Parter

A

mod

SKAT Hovedcentret
(Kammeradvokaten v/Steffen Sværke)

og

A

mod

... Kommunen
(Kammeradvokaten v/Steffen Sværke)

Afsagt af byretsdommer

Rønning-Jølver

Sagernes baggrund og parternes påstande

Disse sager er behandlet sammen, jf. retsplejelovens § 254.

Sagsøger, A, har over for sagsøgte, SKAT Hovedcentret, nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes solidarisk eller alternativt med sagsøgte i sag BS 39-5000/2006 at betale sagsøgeren 150.000 kr.. subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 3. marts 2005.

Sagsøgte, SKAT Hovedcentret, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøger har over for sagsøgte, ... Kommune, nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes solidarisk eller alternativt med sagsøgte i sag BS 39-1464/2005 at betale sagsøgeren 150.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 10. august 2006.

Sagsøgte, ... Kommune, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgte, SKAT Hovedcentret, har over for sagsøgte, ... Kommune, nedlagt påstand om, at sagsøgte, ... Kommune, skal friholde sagsøgte, SKAT Hovedcentret, for ethvert beløb, herunder renter og omkostninger, som Hovedcentret måtte blive tilpligtet at betale sagsøgeren.

Sagsøgte, ... Kommune, har nedlagt påstand om frifindelse overfor friholdelsespåstanden.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Ved skrivelse af 21. juni 1991 indgav sagsøger klage til Skatteankenævnet over, at skatteforvaltningen havde forhøjet hans skattepligtige indkomster for skatteårene 1987, 1988 og 1989.

Med skrivelse af 9. oktober 1997 til sagsøger fremsendte Skatteankenævnet sin sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Ved skrivelse af 24. januar 1998 indbragte sagsøger sagen for Landsskatteretten.

Ved skrivelse af 4. september 1998 klagede sagsøger til Folketingets Ombudsmand over blandt andet Skatteankenævnets sagsbehandling. Ved skrivelse af 6. oktober 1998 meddelte Ombudsmanden blandt andet, at han anså det for mest korrekt, at Told- og Skattestyrelsen, som den øverste myndighed på området, fik lejlighed til at tage stilling til klagen. Efter en høringsrunde meddelte Told- og Skattestyrelsen ved skrivelse af 18. januar 1999 sagsøger blandt andet, at styrelsen havde meddelt Skatteankenævnet, at uanset om der måtte have været usikkerhed om, hvem der repræsenterede sagsøger under klagesagen, var det helt uacceptabelt, at der ikke på et tidligere tidspunkt var taget skridt til udarbejdelse af sagsfremstilling.

Den 1. december 1999 afsagde Landsskatteretten kendelse. Ved afgørelsen fik sagsøger delvist medhold. Landsskatterettens afgørelse blev ikke indbragt for domstolene.

Ved skrivelse af 26. maj 2000 anmodede sagsøgers daværende advokat om eftergivelse af tilskrevne morarenter på sagsøgers restskat for indkomstårene 1987 - 1989, og ved skrivelse af 10. august 2000 meddelte Told- og Skatteregion Hvidovre, at sagsøgers anmodning var imødekommmet i medfør af kildeskattelovens § 73 D, og at sagsøgers personsskatterestance derfor var nedskrevet med 521.499 kr. svarende til de påløbne morarenter.

Sagsøgers nuværende advokat rettede herefter henvendelse til ToldSkat, Told- og Skattestyrelsen og ... Kommune, Skatteankenævnets Sekretariat om godtgørelse i form af torterstatning for den krænkelse af sagsøgers rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som den lange sagsbehandling havde ført til.

Disse sager angår i det væsentlige, om sagsøger har krav på en sådan godtgørelse hos enten sagsøgte 1 eller sagsøgte 2 og herunder, om et eventuelt krav er bortfaldet ved forældelse.

Forklaringer

Sagsøger, som under sagen har forklaret, at han ikke fik en kontorforhandling med Skatteankenævnets sekretariat. Han var ikke repræsenteret af nogen. I begyndelsen af 1990'erne var hans økonomiske situation ikke særlig god. For 1991, 1992 og 1993 var restskatten opgjort til ca. 200.000 kr., og frem til 1999 voksede den inkl. morarenter til ca. 1,1 mio kr. Han havde revisor frem til 1997, men han drøftede ikke den lange sagsbehandlingstid i Skatteankenævnet med revisor. Han tog selv kontakt til revisor Peter Madsen i skatteankenævnets sekretariat. Han havde vel 7 - 8 telefonsamtaler med Peter Madsen i perioden 1991 - 1997. Han talte med ham i forbindelse med berostillelserne og fik hver gang det svar, at der ville foreligge en indstilling indenfor 1 måned. Berostillelserne løb typisk 1 år ad gangen. Når han havde kontakt med Peter Madsen, spurgte han, hvornår der skete noget i nævnets sag, ligesom han bad om en berostillelse. I perioden 1994 til 1999 foretog skattevæsenet modregning i restskatten. Hans indtjening udgjorde fra 1994 ca. 100.000 kr. om året, og han måtte på grund af skatterestancerne "leve fra dag til dag". Indtjeningen stammede fra driften af et anpartsselskab, som han ejede. Selskabet er nu solgt. Kort tid efter januar 1998 blev han af en privat bekendt gjort bekendt med overspringsreglen. I den sidste del af Landsskatterettens behandling af sagen var han repræsenteret af advokat LK. Han blev kontaktet af sin revisor i perioden fra 1991 til 1997. Restskatten i dag andrager ca. 150.000 kr.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i et påstandsdokument af 8. juni 2007 vedrørende forholdet til sagsøgte SKAT Hovedcentret anført følgende:

"...

at	sagsøgers menneskerettigheder som skatteyder er tilsidesat og krænkede,
at	sagsøgte som tilsynsmyndighed med skatteankenævnet har pligt til at reparere disse krænkelser ved at yde ikke økonomisk kompensation, som kunne modsvare de restskatter, der skyldes på domsafsigelsens tidspunkt.
at	sagsøgte kun delvist har repareret skaderne ved at eftergive opkrævede morarenter, som alene kan henføres til sagsøgtes langsommelige sagsbehandling,
at	sagsøgte ikke uden forbehold har anerkendt, at sagsøgers menneskerettigheder efter den inkorporerede Menneskerettighedskonvention, jf. tillige EU Menneskerettigheder, er blevet alvorlig krænkede,
at	alene sagens varighed, sammenholdt med Myndighedernes undersøgelser, har været ekstraordinær lang og en meget intensiv stor påvirkning af sagsøger, der har influeret afgørende på hans familie- og privatliv, jf. EMRK artikel 8, sammenholdt med artikel 6, ligesom det influerede på hans erhvervsmuligheder, jf herved EMRK artikel 1 i tillægsprotokol 1.
at	sagsøgte som tilsynsmyndighed med de tidligere skatteankenævn har forsømt sin tilsynspligt, herunder pligten til at sikre at sagsbehandlingstiden i skatteankenævnene ikke trækker ekstremt længe ud.
at	der er ikke indtrådt forældelse, allerede fordi sagen vedrører spørgsmålet om sagsøgerens status som offer for menneskeretskrænkelser, og krænkelserne har været vedvarende.
at	myndighederne fortsat ikke uden forbehold har anerkendt, at en ekstrem lang sagsbehandlingstid udgjorde en overtrædelse af de i tidligere processkrifter anførte konventionsbestemmelser, herunder artikel 6, 8, 13, 41 og artikel 1 i tillægsprotokol 1.
at	sagsøgte overser, at Menneskerettighedsdomstolen ikke har undtaget fra artikel 6 den måde og den sagsbehandlingstid, som en skattesag behandles på, men derimod alene selve spørgsmålet om skatteligning og skattepålæg, jf. tillige bl.a. højesteretsdommer Peer Lorenzens grundige dissens i Ferrazzini mod Italien.
at	Skatteankenævnet ikke er en domstol, er ikke relevant, allerede fordi Skatteankenævnet er en del af den offentlige forvaltning, som på baggrund af smøl og ekstrem langsom sagsbehandling har påført sagsøgeren krænkelser, som man ikke har anerkendt uden forbehold og som man ikke har givet tilstrækkelig oprejsning for.
at	det har nogen som helst betydning, om sagsøgeren har kontaktet Forvaltningen for at få sat sagens behandling i gang, allerede fordi der påhviler Forvaltningen en pligt til af egen drift at fremme sagerne inden for rimelig tid. Dette er ikke sket, hvilket også bekræftes af de fremlagte bilag fra såvel sagsøgeren som sagsøgte, herunder navnlig Ombudsmandens redegørelse.
at	når sagsøgte i sit svarskrift af 19. april 2005 indrømmer, at eftergivelsen af morarenterne ikke er sket i erkendelse af, at man har overtrådt menneskerettighederne, bestyrker dette i sig selv, at sagsøger fortsat er offer for krænkelser, se herved også bilag A-F
at	sagsøgte i nærværende sag må antages at have tilsidesat sine forvaltningsretlige pligter, herunder sine tilsynsfunktioner og allerede af denne grund ifalder sagsøgte et ansvar, som Offentlig Myndighed for de menneskerets krænkelser som er påført sagsøgeren, krænkelser som sagsøgeren fortsat ikke er kompenseret for, og som ikke er anerkendt uden forbehold af Myndighederne,
at	det af sagens bilag 24 fremgår, at den tidligere ToldSkat, ..., erkendte, at sagsbehandlingstiden havde været usædvanlig lang og urimelig, hvorfor man nedskrev sagsøgerens personskatterestance med ca. 522.000 kr., svarende til de morarenter, som var debiteret sagsøgeren med urette - under den bevilgede henstand,
at	sagsøgte således har udvist fejl og forsømmelser som offentlig myndighed, og må derfor gøres erstatningsansvarlig - solidarisk eller alternativt med sagsøgte i sag BS 7C-5000/2006 - for de menneskeretskrænkelser, som sagsbehandlingsmåden, den manglende vejledning samt sagbehandlingstiden generelt har påført sagsøger.

..."

Sagsøgte SKAT Hovedcentret har i et påstandsdokument af 31. august 2007 vedrørende forholdet til sagsøger anført følgende:

"Ministeriets frifindelsespåstand støttes overordnet på,

at	der ikke har fundet en menneskerettighedskrænkelse sted,
at	SKAT Hovedcentret ikke havde pligt til at sikre, at sagsbehandlingstiden i skatteankenævnet ikke trak lang tid ud,
at	der heller ikke i den konkrete sag er noget at kritisere SKAT Hovedcentret for, samt at sagsøgerens krav er forældet efter 1908-loven.

Sagsøgeren har påberåbt sig Menneskerettighedskonventionens artikel 6, 8, 13, 41 og artikel 1 i tillægsprotokol 1, som ministeriet går ud fra er tillægsprotokol af 20. marts 1952.

EMRK, artikel 6 gælder ikke for sager. Videre er et ansvar efter bestemmelsen også udelukket som følge af, at Skatteankenævnet ikke er en domstol, jf. EMRK, artikel 6, stk. 1.

Det fremgår ikke af sagsøgerens processkrifter/påstandsdokument, hvorfor han mener, at hans ret til respekt for privatliv og familieliv skulle være krænket som følge af sagens langvarighed, jf. sagsøgerens henvisning til EMRK, artikel 8. Sagsøgeren har på intet tidspunkt under skriftvekslingen oplyst, hvordan sagsbehandlingen i Skatteankenævnet har været "en meget intensiv stor påvirkning af sagsøger, der har influeret afgørende på hans familie- og privatliv", jf. påstandsdokumentet side 2, første "at". Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgeren så vidt ses ikke har kontaktet forvaltningen skriftligt for at få sat sagsbehandlingen i sagen i gang. Videre bemærkes, at sager, der vedrører lang sagsbehandlingstid efter praksis efter artikel 6, stk. 1, og ikke efter artikel 8.

Artikel 13 i Menneskerettighedskonventionen fastslår, at enhver, hvis rettigheder og frihed efter konventionen er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler herimod for en national domstol, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler i embeds medfør. Det fremgår ikke af det af sagsøgeren anførte, hvorfor han ikke skulle have haft adgang til effektive retsmidler mod krænkelsen. Sagsøger har ikke oplyst hvilke effektive retsmidler mod krænkelsen, han mener ikke at have haft.

Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 41 gælder, at hvis Menneskerettighedsdomstolen finder, at der er sket en krænkelse af konventionen eller de dertil knyttede protokoller, og hvis medlemsstatens interne ret kun tillader delvis skadesindholdelse, så skal domstolen om nødvendigt tilkende den forurettede part passende erstatning. Dansk ret tillader fuld skadesløsholdelse for overtrædelser.

Efter artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 gælder, at enhver fysisk person har ret til respekt for sin ejendom, og at ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper. Det fremgår ikke, hvorfor denne artikel skulle være overtrådt.

Reglerne for den statslige ToldSkats kontrol og indsigt med et skatteankenævn som i nærværende sag er fastsat i den daværende skattestyrelseslovs kapitel 2 (§ 12 - § 20). Efter § 12 skal den centrale ToldSkat føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst m.v. sker på behørig og ensartet måde over hele landet. Efter § 13 skal den centrale ToldSkat udarbejde planer for den almindelige ligning af bl.a. fysiske personer.

Den centrale ToldSkats opgaver og pligter i relation til konkrete afgørelser er fastlagt i § 14. Det gælder efter § 14, stk. 4, at ToldSkat kan foretage en ansættelse, hvor denne ikke tidligere er foretaget, ligesom den kan ændre ansættelse, der foretages af de lokale skattemyndigheder, hvis denne er urigtig. I nærværende sag beror kommunens "brøde" ikke efter det sagsøgeren anførte på den konkrete afgørelses materielle indhold, men derimod på skatteankenævnets sagsbehandlingstid. Heroverfor er der ikke i § 14 i den dagældende skattestyrelseslov tillagt den statslige ToldSkats kompetence.

Allerede derfor har den centrale ToldSkat ikke krænket sagsøgerens menneskerettigheder.

Der er heller ikke ført bevis for, at den centrale ToldSkat i den konkrete sag skulle have begået nogen fejl.

Sagsøgerens krav på godtgørelse er endvidere forældet efter 1908-lovens §1, stk. 1, nr. 5, idet der på tidspunktet for sagsanlægget er forløbet mere end 5 år efter, at den påståede krænkelse har fundet sted. Det opgjorte krav bestrides endvidere."

Sagsøger har i et påstandsdokument af 8. juni 2007 vedrørende forholdet til sagsøgte ... Kommune anført følgende:

"...

at	sagsøgers menneskerettigheder som skatteyder er tilsidesat og krænkede, EMRK, art. 1, 6,8, 13,41 og art. 1 i tillægsprotokol 1, og at sagsøgte, hvorunder skatteforvaltningen hører, jf. bilag 1, må anses for ansvarlig for kritisabel lang sagsbehandlingstid, når der tilmed stilles sekretariatsbistand til rådighed for skatteankenævnet, jf. bilag 5-8.10, 15,
at	sagsøgte har pligt til at uden forbehold at anerkende og reparere disse krænkelser ved at yde ikke økonomisk kompensation, idet sagsøgte bl.a. har ydet sekretariatsbistand til skatteankenævnet og dermed haft indflydelse på sagens fremme i tide,
at	skattevæsenet kun delvist har repareret skaderne ved at eftergive opkrævede morarenter, bilag 15, som alene kan henføres til sagsøgtes - skatteankenævnet og dets sekretariat - meget langsommelige sagsbehandling, og at dette ikke i sig selv er en uforbeholden erkendelse af de skete krænkelser - det er blot erkendt, at morarenter ikke kan opkræves af kreditor, der selv er skyld i forsinkelserne.
at	sagsøgte ikke uden forbehold har anerkendt, at sagsøgers menneskerettigheder efter den pr. 1.7.1992 inkorporerede Menneskerettighedskonvention, jf. tillige EU Menneskerettigheder, er blevet alvorligt krænkede, se bl.a. Christina Moell: Proportionalitetsprincipen i skatterätten, Lund 2003, anmeldt i UfR 2004 B.94 af dr. Jur. Jan Pedersen,
at	sagsøger derfor har krav på at opnå en erstatning for ikke økonomisk skade, herunder dækning af sine udgifter ved retssagens førelse,
at	alene sagens varighed, sammenholdt med Myndighedernes undersøgelser, har været ekstraordinær lang og en meget intensiv og følelig påvirkning af sagsøgers psyke og fysik, der har influeret i ikke ubetydelig grad tillige på hans familie- og privatliv, jf. EMRK artikel 8, sammenholdt med artikel 6, ligesom det influerede på hans erhvervsmuligheder, jf. herved EMRK artikel 1 i tillægsprotokol 1. Det skyldes ikke mindst den ængstelse, frustration og uvished, som sagsøger har været i pga af de uafklarede forhold om skattens endelige størrelse, der har haft betydning for hans planlægning af økonomi m. m.,
at	den ekstrem lange sagsbehandlingstid sammenholdt med Myndighedernes opkrævning af morarenter på grundlag af endnu ikke pålignede skatter, samt sagens totale forløb igennem diverse ToldSkat-regioner i sig selv er et så alvorligt indgreb i sagsøgerens privat- og familieliv, herunder hans ejendomsrettigheder, at der bør betales en passende kompensation.
at	der i sagsforløbet har været ført forhandlinger om en mindelig ordning, senest med den tidligere ToldSkat, ..., hvis forligstilbud på 50.000 kr., imidlertid ikke var acceptabelt under de konkret foreliggende omstændigheder,
at	det fremgår af bilag 21, at Skatteministeriet fandt bl.a., at  Skatteankenævnet havde tilsidesat sin almindelige vejledningspligt i Forvaltningslovens § 7, ved ikke at have informeret sagsøgeren om overspringsreglen i Skattestyrelseslovens (daværende) § 21, stk. 5,
at	Landsskatterettens kendelse forelå den 21. januar 1999, bilag 22. Det fremgår af kendelsens side 11, at sagsøgeren på væsentlige punkter blev givet medhold, hvorfor sagsøgtes skatteforvaltning således også har begået fejl,
at	som det fremgår af skriftvekslingen i sag BS 7C-1464/2005 mod ToldSkat  har det ikke være muligt at indgå forlig om det af sagsøgeren rejste krav for yderligere erstatning på baggrund af, at han mener sine menneskerettigheder er blevet krænket og derfor har krav på at få udbetalt en tort erstatning efter principperne som udmåles af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg,
at	det fremhæves, at uagtet skattesager ikke er omfattet af EMRK, kan måden og sagsbehandlingstiden i en skattesag undergives realitetsprøvelse.
at	det gælder så meget desto mere, når myndighederne tillige har undladt adækvat vejledning om overspringsregler til Landsskattereglen.
at	der er en meget nøje sammenhæng mellem (sagsøgtes) borgerrepræsentationens indflydelse på valg af medlemmer til Skatteankenævnet, vederlæggelsen af Skatteankenævnet samt antagelse af bistand til Skatteankenævnets sekretariat via Købehavns Kommunes Skatteforvaltning. Smøl i sagen skyldes i alt væsentlighed skatteankenævnets sekretariats forsømmelse af i tide at udarbejde en begrundet sagsfremstilling.
at	skattemyndighederne, jf. bilag 24, har erkendt, at sagsbehandlingstiden har været usædvanlig lang, og tillige har krediteret og nedskrevet sagsøgerens personskatterestance med 521.499 kr., svarende til de beregnede renter under henstanden, ligger heri en erkendelse tillige fra sagsøgte, ... Kommune, om fejl for forsømmelser ved sagsbehandlingen, som har været usædvanlig passiv igennem flere år.
at	sagsøgte, ... Kommune, og ej heller Skatteankenævnet, uden forbehold har erkendt, at dette i sig selv bevirker en overtrædelse af sagsøgers menneskerettigheder, som nærmere konkretiseret i stævningen. Sagsøgte må således pga af sin indflydelse på valg af medlemmer til det konkrete skatteankenævn, aflønning og sekretariatsbistand medhæfte for fejl og forsømmelser, allerede fordi de konkrete skatteankenævnsmedlemmer ikke har en forsikring - ditto gælder Nævnet, der er finansieret af sagsøgte.
at	sagsøger derfor har krav på, at det bliver fastslået af domstolene uden forbehold, og i så fald tillige krav på en ikke-økonomisk erstatning af den karakter, der fremgår af stævningen.

..."

Sagsøgte ... Kommune har i et påstandsdokument af 30. august 2007 vedrørende forholdet til sagsøger anført følgende:

"01. ... Kommunes hæftelse for skatteankenævnets sagsbehandling

Sagsøger har gjort gældende, at ... Kommune hæfter for nævnets sagsbehandling som følge af,

at	kommunen stillede sekretariatsbistand til rådighed for nævnet og derved havde indflydelse på sagsbehandlingen,
at	kommunen havde indflydelse på valget af skatteankenævnets medlemmer,
at	kommunen står for vederlæggelsen af nævnets medlemmer, og
at	hverken nævnet eller dets medlemmer "har en forsikring"

... Kommune bestrider, at disse anbringender kan føre til, at kommunen hæfter for nævnets sagsbehandling.

Selve dette at kommunen stillede sekretariatsbistand til rådighed for nævnet, kan ikke føre til ansvar for kommunen, medmindre kommunen har handlet culpøst ved udpegningen af sekretariatets personale, eller hvis kommunen har haft og forsømt en tilsynspligt eller instruktionsbeføjelse over for sekretariatet i dets arbejde for nævnet.

Det bestrides at kommunen har handlet culpøst ved udpegningen af sekretariatets medlemmer, hvilket ej heller er søgt påvist af sagsøger.

Ligeledes bestrides det, at kommunen har haft og forsømt en tilsynspligt eller instruktionsbeføjelse over for sekretariatet i dets arbejde for nævnet. Sagsøger har ikke påvist eksistensen af nogen tilsynspligt eller instruktionsbeføjelse, jf. herved tværtimod kravene til sekretariatsmedlemmernes habilitet i skattestyrelseslovens § 11 og i § 4 i bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996 af forretningsorden for skatteankenævn.

Endvidere har sagsøger ikke påvist, at kommunens skattemyndigheder eller andre kommunale organer - hvortil skatteankenævnene ikke hørte - på nogen måde har handlet forsømmeligt.

At kommunen afholder vederlaget til nævnsmedlemmerne indebærer ikke, at kommunen kan opfattes som sagvolder og som erstatningsansvarlig for eventuelle fejl begået af nævnet eller dets medlemmer, hvilket hverken loven eller bekendtgørelsen om forretningsordenen for ankenævnene indeholdt hjemmel til.

Hertil kommer at de strukturelle ændringer af skattemyndighedernes forhold, der blev gennemført ved skatteforvaltningsloven, lov nr. 427 af 6. juni 2005, jf. lovbekendtgørelse nr. 907 af 28. august 2006 med senere ændringer, bl.a. medførte, at såfremt ... Kommune havde hæftet for skatteankenævnets fejl, f.eks. i kraft af varetagelsen af sekretariatsopgaver for nævnet, da ville denne forpligtelse som følge af skatteforvaltningslovens overgangsbestemmelser være overgået til staten, jf. navnlig lovens § 66 i kapitel 21 om delingsbestemmelser. Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til lovens § 66 (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, Till. A, s. 4282-83), at bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der på tidspunktet for overførslen af skatteopgaven tilkommer henholdsvis påhviler den kommune, hvorfra skatteopgaven overføres. Det hedder bl.a. i bemærkningerne, at "dette gælder uanset karakter, retsgrundlag og stiftelsestidspunkt for de omhandlede ...rettigheder og pligter". Dette princip har tillige støtte i overgangsprincipperne i forbindelse med kommunalreformen.

Sagsøgers anbringender kan således ikke føre til, at ... Kommune skulle hæfte for fejl ved Skatteankenævnets sagsbehandling.

02. Kommunens hæftelse for afførelser. der er truffet af skatteforvaltningen.

Sagsøger har muligvis gjort gældende, at ... Kommune hæfter for det hævdede tab som følge af lang sagsbehandlingstid i skatteforvaltningen.

Over for dette anbringende, hvis det er rigtigt forstået, bestrider kommunen, at sagsøger har påvist, at sagsbehandlingen i skatteforvaltningen har været ansvarspådragende langsom.

Sagsøger gør videre gældende, at ... Kommune hæfter med den begrundelse, at skatteforvaltningen har begået fejl. Sagsøger baserer dette på det, der er anført på side 11 i Landsskatterettens kendelse (bilag 23).

... Kommune forstår dette således, at sagsøger gør gældende, at den omstændighed, at skatteforvaltningen for skatteårene 1987-1989 inkl. har foretaget skatteansættelser, der senere i et vist omfang er ændret af Landsskatteretten, er ansvarspådragende.

Rigtigheden af dette standpunkt bestrides. Det har intet for sig. Ansættelserne er hverken isoleret set eller i sammenhæng med sagsbehandlingen ved Skatteankenævnet, ansvarspådragende for ... Kommune. Sagsøger har ikke anført noget synspunkt til støtte for sit anbringende eller nogen dokumentation for, at der skulle foreligge et ansvarsforhold.

03. Forældelse

Såfremt det måtte blive antaget, at ... Kommune har handlet ansvarspådragende, eller at kommunen på andet grundlag måtte hæfte for sagsbehandlingen i det daværende skatteankenævn, gøres det gældende, at et eventuelt erstatningsansvar eller godtgørelsesansvar er forældet i medfør af 5-årefristen i 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5, der omfatter både erstatningskrav og godtgørelseskrav af enhver art.

... Kommune henholder sig i øvrigt til det, der er anført herom i Kammeradvokatens skrifter i sagen.

04. EMRK

Af de grunde som er anført af Kammeradvokaten i de nævnte skrifter, bestrider også ... Kommune, at sagsøger kan støtte sine krav på de påberåbte bestemmelser i EMRK og Tillægsprotokollen fra 1952.

05. Ex tuto bestrides det, at sagsøger har oplyst noget grundlag for at antage, at ... Kommune, eller nogen som kommunen måtte hæfte for, har gjort sig skyldig i forhold, der materielt kan danne grundlag for de krav, som sagsøger har rejst i sagen.

SKAT's provokationer

... Kommune tilslutter sig de provokationer, der er afgivet i Kammeradvokatens skrifter. Sagsøger har ikke i god tid inden udløbet af fristerne for indlevering af parternes påstandsdokumenter besvaret disse provokationer. Den undladte besvarelse begæres tillagt processuel skadevirkning for sagsøger.

Sagsøgers bevisførelse og ... Kommunes provokationer

Sagsøger har ikke opfyldt ... Kommunes provokationer i replikken til at give de deri begærede oplysninger om bevisførelsen. Undladelsen heraf begæres tillagt processuel skadevirkning, eller i det mindste, at der gives ... Kommune passende tid og mulighed for at varetage sine interesser i forhold til den bevisførelse, som sagsøger måtte få tilladelse til at gennemføre."

Sagsøgte SKAT Hovedcentret har i et påstandsdokument af 31. august 2007 vedrørende friholdelsespåstanden over for sagsøgte ... Kommune anført følgende:

"Det følger af skatteforvaltningslovens § 66, stk. 1, at Skatteministeriet med virkning fra 1. november 2005 indtræder i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af skatteopgaven. Skatteministeriet vil på dette grundlag indtræde i aftaler om leje af lokaler, kontrakter om leje af løsøre eller kontrakter om tjenesteydelser, jf. FT 2004-05, 2. samling, Tillæg A, side 4282, højre spalte. Et spørgsmål om erstatning som det i nærværende sag omhandlede er ikke knyttet til den aktuelle kommunale varetagelse af skatteopgaven, og er ikke omfattet af successionsbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 66, stk. 1.

Skatteministeriet har heller ikke ved en aftale indgået i henhold til skatteforvaltningslovens § 70 påtaget sig hæftelse for kommunens hævdede ansvar i nærværende sag. Allerede derfor kan kommunen ikke under nærværende retssag påberåbe sig skatteforvaltningslovens § 66. Det fremgår også af lovmotiverne i FT 2004-05, Tillæg A, side 4285, at overførslen af bl.a. pligter "skal ske efter aftale mellem de kendte kommuner og Skatteministeriet."

Sagsøgte ... Kommune har i et påstandsdokument af 30. august 2007 anført følgende til støtte for frifindelsespåstanden over for friholdelsespåstanden:

"Idet aktualiteten af et eventuelt friholdelseskrav forudsætter, at retten hverken følger SKAT's indsigelser baseret på forældelsesloven eller vedrørende sagsøgers mulighed for at gennemføre sit krav på grundlag af de påberåbte bestemmelser i EMRK mv., gør ... Kommune med henvisning til det, der er anført oven for under 1.01, til støtte for sin frifindelsespåstand gældende,

at	kommunen ikke hæfter for fejl begået af skatteankenævnet, og
at	det følger af skatteforvaltningslovens delingsbestemmelser i kap. 21 og bemærkningerne dertil, at hvis ... Kommune på grundlag af den tidligere skattestruktur antages at have hæftet for skatteankenævnets forpligtelser, herunder nævnets eventuelle erstatningsansvar, da er disse forpligtelser overført til staten, hvilket tillige har støtte i overgangsprincipperne i forbindelse med kommunalreformen.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Med Landsskatterettens afgørelse af 1. december 1999 blev der truffet endelig afgørelse om fastsættelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst for årene 1987, 1988 og 1989. På dette tidspunkt var sagsøger bekendt med den lange sagsbehandlingstid ved Skatteankenævnet og sagsøgte SKAT's stillingtagen hertil. Den 5-årige forældelsesfrist efter forældelsesloven af 1908 for krav affødt af sagsbehandlingstiden ved Skatteankenævnet begyndte derfor senest at løbe fra den 1. december 1999. Da den 5-årige forældelsesfrist ikke er urimelig kort, da den har givet sagsøger reel mulighed for at gøre sit krav gældende, og da nærværende sager først er anlagt henholdsvis den 3. marts 2005 og den 10. august 2006, findes de af sagsøger rejste krav at være bortfaldet som følge af forældelse. Allerede derfor tages de sagsøgtes frifindelsespåstande til følge som nedenfor bestemt.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt hver af de sagsøgte 31.250 kr. incl. moms som passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand. Retten har ved fastsættelsen af beløbene taget udgangspunkt i de gældende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.

Efter sagernes udfald ophæves omkostninger i forholdet mellem de sagsøgte.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

De sagsøgte, SKAT Hovedcentret og ... Kommune, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøger, A, til sagsøgte SKAT Hovedcentret 31.250 kr. i sagsomkostninger og til sagsøgte ... Kommune 31.250 kr. i sagsomkostninger.

I forholdet mellem de sagsøgte ophæves sagens omkostninger.