Hvis du betaler din arbejdsgiver for at få stillet en pc med tilbehør til rådighed, kan du få et fradrag for udgiften op til 3.500 kroner. Du kan ikke få fradrag, hvis du har betalt din arbejdsgiver ved en nedgang i din bruttoløn. Det vil sige en nedgang i lønnen, før der er trukket skat.

SKAT har som udgangspunkt fået oplysningerne fra din arbejdsgiver og har fortrykt fradraget i rubrikken. Tjek det eventuelt ved at klikke ind på det fortrykte beløb.

Det er en betingelse for fradraget, at din arbejdsgiver betaler mindst 25 procent af udgiften ved at stille computeren til rådighed. I beregningen af de 25 procent medregnes arbejdsgiverens udgift til køb eller leje af hard- og software og engangsudgiften til etablering af en højhastigheds- eller bredbåndsadgang hos dig.

Hvis din arbejdsgiver betaler for din deltagelse i et pc-kursus, kan beløbet også indgå i de 25 procent.