Parter
A
(Advokat Søren Theill Jensen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Karina Kim Elgaard
Afsagt af byretsdommer
Helle Jardorf
Parternes påstande
Under denne sag har sagsøger, A, nedlagt følgende påstand over for sagsøgte, Skatteministeriet:
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger har fradragsret i sin skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 for udgifter til udskiftning af hårde hvidevarer i to udlejede enfamilieshuse.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens baggrund
Ved afgørelse af 28. oktober 2005 stadfæstede Skatteankenævnet i skatteforvaltningens afgørelse af 12. januar samme år, hvorefter skattemyndigheden ikke kunne godkende fradrag i skatteansættelsen for 2003 for udgifter til indkøb af hårde hvidevarer til brug ved udlejningsvirksomhed.
Sagsøger indbragte herefter sagen for Landsskatteretten, der ved kendelse af 20. oktober 2006 stadfæstede skatteankenævnets afgørelse. Følgende fremgår af afgørelsen:
"...
Klageren ejer ejendommene .... Begge ejendomme er vurderet som beboelsesejendomme med en lejlighed. Klager har oplyst, at ejendommene har været lejet ud i ca. 10 år, og at der ikke tidligere er blevet udskiftet hårde hvidevarer. Klageren har udskiftet vaskemaskine og komfur i ejendommene.
Skatteankenævnets afgørelse.
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til udskiftning af hårde hvidevarer.
Udgifterne til udskiftning af hårde hvidevarer er ikke blevet anset som fradragsberettigede vedligeholdelsesudgifter efter statsskattelovens § 6, litra e. Udgifterne vedrører derimod udskiftning af særlige installationer, der udgør en del af ejendommen.
Der kan ikke afskrives på særlige installationer i en- eller tofamilieshuse efter afskrivningslovens § 15, stk. 4.
Klagerens påstand og argumenter
Der er fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne til udskiftning af hårde hvidevarer.
Klageren har anført, at udgifterne ikke kan anses som et ikke fradragsberettiget privatforbrug, da klageren ikke har beboet ejendommen i 10-12 år og heller ikke har til hensigt at tage bopæl i ejendommen.
Endvidere har klageren anført, at hårde hvidevarer ikke er omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 4, hvoraf fremgår, at der ikke kan afskrives på installationer i beboelsesejendomme med en eller to selvstændige lejligheder.
Afskrivningslovens § 15, stk. 4 gælder kun for særlige installationer. Ved særlige installationer forstås: centralanlæg, elevatorer, udluftnings-og varmtvandsanlæg. Fælles for de nævnte anlæg er, at de skal være "bolt og nagelfast" for at være særlige installationer og dermed en del af ejendommen. Nyere elektriske komfurer og vaskemaskiner er hverken nagel-eller boltfast.
Statsskattelovens § 6 tilsiger et nettoindtægtsprincip, således at man som hovedregel ikke med rimelighed kan opgøre og beskatte en indtægt uden at acceptere de udgifter, der er afholdt for at opnå den pågældende indtægt. Umiddelbart må man forstå det således, at de omkostninger, der udelukkende tjener driften og direkte indtjening herfra, er driftsomkostninger og dermed fradragsberettigede.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Efter statsskattelovens § 6, litra a bliver at fradrage ved beregningen af den skattepligtige indkomst driftsomkostninger dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve sikre og vedligeholde indkomsten. Endvidere fradrages efter statsskattelovens § 6, litra e hvad der er anvendt til vedligeholdelse af den skattepligtiges ejendele, hvis udbytte beregnes som indkomst.
Udgiften til udskiftning af hårde hvidevarer er ikke et formueforbrug, der har indtægtsvirkning alene i det pågældende indkomstår, men en omplacering af formuen i aktiver, der er undergivet en kontinuerlig værdiforringelse over flere indkomstår som følge af slid. Udgiften til udskiftning af hårde hvidevarer er således ikke en driftsomkostning i statsskattelovens forstand. Endvidere følger det af Vestre Landsrets dom af 1. april 1993 (TfS 1993,195 V), at udskiftning af hårde hvidevarer i en erhvervsmæssig udlejet en-eller tofamilies ejendom ikke anses som vedligeholdelse i statsskattelovens forstand. Vaskemaskiner og komfurer i beboelsesejendomme anses som sædvanligt tilbehør ved vurderingen af fast ejendom og skal i relation til afskrivningslovens behandles som installationer. Idet ejendommene er to enfamilieshuse er installationerne heri omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 4 og derfor undtaget afskrivning efter afskrivningsloven.
..."
Sagen er herefter indbragt for retten.
Sagsøger har opgjort udgiften til 9.990 kr.
Forklaringer
Der har ikke været afgivet forklaringer under sagen.
Parternes synspunkter
Sagsøger har navnlig gjort gældende, at udgifterne er at anse som et ikke fradragsberettiget privatforbrug, da de pågældende ejendomme har været udlejet i en periode på godt 15 år. Der er derfor tale om erhvervsmæssig virksomhed med sædvanlige vedligeholdelsesudgifter, hvor der blot er sket udskiftning af udtjente hårde hvidevarer. Udskiftningen har hverken karakter af forbedringer eller nyanlæg. Der henvises til LSRM 1960.134, LSRM 1960.159 og til nettoindkomstprincipppet i Statsskattelovens § 6.
Det er endvidere gjort gældende, at maskiner og lignende driftsmidler til påmontering ved stikkontakt normalt ikke i lovgivningen opfattes som en del af bygningsmassen og derfor ikke er en installation i en bygning. Dette er statueret i praksis for så vidt angår tyverialarmer, pumpe-og fryseanlæg og må så meget desto mere gælde for komfurer og vaskemaskiner. Forholdet er derfor ikke omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 4.
Sagsøger her endelig henvist til, at udgifter til fornyelse af tekniske installationer anerkendes som en driftsomkostning efter lov om midlertidig regulering af boligforholdene § 8, jf. § 18, hvilket understøtter synspunktet om, at der er fradragsret for udgiften i skatteretlig henseende, og at lejer efter lejelovens § 29 har ret til at indsætte og udtage hårde hvidevarer, hvilket understøtter, at effekterne ikke har karakter af faste installationer.
Sagsøgte har i et processkrift gjort følgende gældende, der er gentaget og uddybet under proceduren:
|
at |
sagsøgerens udgifter til anskaffelse af gaskomfur og vaskemaskine ikke kan fradrages som driftsomkostninger, allerede fordi disse udgifter ikke er omfattet af omkostningsbegrebet i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men derimod har karakter af anlægsudgifter, |
| |
|
at |
der er tale om anlægsudgifter til installationer i en beboelsesejendom med en lejlighed, og at det i afskrivningslovens § 15, stk. 4, 1. pkt udtrykkelig er bestemt, at der ikke kan afskrives på sådanne installationer, og |
| |
|
at |
udskiftning, dvs. anskaffelse og ikke reparation, af hårde hvidevarer ikke kan fradrages som vedligeholdelsesudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, jf. TfS 1989, 373 LSR, TfS 1993, 195 V og SKM2007.342.VLR. |
Det er uholdbart, når sagsøgeren gør gældende, at gaskomfuret og vaskemaskinen ikke har karakter af installationer, men derimod inventar. For denne sondring er den vurderingsmæssige behandling afgørende, og om gaskomfur og vaskemaskine gælder det, at de henhører under " sædvanligt tilbehør", jf. vurderingslovens § 9, jf. Vurderingsvejledningen 2007-3, pkt. A.4.2, og Ligningsvejledningen Erhvervsdrivende 2007-3, afsnit E.C.4.2. Det fremgår i øvrigt også af langvarig praksis på området.
Rettens begrundelse og afgørelse
Retten lægger til grund, at de i sagen omhandlede ejendomme er beboelsesejendomme, der udlejes erhvervsmæssigt.
Efter det foreliggende kan retten tiltræde sagsøgtes anbringender, som er i overensstemmelse med praksis, hvorefter de indkøbte hårde hvidevarer er at anse som sædvanligt tilbehør (installationer) i beboelsesejendomme. Der henvises til Ligningsvejledningen for erhvervsdrivende 2007 afsnit E.C.4.s. 6 og afsnit A.4.2 s. 1 samt afgørelserne TfS 1993.195 V og SKM2007.342.VLR.
Da der tale om anskaffelse af varige forbrugsgoder, kan de indkøbte effekter hverken medregnes som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6 litra a) eller litra e). Den omstændighed, at sagsøger i sin egenskab af udlejer har særlige forpligtelser over for lejerne efter lejelovens bestemmelser, kan ikke føre til et andet resultat.
Der er herefter ikke fradragsret for anskaffelsesudgifterne til de indkøbte hårde hvidevarer.
Med hensyn til spørgsmålet om sagsøger i stedet har ret til at foretage straks afskrivning henholder retten sig til det af sagsøgte anførte, hvorefter lovgiver har besluttet, at adgangen til at afskrive på hårde hvidevarer ikke er til stede, når installationerne befinder sig i en- eller tofamiliehuse, der anvendes til beboelse, også i de tilfælde, hvor ejeren ikke bebor ejendommen jf. afskrivningslovens § 15, stk. 4 og bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget hertil.
Sagsøgtes påstand tages herefter til følge.
For så vidt angår sagsomkostninger er disse beregnet med grundlag i værdien af den fradragsret, som sagsøger har påberåbt sig. Beløbet dækker udgiften til advokatbistand og inkluderer samtlige advokatens omkostninger i sagen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Inden 14 dage betaler sagsøger, A 6.250 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte. Beløbet forrentes med procesrente fra fuldbyrdelsesfristens udløb til betaling sker.