Normalt kan du først trække renter af et statsgaranteret studielån fra, når uddannelsen er afsluttet eller afbrudt, og der er indgået en tilbagebetalingsaftale med pengeinstituttet eller Statens Administration.
For renter af et statsgaranteret studielån i et pengeinstitut eller Statens Administration kan det dog være aftalt, at renterne forfalder løbende også i studietiden. I de tilfælde kan du trække renterne fra, når de tilskrives lånet og betales.
Når du begynder at betale tilbage på det statsgaranterede studielån, kan de renter, der er tilskrevet i studietiden, trækkes fra, efterhånden som du betaler dem tilbage. Normalt vil der være truffet aftale med pengeinstituttet om, hvordan den årlige betaling skal fordele sig på renter og afdrag. I de enkelte år kan du fratrække den del af den årlige betaling på lånet, der efter aftalen med pengeinstituttet skal dække renter, der er tilskrevet i studietiden.
Du kan trække de renter fra, der tilskrives i betalingsperioden, i de år, hvor de tilskrives, når du har overholdt tilbagebetalingsaftalen.