Parter
A
(Advokat Michael Juul Sørensen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Per Lunde Nielsen)
Afsagt af byretsdommer
Anne Ersbøll
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagsøgerens påstand er principalt, at As skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 nedsættes med kr. 292.093. Subsidiært er der nedlagt påstand om hjemvisning til skattemyndighederne til realitetsbehandling.
Sagsøgtes påstand er principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Påstanden om afvisning drejer sig om, hvorvidt det spørgsmål sagsøger ønsker prøvet allerede er afgjort ved Østre Landsrets upåankede dom af 16. december 2005, således at der allerede foreligger en endelig retskraftig afgørelse af spørgsmålet.
Oplysningerne i sagen
Sagen er anlagt den 31. maj 2007.
Spørgsmålet om sagens skal afvises er udskudt til særskilt behandling og påkendelse, jf. retsplejelovens § 253 og § 351, stk. 4. Spørgsmålet er behandlet på skriftligt grundlag.
Sagsøger har påstået realitetsbehandling af sagen. Sagsøgte har fastholdt afvisningspåstanden.
Østre Landsrets dom af 16. december 2005 drejede sig om, hvorvidt skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for 1997 og 1998 var berettiget.
Sagsøger drev i perioden fra 1. september 1997 til 1.december 1999 et pizzeria. Landsskatteretten traf den 19. december 2003 afgørelser, hvorefter Landsskatteretten for indkomstårene 1997 og 1998 var enig med skattemyndighederne i, at sagsøgers regnskabsmateriale ikke var egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsmæssig bogføring anførte krav ikke var opfyldt. Det var derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder havde ansat indkomsten skønsmæssigt. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at ændre det af myndighederne udøvede skøn, der tog udgangspunkt i beregnet privatforbrug.
I landsretssagen havde sagsøger nedlagt påstand om, at sagsøgte skulle anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for 1997 skulle nedsættes med 222.693 kr. og hans skatteansættelse for 1998 med 292.093 kr. Sagsøgte påstod frifindelse, subsidiært, at ansættelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst for 1997 og 1998 blev hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Ved Østre Landsrets dom af 16. december 2005 blev bestemt, at ansættelsen af As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997 og 1998 hjemvistes til fornyet behandling ved skattemyndighederne og at sagsøger A skulle betale sagsomkostninger til sagsøgte Skatteministeriet. I landsrettens begrundelse og resultat er anført:
"Af de grunde, som landsskatteretten har anført, er As regnskabsmateriale for 1997 og 1998 ikke egnet som fyldestgørende grundlag for skatteansættelse.
...
Vedrørende kursgevinsten medtaget i As regnskab for 1998 med 289.871 kr. bemærkes, at der ikke er fremlagt dokumentation for restgælden på indfrielsestidspunktet eller for størrelsen af det beløb, gældsbrevet blev indfriet med. Det bemærkes herved, at der ikke foreligger dokumentation for størrelsen af de beløb, lånene optaget hos F1 ApS blev udbetalt med. På denne baggrund findes der uanset de afgivne forklaringer ikke grundlag for at tillægge den anførte kursgevinst betydning ved opgørelsen af As privatforbrug for 1998.
Sammenfattende findes der herefter ikke grundlag for at tilsidesætte ligningsmyndighedernes vurdering af As regnskaber, hvorefter disse ikke levner plads for et antageligt privatforbrug og derfor ikke kan danne grundlag for skatteansættelsen.
...
Vedrørende indkomståret 1998 finder landsretten, at den af skattemyndighederne beregnede forhøjelse af eget vareforbrug på 34.355 kr., der rettelig udgør 34.035 kr., i lighed med beregningen for 1997 burde være indgået i beregningen af As privatforbrug, og at vareforbruget ved beregningen burde være tillagt moms. Med denne begrundelse hjemvises sagen tillige vedrørende indkomståret 1998 til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Da skattemyndighederne i det væsentlige har fået medhold i de nedlagte påstande, skal A til Skatteministeriet betale 26.325 kr. i sagsomkostninger til delvis dækning af udgifterne til advokat og til materialesamling.
..."
Landsskatteretten afsagde kendelse af 7. marts 2007
"...
Sagen drejer sig om den skønsmæssige ansættelse af klagerens indkomst efter hjemvisning fra Østre Landsret.
Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 1998
Personlig indkomst
Skattecenteret har nedsat klagerens indkomst med 42.844 kr.
Klageren har påstået indkomsten nedsat med 292.093 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
...
Skattecentrets afgørelse
Klagerens skattepligtige indkomst er nedsat med 42.844 kr. i overensstemmelse med Østre Landsrets dom af 16. december 2005.
Skattecentret har korrigeret det opgjorte vareforbrug og tillagt moms, hvorefter vareforbruget er medregnet i klagerens privatforbrug. Herved fremkommer ovenfor nævnte nedsættelse.
Skattecentret kan ikke behandle skatteansættelsen i sin helhed, da Østre Landsret, bortset fra to nærmere specificerede punkter, har taget endelig stilling til skatteansættelsen. Skattecentret kan på grund af dommens retskraft derfor ikke genoptage den resterende del af skatteansættelsen.
Klagerens påstand og argumenter
Klageren har påstået forhøjelsen nedsat til 0 kr.. Der er til støtte herfor henvist til, at Østre Landsret har henvist skatteansættelsen i sin helhed til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Klageren har i forbindelse med myndighedernes fornyede behandling af skatteansættelsen fremlagt den dokumentation, som Østre Landsret efterspurgte for, at kursgevinsten kunne tillægges betydning ved beregningen af klagerens privatforbrug.
Denne dokumentation blev ikke fremlagt under sagens behandling for Østre Landsret, og det fremgår af Østre Landsrets begrundelse, at kursgevinsten netop ikke er anerkendt på grund af den manglende dokumentation. Da denne med klagen er fremlagt, skal klagerens skattepligtige indkomst nedsættes.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Når et spørgsmål har været behandlet af domstolene og der er taget stilling til spørgsmålet ved en endelig dom, har dommen negativ retskraft. Dette betyder, at nyt søgsmål om det samme spørgsmål ikke kan indbringes for domstolene, og at dommens resultat skal lægges uprøvet til grund i øvrigt.
Østre Landsret har ved sin afgørelse af 16. december 2005 fastslået, at det var med rette, at skattemyndighederne skønsmæssigt fastsatte klagerens indkomst.
Landsretten har imidlertid påpeget en fejl ved beregningen af klagerens privatforbrug, der ligger til grund for den foretagne forhøjelse. Landsretten anviser konkret i dommen, hvorledes denne fejl skal rettes, og hjemviser derfor ansættelsen til fornyet behandling ved skattemyndighederne, således at fejlen kan rettes.
Denne hjemvisning medfører imidlertid ikke, at skattemyndighederne kan tage stilling til andre spørgsmål, der allerede er afgjort af landsretten i dommen.
Da skattecentret således har ændret klagerens ansættelse i overensstemmelse med landsrettens anvisninger stadfæstes afgørelsen.
..."
Parternes synspunkter om formalitetsspørgsmålet
Sagsøger A har bl.a. gjort gældende, at Østre Landsrets afgørelse om hjemvisning til fornyet behandling betyder, at hele sagen er hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne. Det er samtidig sagsøgerens opfattelse, at idet det af dommen fremgår, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997 og 1998 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne, betyder dette, at hele sagen er hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne, og skattemyndighederne derfor på ny skal behandle sagen. Det er i den forbindelse gjort gældende, at sagsøger på grund af afgørelsen om hjemvisning har mulighed for at fremlægge nye oplysninger i sagen. Sagsøger har således fremlagt en række nye bilag i sagen, der ikke tidligere har været fremlagt, hvilket betyder, at skattemyndighederne skal tage stilling til sagen i dens helhed i lyset af de nye fremlagte oplysninger.
Der er videre henvist til skrivelsen af 1. september 2005 fra skatteminister Kristian Jensen til Folketingets Skatteudvalg, hvorefter det er
"fast praksis, at domstolene ikke sætter deres eget skøn i stedet for skattemyndighedernes. Selve skønsudøvelsen er en administrativ opgave, der hører under skattemyndighederne. Domstolene prøver skønnet, men udøver det ikke selv".
og videre
"Når domstolene hjemviser en sag til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne vil de ofte i præmisserne angive retningslinierne for skattemyndighedernes fornyede skøn. Retningslinierne i præmisserne kan i større eller mindre grad begrænse ligningsmyndighedernes mulighed for at udøve et friere skøn."
Af landsrettens begrundelse fremgår, for så vidt angår indkomståret 1998, at det
"vedrørende kursgevinsten medtaget i As regnskab for 1998 med 289.871 kr. bemærkes, at der ikke er fremlagt dokumentation for restgælden på indfrielsestidspunktet eller for størrelsen af det beløb gældsbrevet blev indfriet med. Det bemærkes herved, at der ikke foreligger dokumentation for størrelsen af de beløb lånene optaget hos F1 ApS blev udbetalt med. På denne baggrund findes der, uanset de afgivne forklaringer, ikke grundlag for at tillægge den anførte kursgevinst betydning ved opgørelsen af As privatforbrug for 1998."
Med stævningen er fremlagt den yderligere dokumentation, som landsretten efterlyste for, at kursgevinsten kunne tillægges betydning.
Skatteministeriet har bl.a. gjort gældende, at en dom, som ikke eller ikke længere kan ændres ved appel (eller genoptagelse) uden særlig tilladelse, har formel retskraft. Afgørelsen er dermed bindende for denne sag, og sagen er - i almindelighed - endeligt afsluttet. På samme tidspunkt opnår dommen materiel retskraft, og dommen er dermed bindende for andre sager mellem de pågældende parter. Søgsmål, der er identiske med den allerede afgjorte sag, skal derfor afvises (negativ retskraft), ligesom dommen efter omstændighederne skal lægges uprøvet til grund i andre sager, for hvilken den har præjudiciel virkning (positiv retskraft). Navnlig af hensyn til den anden part, er tidsmæssige grænser for parternes frie adgang til anke og genoptagelse nødvendige. Parterne må efter et vist tidsforløb kunne stole på, at dommen er endelig og indrette sig i tillid hertil. Den materielle retskraft er begrundet i samme synspunkter, og på tilsvarende vis må parterne nægtes adgang til under en senere sag at få prøvet de afgjorte spørgsmål på ny. Fremlæggelse af nyt processtof kan normalt ikke begrunde, at en sag tages op til fornyet behandling og afgørelse.
Sagsøgeren A anfægter ved nærværende søgsmål udelukkende skatteansættelsen for indkomståret 1998 og ikke tillige skatteansættelsen for indkomståret 1997. As principale og subsidiære påstande svarer i det hele til de påstande, der for så vidt angår indkomståret 1998 var nedlagt i den Østre Landsret ved dommen af 16. december 2005 afgjorte sag. Det fremgår klart af landsrettens dom, s. 27, 2. afsnit, at landsretten for så vidt angår den påståede kursgevinst i indkomståret 1998 på 289.871 kr. har foretaget en bedømmelse af de foreliggende beviser og forklaringer og at bevisbedømmelsen har resulteret i, at der ikke er grundlag for at tillægge kursgevinsten betydning ved opgørelsen af As privatforbrug for 1998. I det følgende afsnit sammenfatter landsretten, at der ikke findes grundlag for at tilsidesætte ligningsmyndighedernes vurdering af sagsøgers regnskaber, hvorefter disse ikke levner plads til et antageligt privatforbrug og derfor ikke kan danne grundlag for skatteansættelsen.
Først herefter påpeger Østre Landsret i de 2 følgende afsnit forhøjelsen i indkomståret 1998 af eget vareforbrug, der ligesom det foregående år burde være indgået i beregningen af privatforbruget for dette indkomstår, og at vareforbruget ved beregningen af privatforbruget i 1997 og 1998 burde være tillagt moms. Med denne begrundelse hjemvises sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne. Uanset om Østre Landsrets domskonklusion isoleret set måtte kunne efterlade det indtryk, at skatteansættelserne for indkomstårene 1997 og 1998 i deres helhed er blevet hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne, er det dog, når dommens konklusion læses i sammenhæng med dommens præmisser, klart, at skatteansættelserne for indkomstårene 1997 og 1998 ikke er blevet hjemvist i deres helhed, men at hjemvisningen derimod udelukkende er sket med henblik på, at skattemyndighederne skal korrigere privatforbrugsberegningerne for de fejl vedrørende eget vareforbrug, som landsretten har påpeget. Landsretten har endvidere angivet, hvordan fejlene skal rettes. SKAT har korrigeret i nøje overensstemmelse hermed.
Østre Landsrets dom indeholder dermed en bindende afgørelse om, hvorvidt der i indkomståret 1998 foreligger en kursgevinst, ligesom dommen bindende har gjort op med retsfølgerne heraf for privatforbrugsberegningen og dermed skatteansættelsen for indkomståret 1998. Dette understreges af, at landsretten udtrykkeligt i præmisserne anfører, at der ikke er grundlag for at tillægge den anførte kursgevinst betydning ved opgørelsen af privatforbruget.
Eftersom sagsøgeren med det nye søgsmål ønsker en - fornyet - stillingtagen til et af de spørgsmål, som allerede er afgjort ved Østre Landsrets doms, skal søgsmålet afvises.
Det i stævningen anførte efterlader det indtryk, at dokumenterne fremlagt som bilag 4 - 11 ikke tidligere skulle være fremlagt. Det er imidlertid ikke korrekt. Pantebrevene var fremlagt i landsretssagen og posteringsjournalen forelå endvidere under den oprindelige administrative behandling. RF afgav forklaring i landsretten, en forklaring, som svarer til indholdet af den nu fremlagte erklæring i bilag 8. Uanset om der måtte foreligge nye beviser, kan sådanne imidlertid ikke begrunde en fornyet prøvelse af det spørgsmål, som domstolene allerede ved en upåanket dom har taget stilling til. Dette er særlig klart i denne sag, idet det i det omfang dokumenterne ikke tidligere har været fremlagt, beror det på sagsøgerens egne forhold.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det fremgår klart af præmisserne i landsrettens dom af 16. december 2005, at landsretten har taget stilling til, hvorvidt en kursgevinst på 289.871 kr. kunne medtages i sagsøgers regnskab for 1998, og at landsretten efter den bevisførelse, der skete under landsretssagen, nåede frem til, at der ikke var grundlag for at tillægge kursgevinsten betydning ved opgørelsen af sagsøgers privatforbrug for 1998.
Det spørgsmål, som sagsøger nu ønsker behandlet i denne sag, er således allerede afgjort ved Østre Landsrets upåankede dom af 16. december 2005. Der foreligger allerede en endelig og retskraftig afgørelse om spørgsmålet. Derfor afvises denne sag.
Efter resultatet skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte, der ikke er momsregistreret. Sagsomkostninger fastsættes til 25.000 kr. som et passende beløb til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand.
T h i k e n d e s f o r r e t
Den af sagsøger A mod sagsøgte Skatteministeriet anlagte sag afvises.
Sagsøger betaler inden 14 dage 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.