidligere dato. Banken ville gerne overveje at medvirke som bank i en transaktion, der involverede korrekt førte konti i bankens bøger og klare instruktioner fra de involverede parter (bankens brev og den forudgående henvendelse til banken fra H2.2 er medtaget i dommen side 133 - 135).

I de endelige aftaler var det i stedet et amerikansk selskab, der til lejligheden blev navngivet G3.2 Inc. (kontrolleret af V.2), som gennem aftale med T.1s selskab H1.3 Management ApS skulle sælge licenser og videreudvikle edb-programmer, der var erhvervet af H1.3 hos firmaet G3.1 Danmark A/S. Samtidig erhvervede Madeiraselskabet H2.7 (det skuffeselskab, som H2.1 havde taget initiativ til at erhverve i efteråret 1993, jf. forhold 2) en brugslicensret. Långiver blev - pr. 18. januar 1995 - G3.3, jf. nedenfor. om forløbet forud for dette ændrede projekt fremgår af sagen:

Den 29. eller 30. december 1994 rettede T.1 - efter anvisning fra GS - henvendelse til V.16, idet han ønskede bistand til at finde en anden edb-leverandør. Det blev mundtligt aftalt, at der skulle betales en "handling fee" på 5,5 % af projekternes samlede værdi på ca. 42 mio kr. til fordeling mellem V.16s selskab G3.10 Business Group og edbleverandøren (landsrettens retsbog for den 19. november 2001, side 12, og for den 20. november 2001, side 4). V.16 anviste - efter at have drøftet henvendelsen med sin bekendte V.17 - T.1 at rette henvendelse til G3.1 Danmark A/S, hvor V.17s ven T.4 var produktchef.

Den 30. december 1994 afholdt T.1 møde med G3.1s direktør, T.5.

De forklaringer om forløbet på og efter dette møde og frem til medio januar 1995, som er afgivet af T.1 på den ene side og T.5 og T.4 på den anden side, er meget forskellige. Begge "sæt" forklaringer gengives derfor i det følgende.

T.1 fik efter sin forklaring for landsretten (12. november 2001, side 7) på mødet med T.5 "vished om, at projektet med en leverance fra G3.1 kunne gennemføres." Leverancen fra G3.1 omfattede ikke blot grundprogrammel, men også en applikation (byrettens retsbog side 314 - 315 og 317 - 318). Denne skulle laves af T.4 hos G3.1. Produktbeskrivelsen fra G3.1 (byretsdommen side 159) modtog tiltalte før årsskiftet (landsrettens retsbog for den 19. decmber 2001, side 3). Det fremgår af T.1.s videre forklaring, at G3.2 den 31. december 1994 solgte softwaren til interessentskaberne, og at der senere samme dag blev indgået distributionsaftaler mellem G3.2 og interessentskaberne. "Efter skiftet fra G3.4 til G3.1 var det forholdsvis simpelt at tilrette dokumentationen i nødvendigt omfang" (landsrettens retsbog for den 19. november 2001, side 12). T.1 ventede til klokken 22 nytårsaften på at modtage bekræftelser pr. telefax fra V.2, men skulle til bryllup og overlod herefter "vagten" til T.2. T.4 havde inden årsskiftet "sammenkørt noget program ..., som de kunne anvende" (byrettens retsbog, side 315). Ifølge T.1 blev der herefter afholdt møde hos G3.1 den 5. januar 1995. Tiltalte husker ikke, om VAR-aftalerne, jf. nedenfor, var underskrevet på dette tidspunkt landsrettens retsbog for den 19. november 2001, side 12). Det var hans opfattelse, at VAR-aftalen var gældende mellem G3.1, G3.2 og H1.3 fra mødet den 30. december 1994. Tillægsaftalen til VAR-aftalen blev oprettet den 8. januar 1995. Først i januar/februar 1995 diskuterede tiltalte nærmere med T.4, hvorledes interessentskabernes applikation skulle udarbejdes (landsrettens retsbog for den 20. november 2001, side 10) .

T.2 har bekræftet, at der skulle foreligge aftaler inden årsskiftet 1994/95. H3.1 Partnere var efter det oplyste inden årsskiftet ude for at indhente godkendelse hos samtlige interessentskabsformænd af, at der skete leverandørskifte.

Købeaftalerne for de 9 H2.2-interessentskaber er underskrevet af T.1. Købeaftalerne for de 5 H3.1 Partnereinteressentskaber er underskrevet af T.2. Samtlige aftaler - på nær VAR-aftalen, der var dateret den 20. maj 1994 - er angiveligt underskrevet den 31. december 1994. Et eksempel på en købeaftale (med et tillæg A) er medtaget i byrettens dom side 158 - 159.

T.5 og T.4 har forklaret om indgåelsen af VAR-aftalen i alt væsentligt indbyrdes overensstemmende. T.5 har forklaret om mødet den 30. december 1994 (landsrettens retsbog for den 11. december 2001, side 12), at han havde troet at kunne sælge T.1 et produkt inden årsskiftet og således indtægtsføre et yderligere salg i 1994, men T.5 hastede videre til andre kunder, da han fandt ud af, at det var en VAR-aftale, som T.1 skulle bruge. Den 5. januar 1995 fortsattes forhandlingerne. På et tidspunkt forlod T.5 dette møde. T.4 omtalte på et tidspunkt på samme møde over for T.1 G3.1s egen salgs- og marketingsapplikation. T.1 fremsatte herefter ønske om, at T.4 skulle udarbejde et lignende produkt til T.1. Applikationen skulle efter ønske fra T.1 udadtil fremstå som lavet af G3.2 (byrettens retsbog side 266 og landsrettens retsbog for den 27. november 2001, side 6). De indgik aftale om applikationen. VAR-aftalen og tillæggene hertil blev ifølge T.5 udarbejdet i perioden 8.- 16. januar 1995. Det var efter T.1s ønske, at der skete tilbagedatering til 1994. Ifølge T.5 blev tillige en række bilag med beløbsangivelser for hvert enkelt interessentskab (herunder fordeling af "amendments" på henholdsvis 1994 og 1995) også udarbejdet efter den 8. januar 1995 (et sådant bilag er medtaget i byrettens dom side 173).

Den software, som omfattedes af H1.3s aftale med G3.1, havde for så vidt ikke i sig selv en værdi, idet den - som en platform - kun havde en værdi, hvis en edb-udvikler tilføjede en applikation og begyndte at anvende eller videresælge den. Derfor fremgik det af aftalen med G3.1, at der ikke umiddelbart skulle betales noget beløb til G3.1, idet betaling først skulle ske ved videresalg. H1.3s aftale med G3.1 var en såkaldt VAR-aftale. En VAR er en Value Added Remarketer, dvs. den person eller virksomhed, der - som netop beskrevet - erhverver standardprogrammer med ret til at udvikle og videresælge sådan software. G3.2 - som efter aftalen var "under-VAR" - fremtrådte altså som en virksomhed, der havde licens til at udvikle, sælge og anvende edb-programmer ud fra nogle "grundprogrammer", der blev leveret af G3.1. Og den software, som G3.2 solgte til de danske interessentskaber pr. 31. december 1994, blev kaldt "M-System"- G3.2 Management System. M-System fremtrådte som en udvikling ("applikation") af G3.1s standardprogrammer, foretaget af G3.2 (eller nogen, som dette frma ville få bistand fra). M-System skulle videreudvikles med henblik på salg i USA gennem G3.2 af de tjenester, som man kan udføre med denne software, og ved disse salg skulle G3.2 efter distributionsaftalen betale royalty til interessentskaberne.

Det fremgår af en række fakturaer, der er dateret på forskellige datoer i 1994, at bl.a. H2.7 v/GS har udført et omfattende programmeringsarbejde for G3.2 (pris 3,7 mio. $), at det engelske selskab G3.6 v/GS har foretaget markedsanalyse i Storbritannien incl. undersøgelse og teknisk support (pris 88.000 $), og at et andet engelsk selskab, H3.6 Limited v/T.1 har leveret adresseoplysninger (pris 87.000 $) til G3.2, sådan at M-System kunne anvendes. Af sagens dokumenter ses, at disse fakturaer er produceret af T.1, V.2 og dennes advokat, DR, New York, efter omfattende korrespondance i januar - februar 1995 (se eksempelvis byretsdommen side 162 - 163).

Det fremgår også af sagen, at M-System tilsyneladende har været i brug før 31. december 1994, dvs. at G3.2 har solgt oplysninger fra M-System i 1994. I hvert fald er der i selskabernes regnskaber for 1994 angivet en mindre indtægt fra salg af ydelser ("den realiserede indtjening") i 1994. Ifølge referat udarbejdet af skattemedarbejder DP vedrørende møde med T.1 den 20. januar 1995 skulle T.1 have oplyst, at "der er sket salg af produkter i 1994, og at fordelingen af disse indtægter er aftalt til 50/50%." I et brev til Kommunen af 24. januar 1995 angav T.1 et af interessentskabernes salgsindtægt for 1994 som dokumentation for, at interessentskabet i 1994 drev "igangværende virksomhed". I brev til Kommunen den 6. september 1995 oplyste H2.2 v/T.1, at "afregninger pr. 31. december 1994 ... overstiger de garanterede minimumsindtægter."

Den 30. december 1994 og 4. januar 1995 var T.1 også i øvrigt i kontakt med skattemyndighederne om projektet (dommen side 132 - 133).

Ved telefax den 10. januar 1995 (dateret den 30. december 1994) afkrævede G3.7 Investments Inc. (V.16) G3.2 for 1.153.972,88 kr., som skulle udgøre halvdelen af selskabets aftalte administrationsprovision (handling fee 5,5 %, jf. ovenfor).

Den 16. januar 1995 afsendte T.4 den af T.5 underskrevne VAR-aftale til V.16.

H2.2 og G3.2 indgik en "fee agreement" i forbindelse med projektet. Aftalen er dateret 16. januar 1995 (byretsdommen side 154 -155).

Den 17. januar 1995 bekræftede T.4 VAR-aftalens eksistens over for advokat V.13 (byretsdommen side 151).

Midlerne på interessentskabernes konti i Sydbank, 2.217.412 kr., blev den 17. januar 1995 og i perioden derefter hævet og overført til H2.2 og de i transaktionen i øvrigt involverede. Midlerne på interessentskabernes konti hos advokat V.13, 5.209.836 kr., blev tillige den 17. januar 1995 og i perioden derefter - efter at advokaten den 17. Januar 1995 havde afgivet en legal opinion om H3.1 Partnere-interessentskaberne (byretsdommen side 150 - 151) - overført til H3.1 Partnere m.fl. Betalingerne skete i hvert fald til dels igennem advokat DR i New York og advokatfirmaet R5 i London. Advokatfirmaet R5 var advokater for V.16.

Samme dag - den 17. januar 1995 - rejste T.1s medarbejder, student OB, til New York for at hente en række dokumenter hos V.2, hvorefter hun med fly bragte dokumenterne til London.

På møde i London den 18. januar 1995 hos advokatfirmaet R5 deltog T.1, T.2, GS, advokat JO og OB. På mødet blev underskrevet en række dokumenter. Efter T.1s og T.2s forklaringer (byrettens retsbog side 307 og 322-323) var der - i hvert fald til dels - tale om dokumenter, der erstattede de dokumenter, der allerede var underskrevet før årsskiftet. Efter mødet kasserede såvel H2.2 som H3.1 Partnere aftaledokumenterne udarbejdet inden årsskiftet. Ifølge T.2 (landsrettens retsbog for den 20. november 2001, side 8) skete dette efter råd fra advokat V.13. T.1 kan ifølge sin forklaring for landsretten (den 19. november 2001, side 11) godt se, at det var dumt, at han lod de foreløbige aftaledokumenter kassere.

I henhold til de udfærdigede lånedokumenter underskrevet i London indtrådte G3.3 (V.2) pr. 18. januar 1995 som långiver til det store lån (byretsdommen side 160 - 161). Det lån, som interessenterne optog hos G3.3, var et non-recourse lån. G3.3 havde på forhånd accepteret at holde sig til værdien af softwaren, der var givet i pant, og til indtægterne fra aftalen med G3.2. Det fremgår endvidere af sagens dokumenter, at G3.3 havde refinansieret sig ved at optage tilsvarende lån hos H2.7 på Madeira. Driften af softwaren var neutral for interessenternes likviditet, fordi indtægterne fra G3.2 præcist svarede til renteudgifterne og afdragene på det store lån.

H2.2 udsendte købeaftalerne til "sine" interessentskaber dagen efter mødet i London (byrettens retsbog side 329). Den 20. - 21. januar 1995 afleverede T.1 oplysninger vedrørende edb-projektet til skattemyndighederne - også vedrørende H2.7 (landsrettens retsbog af 21. november 2001, side 6).

Den 19. januar 1995 anmodede T.1 V.18 i F4-Bank om for hvert af H2.2-interessentskaberne at foretage de nødvendige pengeoverførsler imellem de involverede parter (G3.3 - G3.2 - H2.7). Overførslerne foregik i april 1995. V.18 har som vidne i byretten bekræftet (side 283), at overførslerne fandt sted. "Betalingerne er cirkulære, men er i overensstemmelse med de kontraktsmæssige forhold, der var mellem parterne." Vidnet har endvidere oplyst, at der ikke var nogen form for kreditgivning fra banken, og at det er ligegyldigt, hvilken postering man betragter som den første, for det hele foregik på samme tid. "At han har beskrevet transaktionerne som cirkulære, betød ikke, at de var uden realitet" (side 285)

Den 24. januar 1995 udsendte H3.1 Partnere låneaftale, købsaftale og distributionsaftale med tilhørende kopier til investorerne i H3.1 Partnere-interessentskaberne. Aftalerne var vedlagt i to eksemplarer, hvoraf det ene var til eget brug og det andet til skattevæsenet.

Umiddelbart herefter protesterede en investor over for advokat V.13 over udskiftningen af G3.4 og F4-Bank og forbeholdt sig at kræve sin indbetaling på 230.000 kr. tilbage.

Den 26. januar 1995 blev der fra V.16 igennem et selskab ved navn G3.8 Investment indsat 88.245,47 £ på en bankkonto i Schweiz tilhørende T.4, som han havde oprettet til lejligheden (byretsdommen side 175). Dette beløb delte han senere med T.5 (dommen side 176 - 177).

Sidst i januar 1995 afleverede T.1 en kopi af "kontraktsættet" til Kommunen (byrettens retsbog side 335)

Den 1. februar 1995 lukkede H3.1 Partnere, idet dog T.3 som direktør skulle forestå afviklingen.

Ifølge T.4 blev applikationen - på grundlag af G3.1s egen salgs- og marketingsapplikation - påbegyndt udarbejdet fra slutningen af januar 1995 af T.4. Den 15. februar 1995 meddelte han T.1 at være 80 - 85 % færdig (byretsdommen side 165).

I den følgende periode udarbejdede og bekræftede T.4 og i et enkelt tilfælde T.5 efter anmodning fra bl.a. T.1 på højst inadækvat måde henvendelser og forespørgsler til investorer, revisor (byretsdommen side 165 - 167 og 168 - 169) og skattevæsen.

Den 3. april 1995 bekræftede H2.7 på Madeira, at selskabet var i besiddelse af interessentskabernes masterbånd og brugervejledninger (byretsdommen side 164 - 165).

Den 3. april 1995 forelå H2.2-interessentskabernes regnskaber for 1994 udarbejdet af revisionsfirmaet R4. Af regnskabet for I/S H3.4 Partnere fremgik bl.a., at selskabet havde software-aktiver til en værdi af 532.770 kr. og leverandørgæld til G3.2 på 467.120 kr. I noterne var bl.a. om softwaren anført "tilgang køb, udvikling 1994 467.120 kr." Til investorerne var af revisionsfirmaet udarbejdet et bilag til selvangivelsen 1994 "baseret på den indgåede købsaftale af 30. december 1994, og forudsætter at købet omfatter software og en ret til at benytter licenser hertil." I bilaget var anført "salg af software" i 1994 og størrelsen af skattemæssige afskrivninger for dette år.

Den 12. april 1995 fremsendte T.1 regnskabet for 1994 for H2.2-interessentskaberne samt skattebilaget til investorerne til brug for selvangivelsen. I skrivelsen var det anført, at investoren ved udfyldelsen af selvangivelsen skulle udregne sin andel af det samlede skattemæssige underskud på det medsendte skattebilag og som dokumentation vedlægge et eksemplar af de medsendte regnskaber.

Den 1. maj og 6. september 1995 har H2.2 i skrivelser til skatteforvaltningerne i henholdsvis i .... Kommune og ... Kommune nærmere redegjort for lødigheden i projekterne. T.1 havde overgivet samtlige kontrakter mellem interessentskaberne og G3.2 til Kommunen (byrettens retsbog side 324-325).

Den 2. maj 1995 blev T.1 sigtet i "H4-sagen".

Den 22. maj meddelte T.5 H1.3, at VAR-aftalen var udløbet.

I maj 1995 var 2 investorer hos G3.1 for at se applikationen. T.4 viste dem M-systemet. Han sagde ifølge sin forklaring for landsretten (den 27. november 2001, side 13) nok på mødet, at systemet stammede fra G3.2.

Deltagerne i nogle af interessentskaberne forfulgte igennem 1995 og de følgende år deres krav mod udbyderne af projekterne (se eksempelvis byrettens dom side 182 - 188).

Den 20. november 1995 sendte T.4 M-systemet på disketter til G3.10 Business Group v/V.16. Den 30. november 1995 blev disketterne af V.16 sendt til advokat DR i USA. Den 22. december 1995 blev de udleveret til G3.2. Et interessentskab har ved en mindre betaling fået softwaren retur og benytter - efter aftale med G3.1 Danmark - G3.1-platformen med en nyudviklet applikation, hvori strukturen/arkitekturen fra T.4s applikation er genanvendt.

T.1 har om H2.7s "rolle" i projektet forklaret (byrettens retsbog side 316), at de havde problemer, da G3.1 Danmark ikke måtte levere til virksomheder i USA, og derfor skulle de have et led skudt imellem, og det blev H2.7 anvendt til. Det var ikke H2.7, der skulle udvikle noget. Det var G3.1 Danmark. Indskydelsen af H2.7 som mellemled var efter tiltaltes forklaring for landsretten den 12. november 2001 (side 6) meningsløs. I overensstemmelse hermed har T.1 i en telefax den 2. december 1995 meddelt V.2, at han kan se bort fra det "fakturaudkast", som han modtog for 1994. Af faxen fremgår videre: "Ifølge V.A.R.-aftalen med G3.1 Danmark A/S skyldes et sådant beløb til G3.1. Derfor giver det ingen mening at fakturere fra H2.7. Vi har diskuteret dette med H2.7s ledelse, og de er enige. Vi har også diskuteret det med G3.1 - og de er enige." I det nævnte brev til Kommunens skatteafdeling af 6. september 1995 forklares faktureringen gennem H2.7 som en ren tanketorsk.

På grundlag af regnskaberne for 1994 for de 14 interessentskaber har interessenterne kunnet tage fradrag i 1994 med i alt 24,4 mio. kr. Med baggrund i afskrivningslovens § 3, stk. 1, kunne interessenterne straks føre ca. 50 % af værdien af det købte til fradrag, dvs. de udviklingsomkostninger m.v., der var afholdt i 1994. De sidste ca. 50 % af anskaffelsessummen kunne føres til fradrag året efter, dvs. i 1995. Der er ikke sikre oplysninger om, i hvilket omfang interessenterne har taget fradrag i 1995.

I slutningen af 1994 og begyndelsen af 1995 modtog skattevæsenet fra flere investorer § 55-anmodning, ligesom investorerne ved selvangivelsen for indkomståret 1994 og forskudsregistreringen for indkomståret 1995 angav det fradrag, der var fremkommet ved straksafskrivning af interessentskabets købte software. Dette gav anledning til, at skattevæsenet undersøgte projektet nærmere. Denne undersøgelse resulterede den 8. november 1995 i en rapport, der vurderede, at projekternes aftaler kunne tilsidesættes skattemæssigt. Investorernes skattefradrag blev senere underkendt af lokale ligningsmyndigheder over hele Danmark, ligesom projektet er blevet underkendt af landsskatteretten, jf. TfS 2000.21 LSR.

Landsretten tillod ved kendelse af 29. oktober 2001, at en af Teknologisk Institut udarbejdet erklæring om den udførte applikation - M-systemet - kunne dokumenteres, men anklagemyndigheden frafaldt efterfølgende at dokumentere erklæringen, idet man ikke ønskede sagen udat på eventuel supplerende bevisførelse herom efter begæring af forsvaret for de tiltalte.

Om M-systemet er det af T.4 forklaret, at det er udarbejdet på grundlag af G3.1s salgs- og marketingssystem. Dette var udarbejdet af T.4 og en kollega i 1993. De havde hver brugt 1/2 mandeår på opgaven (landsrettens retsbog for den 3. december 2001, side 2). T.4 brugte i perioden januar - oktober 1995 skønsmæssigt 200 - 300 timer på M-System (landsrettens retsbog for den 27. november 2001, side 14). T.5 har forklaret, at udviklingen af G3.1s salgs- og marketingssystem havde krævet 1 - 2 mandeår, hver til en værdi af 1,4 - 1,5 mio. kr. T.1s ide var ifølge T.5 fremsynet, og "man kunne sagtens have tjent 4 - 5 mio. kr. om året i 10 år" (landsrettens retsbog for den 11. december 2001, side 14). HF, der med stor succes sidst i 1990'erne solgte virksomheden G3.11 og som var investor i I/S H3.3, har for byretten (side 368) forklaret, at "han fik softwaren hjem sidst i maj 1996. Derefter skulle de vurdere, om M-systemet (overbygningen) var ca. 2,5 mio. kr. værd. Han mente, at det var en plausibel pris under henvisning til den software, der var udviklet. Det var funktionsdygtigt. Det havde den værdi, som han forventede, og han føler sig ikke bedraget. Softwaren eksisterede, og de havde fået det, som de havde betalt for. At G3.2 ikke magtede opgaven, var ikke udbydernes skyld."

Af V.2s indenretlige forklaring fremgår bl.a.: Referat af bestyrelsesmøde i G3.3 Capital den 27. december 1994 (byrettens dom side 152 - 153) var begrundet i et ønske fra T.1 om at føre et brev igennem firmaet, som kunne hjælpe ham til at promovere transaktionen - en transaktion, hvor G3.4 var involveret. G3.3s rolle i transaktionen var "endnu engang kun at være en juridisk enhed som papirarbejdet skulle føres igennem .....G3.3 skulle være et gennemgangsfirma med gennemgangsinformation". T.1 havde sagt, at det ville hjælpe ham i hans markedsføringsanstrengelser, hvis der kom et brev på G3.3s brevpapir. T.1 plejede at give de nødvendige oplysninger til brevene skriftligt, og V.2 kunne så redigere det på engelsk og fjerne, hvad V.2 ikke ville gå med til. Aftalen af 28. oktober 1994 mellem G3.12 Capital (=G3.2) og H2.7 er ikke skrevet under den 28. oktober 1994, men T.1 ønskede denne dato. T.1 gav V.2 det indtryk, at H2.7 arbejdede med udvikling af software, men det kunne som G3.3 være et gennemgangsselskab. G3.2 udviklede aldrig software. V.2 kendte ikke teknikken i softwareudvikling, og han har på intet tidspunkt haft planer om at gå ind i softwarebranchen. Det vidste T.1. Navnet G3.2 var T.1s idé. Aftalen mellem G3.2 og interessentskabet H3.4 Partnere er ikke - som anført - underskrevet af V.2 i december 1994; tidligst i januar 1995. V.2 kan ikke udtale sig om, hvorvidt M-System eksisterede, men han skulle kun medvirke som et gennemgangsselskab (papirarbejde) for at få konstruktionen til at virke. Han fik at vide af T.1, at M-System eksisterede. G3.3 var ikke i stand til at yde interessentskaberne lån. "Vi agerede som to gennemgangsfirmaer. Faktisk tre. G3.2 agerede som gennemgangssælger og en gennemgangsdistributør, og G3.3 agerede som gennemgangslångiver. G3.3 skulle agere som et firma til passage af papirarbejde for at få transaktionen til at flyde ....underskrive dokumenter og modtage salærer". T.1 gav G3.3 eksempler på fakturaer, som han behøvede for at have den rigtige dokumentation til transaktionerne. G3.3 udfærdigede således også gennemgangsfakturaer. I G3.3 skulle kreditfakturaer altid modsvares af tilsvarende debetfakturaer. G3.3 har aldrig leveret de ydelser, der er anført i de udstedte fakturaer. Regnearkene til brug for udarbejdelse af fakturaerne fik V.2 fra T.1, og formålet var at give V.2 de korrekte beløb til at passere igennem til fakturering. V.2 skrev breve - bl.a. til I/S H3.2 - der var konciperede af T.1. T.1 kom til et møde med V.2 i Detroit. Det blev holdt i hans fars advokatkontor.

Landsretten skal om forhold 3 udtale

Forhold 3.A: tiltalen for bedrageri mod T.1 og T.3

Det henstår som ubestridt, at bl.a. T.1 frem til ultimo 1994 - sandsynligvis helt frem til 29. december 1994 - vel nok seriøst arbejdede med et skattebaseret softwareprojekt, der omfattede G3.4 som softwareleverandør og F4-bank som långiver. Det henstår endvidere som ubestridt, at de 14 interessentskaber den 29. december 1994 alle var fuldtegnede, og at investorerne inden dette tidspunkt - eller umiddelbart efter betalte indskud i interessentskaberne og i øvrigt underskrev de for den enkelte interessent nødvendige dokumenter for deltagelse i G3.4/F4-projektet.

Den 29. eller 30. december 1994 viste det sig, at G3.4/F4-projektet ikke kunne gennemføres som planlagt - angiveligt fordi G3.4 på grund af negativ presseomtale af projektet ikke længere ønskede at deltage (byrettens dom side 133 - 134).

T.1 tog umiddelbart og samtidig hermed initiativ til at etablere en "kulisse", der skulle give indtryk af, at det seriøse G3.4/F4-projekt nu - og altså før årsskiftet - var erstattet af et andet seriøst projekt med G3.2 (og H2.7) som udvikler og sælger af software - baseret på G3.1 edb-programmer (VAR-aftalen) og med G3.3 som långiver - refinancieret af H2.7 (byrettens dom side 152 og 159 160) .

Til brug for etablering af "kulissen" og med henblik på at få frigivet intersentskabernes egenkapital indsatte T.1 tre selskaber uden reel erhvervsaktivitet eller mulighed herfor som hovedaktører i konstruktionen og formåede GS, V.2 og dennes advokat DR i USA - samt til dels T.4 og T.5 samt F4-bank - til at udfærdige og underskrive en lang række dokumenter, aftaler, og fakturaer, som landsretten efter bevisførelsen må anses for proforma, fiktive og tilbagedaterede -herunder VAR-aftalen. Der henvises til de indledningsvis refererede forklaringer fra V.2, herunder om G3.2, G3.3 og H2.7 samt den dokumenterede korrespondance mellem T.1 og advokat DR om udfærdigelse af fakturaerne (bl.a. telefax af 1., 3. og 8. februar 1995 samt byrettens dom side 162 - 163).

Fiktionen dannede grundlag for overførsel medio januar 1995 af interessentskabernes meget betydelige midler til blandt andet USA og England samt i øvrigt til "beroligelse" af interessenterne, revisorer, advokater og skattemyndigheder.

Således som hændelsesforløbet her er gengivet, finder landsretten ikke, at T.1 - og langt mindre T.3 jf. nedenfor - på tidspunktet for investorernes tegning og indbetaling af indskud fremkaldte nogen vildfarelse hos disse. De har således ikke i denne form begået bedrageri. Spørgsmålet om T.1s og T.3s mulige skyld i bedrageri er herefter - som i forhold 1 - begrænset til spørgsmålet, om disse ved bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse har formået investorerne til tabsvoldende dispositioner.

For så vidt angår T.1 bemærkes, at han ved under de foran beskrevne omstændigheder at have opstillet en "kulisse" (således som dette også var tilfældet i forhold 2 og til dels i forhold 1), der i realiteten indebar, at investorerne fra årsskiftet 1994/95 befandt sig i en vildfarelse om projektets manglende reelle indhold, groft udnyttede denne vildfarelse, således at de deponerede købesummer kunne frigives i januar 1995. Herved opnåede tiltalte en uberettiget vinding til sig selv og andre. Landsretten bemærker herved, at frigivelsen af de indbetalte beløb på dette tidspunkt kunne være standset og de udstedte gældsbreve annulleret. Tiltalte T.1 findes herefter skyldig i bedrageri for så vidt angår påtaget gæld på ca. 11,7 mio. kr., hvoraf ca. 7,5 mio. kr. var indbetalt.

For så vidt angår T.3, der i den relevante periode fra omkring årsskiftet 1994/95 og ca. 3 uger frem var på ferie hos sin familie i England, finder landsretten det ikke bevist, at han var bekendt med eller anså det for overvejende sandsynligt, at det af T.1 etablerede "nye projekt" ikke dækkede over realiteter, men beroede på proformaaftaler, tilbagedateringer og fiktive dokumenter. Det forhold, at T.3 havde været involveret i projektet i efteråret og frem til årsskiftet 1994/95 medfører ikke, at han derved - som anført af anklagemyndigheden - havde en "særlig omsorgspligt" for projektet, således at han pådrog sig strafansvar for de efterfølgende begivenheder iscenesat af T.1. Landsretten frifinder derfor T.3 for bedrageri og medvirken til bedrageri.

Forhold 3.B - tiltalen for hæleri mod T.5 og T.4

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at T.4 den 29. december 1994 via V.16 og sin ven V.17 fik en henvendelse om, at T.1 var interesseret i at opnå kontakt til en leverandør af software, og at han derefter - efter aftale med sin direktør, T.5 - aftalte et møde med T.1 til den 30. På mødet, som T.5 afholdt alene med T.1, blev det nærmere drøftet, hvad T.1 ønskede - uden at der blev indgået nogen egentlig aftale herom. T.5 fandt ud af, at det ikke hastede, fordi det, som T.1 havde brug for, var en VAR-aftale, og ikke, som T.1 havde troet, en aftale om køb (før årets udløb). Dette orienterede T.5 T.4 om, og der blev herefter på ny afholdt et møde den 5. januar 1995, hvor T.4 nærmere præsenterede G3.1-programmet for T.1. Det blev aftalt, at T.4 skulle udarbejde en applikation til G3.1-programmet. T.4 skulle have et honorar, der var fastsat af formidleren V.17 eller af V.16. Honoraret udgjorde - bortset fra et formidlingshonorar til V.16 og V.17 - godt 2 mio. kr., hvoraf T.5 - der tillod T.4 at arbejde videre på G3.1-programmel i G3.1s faciliteter - skulle have halvdelen. Applikationen skulle efter ønske fra T.1 udadtil fremstå som lavet af G3.2. Der blev herefter omkring den 16. januar 1995 af T.5 underskrevet en VAR-aftale, der også efter ønske fra T.1 - blev tilbagedateret til den 20. maj 1994. T.5 bistod samtidig med udfyldelsen af en række beregningsbilag om, hvor megen software hvert enkelt interessentskab havde mulighed for at erhverve. På bilagene fordelte T.5 nogle restbeløb på henholdsvis "amendments" 1994 og 1995. Den 26. januar 1995 blev der indsat 1. rate 88.245,77 £ på en konto tilhørende T.4 i F5 Bank i Schweiz (byretsdommen side 175). Halvdelen af denne betaling med renter overførte T.4 efterfølgende til en konto for T.5 i samme bank (byretsdommen side 176 - 177). 2. halvdel af den samlede betaling for applikationen kom aldrig til udbetaling. I foråret 1995 foreviste T.4 applikationen for to investorer, som fik opfattelsen af, at den var udviklet af G3.2 i USA. T.4 og i et enkelt tilfælde T.5 afgav som beskrevet ovenfor på inadækvat måde diverse erklæringer over for revisorer, investorer og skattevæsenet. Den 30. november 1995 blev T.5 og T.4 sigtet i sagen.

Anklagemyndigheden har vedrørende dette forhold navnlig henvist til en række mistankeforvoldende dispositioner fra T.4s og T.5s side, jf. til dels opsummeringen ovenfor. Om disse bemærker landsretten:

At tiltalte T.4 under de gengivne omstændigheder bl.a. har besvaret henvendelser, hvor året 1994 er blevet anført (bl.a. byrettens dom side 168 - 169) eller på foranledning af T.1 har konciperet et brev "med henblik på at hjælpe vore 1994/95 investorer med at få disses fradrag godkendt" (byrettens dom side 165 - 167) kunne for T.4s vedkommende stå som foreneligt med ukorrekt medvirken til et skatteprojekt, men udgør ikke bevis for forsæt til hæleri med hensyn til bedrageri. Det samme kan anføres om det forhold, at T.5 gik med til tilbagedatering af VAR-aftalen og lavede beregninger over købspriserne på G3.1-software indeholdende udviklingsomkostninger i 1994 (byrettens dom side 173). Det forhold, at honoraret til T.4 og T.5 blev hensat påen konto i Schweiz og dermed muligvis ville blive søgt unddraget det danske skattevæsen og for T.5s halvdel tillige G3.1s regnskab, taler i samme retning.

Landsretten har - jf. herved også byretten - imidlertid ikke fundet det bevist, at de tiltalte T.5 og T.4 var vidende om eller anså det for overvejende sandsynligt, at det af T.1 udarbejdede projekt beroede på en fiktion og havde til formål at udnytte en vildfarelse hos investorerne. Landsretten finder heller ikke, at de pågældende efterfølgende fik en sådan viden, at der er grundlag for at dømme dem for hæleri med hensyn til bedrageri, hvorved bemærkes, at landsretten tillige som byretten - ikke, som sagen er blevet oplyst, finder grundlag for at stille spørgsmålstegn ved T.4s arbejde eller honoraret herfor.

T.5 og T.4 frifindes derfor.

Forhold 3.C: tiltalen for skattesvig mod T.1 og T.3

Landsretten har ovenfor i forhold 3.A lagt til grund, at T.1 tog initiativ til etablering af en "kulisse", der skulle skaffe investorerne fradrag i 1994 og 1995. Han fremsendte ved skrivelse af 12. april 1995 til H2.2-investorerne 1994-regnskaberne med urigtige oplysninger vedrørende interessentskabernes drift m.v. til brug for udfyldelse af selvangivelser. Han forsøgte herudover at opretholde "kulissen" bl.a. under telefonsamtaler den 30. december 1994 og 4. januar 1995 med LB fra den stedlige skattemyndighed (byrettens dom side 132 - 133), ved en skrivelse af 3. april 1995 til revisor for I/S H3.5 R4, ved skrivelse af 1. maj 1995 til Skatteforvaltningen, ved skrivelse af 6. september 1995 til Kommunen samt ved at formå V.2 til at sende et af T.1 konciperet brev til I/S H3.2 af 7. marts 1995 for, jf. V.2s forklaring "at få dem til at føle sig trygge".

Tiltalte findes ved sin således beskrevne aktive handlemåde at have udvist en adfærd som omhandlet i skattekontrollovens § 13, også som den var affattet og blev fortolket på gerningstidspunktet. Skattefradragspotentialet er af anklagemyndigheden beregnet på basis af den typiske marginalskatteprocent i de respektive skatteår henholdsvis 65 % og 63,5 %. Potentialet er derefter i tiltalen reduceret til 60 %, som giver det i tiltalen anførte beløb. I mangel af oplysninger om de enkelte investorers skattemæssige forhold finder landsretten, at tiltalte ikke kan dømmes for fuldbyrdet skattesvig, hvorimod der dømmes for medvirken til forsøg på skattesvig af særlig grov beskaffenhed i størrelsesordenen 32,6 mio. kr.

Det forhold, at T.1 har afgivet nogle af oplysningerne til interessentskaberne, skattevæsenet eller revisor, efter at der i et vist omfang var rejst sigtelse imod ham, findes ikke at kunne friholde tiltalte for straf, idet der ikke har været tale om situationer, hvor tiltalte har haft en strafsanktioneret oplysningspligt, jf. i øvrigt tillige Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 625.

Som anført under forhold 2 findes der at kunne domfældes både for bedrageri og skattesvig i en situation som den foreliggende henset til bestemmelsernes forskellige beskyttelsesinteresse.

Der findes efter bevisførelsen ikke godtgjort, at tiltalte T.3 har medvirket til skattesvig, hvorfor han vil være at frifinde.

Straf.

Efter det ovenfor anførte har landsretten fundet T.1 skyldig i bedrageri over for 371 investorer for i alt ca. 38 mio. kr. samt i medvirken til forsøg på skattesvig - nu tillige i forhold 2.3.B - for i alt ca. 94 mio. kr. Det er ikke oplyst, hvilket skattetab der måtte være realiseret for det offentlige. Landsretten finder, at tiltaltes udbytte har udgjort ca. 6 mio. kr., jf. nedenfor vedrørende konfiskation.

Ved straffens fastsættelse har samtlige voterende lagt vægt på de af byretten anførte omstændigheder og finder endvidere af de af byretten anførte grunde, og idet forløbet af ankesagen ikke ændrer herved, at der ikke er sket nogen krænkelse af Menneskeretskonventionens artikel 6.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1 - tillige i sin dagældende udformning - og jf. tildels straffelovens § 21 og § 23.

4 af de voterende har stemt for at forhøje straffen til fængsel i 4 år 6 måneder, medens to af de voterende har stemt for at forhøje straffen til fængsel i 4 år. Der gives herom dom efter stemmeflertallet.

Konfiskation og rettighedsfrakendelse.

Anklagemyndighedens konfiskationspåstand går ud på stadfæstelse, således at der hos T.1 konfiskeres 5,4 mio. kr., skønsmæssigt fastsat i medfør af straffelovens § 75, stk. 1.

T.1 har som for byretten protesteret mod konfiskation, også under henvisning til, at der bør gives fradrag for afholdte udgifter i forbindelse med erhvervelse af udbyttet.

Landsretten tiltræder byrettens opgørelse over T.1s udbytte i sagen, der samlet for forhold 1 - 3 opgøres til godt 6 mio. kr.

En del af betalingerne i forhold 1 - 3 er sket til T.1 personligt. Efter bevisførelsen lægger landsretten endvidere til grund, at T.1 ejede og havde bestemmende indflydelse over de selskaber i H1.2 Gruppen A/S, hvortil betalingerne i øvrigt skete. Omend det ikke ses, hvorledes et sådant udbytte er kommet T.1 personligt til gode, tiltræder landsretten efter en samlet bedømmelse, at byretten i det hele skønsmæssigt har truffet bestemmelse om konfiskation af 5,4 mio. kr.

Dommens bestemmelse om rettighedsfrakendelse og begrundelsen herfor tiltrædes.

Sagsomkostninger.

Anklagemyndigheden og tiltalte T.1 har for landsretten gjort de samme anbringender gældende med hensyn til omkostningsspørgsmålet som for byretten, dog således at anklagemyndigheden har påstået et større omkostningsbeløb pålagt tiltalte, medens tiltalte har bestridt, at udgifterne til revisorbistand på 4.685.300 kr. kan pålægges ham som sagsomkostninger.

Som anført af byretten finder landsretten, at det er sædvanligt og anerkendt i retspraksis, at anklagemyndigheden søger revisionsmæssig bistand i en sag af foreliggende karakter. Det forhold, at revisionsarbejdet af anklagemyndigheden muligvis skulle have været udbudt i EU-licitation, har for landsretten intet ændret ved den præsterede revisorydelses egnethed som bevis i sagen, og findes derfor at være uden betydning for spørgsmålet om at pålægge tiltalte sagsomkostninger.

Med disse bemærkninger tiltræder landsretten byrettens afgørelse om denne tiltaltes andel i revisoromkostninger.

Også byrettens afgørelse om de øvrige sagsomkostninger i forhold til denne tiltalte tiltrædes.

Tiltalte T.1 skal betale ham vedrørende sagsomkostninger for landsretten, herunder alle udgifter til sin beskikkede forsvarer.

Sagsomkostningerne i begge instanser vedrørende de frifundne personer afholdes endeligt af det offentlige.

T h i k e n d e s f o r r e t

T.1 straffes med fængsel i 4 år 6 måneder.

Byretsdommens bestemmelser vedrørende denne tiltalte om rettighedsfrakendelse og konfiskation stadfæstes.

T.1 betaler de ham vedrørende sagsomkostninger for begge instanser, af andre sagsomkostninger for byretten end forsvarersalær dog kun hvad der følger af byrettens dom.

T.3, T.5 og T.4 frifindes for anklagemyndighedens tiltale til straf og konfiskation.

Det offentlige betaler sagens omkostninger i begge instanser vedrørende de tre frifundne personer.

----------

Højesterets dom af 11. marts 2003, 1 afdeling, 349/2002

Landsrettens dom er anket af tiltalte med principal påstand om frifindelse. Tiltalte har subsidiært påstået ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved landsretten og har mere subsidiært påstået formildelse og delvis frifindelse for påstanden om rettighedsfrakendelse, således at frakendelsen sker i et mere begrænset omfang og på tid.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Tiltalte har til støtte for påstanden om frifindelse i forhold 1.A (bedrageri) anført, at det forhold, landsretten har fundet ham skyldig i, ikke er omfattet af anklageskriftet, at han, som først fik med projektet at gøre fra årsskiftet 1992/1993, ikke har bestemt investorerne til en handling eller undladelse, at landsretten ikke har taget stilling til, fra hvilket tidspunkt, der skulle være forsæt til bedrageri, og at revisionsberetningen af landsretten uberettiget har været anvendt som bevis.

Til støtte for påstanden om frifindelse i forhold 2.1.A, 2.2.A og 2.3.A (bedrageri) har tiltalte anført, at der ikke har foreligget vildfarelse hos investorerne, og at betingelsen om retsstridighed ikke er opfyldt.

Til støtte for påstanden om frifindelse i forhold 3.A (bedrageri) har tiltalte anført, at det forhold, landsretten har fundet ham skyldig i, ikke er strafbart som bedrageri og ikke er omfattet af anklageskriftet.

Til støtte for frifindelsespåstanden i forhold 2.1.B, 2.2.B, 2.3.B og 3.C (skattesvig eller medvirken hertil) har tiltalte anført, at betingelserne for at statuere medvirkensansvar ikke er til stede, og at omfanget af forholdene ikke beløbsmæssigt kan opgøres som sket.

Tiltaltes subsidiære påstand om ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen er nedlagt for det tilfælde, at Højesteret helt eller delvis - tager tiltaltes indsigelser vedrørende de enkelte forhold til følge, men ikke finder grundlag for at frifinde ham.

Højesterets bemærkninger.

Forhold 1.A (bedrageri)

Landsrettens dom må forstås således, at det er lagt til grund, at investorernes indbetalinger til interessentskaberne i de typiske - tilfælde, hvor H1.1-gruppen havde ydet i lån til indbetalingen mod uigenkaldelig transport i investors ret til udbetaling fra skattevæsenet af for meget betalt forskudsskat for 1992, reelt først skete ved udbetalingen fra skattevæsenet, og at investor kunne have hindret denne udbetaling, hvis han havde modtaget oplysning om, at interessentskabet ikke havde anskaffet aktiver i 1992, således at der ikke var grundlag for den forudsatte skattemæssige afskrivning i dette år. Det må endvidere anses for lagt til grund, at tiltalte ikke alene måtte indse, at de aftaler om anskaffelse af leasingaktiver, som blev indgået i marts-april 1993, savnede realitet og derfor ikke kunne danne grundlag for skattemæssige afskrivninger, men også, at han - allerede fra årsskiftet 1992-1993 - var klar over, at der ikke var anskaffet aktiver i 1992.

På denne baggrund finder Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at landsretten ved i forhold 1.A at anse tiltalte for skyldig i bedrageri i det angivne omfang har anvendt straffelovens § 279 urigtigt, eller at tiltalte er dømt for et forhold, som ikke er omfattet af tiltalen, jf. retsplejelovens § 966, stk. 4, sammenholdt med § 963, stk. 1, nr. 1, og § 908, stk. 3.

Det er ikke en rettergangsfejl, at landsretten ved fastlæggelsen af bedrageriets omfang har anvendt oplysninger fra revisionsberetningen, der indgik i anklagerens forelæggelse af sagen for landsretten.

Forhold 2.1.A, 2.2.A og 2.3.A (bedrageri)

Landsretten har anset det for godtgjort, at tiltalte fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede en vildfarelse hos investorerne, og dette er et bevisspørgsmål, som ikke kan prøves af Højesteret, jf. retsplejelovens § 966, stk. 4, sammenholdt med § 945, stk. 2. Der er ikke grundlag for at fastslå, at forholdene ikke er retsstridige.

Forhold 3.A (bedrageri)

Landsretten har lagt til grund, at der i slutningen af 1994, da investorerne foretog deres dispositioner i form af køb af andele, påtagelse af gæld og indbetaling af indskud, ikke forelå nogen vildfarelse hos investorerne. At tiltalte som fastslået ved landsrettens dom i midten af januar 1995 - efter at det oprindelige seriøse projekt var blevet erstattet af en "kulisse" - udnyttede fuldmagterne fra investorerne til at disponere over de indbetalte beløb, kan ikke anses for et forhold, der er omfattet af straffelovens § 279 om bedrageri. Efter gerningsbeskrivelsen i anklageskriftet er der heller ikke grundlag for at henføre forholdet under nogen anden straffebestemmelse, herunder § 280 om mandatsvig.

Tiltalte frifindes derfor for tiltalen i dette forhold.

Forhold 2.1.B, 2.2.B, 2.2.C og 3.C (skattesvig eller medvirken hertil)

Skattekontrollovens § 13, stk. 1 (nu § 13, stk. 1, 1. pkt.) om straf for skattesvig for den, som med forsæt til skatteunddragelse afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til skattemyndighederne, omfatter direkte - foruden den pågældende skatteyder selv - alene personer, der umiddelbart bistår skatteyderen i forbindelse med afgivelsen af urigtige eller vildledende oplysninger til skattemyndighederne. Som det fremgår af Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1989 s. 128, vil andre former for medvirken til skattesvig imidlertid efter omstændighederne kunne straffes med hjemmel i den generelle bestemmelse om medvirken i straffelovens § 23.

Det er ved landsrettens dom lagt til grund, at arrangementerne var tilrettelagt af tiltalte med henblik på at skaffe investorerne skattemæssige fradrag, der imidlertid ikke var berettigede, fordi arrangementerne savnede realitet. Under disse omstændigheder findes tiltaltes medvirken at have haft en sådan karakter, at den er omfattet af straffelovens § 23. Herefter, og efter det, der i øvrigt er lagt til grund af landsretten, tiltræder Højesteret, at tiltalte - når foreløbig bortses fra spørgsmålet om fuldbyrdelse - med rette er fundet skyldig i medvirken til skattesvig af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 23.

Der er ikke tilvejebragt oplysninger om, i hvilket omfang investorerne på grundlag af deres deltagelse i arrangementerne har foretaget skattemæssige fradrag i deres selvangivelser. Tiltalte kan derfor alene straffes for forsøg på medvirken til skattesvig af særlig grov beskaffenhed, jf. yderligere straffelovens § 21. Det tiltrædes, at omfanget af forsøgene i de 4 forhold kan opgøres til et beløb svarende til den samlede mulige skatteunddragelse. Landsretten har lagt til grund, at dette beløb udgør i alt ca. 94 mio. kr.

Straf, rettighedsfrakendelse og konfiskation

Efter det anførte skal straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, og efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 21 og § 23.

Tiltalte er efter Højesterets resultat fundet skyldig i bedrageri over for 259 investorer for i alt ca. 26 mio. kr. og for forsøg på medvirken til skattesvig for i alt ca. 94 mio. kr.

Ved fastsættelsen af straffen må der lægges vægt på de forhold, byretten og landsretten har fremhævet. Herudover må det tages i betragtning, at der i skattesvigsforholdene alene er domfældt for forsøg, og at der ved vurderingen af det samlede omfang af forbrydelserne ikke uden videre kan ske sammenlægning af bedrageri- og skattesvigsbeløbene.

På denne baggrund fastsætter Højesteret straffen til fængsel i 4 år.

Af de grunde, der er anført af byretten og landsretten, tiltræder Højesteret, at der er truffet bestemmelse om rettighedsfrakendelse som sket.

Det udbytte, der i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, bør korfiskeres hos tiltalte i anledning af forhold 1.A, 2.1.A, 2.2.A og 2.3.A, fastsættes skønsmæssigt til 3 mio. kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen for tiltalte, T.1, fastsættes til fængsel i 4 år, og at konfiskationsbeløbet fastsættes til 3 mio. kr.

Sagens omkostninger for Højesteret skal betales af statskassen.