Er du børnedagplejer, kan du vælge imellem at få fradrag for dokumenterede udgifter, eller at få et standardfradrag.

Anvender du standardfradraget, skal du skrive det i rubrik 54.

Vælger du i stedet at tage fradrag for dokumenterede udgifter, skal du skrive udgifterne i rubrik 58. Læs mere om denne form for fradrag under rubrik 58.

Du kan kun benytte dig af standardfradrag, hvis der er under fem børn i dagplejen.

Hvis to dagplejere varetager børnedagplejen i den ene dagplejers hjem (op til ti børn), kan hver af dagplejerne få standardfradrag, når der er tale om to selvstændige plejeforhold.

Fradraget gives også under sygdomsperioder. Har du i 2011 været syg i en periode på mere end tre sammenhængende måneder, kan der dog kun foretages fradrag for de første 90 sygedage. I det tilfælde skal du selv oplyse det rigtige beløb i rubrikken.

Du kan ikke få fradrag i den periode, hvor du får løn under orlov til for eksempel efteruddannelse, barsel eller pleje.

SKAT har beregnet standardfradraget af det beløb, du får for at passe børn, fratrukket AM-bidrag og bidrag til ATP. Hvis du har en pensionsordning via dit ansættelsesforhold, og din arbejdsgiver fratrækker indbetalingerne inden skatteberegningen, skal disse indbetalinger heller ikke indgå i beregningsgrundlaget for fradrag.