Parter

A
(advokat Hugo Berthelsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Michael Klausen)

Afsagt af landsdommerne

Niels Boesen, Black og Henrik Gam (kst.)

Den 7. december 2001 stadfæstede Landsskatteretten i det væsentlige en afgørelse truffet af ToldSkat om forhøjelse af sagsøgeren As momstilsvar. Forhøjelsen vedrører momstilsvar for en periode, hvori A ikke mener at have drevet momspligtig virksomhed.

Under denne sag, der er anlagt den 9. januar 2002, har A endeligt påstået sagsøgte Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at den af Landsskatteretten ved kendelse af 7. december 2001 fastsatte skyldige moms for 1993 på 118.264 kr. nedsættes med 100.728,67 kr. til 17.535,33 kr.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Landsskatterettens kendelse lyder således:

"...

Klagen vedrører ToldSkats afgørelse af 3. april 2001 om forhøjelse af momstilsvaret for A for perioden 31. maj 1993 til 31. august 1994 med 142.814 kr.

Sagen har været forhandlet med klageren og dennes advokat.

Det fremgår, at klageren har drevet virksomheden H1 (i det følgende betegnet virksomheden), der indtil den 1. december 1993 var beliggende på ..., og herefter på .... Virksomheden har udført rengøring for kunder. Til arbejdets udførelse er der i vidt omfang blevet anvendt underleverandører.

Det fremgår videre, at virksomheden ikke har været momsregistreret i perioden fra 1. juni 1993 til den 30. november 1993, og endvidere har virksomheden været afmeldt fra registrering fra den 1. august 1994.

Der er fremlagt salgsfakturaer for perioden fra den 31. maj 1993 til den 31. august 1994, hvoraf fremgår, at der er leveret ydelser for i alt 1.783.801 kr., hvoraf momsen udgør 356.760,25 kr. På tre af fakturaerne, nr. 007 af 31.07.1993, nr. 0011 af 31.08.1993, og nr. 0026 af 30.09.1993, er adressen på virksomheden ændret fra ..., som er påført de øvrige fakturaer, til .... På fakturaen med nr. 007 af 31.07.1993 er SE nr. angivet, hvilket repræsentanten har oplyst, tilhører SB.

Der er endvidere fremlagt to købsfakturaer, hvoraf fremgår, at der er indkøbt ydelser den 31. maj 1993 for 66.500 kr., heraf moms 13.300 kr., og den 31. december 1993 for 56.250 kr., heraf moms 11.250 kr. På den ene af fakturaerne er virksomhedens adresse ændret til .... Ved udtalelse af 28. maj 2001 har ToldSkat anerkendt fakturaen på 66.500 kr., og ligeledes et fradrag for momsen heraf på 13.300 kr.

Herudover er der fremlagt efterangivelsesblanketter af 8. og 12. december 1994, hvor klageren har anerkendt en sammenlagt efterangivelse på 142.814 kr.

Der er af repræsentanten fremlagt momsopgørelse vedrørende 1993, hvoraf fremgår, at den skyldige moms udgør 17.562 kr., der er opgjort således:

Udgående moms
Faktura nr. 0003 af 31.05.1993 til G1	63.000 kr.	15.750 kr.
Faktura nr. 0004 af 31.05.1993	3.825 kr.	956 kr.
Faktura nr. 18 af 30.11.1993 til G2	25.454 kr.	6.363 kr.
Faktura nr. 101 af 27.12.1993 til G1	65.000 kr.	16.250 kr.
Faktura nr. 0030 af 31.12.1993 til G2	22.962 kr.	5.740 kr.
	180.241 kr.	45.060 kr.
Indgående moms i.h.t. regnskab 1993		27.497 kr.
Skyldig moms herefter (45.060-27.497)kr. =		17.562 kr.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen forhøjet klagerens momstilsvar for perioden fra 31. maj 1993 til den 31. august 1994 med 142.814 kr. Beløbet fremkommer således:

Udgående moms
Opgjort moms fra fakturakopier	356.760 kr.
Angivet udgående moms	144.312 kr.
Manglende angivelse	212.448 kr.
Indgående moms
Opgjort indgående moms	193.183 kr.
Angivet indgående moms	123.549 kr.
Manglende angivelse	69.634 kr.
Manglende angivelse udgående moms	212.448 kr.
Manglende angivelse indgående moms	69.634 kr.
Difference(manglende angivelse/tilsvar)	142.814 kr.

Regionen har som begrundelse herfor anført, at de fremlagte fakturaer fremstår som udstedt af virksomheden, hvorfor de skal indgå i virksomhedens afgiftspligtige omsætning efter den dagældende momslovs § 11. Regionen har videre anført, at af de 6 oprindelige fakturaer, nr. 0004 af 30.06.1993, nr. 007 af 31.07.1993, nr. 0011 af 31.08.1993, og nr. 0026 af 30.09.1993, nr. 16 af 31.10.1993 og nr. 17 af 31.11.1993, der af klageren påberåbes at være udstedt af SB, er det alene adressen, der er ændret, og dette er kun på 3 af fakturaerne.

Regionen har videre anført, at klageren ved sin underskrift har erklæret sig enig i, at efterangivelserne er rigtige og i overensstemmelse med virksomhedens regnskab.

Regionen har vedrørende købsfaktura nr. 01 af 31. december 1993 anført, at fakturaen anses for at være indeholdt i virksomhedens momsangivelse for 4. kvartal i 1993.

Klagerens repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at momstilsvaret for 1993 nedsættes til 17.562 kr.

Repræsentanten har til støtte for påstanden bl.a. henvist til den af ham fremlagte momsopgørelse, hvoraf fremgår, at den skyldige moms for 1993 udgør 17.562 kr.

Repræsentanten har endvidere anført, at klageren i perioden fra i. juni til 30. november 1993 havde overladt rengøringsentreprisen vedrørende G1 til SB, SE nr. ...... Klageren har i denne forbindelse overladt fakturaformularer til SB under navnet H1. Formålet var, at kunderne ikke skulle kunne se, at der var skiftet firma. Repræsentanten har således anført, at de omtalte 7 fakturaer ikke er udstedt af klageren, men derimod af SB, hvorfor beløbene ikke skal indgå ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget for året 1993 for klageren, jf. den dagældende momslovs § 11.

Repræsentanten har vedrørende købsfaktura af 31. december anført, at repræsentanten overfor Told- og Skattestyrelsen har fremlagt checkkopi på 11.000 kr. og kontoudtog fra banken, og at der på checkkopien er anført, at der er betalt á conto 45.250 kr., hvilket er sket kontant.

Landsskatteretten udtaler

Efter momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., betales der afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Efter momslovens § 27, stk. 1, udgør afgiftsgrundlaget vederlaget ved levering af varer og ydelser.

Efter momslovens § 37, stk. 1, jf. § 56, stk. 3, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet. Efter stk. 2, nr. 1, er den fradragsberettigede afgift, afgiften af varer og ydelser der er leveret til virksomheden.

Landsskatteretten finder på det foreliggende, at klageren har foretaget levering af ydelser efter momslovens § 4, stk. 1, i det af regionen opgjorte omfang i den periode, hvor han har været afmeldt fra registrering. Retten har herved lagt vægt på, at der i den omhandlede periode er udstedt fakturaer fraklagerens virksomhed, og at det ikke findes godtgjort, at der er tale om fakturaer fra en anden virksomhed.

Landsskatteretten finder, at klageren er berettiget til fradrag for moms af faktura nr. 01 af 31. december 1993. Retten har herved lagt vægt på, at den leverede ydelse må anses for leveret til klagerens virksomhed, og at momsbeløbet ikke ses indgået i den af ToldSkat godkendte købsmoms.

Vedrørende 1994 finder Landsskatteretten, at regionens opgørelse af momstilsvaret skal lægges til grund. Retten har herved henset til, at det ikke efter det oplyste fremgår, at ToldSkat har anerkendt, at der ikke skal afregnes moms for 1994.

Det opgjorte momstilsvar for den omhandlede periode nedsættes derfor med 13.300 kr. som anerkendt af ToldSkat og med yderligere 11.250 kr. eller i alt 24.550 kr.

Herefter bestemmes

ToldSkats afgørelse ændres delvist.

..."

I forbindelse med sagens behandling for landsretten har sagsøgeren under medvirken af et administrationsfirma nu opgjort sin udgående moms for 1993 og 1994 til 260.595,10 kr. og sin indgående moms for de samme år til 220.262,77 kr. og tilsvaret som differencen mellem de to beløb, dvs. 40.232,33 kr. Efter fradrag af den faktisk afregnede moms på 22.697 kr. for perioden fremkommer sagsøgerens påstandsbeløb på 17.535,33 kr.

For samme periode har told- og skatteregionen opgjort As udgående moms til 356.760 kr. Under sagens behandling for landsretten har sagsøgte anført, at den udgående moms for perioden rettelig skal opgøres til 357.865 kr., idet to fakturaer med en udgående moms på 1.105 kr. ikke er medtaget i landsskatterettens kendelse, et forhold der er anerkendt af sagsøgeren.

Forskellen mellem det af sagsøgte nu anførte beløb på 357.865 kr. og det af A nu opgjorte beløb på 260.595,10 kr. kan næsten udelukkende tilskrives, at A ikke har medtaget fakturaer, som angives udstedt af SB for perioden 1. juni 1993 til 30. november 1993. På disse fakturaer er den udgående moms anført med 97.337,50 kr.

Partsforklaring

Sagsøgeren har forklaret, at han er opvokset i Danmark, hvortil han kom i 1973. Siden 1988 har han kørt som taxachauffør og har op gennem 1990'erne derved tjent i hvert fald 200.000 kr. om året. I 1992 blev han inspektør i et rengøringsfirma - G3 Service, der bl.a. stod for rengøringen i G1 i Kastrup. I 1993 gik G3 Service konkurs, og han begyndte at køre taxa igen. Kort efter mødte han tilfældigt ejeren af G1, HS, der foreslog ham at starte eget rengøringsfirma, som kunne stå for rengøringen af G1. Han tilmeldte sig derefter ToldSkat og startede eget firma den 1. maj 1993 - kaldet H1. Han antog G4 Service som underentreprenør, idet han fortsatte med at køre taxa og derfor måtte have en underentreprenør til at stå for den praktiske del af rengøringen. En ven, der var ansat i ToldSkat, hjalp ham med bogføringen. Kort efter mødte han SB, der er håndværker, og som kom for at lave et hegn ved sagsøgerens hus. Han vidste, at SB også havde haft et rengøringsfirma. Da han selv allerede var træt af rengøringsfirmaet, men gerne ville have mulighed for at kunne komme tilbage, og da SB gerne ville overtage rengøringen af G1, fik SB nogle af hans fakturablanketter lydende på H1. SB sagde, at det vigtigste var SE-nummeret og den adresse, der blev påført blanketterne. Der skulle ikke betales noget i forbindelse med overtagelsen af rengøringen. SB startede med rengøringen af G1 1. juni 1993. Til HS sagde de, at SB var inspektør i H1; HS skulle tro og troede da også, at han fortsat handlede med sagsøgeren. Fra 1. juni 1993 så sagsøgeren ikke fakturaerne. Det var også SB, der fra dette tidspunkt hentede checks hos G1 for udført arbejde. Uanset at de pågældende checks var "crossed" og lydende på H1, kunne SB hæve dem, fordi han havde et SE-nummer og en god forbindelse i banken. Der var imidlertid problemer med SB; personalet ville ikke samarbejde med ham. Fra 1. december 1993 overtog vidnet derfor på ny ansvaret for rengøringen af G1, idet SB dog var underentreprenør i december 1993. Fra januar 1994 fik han en anden underentreprenør. Han har aldrig selv haft ansatte. Han tog firmaet tilbage for at få lidt ekstra indtjening. Han har selv ført kassejournalen. Fra udgangen af august 1994 ophørte han med sit rengøringsfirma og frameldte det hos ToldSkat. En uge senere blev han første gang indkaldt til møde hos ToldSkat med sit regnskabsmateriale og fik at vide, at alt var i orden. I alt tre gange har regnskabsmaterialet været indkaldt til gennemgang - altid af den samme medarbejder, som også var ham, der sagde, at han blot skulle skrive under på efterangivelsen. Det gjorde han så, fordi han samtidigt fik at vide, at han ikke ville komme til at betale de efterangivne beløb, og at han jo også kunne klage. Sagsøgeren ved ikke, hvem der har haft den rengøring, der er anført i fakturaen af 1. december 1993 til G2.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at han altid har haft orden i sin regnskabsføring for rengøringsvirksomheden, og at det på denne baggrund har været muligt at regne sig frem til et nøjagtigt momstilsvar. Det er ham selv, der har tilvejebragt de fakturaer - som udstedt bl.a. til G2, der nu ligger til grund for opgørelsen af et yderligere momstilsvar. Når han i perioden fra juni og indtil december 1993 ikke selv stod for rengøringsvirksomheden, var den naturlige og helt legitime grund, at han var blevet træt af den. Eftersom virksomheden i denne periode til ToldSkat var afmeldt fra momsregistrering, må selv samme myndighed også lægge dette til grund ved opgørelsen af momstilsvaret. Det er derfor sagsøgte, der har bevisbyrden for, at sagsøger skal svare moms af de fakturaer, som SB har udstedt for månederne juni-november 1993. At det er SB, der har stået for virksomheden, fremgår bl.a. af, at der i flere tilfælde er ændret i adressen og i et enkelt tilfælde anført SBs SE-nummer på de for perioden udstedte fakturaer. Det må herefter være sagsøgeren uvedkommende, hvis SB ikke har momsafregnet for perioden. Når i øvrigt landsskatteretten har anerkendt en faktura for december måned 1993 som udstedt af SB, må det i konsekvens heraf tillige anerkendes, at de øvrige fakturaer for månederne juni-november 1993 er udstedt af SB. At landsskatteretten har godkendt netop denne faktura ved opgørelsen af den indgående moms er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, når hele sagen drejer sig om, hvorvidt de af SB udstedte fakturaer i virkeligheden er udstedt af A, sådan som sagsøgte hævder.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse anført, at afgiftspligtige efter momsloven skal lade deres virksomhed registrere hos de statslige told- og skattemyndigheder. Registreringen alene er dog ikke afgørende for afgiftspligten, og det er derfor heller ikke afgørende, når sagsøgeren angiver at have afmeldt sit firma i perioden 1. juni til 30. november 1993. På fakturaer fra denne periode, der fremstår som udstedt af firmaet H1, er anført moms, som hverken sagsøgeren eller SB har afregnet. Sagsøgeren har ikke løftet den bevisbyrde, han som indehaver af H1 - og som den, der ifølge egen oplysning har overladt firmaets fakturablanketter til en anden - har for, at de på fakturaerne anførte beløb er oppebåret af en anden. Det gør ingen ændring heri, at der på en enkelt af de for perioden udstedte fakturaer er anført et andet SE-nummer, idet kunden handler med et firma og ikke et SE-nummer. Af samme grund kan det heller ikke tillægges nogen betydning, at der på tre af fakturaerne er anført en ny adresse. Ud fra sagsøgerens egen forklaring, hvorefter G1 skulle tro, at man fortsat handlede med sagsøgeren, savner det i øvrigt mening at tillægge adresseændringen relevans. At de fra G1 udstedte checks var "crossed" og havde H1 som modtager tyder også på, at det er sagsøgeren, der har modtaget pengene i henhold til fakturaerne. Endelig er det godtgjort, at sagsøgeren har drevet sit rengøringsfirma, uanset at det var afmeldt fra registrering; således foreligger en faktura udstedt til G2 for rengøring i november 1993, uanset at firmaet først fra 1. december 1993 blev tilmeldt igen, ligesom der foreligger fakturaer for august måned 1994, uagtet at firmaet blev afmeldt fra den 1. august 1994. At der er afregnet for lidt, har sagsøgeren erkendt ved i december 1994 at underskrive en efterangivelse på samlet 142.814 kr.

Landsrettens bemærkninger

Efter den dagældende momslovs § 3, stk. 1, litra a, svares afgiften af den, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed med afsætning af varer og afgiftspligtige ydelser.

Da A fra den 1. maj 1993 har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed under navnet H1 - og med virkning fra samme dato tilmeldte virksomheden hos ToldSkat - finder landsretten som udgangspunkt at kunne lægge til grund, at A er den, der skal svare momsen af de af H1 udstedte fakturaer, og herunder af de fakturaer H1 har udstedt for perioden 1. juni til 30. november 1993 med et angivet momsbeløb på 97.337,50 kr.

Landsretten finder efter bevisførelsen ikke, at der foreligger oplysninger der giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Ud over at fakturablanketterne, som angives anvendt af SB, efter As forklaring for landsretten har været overdraget af ham selv, har landsretten i denne forbindelse henset til, at de pågældende fakturaer kun i nogle af tilfældene og kun på ubetydelige punkter afviger fra de fakturaer, H1 i øvrigt har udstedt.

Landsretten har heller ikke tillagt det betydning, at H1 i perioden 1. juni til 30. november 1993 har været frameldt momsregistreringen, idet frameldingen ikke i sig selv er afgørende for momstilsvaret, og idet der for november 1993 foreligger en faktura, som A har vedkendt sig.

Landsretten tager herefter sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.