Dato for udgivelse
26 mar 2008 09:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 aug 2007 11:14
SKM-nummer
SKM2008.270.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, S-0956-06
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig, fjernsalg, indførsel, koks, proforma, selskaber, uregistreret, oplagshaver, ubetinget, fængsel, tillægsbøde
Resumé

T havde oprettet et selskab i Gibraltar og senere et i England. T havde solgt koks til danske kunder. T har forklaret, at han alene løb ærinder eller "vennetjenester" for selskaberne. T havde tidligere fået en landsskatteretskendelse om fastsættelse af momstilsvaret for et andet lignende selskab der nu var gået konkurs.

Byretten fandt det ubestridt, at de i anklageskriftet nævnte mængder energikoks var importeret til Danmark uden at der i forbindelse med varemodtagelsen i Danmark af T blev indsendt angivelser eller sket betaling af kulafgift, svovlafgift og kuldioxidafgift.

Energikoksene blev købt af danske forbrugere og der blev ikke i forbindelse med kokssalget til de danske forbrugere indsendt momsangivelser eller betalt moms her i landet. Endvidere fandt retten det bevist at det var T der var reel ejer og leder af selskaberne. Arrangementet med selskabet i Gibraltar såvel som det engelske blev tilsidesat som proforma selskaber, der havde haft til formål at tilsløre at T fra sin adresse i Danmark drev virksomhed med import og salg af energikoks. T fandtes ved forsæt at have overtrådt moms- og afgiftsreglerne. Der blev her henset til at T havde udfoldet betydelige bestræbelser på at tilsløre kokssalget. Allerede ved indførslen til Danmark skulle afgiften have været berigtiget, idet T ikke var registreret som oplagshaver. Straffen blev fastsat til 3 år og 6 måneders fængsel og en tillægsbøde på 47.659.372 kr. Forvandlingsstraffen blev sat til 60 dage. Til Landsretten havde tiltalte påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden havde til Landsretten påstået tillægsbøden nedsat. T bestred at hele den tiltalte mængde indførte energikoks var transporteret til Danmark og gjorde gældende at under halvdelen, måske 30 % af de til Danmark transporterede koks var kørt tilbage til Tyskland. Landsretten stadfæstede dommen med de ændringer, at tillægsbøden nedsattes til 26.600.000 kr, og at forvandlingsstraffen forhøjedes til 4 måneder. Landsretten fandt efter karakteren og omfanget af lovovertrædelserne ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget.

Reference(r)

Kulafgiftsloven § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 10a, stk. 1, 2. pkt.
Kuldioxidafgiftsloven § 15, stk. 1, nr. 1
Kuldioxidafgiftsloven § 15, stk. 2, jf. § 13, stk. 3, nr. 2, jf. kulafgiftsloven § 20, stk. 1, nr. 2, jf. § 10a, stk. 1, 2. pkt.
Svovlafgiftsloven § 29, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt.
Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt.
Bogføringslovens § 1, nr. 1
Straffeloven § 289

Vestre Landsrets dom af 21. august 2007, 3. afdeling, S-0956-06

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Niels Schou)

Afsagt af landsdommerne

Annette Dellgren og Dorte Jensen med 3 domsmænd

-----------

Byrettens dom af 2. marts 2006, SS 503/04

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift af 29. december 2004 er modtaget den 30. december 2004.

T er tiltalt for overtrædelse af

1

lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998 om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.. (kulafgiftsloven) § 20, stk. 3 jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2 jf. § 10 a, stk. 1, 2. pkt. samt nr. 4,

ved i tiden fra den 24. september 1998 til den 31. december 2000 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte som erhvervsdrivende varemodtager under anvendelse af firmanavnet "H2 Trading Limited" med angivet adresse i ...2 , Tyskland indførte 8.029.705 kg. jordoliekoks (energikoks) til Danmark uden at anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder inden koksene blev afsendt fra udlandet, ligesom han overdrog koksene, hvoraf der ikke var betalt afgift, til aftagere i Danmark, alt hvorved han unddrog statskassen kulafgift med kr. 11.969.486,00,

2

lovbekendtgørelse nr. 643 af 27. august 1998 om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (kuldioxidafgiftsloven) § 15, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 2, jf. §13, stk. 3. nr. 2. jf. kulafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 2, jf. § 10 a, stk. 1, 2, pkt. samt nr. 4.

ved i tiden fra den 24. september 1998 til den 31. december 2000 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte som erhvervsdrivende varemodtager under anvendelse af firmanavnet "H2 Trading Limited" med angivet adresse i ...2 , Tyskland indførte 8.029.705 kg. jordoliekoks (energikoks) til Danmark uden at anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder inden koksene blev afsendt fra udlandet, ligesom han overdrog koksene, hvoraf der ikke var betalt afgift, til aftagere i Danmark, alt hvorved han unddrog statskassen kuldioxidafgift med kr. 2.593.594,00,

3

lovbekendtgørelse nr. 688 af 17. september 1998 om afgift af svovl § 29, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt. samt nr. 4,

ved i tiden fra den 24. september 1998 til den 31. december 2000 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte som erhvervsdrivende varemodtager under anvendelse af firmanavnet "H2 Trading Limited" med angivet adresse i ...2 , Tyskland indførte 8.029.705 kg. jordoliekoks (energikoks) til Danmark uden at anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder inden koksene blev afsendt fra udlandet, ligesom han overdrog koksene, hvoraf der ikke var betalt afgift, til aftagere i Danmark, alt hvorved han unddrog statskassen svovlafgift med kr. 2.407.651,00,

4

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5,1. pkt, samt nr. 6,

ved i tiden fra den 24. september 1998 til den 30. april 2000 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte drev den i forhold 1 - 3 beskrevne virksomhed med hensyn til 4.833.140 kg. jordoliekoks (energikoks) uden at anmelde virksomheden til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder senest 8 dage inden påbegyndelsen af virksomheden, hvorved han unddrog statskassen moms med kr. 1.541.771,00,

5

straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, 1. pkt. samt nr. 6 - momssvig af særlig grov karakter -

ved i tiden fra den 1. maj 2000 til den 31. december 2000 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte drev den i forhold 1 - 3 beskrevne virksomhed med hensyn til 3.268.920 kg. jordoliekoks (energikoks) i Danmark uden at anmelde virksomheden til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder senest 8 dage inden påbegyndelsen af virksomheden, hvorved han unddrog statskassen moms med kr. 1.019.704,00,

6

straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2, jf. bogføringslovens 1, stk. 1,

ved i tiden fra den 24. september 1998 til den 31. december 2000 i ...1, Danmark i forbindelse med den i forhold 1 - 5 beskrevne virksomhed at have undladt at føre forretningsbøger og udfærdige regnskab, som hensynet til offentlige myndigheder tilsiger, og som det ifølge lov påhvilede ham at gøre det,

7

lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998 om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. (kulafgiftsloven) § 20, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2. jf. § 10 a, stk. 1, 2. pkt. samt nr. 4,

ved i tiden fra den 1. januar 2001 til den 15. marts 2003 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte som erhvervsdrivende varemodtager under anvendelse af firmanavnene "H2 Trading Limited" med angivet adresse i ...2 , Tyskland og "H2 Holdings Limited" med angivet adresse i ...3, England indførte 10.027.930 kg. jordoliekoks (energikoks) til Danmark uden at anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder inden koksene blev afsendt fra udlandet, ligesom han overdrog koksene, hvoraf der ikke var betalt afgift, til aftagere i Danmark, alt hvorved han unddrog statskassen kulafgift med kr. 16.560.623,00,

8

lovbekendtgørelse nr. 643 af 27. august 1998 om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (kuldioxidafgiftsloven) § 15, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 2, jf. § 13, stk. 2, nr. 2, jf. kulafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 2, jf. § 10 a, stk. 1, 2. pkt. samt nr. 4.

ved i tiden fra den 1. januar 2001 til den 15. marts 2003 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte som erhvervsdrivende varemodtager under anvendelse af firmanavnene "H2 Trading Limited" med angivet adresse i ...2 , Tyskland og "H2 Holdings Limited" med angivet adresse i ...3 , England indførte 10.027.930 kg. jordoliekoks (energikoks) til Danmark uden at anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder inden koksene blev afsendt fra udlandet, ligesom han overdrog koksene, hvoraf der ikke var betalt afgift, til aftagere i Danmark, alt hvorved han unddrog statskassen kuldioxidafgift med kr. 3.239.020,00,

9

lovbekendtgørelse nr. 688 af 17. september 1998 om afgift af svovl § 29, stk. 3, jf. stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt. samt nr. 4.

ved i tiden fra den 1. januar 2001 til den 15. marts 2003 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte som erhvervsdrivende varemodtager under anvendelse af firmanavnene "H2 Trading Limited" med angivet adresse i ...2 , Tyskland og "H2 Holdings Limited" med angivet adresse i ...3 , England indførte 10.027.930 og, jordoliekoks (energikoks) til Danmark uden at anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder inden koksene blev afsendt fra udlandet, ligesom han overdrog koksene, hvoraf der ikke var betalt afgift, til aftagere i Danmark, alt hvorved han unddrog statskassen svovlafgift med kr. 5.214.500,00,-

10

straffelovens 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1. nr. 1 og nr. 2. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, 1. pkt, samt nr. 6 - momssvig af særlig grov karakter,

ved i tiden fra den 1. januar 2001 til den 15. marts 2003 i ...1, Danmark med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte drev den i forhold 7 - 9 beskrevne virksomhed uden at anmelde virksomheden til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder senest 8 dage inden påbegyndelsen af virksomheden, hvorved han unddrog statskassen moms med kr. 3.108.023,00,-

11

straffelovens § 302, stk. 1. nr. 2. jf. bogføringslovens 1, stk. 1,

ved i tiden fra den 1. januar 2001 til den 15. marts 2003 i ...1, Danmark i forbindelse med den i forhold 7 - 9 beskrevne virksomhed at have undladt at føre forretningsbøger og udfærdige regnskab, som hensynet til offentlige myndigheder tilsiger, og som det ifølge lov påhvilede ham at gøre det.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf under anvendelse af reglen i straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., samt tillægsbøde jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen fremlagt fragtregninger udstedt af speditionsfirmaet Spedition G4 til selskaberne H2 Trading Limited og H2 Holding Limited. For perioden 24. september 1998 til 31. december 2000 drejer det sig om transport af i alt 8.102.060 kg energikoks fordelt på 353 vognlæs fra Holland/Belgien til Danmark. Energikoksene er ifølge fragtregningerne kørt til ca. 10 forskellige lagerpladser i Danmark. I perioden 1. januar 2001 til 15. marts 2003 er der ifølge fragtregningerne transporteret i alt 10.472.550 kg energikoks fordelt på 467 vognlæs fra Holland/Belgien til 19 forskellige lagerpladser i Danmark.

I en telefax af 24. august 1995 fra G1 Trading Company Limited, Gibraltar, til tiltalte hedder det bl.a.:

"...

Med tak for udvist interesse skal vi nedenfor besvare de mest nærliggende spørgsmål i forbindelse med køb af et aktieselskab på Gibraltar.

Hvad er et Gibraltar-selskab?

Middelhavsklippen byder på flere praktiske selskabsløsninger. Her skal kun omtales vor yderst anvendelige pakkeløsninger: Det anonyme aktieselskab i skattely (Off-Shore)

Hvorledes er det opbygget?

For at sikre Deres anonymitet nomineres der aktionærer og direktion ("stråmænd"), således at Deres identitet og adresse forbliver ukendt for offentligheden og kun fremgår af et internt dokument Dem og stråmændene i mellem. Direktionen, der om ønsket påtager sig at føre selskabet i eget navn ifølge Deres personlige instruktioner, udsteder efter Deres anvisninger generelle eller begrænsede fuldmagter - f.eks. til Dem selv. Aktiekapitalen udgør almindeligvis £ 100.

Hvad bruges det til?

Anonyme off-shore-selskaber er ofte set brugt til insider-trading, men også legitim handel med aktier, værdipapirer, fast ejendom etc. kan med fordel lægges ind i et Gibraltar-selskab, hvor de udover fuld anonymitet, bevarer selskabets fortjenester uden beskatning.

Endvidere kan De benytte selskabet som mellemmand i enhver form for import-eksport. Herved opsamles en del af Deres overskud skattefrit i selskabet. Måske kan De endda omgå mærkevarefabrikanternes etablerede distributionsnet?

Lad Deres danske firma leje vigtige rettigheder af Gibraltar-selskabet. Heller ikke royalitet-afgifter beskattes off-shore!

Yachts- og frihedsbåde kan med fordel registreres i et Gibraltar-selskab. Derved gør De det sværere for en nysgerrig omverden at bedømme Deres formue.

På samme måde maskerer De Deres køb af fast ejendom i visse lande. Ved gensalg betaler De blot nogle få hundrede £ i gebyr ved selskabsoverdragelsen til køber af ejendommen, idet det ikke omskødes. Derved spares op til 10-20% af handelsprisen i overførselsafgift, kapitalvindingskatter, advokat og notarsalær m.v. Ved at etablere en dansk filial af et Gibraltar-selskab har flere fundet ud af, at der opnåes begrænset hæftelse over for kreditorer på linje med et dansk A/S eller ApS, men uden det kapitalkrav, der stilles til opstart af et dansk selskab. Derudover har omverdenen ikke adgang til oplysninger om filialens egentlige ejerforhold, regnskaber e.l.

Deres sidste vilje respekteres umiddelbart af Deres selskabs nominerede direktion og aktionærer, hvorved arveafgifter helt undgåes. Et godt argument, når der overvejes generationsskifte.

Flere og flere udenlandsdanskere modtager løn som ansat konsulent for et Gibselskab. Herved dokumenteres herkomsten af den indtægt, der stilles til skue for opholdslandets politi- og skattemyndigheder. Alle øvrige indtægter ligger til skattefri disposition i selskabet !

..."

I en generalfuldmagt af 11. oktober 1995 hedder det i dansk oversættelse bl.a.

"...

H2 Trading Ltd med reg. nr. .... under selskabsforordningen i Gibraltar - med registreret kontor ...4 Gibraltar bemyndiger hermed (tiltalte, tiltaltes ægtefælle, tiltaltes søn og tiltaltes datter) med dansk nationalitet og boende ...1, Danmark, hver for sig til at være vor befuldmægtigede og til i vort navn og på vore vegne at udføre nedennævnte handlinger

  1. i vort navn at administrere bankkonti åbnet af os og administrere nyoprettede bankkonti, at endossere og underskrive checks, tratter og dividende - eller renteforsikringer og til at udstede og acceptere og endossere veksler og ethvert andet omsætningspapir.

  2. i vort navn at låne penge fra en hvilken som helst bank, person eller selskab og give enhver garanti til personer, juridiske personer, som varetager udstedelse m.v. af obligationer og kontrakter inclusiv lån og kassekreditter.

  3. i vort navn at underskrive og indgå enhver kontrakt, overførsel, transport, leasing - pantebrev, gentransport og skøde af enhver art.

  4. at købe, lease eller i bytte, leje eller erhverve jord, maskiner, fabrikker, opfindelser, rettigheder, ophævelser og licenser eller enhver fast- eller personlig ejendom incl. enhver forretning og rettigheder eller privilegier til bedste for selskabets formål.

  5. i almindelighed at tage al vor ejendom af enhver art, fast- som personlig i besiddelse, tilbageholde, administrere og gøre brug af pantebrevsbyrde, sælge og realisere samme og på anden måde handle i relation til vor ejendom og anliggender i samme grad og omfang, hvis vi selv ville gøre under hensyntagen til vor stiftelsesoverenskomst.

Og vi, selskabet, forpligter os herved til at stadfæste og godkende alt, hvad vor befuldmægtiget foretager sig eller er skyld i aller angives at gøre eller forårsage i kraft af dette dokument.

Og vi erklærer, at denne fuldmagt udløber om 1 år fra dato ...

G2 Services Limited.

G2 Secretaries Limited.

..."

Landsskatteretten har den 13. november 1998 stadfæstet en opgørelse af det afgiftstilsvar, som påhvilede selskabet H3 Danmark ApS hjemmehørende på adressen ...1, Danmark. Afgiftsperioden var 1. oktober 1995 til 30. juli 1997.

Det hedder i Landsskatterettens kendelse bl.a.:

"...

Regionen har endvidere gennemgået selskabets bilagsmateriale og har konstateret, at en stor del af annonceudgifterne vedrører salg af energikoks. Da indtægter herfra ikke forekommer på indtægtssiden i selskabets regnskab, har regionen indhentet leverandøroplysninger vedrørende varen.

Fra G3 Kulkompagni A/S er der herefter modtaget oplysninger om omfattende leverancer af energikoks til H3 DK ApS's filiale Deutschland og til H2 Trading Ld., begge med adresse i Tyskland. H3 DK ApS Filiale Deutschland har siden den 1. december 1995 været momsregistreret i Tyskland med T som ansvarlig indehaver eller ansvarlig leder. H2 Trading Ltd. er et selskab stiftet i Gibraltar i august 1995. Selskabet har den 13. oktober 1995 givet fuldmagt til T og dennes familie til i enhver henseende at handle på selskabets vegne og råde over selskabets aktiver. Selskabet har siden den 1. januar 1996 været momsregistreret i Tyskland med T, ...1, Danmark, som ansvarlig leder.

Ifølge regionen har kriminalpolitiet anset selskabernes forskellige adresser i Tyskland for "postkasseadresser".

På baggrund af det klagende selskabs omfattende annoncering i danske aviser, anser regionen herefter, at de indkøbte energikoks udelukkende er solgt til danske kunder. De i Tyskland momsregistrerede virksomheder anses endvidere ikke at have fast driftssted i Tyskland. De af det klagende selskab opgivne adresse anses udelukkende at være postkasseadresse. Regionen har dog konstateret, at virksomhedens aktiviteter udgår fra adressen ...1, Danmark. Det er derfor regionens opfattelse, at alle aktiviteter i virksomhederne er iværksat af og styret af direktør T, og at rette beskatningssted for virksomhederne er i Danmark. Der skal derfor afregnes efter de danske regler herom.

T har under det første møde med regionen gjort gældende, at han ikke disponerede for det tyskregistrerede selskab H2 Trading Ltd. H3 Danmark ApS udfører transportopgaver for virksomheden efter mundtlig aftale mellem ham selv og H2 Trading Ltd. Han nægtede imidlertid at oplyse navnet på den person i H2 Trading, med hvem han indgik aftalen. Under det næste møde med regionen blev forklaringen ændret til, at han mod betaling af et beløb på 45.000 kr. havde udført arbejde for H2 Trading Ltd. i forbindelse med forskellige handelsaktiviteter.

På det 3. møde med regionen oplyste selskabets advokat, at virksomheden H2 Trading Ltd. og H3 Danmark ApS havde etableret et samarbejde på baggrund af en henvendelse fra H2 Trading Ltd. til T. H3 Danmark ApS har varetaget transporten af energikoks fra ...4, Danmark til Tyskland og herudover i et vist omfang transport af koksene til danske og andre kunder. Udover salg til Danmark har der også været transport af energikoks fra H2 Trading Ltd. til kunder i andre europæiske lande. Advokaten anerkender for så vidt, at H2 Trading Ltd.'s adresser har været nogle skure m.v., men advokaten anser ikke, at dette forhold er ensbetydende med, at der ikke har været etableret et fast driftssted i Tyskland.

Det hedder i en sagsfremstilling af 15. marts 2004 fra ToldSkat bl.a.:

"...

3. virksomhedsbeskrivelse

T

T har haft adresse på ...1, Danmark, siden 3.6.1996.

H2 Trading Ltd., suites ...3, Gibraltar har fra 21.8.1996 til 27.4.2001 været momsregistreret i Tyskland.

Selskabet har tidligere benyttet adresserne ..., ...2 , Tyskland og senere ..., ...2 , Tyskland. Virksomheden er et selskab, som er stiftet i Gibraltar i august 1995. Selskabet har den 13.10.1995 givet generalfuldmagt til T og dennes familie til i enhver henseende at handle på selskabets vegne og råde over selskabets aktiver. Generalfuldmagten er givet for 1 år.

Leder af selskabet er ifølge G2 Secretaries Ltd. ...3, Gibraltar.

H2 Holding Ltd. er et selskab registreret i England den 19. juni 2002 med adresse , ...3 , England. Selskabet er pr. 13. november 2002 momsregistreret i England.

Aktierne ejes ifølge oplysninger fra DB inc, af Ts søn TA.

Leder af selskabet er G2 Services Ltd. ...3, Gibraltar.

Registreringsforholdene i Danmark.

Selskaberne H2 Trading Ltd., H2 Holding Ltd. og T er ikke momsregistreret i Danmark.

Selskaberne og T er ikke registreret efter kul- og svovlafgiftsloven.

Der er under sagen fremlagt kopier af checks anvendt som betaling til G4 Spedition for transport af energikoks. Checkene er bl. a udstedt til H2, tiltalte personlig, H4 ApS, ...1, Danmark, og Dansk H5.

Af de under sagen fremlagte kopier af annoncer i ... og ... fremgår bl.a., at henvendelse vedrørende køb af energikoks skulle ske på tlf. nr. .... Ifølge telecentrets nummeroplysning tilhører det pågældende telefonnummer følgende:

Tagmaterialer - H6 ApS, ...1, Danmark ...
Vinduer, H7, ...1, Danmark
T, ...1, Danmark.

Af et notat vedrørende et møde hos ToldSkat ...5 den 10. oktober 1997 fremgår, at tiltalte under mødet fik oplyst, at der sandsynligvis ville blive rejst sigtelse mod ham for overtrædelse af kulafgiftsloven, CO2-afgiftsloven og svovlafgiftsloven samt momsloven.

ToldSkaten har opgjort den ikke afregnede kulafgift, CO2-afgift og svovlafgift vedrørende perioden 24. september 1998 til 31. december 2000 til 16.970.731 kr. For samme periode udgør den ikke betalte moms 2.582.605 kr. ifølge ToldSkats opgørelse.

For perioden 1. januar 2001 til 15. marts 2003 udgør den ikke afregnede kulafgift m.v. 25.014.143 kr. mens momsen udgør 3.108.023 kr.

Forklaringer

Tiltalte har forklaret, at at han fik 7 års skolegang. Han har været handelsmand siden han var 17 år. Han har beskæftiget sig med handel inden for forskellige brancher, bl.a. trælast, import af traktorer m.v. I dag er tiltalte direktør for et selskab, der handler med biodiesel. Han er også direktør i selskabet Dansk H5, og direktør eller geschäftsführer for det tyske selskab H8 Plasticprodukte Gmbh. Tiltalte har som ansat i Gibraltarselskabet H2 Trading handlet med energikoks. Han var ansat og fik løn fra Gibraltarselskabet i en del år. Tiltalte har aldrig været ansat i selskabet H2 Holding. Han fik løn fra selskabet H2 Trading for at formidle kokshandler.

Han var ikke involveret i stiftelsen af dette selskab. Det må kunne ses i et register i Gibraltar, hvem der står bag selskabet H2 Trading. Tiltalte ved det ikke. På et tidspunkt var hans kontaktperson BB, som nu er død. Tiltalte ved ikke, om BB var direktør, men han kan få det oplyst, hvis der er interesse for det. Tiltalte fik fuldmagt fra selskabet H2 Trading i oktober 1995. Tiltaltes børn fik også fuldmagt, men den har de aldrig benyttet. Han var ansat i selskabet, som i første omgang beskæftigede sig med indkøb af vinduer fra Tjekkiet. Tiltalte har aldrig været direktør for selskabet eller ejet selskabet. Han ved ikke hvilken forskel der er på en normal fuldmagt og en generalfuldmagt. Det var unødvendigt, at hans børn og kone fik fuldmagt. Det var nogle danskere ved navn JS og PP, som mente, at det var nødvendigt med fuldmagten. De to har han ikke talt med i de sidste 3 - 4 år. Han kom i kontakt med dem gennem en anden dansker ved navn ND, som nu er død. Han havde truffet ND i Tyskland, og ND sagde til tiltalte, at han havde et job til tiltalte nede i Gibraltar. Han ved ikke, hvornår ND er død. Han har sidst talt med ham for 6 - 7 år siden, og ND var allerede en gammel mand på det tidspunkt. Tiltalte manglede på daværende tidspunkt noget at lave. Det var ND, som fortalte om de folk nede på Gibraltar. H2 Trading har handlet med mange forskellige ting. Tiltalte har ikke finansielt været involveret i stiftelsen af selskabet, og han har ikke haft nogen økonomiske interesser i selskabet. Han var kun ansat.

Det er rigtigt, at tiltalte har fået telefax fra G1 Trading, som han opfattede som en form for reklame. Han sendte den videre til nogle andre folk i Danmark, der måske kunne være interesserede. Det kunne måske være en god idé for dem. Han kan ikke sige hvorfor. Tiltalte havde pligt til at varetage H2s interesser. Han vil tro, at han har delt papirerne fra G1 Trading ud til en 6 - 7 stykker. Han er sikker på, at han var ansat hos H2 Trading den 24. september 1998. Han mener, at han blev ansat allerede i 1995. H2 Trading havde kontor flere steder i Tyskland. Selskabet havde også lagerplads flere steder i Tyskland. I hele perioden har H2 haft kontor i Tyskland. Periodevis var der også ansatte på H2s kontor. Han kan for perioden september 1998 - 2003 finde ud af, hvem der var ansat, hvis det har interesse. H2 Trading har på et tidspunkt haft kontor i en container og engang også i en skurvogn.

Tiltalte har som ansat i H2 Trading købt og solgt vinduer, døre og eternitplader samt handlet med kul. Han har refereret til JS, PP og BB. Kontakten foregik dels pr. telefon og dels pr. fax. Det var forskelligt, om tiltalte stod for køb eller salg i H2 Trading. H2 Trading holdt op med at handle med kul for længe siden. Efter at H2 Trading var ophørt, begyndte tiltalte at handle med koks gennem sit firma H8 Plastprodukte. Tiltalte har aldrig haft noget med regnskaberne i H2 Trading at gøre. Selskaberne lejede sagkyndig bistand. Han ved ikke, hvem der førte selskabets regnskaber, der blev ført på Gibraltar. Bilagene blev sendt til Gibraltar. Indkøbsfakturaerne blev sendt direkte derned af leverandørerne. Han ved ikke, hvor mange ansatte, der har været i H2 Trading, men han vil skyde på omkring 10. Tiltalte kom på H2 Tradings kontor i Tyskland flere gange om ugen. Når han var på kontoret, var det mest selskabets chauffører, der var der. Dengang var der en revisor til at lave de tyske regnskaber. Tiltalte arbejdede for H2 Trading i 6 - 7 år. Det er nogle år siden han hørte op, så han kan ikke i detaljer huske, hvem der ellers var ansat i dette selskab. Han fik sin løn udbetalt fra Gibraltar. Lønnen blev sendt til Tyskland. Han har altid oplyst lønnen i forbindelse med sin selvangivelse i de år, hvor han var ansat i selskabet. Pengene blev for det meste udbetalt i Tyskland. Tiltalte havde ingen personlig bankkonto, hverken i Danmark eller Tyskland. Lønnen blev altid udbetalt i kontanter, checks eller lignende. Han fik lønseddel 1 eller 2 gange om året og fik altid en årsopgørelse. Han vil prøve at tage en årsopgørelse med, hvis han kan finde den. H2 Trading var momsregistreret i Tyskland, og han tror nok, at H2 Holding var momsregistreret i England. Han ved ikke, om nogen af selskaberne var momsregistreret i Danmark. Han fik på et tidspunkt at vide, at de hellere ville have det engelske selskab H2 Holding til at stå for handlen med energikoks. Tiltalte ved ikke hvorfor. H2 Holding blev ledet fra Gibraltar. Han mener, at dette selskab havde 3 direktører. Tiltalte har aldrig arbejdet for H2 Holding, og han har aldrig fået løn fra dette selskab. Når han har lavet noget for selskabet, har det kun været som vennetjenester.

Tiltaltes eget telefonnummer stod på H2 Tradings fakturaer. Det er ligegyldigt, hvor man har sin mobiltelefon, og det var den billigste løsning med tiltaltes telefon. Tiltalte har haft det pågældende telefonnummer siden 1982, og man kan ikke drive forretning uden en telefon. Selskabet havde også et tysk telefonnummer. Han ved ikke, hvorfor dette tyske telefonnummer ikke står på fakturaen. Hvis der blev udstedt fakturaer i Tyskland, har det været med det tyske telefonnummer på fakturaen.

Afhørt af forsvareren har tiltalte forklaret, at han kun har været tilknyttet H2 Trading. Der har alene været tale om vennetjenester for H2 Holding. Han mener, at han var tilknyttet H2 Trading frem til 2001 - 2002. Efter den tid har han ikke lavet noget for H2 Trading. Han tror heller ikke, at han efter dette tidspunkt har lavet vennetjenester for H2 Trading. Han fik i 1995 kontakt med JS og PP. I 1999 fik han kontakt med BB, og denne kontakt bevarede han til 2002. BB døde for nogle år siden. Det var via JS, at han kom i kontakt med BB, som havde adresse på Gibraltar. Tiltalte har aldrig købt noget af G1 Trading. Han har alene anset brevet fra dem som en reklame. Det var ND, som kendte dem dernede, men ND havde så vidt tiltalte ved, ikke noget med H2 Trading at gøre. ND sagde til tiltalte, at han kunne få arbejde dernede, og formidlede kontakten til JS og PP. Det var ND eller JS, som sendte brevet fra G1 Trading til tiltalte. Det var sådan noget, han beskæftigede sig med. Tiltalte videresendte brevet fra G1 Trading til en god ven. Derudover foretog tiltalte sig intet. Han havde ikke noget at bruge et Gibraltarselskab til. Tiltalte skulle som ansat hos H2 Trading assistere med salg af vinduer fra Tjekkiet. Tiltalte har ikke skudt penge i H2 Trading, og det har hans familie heller ikke. Tiltalte har heller ikke haft noget med stiftelsen af selskabet at gøre. Han havde ingen indflydelse på ledelsen i Gibraltar, og den fuldmagt, han fik, gjaldt kun i et år. Der var ikke behov for en forlængelse. JS boede i Spanien, og det var ham, der mente, at fuldmagten var nødvendig. Det var også på JSs foranledning, at tiltaltes kone og børn blev skrevet ind. PP boede også i Spanien. Tiltalte har ikke haft nogen tilknytning til H2 Trading siden 2002. Den han sidst har talt med på selskabets vegne, er SM. Han tror nok, at sidstnævnte er født på Gibraltar. Tiltalte har sidst talt med JS og PP i relation til H2 Trading i 2002 eller 2003. Han assisterede med handler for dette selskab frem til 2002. Meningen var, at han skulle sælge kul til danskere.

Det var vist nok ND, som havde fået idéen med at sælge koks til danskere. Tiltalte har aldrig fået nogen nærmere forklaring på, hvordan idéen var opstået. H2 Trading skulle sælge koks til danskerne, og tiltalte mener, at gældende regler for salg af den art altid er blevet fulgt. Tiltalte lejede en plads i Tyskland til opbevaring af koksene, som han købte hos grossister i Holland. Tiltalte har også på et tidspunkt købt ca. 500 tons koks hos G3 Kulkompagni. Han husker ikke, hvornår H2 Trading begyndte at handle med koks. Det var tiltalte, der indkøbte de første læs, som blev indkøbt til Tyskland. ND viste, hvor man kunne købe koks i Belgien. Tiltalte er også på et tidspunkt blevet kontaktet af en repræsentant for G5 i Danmark, der ville sælge koks i Tyskland. Tiltalte lejede en plads hos G6 i Tyskland. Der var tale om en stor åben plads på ...6, Tyskland. H2 Trading havde kontor et andet sted. Det kan godt have været på ...7 i Tyskland, at H2 Trading havde kontor, men senere fandt man et andet sted. I begyndelsen havde man ingen lagerplads i Danmark. H2 Trading havde også et stort kontor på Gibraltar, og han tror, at JS og PP både havde kontor i Spanien og på Gibraltar. De indkøbte koks blev aflæsset på ...6, hvor selskabet havde en stor, åben, indhegnet plads. Han husker ikke, hvornår selskabet begyndte at annoncere med salg af koks. Der kom nogle danskere og købte koks, betalte for dem og kørte dem hjem. Alle kunderne var i Tyskland, når de skulle hente koks. Sådan var det stort set hele vejen igennem. Ledelsen i Gibraltar har ikke givet tiltalte nogen anvisninger på, hvordan det skulle fungere. Det skulle tiltalte selv finde ud af. Tiltalte fandt det umuligt at få at vide, hvordan afgiftsreglerne var indrettet. Afgiftsreglerne er vist blevet ændret hen ad vejen. Han ved ikke, om BB er en af ejerne af selskabet. Tiltalte har aldrig selv haft noget selskab, som var hjemmehørende på Gilbraltar. Omkring 1996 - 1997 henvendte tiltalte sig sammen med sin revisor KP og sin advokat V.8 til ToldSkat for at blive sat ind i afgiftsreglerne. De talte med V.22 og DT. De fik ikke noget at vide om det, de kom for, men de fik nogle historier om et besøg i Estland. Tiltalte henvendte sig senere til ToldSkat i ...8, som sagde, at de godt måtte køre ned og hente koks.

G5 er en stor kulgrossist, som er hjemmehørende i Holland. Dette selskab har en ansat i Tyskland ved navn MM, som tiltalte jævnligt var i kontakt med i årene 1996 - 2002. Tiltalte har også fået leveret koks fra andre kulgrossister i Holland og Belgien. Han er i kontakt med nogle af de samme kulgrossister men nu på vegne sit selskab H8 Plastprodukte. Tiltalte har aldrig haft noget problem med svovlindholdet i koksene. Han fik normalt altid oplyst svovlindholdet, og det lå på 1 - 1,3%. Det har ToldSkat taget prøver af 4 - 5 gange. Tiltalte har tidligere handlet med koks med et højere svovlindhold, men det var den gang, det var lovligt. Tiltalte mener, at der skal skelnes mellem jordoliekoks og energikoks. Begrebet j jordoliekoks dækker koks, som er gravet op af j orden. Energikoks er et restprodukt fra raffineringen af mineralolie. Som nævnt har tiltalte kun udført vennetjenester for H2 Holding. Disse vennetjenester har bestået i samtaler med dette selskabs revisor og besøg hos et kulfirma i London. Han har aldrig foretaget indkøb for selskabet H2 Holding, eller solgt kul. Han har sagt til kulgrossisterne, at de godt kunne sælge til H2 Holding. Hvis de gamle kunder fra H2 Trading henvendte sig om fortsat køb af kul, har tiltalte henvist dem til H2 Holding. Han har sagt, at de kunne henvende sig til Tyskland eller Gibraltar, hvis de ville købe kul. H2 Holding var repræsenteret af JS og PP. Han kender ikke navnet på selskabets direktør. Afgiftsreglerne på dette område er ændret mange gange, og det samme gælder EU reglerne.

Han har haft noget at gøre med transporten af koks til Danmark. Han havde bl.a. kontakt til G4 Spedition men han har desuden haft kontakt til mange vognmænd. Han ved ikke, hvornår han først fik kontakt til G4 Spedition, men tror, at det var sidst i 1990-erne. G4 Spedition har foretaget transporter fra Holland for H2 Trading. Han tror og så, at der var andre fra H2 Trading, der har haft kontakt til G4 Spedition, men det kan være svært at sige, hvem der har haft det i tidens løb. Der kan være tale om RS og BB. Hos G4 Spedition har tiltaltes kontakt bl.a. været V.3. Han har også mange gange talt med V.2. Han kan personlig ikke så godt lide V.2, og kunne ikke drømme om igen at bestille et læs hos ham. Samarbejdet kom i gang mens den gamle G4 levede. Tiltalte tør ikke sige, om der har været en generel transportaftale før aftalen af 9. juli 1999. Han tror nok, at der har været årsaftaler. Han tør ikke sige, hvornår G4 kørte det første læs kul for ham. Med hensyn til aftalen af 25. september 2000, tror tiltalte ikke, at han blev spurgt om hvorvidt den skulle stiles til BB eller til ham. Han tror, at han har talt med BB om, at H2 Trading skulle indgå aftalen. Han har deltaget i møder hos G4 Spedition sammen med BB. Ud over V.2 og V.3 har tiltalte haft kontakt med V.23 i bogholderiet hos G4 Spedition. Kontakten med G4 Spedition vedrørte transport af koks fra Holland og Belgien. Man kunne se på fakturaerne, hvor koksene er læsset på. G4 Spedition har også foretaget transport af koks for H2 Holding. Det kan godt være, at tiltalte har snakket med G4 Spedition, også om disse transporter. Han har ringet og sagt til G4 Spedition, at de kunne køre for H2 Holding, idet H2 Trading var hørt op med at handle med koks. De konkrete transporter er aftalt med enten tiltalte eller BB fra kontoret i Tyskland. I 80% af tilfældene er transporterne er kommet i stand på den måde, at G4 Spedition har ringet og spurgt, om de skulle transportere noget kul fra Holland/Belgien til Danmark. G4 Spedition har så haft en bil i nærheden. Tiltalte har i nogle tilfælde skullet ringet til Gibraltar for at høre, om der var koks, der skulle med til Danmark. Han ringede typisk fra Tyskland. Det var JS eller PP, han talte med. Da BB var i selskabet, var det mest ham, tiltalte ringede til og spurgte, om der skulle koks med tilbage. Tiltalte har nok nogle gange forsøgt at trykke transportprisen, men normalt gjaldt prisen for en sæson ad gangen. I de sidste 20% af tilfældene var det en person fra H2 Trading, der ringede til G4 Spedition for at få transporten i stand. Den person, der ringede fra H2 Trading kunne være en 5 - 8 forskellige. G4 Spedition blev betalt for transporterne efterhånden som pengene kom ind. Tiltalte har i tidens løb betalt mange penge til G4 Spedition. Det var forskelligt, om transporterne blev betalt kontant eller med checks. Det er også sket, at pengene er sat ind på en konto i Sydbank og derfra overført til G4 Spedition. Han tror mest, at det var kontant eller med checks, der blev betalt. Han tror ikke, at der har fundet bankoverførsler sted fra H2 Tradings konto til G4 Speditions konto. De checks, der blev betalt med, var checks udstedt til H2 Trading. Tiltalte ved ikke, hvor disse checks stammede fra. Det kan godt være, at nogle af dem stammede fra H2 Tradings kokskunder, men de kunne også stamme fra kunder, der havde købt vinduer eller eternitplader. Checkene kunne være for alt muligt. De koks, som blev transporteret, blev kørt til de forskellige steder. De sidste 4 læs blev læsset af i ...9, Tyskland ved en stor hal på 700 m2

Der var i hvert fald tale om 10 forskellige lagerpladser i Danmark. Han tør ikke sige noget om antallet af steder, hvor der er læsset koks af i Danmark, men koksene blev kørt til Danmark - hvor skulle de ellers hen. De kunne ikke sælges i Tyskland. Tiltalte er i besiddelse af et brev fra ToldSkat i ...10, som er sendt til vognmand V.10. Der stod i brevet, at det var lovligt at arrangere det på den måde. Tiltalte forstod brevet sådan, at det ikke var transportøren eller afsenderen, men modtageren, der stod for afgiften. ToldSkat sagde, at de bare kunne køre koksene derop. Tiltalte kunne ikke selv få noget fornuftigt svar fra ToldSkat, selv om han prøvede det under et møde, hvor han havde både sin revisor og sin advokat med. ToldSkat har i nogle tilfælde selv taget prøver af koksene. Tiltalte fik den opfattelse, at det var den, der importerede koksene til Danmark, der stod for afgiften. Tiltalte har aldrig kendt de personer, der stod som modtagere af koksene.

Det skal nok passe, at der i tidsrummet frem til 2001 er kørt 59 læs til ...11, Danmark, tilhørende V.7. Han kender godt V.7, og tror nok, at han på et tidspunkt har haft et selskab tilmeldt på V.7s privatadresse. De 59 læs koks tilhørte de personer, der havde købt koksene. Hvordan de har tumlet rundt med koksene deroppe, ved tiltalte ikke. Tiltalte har intet haft med afsætningen af koksene at gøre, og han ved ikke, hvem der modtog dem. Det kan godt være, at der er en eller anden, der har haft ringet til tiltalte og spurgt til koksene, og at tiltalte så har svaret, at det var i orden, at han kunne købe koks, hvis der blev sendt penge. Når læsset blev kørt der op, var det fordi der forinden var nogle mennesker, som havde sendt penge til H2 Trading i Tyskland. Det var G4 Spedition, der leverede koksene. Tiltalte vidste, at de skulle have et læs, for de havde sendt penge. Folk ringede fra hele Danmark for at købe koks. 97% af de personer, der købte koks, fik det leveret direkte fra Holland og Belgien. Tiltalte har ikke personlig talt med en eneste af ...18 - boerne. Det kan godt passe, at der i tidsrummet frem til 2001 er kørte 60 læs til ...12, Danmark, tilhørende V.5. Det skal også nok passe, at der i samme tidsrum er kørt 48 læs til V.4, og 29 læs til V.6. Læssene er kørt direkte fra Holland. Læssene er solgt til slutbrugerne på de pladser, der er oplyst. Koksene er betalt til H2 Trading.

Tiltalte forklarede med hensyn til spørgsmålet om, hvordan aftalerne vedr. aflæsningsstederne i ...13, ...14, ...15 m.v., Danmark er indgået, at han vil vente med at besvare dette spørgsmål, til han har set det i papirerne. Han ønsker ikke i dag at udtale sig om det.

De læs, der er kørt til ...1, Danmark, er kørt dertil, fordi der ikke var plads til læssene på H2 Tradings lagerplads i Tyskland. Det var, når koksene ikke kunne være i Tyskland, at de blev læsset i ...1, Danmark. I ...1, Danmark er de derefter kommet på sække, hvorefter koksene er kørt tilbage til Tyskland, hvorfra de er solgt. Der er ikke solgt koks fra ...1, Danmark eller kørt koks ud fra ...1, Danmark. Han har ikke leveret koks fra ...1, Danmark, men han har annonceret med salg af koks, mest i Den Blå Avis. Når der i annoncen står "vi arrangerer også fragt til Deres adresse i DK", var det for det tilfælde, at en person ønskede at hente koksene i Tyskland. Tiltalte kunne så finde frem til en vognmand, som ville transportere koksene fra Tyskland til Danmark for den pågældende kunde. Når det er tiltaltes telefonnummer, der står i annoncen, var det fordi kunderne kunne ringe til tiltalte. Han ved ikke, hvem der har forfattet annoncen.

Han kan ikke svare på, om 457 læs er det rigtige antal læs i perioden fra 1. januar 2001 til 15. marts 2003. Han vil ikke benægte det, men der kan være talt forkert. Tiltalte ved ikke, hvad G4 Spedition har ment med "Lager H2 Trading". Han gik ikke så meget op i det, da han så fakturaen. Med hensyn til de 104 læs, som er kørt til ...1, Danmark, er der som med de tidligere nævnte læs til ...1, Danmark sket det, at læssene er kørt tilbage til Tyskland, efter at koksene var kommet på sække. Det er det tyske firma H2 Trading, der havde folkene,som kom koksene i sække og som har kørt koksene tilbage. Det var mest tyskere, der var ansat, men der var også en V.11 ansat i nogle dage i 2002. Det kan godt være, at V.11 har kørt koks ud til kunder i Danmark, men det har i så fald været efter 280.000 kr.'s reglen. V.11 var kun ansat i 8-14 dage. Han tør ikke sige, hvad der var baggrunden for, at nogle af læssene havde G7 ...16, Danmark som bestemmelsessted. Han vil vente og se, hvad han har liggende, før han svarer på, hvorfor G7 ...16, Danmark var stedet. Han har ikke klaget over afgiftsberegningerne af 31. oktober 2001 og 15. marts 2004. Han betragtede toldfolkene som fuldstændig uduelige og kun ude på at vildlede kunderne.

Han betragtede nærmest opgørelserne som en joke. Han har i øvrigt ingen chance for at betale de store afgiftsbeløb, som han mener er udtryk for personlig forfølgelse. Han kunne ikke stille noget op over for det. Det kan godt være, at han skyldte 60-70.000 kr. til ToldSkat, da han modtog regningen på de ca. 16 mill. Han tror ikke, at han var solvent på dette tidspunkt, og han ejede ingenting. Han havde ikke penge til at betale revisor og advokat for at få bistand i forbindelse med en klagesag. Der var et møde i 1997 med ToldSkat. Mødet blev afholdt, efter at tiltalte havde bedt om det. Hans selskab H3 havde 120.000 kr. til gode i moms. I forbindelse med dette møde spurgte han, hvordan reglerne var for import af koks fra Tyskland. Han ville høre, om folk skulle køre med til Tyskland for at hente koksene. V.22, ToldSkat, sagde, at kunderne kun måtte importere så meget som de kunne have med som rejsegods. Revisor KP, som var revisor for H3, deltog i mødet. H3 har lavet mange forskellige ting. Det var på vegne H2 Trading, at H3 blev bedt om at køre koks fra ...4, Danmark til Tyskland. Tiltalte ønskede at få at vide, om det var nødvendigt, at kunderne skulle med. Man diskuterede, om kan kunne hente koks i Tyskland, hvis kunderne var med. Tiltalte fik ikke noget referat af mødet, men advokat V.8 eller revisor KP har måske nok lavet et.

Efter mødet hos ToldSkat ...5 ringede tiltalte til ToldSkat i ...8. Han har ikke fået noget skriftligt fra ToldSkat i ...8. Det eneste skriftlige han har set er brevet fra ToldSkat i ...10.

Under protokollationen af forklaringen oplyste tiltalte, at de førnævnte 97% er helt forkert. Alle koks, der er kørt til ...1, Danmark, G7 ...16, Danmark, V.4, V.6 og nogle af dem, der er kørt til ...17, Danmark, er de pågældende steder læsset på sække og derefter kørt tilbage til Tyskland på lastbiler tilhørende bl.a. H2 og H3. Tiltalte husker ikke i dag, hvor mange lastbiler der har været benyttet, men der har været tale om mange læs. Pladskapaciteten i Tyskland var 4- 5 læs ad gangen, mens H2 Trading benyttede pladsen hos G6. Der lå en miljøbegrænsning med hensyn til benyttelsen af pladsen. Senere fik selskabet lagerplads et andet sted. Det var i ...9, Tyskland. Han vil tro, at der her var plads til ca. 10 læs. I sække kunne der være 15 læs.

Han hørte om sigtelsen i marts 1998 i forbindelse med ransagningen. Tiltalte havde aldrig transporteret koks til danske kunder indtil da. Kunderne var altid med dernede. Tiltalte hørte så om 280.000 kr's reglen som først var en 80.000 kr.'s regel. Det ligger mellem 6 og 10 år tilbage, at han hørte om denne regel, hvorefter udenlandske firmaer måtte sælge til danskere for indtil først 80.000 kr. og siden 280.000 kr. Tiltalte har ikke studeret reglen nærmere men læst om den i dagspressen og diskuteret den med en 4-5 andre, der drev grænsehandel og foretog transporter. Det var først efterfølgende, at tiltalte blev klar over, at 280.000 kr.'s reglen ikke gælder for afgifter. Det var han ikke klar over, før hans forsvarer fortalte ham det. Da tiltalte hørte om 80.000 kr.'s reglen, begyndte H2 Trading at levere koks direkte til kunderne. Der blev holdt regnskab med, at beløbsgrænsen ikke blev overskredet. Han har ikke drøftet anvendelsen af 80.000 kr.'s reglen med ToldSkat. Det er ikke gået op for tiltalte, at der skulle ske en registrering som kulimportør. Tiltalte havde et samhandelsforhold med V.10 på ...18, Danmark, og han hørte om hans afgiftsproblemer 1-5 måneder efter, at samarbejdet var indledt. Spedition G4 havde også gravet i problemstillingerne vedrørende afgifterne. Det var navnlig spørgsmålet om, hvorvidt transportøren kunne pådrage sig et afgiftsansvar, der interesserede Spedition G4. Tiltalte fik kopi af Skatteregion ...10s brev til V.10 den 10. august 1999. V.10 havde fået sendt en regning for afgiften. Tiltalte forstod brevet til V.10 sådan, at det var slutbrugeren af koksene, der hæftede for afgiften. Dette gjaldt også, hvis modtageren af koksene ikke selv havde været med i Tyskland for at hente dem. At det forholdt sig på den måde, fortalte tiltalte også til de folk, der købte koks via ham. Han fortalte dem, at han forstod reglerne på den måde, men at han ikke kunne få noget klart svar fra myndighederne. Brevet til V.10 betød, at tiltalte fik etableret oplagspladser rundt omkring. Han mente, at det var dem, der bestilte koksene i Tyskland, der skulle registreres. Det skulle tiltalte ikke, idet han blot repræsenterede et firma, der var hjemmehørende i Tyskland. At der var oplagspladser i Danmark, ændrede ikke på, at det var forbrugernes koks. De havde jo købt og betalt koksene. Det var køberne, der skulle klare det af med ToldSkat, og det var hverken tiltalte personlig eller det tyske selskab. Han har også fået at vide af V.22 og V.1 fra ToldSkat, at det ikke var nødvendigt at blive registreret. Han fik den 3. juni 2002 et brev fra kommunen, som bekræftede ham i, at alt var i orden. Brevet kom fra Teknisk Forvaltning og angik svovlindholdet i tiltaltes koks. På baggrund af det, der stod i brevet, var det tiltaltes opfattelse, at der forelå den fornødne registrering. Myndighederne har jævnligt taget prøver af tiltaltes koks. Det gjorde de med ca. ½ års mellemrum. Myndighederne har også set, at koksene var fyldt i sække og var kørt til Tyskland igen. Tiltalte troede på baggrund af brevet, at det hele var i orden. Han vidste ikke, at man skulle registreres som brændselshandler. Han gik ud fra, at det var i orden, når en fra ToldSkat sagde, at det var i orden, og at han så fik brev fra miljømyndighederne. Tiltalte havde indrykket annoncer om salg af koks i lokalaviser men mest i Den Blå Avis. Hvis kunderne henvendte sig, henviste tiltalte dem til de forskellige indehavere af oplagspladserne f.eks. V.5. Der var også mange, der kom til Tyskland og hentede koks. H2 har kun solgt koks fra Tyskland. H2 har haft en lastbil, som er købt hos MD. Lastbilen blev brugt til transport af forskellige ting, herunder koks til Danmark inden for 280.000 kr.'s reglen. H2 har inden for denne beløbsgrænse hentet koks i Tyskland. Oplagspladserne var blot steder, hvor de pågældende kokskøbere læssede koksene af. Når koksene var købt og betalt, så var det ikke tiltaltes problem. Tiltalte modtog betalingen for koksene før eller senest samtidig med, at koksene blev leveret. I de fleste tilfælde kom pengene 1 eller 2 dage før. De checks, der blev betalt til Spedition G4, kan være sendt af vognmændene. Det kan også være 2. og 3. håndschecks, som vognmændene har fået ind, og som de har sendt ned til H2. Der var dækning på dem alle sammen. H2 havde ikke kredit hos koksleverandøren i Belgien. H2 har kun foretaget transport eller stået for transport af koks, der allerede var solgt til slutforbrugerne. De pågældende forbrugere havde indgået aftale om køb af koks med V.4, V.10 o.s.v. Der har været mange med nede i Tyskland for at hente koks. Nogle har insisteret på, at de ville med i lastbilen andre har blot kørt ved siden af. H2 bestilte koksene i Belgien, når der fra vognmanden blev ringet og sagt, at der nu var penge til et læs koks. Tiltalte har aldrig sendt V.5 fakturaer for kokskøbene. De har aldrig skyldt tiltalte eller H2 Trading penge. Tiltalte kender ikke slutbrugernes pris for koks. Når H2 slutpris for koksene var betalt, var det i orden for deres vedkommende. Tiltalte havde ikke forstået det sådan på V.10, at der havde været en bil med kunder med i Tyskland, da V.10 var blevet standset med koksene. Det er først noget, tiltalte er blevet opmærksom på efterfølgende. Med hensyn til checkene har H2 Trading haft de omhandlede checks i kassen, da Spedition G4 skulle betales. Checkene kunne være kommet ind for alt muligt, som firmaet solgte. Når nogle af checkene er udstedt til andre firmaer, er forklaringen, at H2 Trading har modtaget checkene fra de andre firmaer, og at dette så er reguleret over mellemregningskontiene mellem selskaberne. Der har ikke været tale om, at checkene er udstedt til tiltalte personlig. Nogle af checkene kunne umiddelbart tyde på det, men forklaringen er den, at den pågældende kunde har skrevet tiltaltes navn på checken, selv om det var H2 Trading, der var checkmodtageren. De kunne f.eks. skrive tiltaltes navn, hvis de følte, at det var lettere at skrive det navn end at skrive H2. Forklaringen kunne også være, at det blot var fordi det var tiltalte, de pågældende havde talt med. Til PN har tiltalte solgt rigtig mange eternitplader, men han har også solgt koks til ham. Med hensyn til checken bilag 6U-A forholder det sig på samme måde. Checken er bogført på mellemregningen mellem H4 og H2. Der blev handlet meget mellem de to selskaber vil tiltalte formode. Han kan ikke huske det i dag. Han kan ikke sige noget af størrelsen af mellemregningskontoen mellem de to selskaber.

Tiltalte havde ikke del i ledelsen af H2 Trading. Ledelsen befandt sig på Gibraltar. ND var den første tiltalte kom i kontakt med vedrørende H2. Tiltalte kendte ND fra en ejendomshandel i Danmark. Tiltaltes møde med ND fandt sted, før tiltalte fik brevet fra G1 Trading. Han husker ikke, om H2 Trading eksisterede allerede på dette tidspunkt. ND boede i Spanien. På daværende tidspunkt beskæftigede tiltalte sig med handel med træ og biler. Han havde ikke så meget at lave, og ND sagde, at han kendte nogle folk, som lige kunne passe for tiltalte. Tiltalte havde været udsat for nogle uberettigede skatteansættelser og følte sig stillet i en urimelig situation. Han var interesseret i at få arbejde og at få sine rejseudgifter dækket i forbindelse med en ansættelse i udlandet. Det var meningen, at tiltalte skulle drive handel. ND var ikke impliceret i, at hvad tiltalte skulle beskæftige sig med for H2 Trading. ND formidlede kontakten til folkene på Gibraltar - d.v.s. BB, PP og JS. Efter at ND havde talt med dem, kontaktede BB og JS tiltalte. I 1995 var det PP og JS, som tiltalte havde forbindelse med vedrørende H2 Trading. BB kom først ind i billedet senere, men der gik måske kun 2-3 måneder, før tiltalte talte med ham. Den første han talte med vedrørende H2 Trading var JS, som kontaktede tiltalte ca. 8 dage efter, at tiltalte havde talt med ND. JS sagde til tiltalte, at han skulle beskæftige sig med handel i almindelighed ikke specifikt med koks. De havde et par telefonsamtaler og blev enige om et samarbejde. Tiltalte har sidst talt med JS for 2-3 år siden. Han har ikke været i kontakt med ham siden. Det var ND, der fik den ide at handle med koks. Han tror nok, at han dengang talte med ND en gang hver 3. måned. ND har aldrig givet tiltalte ordre om, hvad tiltalte skulle foretage sig vedr. H2 Trading. Det har tiltalte til gengæld diskuteret med BB, JS og PP. De blev enige om, at der var en forretning i at handle med koks. Tiltalte har mødt JS og PP flere gange i Spanien. Det har aldrig været på tale, at tiltalte skulle være medejer af H2 Trading. Det havde tiltalte ingen interesse i, da han var insolvent. De blev enige om, at H2 Trading skulle handle med koks. Tiltalte tror nok, at BB havde en bekendt i Spanien, der handlede med koks. Der blev først købt nogle enkelte læs koks i Holland eller Belgien. Derefter kom tiltalte i kontakt med MO, G3 Kulkompani, som havde et stort parti koks, de ikke kunne sælge. Det var BB, der etablerede kontakten til koksleverandøren i Holland. Han kendte nogen i Spanien, som havde importeret mange koks til Spanien. BB fortalte tiltalte adressen på koksleverandøren i Rotterdam. Tiltalte kontaktede derefter leverandøren for at høre pris og for at afgive bestilling. Tiltalte tror nok, at den første bestilling blev afgivet i 1995 eller 96. Han var klar over, at der var et marked for salg af koks i Danmark. Han havde ikke dengang undersøgt reglerne på området. Han var klar over, at der var forskel på afgifterne i Tyskland og Danmark men regnede med, at det ikke var noget problem, hvis det blot var den danske køber, som selv hentede koksene. Det første læs koks blev derfor kørt til Tyskland, hvor de blev læsset af på en plads i ...20 50-60 km syd for grænsen. Denne plads blev kun benyttet til oplagring i 2-3 uger, så flyttede de til en plads nærmere grænsen. Det var ikke nødvendigt med et kontor ved pladsen. Efter ...20 fik de fast plads hos G6, ...6, Tyskland. Der var de i flere år indtil pladsen i ...9, Tyskland blev købt. Pladsen i ...9, Tyskland ligger på .... Det var de faste pladser, men selskabet har også i et vist omfang benyttet sig af midlertidige pladser syd for grænsen. ...21 var blot en garage med kontor. Det var det sted, hvor de tyske regnskaber blev lavet. Det var selskabets revisor, der lavede regnskaberne. Selskabet benyttede først revisor TD og sidst KJ som revisor. Der har der i mellem også været en anden revisor, hvis navn tiltalte ikke kan huske i dag. Det var tiltalte, der havde fundet frem til de pågældende revisorer. Det var JS og BB, der for 8-10 år siden bad tiltalte om at etablere en filial af H2 Trading i Tyskland. De skulle have et selskab med momsnummer i Tyskland. De sendte papirerne vedrørende selskabet op fra Gibraltar med underskrifter på. I begyndelsen blev den koks, der kom til Danmark, fyldt på sække i ...1, Danmark. Det begyndte de med måske allerede i 1996. V.10, V.4 og de andre vognmænd kom først på banen senere. Når koksene kom på sække i ...1, Danmark skyldtes det, at der her var opsækningsfaciliteter. Det var der ikke i Tyskland. Efter opsækningen blev koksene kørt tilbage til Tyskland, hvorfra de så blev solgt til danske kunder. Tiltalte var af den opfattelse, at man derved undgik de afgiftsmæssige problemer. Han mener, at han havde undersøgt de afgiftsmæssige problemer. På daværende tidspunkt var der meget diskussion om indførsel af koks til Danmark. Det var på møderne hos ToldSkat den 13. august og 10. oktober 1997 tiltalte, der rejste spørgsmålet om afgiftsproblemerne. For ToldSkat var formålet med møderne et problem omkring tilbagebetaling af moms til selskabet H3. Tiltalte var blevet opmærksom på problemerne med afgifterne allerede da han købte koksene i ...4, Danmark. Disse koks kørte tiltalte til Tyskland, før de igen blev kørt til Danmark. Tiltalte havde på daværende tidspunkt forstået reglerne sådan, at det var en betingelse for at undgå afgift. Tiltalte havde ikke læst reglerne, men han havde hørt om dem fra andre kokshandlere. Han havde også spurgt sin revisor og sin advokat. Han mente, at det var lovligt at køre koks fra Tyskland til ...1, Danmark for at få dem sækket op og derefter køre dem tilbage til Tyskland for derfra at sælge dem til danskere. Tiltalte kan ikke udelukke, at en generalfuldmagt, han 1995, skulle benyttes i forbindelse med etablering af filialen i Tyskland samt et selskab i Tjekkiet.

Vidnet V.1, ToldSkat ...5, har forklaret, at det er vidnet, der har udarbejdet ToldSkats sagsfremstilling. Udgangspunktet var nogle fakturaer, som blev fundet i en bil på adressen ...1, Danmark, i forbindelse med en ransagning. Efter anmodning udleverede Spedition G4 transportfakturaerne fra første gang, H2 optrådte i Spedition G4s bogholderi. Den første kontrolperiode løb til den 31. december 2000. På et tidspunkt modtog ToldSkat en anmeldelse fra MP, som havde bestilt koks på tiltaltes telefon. Han havde fået at vide, at der ville blive leveret koks på et givet tidspunkt. Vidnet var til stede, da lastbilen med koksene kom. Chaufføren SL oplyste det, der fremgår af sagsfremstillingen. Vidnet kan huske, at der var tale om en lastbil med tippelad. Han husker ikke, om den var tysk eller dansk indregistreret. Koksene var hentet i Tyskland, og indgår derfor ikke i sagen. SL kunne ikke umiddelbart sige, fra hvilken adresse i Tyskland, koksene var hentet.

Bilag 1 til sagsfremstillingen er udarbejdet på grundlag af en gennemgang af fakturaerne fra Spedition G4. De første 2 fakturaer, som er dateret 22. september 1998 er udstedt til G8. Fakturamodtageren er angivet som T. Leveringsstedet er oplyst at være henholdsvis ...15, Danmark og ...11, Danmark. Det var de første leveringer af energikoks dernede fra. Efter ToldSkats opfattelse var det uden betydning, om modtageren var angivet som T eller som H2. Vidnet brugte et regneark, da han gennemgik fakturaerne. Leveringsadresserne fremgik af fakturaerne og blev listet op. Ligeledes blev vægten og lastbilens registreringsnummer listet op, og det samme skete med hensyn til, hvem fakturaerne var udstedt til. I kolonnen "bemærkninger" er angivet vægten på de transporter, hvor bestemmelsesstedet var Tyskland. Disse fakturaer er således ikke medregnet ved opgørelsen af den samlede mængde. Koks, der er kørt til Tyskland, indgår således ikke i sagen. Varemodtagerne er ikke nævnt i listen men fremgår af fakturaerne. Regnings- og varemodtager er identisk i samtlige fakturaer, bortset fra de 2 første, hvor regningsmodtageren er G8 og varemodtageren er T. Fra 1999 skiftede fakturaerne udseende, men de oplysninger, vidnet skulle bruge til skemaet, fremgik stadig af fakturaerne. I fakturaerne optræder tiltaltes navn kun 2 gange, nemlig i forbindelse med de første 2 fakturaer. "Lager H2 Trading, ...1, Danmark" fremgår mange gange. De koks, der blev leveret til MP, indgår ikke i vægtopgørelsen. Der er således ikke krævet afgift af denne leverance. MP handler også med koks, men efter vidnets opfattelse ikke på samme måde som tiltalte. Vidnet har ikke haft noget med MPs sag at gøre. Vidnet var godt klar over, at MP handlede med koks, da han anmeldte tiltalte. Vidnet betragtede anmeldelsen som en ganske almindelig anmeldelse og tænkte ikke på, at MPs motiv kunne være at skaffe en konkurrent af vejen. Den kunde, som er omtalt i sagsfremstillingen side 9 og side 10, er MP. Vidnet betragtede ham i den foreliggende situation blot som en privatkunde, der bestilte koks. Når der i opgørelsen side 2 er fratrukket 72.355 kg. leveret til V.4, skyldes det, at V.4 er registreret efter kulafgiftsloven m.v. og således kan få tilført koks, uden at der skal betales afgift. MP er ikke registreret her i landet, så vidt vidnet ved. Hvis koks leveres til en registreret modtager, er det modtageren, der står for afgiftsbetalingen. Transportøren/leverandøren skal undersøge, om varemodtageren er registreret. Vidnet kan ikke uden videre oplyse, hvor det står i afgiftsreglerne.

Vidnet oplyste efter undersøgelse af reglerne, at forpligtelsen fremgår af punktafgiftsvejledningen side 32.

Vidnet forklarede videre, at tallene i sagsfremstillingen side 2 fremgår af Spedition G4s fakturaer. Koksene er leveret fra Holland eller Belgien. Der er ikke af ToldSkat foretaget undersøgelse af, hvem der i Holland og Belgien har solgt koksene. Oplysningerne herom var irrelevante for afgiftsberegningen. Når det anføres, at opgørelsen af punktafgiften er den eneste forskel, om afgiften skal opkræves efter § 5, stk. 1 eller § 5, stk. 2 i opkrævningsloven. Skønsmæssige afgørelser opkræves efter stk. 2. Hvis man hos ToldSkat havde vurderet, at der forelå en helt nøjagtig opgørelse, skulle opkrævningen være sket efter stk. 1.

Usikkerhedsmomentet vedrører svovlindholdet, idet svovlanalysen kun omfatter en prøve på 5.000 kg. Svovlindholdet i prøven var 1,5%, hvilket vidnet umiddelbart vil skønne ligger lavt. Efter miljøreglerne skal svovlindholdet være under 2,0 eller 2,5, for at koksene kan godkendes. Prøven stammer fra det læs, som blev leveret til MP jf. sagsfremstillingen. Uanset hvor mange prøver, der var taget, ville opgørelsen af svovlindholdet komme til at hvile på et skøn. Efter vidnets vurdering er procentsatsen 1,5% ikke urimelig. Momsen er også opgjort skønsmæssigt, jf. sagsfremstillingen side 3. Der forelå ingen salgsfakturaer, og salgsprisen er opgjort på grundlag af de annoncer, der har været i Den Gule Avis. Alle foreliggende fakturaer var uden moms. De foreliggende fakturaer stammede fra V.4 og vedrørte opsækning og opbevaring af koks. I fakturaerne fra G4 er ikke medregnet moms. Vidnet har ikke set fakturaer, som vedrørte køb af koks.

Vedr. sagsfremstillingen side 4 forklarede vidnet, at han ikke, da denne sagsfremstilling blev udarbejdet, har foretaget nærmere undersøgelser vedr. H2 Trading Ltd. Hans undersøgelser vedr. dette selskab er foretaget i forbindelse med den senere sag, og fremgår af den efterfølgende sagsfremstilling. Indledningen af en straffesag bestod i, at der var sendt en tiltalebegæring til politiet. Der blev ikke rejst nogen tiltale vedr. de tidligere år.

I sagsfremstillingen side 9 har vidnet givet sin begrundelse for, at det var tiltalte, som var ansvarlig for de handlinger, som er foregået i H2 Trading. De centrallagre, vidnet henviser til, er de steder, hvor koksene er læsset. Efter vidnets opfattelse skal der betales afgift, selv om koksene efter aflæsning f.eks. i ...15, Danmark, er kommet på sække og derefter kørt tilbage til Tyskland, og derfra igen indført til Danmark. Dette fremgår af kulafgiftslovens § 10 a, stk. 1. Efter vidnets opfattelse var den erhvervsmæssige modtager af koksene H2 Trading eller tiltalte, og det var således H2 Trading eller tiltalte, der skulle have anmeldt, at koksene var indført til Danmark. Vidnet mener, at det var tiltalte, der stod for transporterne, jf. sagsfremstillingen side 9. Vidnets begrundelse for at H2 Trading er et proformaselskab, fremgår ligeledes af sagsfremstillingen side 9. Efter politiets undersøgelser var det tiltaltes folk, der distribuerede koksen. Vidnet har ikke bedt H2 Trading om at sende købsfakturaer. Vidnet har ikke i forbindelse med udarbejdelsen af den første sagsfremstilling foretaget undersøgelser vedr. H2 Trading. Vidnet har i forbindelse med udarbejdelsen af sagsfremstillingen bygget på en tidligere sagsfremstilling vedr. årene 1995 - 1998. Det er ikke vidnet, men en kollega, der har udarbejdet denne sagsfremstilling. Vidnet har ikke rettet henvendelse til personer på Gibraltar for at få yderligere oplysninger vedr. H2 Trading. Vidnet mener, at han i det foreliggende har haft tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at H2 Trading var et proforma selskab. De centrallagre, der henvises til, er de lagerpladser, som er placeret rundt omkring, og hvorfra der er distribueret koks til de endelige forbrugere. Vidnet mener, at det er tiltalte, som har oprettet H2 Trading. Med oprettet mener han det samme som stiftet. Han har ikke set nogen dokumentation, der beviser dette. Vidnets opfattelse bygger på tiltaltes rolle i selskabet, men ikke på nogen form for skriftlig dokumentation. Han mener heller ikke, at der er nogen, der har fortalt ham, at det var tiltalte, der havde oprettet H2 Trading, men på den anden side er der ikke tale om rent gætteri fra hans side. Det har hele tiden været tiltalte, der har optrådt på H2 Tradings vegne. Vidnets grundlag for at fastslå, at tiltalte har villet tilsløre sit salg gennem anvendelse af H2 Trading var, at det enten måtte være H2 Trading, eller en anden, d.v.s. tiltalte, der stod for salget. Vidnet mener, at det gennem de oplysninger, som foreligger, er belyst, at det var tiltalte, der stod for salget. Tiltalte agerede for H2 Trading. Vidnet mener ikke, at kokssælgerne er blevet afhørt, heller ikke af politiet. Det var enten tiltalte eller H2 Trading, der var registreringspligtig i Danmark. Uanset om det var den ene eller den anden, forelå der et afgiftspligt kokssalg. Vidnets virksomhedsbeskrivelse er baseret på oplysninger vedr. en tidligere sag for årene 1995 - 1997. Det er ikke vidnet, som har lavet den tidligere sagsfremstilling. Han mener ikke, at det i forbindelse med den første sag blev undersøgt, hvem der stod som stifter, men det blev konstateret, at tiltalte stod som ansvarlig leder i Tyskland.

Anledningen til den yderligere kontrol vedrørende 2001-2003 var dels tiltaltes fortsatte annoncering med salg af koks, og dels at der blev standset 2 lastbiler. Desuden var der forlydender i branchen om det fortsatte kokssalg. ToldSkat modtog forskellige henvendelser, bl.a. fra et firma i Vejle, som fandt tiltaltes salg uden afgifter konkurrenceforvridende. Koksene blev solgt alt for billigt, idet alene afgiften i Danmark lå på 2.000 - 2.500 kr. pr. tons excl. moms. Vidnet kontaktede igen Spedition G4, og bad dem sende transportfakturaer. Forespørgslen lød på, at Spedition G4 skulle sende fakturaer vedr. H2 Trading, H2 Holding og T. Vidnet modtog herefter fakturaer for perioden 1. januar 2001 til den 15. marts 2003. Han gik derefter i gang med regnearket, og lavede en liste over de foretagne transporter, som blev sorteret i datoorden og efter leveringssteder. Opstillingen er i øvrigt foretaget på samme måde som den tidligere opstilling. I bilag 90 - underbilag 2 er der udarbejdet en selvstændig opgørelse vedr. leveringerne til ...9, Tyskland. Svovlafgiften er beregnet på grundlag af en analyse, som er foretaget vedr. en prøve af en koksleverance til V.4 Brændsel. Denne analyse viste et noget større svovlindhold end det tidligere, nemlig 2,6%, jf. bilag 90 - underbilag 4. Det var V.4, der oplyste, at koksene stammede fra H2. Vidnet har drøftet med politiet, hvor mange prøver, der var nødvendig, og han blev med politiet enige om, at det altid alligevel ville blive et skøn. Der var derfor enighed om, at den ene prøve, der var taget, var tilstrækkelig. Der er ikke fratrukket købsmoms i opgørelsen, idet de fakturaer, der foreligger, er udstedt uden moms. Det skyldtes, at de var udstedt til et udenlandsk firma. Vidnet har forsøgt at indhente oplysninger om, hvem der tegner firmaerne H2 Trading og H2 Holding. Han har i denne forbindelse haft kontakt til et kontor hos Told- og Skattestyrelsen, som har specialiseret sig i at indhente oplysninger af denne art. Som svar på sin henvendelse modtog han e-mailen bilag 16 (omslaget tillægsforhold). Det er i dette bilag selskabet H2 Trading, der beskrives, og det beror således på en fejl, at der i indledningen står H2 Holding. Efter vidnets opfattelse svarer G2 til Selskabsregisteret. Der var ingen personnavne at finde - det var selskaber, der tegnede selskaberne. Med hensyn til H2 Holding, foreligger der en udskrift fra oplysningsbureauet D & B. Vidnet mener, at der er tale om et privat oplysningsbureau. Oplysningerne i bilag 15 er gengivet i sagsfremstillingen. Det er de samme selskaber, der tegner H2 Holding. Aktierne i dette selskab ejes af tiltales søn TA. H2 Holding blev momsregistreret i England den 13. november 2002. Vidnet har ikke undersøgt, hvem der anmeldte selskabet til registrering. Han har hørt, at Spedition G4 på et tidspunkt fandt ud af, at Mayhill Holding ikke var momsregistreret, og at det var på foranledning af Spedition G4, at momsregistreringen fandt sted. Der skal beregnes moms af salget, hvis salget sker fra lager her i landet. D.v.s. at varerne befinder sig i landet på salgstidspunktet. Vidnet så situationen således, at varerne var transporteret fra udlandet til lagre her i landet, og derfra solgt til de endelige aftagere. Han vil sidestille situationen med den, der f.eks. foreligger vedr. Aldi butikkerne. Her kommer varerne også fra udlandet, men sælges fra danske butikker. Det er leveringsstedet, der er afgørende, og det er den erhvervsdrivende varemodtager, der skal anmelde varemodtagelsen. Efter vidnets opfattelse var det tiltalte, der var varemodtager. Der findes ikke i punktafgiftslovgivningen en 280.000 kr.s regel. Derimod findes der i momslovens § 49, stk. 3, en regel om, at der ved fjernsalg fra udlandet, som ikke overstiger en årlig omsætning på 280.000 kr., og som finder sted til private personer i Danmark, hverken skal ske registrering eller betales moms. Reglen er først og fremmest tænkt anvendt på postordresalg og internetsalg. Reglen ville også have fundet anvendelse på koks, hvis de var solgt ved fjernsalg. Dette fremgår af momslovens § 34, stk. 1, nr. 3, hvorefter det kun er de varer, som er punktafgiftspligtige efter EU-lovgivningen, der er undtaget fra hovedreglen i momslovens § 49, stk. 3. Reglen er parallel med den 50.000 kr.s regel, der gælder for danskeres salg af varer uden momsregistrering.

Vidnet er bekendt med brevet fra TA. Forhistorien var den, at tiltalte, før han fik den endelige afgiftsafgørelse af 15. marts 2004 tilsendt, havde fået et forslag til afgørelse. Brevet fra TA, som er dateret 1. marts 2004, må ses som en reaktion på forslaget til afgørelse. Det fremgår af oplysningerne fra D & B, at det var TA, som var ejer af aktierne i H2 Holding. Vidnet er opmærksom på, at der i brevet fra D & B, sidste side, er oplyst, at man ikke garanterer for oplysningernes korrekthed. Vidnet har opfattet dette som en standard ansvarsfraskrivelse. Det var VS, Told- og Skattestyrelsen, der vurderede, at man havde de oplysninger, der skulle bruges, og at det ikke var nødvendigt at betale de sidste 20 pund for eventuelle yderligere oplysninger. Vidnet mener, at oplysningerne fra D & B er tilvejebragt gennem Told- og Skattestyrelsen, idet vidnet ikke selv havde adgang til at betale for oplysninger af denne art. Han var enig i, at de havde de nødvendige oplysninger, og at det ikke var nødvendigt at betale for flere. I øvrigt var vidnet interesseret i at få så meget at vide om selskaberne som muligt, men han vurderede, at der ikke var flere oplysninger at få. Vidnet har ikke undersøgt personkredsen omkring G2- selskaberne, og han tror heller ikke, at der er andre, der har gjort det. Han ved ikke, om man ved at betale 20 pund kunne have fået oplysninger om, hvem der stod bag G2 selskaberne. Oplysningen om, at H2 Holding er momsregistreret i England, har vidnet fået fra Told- og Skattestyrelsens database. Den tidligere konstatering, som omtales i sagsfremstillingen side 5, vedrører perioden 1995 - 1997 og selskabet H3 Danmark. Det er vidnets vurdering, at tiltalte er ansvarlig for handlingerne i H2 Trading og H2 Holding. Vidnets begrundelse er den, at det hver gang er tiltalte, der har tegnet de nævnte selskaber. Tiltaltes navn er det eneste, der dukker op, når de 2 selskaber har foretaget sig noget. Koksene er ifølge fakturaerne fra Spedition G4 leveret til de 2 selskaber. Det var tiltalte og tiltaltes folk, der fik rådighed over koksene efter leveringerne. Dette er fremgået af politiets afhøringer. Vidnet har ikke undersøgt, hvor koksene er købt, idet han ikke har anset dette for relevant for afgiftsafgørelsen. Opkrævningen af afgifterne er sendt til tiltalte og ikke til selskaberne H2 Trading og H2 Holding. Begrundelsen var den, at det var tiltalte, der tegnede de 2 selskaber. Dette er vidnets vurdering, uanset at H2 Trading og H2 Holding er opbygget som selvstændige juridiske personer. Den virksomhed, som henvises til på side 12 i sagsfremstillingen, er virksomheden med handel med koks. Hvis danske kunder som privatpersoner til eget forbrug henter koks i Tyskland, kan dette ske uden afgift. Dette gælder ikke, hvis det f.eks. er en brændselshandler, der henter koksene i Tyskland. Det gælder heller ikke, hvis salget formidles af en person fra Danmark, og den, der foretager denne ekspedition oppebærer provision. Vidnet har ikke undersøgt, om tiltalte har fået provision af en eventuel formidling af kokssalget, idet det ikke er den situation, der foreligger her. Afgiftsopkrævningen hos tiltalte er ikke påklaget.

Vidnet V.2 har forklaret, at han er administrerende direktør for G4 Logistik. Dette firma hed tidligere Spedition G4 og lå i ..., Danmark. Vidnet blev direktør i Spedition G4 i juni 1998. Firmaet har i dag 12 ansatte. Der har været tale om et varierende antal ansatte, men antallet har ligget nogenlunde der omkring. På et tidspunkt fik firmaet Spedition G4 en henvendelse fra tiltalte vedr. transport af fyringskoks fra Holland og Belgien til Danmark og Tyskland. Det var en medarbejder hos Spedition G4 ved navn V.3, der ordnede det praktiske. V.3 bestemte, at der skulle betales forud for transporterne, idet der var tale om en ny kunde. Vidnet mødte tiltalte nogle gange, når tiltalte var i firmaet. I begyndelsen var vidnet ikke så meget indblandet i kundeforholdet til tiltalte, men det kom senere. Det var tiltalte, der oplyste, at hans firma hed H2 Trading. Tiltalte sagde ikke noget om, hvad hans forbindelse med H2 Trading var, men vidnet fik det indtryk, at tiltalte ejede H2 Trading, og at han var direktør for det. Det var tiltalte, der forhandlede aftalerne og afgav ordrerne, og det var tiltalte der kom med betalingerne. Tiltalte kom ofte hos Spedition G4 og alle kendte ham i firmaet. Betalingen fra tiltalte skete stort set altid kontant. Det er sket, at tiltalte har været i banken og indsat kontantbeløb på Spedition G4s konto i Sydbank. Disse betalinger skete også i form af kontanter eller i form af checks. Når tiltalte betalte i firmaet, skete det til økonomichef V.23. Det var V.3, der tilrettelagde de enkelte transporter og udstedte fragtbreve. Vidnet har ikke forhandlet med andre hos H2 Trading end tiltalte. En person ved navn BB var med en enkelt gang. Det var tiltalte, som bad om, at BBs navn blev skrevet på bekræftelsen af den ene af de aftaler, der blev indgået. Tiltalte sagde, at det var BB, som var direktør. BB var udlænding. Vidnet ved ikke, hvilken nationalitet BB havde. Han sagde ikke ret meget. Transportaftalens priser gjaldt pr. tons. Den forventede mængde var ca. 3.000 tons på en sæson. Aftalen blev indgået under et møde i G4. Så vidt vidnet husker, deltog V.3, vidnet selv og tiltalte i dette møde. Bekræftelsen på den anden aftale er stilet til BB efter tiltaltes ønske, men det var tiltalte, der førte ordet under forhandlingerne. BB talte ikke dansk, og vidnet er ikke klar over, om han talte tysk. Vidnet mener ikke, at han har talt priser med BB, og tiltalte konfererede ikke med BB under mødet. Det var vidnets indtryk, at BB blot var med. Møderne med tiltalte foregik på dansk. På et tidspunkt overholdt tiltalte ikke betalingsaftalerne, og der opstod problemer. Det var i denne forbindelse, at vidnet kom mere ind i billedet, og vidnet har i forbindelse med de manglende betalinger haft nogle samtaler med tiltalte. Han har haft ringet til tiltalte på tiltaltes mobiltelefon eller ringet til ham i ...1, Danmark. Han tror ikke, at han har haft ringet til ham i Tyskland. Vidnet var godt klar over, at tiltalte havde et forretningssted i Tyskland, og han har også på et tidspunkt været der. Han mener, at han har været på adressen ...21 en enkelt gang. Han mener det er det sted, der ligger nede ved .... Det lignede en privatbolig. Han mener at kunne huske, at der var ansat en pige og tiltaltes ægtefælle. Han har også en enkelt gang været på en adresse i ...9, Tyskland. Der var tale om en administrationsbygning, som ligger i industriområdet. Der var et nybyggeri, og tiltalte havde sin administration på 1. sal i bygningen. Der var også en lagerbygning på grunden, og - tror han nok - et opsækningsanlæg. Han fik at vide, at det var der, koksene blev læsset af. På det tidspunkt, hvor vidnet var der, var tiltalte i gang med at opføre nybygningen. Vidnet har ikke kendskab til andre lagerpladser i Tyskland. Han husker ikke, hvad han fortalte politiet vedr. BB, men det kan godt være, at han har talt med ham på engelsk. Der har ikke været tale om forhandlinger, men alene om en almindelig samtale af høflighed. Han mener, at BB kun var med en enkelt gang. Problemerne med tiltalte tilspidsede sig, da tiltalte skiftede adresse uden at oplyse det hos Spedition G4. På dette tidspunkt havde man hos Spedition G4 et tilgodehavende i størrelsesordenen 200.000 kr. hos tiltalte, og vidnet var begyndt at blive bange for, om tiltalte ville betale. Tiltalte havde først bedt dem om for fremtiden at sende fakturaerne til Gibraltar. Vidnet tjekkede momsnummer hos ToldSkat og fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. På et tidspunkt man hos Spedition G4 at vide, at det tyske momsnummer var blevet lukket. Det var anledningen til, at vidnet kontaktede tiltalte. Tiltalte fortalte så, at han havde flyttet sit firma til England. Det havde han ikke givet besked om hos Spedition G4. Her var der mange regninger, der skulle laves om og sendes til England. Tiltaltes begrundelse for, at han ville have regningerne sendt til Gibraltar, var nogle skattemæssige forhold. Vidnet tør ikke sige nærmere, hvad det var vedr. skatten, der betød, at regningerne skulle sendes til Gibraltar, men tiltalte sagde, at Gibraltar havde en særstatus i EU. Vidnet fik tiltaltes momsnummer i England at vide. Tiltalte var godt klar over, at Spedition G4 krævede, at der var momsnummer. Momsnummeret var Spedition G4s eneste sikkerhed. Tiltalte havde problemer med at få et momsnummer i England. Han fortalte, at det skyldtes bureaukratiet i England. Vidnet mener ikke, at Spedition G4 har haft returlæs med fra Danmark til Tyskland. Der var ingen aftale om det, men vidnet vil ikke afvise, at det er sket i enkelte tilfælde.

Vidnet mener aldrig de har haft returgods med. Hvis der har været tale om et returgodslæs, har der været tale om et enkelt læs udenfor den faste aftale. De fakturaer, som Spedition G4 har udstedt, dækker i alle tilfælde over transporter, der er foretaget. Fakturakopierne er er afleveret til politiet uden rettelser. Spedition G4 havde intet at skjule. Tiltalte fortsatte med at bruge Spedition G4, efter at fakturakopierne var blevet udleveret. Tiltalte skyldte Spedition G4 en del penge, og vidnet ønskede engagementet nedbragt, før forretningsforbindelsen blev lukket. Det kan godt passe, at V.3, når fyringssæsonen begyndte, har ringet til tiltalte og spurgt, om han skulle have læs med hjem i den pågældende uge. Når der er tale om en fast kunde, er en sådan kontakt ganske almindelig i branchen. Vidnet har ikke hørt noget om, at H2 Trading og H2 Holding ikke er det samme selskab. Han troede blot, at tiltalte havde flyttet sit firma fra Tyskland til England. Ordregivelsen og betalingen skete på akkurat samme måde efter flytningen til England.

Vidnet V.3, har forklaret, at han er ansat som disponent hos G4 Logistik, som tidligere hed Spedition G4. Vidnet var også ansat i firmaet i 1998. Vidnet står for importkørslen, og det er således vidnet, som skal sørge for at finde gods til de lastbiler, som skal køre til Danmark. Han kender tiltalte som kunde hos Spedition G4. Tiltalte henvendte sig hos Spedition G4 i 1998, idet han havde set, at de havde tippebiler, som kunne køre med løsgods. Det var vidnet, som fastsatte fragtpriserne vedr. koksene fra Holland i begyndelsen, og det var også vidnet, der lavede den første aftale med tiltalte. Vidnet havde nok fået et visitkort fra tiltalte forinden. Vidnets tilbud blev sendt til ...1, Danmark, i begyndelsen stilet til et firma ved navn G8, som var hjemmehørende på Gibraltar, men senere blev det H2, som tilbudene blev stilet til. Dette skete i forbindelse med, at momsnummeret blev ændret til et tysk momsnummer. Vidnet har aldrig været på H2s tyske forretningsadresser. Han har kun set adresserne på visitkort. I begyndelsen gjaldt det, at Spedition G4 skulle have betaling forud, idet de ikke havde noget kendskab til tiltalte. Tiltalte betalte pengene kontant, og når vidnet havde konstateret, at pengene var gået ind, fandt vidnet frem til de lastbiler, som skulle køre for tiltalte. Vidnet fik så siden at vide, hvor lastbilerne skulle køre hen. Fragterne blev betalt kontant. Vidnet sendte så bilerne til det sted, hvor de skulle læsses. Der kunne i denne forbindelse opstå problemer med koksleverandøren, hvis denne ikke havde fået penge. Vidnet har været ude for, at lastbilen i så fald kunne komme til at stå hos leverandøren, og der kunne gå nogle timer, før tingene faldt på plads. Bilerne blev nemlig ikke læsset, før koksene var betalt. Til sidst måtte vidnet kræve, at der var sikkerhed for, at koksene var betalt, før lastbilerne blev sendt afsted. Det blev i en periode ordnet på den måde, at vidnet kunne ringe til et firma, hvis navn vist nok var G5 og høre, om koksene var betalt. Det var normalt sådan, at chaufføren ringede til vidnet, hvis det ikke var i orden med betalingen hos koksleverandøren. Vidnet kontaktede derefter tiltalte, som så plejede at sige, at det kunne han ikke forstå. Tiltalte fik derefter bragt tingene i orden, og vidnet har kun 1 eller 2 gange været ude for, at de ikke fik koksene med hjem. Det er kun vidnet, der hos Spedition G4 har stået for transporterne, bortset fra de tidspunkter, hvor vidnet har haft ferie. Transporterne foregik fra slutningen af august til maj måned det følgende år. Antallet af transporter pr. uge var forskellig. På et tidspunkt steg omsætningen gevaldigt, og i de gode uger lå antallet af transporter måske oppe mod 15. I normalugerne var der tale om 5-10 transporter. Der var kun mundtlig kontakt mellem vidnet og tiltalte. Den foregik enten pr. telefon eller ved tiltaltes personlige henvendelse i firmaet. Tiltalte var der ofte, idet han som nævnt skulle betale forud for transporterne. Efterhånden fik tiltalte kredit, og han kom op på at skylde Spedition G4 et større beløb. Det skyldige beløb var oppe omkring 200.000 kr. Tiltalte lovede betaling, og gælden blev efterhånden nedbragt til 120-130.000 kr., da rebet brast. Spedition G4 udøvede tilbageholdelsesret i de sidste læs. Det blev tiltalte sur over, men han indfriede gælden til Spedition G4 allerede i begyndelsen af den følgende uge. Da den sidste lastbil var betalt, stoppede forretningsforbindelsen mellem tiltalte og Spedition G4. Vidnets chef var efterhånden blevet så utilfreds med tiltalte, at han sagde, at han ikke ville have noget med tiltalte at gøre, selv om pengene blev betalt forud. Vidnet har ikke haft kontakt med andre end tiltalte vedrørende de omhandlede transporter. Det er sket, at han har ringet hjem til tiltalte og talt med tiltaltes kone, hvis han ikke har kunnet komme i kontakt med tiltalte. Det kan også være sket det, at der er kommet en eller anden, som tiltalte havde sendt for at betale. Vidnet har ikke været i kontakt med dem. Der kom personer, som måske højst kunne tale 3 ord tysk. Der var ikke tale om talende personer. De betalte bare.

Med hensyn til prisaftalerne om transporterne og bestillingen af de enkelte transporter, var det kun tiltalte, der foretog dette. Vidnet har tildels været med til at indgå de årsaftaler, der er lavet. Det var vidnet, der lavede de første priser, og vidnet har også været med til at regulere fragtpriserne. Tiltalte havde over for direktør V.2 givet udtryk for, at han ønskede en fast prisaftale. Vidnet mener ikke, at han har deltaget i noget egentlig møde vedrørende prisaftalerne. Der var mere tale om en snak over en fyraftensøl. Navnet BB siger ikke rigtig vidnet noget. BB har kun været nede for at betale, så vidt vidnet ved. Engang har tiltalte præsenteret en person, som muligvis var BB. Tiltalte sagde, at det faktisk var selskabets d.v.s H2 Tradings direktør, men om det var BB eller en anden, husker vidnet ikke. Hos Spedition G4 havde man kun kontakt med tiltalte, og vidnet opfattede det på den måde, at det i realiteten kun var tiltalte, der var direktør. Vidnet troede ikke rigtig på, at den person, der blev præsenteret som direktør for H2 Trading, reelt også var det. Vidnet ville ikke bedømme vedkommende til at være direktør for noget. Han var ikke klædt sådan på, og han førte overhovedet ikke ordet. Når Spedition G4 havde sendt en bil ned til fabrikken i Holland eller Belgien, fortalte tiltalte, hvor bilen skulle hen, om den f.eks. skulle til ...17, Danmark eller ...15, Danmark. Vidnet udfærdigede derefter et fragtbrev, hvor bestemmelsesstedet blev skrevet. Alle bestemmelsesstederne kom i fragtbrevene til at hedde "Lager H2". Det hele blev ordnet fra dag til dag. Vidnet lagde fragtbrevet ned til chaufføren, og det var fragtbrevet, der dannede grundlag for transporten. Afsenderen blev altid betegnet som H2 ...2 , Tyskland.

Fragtbrevet, bilag 24, 3. sidste side (omslag tillægsforhold) er et neutralt fragtbrev. Fragtbreve er udfærdiget på den måde, at slutmodtageren ikke kan se, hvor varerne er hentet. Varen, der blev transporteret, ved brug af det pågældende fragtbrev, skulle afhentes hos G7 i ...16, Danmark. Derfra blev koksene guidet videre nogle gange til ..., andre gange er koksene kørt til slutmodtageren. Vidnet ved ikke, hvor det var. Navnet på varemodtageren går igen fra fragtbrevet til fakturaen. Vidnet har aldrig i forbindelse med udarbejdelse af fragtbrevene ændret på de faktiske forhold. Vidnet har ikke ønsket at benytte fiktive adresser i fragtbrevene, selv om tiltalte på et tidspunkt har fremsat ønske om, at bestemmelsesstedet blev rettet til ...2 , Tyskland, selv om koksene var læsset af i Danmark.. Det er fragtbrevets oplysninger, som ligger til grund for betalingen af vognmanden.

Der blev lavet en kontrol af en lastbil ved grænsen. Vidnet underrettede tiltalte om, at lastbilen var tilbageholdt, hvorefter tiltalte omdirigerede læsset til V.4. V.4 importerer vist koks i forvejen. Da tiltalte havde omdirigeret bilen, kunne den køre videre. Det oprindelige bestemmelsessted fremgår af fragtbrevet, som var udarbejdet dagen i forvejen. Spedition G4 har aldrig foretaget transport af koks fra Danmark til Tyskland for tiltalte. På et tidspunkt er H2 Trading Tyskland ændret til H2 Holding England. En af medarbejderne hos Spedition G4 havde på et tidspunkt tjekket kundernes momsnumre og konstateret, at der var sket en ændring. Tiltalte sagde, at han var ved at blive momsregistreret i England. Spedition G4 har så på et tidspunkt fået en skrivelse fra England, hvoraf det nye momsnummer fremgik. Vidnet mener, at brevet blev afleveret af tiltalte, efter at han var blevet rykket mange gange. Vidnet har også personlig krævet tiltalte for oplysning om det nye momsnummer. Ændringen fra H2 Trading til H2 Holding betød ikke nogen ændring i forretningsgangen hos Spedition G4, og det var stadig tiltalte, der bestilte læssene. Vidnet har aldrig været i kontakt med medarbejdere hos H2 Holding i England. Det var kun navnet, der var blevet ændret. Vidnet mener ikke, at tiltalte har givet nogen begrundelse for, at virksomheden fremtidigt blev drevet fra England. Fakturaerne blev afleveret personligt til tiltalte, når han var i firmaet. Tiltalte fik en dags dato kvittering, når han havde betalt for fragterne. Dem fik han også, når han var i firmaet. Sådan foregik det i hele perioden. Vidnet tror ikke, at tiltalte i begyndelsen selv havde lastbiler. Da tiltalte senere skyldte penge hos Spedition G4 sagde han noget om, at han havde anskaffet sig en lastbil. Vidnet ved ikke noget om, hvordan kullene blev transporteret rundt i Danmark, efter af Spedition G4 havde foretaget leveringen. Det er ikke helt rigtigt, at 80% af transporterne kom i stand på foranledning af Spedition G4. Tiltalte havde normalt fortalt, hvor mange lastbiler han skulle bruge i den kommende uge, og så har vidnet ringet tilbage og fortalt, hvor mange lastbiler der kunne skaffes. I 9 ud af 10 tilfælde har tiltalte fået alle de biler, som Spedition G4 havde i Holland. Det er muligt, at tiltalte på et tidspunkt har givet ham en forklaring på navneskiftet fra H2 Trading til H2 Holding. Vidnet kan ikke huske det i dag. Vidnet har ikke gjort sig nærmere overvejelser om det betød noget. Vidnet kom normalt i kontakt med tiltalte via tiltaltes mobiltelefon eller tiltaltes fastnettelefon i ...1, Danmark. Vidnet har ikke været i kontakt med tiltalte ved brug af en fastnettelefon i Tyskland, men tiltalte har vistnok på et tidspunkt haft en tysk mobiltelefon.

Vidnet V.23 har forklaret, at hun er ansat som regnskabschef hos G4 Logistik. Hun har været ansat i firmaet siden 1993. På daværende tidspunkt hed firmaet Spedition G4. I 1998 var hun regnskabschef i firmaet. Tiltalte kom meget hos Spedition G4 og betalte sine transportregninger. Betalingerne skete til vidnet. Navnet H2 Trading og H2 Holding har vidnet kendskab til, idet hun ved, at det ene lå i ...2 , Tyskland og det andet i England. Hun kendte kun disse firmaer gennem deres SE-nummer og momsnummer. Normalt var det tiltalte, der kom og betalte regningerne, men der kom også mange gange en litauer eller sådan noget. Vedkommende kunne lidt tysk. Det var i den sidste periode frem til 2003, at den pågældende person kom og betalte regningerne. Vidnet husker ikke navnet på den pågældende person. Hun brugte navnet, når vedkommende fik kvitteringerne for indbetalingerne. Det var ikke vidnet, der foretog faktureringen. Regningerne blev betalt med kontanter og checks. Det er sket, at der er indsat beløb på Spedition G4s konto i banken, men regningerne er aldrig betalt ved bankoverførsler. Vidnet har modtaget masser af checks, som ikke direkte var udstedt til Spedition G4. Checkene kunne være udstedt f.eks. til vinduesfirmaet H7, og på mange andre checks var der ikke skrevet modtager. Beløbene på checkene lød på beløb fra omkring 300 kr. op til 15.000 kr. Vidnet har fundet checknumrene frem, så politiet kunne finde frem til de checks, der var brugt til betalingerne. På et tidspunkt er firmaet H2 Trading,Tyskland, ændret til H2 Holding, England. Hos G4 Spedition fandt de ud af dette i forbindelse med et rutinemæssigt tjek af kundernes SE-numre. På den måde fandt man hos Spedition G4 ud af, at H2 Tradings tyske SE-nummer var ugyldigt. Tiltalte blev gjort opmærksom på dette, og Spedition G4 modtog derefter en fax fra tiltalte, hvoraf det fremgik, at de hos Spedition G4 skulle oprette selskabet med engelsk momsnummer. Vidnet var ikke klar over, at der var et hul på 1½ år fra ophøret af det tyske momsnummer til det engelske, momsnummer kunne benyttes . Vidnet har ikke været i kontakt med tiltalte med hensyn til det nye momsnummer. Ud over vidnet har V.3 og V.2 modtaget betalinger fra tiltalte. Vidnet mener ikke, at der er andre i firmaet, der har modtaget betalinger fra tiltalte. Tiltalte hentede selv fakturaerne, som lå i et plastomslag. Tiltalte havde bedt om at få fakturaerne på den måde. Det er ikke usædvanligt i branchen. Vidnet har ikke været i kontakt med andre i firmaerne H2 Trading eller H2 Holding end tiltalte og den førnævnte litauer. Tiltalte var tit bagud med betalingen, og til sidst var der en ret stor gæld. Regnskabsafdelingen har ikke sendt tiltalte rykkere. Det var ikke nødvendigt, idet der var kontakt med tiltalte hele tiden.

Vidnet V.24 har forklaret, at han er direktør i G9, som pr. 1. januar 2002 overtog en korn- og foderstofforretning i ...22. Overtagelsen skete reelt i forsommeren 2002. G9 handler hovedsagelig med foderpiller, men sælger også træpiller og muligvis også træbriketter. G9 handler ikke med energikoks/petrokoks eller lignende. Der handles heller ikke med den slags produkter fra afdelingen i ...22. Vidnet kan ikke udtale sig om, hvorfor der er kørt læs med energikoks til afdelingen i ...22. Vidnet var meget forundret over at høre, at det havde fundet sted. Vidnet havde ikke givet tilladelse til, at afdelingen i ...22 kunne benyttes til oplagring af energikoks/petrokoks. Navnene H2 Trading og H2 Holding siger ikke vidnet noget. Det er muligt, at afdelingen i ...22, før G9s overtagelse pr. 1. januar 2002, har handlet med energikoks, men det kender vidnet ikke noget til. Havde vidnet hørt, at ejendommen i ...22 blev benyttet til oplagring af koks, ville han have sørget for, at det blev standset, idet der ikke kan foregå private aktiviteter på virksomhedens lokaliteter. V.26 var lagerforvalter i en periode hos G9, men blev opsagt pr. 1. november 2003. Han passede ikke ind i G9s system. Opsigelsen havde ikke noget med oplagringen af koks at gøre. V.10 kører for G9 Vidnet har efterfølgende hørt, at V.10 i en periode har transporteret jordoliekoks.

Vidnet V.25 har forklaret, at han i efteråret 2002 var ansat som lagermand i G9's afdeling i ...22. Vidnet er klar over, at der blev kørt nogle læs energikoks til afdelingen. Om det var 5 læs, husker vidnet ikke. Det var vognmand V.10 fra ...18, som hentede koksene. Koksene var bestemt til V.10. Vidnet tør ikke sige, hvordan aftalen om, at pladsen ved G9 i ...22 kunne benyttes, kom istand. Han regnede med, at det var noget, som hørte under lagerforvalter V.26. Det ene læs koks kom om eftermiddagen, ellers var de gået hjem, når koksene kom. Vedrørende det læs, der kom sidst på eftermiddagen, bad vognmanden vidnet om at kvittere for modtagelsen. Vidnet kvitterede, idet han ikke kunne se noget forkert i det. Der var tale om løse koks. De koks, som blev afleveret hos G9 i ...22, var altid væk næste morgen. Vidnet er ikke klar over, hvorfor afhentningen af koksene skulle foregå i løbet af aftenen. Hos G9 har man en brovægt med udvendig display, så man kan benytte brovægten, uden at man skal ind i bygningen. Vidnet er ikke klar over, hvordan koksene er kørt væk fra G9's ejendom. Vidnet var som nævnt ikke til stede, når koksene blev afhentet. Vidnet ved, at G9's gummiged blev benyttet i forbindelse med afhentningen af koksene. Det har nok været chaufføren, som har benyttet gummigeden, idet vidnet ikke er bekendt med, at nogen af hans kollegaer har benyttet gummigeden i forbindelse med koksene. Han har ikke talt med V.10 om koksene. V.10 var ikke til stede, da vidnet kvitterede for modtagelsen af et læs koks.

Det kan godt være, at vidnet husker galt, men vidnet mener ikke, at han har talt med V.10 om koksene. V.10 kørte også for G9. Der er ingen mulighed for at hælde koksene på sække hos G9. Leveringen af koksene til G9 blev standset, da driftsleder JN opdagede det. Han forlangte, at det standsede med øjeblikkelig virkning. Vidnet har hørt, at den tidligere forretningsfører i G9X V.27 har fået koks fra en sending til G9, og vidnet har selv set, at NE, som tidligere havde været lagerforvalter i virksomheden, har hentet en klat løse koks. V.26 havde sagt til de ansatte, at de ikke måtte låse, når koksene blev leveret, idet V.10 skulle låne traktoren. De ansatte tog så hjem uden at låse af.

Vidnet V.26 har forklaret, at han var ansat som lagerforvalter hos G9 ...22 frem til 1. november 2003. Vidnet var også i oktober - november 2002 ansat som lagerforvalter hos G9. Vidnet var godt klar over, at der kom koks til G9's afdeling i ...22. Koksene have ikke noget med G9 at gøre. Det begyndte med, at den tidligere forretningsfører V.27 spurgte, om de måtte læsse et læs koks af på ejendommen. De var nogle stykker, som skulle dele et læs koks, og ud over V.27 var NE også med. Det virkede på vidnet, som om de havde gjort det før. Vidnet sagde, at det var i orden, at koksene blev læsset af. V.10 ringede senere og spurgte, om de måtte læsse af. Det var ikke i 2002 men i 2003 V.10 ringede. Vidnet mente nok, at han havde kompetance til at sige ja på V.10s forespørgsel. V.27 havde kun fået lov til at læsse et læs af. Det skulle foregå uden for arbejdstiden. Det har måske nok alligevel været i efteråret 2002, at han blev kontaktet af V.10. Tidspunkterne skrider for vidnet. V.10 henvendte sig for at spørge, om de måtte læsse et læs af. Der var ikke tale om, at V.10 bad om en generel tilladelse til at benytte pladsen til opbevaring og aflæsning af koks. Vidnet fik det indtryk, at G9 skulle benyttes, fordi koksene herfra skulle fordeles. Vidnet kunne ikke se anden forklaring på det, men der blev ikke talt nærmere om, hvem det var, eller hvor det var, koksene skulle hen. Han tror heller ikke, at han og V.10 har talt om antallet af læs, der skulle læsses af. Det eneste, V.10 spurgte om, var, om de måtte komme og læsse et læs af. Han husker ikke, om V.10 har haft ringet flere gange. På et tidspunkt syntes vidnet, at det var ved at tage overhånd, og så blev det stoppet. Det er rigtigt, at driftsleder JN kom og så, at der lå en stak, men på det tidspunkt havde vidnet allerede bestemt sig til, at det skulle stoppe. V.10 havde fået lov til at låne en læsser, når koksene skulle læsses igen. Afdelingens brovægt var næsten offentlig tilgængelig. Der var en klar aftale med V.10 om, at det skulle foregå uden for arbejdstiden. Det begyndte at tage overhånd, idet der kom en lastbil i arbejdstiden. Vidnet har ikke kvitteret på fragtbreve eller overværet, når koksene blev hentet. Han husker ikke, om han længere oppe i systemet hos G9 har givet besked om, at afdelingens ejendom blev benyttet til koksaflæsning. Det første læs koks, som V.27 og NE skulle have del i, kom en lørdag formiddag. Læsseren stod i en hal, som ikke kunne låses. Der er ikke givet besked om, at der ikke måtte låses, når der kom læs med koks. Læsseren kunne starte, fordi nøglen permanent sad i. V.10 havde bedt om lov til at benytte læsseren. Han skulle bruge den til den koks, der var læsset af. Vidnet er ikke klar over, hvad der skulle læsses om til. Der stod på ejendommen et gammelt remedie, der kunne benyttes til at komme koks i sække, men vidnet tror ikke, at dette remedie blev benyttet, idet det stod omme bag ved. Han mener kun, at han har talt med V.10 en enkelt gang. De sidste 2 læs kom næsten oven i hinanden, og det var på dette tidspunkt, vidnet bestemte sig til, at det var blevet for meget. Han ringede til V.10 og sagde, at det nu skulle stoppe, og det sagde V.10 var i orden. V.10 kørte kom for G9, men han og V.10 har aldrig i arbejdstiden talt om koksene. Han er ikke sikker på, at han nogensinde har set V.10, idet det som regel var en af V.10s chauffører, som kom kørende med korn. Selskabsnavnene H2 Trading og H2 Holding samt navnet T siger ikke vidnet noget. Koksene var altid væk næste morgen. Vidnet har ikke set andre koks end de sidste par læs. JN kom forbi den sidste dag, lige da der var læsset af. På dette tidspunkt lå der et helt læs på ejendommen.

Vidnet V.27 har forklaret, at han i efteråret 2002 har købt energikoks hos V.10. Han fik leveret energikoks fra V.10 gennem en periode på 3-4 år. I begyndelsen blev koksene leveret i løs vægt, og siden blev koksene leveret i sække. Han har selv været forretningsfører i G9X Andelsselskab indtil 1990-91. Vidnet husker ikke, at han har hentet løse koks hos G9. Vidnet mindes ikke at have spurgt om lov til at benytte pladsen til et læs løse koks. Han har på et tidspunkt fået udleveret et læs koks nede fra pladsen, men det ligger længere tilbage. Vidnet husker ikke, hvad han forklarede til politiet i forbindelse med afhøringen i 2003 Det er muligt, at han har forklaret politiet, at han har købt koks. Koksene, som blev læsset af, var hentet på den anden side af grænsen, men han ved ikke noget nærmere om, hvor V.10 havde hentet koksene. V.10 kom med koksene på sin egen lastbil. Der var tale om en forholdsvis lille lastbil - 16-18 t. Koksene blev ikke kørt til stedet på lastbiler fra andre vognmandsfirmaer. Mange på egnen fik koks fra V.10, og det var hans biler, der kom med dem. Vidnet har set koksene blive læsset af. Folk ringede til V.10, når de skulle bruge koks. V.10 sagde så, at han skulle der ned den og den uge, og at koksene ville komme den og den dag. G9's traktor blev lånt, når vidnet skulle have koksene hjem fra pladsen til sin bopæl. Prisen for koksene var 1/2 til 1/3 billigere end markedsprisen. Købesummen blev betalt til V.10. Pengene blev betalt kontant. Mange gange fik V.10 pengene, når der var læsset af. Der var således ikke altid tale om forudbetaling. Koksene blev vejet af på brovægten. Vidnet har aldrig været med i Tyskland for at hente koks. På et tidspunkt spurgte han V.10, om det var nødvendigt, at der kom en mand med til Tyskland, men det sagde V.10, var unødvendigt. Det var i orden. Vidnet vil ikke afvise, at han har betalt forud. Han har aldrig været på V.10s kontor for at betale. Det var tilfældigt, om der blev betalt forud eller først når koksene var leveret. Han mener ikke, at der gjaldt noget krav om forudbetaling. Navnene H2 Trading, H2 Holding og T siger ikke vidnet noget. Han har også handlet med koks hos V.10, mens han selv var ansat i G9X Andelsforening. Han har ikke noget kendskab til, hvor V.10 havde koksene fra.

Han kan huske, at en person ved navn NK også købte koks hos V.10. Han kender også mange andre, der har købt koks hos V.10, men han husker ikke i dag navnene. De kunne se priserne i blade, der kom fra Tyskland. Disse priser gjaldt også for de koks, de købte, men der skulle betales et tillæg på omkring 200 kr. pr. ton for fragten. Vidnet har ikke spurgt V.10, om der var betalt afgift af koksene. Vidnet er aldrig selv blevet krævet for afgiften.

Vidnet V.10 har forklaret, at han er indehaver af en vognmandsforretning på ...18. Han har været med i vognmandsforretningen i de sidste 10 år, og har de sidste 5 år stået som eneejer. Vidnet har i en periode kørt juletræer og har for Spedition G4 haft returlæs med tilbage til Danmark i form af koks for H2 Trading. Denne kørsel stod på i en periode fra ca. 1998 til ca. 2002. Koksene blev kørt fra Holland eller Belgien til bl.a. ...1, Danmark. Han har også kørt læs til G9s afdeling i ...22. Vidnet havde en aftale med den lokale lagerforvalter om, at de kunne benytte vægten hos G9 i ...22, og at de kunne læsse kullene af på pladsen. Vidnet har dels kørt læs med koks fra Holland/Belgien til ...1, Danmark, og dels læs fra ...1, Danmark til G9 i ...22, eller til kunder i det syd...18, Danmarkske område. Det var kun i november/december måned, at vidnet kørte koks fra Holland/Belgien, idet det var i disse måneder, han kørte med juletræer. Spedition G4s kunde med hensyn til de læs, som blev kørt til ...1, Danmark, var H2 Trading. Det stod der på fragtbrevene. Det var gennem disse transporter, at vidnet kom i kontakt med tiltalte. Kontakten med tiltalte blev udbygget på den måde, at vidnet kontaktede tiltalte, når han havde kunder, som ønskede at købe koks. De første par gange kørte vidnet med kunderne til ...1, Danmark og derfra ned over grænsen, før de kørte hjem. De senere læs blev kørt direkte hjem fra ...1, Danmark. Det var lidt forskelligt, om koksene blev kørt direkte til kundernes hjem. Hvis der var tale om løse koks, blev koksene først kørt til en plads, hvor koksene kunne blive vejet. Der er kørt 5 læs direkte fra udlandet til ...22. 1 eller 2 af disse læs er kørt af vidnet, resten af transporterne har Spedition G4 stået for. Vidnet har hentet koks i ...1, Danmark en 3 - 4 gange i løbet af en vintersæson. Et par gange i det hele har vidnet været i ...9, Tyskland og hentet koks. Vidnet vil tro, at han i årene 1998 - 2002 har hentet omkring 100 tons koks pr. år. Han tror ikke, at han har hentet noget i 2003, idet samarbejdet ophørte i begyndelsen af 2003. Koksene i ...1, Danmark blev enten hentet i løs vægt eller i sække. Vidnet stod for transporten af koks fra ...1, Danmark til ...18, Danmark. Han havde normalt kunden med til ...1, Danmark. Det foregik på den måde, at nogle kunder havde slået sig sammen om et læs. Vidnet havde så mange af kunderne med i lastbilen, som der var plads til i førerhuset. De kørte så ned til ...1, Danmark og derfra - i begyndelsen - over grænsen, hvorefter de vendte tilbage til ...18, Danmark. Vidnet syntes, at det var latterligt at køre over grænsen, idet koksene jo allerede var importeret en gang. De kørte derfor kun over grænsen de første par gange. Derefter kørte de direkte til ...18, Danmark med koksene. Kunderne var med, nogle gange blot 1 eller 2 repræsentanter for kunderne. Det var forskelligt, hvor mange der var med. Når læssene blev afhentet i ...1, Danmark, betalte vidnet tiltalte eller tiltaltes kone for koksene. Vidnet havde som regel indsamlet pengene hos kunderne og gik så ind og betalte for koksene til tiltalte, eller somme tider til tiltaltes ægtefælle. I realiteten var det kunderne, der betalte. Det var deres penge, og det var deres koks. Vidnet fik tilbud om at få leveret koksene i ...22 i stedet for selv at hente dem i ...1, Danmark. Det skal nok passe, at der er leveret ialt 113,7 tons til ...22. Det var G4 Spedition, der stod for leverancerne til ...22. Vidnet havde en aftale med lagerforvalter V.26 om, at de kunne benytte G9s plads og vægt. Fremgangsmåden var den, at folk ringede til vidnet og sagde, at de havde brug for at få leveret koks. Vidnet kontaktede derefter tiltalte og sagde, at han kunne bruge så og så mange tons koks. Koksene blev derefter leveret. Han mener, at han ringede tiltalte op på en telefon, som havde dansk telefonnummer. Koksene blev leveret i løs vægt i ...22. Når vidnet kendte leveringstidspunktet, ringede vidnet til kunderne og sagde, at de kunne hente koksene på det og det tidspunkt. Kunderne kom derefter og hentede koksene, men der var også nogle af dem, der fik koksene leveret. Betalingen foregik på den måde, at vidnet hos kunderne samlede pengene ind i forbindelse med leveringen. Vidnet og tiltalte mødtes så senere og vidnet betalte for koksene. Vidnet betalte enten til tiltalte eller til tiltaltes ægtefælle. Somme tider tog vidnet til ...1, Danmark og betalte, men til andre tider mødtes de f.eks. i .... Der var ikke udstedt fakturaer, og der var ingen papirer mellem vidnet og tiltalte. Vidnet har ikke betalt G9, ...22, for at benytte pladsen. G9 havde intet med det at gøre, men det kunne ske, at vidnet satte en kasse øl til lagerforvalteren. Vidnet har ikke annonceret efter kokskunder. Det gik fra mund til mund mellem kunderne. Der var normalt kun tale om folk, som vidnet kendte eller som kendte nogen. Vidnet har ikke kørt opsækkede læs koks fra Danmark til Tyskland. Vidnet har diskuteret afgiftsproblematikken med tiltalte. De har drøftet, om det var lovligt at køre koksene direkte fra ...1, Danmark til ...18, Danmark. Tiltalte mente, at det var helt lovligt, det han foretog sig. Det skulle fremgå bl.a. af nogle EU-regler. Tiltalte havde fortalte vidnet, at han solgte koksene for et firma ved navn H2 Trading. Tiltalte opfattede sig som sælger for dette firma, og som den, der stillede sin lagerplads til rådighed for firmaet. Samarbejdet ophørte i begyndelsen af 2003, idet der opstod problemer med tiltaltes levering af koks. Somme tider leverede tiltalte kun det halve af det, der var aftalt. Der er i 2002 kørt kokslæs direkte fra Holland/Belgien til ...22. I 2002 blev der ikke kan læs fra ...1, Danmark til ...22. Før 2002 er der kørt 1 eller 2 læs fra ...1, Danmark til G9 ...22 til fordeling herfra. De andre læs, der er kørt fra ...1, Danmark til Syd...18, Danmark, er kørt direkte ud til kunderne. Kontakten med tiltalte blev etableret i 1998, idet en af vidnernes chauffører via G4 Spedition havde kørt et læs koks til ...1, Danmark. Chaufføren havde fået et telefonnummer med til vidnet, hvis vidnet kunne bruge det i forbindelse med sin kokshandel. Vidnet havde også handlet med koks, før koksene blev leveret af tiltalte. Der var tale om koks af samme type, indkøbt i Holland eller Belgien. Koksene blev indkøbt via ... Grænsespedition. Vidnet hentede selv koksene syd for grænsen. Vidnet var klar over, at det var lovligt at hente koksene syd for grænsen, hvis kunden/kunderne selv var med. Næste gang vidnet havde behov for at købe koks, kontaktede han tiltalte for at høre, om tiltalte ville sælge koks til ham. Tiltalte var en smule billigere end den tidligere leverandør. Vidnet kørte til ...1, Danmark for at hente et læs koks. Vidnet husker ikke i dag, hvor stort læsset var. Koksene indkøbt i ...1, Danmark var enten løse koks eller i sække. De leverancer, som skete til ...22, bestod kun af løse koks. Han har talt med tiltalte om afgiftsspørgsmålet, og de første gange var kunderne med nede i Tyskland. Der var tale om koks, som var kommet på sække i Danmark og derefter kørt ned over grænsen, for at slippe for afgiften. Koksene blev derefter kørt direkte ud til de pågældende kunder. Tiltalte var klar over, at koksene blev kørt til Tyskland. Tiltalte havde selv sagt, at de skulle køre til Tyskland. Det talte de om i begyndelsen af deres samhandelsforhold. Vidnet mente imidlertid, at det var lidt pjattet at køre til Tyskland, så bortset fra de 2 første gange, undlod han at gøre dette. Han vil tro, at der i årene fra 1998 til 2002 blev købt omkring 100 tons koks pr. år. Vidnet har ikke i de pågældende år købt koks hos andre end tiltalte. Vidnet er helt sikker på, at han og tiltalte var enige om, at vidnet godt kunne lade være med at køre over grænsen med koksene. Tiltalte syntes også, at det var lidt pjattet. Han sagde, at det var pjat, men at det officielt var sådan, at koksene blev kørt over grænsen. Tiltalte var godt klar over, at koksene, bortset fra de første læs, ikke blev kørt ned over grænsen. Den mængde koks, som vidnet aftog, lå som nævnt på omkring 100 tons pr. år. Vidnet havde stort set den samme kundekreds gennem hele perioden. Vidnet har enten i 2001 eller 2002 hentet et par læs koks i ...9, Tyskland. Det skyldtes formentlig, at tiltalte ikke havde flere koks på sit lager i ...1, Danmark. Første gang, han hentede koks i ...9, Tyskland, var det fra en bar mark med skurvogne. Efterfølgende blev der bygget en hal. Der var en lagerhal, sidste gang vidnet var dernede. Tiltalte havde begge gange kontor i en skurvogn. Den sidste gang, vidnet fik leveret koks fra tiltalte, måtte hans chauffør vente i 4 timer på læsset. Det var anledningen til, at vidnet afbrød samarbejdet med tiltalte. Vidnet tror nok, at han har været i ...9, Tyskland efter koks et par gange, måske 3 i alt. Han husker ikke, om der var tale om fyldte læs, eller om det var halve læs. Et fyldt læs ligger på omkring et par og 20 tons. Når han var i ...9, Tyskland, mødte han tiltalte. Som regel havde de aftalt at mødes på stedet. Han mødte også folk på pladsen. Det var udlændinge, som kun kunne tale lidt tysk. Vidnet har også handlet med koks før 1998. Han har fortalt sine kunder, at koksene blev hentet i Tyskland. Han har ikke sagt noget til kunderne om MaryhilI Trading eller om tiltalte. Vidnet ønskede ikke, at kunderne nøjagtigt fik at vide, hvor vidnet havde koksene fra. Han tror ikke, at tiltalte har handlet koks direkte med vidnets kunder, men vidnet har en enkelt gang haft et læs med til en af tiltaltes kunder. Vidnet sælger stadig koks. Han har folk nede i Tyskland for at hente koksene. Det brev, vidnet fik fra ToldSkatteregion ...10, vedrører tiden før samarbejdet med tiltalte blev indledt. Det var dengang vidnet købte koks syd for grænsen. Han havde kunderne med i en bil bagefter kokslæsset. Vidnet orienterede tiltalte om brevet ret tidligt, efter at samarbejdet med tiltalte var indledt. Lastbilen med koksene blev standset i forbindelse med en kontrol. Vidnet fik efterfølgende besøg af ToldSkat, som fik navnene på de 4 personer, som havde købt koksene. ToldSkat har derefter sendt regningen på afgiften til de pågældende 4 personer, hvoraf i øvrigt kun den ene har betalt. Der sker tilsyneladende ikke mere i forhold til de 3 andre af kunderne. Vidnet fortalte tiltalte om afgiftssagen. En overgang troede vidnet, at han selv ville komme til at betale afgiften. Han har talt om sagen med tiltalte mange gange. Hvad de i detaljer har talt om, husker vidnet ikke, idet det ligger en del år tilbage, men de talte om, hvorvidt kunderne skulle med i bilen. Det var tiltaltes holdning, at kunderne ikke behøvede at komme med. ToldSkat kunne ikke finde ud af det selv. Ifølge lovteksten står der ikke noget om, at kunderne skal sidde i bilen. Tiltalte vidste godt, at de koks, der blev leveret i 2002, blev læsset af hos G9, ...22. Det var tiltalte, som skulle give G4 Spedition besked om, hvor koksene skulle læsses af. Den adresse, hvor vidnet hentede koks i Tyskland, var ...9. Vidnet kan godt huske navnet H8 Plastprodukte. Der stod ikke H2 nogen steder, da vidnet var på adressen i ...9, Tyskland. Vidnet har ikke hentet koks andre steder i Tyskland, end på den nævnte adresse. Vidnet har en gang haft koks med til en af tiltaltes kunder. Der var tale om et læs, som vidnet havde hentet i ...1, Danmark. Efter at koksene var læsset af i ...22, var der 3 tons løse koks tilbage, som blev kørt til en kunde i ...23.

Vidnet V.28 har forklaret, at han er daglig leder af G9, ...22. Han har været ansat i denne stilling siden oktober - november 2002. Vidnet er vidende om, at der i november 2002 blev aflæsset nogle læs energikoks på G9s plads. Han er ikke klar over, hvor mange læs, der var tale om, men der var minimum tale om 3 - 4 læs. G9 havde overtaget forretningen i ...22 i maj 2002 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2002. Den tidligere forretning, G9X Foderstofforretning havde handlet lidt med koks. Da fusionen skete, var der stadig et lille restlager på omkring 1.500 kg. tilbage, som G9 havde problemer med at komme af med. Bortset herfra har man ikke i G9 handlet med energikoks. Vidnet går ud fra, at det var lagerforvalteren V.26, der havde givet tilladelse til, at pladsen kunne benyttes til aflæsning af koks, idet det var ham, der havde ansvaret derude. Vidnet er ikke klar over, hvor koksene kom fra. Vidnet kender V.10 af navn, og har også set ham, idet V.10 kommer med korn til G9. Vidnet har set koksene på pladsen. Det var normalt noget, som foregik i week-enden, men pladsen kunne ikke fejes 100% ren, efter at være benyttet til koks. Han spurgte på et tidspunkt, hvor de koks kom fra og fik at vide, at V.26 havde givet lov til at tippe dem af. Efterfølgende fandt driftslederen JN ud af, at pladsen blev benyttet til koks. Han fandt det konkurrenceforvridende, idet G9 selv handler med træpiller. Han bad derfor vidnet om at sige til V.26, at pladsen ikke måtte benyttes til koks. Det sagde vidnet så til V.26. Dette må være sket omkring den 1. november 2002. Vidnet var klar over, at koksene ikke havde noget med G9 at gøre. Det var praktisk at benytte pladsen til koksene, idet der både var en vægt og en gummiged. Vidnet ved, at V.10 har leveret 1 eller 2 af læssene. Han har i et tilfælde set V.10s bil på pladsen med koks. Han spurgte ikke V.10, hvad det var for noget. Han har ikke undersøgt, hvem der solgte koksene, eller hvem der købte dem. Han er klar over, at den tidligere forretningsbestyrer V.27 brugte kul og koks, men han ved ikke, om V.27 har købt af de koks, som kom til pladsen. Navnet T siger ikke vidnet noget. Han regnede med, at koksene kom fra Tyskland, men har ikke tænkt noget nærmere over afgiftsproblematikken. Der er ikke på pladsen et anlæg til opsækning af koks. Der var på daværende tidspunkt en gammel vægt, som kunne benyttes til afvejning af bestemte kvanta, f.eks. 50 kg. eller 25 kg., men den pågældende vægt har ikke været benyttet til koksene. Vidnet tror ikke, at vægten eksisterer mere.

Vidnet V.21 har forklaret, at han er indehaver af G10 Vognmandsforretning. Der er i perioden fra oktober 2001 til februar 2003 kørt koks til vidnets forretning. Herfra er koksene kørt ud til nogle kunder. Vidnet kender godt tiltalte, som har formidlet transporten af koksene, og som modtog betalingen for koksene. Vidnet husker ikke, hvornår han lærte tiltalte at kende, men det har nok været lige før transporterne begyndte, måske i september 2001. Vidnet havde en af sine lastbiler til at køre med koks fra Tyskland. Vidnet havde kokskunder med i lastbilen til Tyskland. Han har hentet koks flere forskellige steder i Tyskland, og han har også på et tidspunkt hentet koks hos tiltalte. Det kan godt være fra tiltaltes plads. Han er ikke sikker på, at han har truffet tiltalte i denne forbindelse. Han husker ikke, hvordan forbindelsen til tiltalte kom i stand. Tiltalte ville gerne leje en plads af vidnet, hvor koksene kunne blive læsset af. Vidnet har så skrevet en faktura for leje af pladsen. Vidnet havde ved sin forretning en gård, hvor koksene kunne ligge. Han tror nok, at fakturaen blev udstedt til selskabet H2 Trading. At fakturaen blev udstedt til dette selskab, skete efter tiltaltes ønske. Selve lejen af pladsen og prisen blev aftalt med tiltalte. Tiltalte var interesseret i at få en plads ved vidnets forretning. Det var ikke vidnets koks, der blev leveret. Koksene skulle køres ud til kunderne, så det var nok kundernes koks, der var tale om.

Vidnets fakturaer til H2 Trading skulle sendes til udlandet, og at hans revisor havde fortalt, at der så ikke skulle moms på. Det var vidnet, som fastsatte lejen for pladsen henholdsvis 8.000 kr. og 11.000 kr. De 2 fakturaer er afleveret til tiltalte personligt nok i forbindelse med, at tiltalte har været forbi for at hente betalingen for koks. Kontakten med kunderne foregik enten ved, at kunderne ringede til vidnet og spurgte efter koks, eller også blev der ringet fra tiltalte om at kontakte bestemte kunder. Der er ikke indgået nogen skriftlig aftale om leje af pladsen. Koksene blev læsset af lastbiler fra forskellige vognmandsfirmaer, men vidnet mener ikke, at der var andre, der formidlede disse transporter, end G4 Spedition. Vidnet har ikke selv hentet koks i Holland og Belgien, og vidnet tror ikke, at han har hentet koks i ...1, Danmark. Han fik at vide, når en af lastbilerne kom, så han kunne være hjemme. Når kunderne ringede og spurgte til koks, og når der ikke var koks på pladsen, har vidnet kontaktet tiltalte for at høre, hvornår der igen kom et læs koks. Vidnet har kørt koksene ud til kunderne. Nogle af kunderne var vidnets gamle kunder, som han havde fortalt, at der var mulighed for, at de kunne købe af koksene på pladsen. Når koksene er blevet afleveret, har vidnet taget betalingen for koksene med til tiltalte. Han har så selv taget betaling for kørslen med koksene. Kørslen med koksene til kunderne var vidnets omsætning. Vidnet ønskede i den stille periode om efteråret at få så meget vognmandskørsel som muligt.

I de fleste tilfælde må vidnet af tiltalte have fået at vide hvilke kunder koksene skulle køres til. Han kan ikke huske, hvad han forklarede til politiet, men hans hukommelse var bedre dengang , han blev afhørt. Det var tiltalte, som fastsatte prisen for koksene. Tiltalte fik de penge, som kom ind fra kokssalget. Det var vidnet, som formidlede salget af koksene, men han kunne også sælge af koksene, uden i hvert enkelt tilfælde at spørge tiltalte. Vidnet mener ikke, at han i hvert enkelt tilfælde skulle ringe til tiltalte for at få lov til at sælge af koksene. Kunderne betalte koksene kontant. Det var hovedsageligt tiltalte, der afhentede pengene, der var kommet ind ved kokssalget. Ansatte eller bekendte har også hentet penge, men vidnet husker ikke hvem det var. Han husker heller ikke, hvor tit tiltalte var der for at hente penge, men det har nok nogenlunde passet med, at læssene var kørt ud. Pengene fra kunderne kom ind i form af kontanter eller checks. Pengene blev givet videre til tiltalte. Vidnet tror også, at han afleverede checkene. Pengene gik ikke ind i vidnets økonomi, og blev ikke registreret i vidnets bogholderi. Dette gjaldt kun den del af pengene, som vedrørte vognmandskørslen. Vidnet har holdt tiltaltes penge for sig selv. Han tror ikke, at kunderne fik nogen kvittering for betalingen i forbindelse med køb af koksene, men de fik en kvittering for transporten. Koksene blev læsset af i løs vægt på vidnets plads. Vidnet har også solgt koks i sække, men det må være koks, vidnet selv har transporteret fra Tyskland for sine kunder. Der var ikke andre i firmaet end vidnet, der kørte med koks. Der var ikke nogen af kunderne, der selv kom og hentede koks. Vidnet ønskede ikke at have folk gående rundt på sin plads. Koksene blev leveret fra pladsen. En meget lille del af koksene blev afhentet af nogle af tiltaltes folk. Vidnet kan ikke sige, hvor meget.

Det er nok rigtigt, at tiltaltes egen lastbil i et enkelt tilfælde har hentet et læs koks, og at der var tale om en forvogn med løse koks. En fyldt forvogn svarer til 10-12 t. Det kan godt være, at der i alt blev leveret 32 læs koks til vidnets plads. Vidnet husker ikke antallet, men dette antal kan godt passe. Vidnet tror ikke, at han har kørt koks fra ...18, Danmark tilbage til Tyskland. Han husker ikke, om han efter afhøringen hos politiet og toldvæsnet har talt med tiltalte. Han har talt med tiltalte flere gange, men husker ikke, hvornår det var. Han tror ikke, at tiltalte har sagt noget til ham om, hvad han skulle sige under afhøringen. Han husker ikke, om tiltalte har talt om, at vidnet gravede sin egen grav.

Vidnet husker ikke sin forklaring til politiet om trusler. Han tror ikke, at tiltalte har truet ham. Han husker ikke telefonsamtalen, men han kan godt huske, at han blev afhørt hos politiet. Hans hukommelse var bedre på afhøringstidspunktet. Han mener ikke, at tiltalte på noget tidspunkt har belært ham om, hvad han skulle sige. Det er rigtigt, at han har underskrevet rapporten, og han må så have læst den igennem forinden. Han husker ikke i detaljer, hvad der foregik under afhøringen hos politiet.

Vidnet V.4 har forklaret, at han driver virksomhed som brændselshandler. Han blev registreret i 1988 eller 1989, således at han kan foretage afgiftsfri indkøb. Afgiften skal først berigtiges, når koksene forbruges eller sælges. Han kender tiltalte tilbage fra 1993 eller 1994. Vidnet solgte koks til G3 Kul Kompagni, og han fandt ud af, at det var tiltalte, der hentede koksene hos G3 Kul Kompagni. Vidnet var omkring 1993 begyndt at sække op for G3 Kul Kompagni. Da G3 Kul Kompagni standsede, stod vidnet og manglede opgaver. Han kontaktede derfor tiltalte og spurgt, om han skulle sække op for ham. Det var nok selskabet H2 Trading, som vidnet havde med at gøre, men det var tiltalte, som stod for de beslutninger, der blev truffet. Vidnet fik en aftale med tiltalte om oplækning. Opsækningen skulle foretages for H2 Trading. Der var ikke tale om nogen skriftlig aftale. Som vidnet husker det, begyndte han med opsækningen for tiltalte omkring år 2000, men det er muligt, at de allerede begyndte tilbage i 1998. Han er ikke helt klar over, hvornår de startede. Aftalen var, at tiltalte skulle komme med koksene, som vidnet derefter skulle sække op. Hvis vidnet stod og skulle bruge nogle sække koks til byggemarkeder, var aftalen den, at vidnet måtte tage af det opsækkede lager, afregne afgiften til toldvæsnet, og modregne betaling for koksene i sit tilgodehavende for opsækning. Det var vidnet, der lagde sække og personale til samt sørgede for læsningen af de opsækkede koks. Forbindelsen til H2 Trading foregik enten gennem tiltalte eller gennem en dame, som vidnet gik ud fra var tiltaltes kone, eller gennem en kontormand. Som vidnet forstod det, var der 2 kontorfolk i den periode men kun 1 ad gangen. Når vidnet ringede på tiltaltes mobiltelefon, var det kun tiltalte, han talte med. Han kunne komme i kontakte med tiltalte via mobiltelefon på både et dansk og et tysk telefonnummer. Normalt var det tiltalte, der ringede først, idet opsækningen ikke kunne foregå hurtigt nok. Proceduren var den, at der kom en sættevogn med koks, som blev tippet af på vidnets plads. Det var Spedition G4, som stod for transporten af koksene. Vidnet har ikke selv haft kontakt med Spedition G4 i forbindelse med koksleverancerne. Efter leveringen blev koksene sækket op og gjort klar til udlevering. Vidnet kan ikke sige, hvor mange læs koks, der alt i alt er blevet sækket op. De blev ikke vejet, og hvis der var svind, var det tiltaltes hovedpine. Koksene lå på pladsen for tiltaltes regning. Vidnets fik betaling efter de tons koks, der gik ud. Koksene blev lagt på en palle og hentet på tiltaltes egne biler. Vidnet vil tro, at det var tiltaltes egne biler, der hentede koksene i 80 - 90% af tilfældene. De personer, der kom, var det meget svært at tale med. Vidnet tror nok, at det var tysk, de talte. Han kan ikke sige, om der også har været andre nationaliteter ind imellem. De holdt bare og ventede på, at koksene var klar. Det betød ikke noget, om de måtte sove i lastbilen. Vidnet så næsten aldrig tiltalte selv i forbindelse med afhentning af koksene. Proceduren i forbindelse med opsækning og udlevering af koks var den samme fra 1998 til marts 2003. Der var normalt tale om tysk indregistrerede biler, der kom. Det kunne være sættevogne eller biler med hængertræk. Der har også på et tidspunkt været tale om en gammel mælkebil. Vidnet fik det indtryk, at det var biler, som kunne købes billigt. Vidnet ved ikke, hvor koksene blev kørt hen. Ud over tiltalte selv, blev der afhentet koks af G11 Containerservice, ...17, Danmark. Koksene blev hentet, efter at tiltalte havde givet besked om, at dette firma ville komme og hente koks. Der var kun tale om opsækkede koks, og G11 Containerservice har ikke afhentet små partier opsækkede koks. Tiltalte havde selv nogle små biler, som kom forbi og hentede mindre læs der var også i disse tilfælde tale om opsækkede koks. Der er også blevet hentet koks, som ikke kunne opsækkes. Der er ikke nogen, der er kommet og har købt koks hos vidnet. Vidnet ønskede ikke at sælge koks i småportioner. Han har heller ikke foretaget henvisninger i særlig mange tilfælde. Hvis der er nogle få, der er blevet henvist, har han givet dem tiltaltes telefonnummer.

Der var altid var løse koks til opsækning. Det var minimalt, hvad der blev distribueret af løse koks. De koks, der lå på vidnets plads, var tiltaltes, og han kunne hente dem, når han ville. Vidnet skulle ikke stå til rådighed i forbindelse med udleveringen af koksene, men han ville helst gerne vide, hvornår det skete, idet det var på hans plads, det foregik. Det er muligt, at G11 Containerservice også har hentet løse koks, men der har i så fald været tale om minimale mængder. Vidnet havde den klare aftale med tiltalte, at hans plads ikke skulle bruges til distribution af koks. G12 Produkthandel har også hentet lidt sækkevarer samt 1 eller 2 læs løse koks. Det var begrænset, hvad der blev hentet. Vidnet er ikke klar over, om tiltalte stod som sælger eller direktør for H2 Trading. Vidnet kan ikke sige, hvor store mængder G12 Produkthandel har kørt ud af koks. G11 Containerservice kørte ud for tiltalte eller for H2 Trading. Vidnet forventede, at de opsækkede koks blev kørt til Tyskland. Han har ikke talt med tiltalte om det. Når koksene var uden for vidnets matrikel, var han stort set lige glad. Når vidnet købte koks af tiltalte fik han en faktura fra H2 Trading. Vidnet skulle bruge koks til byggemarkeder, og kunne lige så godt købe dem hos H2 Trading. Prisen lå mellem 1.400 kr. og 1.600 kr. pr. tons. Det blev lidt dyrere med tiden. Den 10. januar 2003 standsede ToldSkat en lastbil med koks. Vidnet blev ringet op. Han husker ikke, om det var tiltalte, der ringede ham op. Han mener, at det var Spedition G4, der ringede og spurgte, om vidnet ville overtage koksene. Vidnet kunne overtage koksene på den måde, at koksene gik ind i vidnets afgiftsfrie lager. Det samme skete den 25. februar 2003. Vidnet blev enig med H2 Trading og tiltalte om, at han ikke gad mere. Vidnet kunne på det tidspunkt altid overtage et læs koks, idet han solgte koks til byggemarkeder. Vidnet ved ikke, hvorfor han skulle overtage de 2 kokslæs. Det lod til, at læssene sad fast. Vidnet havde ikke bestilt koksene, men han kunne sagtens overtage dem. Han har tilsyneladende så givet tiltalte en hjælpende hånd.

Vidnet har været forbi tiltaltes bopæl i ...1, Danmark en søndag, men der var ikke nogen hjemme og han gik ikke rundt og kiggede. Vidnet har ikke været på H2s forretningsadresser i Tyskland. At H2 Trading skiftede til H2 Holding, betød ikke nogen ændring i forretningsforholdet mellem vidnet og H2. Vidnet fik blot af tiltalte at vide, at han næste gang skulle bruge H2 Holding sammen med et engelsk momsnummer. Ellers var der ikke sket nogen ændring.

Reglerne på området er meget indviklede, og vidnet tror ikke, at ToldSkat selv var klar over, hvorfor lastvognstogene blev tilbageholdt. Vidnet har spurgt 4 forskellige folk hos ToldSkat om, hvordan reglerne var, og fået 4 forskellige svar. Han kunne ikke få besked om reglerne. Vidnet har på et tidspunkt haft en diskussion med ToldSkat om svindprocenter. Også på dette område var der stor usikkerhed. Han spurgte også, om systemet med tiltalte var i orden, og han kunne heller ikke på dette punkt få noget klart svar. Vidnet var ikke klar over, om tiltalte var registreret som brændselshandler. Vidnet lavede sine forretninger med et tysk firma, og han regnede med, at det tyske firma kunne sende koksene til vidnet, for at få dem sækket op. Vidnet var ikke klar over, hvem der stod bag det tyske firma. De kokssække, der er fotograferet jf. bilag 40 (tillægsomslag), er ikke vidnets sække. Tiltalte fik koksene leveret i grå sække uden tekst. Det skulle være så billigt som muligt. De koks, som vidnet leverede til byggemarkeder, havde en tekst og var i anderledes sække. Vidnet tror ikke, at han på daværende tidspunkt foretog opsækning for andre end H2 Trading eller H2 Holding. De biler, som tiltalte benyttede til afhentning af koks, tjente sit formål og kunne indregistreres. På et tidspunkt blev tiltalte bedre kørende, og han har også i et tidsrum kunnet disponere over 3 forskellige biler. Der var tale om tysk indregistrerede biler. Vidnet spurgte ikke, hvor koksene skulle køres hen, og tiltalte har heller ikke fortalt om det af sig selv. Det har de aldrig talt om. Vidnet har ikke været med til at udlevere koks til private, bortset fra en enkelt gang, hvor der var en, der fik et par tons mod betaling. Vidnet var kun interesseret i at læsse koks på sække, og ville kun drive forretning engros.

I fakturaen nr 9437 er der en post vedr. "kørsel". Det drejer sig formentlig om træpiller, som tiltalte og vidnet også handlede indbyrdes. Vidnet har ikke kørt koks for tiltalte.

Vidnet husker ikke helt, hvordan han fik regningerne overgivet til tiltalte. Det kan være, at regningerne er sendt, men det kan også være sket, at chaufførerne har fået regningerne med i lastbilen. Vidnet kender ikke adressen "Lager H2 Holding" i ...18, Danmark. Denne adresse siger ikke vidnet noget. Det var fra starten aftalt, at vidnet kunne købe de koks, som vidnet skulle bruge, når han skulle sælge koks til byggemarkeder. Normalt lå der altid et læs koks på vidnets plads, så det var aldrig nødvendigt for vidnet at bede tiltalte om at levere koks. Det var kun på det sidste, at det kneb med koksleverancerne, og så rykkede vidnet tiltalte for koks til byggemarkederne. Der kunne kun ligge 2 - 3 læs koks ad gangen på vidnets plads. Tiltalte har på et tidspunkt fortalt, at han også selv kunne sørge for opsækning af koks. Der gælder ikke nogen miljøkrav med hensyn til opbevaring af koks. De må godt ligge under åben himmel.

Vidnet er ikke klar over, om G11 Containerservice har distribueret koks. Vidnet har ikke blandet sig i, hvad der skete med koksene, når de forlod hans plads. Han har ikke talt om afgifter med tiltalte. Vidnet skulle berigtige afgiften vedr. de koks, han købte af tiltalte. Han skulle så afregne afgiften, når koksene var solgt. Der blev nogle gange leveret meget store koks, som ikke kunne opsækkes. Han har jævnligt kontrolleret det tyske selskabs momsnummer. Det var i funktion på de tidspunkter, da det blev kontrolleret. Tiltalte har altid betalt kontant for opsækningen. Når vidnet skulle betale tiltalte for koks, skete det ved brug af check. ToldSkat har aldrig afkrævet vidnet oplysninger om, hvor meget koks, der blev leveret til vidnets plads. Vidnet betragtede det på den måde, at de koks, som blev leveret, tilhørte H2 Trading og indgik i H2 Tradings lager. Vidnet modtog koksene og afleverede dem igen, uden at disse koks indgik i vidnets lageropgørelser. Han mener nok, at man hos ToldSkat kendte til dette. Efter vidnets opfattelse tilhørte koksene et tysk selskab, som blot fik dem opsækket hos vidnet. Afgiften vedr. koksene skulle betales af den sidste kunde. Vidnet førte regnskab med, hvor mange koks, han solgte til byggemarkeder. Det skal nok passe, at vidnet af H2 Trading/Holding, har købt ialt 237.600 kg. Det var først i forbindelse med salget, at afgiften skulle berigtiges. Vidnet havde ikke noget egentligt lager. De koks, som befandt sig på vidnets plads, tilhørte H2 Trading. Han har spurgt hos ToldSkat, om det var rigtigt, at det foregik på den måde, og fået det svar, at det var i orden, og at der ikke var noget problem. Diskussionen med ToldSkat vedr. svindprocenterne, foregik før tiltaltes tid. Han har kontrolleret H2 Tradings momsnummer på internettet. Det var hans kone, som foretog kontrollen, der blev foretaget både da samarbejdet blev indledt, men også løbende under samarbejdet. Vidnet har ikke været i den situation, at han har fået at vide, at hans kunde ikke havde noget momsnummer. Vidnet modtog vejesedlerne fra chaufførerne hos Spedition G4, men disse vejesedler blev blot givet videre til de folk, som kom og hentede koksene efter opsækningen. Der var ikke noget krav om, at der blev ført regnskab med de koks, der blev leveret på pladsen. ToldSkat har ikke stillet krav om et separat lagerregnskab over, hvor mange koks der kom til vidnets plads. Han mener ikke, at der i perioden fra 1998 til 2003 blev foretaget kontrolbesøg i vidnets virksomhed, men hans regnskaber har været inde til kontrol nogle gange. Samtalerne vedr. lovligheden af vidnets virksomhed foregik allerede før vidnet begyndte samarbejdet med tiltalte i 1998, idet vidnet ønskede at få at vide, hvordan reglerne var. Han talte med sin revisor LM, ...17, om det, og har også selv været i kontakt med ToldSkat ...4. Han fik imidlertid ikke noget at vide hos ToldSkat, idet ingen vidste noget. Han fik at vide, at der ikke var noget krav om, at der blev ført et egentligt lagerregnskab. Han fik også at vide, at afgiften skulle berigtiges af de varer, der gik ud. Det var slutbrugeren, som skulle betale afgiften. Han betragtede blot de opgaver, han udførte for H2 Trading, som almindeligt lønarbejde.

Vidnet V.5 har forklaret, at han er indehaver af G11 Containerservice. Vidnet har haft dette firma i ca. 15 år. Vidnet mener ikke, at det er sandsynligt, at der er kørt 119 læs koks til vidnets plads ved ...17, Danmark. Han mener det er mere sandsynligt, at antallet ligger på 15-20 læs. Der er nogle gange sket det, at kokslæssene slet ikke er blevet læsset af men straks er kørt videre fra vidnets adresse, og vidnet har i øvrigt ikke ført en daglig kontrol med pladsen, som ligger udenfor byen. Det er med Spedition G4s biler, at læssene er kørt videre, uden at blive læsset af. Vidnets kontakt med tiltalte opstod i forbindelse med, at tiltalte for en del år siden lånte vidnet nogle store containere til træflis. Vidnet har siden kørt for H2-selskabet. Transporterne omfattede alle mulige mærkelige ting såsom gamle biler, vinduer, brændsel, herunder koks og briketter. Vidnet har også for H2 hentet koks i ...4, Danmark, hos V.4 og nogle gange i Tyskland. Disse transporter blev bestilt af BB, tiltalte eller en der talte gebrokkent dansk. Koksene blev hentet enten på ...4, Danmark Havn eller hos V.4. Nogle af koksene er kørt tilbage til Tyskland, andre er fordelt i Danmark. Det ligger 6-8 år tilbage i tiden, at koksene blev hentet på ...4 Havn. Det eneste kendskab vidnet har til selskabet H2 var, at det var det selskab, som blev skrevet på vidnets fakturaer vedrørende fragten. Vidnet har ikke haft noget med betalingen af fakturaerne at gøre. Kørslerne blev udført for H2. Vidnet opfattede det sådan, at det enten var tiltalte eller BB, som var leder af det selskab, som fik transporterne udført. Efter vidnets opfattelse burde de andre, som vidnet var i kontakt med fra selskabet, have kunnet tale engelsk noget bedre, hvis de skulle have haft en ledende stilling i selskabet. Han mener, at BB kunne tale tysk og ikke så meget engelsk, hvis BB i øvrigt er den person, som vidnet mener han er. Vidnet opfattede tiltalte som en eller anden form for leder, men han kan ikke sige, om tiltalte var selskabets direktør eller ejer. Afgørelserne blev ofte truffet i forening af chaufføren i vidnets bil og den person, som mødte for selskabet H2. Fragterne blev aftalt fra gang til gang, og vidnet fik betaling efter timeforbruget. Fragterne blev bestilt af en af H2s folk. Hvis vidnet havde haft en bil sydpå, som skulle køre tom tilbage, kunne det også ske det, at vidnets chauffør kontaktede H2. Der blev kørt koks af Spedition G4 til vidnets plads, som ligger udenfor byen. Som nævnt har der måske været tale om 15-20 læs alt i alt i perioden 1998 til 2003. Leverancerne fandt sted også om søndagen, og når chaufføren henvendte sig på vidnets forretningsadresse, blev lastbilens chauffør dirigeret videre til pladsen uden for byen. Vidnet ved ikke, om koksene her er blevet læsset af eller om Spedition G4 blot er kørt videre derfra. Nogle gange kom der en og tog læsset, som derefter blev kørt andre steder hen uden at blive læsset af. Vidnet har indgået en aftale med tiltalte om, at tiltalte måtte bruge den plads, som vidnet havde udenfor ...17, Danmark. Tiltalte havde spurgt, om han måtte bruge pladsen til oplagring, og om han måtte tippe koks af derude. Tiltalte fortalte videre, at der så bagefter ville komme en kranbil og hente koksene. Der blev ikke talt noget om, hvis koks det var, der skulle læsses af på pladsen. Vidnet fik at vide, at det var folk fra H2, som ville komme og læsse koksene igen. Vidnet havde haft transportkørsel for tiltalte i forvejen og brugte ikke pladsen så meget. Han tillod derfor tiltalte at bruge pladsen. Der blev ikke indgået nogen skriftlig aftale om det, og hvis tiltalte har betalt noget for det , har det været et symbolsk beløb. Vidnet kom ikke på pladsen dagligt og fulgte ikke med i, hvad der skete derude. Vidnet tror nok, at han har kørt et enkelt læs fra udlandet til pladsen, men han er ikke 100% sikker på, om ikke dette læs blev læsset af i Tyskland. Det skete for 5-6 år siden. Det var vidnets chauffør, som havde ringet til H2 og spurgt, om de skulle tage et returlæs med. Vidnet har også kørt nogle få forvogne koks til V.4 i ...24, Danmark. Ellers har det været tyskindregistrerede biler, som hentede koksene. Han tror nok, at det var tjekker, der var chauffører på disse ture. Vidnet har ingen mulighed for opsækning på sin plads. Han ved ikke, om der også er hentet koks af kunder i personbiler med trailer, idet han ikke fører noget opsyn med pladsen. Vidnet har ikke været involveret i salg af koks. Hvis han fik forespørgsler om salg af koks sagde han til de interesserede, at de kunne ringe til H2. Han har så givet dem et mobiltelefonnummer eller et 74- eller 75-nummer. Det var et dansk nummer, og cifrene 74 51 skal nok være indgået i nummeret. Han mener også, at mobiltelefonnummeret var dansk. Hvis vidnet ringede til H2, har han enten talt med tiltalte, en kvinde - vistnok en kontordame, eller en person, som talte gebrokkent dansk. Vidnet har også kørt koks fra pladsen ud til kunder. Ofte foregik det på den måde, at vidnets lastbil blev læsset med koks, og derefter fik chaufføren at vide, at den blot skulle køre sydpå. Chaufføren skulle så ringe undervejs, eller også kom der en eller to personer til lastbilen og dirigerede den videre. Lastbilen kørte så rundt med koksene til forskellige steder. Han tror, at koksene blev kørt ud til forskellige personer. Vidnet har ikke selv været med. Nogle af kokslæssene er også kørt tilbage til Tyskland og er her blevet sækket op. Chaufføren fik normalt at vide, at han skulle tage et læs og køre sydpå og så ringe til et telefonnummer om en time. Han blev så under den følgende telefonsamtale dirigeret til en tankstation, og der kom så en eller to personer og dirigerede ham videre eller gav ham en adresseliste. Det var fra H2, der blev ringet op. Vidnet ved ikke, om det var tiltalte, der ringede. Det blev ikke straks oplyst, hvor koksene skulle køres hen. Bestemmelsesstedet blev først oplyst undervejs. Så blev koksene kørt rundt i landet. Vidnet tror også, at der har været en tur til ...18, Danmark, men om det var vinduer eller koks, husker vidnet ikke. Det er også sket 6-8 gange, at vidnet har kørt koks ud fra sin plads i småportioner til privatkunder. Det kan godt være, at vidnet en eller to gange har ringet til H2 og spurgt efter koks, men det var ikke kutyme. De læs, som blev kørt ud fra vidnets plads var i størrelsesordenen 1-12 t. Det var ikke nødvendigt at veje koksene af, idet lastbilen havde en kran, som kunne tage et bestemt kvantum koks. Prisen for koksene lå vistnok omkring 2.000 kr. pr. ton. De gange, vidnet har kørt koks ud til privatkunder, er koksene blevet betalt på den måde, at kunden har afleveret en kuvert til chaufføren. Chaufføren har så senere mødt en mand, der hentede kuverten. Det er også sket, at chaufføren har haft kuverten med hjem i firmaet, og at kuverten så er blevet hentet her. Det var en høj mand formentlig tjekke, som kørte i en Audi, der hentede pengene. Tiltalte kom hos vidnet engang imellem. Det var ikke så tit, og det havde sommetider forbindelse med, at tiltalte ville sælge noget f.eks. maling eller cement. Vidnet mener, at han har hilst på tiltaltes ægtefælle en enkelt eller to gange. Hun hedder TB, kan han huske. Det koks, som vidnet hentede hos V.4, var opsækket. Koksene blev kørt sydpå, og nogle gange blev de fordelt her i landet, andre gange kørt til en adresse i Tyskland. Han vil tro, at der blev hentet 10-20 læs alt i alt hos V.4. Det var som nævnt meget forskelligt, hvor koksene blev afleveret. Det kunne være rundt omkring, det kunne også være i Tyskland eller i ...1, Danmark. Vidnet vil tro, at ca. halvdelen af koksene er kørt til Tyskland. Den anden halvdel blev placeret rundt omkring i Danmark. De koks, som blev hentet af H2, blev hentet i en ældre tysk indregistreret lastbil. Chaufføren talte gebrokkent tysk og var formentlig tjekke. Vidnet ved ikke, hvorhen koksene blev kørt. Vidnet havde en ældre gummiged på sin plads, som blev benyttet, når koksene skulle læsses, hvis ikke bilens kran blev benyttet. Vidnet var blev kontaktet på sin forretningsadresse af en person, som talte gebrokkent tysk. Den pågældende chauffør skulle hente koks, og han havde en seddel med fra H2. Vidnet viste så chaufføren hen til den plads, hvor koksene var. Vidnet har ikke set, når koksene blev læsset igen. Det skete tit om aftenen. Spedition G4 kunne også have leveret koksene om søndagen, og vidnet kunne så i løbet af den følgende uge se, at det svandt i bunken. Vidnet kunne også sommetider konstatere, at gummigeden var løbet tør for diesel. Vidnet gik så ud fra, at den havde været benyttet til at læsse koks i løbet af ugen. Vidnet mener ikke at have oplevet, at hele stakken har været væk på en gang. Det virkede som om det forsvandt portionsvis, men der kunne godt gå længe imellem, at vidnet var på pladsen, så han kan ikke sige noget sikkert om det. Vidnet har også kørt nogle læs koks op til V.4, for at de der kunne komme på sække.

Vidnet kan ikke huske, at han blev ringet op af politiet den 13. januar 2004. Han havde været til afhøring hos politiet den 8. januar 2004. Han husker ikke, om han under telefonsamtalen blev spurgt om der var kørt koks til Tyskland. Han vil ikke afvise, at han har forklaret, sådan som der står i politirapporten. Han havde efter afhøringen hos politiet den 8. januar 2004 været rundt for at spørge sine folk og fået at vide, at der ikke var kørt koks, men han havde ikke været ved samtlige sine chauffører. Det havde der ikke været tid til. Da han blev indkaldt som vidne, har han igen været rundt for at spørge sine folk. Han har nu fået at vide, at der er kørt koks tilbage til Tyskland. Det har chaufførerne V.12 og V.13 fortalt ham. De pågældende er fortsat begge ansat hos vidnet. Vidnet har nok omkring 15 chauffører ansat. Han tror nok, at samtlige fakturaer er afleveret til politiet, men det er ikke vidnet selv, der har stået for dette. Fakturaerne er udskrevet 1 gang om måneden, og de enkelte fakturaer kan godt omfatte en del transporter.

Vidnet V.6 har forklaret, at han driver en vognmandsforretning fra adressen ...15, Danmark. Han lærte tiltalte at kende i Tyskland for en del år siden i forbindelse med, at vidnet var i Tyskland for at hente koks. Han kom i snak med tiltalte, og på et tidspunkt har vidnet lejet plads ud til H2. Det var tiltalte, der repræsenterede dette selskab. Vidnet har aldrig talt med andre i H2 end tiltalte. De andre medarbejdere i H2 talte tysk. Vidnet taler ikke tysk og kunne ikke snakke med dem. Han ved ikke 100%, hvad de andre foretog sig i selskabet. Vidnet fik en aftale med tiltalte om, at vidnet skulle foretage opsækning af koks for H2, idet H2 ikke selv kunne følge med. Han husker ikke, hvornår aftalen med H2 blev indgået. Det kan godt passe, at det skete i slutningen af 1990-erne. Muligvis har vidnet modtaget det første læs koks allerede i september 1998. Vidnet har i mellemtiden flyttet sin forretning. Da aftalen om opsækning og udlejning af en plads blev indgået, havde vidnet forretningsadresse på .... Derefter flyttede vidnet til ...15. Der blev ikke indgået nogen skriftlig aftale med H2. Vidnet disponerede på adressen ...15, Danmark, over en gammel gylletank, som er lukket op. Vidnet fik ikke altid at vide, hvornår der kom koks. Vidnet kørte dengang eksportkørsel og var væk hele ugen. Vidnet har ikke selv kørt koks for H2, hverken fra Tyskland til pladsen eller fra pladsen og videre der fra. De koks, der kom til vidnets plads, blev for det meste sækket op. Opsækningen begyndte ret hurtigt efter at de var kommet i gang med at modtage koks for H2. Vidnet havde et gammelt silohus, hvor der var indrettet et opsækningsanlæg.

Tiltalte havde spurgt ham, om han ville sække op, og vidnet havde svaret ja til dette. Afhøringen hos politiet blev foretaget efter at vidnet var flyttet til ...15, Danmark. På afhøringstidspunktet var de ikke kommet i gang med opsækningen efter flytningen, som fandt sted i 2000, men de havde foretaget opsækning allerede mens forretningen blev drevet fra St. ...15, Danmark. Vidnet aner ikke, hvad der er sket med den ikke-opsækkede koks. Vidnet har sendt nogle regninger til H2 og givet politiet og toldvæsnet kopi af regninger og kassebog.

Det er ikke sikkert, at det blev skrevet i vidnets faktura, at den også omfattede opsækning. Vidnet var kun interesseret i at få sine penge. Opsækningen blev foretaget af vidnet i løbet af lørdage og søndage. Det var nogle tons, der blev hældt på sække. Det var H2 selv, der leverede sækkene. Der var tale om hvide stofsække, som kunne indeholde 25 kg. Når opsækningen var foretaget, satte vidnet de opsækkede koks udenfor. Tiltalte fortalte, at de opsækkede koks derefter blev kørt til Tyskland. Det var fordi de ikke kunne følge med i Tyskland, at vidnet skulle sække koks op. Opsækningen foregik også på den nye adresse i ...15, Danmark. Vidnet har ikke selv kørt koks tilbage til Tyskland. Det kan godt være, at der er hentet lidt koks på pladsen i løs vægt. Vidnet har hjulpet med at læsse løse koks, men det er kun set i begrænset omfang.

Forklaringen til politiet om, at han har hjulpet kunder med at læsse løse koks skal nok passe. Vidnet har skrevet rapporten under. Det var imidlertid ikke hovedreglen, at koksene forsvandt på den måde. Det var ikke sådan, at det væltede ind med biler, der skulle hente koks. Vidnet var som nævnt kun hjemme i week-enderne og kunne ikke følge med i, hvordan koksene blev hentet. Opsækningen foregik også kun i week-ender. Vidnet har arbejdet med opsækning i mange week-ender. Det er rigtigt, at han har kørt koks ud til en kunde. Der var tale om 2 læs á 3 tons til den samme kunde. Kunden var én af vidnets kammerater, og han fortalte, at han havde betalt for koksene i Tyskland. Vidnet har ikke modtaget betaling for koks fra kunder. De eneste penge, han har fået, er for leje af pladsen og for opsækning. Han talte engang imellem med tiltalte. Samtalerne foregik også pr. mobiltelefon. Tiltaltes telefonnummer var dansk. Vidnet har været på H2s kontor i Tyskland. Det kan godt passe, at kontoret ligger i ...9, Tyskland. Han har set andre end tiltalte på kontoret, men han har ikke talt med andre. Han tror ikke, at det var på H8 Plastproduktes kontor, han har været. Der var ingen skilte, men vidnet kan ikke forestille sig, at det var noget andet end H2s kontor, han var på. Ud over tiltalte var der en kontormedarbejder samt en anden person Det var svært for vidnet at vurdere, hvad den sidstnævnte foretog sig. Vidnet var på kontoret for at få penge for opsækning. Han benyttede lejligheden til selv at tage et læs koks med hjem. Han kunne ikke blot tage af koksene på pladsen oppe ved sig selv, idet han i så fald også skulle betale for fragten af koksene. Det syntes han ikke, at der var nogen fornuft i, når han selv havde en lastbil. Det holdt, da vidnet ikke gad fortsætte med opsækning. Det er nok ca. 3 år siden, at vidnet holdt. Vidnet har udstedt en faktura for opsækning på 30.000 kr. Vidnet husker ikke prisen for opsækning pr. tons, men den kan godt have været 225 kr./tons. H2 har også betalt 6.500 kr. for leje af pladsen, jf. fakturaen af 13. april 2003. Han tror, at der er udstedt flere regninger for opsækning, end den regning, som politiet har. Han hentede normalt selv sin betaling i Tyskland, men tør ikke sige, om pengene somme tider er blevet bragt op til ham. Betalingen fandt altid sted i kontanter. Han tror ikke, at der i tidsrummet fra 1998 til 31. december 2000 er kørt så mange læs som 29 op til vidnets plads. Han tror tallet er for højt. Han vil tro, at han i denne periode selv har opsækket 12 -15 læs. Han tror heller ikke på, at der i tidsrummet 1. januar 2001 til 18. februar 2003 er kørt 64 læs op til hans plads. Vidnet har ikke set så mange læs. Han har ikke sækket 64 læs op i løbet af 2 år, men gætter på, at det kan være op mod 40 læs. Det var tiltalte, der fortalte ham, at de opsækkede koks efter opsækningen blev kørt tilbage til Tyskland. Vidnet har aldrig set, hvor koksene blev kørt hen. Fotoene bilag 49 er optaget på vidnets ejendom og viser vidnets opsækningsanlæg. Den gule tragt står på nogle vægte. Når opsækningen var foretaget, blev sækkede sat udenfor og afhentet. Det kan godt være vidnet, der har pakket koksene i de røde sække, som ses på et af fotografierne.

Vidnet V.7 har forklaret, at han er produkthandler og indehaver af firmaet G12 Produkthandel Selv bor vidnet i .... Vidnet kender tiltalte tilbage fra dengang, vidnet begyndte at sælge jern til tiltalte. Det skete tilbage i 1992 eller 1993. Selskabet H2 Trading er tiltaltes selskab. Vidnet kender kun navnet fra de følgesedler, der fulgte med koksene. På disse følgesedler stod der "H2 Trading Lager, ...11, Danmark. De koks, der blev kørt op til pladsen hos vidnet, var adresseret til H2 Trading. Vidnet regnede med, at H2 var tiltaltes selskab. Tiltalte solgte koks i det nordjyske, og spurgte vidnet, om han kunne leje en plads til at lægge koksene på. Det sagde vidnet ja til. Vidnet husker ikke, hvornår aftalen med tiltalte blev indgået. Det kan godt passe, at det begyndte i 1998. Der forelå ingen skriftlig aftale. Aftalen var mundtlig, og det var aftalt, at vidnet skulle have en leje på 1.000 kr. om måneden for tiltaltes benyttelse af pladsen. Vidnet har dog aldrig set nogen penge fra tiltalte. I begyndelsen var tiltalte også oppe for at læsse koks af, og det var i denne forbindelse, at aftalen blev indgået. Tiltalte kørte selv op med koks i begyndelsen. Tiltalte fortalte om kokssalget og sin manglende plads. Koksene blev læsset af hos vidnet og hentet igen. Det kunne foregå på den måde, at der kom en lastbil fra Spedition G4 og læssede koks af, hvorefter der kom et par af tiltaltes biler og hentede koksene et kvarter senere. Det kan godt være, at pladsen oprindelig blev lejet for at tage et overskud af koks, således som vidnet har forklaret det til politiet. Det vidnet fortalte dengang, står ved magt, idet han bedre huskede sammenhængen på daværende tidspunkt. Vidnet var normalt ikke til stede, når koksene blev læsset af. Han kører rundt og samler jern ind, og er kun engang imellem tilbage på sin forretningsadresse, for at læsse jern af. De følgesedler, som lå i de aflæssede koksbunker, tog vidnet og afleverede til tiltalte. Han ved ikke, hvor mange læs, der blev kørt der op, idet han som nævnt ikke kunne følge med i dette. Han kan huske, at tiltalte er kommet med 3 biler og har hentet den aflæssede koks, men der er også kommet andre og har hentet koks. Vidnet ved ikke, hvor mange læs koks, der er læsset af, men han tror bestemt ikke, at der kan været tale om 60 læs i perioden fra september 1998 til december 2000 og 43 læs fra 2001 til 2003. Det lyder voldsomt med alle de læs. Han tror, at kokslæssene kan være kørt andre steder hen, og at pladsen hos vidnet således ikke har været benyttet, selv om det har stået på fragtbrevet. Somme tider blev koksene hentet med det samme. Til andre tider kunne et læs godt ligge 14 dage - 3 uger på pladsen. Dette kun ske i slutningen af fyringssæsonen eller i begyndelsen af fyringssæsonen, sjældent midt i. Vidnet har kun været i kontakt med tiltalte vedr. koksene. Ellers ved han ikke noget om H2 Trading. Når koksene var læsset af, kom tiltaltes folk og kørte koksene væk. Tiltalte havde nogle gamle containerbiler med grab, og det var i disse biler, koksene blev kørt væk. Det var vidt forskelligt, hvor store læs, der blev kørt væk. Det afhang af, hvor koksene skulle hen. Det var ikke tiltalte selv, der kørte koksene væk. De fleste af dem, der deltog i dette, var udlændinge, som vidnet ikke kunne tale med. Vidnet spurgte ikke, hvor de skulle hen med koksene. Det kan være, at han har hørt det en enkelt gang, men det har han så glemt. Vidnet har kun i meget lille omfang selv hentet koks. Koksene blev hentet i ...24, Danmark. Vidnet har kørt koks ud 1 - 3 gange i nødsituationer. Vidnet ønskede ikke at have noget at gøre med udbringningen af koks, men tiltalte har haft ringet og fået ham til det. Der har været tale om læs på 1 eller 3 tons. Han kan huske, at han har kørt et læs koks til en person nede i ...25-området. Det var tiltalte, som havde oplyst ham adressen på den person, som skulle have koksene. Der er aldrig nogen, der har bestilt koks hos vidnet. Somme tider kom der nogen til vidnet og sagde, at tiltalte havde sagt, at de skulle henvende sig til vidnet for at få koks. Vidnet har så hjulpet de pågældende. Tiltalte havde ringet forinden og fortalt, hvem der kom, og hvor meget vedkommende skulle have. Vidnet har så hjulpet den pågældende kunde med at få læsset koksene. De 6½ tons koks, som omtales i bilag 54, er ikke bestilt hos vidnet. Koksene er bestilt hos tiltalte, og så har vidnet kørt ud med koksene. Vidnet har kun kørt ud med koks, når tiltalte har bedt ham om det. Vidnet har nogle gange haft en lukket kuvert med hjem fra kunden. Vidnet har så givet kuverten til tiltalte. Det kan også være, at vidnet har haft en check med, men der har aldrig været tale om checks, som er udstedt til vidnet.

Tiltalte fik check og kuverter med penge, når han kom hos vidnet. Det var ikke nødvendigt at ringe efter tiltalte. Når vidnet talte med tiltalte i telefon, var tiltalte på vej for at hente pengene. Det var altid tiltalte, der ringede til vidnet. Om lørdagen, når tiltalte havde sendt nogle kunder der op efter koks, var det helt sikkert, at han kom lørdag aften efter pengene. Enten skulle han hente de penge, som lå hos vidnet, eller også tog han ud til kunderne efter pengene. Han skulle begge dele. Der kom også personbiler med trailere og små varevogne og hentede koks. De fleste trailere tog 500 kg., og vidnet havde i sin virksomhed en rendegraver, som netop kunne tage 500 kg. i skovlen. Den blev så benyttet til at læsse kundernes trailere med. Betalingen blev ordnet af tiltalte selv. Tiltalte havde aftalt med kunderne, at de bare skulle køre ud til vidnet. Det skete tit om lørdagen, og der kunne godt i løbet af en lørdag være 2 - 4 kunder hos vidnet for at hente koks. Der kunne også være dage, hvor der ikke kom nogen. Tiltalte var klar over, at vidnet havde en mand på pladsen om lørdagen, som kunne hjælpe med at læsse. Vidnet fik aldrig sin betaling, selv om tiltalte gentagne gange lovede ham det. Der kom aldrig noget. Vidnet har aldrig hentet koks for tiltalte, måske bortset fra nogle sække en enkelt gang. Han vil ikke udelukke, at han har hentet nogle opsækkede koks på paller i ...24, Danmark, når han har været dernede for at hente træpiller. Han kunne så også have plads til en 4 -5 paller med opsækkede koks. Det kan godt være, at han har kan nogle koks ud til tiltaltes kunder, men der har ikke været tale om ret meget. Hvis han har forklaret sådan til politiet, er det rigtigt, idet han huskede det bedre dengang. Han har på et tidspunkt været nede i ...1, Danmark for at hente penge. Han har aldrig været i Tyskland på H2s kontor, og han aner ikke hvem BB er. Fotografierne bilag 43 er fra vidnets plads. Koksene på foto 4 er læsset af af tiltalte og hentet igen. Vidnet fik at vide, at tiltalte havde fået for meget med, og havde noget til overs, som han læssede af hos vidnet. Forklaringen bilag 42, side 1 passer. Han ved ikke, hvor sækkene stammer fra. Der er 25 - 30 km. til ...15, Danmark, så sækkene kan godt være fra V.6. Han har set koks blive sækket op hos V.6, og tiltalte har også fortalt, at der hos V.6 blev foretaget opsækning af koks. Vidnet ved ikke, hvor tiltalte solgte koksene henne. Det kan godt være, at koksene er taget med tilbage til Tyskland. Vidnet ved ikke noget om det. Sækkene, som tiltalte havde sat af hos vidnet, kunne godt ligne de sække, vidnet havde set hos V.6.

Vidnet V.9 har forklaret, at han har kendt tiltalte i nogle år. Bekendtskabet stammer fra handel med skrot og kan godt være indledt tilbage i 1995 eller 1996. Vidnet har tidligere boet på adressen ...26. Vidnet boede der også i perioden fra 19. august 2002 til 31. januar 2003. Han modtog en del læs koks på sin ejendom. Om det var 49 læs, kan vidnet ikke sige, idet han ikke har talt, hvor mange læs der kom. Han går ud fra, at det var tiltaltes koks, han modtog. Det begyndte på den måde, at vidnet var i ...9, Tyskland for at hente koks til sit eget fyr. Da han kom derned for at hente koks, var opsækningsanlægget i stykker, og vidnet gik rundt for at se, hvad der skete, mens han ventede på at få sine koks. Han faldt i snak med en tysker, som kunne tale noget dansk. Vidnet sagde, at hvis man kunne tjene penge på opsækning af koks, var han interesseret. Tiltalte var også på pladsen, men han gik og talte i mobiltelefon, og pludselig var han væk. Det næste, der skete var, at vidnet fik et læs koks leveret. Vidnet havde på sin ejendom en gammel møddingsplads, hvor koksene kunne ligge. Han havde givet tyskeren sin adresse. Der var vel gået 3 uger til en måned, fra han havde snakket med tyskeren, til de kom og læssede koksene af. Vidnet ved ikke noget om, at der skulle have stået G7 på fragtbrevet. Det kan godt være, at der var en med, for at vise vej til vidnets ejendom. Vidnet har ikke selv haft noget med vejvisningen at gøre. Vidnet har ikke kvitteret på fragtbreve for modtagelse af koks. Aftalen var, at vidnet skulle læsse koksene på sække. Vidnet havde en gammel kartoffelmaskine, som kunne bruges til dette formål, jf. fotografiet bilag 47. Koksene blev læsset af på pladsen foran stalden. Når koksene var kommet på sække, blev sækkene lagt på paller, der kunne tage omkring ½ tons pr. palle. På fotografierne kan ses en lille gaffeltruck og en lidt større. Den lille er vidnets egen. Den anden gaffeltruck lånte vidnet af tiltalte. De havde den med op til ham. Sækkene til det første læs koks kom senere. Den person, der læssede sækkene af, talte vidnet ikke med. Sækkene blev blot læsset af. Tyskeren havde været med det første læs og havde instrueret vidnet i, at der skulle 25 kg. koks i hver sæk. Det var hvide plasticsække uden tekst. Da vidnet havde fået sækkene, gik han i gang med opsækningen. Han kunne ikke følge med, bl.a. fordi han ikke fik leveret sække. Der blev derfor også hentet koks, uden at de var kommet på sække. Koksene blev hentet i en tysk indregistreret bil og muligvis også i en dansk indregistreret DAF. Sommetider lå kokslæssene så længe på pladsen, at vidnet troede, at de var blevet glemt. Når koksene var kommet på sække, kom der en lastbil og hentede dem. Vidnet ringede ikke, når han havde fået koksene opsækket. Tiltalte fulgtes somme tider med chaufførerne. Tiltalte sagde, at de skulle have så og så mange sække med. Vidnet regner med, at koksene blev kørt til ...9, Tyskland. Han har set den samme slags sække med koks i ...9, Tyskland, og sækkene svarede også til den slags, som han selv havde købt dernede. Vidnet var i ...9, Tyskland, da aftalen om opsækning blev indgået og har ikke været der senere. Vidnet fyrede selv med koks, og han havde den aftale med tiltalte, at vidnet kunne bruge det smuld, der altid blev til overs, når koksene kom på sække. Vidnet har 2 gange fået betaling for sit arbejde med opsækning. Den ene gang fik han 6 - 6.500 kr., og den anden gang 4.000 kr. Da aftalen først blev indgået, havde vidnet forestillet sig, at det ville blive en ganske god forretning. Han og tiltalte fik imidlertid aldrig regnet ud, hvad vidnet skulle have for sit arbejde. Tiltalte havde sagt til ham, at når der rigtig kom gang i det, så ville han betale vidnet gode penge for arbejdet. Som betaling for sit arbejde med opsækning har vidnet fået de ovennævnte 6 - 6.500 kr.og 4.000 kr., samt gratis opvarmning i en periode. Pengene blev betalt kontant. Begge gange havde chaufføren pengene med i en kuvert til vidnet. Vidnet har nok rykket for betalingen, men problemet var også, at der somme tider var for lidt i sækkene og somme tider for meget. Det var chaufføren, der fortalte ham, at dette var et problem. Når vidnet rykkede for betaling, svarede tiltalte, at "det ordner vi", men at de lige skulle have gang i det. Tiltalte sagde også, at vidnet skulle være mere nøjagtig, når han kom koksene på sække. Vidnet har ikke udstedt fakturaer til tiltalte, og han har ikke selv givet tiltalte kvitteringer for modtagelse af kontantbeløbene. Når koksene blev hentet, skete det somme tider på den måde, at der kom en lastbil, som havde nogle sække på ladet i forvejen. De koks, som vidnet havde opsækket, blev så brugt til at supplere læsset op med. Der kunne også ske det, at der var for mange koks på læsset, og at der så blev læsset nogen af. Vidnet havde indtryk af, at der blev lagt stor vægt på, at der ikke blev kørt med overlæs. Vidnet har ikke oplevet, at der er hentet koks i småportioner på trailere eller små ladvogne. Hvis det er sket, er det ikke, mens vidnet har været hjemme. De koks, som vidnet har set blive kørt bort, er enten kørt på en stor lastbil eller på en lastbil med kran. Der har ikke været private folk på vidnets plads for at hente koks. Han har på tiltaltes ejendom i ...1, Danmark set en lastbil stå læsset med kokssække, og blandt disse kokssække har der nok også været nogen, som vidnet selv har opsækket. Den koks, som vidnet har kommet på sække, har han stort set opsækket uden hjælp. Han har fået en hjælpende hånd, men der var ikke mange, der var interesseret i at deltage, idet det var beskidt arbejde. Vidnet fik paller leveret, men han havde også selv i begyndelsen en del paller stående. Når de har hentet koks, er der smidt en 4 - 5 paller til vidnet. Det er sket, at vidnet har lavet en hel bil fuld med opsækkede koks. Det tog ham 4 dage at komme koksene på sække. Han vil tro, at det drejer sig om 17 - 18 tons koks. Det er også sket, at der er kommet 1½ - 2 tons opsækkede koks på en lastbil, der er kommet forbi. Det har været på en lastbil, hvor der i forvejen var opsækkede koks på. Vidnet gik ud fra, at lastbilen var på vej til Tyskland. Det havde den tyske chauffør sagt noget om. Vidnet aner ikke, om de skulle ud til kunder. Han fulgte ikke med lastbilen.

Den person, som vidnet talte med i ...9, Tyskland, præsenterede sig ikke. Vidnet er ikke klar over, om han hedder YY. Navnet BB siger ikke vidnet noget. Vidnet taler kun lidt tysk. Da vidnet var i ...9, Tyskland, var man på pladsen i færd med at sække op. Han ved ikke, hvilket firma, der holdt til på adressen i ...9, Tyskland. Navnet H2 siger ikke vidnet noget. Da vidnet var der, var man i gang med et byggeri. Adressen i ...9, Tyskland er det eneste sted, vidnet har været for at købe koks hos tiltalte. Før vidnet var i ...9, Tyskland, fyrede han med træ.

Vidnet V.14 har forklaret, at hun i begyndelsen af december 2002 har udstedt en check på 2.300 kr. i forbindelse med køb af 1 tons energikoks i sække. Koksene var bestilt hos H1, enten af vidnet eller af vidnets ægtefælle. Det var hovedsageligt vidnet, der ringede til H1, når der skulle bestilles koks. Hun husker ikke, hvor mange gange, hun har haft ringet. Hun fik altid kvittering for kokskøbene, idet de skulle bruge kvitteringerne til deres regnskab. Kvitteringerne, bilag 52 er udstedt den 11. december 2002, den 6. januar 2003 og den 12. februar 2003. Kvitteringerne er udstedt i forbindelse med køb af koks. Hun og hendes mand havde fra en eller anden hørt, at man kunne købe koks på H1. Som det fremgår af bilag 52 har vidnet ringet til tlf. nr. ..., når der skulle bestilles koks. Vidnet ved ikke, hvem hun talte med på det telefonnummer. Vedkommende sagde aldrig sit navn. Det var som regel en dame, vidnet talte med, men det kunne ske, at det var en mand, hun fik fat i. Vidnet kender ikke navnene T eller H2 Trading. Hun ringede blot og bestilte koks. Så gik der et stykke tid, før koksene blev leveret. Koksene blev betalt kontant ved leveringen eller vidnet udstedte en check. I de fleste tilfælde havde vidnet kontanter klar. Koksene blev uden undtagelse modtaget i sække. Det var forskellige lastbiler, der kom med koksene. I de fleste tilfælde var det tysk indregistrerede lastbiler. Vidnet sagde til chaufføren, hvor koksene skulle sættes. Hun tror nok, at det for det meste var tyske chauffører, der kom med koksene. Vidnet har selv hentet koks i Tyskland, men det har været i butikker enten hos G13 eller andre. Hun har ikke i forbindelse med sine kokskøb hos H1 været med i Tyskland. Hun ringede blot og bestilte koksene og fik dem så leveret på sin gårdsplads. Efter at hun var begyndt at købe koks hos H1, har hun ikke købt koks andre steder. Vidnet og hendes mand har boet på deres nuværende bopæl i 4 år, og det har kun været i dette tidsrum, at de har brugt koks til opvarmning. Checken på de 2.300 kr. blev udstedt i forbindelse med et af de første kokskøb. Den første gang ringede hun ned til H1 og sagde, at hun havde hørt, at man hos H1 kunne købe koks. Det blev bekræftet af den, hun talte med i telefonen. Vidnet afgav derefter sin bestilling og fik koksene leveret.

Vidnet V.15 har forklaret, at han er indehaver af G14 Dambrug. Vidnet har den 21. november 2001 udstedt en check på 12.600 kr. (mappe vedr. koster nr. 6) side 5. Vidnet udstedte checken som betaling for omkring 6 t energikoks. Koksene blev købt hos G12 Produkthandel. Der var nogle i området, som havde gjort vidnet opmærksom på, at man hos G12 Produkthandel kunne købe koks. Det var nok billige koks i forhold til koksprisen, hvis man medregnede tidsfaktoren ved selv at skulle hente dem i Tyskland. Vidnet ringede til G12 Produkthandel og bestilte 6½ t koks. Koksene blev leveret 1 eller 2 dage senere. Det er muligt, at koksene allerede blev leveret 2½ time senere. Koksene blev leveret af nogle personer, som boede på ...27. ...27 ligger omkring 600 m fra vidnets bopæl. De pågældende personer boede på en nedlagt landbrugsejendom, som var opfyldt med en del skrot, olietønder og andre ting. De kom med koksene i en mindre lastbil. Koksene blev læsset af, og vidnet betalte for koksene. Det var kun første gang vidnet fik koks, at han ringede til G12 Produkthandel. Vidnet vil tro, at han i alt har købt koks 3 gange det pågældende sted. På et tidspunkt forpagtede han sit dambrug ud, og forpagteren har købt koks samme sted. Han mener, at den 21. november 2001 var sidste gang, han fik koks fra G12 Produkthandel. Han kan ikke sige nøjagtig, hvor meget koks han har købt hos G12 Produkthandel, men han vil skyde på omkring 25 t. Der var tale om koksleverancer over en 4-årig periode, men det kan godt være sket, at han i et enkelt år ikke har købt koks. Koksene blev brugt til opvarmning, så det var primært i fyringssæsonen, at han fik koks leveret. Koksene er altid leveret på vidnets ejendom, og vidnet har aldrig været med over grænsen for at hente koks. Det første læs blev leveret efter henvendelse til G12 Produkthandel. De efterfølgende læs blev leveret efter at vidnet havde henvendt sig til personerne på ...27. Når vidnet havde bestilt koksene, kom de med dem. Navnene H2 Trading og T siger ikke vidnet noget. Han tør ikke sige, om han har talt med V.7. Vidnet har ikke været på G12 Produkthandel. Den mandlige del af parret på ...27 er en spinkel, tyndhåret nærmest skaldet person mand. Han var iført en beskidt kedeldragt. Han vil skyde på, at manden nu er i begyndelsen af fyrrerne. Vidnets vurdering af mandens alder bygger også på alderen af den pågældende mands børn, som vidnet kender af udseende. Vidnet kendte ikke de pågældende personers tilknytning til G12 Produkthandel.

Vidnet V.16 har forklaret, at han har købt energikoks hos tiltalte. Det ligger mere end 2 år tilbage i tiden. Første gang han købte koks hos tiltalte var sidst i 1990'erne. Det skal nok passe, at han har købt koks hos tiltalte i perioden fra september 1998 til marts 2003. Han tror nok, at han har købt koks hos tiltalte en gang årligt. De første 2 år købte vidnet kun koks hos tiltalte. De sidste år købte vidnet hovedsagelig koks hos andre leverandører i Tyskland, men når han stod og manglede koks, ringede han til tiltalte. I de første 2 år hentede vidnet selv koksene i Tyskland til en hel fyringssæson ad gangen, det vil sige omkring 5 t energikoks. I de sidste år, hvor vidnet fik andre leverandører, har han af tiltalte fået leveret 1-2 t ad gangen derhjemme. Vidnet havde tiltaltes mobiltelefon, som han kunne benytte, når han skulle bestille koks. Han kunne også ringe til H1 på et fastnettelefonnummer. Dette nummer kan godt have været .... De 2 gange, vidnet var i Tyskland for at hente koks, havde han forinden aftalt et møde i Tyskland. Første gang var i ...28 og anden gang i ...9. Når vidnet mødte frem de pågældende steder, stod der en lastbil læsset med koks. I ...28, Tyskland var lastbilen parkeret ved en foderstofforretning, i ...9, Tyskland på en rasteplads. Vidnet kørte så med lastbilen over grænsen. Lastbilen fortsatte så videre hjem til vidnet. Der kunne også være andre kokskøbere med i lastbilen. Vidnet mener, at de, der havde købt koks, var med i lastbilen over grænsen. Der var tale om dansk indregistrerede lastbiler. Senere har vidnet blot ringet til tiltalte, som så leverede koksene på vidnets bopæl. Når vidnet havde ringet, kom tiltalte med 1 eller 2 t koks. Vidnet ved ikke, hvor mange gange det er sket, men det er sket nogle gange i løbet af de 5 år. Koksene var pakket i sække, ligesom de koks, der blev hentet i Tyskland. Sækkene var enten orange, grønne eller klare. Det var kun de farvede sække, som havde tekst påtrykt. Vidnet mener ikke, at der var nogen forskel på sækkene, hvis de blev leveret fra Tyskland eller fra Danmark, og sækkenes farve skiftede ikke afhængig af hvilket år det var. Vidnet betalte for koksene enten kontant eller med check. Vidnet har aldrig hentet koks på H1. Det var enten tiltalte eller tiltaltes kone TB, han talte med. Vidnet har ikke hentet koks i ...26 eller andre steder i Danmark. Navnene H2 Trading eller H2 Holding har vidnet ikke hørt før. Han fik ingen kvittering for betaling af koksene. Den pris, han betalte for koksene, var inclusiv transporten. Koksprisen har svinget mellem 2.500 kr. og 3.000 kr. Som vidnet kan se det, afhang prisen ikke af, om han købte koksene i Tyskland eller fik dem leveret på sin bopæl. Når koksene blev leveret på bopælen, kunne vidnet se, at der nogle gange var flere koks på ladet end de koks, vidnet skulle have leveret. Han tror nok, at han holdt op med at købe koks hos tiltalte i 2003. Det var i årene 1999 og 2000, vidnet hentede koksene i Tyskland. Han har så fået leveret koks på bopælen i 2001, 2002 og 2003. Når koksene blev hentet i Tyskland i 1999 og 2000 var det fordi reglerne var sådan, at de skulle hentes der. Tiltalte fortalte ham senere, at han bare kunne levere koksene på vidnets bopæl. Vidnet har ikke undersøgt, om reglerne var blevet ændret. Den første kontakt med tiltalte kom i stand efter at vidnet havde set tiltaltes annonce. Han ringede til tiltalte, og de aftalte, at vidnet skulle komme til Tyskland. Som nævnt mødte vidnet kokslæsset i det første år ved en stor foderstofforretning og det andet år på en rasteplads. Vidnet kunne ikke se nogen skurvogn, og der lå ingen koks omkring det sted, hvor vidnet traf chaufføren med kokslæsset. Vidnet ved ikke, hvem der ejede de lastbiler, der blev benyttet til transport af koksene. Det var danske chauffører, som kørte lastbilerne. Checken bilag 6G midt, er udstedt af vidnets ægtefælle V.29. Vidnet går ud fra, at checken er udstedt i forbindelse med køb af koks. Beløbet kan godt passe med køb af 1 t koks.

Vidnet V.29 har forklaret, at hun er gift med vidnet V.16. De har købt energikoks hos tiltalte. Vidnet husker ikke, hvornår købene blev foretaget. Det var ægtefællen, der stod for kokskøbene. Hun kan huske, at hun har betalt for koksene. Som regel hentede de selv koksene, men hun kan ikke huske dato og årstid. De havde selv en hestetrailer, som de benyttede, når de skulle hente koks i forretningerne syd for grænsen.

Hendes mand havde været nede i Tyskland for at hente koks. Koksene blev kørt hjem til deres bopæl og læsset af. Hun husker ikke, hvor mange gange de har købt koks på den måde. Hendes mand kørte sommetider til Tyskland for at hente koks, når det passede ind i hans arbejde. På andre tidspunkter foretog de en familietur med hestetrailer syd for grænsen. Vidnet kan huske, at ægtefællen 2 gange har været nede at hente koks hos tiltalte i Tyskland. Vidnet har i denne forbindelse udskrevet checks for kokskøbene. Så havde hun også et bevis for betalingen. Det var som nævnt ægtefællen, der stod for kokskøbene. Hun kan ikke huske, om han evt. flere gange har hentet koks på denne måde. De koks, som blev leveret, gik hun ud fra blev leveret af tiltalte. Hun har aldrig været på H1.

Politiet må have misforstået hende, når det i politirapporten står at hun har været på H1 for at betale. Hun har ikke bidt mærke i det, da forklaringen blev læst op for hende. Hun har aldrig været på H1 hverken for at hente koks eller for at betale forkoks. Hun har aldrig set tiltalte. Hun kan huske, at hun er blevet bedt om at udskrive checken til et firma, hvis navn hun ikke husker. Det var et eller andet med Trading. Checken, bilag 6G midt er udstedt af vidnet. Hun har kun udstedt checks til tiltalte eller hans firma i forbindelse med køb af koks. Hun har aldrig haft noget at gøre med Spedition G4.

Vidnet V.30 har forklaret, at han den 12. oktober 2001 udstedte en check på 2.400 kr. for køb af energikoks. Forhistorien var den, at han havde mødt V.31, som var far til et barn, som vidnets datter gik i skole med. V.31 fortalte, at han skulle have nogle energikoks leveret. Vidnet spurgte, om han kunne købe 1 t koks. V.31 fortalte, hvornår han ville få koksene hjem, og vidnet så hentede koksene på det aftalte tidspunkt. Han udstedte en check som betaling men skrev ikke modtagernavn på checken. Han vidste ikke, om det var V.31 eller en anden, som skulle have checken. Vidnet hentede selv koksene hos V.31. Der var også et par andre, som skulle have del i de koks, der var leveret til V.31. Vidnet fik 40 sække koks á 25 kg. Der stod ingen tekst på kokssækkene, som var grå plasticsække. Vidnet er ikke klar over, hvor V.31 havde koksene fra. V.31 holdt til på ...4, Danmark. Det var den eneste gang, vidnet fik koks fra V.31. Ellers har vidnet selv hentet sine koks i Tyskland. Vidnet har ikke købt koks andre steder i Danmark. Navnene T, H2 Trading og H2 Holding siger ikke vidnet noget. Koksene var læsset af da vidnet kom for at hente dem, så han har ikke set, hvordan koksene blev leveret. Vidnet har ikke haft noget med Spedition G4 at gøre. Vidnet er stødt på navnet G11 Containerservice men han har aldrig arbejdet sammen med dette firma.

Vidnet V.31 har forklaret, at han for nogle år siden købte et læs energikoks. De var 4 sammen om at købe koksene. Vidnet havde set en annonce i Den Blå Avis vedr. koksene. Han mødte tilfældigt V.30, som fortalte, at han godt kunne bruge 1 t koks. Vidnet ringede til det telefonnummer, han havde set i Den Blå Avis. Det var et 74-nummer, som vidnet ikke i dag kan huske. Navnet T siger ikke vidnet noget. Det kan godt være, at han har talt med ham. Vidnet har også talt med en dame. Det er ikke vidnet, der har oplyst politiet om navnet T og telefonnummeret. Det var derimod den politiassistent, som afhørte vidnet, som oplyste telefonnummer og navnet T. Vidnet ringede derned 2 gange. Den første gang ringede han blot for at høre prisen. Han tror nok, at den lå omkring 2.400 kr. pr. t leveret i sække på vidnets bopæl. Det kostede 2.200 kr. pr. t, når vidnet selv hentede koksene i Tyskland, så der var en vis fordel ved at få koksene leveret. Vidnet ringede rundt til forskellige for at høre prisen på koks. Vidnet skulle have 6 t. Da vidnet havde fundet ud af, hvor prisen var lavest, ringede han til de 3 andre, og de blev enige om at købe koksene. Vidnet ringede derefter tilbage på det telefonnummer, som var oplyst i annoncen, og fik aftalt leverancen. Han ringede derefter til de andre og fortalte, hvornår koksene blev leveret. Der gik vel en uge - 14 dage, inden koksene blev leveret. Det kan godt passe, at det var i oktober 2001, at koksene blev leveret. Vidnet havde, før koksene blev leveret, samlet pengene sammen hos de andre. Han tror nok, at det var kontanter, han fik, bortset fra checken fra V.30. De 2 andre kokskøbere lever ikke mere. Vidnet betalte kontant til chaufføren. Lastbilen var vistnok dansk indregistreret. Vidnet så koksene blive læsset af. Koksene var, så vidt han husker, i grå sække. Han husker ikke, om sækkene havde nogen tekst. Koksene blev alle leveret på vidnets bopæl. Det var en del af aftalen, at koksene kun skulle leveres et sted. Vidnet har så selv kørt nogle af koksene ned til den ene af aftagerne, som ikke havde nogen mulighed for selv at hente koksene. Ved at købe koksene på den måde, kunne kokskøberne spare 100 kr. pr. t. Vidnet fik selv 1 t koks af de 6 t., der blev leveret. Det er rigtigt, som det fremgår af hans forklaring til politiet, at han senere købte 10 t koks, men han mener, at det var et andet firma og et andet telefonnummer, der blev brugt i forbindelse med dette køb. Vidnet har ringet til mange forskellige firmaer for at høre priser på koks, for at han kunne få den billigste pris. Han har ikke hæftet sig nærmere ved de telefonnumre, der blev brugt. Bortset fra disse 2 kokskøb har vidnet selv hentet koksene i Tyskland. Det skete hos et firma i ...28, Tyskland lige over grænsen. Det var et andet firma end det firma, der leverede de 6 t koks. Den annonce, som førte til aftalen om køb af de 6 t koks, så vidnet i Den Blå Avis. Vidnet får ikke avisen Gul & Gratis. Annoncen var mindre end den annonce, som kan ses i bilag 56-3, underbilag 4.2. Der stod vist bare i annoncen, at der kunne købes energikoks, og at man kunne ringe til et bestemt telefonnummer. Prisen stod der vist ikke engang. Annoncen var helt lille i størrelse svarende til annoncerne i miderste kolonne i bilag 56-3, underbilag 4.2. Navnene H2 Trading og H2 Holding siger ikke vidnet noget. Han er 99% sikker på, at koksene blev leveret i en dansk indregistreret bil. Han talte med chaufføren, som også var dansker. Han husker ikke i dag, om der stod noget på lastbilen. Den check, vidnet modtog fra V.30, blev givet videre til chaufføren, som kom med koksene.

Vidnet V.32 har forklaret, at han henholdsvis den 17. februar 2001 og den 16. februar 2002 har udstedt 2 checks i forbindelse med køb af koks jf. bilag 6K og bilag 6Q . Vidnet har købt koks flere forskellige steder og kan ikke uden videre sige, i hvilken forbindelse de pågældende checks er udstedt. Vidnet har købt koks af V.6 flere gange. Han tror nok, at han kom i kontakt med V.6 gennem en anden kokshandler, som havde forretning i ...29. Den pågældende kokshandler var løbet tør for koks og henviste vidnet til at prøve hos V.6, som enten holdt til i ...15, Danmark. Vidnet kørte selv dertil, og han kan huske, at han den første gang havde problemer med at finde stedet. Som han husker det, var der også flere andre, der skulle købe koks hos V.6, så der var lidt ventetid på at få læsset. Vidnet have sin trailer med. Koksene blev købt i løs vægt, som blev læsset på traileren, vistnok med en gummiged. Han tror ikke, at koksene i begyndelsen blev vejet af. Ved de senere leverancer skete der en eller anden form for vejning af koksene. Koksene blev nogle gange betalt med kontakter, andre gange med checks. Han har aldrig afleveret betaling til andre end V.6. Han har heller aldrig talt med andre det pågældende sted. Han har betalt med kontanter til V.6 i hvert fald et par gange. Han har købt koks hos V.6 nogle gange. Han kan ikke sige, hvor mange gange. Han har også i den pågældende periode købt koks direkte fra Tyskland, når han havde haft en lastbil dernede. Hans store søn tog så med koksbilen. Navnene T, H2 Trading og H2 Holding samt H8 Plastprodukt siger ikke vidnet noget. Han mener ikke, at han har ringet til nogen af dem.

Det er rigtigt, at han havde V.6s mobiltelefonnummer. Det havde han måske fået hos kokshandleren i ...29. Vidnet havde på det pågældende tidspunkt 2 trailere, og det er rigtigt, at han har hentet koksene i sin bouggietrailer. Det kan godt være, at han nogle gange har hentet 500 kg i sin lille trailer, og at der andre gange har været 1 t i boggietraileren. Det var nok oftest 1 t, han købte, fordi han ikke ville køre mere end højst nødvendigt. Han tror nok, at de omhandlede 2 cheks er udstedt i forbindelse med køb af 1 t koks pr. gang. Vidnet fyrede også med andre former for fast brændsel og med olie, så han kan ikke sige noget om, hvor mange t koks, han købte om året. Det kan godt passe, at han sidste gang har hentet koks hos V.6 3 uger før han blev afhørt af politiet den 27. februar 2004. Han kan ikke sige, hvornår han første gang købte koks hos V.6, men efter at han var begyndt at købe koks hos ham, var det overvejende der, han købte sine koks. Han har ikke altid købt koksene i løs vægt. Han mindes, at han engang har haft sin lille trailer fyldt med et læs koks i sække. Vidnet er direktør for en vinduesfabrik og handlede dengang en hel del med Tyskland. Han hyrede så i denne sammenhæng en lastbil, som kørte til Tyskland, og som så kunne have et læs koks med hjem. Navnet Spedition G4 siger ikke umiddelbart vidnet noget, og vidnet mener ikke, at han har udstedt checks til dette selskab. Han husker ikke navnet på det firma, hvor han købte koks syd for grænsen. Han mener, at man kom til firmaet ved at benytte grænseovergangen ved Padborg. Der var tale om et firma, som havde et stort lager med koks i en hal. Firmaet havde også en anden bygning, hvor der blev skrevet regninger ud. Vidnet kan muligvis finde frem til regningerne fra firmaet. Han tror, at det var i tidsrummet 2000 til ultimo 2003 eller begyndelsen af 2004, at han købte koks i Tyskland. Det skiftede, om vidnet hentede koksene i Tyskland eller om han købte dem hos V.6. Han købte koks efter behov og det blev i Tyskland, når der var transportmuligheder til Tyskland. Vidnet tror nok, at han havde et par tons med hjem fra Tyskland pr. gang. Der blev hentet koks i Tyskland nogle gange, måske 2-3-4 gange. Så vidt han husker, var der kun tale om en forhandler. Hos denne forhandler handlede han den første gang med en mand i 40-50 års alderen, som var tysker, men som kunne tale dansk. Den anden gang handlede han med en yngre mand. Han husker ikke, om han betalte med danske checks i forbindelse med sine kokskøb i Tyskland. Der var også, når der blev købt koks syd for grænsen, tale om koks i løs vægt. Hos V.6 foregik det hele med ham. Det kan ses på fotografierne bilag 44 , hvor koksene lå hos V.6. Han mener at kunne huske, at han har set reklamer for det pågældende firma i Tyskland, og at der var nogle skilte, der viste frem til stedet. Vidnet tror ikke, at han har været i telefonisk kontakt med firmaet, og han kan ikke huske hvad det hed.

Vidnet V.17 har forklaret, at han den 18. oktober 2002 udstedte en check på 13.200 kr. for køb af 6 t koks. Han gav 2.200 kr. pr. t. Han kom i kontakt med kokssælgeren via telefonen. Han kendte ikke noget til den pågældende, og han husker ikke, hvor han havde fået telefonnummeret. Det kan være, at han har set en annonce i avisen. Koksene blev leveret på vidnets bopæl. Han tror ikke, at han fik oplyst noget firmanavn. Koksene kom på en lastbil i løs vægt og blev tippet af. Det var en ældre lastbil, der blev brugt, og den kunne godt se ud som om, den tilhørte en produkthandel. Den var af den type.

Det skal egentlig nok passe, at vedkommende kom fra et sted i nærheden af Ålestrup. Det har måske stået på regningen, eller også har vidnet kunnet gætte det ud fra telefonnummeret eller telefonsamtalen. Det kan også være, at manden har sagt det. Manden kom en lørdag morgen kl. 6.00 og læssede af. Han udstedte efter vidnets ønske en regning, og vidnet udstedte derefter en check. Han tror nok, at der var 2 mænd i lastbilen. De var begge omkring 50 år gamle. Kopi af den kvittering, vidnet fik, er vedhæftet bilag 67. Vidnet fik kvitteringen samtidig med, at checken blev udstedt. Vidnet forstår ikke, hvis der skulle stå på kvitteringen, at den er udstedt i Tyskland den 19. oktober 2002. Vidnet betalte den dag, han udstedte checken. Han hæftede sig ikke ved, at der stod noget andet på kvitteringen. Han fik en vejeseddel og tror fortsat, at han har den derhjemme. Vidnet har ikke været i Tyskland for at hente koksene. Da han blev afhørt af politiet, har han oplyst telefonnummeret på koksleverandøren. Han har nok opbevaret de 2 telefonnumre ... og ... sammen med kvitteringen. Han har købt koks der flere gange. Han kan ikke sige noget om, hvor mange koks han har købt, idet vidnet også har brugt olie, træ og solvarme til opvarmning. Hans koksforbrug svinger meget. Han kan ikke bruge 6 t koks på en fyringssæson, selv om han udelukkende fyrer med koks. I perioden fra september 1998 til marts 2003 har han købt koks det pågældende sted flere gange. Han vil tro, at han har købt koks der 2-3 gange, men han vil ikke hænges op på det nøjagtige antal. Han synes, at han den ene af gangene fik leveret lidt mindre end bestilt, idet kokssælgeren ikke kunne have hele bestillingen på lastbilen. Ellers var det omkring 6 t, når han fik leveret koks. Han mener ikke, at han i den pågældende periode har købt koks andre steder. Navnene T, H2 Trading eller H2 Holding har vidnet aldrig hørt før. Han fik kun prisen pr. t, da han ringede. Prisen var som regel lavere, jo større læs der blev købt.

Vidnet V.33 har forklaret, at han i 2002 lånte et beløb på 18.000 kr. af sine forældre til køb af koks. Den Danske Bank udstede en bankcheck til vidnet på beløbet den 7. januar 2002. Checken er benyttet som betaling for 8 t koks. Vidnet fik en kvittering for sin betaling for koksene jf. bilag 77, sidste side. Koksene blev leveret på vidnets bopæl af en dansker og en tysker. Udstederen af kvitteringen MHL siger ikke vidnet noget. Checken blev udstedt i forbindelse med levering af koksene på vidnets bopæl i ...30. Vidnet husker ikke, hvilken lastbil der blev benyttet. Koksene blev bestilt pr. telefon. Det var et telefonnummer, som nogle gamle bekendte af vidnets forældre gav ham. Vidnet husker ikke i dag telefonnummeret eller områdenummeret. Han har ledt efter telefonnummeret men har ikke kunnet finde det. Når han ringede op, var det en mand, hvis navn han ikke husker, der tog telefonen. Navnet T siger ikke vidnet noget. Han mener, at det var et dansk telefonnummer, han ringede på. Han talte dansk med sælgeren af koksene. Han har også engang talt med en dame. Det var i forbindelse med den ene af de ialt 3 leveringer, vidnet har modtaget. Leveringen trak denne gang lidt ud, og det var derfor, vidnet ringede på telefonnummeret og fik fat i damen. Koksene blev hver gang leveret i sække. Han mener, at der var tale om klare sække uden tekst. Udover leverancen den 12. januar 2002 har vidnet fået 2 andre koksleverancer. Han har sendt 2 kvitteringer til politiet. Den ene kvittering vedrører leverancen den 12. januar 2002, og den anden en leverance den 20. januar 2000 på 7,5 t. Sidstnævnte leverance betalte vidnet kontant med 15.375 kr. Den 3. leverance har så ligget 2 år før leverancen den 20. januar 2000. En koksleverance rakte til ca. 2 år. Det vil sige den første leverance har fundet sted omkring januar 1998. Det var samme telefonnummer, vidnet ringede på i forbindelse med alle 3 leverancer, og det var den samme mand, han talte med, når han købte koks. Vidnet har ikke selv været med i Tyskland for at hente koks. Den ene gang blev koksene leveret med en gammel ombygget mejeribil. Sådan så bilen i hvert fald ud. Den havde reklamer for MD på siden. Det var forskellige personer, der foretog leveringen af koksene hver gang. De 2 sidste gange kunne vidnet se, at der var flere koks på lastbilens lad, end dem, vidnet skulle have. Vidnet vil skønne, at der har været 2-4 t koks tilbage, efter han havde fået sin leverance. Vidnet har givet politiet en seddel, hvor han havde noteret "... kul tlf ......". Leverancen var forsinket, og vidnet fik at vide, at de så ville komme den følgende dag. Vidnet fik så det førnævnte telefonnummer, så han kunne ringe, hvis der opstod problemer med leverancen dagen efter. Det gjorde der imidlertid ikke. Det er vidnet, der har oplyst politiet om dette telefonnummer. Han har ikke lagt mærke til, at de kvitteringer, han modtog, var udstedt på tysk. Han spekulerede ikke på det. Navnene H2 Trading og H2 Holding siger ikke vidnet noget.

Vidnet mener ikke at han overfor politiet skulle have oplyst navnet T. Han sagde også dengang til politiet, at han ikke kunne huske, hvad den mand, han talte, med hed. Vidnet har ikke haft nogen forbindelse med G11 Containerservice. Han har heller ikke i de sidste år haft forretningsmæssig forbindelse med andre vognmandsfirmaer.

Vidnet V.19 har forklaret, at han den 21. marts 2001 har udstedt en check på 2.400 kr. i forbindelse med køb af 1 t koks jf. Bilag 6T . Vidnet hentede koksene ved G15. Det var koks, som vidnets søn skulle bruge. Det var også vidnets søn, som havde bestilt koksene. Når vidnet hentede koksene, var det fordi hans trailer kunne tage 1 t. Han mener, at han 2 gange ialt har hentet koks det pågældende sted. Det var sønnen, som fortalte ham adressen på det sted, hvor koksene skulle hentes. Vidnet fik ikke oplyst noget firmanavn. Vidnet lagde i første omgang pengene ud for købet af koksene. Han har ved at gennemse sit gamle checkhæfte kunnet se, at han også i december 2000 har udstedt en check i forbindelse med kokskøb. Det var en check på 1.400 kr., så der har nok kun været tale om køb af ½ t. Han har ikke gemt sine checkhæfter længere tilbage. Han tør ikke sige, om han har lagt kontanter ud i forbindelse med andre kokskøb, men han tror det ikke, idet han normalt ikke har så mange kontanter på sig. Der var en mand tilstede, da koksene blev leveret. Han aner ikke, hvad den pågældende mand hedder. Det var en mand på omkring 50 år. Koksene blev leveret i sække, som var røde, så vidt han husker. Vidnet har ikke været i Tyskland efter koks. Navnet T siger ikke vidnet noget, og det gør navnet Spedition G4 heller ikke. Vidnet har aldrig været på H1.

Vidnet V.15 har forklaret, at han er søn af vidnet V.19. Vidnets far hentede i marts 2001 et læs energikoks til vidnet. Der var tale om et læs på 1 t, som blev hentet på et sted, der ligger ved G15. Vidnet husker ikke, hvordan kokskøbet kom i stand. Der var vist en eller anden der havde sagt til vidnet, at en person, der boede ved G15, havde energikoks til salg. Vidnet tror nok, at han fik telefonnummeret og at han så ringede for at høre, om han kunne købe koks det pågældende sted. Vidnet har aldrig været på H1, og navnet T siger ikke vidnet noget. Han kan huske, at han engang har været på det sted, hvor koksene blev solgt, sammen med sin far og sin eks-kone. Han har i alt fået koks derfra 2 eller 3 gange. Han husker ikke, om faderen lagde ud for ham hver gang. Vidnet har så betalt kontant efterfølgende. Han mener, at der altid var tale om køb af 1 t koks, men det er muligt, at det ene af kokskøbene kun angik ½ t. Koksene blev leveret i plasticsække. Vidnet husker ikke farven på plasticsækkene, idet han i tidens løb har fået leveret koks fra flere forskellige leverandører. Han mener, at nogle af koksene blev leveret i klare sække. Vidnet var ikke interesseret i at høre, hvor sælgeren havde koksene fra. Vidnet var interesseret i at købe koks, og det var billigere for ham at køre til ...26, Danmark og købe dem end at køre til Tyskland. På daværende tidspunkt boede vidnet i ...31.

Vidnet V.18 har forklaret, at han den 3. marts 2001 har udstedt en check på 2.500 kr. i forbindelse med køb af koks jf. bilag 6W. Checken blev betalt til et firma i ...17, Danmark. Vidnet har en datter i ...32, og det var i forbindelse med et besøg hos datteren, at vidnet kørte til ...17 for at købe koks. Han havde sin trailer med, og den blev koksene fyldt på og efterladt i ...17. På vej hjem fra besøget hos datteren, tog han så traileren med koks med tilbage. Der var omkring en pallefuld koks. Så vidt han husker, fik han telefonnummeret på kokssælgeren fra en nabo til en af sine bekendte. Den pågældende har enten givet ham telefonnummeret eller vist ham en annonce i en lokal avis fra ...17, Danmarkområdet. Vidnet mindes noget med, at han har set en annonce om kokssalget. Han har haft ringet på forhånd og aftalt tidspunktet for, hvornår han kunne komme og hente koksene. Han mener det var en lørdag, han var der. Det var den eneste gang, han var der efter koks, som han kun skulle bruge til at supplere med. Det sted, hvor koksene skulle hentes, lå i et industriområde nord for ...17, Danmark. Han kan huske, at der var et firmanavn, og at der var en gummiged og måske også en lastbil på pladsen.

Det er rigtigt som forklaret til politiet, at firmaet hed G11 Containerservice. Vidnet har aldrig brugt det pågældende firma som vognmandsfirma. Han har heller aldrig brugt V.6 eller spedition G4. Navnene T og H2 Trading siger ikke vidnet noget. Vidnet tror ikke, at der var andre, der hentede koks det pågældende sted, mens vidnet var der. Han tror ikke, at han fik nogen kvittering for sin betaling for koksene.

Vidnet V.11 har forklaret, at han som ansat hos tiltalte blev standset ved grænsen i en lastbil af mrk. DAF. Det skete den 25. januar 2002. Vidnet havde været over grænsen for at hente dåseøl og nogle plasticsække. Vidnet er ikke klar over, hvem lastbilen tilhørte. Der stod Faxe på siden af den. Det var tiltalte, der havde bedt vidnet om at hente øllene og plasticsækkene. Vidnet var ansat hos tiltalte i en 14 dages tid i januar 2002. Han holdt hos tiltalte, efter at han var blevet standset den 25. januar 2002. Han kunne ikke få penge for sit arbejde. Han kom oprindelig i kontakt med tiltalte, da han var på H1 for at købe nogle tagplader, som han skulle bruge i forbindelse med reparation af en stormskade. Det endte med, at tiltalte ansatte ham. De første par dage foretog vidnet reparation af nogle lastbiler m.v. Derefter kørte han ud med koks. Det begyndte han at gøre efter et par dages ansættelse. Han kørte som regel koksene ud til bønder, hvor han bare skulle læsse dem af. Koksene blev kørt ud i den førnævnte DAF-lastbil. Bilen var læsset, når vidnet overtog den. Den stod læsset i ...1, Danmark. Vidnet begyndte på ruten ved 16.30-17-tiden. Vidnet har også hentet en læsset lastbil på et sted nede ved G15. Når han kørte DAF-lastbilen, var der som regel 6-8 paller på den. Lastbilen var ikke så stor. Vidnet mener, at der var 1 t koks pr. palle. Bortset fra den ene gang, lastbilen blev hentet ved G15, var det altid fra ...1, Danmark, at turen udgik. Der er flere haller på H1, og han tror nok, at der også blev opbevaret koks på H1. Han har også set, at der stod paller med koks på H1. Når han kørte ud med et læs koks, fik han nogle små sedler med. På disse sedler stod dels adressen på de steder, hvor koksene skulle afleveres, men der stod også, hvor meget der skulle leveres de enkelte steder. og hvor meget det kostede. Koksene blev leveret i sække, som kunne have alle mulige farver. Det var ikke hver aften, han var ude med koks. Det var mest i weekenderne, han kørte ud. Han modtog for det meste betaling for koksene og havde den med tilbage. Betalingen skete enten i kontanter eller med checks. Tiltalte havde sagt til ham, at han helst ville have kontanter og ikke så gerne modtog checks. Det skete, at koksene blev leveret, uden af vidnet fik penge med tilbage. Så havde han forinden af tiltalte eller af tiltaltes kone fået at vide, at det var i orden, at der blev leveret, uden at han samtidig fik betaling. Det var mest i området omkring ...1, Danmark, at vidnet kørte ud med koks. Han har en enkelt gang været i ...24, Danmark men mindes ikke at have været på ...18, Danmark eller i ...31.

Det er rigtigt, at han som forklaret til politiet har haft en enkelt tur til ...18, Danmark. Han havde som regel en mand med i bilen for at hjælpe sig med at læsse koksene af. Det kunne være forskellige folk både polakker og danskere. Det var meget svært for vidnet af finde ud af, hvem der var ansat ude på H1. Det var ikke til at få hoved eller hale i. Prisen for koksene svingede fra 1.600-1.800 kr. pr. t til 2.400 kr. pr. t. Vidnet fik ikke nogen forklaring på de store prissvingninger. Hvis kunden skulle have 2 paller, var prisen også en anden. Vidnet skrev ikke kvitteringer ud til kunderne for deres betaling for koksene. Vidnet har ikke hentet koks for tiltalte. Da han var i ...24, Danmark med et læs koks, kørte han tom tilbage. Han afleverede blot kokslæsset i ...24, Danmark og havde på fornemmelsen, at modtageren skulle videre ud med koksene. Det virkede som om, det var et lager, koksene blev afleveret på. Vidnet havde kun en tur med koks pr. dag. Han tror nok, at han alt i alt har kørt 80-100 t koks ud. Det kan godt være, at det kun har været 40-50 t, således som han har forklaret til politiet jf. rapporten bilag 63 side 4. Vidnet vidste ikke rigtigt, om han var ansat. Det eneste han havde fået som betaling hos tiltalte var et par gamle døre. Når han spurgte tiltalte om betaling, fik han at vide, at de lige skulle vente og se. At han blev standset af politiet og toldvæsenet den 25. januar 2002 var en medvirkende årsag til, at han holdt. Det var enten tiltalte eller tiltaltes kone TB, der gav vidnet de små sedler, når han skulle ud med koks. Det var også dem, der modtog sedlerne igen samt pengene, når vidnet kom tilbage. Tiltalte kunne godt sidde og vente om natten på, at vidnet kom tilbage. Vidnet mener ikke, at det var i selve ...24, Danmark men i en lille by i nærheden af ...24, at han afleverede kokslæsset. Vidnet traf alle mulige folk på H1. Det kunne være litauere eller polakker, som løb rundt derude. Det var folk, vidnet ikke kunne tale med. Vidnet er ikke blevet fyret, idet han aldrig har været ansat. Vidnet har ikke noget problem med alkohol, således som tiltalte har forklaret. Han holdt hos tiltalte enten den 26. januar eller den 27. januar 2002. Han blev standset efter at have passeret grænsen. Vidnet havde forinden fået nogle øl i Tyskland, og det var ikke ham, der kørte lastbilen. Det var en person fra Litauen, som imidlertid forsvandt, da politiet kom. Det skete lige midt på motorvejen, så vidnet overtog rattet og kørte de sidste 200 m til rastepladsen. Det betød, at vidnet bagefter måtte til en orienterende køreprøve. De havde kun været i Tyskland for at hente øl og plasticsække. Vidnet tror nok, at politiet standsede dem, fordi de havde mistanke om, at bilen var fyldt med illegale indvandrere. Da vidnet blev kørt med til udtagelse af blodprøve, kom tiltalte og en anden chauffør og hentede lastbilen. Næste dag rejste vidnet sit lønkrav, men tiltalte sagde blot, at de skulle finde ud af det, og var hverken til at hugge eller stikke i. Vidnet tror nok, at han begyndte hos tiltalte i uge 2. Han var alt i alt beskæftiget hos tiltalte i 14 dage måske 3 uger. De første 2-3 dage gik med at reparere lastbiler. Han var i hvert fald ude at køre med koks hver anden dag. Han ved ikke, hvorfor det skulle foregå efter kl. 16.00. Det kunne måske skyldes, at folk var hjemme på dette tidspunkt, eller også at ingen måtte se det. Tiltalte har ikke sagt noget til vidnet om, at vidnet skulle prøve at holde det hemmeligt. Vidnet havde før han startede sagt til tiltalte, at han skulle have 125 kr./t. Tiltalte sagde, at det var i orden. Det var meningen, at vidnet selv skulle holde øje med timeantallet, og han skrev det op i sin kalender. Når han rejste spørgsmålet om betaling af lønnen, kunne han ikke få noget klart svar fra tiltalte. Tiltalte sagde, at de skulle finde ud af, om vidnet evt. skulle være månedslønnet eller om han evt. skulle ansættes i et andet land. Vidnet tror nok, at det var tiltaltes ægtefælle TB, der stod for regnskaberne i firmaet. Vidnet har ikke afleveret sine timeopgørelser til hende. Navnene H2 Trading og H2 Holding siger ikke vidnet noget. Han mener, at det var tiltalte, der var ejer af det firma, han var beskæftiget i. Vidnet kunne ikke vide andet.

Vidnet V.12 har forklaret, at han i de sidste ca. 10 år har været ansat som chauffør hos V.5, indehaver af G11 Containerservice, ...17, Danmark. Vidnet har set, at der blev læsset energikoks af på en plads hos G11 Containerservice. Vidnet mener, at det var tiltalte, som havde lånt pladsen hos V.5. Vidnet har set tiltalte et par gange. Peter har fortalt ham, at det var tiltalte, som havde lånt pladsen. Der kom koks til pladsen, men vidnet var ikke så tit til stede, når koksene kom. Vidnet ved ikke, hvad der blev af koksene, bortset fra, at han selv har kørt ialt 8-10 læs koks ud. Det foregik for 5-7 år siden. Vidnet har også hentet opsækket koks i ...24, Danmark hos brændselshandler V.4. Det skete omkring 1999-2000. Vidnet gik ud fra, at det var tiltaltes koks, men det kan måske også være koks, som tilhørte selskabet H2. Vidnet ved det ikke. Vidnet har kørt en 5-6 læs koks fra G11 Containerservice og vel også 5-6 læs fra V.4. Hvert læs var på 20-25 t. Det var V.5, som gav vidnet besked på at køre ud med koksene. Når turen startede, fik vidnet ikke at vide, hvorhen han skulle køre. Som regel fik vidnet blot at vide, at han skulle køre sydpå. Der blev så under vejs ringet til vidnet om, hvor han skulle køre hen. Det var ikke altid den samme person, som ringede. Nogle gange kunne det være svært for vidnet at forstå, hvad vedkommende sagde. Som regel skulle han køre til en rasteplads, hvor han så skulle samle en person op. Når han kørte koks fra G11, var det løse koks, mens koksene fra V.4 var i sække på paller. Han blev sommetider ringet op af tiltalte eller en dame, og nogle gange af en tysker eller en polak. Vidnet vidste på forhånd, at han ville blive ringet op. Den person, som vidnet tog op på rastepladsen, skulle så vise vidnet vej til de steder, hvor koksene skulle læsses af. Han vil tro, at han har kørt 1-3 læs til ...18, Danmark, 2-3 læs til ...1, Danmark og 1-2 måske 3 læs til ...9, Tyskland. Vidnet mener ikke, at han har kørt koks til andre bestemmelsessteder i Tyskland. De andre læs er læsset af i Danmark. Når vidnet fik at vide, at han skulle køre til ...1, Danmark eller til Tyskland, var der ingen passager, han skulle tage op. Hvis koksene skulle læsses af andre steder, var der altid en passager med til at vise vej. Koksene blev afleveret hos privatkunder. Vidnet har aldrig haft noget at gøre med betaling for koksene. Passageren fik som regel en kuvert med betalingen med fra kunden. Vidnet gik ud fra, at det forholdt sig sådan. Vidnet har ikke set, hvad der var i de kuverter, som kunderne gav passageren. Mange gange skulle vidnet have vinduer, tagplader eller andet med nordpå fra ...1, Danmark. Vidnet tror nok, at han har haft et læs koks med fra Belgien til ...9, Tyskland. Læsset blev kørt for enten tiltalte eller for H2. Vidnet fik i forbindelse med denne transport et mobilnummer, han skulle kontakte. Han tror nok, at det var tiltalte, han talte med i forbindelse med denne transport. Han ved ikke, om Spedition G4 var impliceret i transporten. Koksene blev læsset af i ...9, Tyskland.

Vidnet V.13 har forklaret, at han i snart 9 år har været ansat som chauffør hos G11 Containerservice hos V.5. Han har for mere end 4 år siden kørt nogle læs energikoks. Det var i begyndelsen af vidnets ansættelse hos G11 Containerservice. Vidnet blev ansat i maj 1997. Det var i de første 3-4 år, at vidnet kørte med koks. Kørslerne foregik med udgangspunkt hos V.4, hos tiltalte i ...1, Danmark, hos G3 Kulkompani og fra G11 Containerservice. Han ved ikke, hvor mange læs det blev til i tidens løb. Det kan være 5-7 læs på de 4 år, men det kan også godt have været 6-8 træk, således som det er forklaret til politiet. De læs, vidnet kørte for G3 Kulkompani, blev kørt til Tyskland. De opsækkede koks fra V.4 i ...24, Danmark, blev for nogles vedkommende kørt til ...9, Tyskland og for andres vedkommende til grænsebutikker. De læs, der blev kørt derned, var læs, der både omfattede forvogn og hænger. I alt ca. 20 t. Vidnet har også kørt løse koks ud fra G11 og fra ...1, Danmark. De løse koks blev kørt ud til privatkunder. Det var tiltalte eller H2, som koksene blev kørt ud for. Vidnet fik en køreseddel, der viste, hvor han skulle køre hen, men det skete også, at han havde en polak eller en litauer med i lastbilen, som så havde en seddel, der viste, hvor de skulle hen. Det kunne ske, at vidnet blev ringet op og fik at vide, hvor han skulle samle sin passager op. Det var en nede fra H2, der ringede til vidnet og sagde, hvor han skulle tage vedkommende op. Det kunne være tiltalte eller TB, men det kunne også være DD eller CC, der ringede. Vidnet husker ikke deres efternavne. Han har mødt DD, når han har været nede for at hente koks i ...1, Danmark. CC har han kun talt med i telefonen. Han har kørt koks fra ...1, Danmark til private kunder efter besked fra tiltalte eller TB. Hvis han ikke havde en litauer med i bilen, var det vidnet, der modtog kuverten med betaling fra kunden. Kuverten blev afleveret til H2s folk. Det var altid tiltalte eller TB, som modtog kuverten. Han vil tro, at han har kørt 10-15 læs koks ud til privatkunder. Der var kun tale om forvognslæs uden hænger. Han var ikke nede over grænsen først. Det var der ingen grund til, idet koksene kom fra den anden side af grænsen. Vidnet har ikke kørt koks fra udlandet til Danmark. Han har talt med DD, som var den, der læssede koks på lastbilen, når han tog koks med fra ...1, Danmark. DD er tysker men taler lidt dansk. Han ved ikke, om DD var ansat i H2, men det gik han ud fra, når han arbejdede på ...1. Hans forbindelse med både DD og CC havde med koksene at gøre.

Vidnet advokat V.8 har forklaret, at han blev advokat for tiltalte i 1997. Deltagelsen i mødet hos ToldSkat var noget af det første, han gjorde for tiltalte. Det første møde foregik, som vidnet husker det, hos ToldSkat i ...5. Han kan huske, at det var en varm dag. Han kan også huske, at der minimum deltog 4 personer i mødet, nemlig vidnet og tiltalte samt to fra ToldSkat, samt måske også tiltaltes revisor. Vidnet kan huske, at der på mødet blev talt om energikoks. Tiltalte eller tiltaltes selskab handlede med energikoks fra Tyskland. Der blev under mødet talt om nogle forskellige afgiftsmæssige spidsfindigheder. De var inde at røre ved, hvor afgiftsgrænsen gik. Han husker ikke, hvem der stillede spørgsmålene. Som vidnet husker, foregik det på den måde, at tiltalte spurgte: "Hvad så, hvis jeg gør sådan og sådan...". Vidnet kan ikke huske at have set notatet fra mødet den 13. august før. Han kan nikke genkendende til en del af notatet. Vidnet husker ikke i detaljer, hvad der skete på mødet. Han mener ikke, at tiltalte fik konkrete svar på sine spørgsmål om afgiftsproblematikken. Vidnet havde nærmest fornemmelsen af, at det var en slags kattens leg med musen. ToldSkat havde nogle ting, de gerne ville have en forklaring på, men tiltalte ville som musen ikke lade sig fange. Det virkede, som om ToldSkats medarbejdere var trætte af de spørgsmål, som tiltalte stillede. Det virkede også som om ToldSkat havde en mistanke om nogle afgiftsmæssige uregelmæssigheder. Som vidnet husker det, fik tiltalte ikke konkrete svar på sine spørgsmål om afgiftsproblemerne. Spørgsmålet om afgifterne var ikke ToldSkats formål med mødet. Man var ikke på mødet ude på at hjælpe hinanden. Tiltalte kunne ikke bagefter opstille sin facitliste over, hvad han måtte og ikke måtte i afgiftsmæssig henseende. ToldSkat fik heller ikke noget ud af mødet. Der blev på mødet talt om, at danskere skulle køre til Tyskland efter koks, men tiltalte var interesseret i at vide, i hvilket omfang han måtte deltage i transporten af koks fra Tyskland til slutbrugerne i Danmark. ToldSkats medarbejdere var ikke ude på at give konkrete svar på dette spørgsmål. Vidnet kan ikke udelukke, at de var bange for at blive fanget af tiltaltes spørgsmål. Han vil heller ikke udelukke, at ToldSkat ville have deltaget i et senere møde, hvis tiltalte havde bedt om en nærmere redegørelse for de afgiftsmæssige problemer. Vidnet mener ikke at have set et notat fra mødet den 10. oktober 1997 tidligere. Indholdsmæssigt kan vidnet ikke holde de 2 møder ude fra hinanden. Han husker ikke tiltaltes reaktion på sigtelsen. Vidnet var advokat for tiltalte frem til begyndelsen af 1998.

Vidnet mener ikke, at han har skrevet til ToldSkat og forespurgt om afgiftsreglerne, og vidnet har ikke rådgivet tiltalte om afgiftsproblematikken. Han mener ikke, at de har talt om det. Han kan huske, at han har set tiltaltes koksplads i Tyskland. De er kørt forbi stedet. Han mener, at turen til Tyskland mere angik handel med fast ejendom i Tyskland. Han husker ikke, om DT fra ToldSkat var med til det møde, hvor afgiftsproblematikken blev berørt. Som han husker det, blev tiltalte på det første møde bedt om dokumentation for nogle forskellige ting. Denne dokumentation blev ikke fremlagt på møde nr. 2, og tonen var i det hele taget skarpere på det andet møde.

Vidnet revisor V.20 har forklaret, at han godt kan huske, at han deltog i nogle møder hos ToldSkat i 1997. Vidnet har ikke fået kopi af ToldSkats notater fra møderne, og han kan ikke helt skelne møderne fra hinanden. Han mener, at de talte om det samme på begge møder. Vidnet var på daværende tidspunkt ansat som revisor i revisionsfirmaet R1, som var revisor for tiltaltes selskaber. Det var vidnet, der var sagsansvarlig med hensyn til disse selskaber. Han mener, at R1 begyndte som revisor for tiltalte vedrørende regnskabet for 1996. Tiltaltes selskab H3 Danmark havde et negativt momstilgodehavende på ca. 100.000 kr., som ToldSkat ikke ville udbetale. Tiltalte beskæftigede sig på daværende tidspunkt bl.a. med handel med skrot og handel med energikoks. Koksene var købt i ...4, Danmark, eksporteret til Tyskland og fra Tyskland solgt til forbrugere her i landet. Vidnet og tiltalte har ikke diskuteret afgiftsproblematikken. De mente begge to, at der ikke var forbundet noget aktuelt afgiftsproblem med den fremgangsmåde, som blev benyttet vedrørende koksene. Mødet hos ToldSkat den 13. august 1997 vedrørte hovedsagelig spørgsmålet om eksport og import af energikoks. Det er rigtigt, at man som det fremgår af notatet var igennem nogle spørgsmål om bilag, men dette var hurtigt overstået. Det var ikke spørgsmålet om bilagene vedrørende den negative moms, som mødet hovedsageligt vedrørte. Det mødet vedrørte var spørgsmålet om energikoks. Det havde ikke taget mange sekunder at finde ud af, at der var nogle bilag, som skulle fremlægges. Tiltalte, vidnet og advokat V.8 ønskede at høre, hvordan afgiftsreglerne var vedrørende koksene, som var købt i ...4, Danmark, transporteret til Tyskland og importeret til Danmark direkte til forbrugerne. De ønskede at få at vide, om det lovligt kunne gøres uden afgifter. ToldSkat ville ikke give noget svar og talte udenom. Både vidnet og advokat V.8 spurgte om afgiftsreglerne, men de fik ikke noget svar. Advokat V.8s tilstedeværelse under mødet skyldtes udelukkende, at der skulle tales om koks. Spørgsmålet om manglende bilag skulle vidnet tage sig af. Vidnet kan ikke forestille sig andet, end at det blev beskrevet, hvordan handlen med koks foregik, og det kunne ses i papirerne, hvor koksene var købt. Vidnet opfattede det på den måde, at man ikke hos ToldSkat kunne finde ud af reglerne. Det var vidnets indtryk, at dette var forklaringen på, at de talte uden om. Vedrørende mødet den 10. oktober 1997 kan vidnet huske, at det var DT og V.22, der deltog for ToldSkat. Spørgsmålet var også på dette møde, om de gjorde det rigtigt. Vidnet kan huske, at der var en ond stemning på mødet. På et tidspunkt sagde tiltalte til vidnet, at de to medarbejdere fra ToldSkat jo ikke var klogere. De andre sad også og hviskede sammen. Det var advokat V.8, der kørte det. Vidnet kan huske, at han ikke selv sagde ret meget, idet mødet udelukkende omhandlede spørgsmålet om energiafgifter vedrørende kul og koks. Han mener, at ToldSkats notat er dækkende bortset fra, at det ikke i notatet nævnes noget om et spørgsmål fra tiltalte og hans rådgivers side om, hvad de måtte, og at de blot fik det svar, at det var ulovligt. Så vidt vidnet husker, var der ingen kommentarer til sigtelsen fra vidnet og advokat V.8s side. Tiltalte har sikkert svaret et eller andet. Tiltalte, vidnet og advokat V.8 efterlyste, hvordan handlen med koks kunne foregå lovligt. Vidnet havde personlig en interesse i, at det blev lavet korrekt, idet han var bange for evt. selv at ifalde et erstatningsansvar. Han kunne imidlertid ikke få noget klart svar. Det eneste, der kom, var oplysningen om, at der sandsynligvis ville blive rejst en sigtelse. Det virkede som om ToldSkat på mødet havde truffet en beslutning, men de ønskede ikke at give noget skriftligt svar. Det virkede som om de havde opgivet at finde frem til svaret, og at de så blot ville overgive sagen til politiet. Så behøvede de ikke at bøvle mere med den. Planen på tiltalte og vidnets side var den, at de ville undersøge et skriftligt svar for at finde ud af, hvor langt de lovligt kunne gå vedrørende handlen med koks. Vidnet havde læst det materiale om spørgsmålet, som fandtes på hans arbejdsplads, men materialet var ikke fyldestgørende. Han kunne ikke få nogen hjælp fra myndighederne. Udover møderne hos ToldSkat har vidnet forsøgt pr. telefon at få et svar. Han fik ikke noget fyldestgørende svar. Han blev henvist til de personer, som skulle have forstand på den slags ting, men de kunne ikke give ham noget klart og entydigt svar. Vidnet måtte derfor give op, hvilket han meddelte tiltalte. Det var ToldSkat der tog initiativet til det første af de to møder. Vidnet er ikke klar over, om ToldSkat, da det andet møde blev afholdt, var i gang med en afgiftssag. Vidnet hørte ikke noget om, at tiltalte 11 dage efter det sidste møde modtog en agterskrivelse vedrørende et afgiftskrav på godt 3 mill. kr., som var rettet mod H3 Danmark. Han har sandsynligvis heller ikke hørt noget om en momsopkrævning mod samme selskab på 680.000 kr. vedrørende kokshandel. Han har ikke indledt en sag om bindende forhåndsbesked. Han kan ikke sige hvorfor, men han prøvede at få en forhåndsbesked uden at skulle betale gebyret på 1.000-1.500 kr. Vidnet var sagsansvarlig revisor for anpartselskaberne vistnok frem til 2000. Vidnet var ikke revisor for tiltalte personlig. Vidnet har ikke været revisor for selskaberne H2 Trading og H2 Holding. Så vidt vidnet er orienteret, drev tiltalte ikke personlig nogen form for virksomhed. Den virksomhed, vidnet har kendskab til, foregik i selskaber.

Rettens begrundelse os resultat

Det lægges til grund som ubestridt, at der i anklageskriftet nævnte mængder energikoks er transporteret fra Holland - Belgien til Danmark. Det ligger endvidere fast der ikke i forbindelse med varemodtagelsen her i landet er indsendt angivelser og sket betaling af kulafgift, svovlafgift ,og kuldioxidafgift. Endelig ligger det fast, at energikoksene er købt af danske forbrugere, men at der ikke i forbindelse med kokssalget til de danske forbrugere er indsendt momsangivelser eller betalt moms her i landet.

Efter de vidneforklaringer, der er afgivet af V.2 og V.3, var det tiltalte, der bestilte, forhandlede de generelle vilkår, og betalte for transporten af energikoksene fra Holland - Belgien til Danmark. Fakturaerne fra Spedition G4 er stilet til hhv. H2 Trading Ltd. og H2 Holding Ltd., og det er disse selskaber, der står som afsendere af koksene.

I telefax af 24. april 1995 fra G1 Trading til tiltalte skulle "fordelene" ved et Gibraltarselskab bl.a. bestå i, at aktionærere og direktion ("stråmænd") sikres anonymitet, således at navn og adresse forbliver ukendt for offentligheden og kun fremgår af et internt dokument mellem indehaverne og stråmændene. Ifølge brevet er et Gibraltarselskab velegnet, hvis man vil opsamle overskud skattefrit og gøre det sværere for en "nysgerrig omverden" at bedømme selskabsejerens formue. Ved generalfuldmagt af 11. oktober 1995 fik tiltalte og hans familie en ubegrænset ret til at disponere på det nystiftede selskabs H2 Tradings vegne. Det var tiltaltes telefonnummer, der blev benyttet i annoncer vedr. salg af energikoks, og det var efter annoncerne kun gennem dette telefonnummer, kunderne kunne få forbindelse med kokssælgeren. Endvidere har tiltaltes telefonnummer figureret i fakturaer fra H2 Trading vedr. kokssalg. Betalingen for transporterne er bl.a. sket ved brug af checks, udstedt til tiltalte personlig eller til andre selskaber, som formentlig beherskes af tiltalte. Aftalerne om lån eller leje af de lagerpladser, der blev benyttet rundt omkring i Danmark, er indgået med tiltalte. ToldSkat har i sin kontrolrapport vedr. perioden 1. april 1995 til 30. juni 1997 efter undersøgelse af forholdene i Tyskland betegnet selskabet H2 Trading som et "postkasseselskab" Der er ikke fra tiltales side fremkommet det mindste, der har kunnet give retten anledning til at tvivle på, at denne karakteristik af selskabet er dækkende. Endelig har så godt som samtlige de vidner, der har haft direkte kontakt med tiltalte vedr. kokssalget, fået den opfattelse at det var tiltalte, der ejede og ledede virksomheden. På denne baggrund lægges det til grund, at arrangementet med Gibraltarselskabet H2 Trading Ltd. er et proforma arrangement, der alene har haft til formål at tilsløre den realitet, at tiltalte fra sin adresse på ...1, Danmark har drevet virksomhed med import og salg af energikoks.

Efter tiltaltes forklaring har tiltalte ikke været ansat i det engelske selskab H2 Holding Ltd., men alene udført "vennetjenester" for dette selskab, der ifølge fakturaerne fra Spedition G4 har været afsender af mere end 100 læs energikoks á 20 - 25 tons i løbet af vinteren 2002 - 2003. Ingen af de vidner, der har været i kontakt med tiltalte vedr. kokssalg i den pågældende periode, har bemærket nogen forskel på, om det var H2 Trading eller H2 Holding, der stod som afsender af koksene. I betragtning af koksmængden må det antages at have været forbundet med et ganske betydeligt arbejde at videredistribuere en så stor mængde koks. Tiltalte har ikke oplyst, hvem han har udført sine vennetjenester for. Tiltaltes søn TA står registreret som indehaver af selskabet, men han har i et brev af 1. marts 2004 benægtet at have noget kendskab til, hvad der foregik i selskabet, som ifølge oplysninger fra G2 havde samme ledelse som selskabet H2 Trading Ltd., nemlig G2 Secretaries Ltd., ...4, Gibraltar. På denne baggrund må arrangementet med det engelske selskab ligeledes tilsidesættes som et proforma arrangement, der på samme måde som med hensyn til Gibraltar-selskabet haft til formål at tilsløre realiteten, nemlig at tiltalte fra sin adresse på ...1, Danmark også i denne periode drev virksomhed med import og salg af energikoks.

Det må således anses for bevist, at den i anklageskriftet omhandlede mængde energikoks er indført i Danmark på tiltaltes bestilling, og derefter af tiltalte er solgt er i Danmark til danske forbrugere i et vist omfang ved brug af mellemmænd og anden bistand. Kokskøberne V.14, V.16, V.31, V.17, og V.33, har alle fået koks leveret på bopælen, og vidnerne V.11, V.12 og V.13 har forklaret, at de har været med til at køre energikoks ud til danske forbrugere. Det må anses for at være uden afgiftsmæssig betydning, at en mindre del af enerigkoksene muligvis kan være kørt tilbage til Tyskland, for derefter påny at blive kørt til Danmark, idet det må lægges til grund, at der i så fald har været tale om transporter arrangeret af tiltalte i et forsøg på at omgå de danske afgiftsregler.

Tiltalte har ikke ladet sin virksomhed registrere efter kulafgiftsloven m.v., og han havde derfor pligt til at betale kulafgift, svovlafgift og kuldioxidafgift samtidig med varemodtagelsen, jf. kulafgiftslovens § 10 a, kuldioxidafgiftslovens § 13, stk. 2, nr. 2, og svovlafgiftslovens § 18, stk. 1, 2. pkt. Tiltaltes salg af koks til danske forbrugere var momspligtig her i landet, men tiltalte har ikke indsendt momsangivelser og ikke anmeldt sin virksomhed til registrering hos de danske told- og skattemyndigheder. Det lægges efter ToldSkats opgørelse, og V.1s vidneforklaring til grund, at de afgifter og den moms, som skulle have været betalt i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, og i forbindelse med kokssalget, har andraget de i anklageskriftet nævnte beløb, i alt 47.659.372 kr. for hele perioden, fordelt på 41.989.874 ler. i kulafgift, svovlafgift og kuldioxidafgift, samt 5.669.498 kr. i moms. Da virksomheden med kokssalg blev drevet her i landet, har tiltalte i henhold til bogføringslovens § 1, stk. 1, haft pligt til at føre forretningsbøger og udfærdige regnskaber vedr. sin virksomhed. Det ligger fast, at tiltalte ikke har opfyldt denne forpligtelse.

Efter det ovenfor anførte er det bevist, at tiltalte i det hele har realiseret anklageskriftets gerningsindhold.

Det lægges til grund, at der har været tale om erhvervsmæssig virksomhed i stor målestok, som tiltalte har drevet her i landet uden på nogen måde at underrette afgiftsmyndighederne herom. Tiltalte blev allerede i 1997 gjort bekendt med, at han vedrørende en tidligere periode sandsynligvis ville blive sigtet for overtrædelse af reglerne om kulafgift m.v. samt momsloven. Tiltalte har desuagtet ikke gjort noget seriøst forsøg på at få oplyst, hvordan afgiftsreglerne på området var. Det lægges desuden til grund, at tiltalte har udfoldet betydelige bestræbelser på at tilsløre kokssalget, ved i stort set alle sammenhænge, at benytte kontant betaling, at forsøge at få G4 Spedition til at ændre leveringsadresse til Tyskland, selv om leveringen fandt sted i Danmark, samt ved at omdirigere transporterne på en måde, der stærkt tyder på et ønske om hemmeligholdelse. Det lægges på denne baggrund til grund, at tiltaltes undladelser og fortielser er sket med forsæt til at unddrage det offentlige moms og afgifter med de ovenfor anførte beløb. Det er således bevist, at tiltalte er skyldig efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, 1. pkt, samt nr. 6, straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2, jf. bogføringslovens § 1, stk. 1, kulafgiftslovens § 20, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 10 a, stk. 1, 2. pkt. samt nr. 4, kuldioxidafgiflslovens § 15, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 2, jf. §13, stk. 2, nr. 2, svovlafgiftslovens § 29, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt. samt nr. 4 og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, 1. pkt. samt nr. 6. Efter forholdenes karakter og omfang fastsættes straffen til fængsel i 3 år og 6 måneder.

Denne straf overstiger ikke strafferammen i straffelovens § 289, og der har således ikke været grund til at bringe strafforhøjelsesbestemmelsen i straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt. i anvendelse.

I medfør af straffelovens § 50, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 47.659.372 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder.

Tiltalte betaler en tillægsbøde på 47.659.372 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 21. august 2007, 3. afdeling, S-0956-06

Byretten har den 2. marts 2006 afsagt dom i 1. instans (SS nr. 503/04).

Domsforhandlingen blev påbegyndt den 25. september 2006 og fortsatte over 6 retsdage indtil den 5. oktober 2006, hvor sagen blev udsat for at indhente yderligere oplysninger. Under den fortsatte domsforhandling den 7. juni 2007 havde landsdommer Inger Nørgaard forfald, og hun er senere afgået ved døden.

Påstande

Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, herunder således at frihedsstraffen gøres betinget, og at der ikke idømmes en tillægsbøde.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse vedrørende frihedsstraffen og bødeforvandlingsstraffen og har påstået tillægsbøden nedsat til 26.625.000 kr.

Tiltalte har for landsretten bestridt, at hele den mængde energikoks, som han er tiltalt for at have indført, har været transporteret til Danmark. Han har endvidere gjort gældende, at under halvdelen, måske 30 %, af de koks, der er transporteret til Danmark, er kørt tilbage til Tyskland.

Tiltalte har, hvis det lægges til grund, at han til Danmark har indført og her har solgt de mængder energikoks, som han er tiltalt for, heller ikke for landsretten bestridt de talmæssige opgørelser af punktafgifter og moms.

Anklagemyndighedens påstand for byretten om at bringe straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., i anvendelse er ikke gentaget for landsretten.

Supplerende oplysninger

I byrettens dom er der i gengivelsen af anklageskriftets forhold 9 følgende skrivefejl: Der skal ikke stå "jf. stk. 3," efter "lovbekendtgørelse nr. 688 af 17. september 1998 om afgift af svovl § 29, stk. 3,", og der skal stå "10.027.930 kg" i stedet for "10.027.930 og".

Tiltalte er ved Vestre Landsrets ankedom af 26. februar 2003, der stadfæstede byrettens dom af 8. maj 2002, straffet med fængsel i 14 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Straffen er afsonet.

Under domsforhandlingen er der indhentet supplerende oplysninger. I et brev af 22. januar 2007 fra Skattecenter ...5 hedder det blandt andet:

"SKAT har, fra de udenlandske myndigheder, modtaget følgende oplysninger:

H2 Trading Limited, Tyskland

Myndighederne i Tyskland har oplyst følgende:

1. Momsregistreringsperiode

Firmaet har været momsregistreret i Tyskland fra 1.1.1996 - 23.6.2003.

...

2. Indberettet moms

Virksomheden har indsendt momsangivelser for årene 1998 og 2000 sammendrag og kopi af angivelserne er vedlagt som bilag 3.

For året 2001 har virksomheden kun indsendt forudgående moms anmeldelser. I Tyskland skal virksomheder i løbet af året indsende forudgående moms anmeldelser, når året er omme skal den endelige momsangivelse indsendes, ...

3. Perioder hvor der ikke har været indberettet moms

I 2001 er der kun indsendt forudgående moms anmeldelser og i 1999, 2002 og 2003 er der ikke indberettet moms.

4. Om myndighederne har ansat firmaet skønsmæssigt i moms

De tyske myndigheder har afgjort, at firmaet er et postkassefirma uden egen forretningssted i Gibraltar, hvorfor de ikke har accepteret H2 Trading Ltd som virksomhedsdrivende, idet firmaet mangler den krævede organisationsstruktur for at udføre afgiftspligtig virksomhed . ...

Ved brev af 12. august 2002 til H2 Trading Ltd. fastholdes den trufne afgørelse, ...

På grundlag af den trufne afgørelse er momsangivelserne afvist og myndighederne har foretaget skønsmæssige ansættelser på grundlag af erhvervelsesmomsen.

...

Salgsmoms H2 Trading Ltd.

Ved opgørelse af den samlede mængde leveret energikoks er der konstateret, at der er leveret følgende mængder direkte til adressen i Tyskland fra Belgien:

24.09.1998 - 31.12.2000

335.920 kg.

01.01.2001 - 15.03.2003

368.440 kg.

SKAT er bekendt med, at der under firmanavnene H2 Trading Limited og H7 Vinduer & Døre i tiden 1. juni 1999 - 30.10.2000 er udstedt ordrebekræftelser og salgsfakturaer på vinduer og tag med 16 % tysk mehrwertsteuer på ikke under 161.000 danske kr.

Alle disse leverancer antages at være foretaget i firmaet H2 Trading Ltd. navn og skal derfor fremgå af firmaets momsangivelser.

Afregningsforhold

De tyske myndigheder har oplyst, at firmaet har betalt følgende moms beløb til Finansamtet

1998

7.582,65 Euro

1999

7.330,60 Euro

2000

0,00 Euro

2001

0,00 Euro

2002

0,00 Euro

H2 Holdings Limited, England

Myndighederne i England har oplyst følgende

1. Momsregistreringsperiode

Firmaet har været momsregistreret i perioden 13.11.2002 til 03.08.2006, hvor den blev afmeldt.

Det fremgår ikke noget om de nærmere omstændigheder, som har ligget til grund for afmeldelsen, men det formodes, at firmaet blev anset for ophørt/ikke eksisterende, da der ikke har været indsendt angivelser af salg, køb og skyldig moms siden 01.09.2004.

2. Indberettet moms

De momsangivelser, som H2 Holdings Limited har indsendt, er vist i vedlagte oversigt, bilag 8. Firmaet har aldrig betalt nogen moms til de britiske myndigheder. Da selskabet stoppede med at indsende momsangivelser, blev der udarbejdet skønsmæssige ansættelser med baggrund i den forventede omsætning, som firmaet havde angivet på registreringstidspunktet.

Firmaets revisor har bekræftet overfor de engelske myndigheder, at firmaet importerede byggemateriel.

3. Perioder hvor der under registreringen ikke har været indberettet moms.

Firmaet er ophørt med at indberette moms pr. 01.09.2004.

4. Om myndighederne har ansat firmaet skønsmæssigt i moms

De engelske myndigheder har fra 01.09.2004 til 31.05.2006 ansat firmaet skønsmæssigt,

..."

Af bilag 3, der er nævnt i brevet fra Skattecenter ...5, fremgår, at der for 1998 er angivet salgsmoms på 15.960 DM, erhvervelsesmoms på 115.783 DM og købsmoms fra andre virksomheder på 3.138 DM, og at det endelige tilsvar er på 14.762 DM. For 2000 er de tilsvarende tal 122.830 DM, 40.398 DM og 75.776 DM. For dette år er der endvidere oplyst importmoms (finansafgift) på 45.436 DM. Det endelige tilsvar er på 1.617 DM.

Af bilag 8, der ligeledes er nævnt i brevet fra Skattecenter ...5, fremgår, at der for perioden 13. november til 28. februar 2003 og for perioden 1. juni 2003 til 31. august 2004 er indberettet køb og salg uden moms, hvilket også omfatter erhvervelse fra og levering til andre EU-lande.

Supplerende forklaringer

Tiltalte og vidnerne V.1, V.2, V.3, V.4, V.5, V.6, V.7, V.8, V.9, V.10, V.11, V.12, V.13, V.14, V.15, V.16, V.17, V.18, V.19, V.20 og V.21 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Der er for landsretten endvidere afgivet vidneforklaring af V.22.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han har haft en hjerneblødning i 2005, og som følge heraf har han ind imellem koncentrationsproblemer. Han har også sukkersyge. Der foreligger en lægeerklæring i sagen. Han er gift med TB, og de har 2 børn. Det ene, TA, er læge og model.

H5 sælger cement, vinduer, eternitplader og mange andre forskellige ting. H8 Plastprodukte GmbH beskæftiger sig med handel med mange forskellige ting. Tiltalte har ikke ønsket at uddybe, hvad firmaet handler med.

Om sin tilknytning til H2 Trading Limited har tiltalte supplerende forklaret, at han tror, at ND er død, men han har ikke ledt efter ham. Han var til ansættelsessamtale i Gibraltar hos PP, der boede i Gibraltar eller Spanien. Han blev ansat som repræsentant. Han har ikke ønsket at uddybe, hvad der nærmere ligger i denne stillingsbetegnelse. Han skulle sælge alt, hvad han kunne finde. Det blev blandt andet til energikoks, vinduer og eternitplader. Han har ingen pengeinstitutkonto i Danmark. Han fik udbetalt sin løn i kontanter. Det var hovedsageligt dem i Gibraltar, der udbetalte lønnen, når han var i Gibraltar. Der var ca. 53 ansatte på kontoret der. Han har fundet navnene på 3 personer, som har været direktører i H2 Trading Limited. Han har skrevet navnene ned, men han har ikke sedlen med. Han vil kunne medbringe sedlen senere under sagen. Han er også direktør for H7 ApS og H6 Eternit, der også sælger vinduer og eternitplader.

Om telefaxen af 24. august 1995 fra G1 Trading Company Limited har tiltalte supplerende forklaret, at han fik den, fordi han kendte en mand, der havde sagt, at han måske var interesseret i at købe et selskab i Gibraltar. Da tiltalte havde kontakter til Gibraltar, bad den pågældende ham om at skaffe oplysninger. Købet blev ikke til noget.

Om generalfuldmagten til sig selv, til hustruen og til børnene har han supplerende forklaret, at han behøvede en fuldstændig og ubegrænset fuldmagt fra H2 Trading Limited, fordi han i forbindelse med etablering af dette selskabs filial i Tyskland skulle skrive under på nogle papirer for en notar i Tyskland. Han var Geschäftsführer for den tyske filial. Han er ikke længere direktør for filialen, som ham bekendt ikke eksisterer længere. Hans børn og hustru havde været med i Gibraltar. Børnene var ikke ret gamle, og det var uklart, hvad de senere skulle lave. Da tiltalte regnede med, at han skulle arbejde for gibraltarselskabet i mange år, kom fuldmagten også til at omfatte dem.

Han har været direktør i H3 Danmark ApS, og derfor har han bestemt, at dette selskab skulle have adresse samme sted som H2 Trading Limited i Tyskland.

H8 Plastprodukte GmbH har i dag kontor i en container og i en stor bygning og har ca. 7 ansatte. H2 Trading Limiteds filial i Tyskland har haft mange ansatte. De har været rundt omkring og kunne kun træffes efter aftale.

Det var på grund af moms- og afgiftsreglerne, at H2 Trading Limiteds filial kom til at ligge i Tyskland og ikke i Danmark.

Det var i nogle tilfælde ham og i andre tilfælde andre, der indgik aftalerne med kulleverandørerne. Han har sammen med advokat og revisor henvendt sig til afgiftsmyndighederne for at få klarhed over reglerne, men ToldSkat i ...5 kunne ikke give ham et ordentligt svar.

Der var mange købere, der afhentede koksene i Tyskland, og der var mange, der kom sammen med en vognmand eller sendte en vognmand. Der er kørt mange flere læs end dem, som Spedition G4 har kørt. Der var mange, som ringede i forvejen, men det var ikke nødvendigt. Han opfattede det således, at når en køber havde indgået en aftale med ham og havde betalt for koksene, så var det ham uvedkommende, om den pågældende efter ankomsten til Danmark videresolgte koksene. Når der blev betalt kontant, blev købene bogført i Tyskland som kontantsalg. Han har solgt koks til pladsejere. Han har blandt andet solgt ca. 100 læs kontant fra firmaet i Tyskland til V.7. Det fremgår af selskabets regnskaber. Han har regnskaberne for H2 Trading Limiteds filial i Tyskland, men der er ingen, der har spurgt efter dem. V.7 havde ikke kørekort, og derfor kunne han ikke selv komme til Tyskland med pengene.

Udover det, som han har solgt til pladsejerne, har han solgt måske 10 tons til private, blandt andet til V.29. Koksene til disse private har ikke været kørt til Tyskland. Han har opfattet det således, at disse salg har været omfattet af de specielle regler, der gælder for salg under 80.000 kr. og under 280.000 kr.

Han ved ikke, hvorfor aktiviteterne i H2 Trading Limited blev flyttet over i H2 Holdings Limited i England. Det ved dem i Gibraltar, men han har dog forstået, at det var noget med EU-lovgivningen. Han ved ikke, om det er de samme, der har været direktører for H2 Holdings Limited, som dem, der var direktører i H2 Trading Limited. Han opfatter nogle af dem, der er i Gibraltar, som sine venner. Hverken han eller hans søn, TA, har haft noget med H2 Holdings Limited at gøre. Efter aktiviteterne var lagt over i H2 Holdings Limited, blev speditionsfirmaet G4 ved med at ringe til ham hver uge, og det er årsagen til, at han har bestilt transport af mere end 100 læs koks for H2 Holdings Limited. Han kan ikke forstå, hvorfor hans søn er registreret for dette selskab i det engelske selskabsregister. Hans søn har skrevet under på selskabets momsregistrering i England, fordi hans søn skulle importere kontaktlinser i dette selskab. Han ved ikke, hvorfor et brev af 14. november 2002 fra G16 & Co., Chartered accountants (ekstrakten, side 409) er sendt til hans søn på adressen , ...9, Tyskland, Tyskland. Det er rigtigt, at H8 Plastprodukte Gmbh har drevet forretning fra samme adresse.

Energikoks fremstilles i USA. Han har for de selskaber, som han har købt energikoks for, købt hos G3 Kul, hos G5 og hos et firma i Holland. Det var i de fleste tilfælde ham der på vegne af selskaberne lavede leveranceaftalerne med firmaerne i ..., Tyskland, som i hele tiltaleperioden er blevet betalt fra 2 forskellige banker i Tyskland. Han har også lavet aftaler med speditionsfirmaet G4. Det var Spedition G4, der påførte modtagerstedet på fakturaen. Det var ofte ham, der har bestemt modtagerstedet, men det kunne også være andre af dem, der arbejdede i Tyskland. Af de steder, hvor han har medvirket til levering, er der blevet sækket op i ...1, Danmark, hos V.4, hos V.6 og i Tyskland. Der er intet kørt tilbage til Tyskland fra de 2 vognmænd på ...18, Danmark. Der er kørt meget tilbage fra V.4 og V.6. Det er i alt under halvdelen, måske 30 %, der er kørt tilbage til Tyskland fra Danmark. Alt det, der er leveret til ...1, Danmark, er kørt tilbage til Tyskland. Langt det meste af det, der kom fra ...1, Danmark, var blevet opsækket. De sække, som han har anvendt, har været klare, hvide eller grå, men altid uden tekst. Han ved ikke, hvem der anvender de sække med tekst, som politiet har fotograferet hos V.10 den 27. november 2003 (ekstrakten, side 769).

Landsskatterettens kendelse af 13. november 1998 om fastsættelsen af momstilsvaret for H3 Danmark ApS medførte ikke, at han ændrede rutiner i det arbejde, som han udførte for H2 Trading Limited. Han drøftede afgørelsen med sine rådgivere, der sagde, at den eneste mulighed var at anke afgørelsen til landsretten. Han rådede imidlertid ikke over sagen, fordi den vedrørte selskabet H3 Danmark ApS, som gik konkurs omkring det tidspunkt, hvor afgørelsen blev truffet. Afgørelsen af 15. september 1999 fra Told- og Skattestyrelsen om fastsættelsen af kul- svovl- og kuldioxidafgift for H3 Danmark ApS medførte heller ikke ændringer i rutinerne.

Det var ham, der foranledigede, at lagerpladserne i Danmark fra et tidspunkt blev betegnet med H2 Tradings navn.

V.4 havde kun en lille lastbil og har ikke hentet koks i Tyskland. Tiltalte har i en del år vidst, at V.4 var registreret som brændselshandler, så han kunne købe afgiftsfrit, indtil han solgte til slutbrugerne. Der var altid indgået en aftale om videresalg, inden tiltalte indgik en aftale om transport.

Samtlige de transporter, der indgår i opgørelserne, har enten han eller BB aftalt med Spedition G4.

Tiltalte har yderligere supplerende forklaret, at V.21 har fået leveret ca. 50 læs koks, og dem kan man ikke få kørt ud for de 14.100 kr., som dags dato kvitteringen af 11. november 2002 (ekstrakten, side 656) udviser.

Han havde, indtil pladsen i ...9, Tyskland blev taget i brug, lejet plads hos G6 GmbH. Han har den 28. september 2006 skaffet dokumentation fra dette lejeforhold.

Han lever af provisionssalg af maskiner. Han har stadig H8 Plastprodukte GmbH. Dette selskab er momsregisreret i Tyskland. Han har endnu et selskab, der sælger flaskegas i Danmark. Han hæver ikke ret stor løn i selskaberne. H2 Trading Limited har fra 1996-1997 og til 2002 haft revisor og indgivet momsregnskaber i Tyskland. Der har været skiftende revisorer. H2 Holdings Limited har ham bekendt kun været registreret i London, men han har aldrig været direktør for dette selskab.

I begyndelsen af 2006 har skatteretseksperten Ole Bjørn, der bor i ..., hjulpet ham med at rette forespørgsel til SKAT ...19 om afgiftsberigtigelse af kul, der ejes af et tysk selskab, opsækkes af det tyske selskab i Danmark, og som transporteres tilbage til Tyskland efter opsækning.

H5 er registreret på ejendommen ...1, Danmark og foretager autoophug her. Han og hans hustru bor på ejendommen, der er på 1,8 ha.

V.1 har supplerende forklaret, at tiltalte ikke har afleveret regnskaber. Hvis en virksomhed betaler alt kontant, bliver det vanskeligt at udføre kontrol i virksomheden.

Han har for første gang været i tiltaltes lokaler i ...1, Danmark i forbindelse med politiets ransagning.

Det er rigtigt, at der i forbindelse med grænsekontrol blev standset en lastbil med energikoks fra G4 Logistik A/S den 25. februar 2003. Ifølge fragtbrevet var bestemmelsesstedet ...18, Danmark. Hans kolleger, der havde standset lastbilen, tog kontakt til G4 Logistik A/S, og det blev meddelt, at leverancen skulle omdirigeres til V.4 Brændsel. Efter at have modtaget en bekræftelse fra V.4 på, at læsset ville blive modtaget, blev lastbilen frigivet. V.4 Brændsel er registreret som brændselshandler.

Om regelgrundlaget, som er gennemgået i ToldSkats sagsfremstilling af 15. marts 2004 (ekstrakten, side 383-396), har vidnet supplerende forklaret, at det afgørende kriterium for, om man skal betale punktafgift, er, om man er erhvervsmæssig varemodtager. Det er selve modtagelsen, der er afgørende. Formålet med modtagelsen er uden betydning. Også modtagelse til f.eks. opsækning vil udløse en pligt til at betale afgift. Privatpersoner kan uden erlæggelse af punktafgifter i Danmark i udlandet selv hente varer til eget brug. Pligten til at lade sig momsregistrere følger forretningsstedet.

Om momsreglerne har vidnet supplerende forklaret, at hvis forretningsstedet er i Danmark, skal virksomheden momsregistreres. Koksene blev leveret til adresser i Danmark. Det afgørende for kravet om momsregistrering er, hvor varerne befinder sig på salgstidspunktet. Der foreligger ikke dokumentation for, at varerne var solgt på forhånd. Der vil altid være momspligt i Danmark, når leveringsstedet er Danmark. Der foreligger ikke dokumentation for, at koksene efter opsækning er udført fra Danmark igen. Der er indhentet oplysninger fra Tyskland om, at der er angivet omsætning i Tyskland for H2 Trading Limited, men ikke i den størrelsesorden, som denne sag vedrører. Der er afleveret koks fra Holland og Belgien i Tyskland, og derfor er det naturligt, at der er registreret omsætning der. Et gibraltarselskab, der er momsregistreret i Tyskland, kan i Tyskland sælge varer til danske forbrugere til privatforbrug uden dansk moms. Hvis sælger direkte eller indirekte er involveret i transporten, falder salget ind under fjernsalgsreglerne.

I momslovens § 14, nr. 2, 3. pkt., er det defineret, hvad der forstås ved fjernsalg. Hvis en virksomhed, der er momsregistreret i udlandet, leverer varer til kunder i Danmark til i alt under 280.000 kr. pr. år, skal der betales moms i vareleverandørens hjemland. Overstiger det samlede årlige salg denne grænse, skal der betales moms i Danmark og ikke i leverandørens hjemland. Vidnet har ikke set opgørelser fra tiltalte om salg til danske kunder, hvor der er betalt moms i udlandet.

V.2 har supplerende forklaret, at det var hans indtryk, at det var tiltalte, der bestemte i H2 Trading Limited. I de første par år var det kun tiltalte, som han havde kontakt med. Senere kom BB til. Vidnet har mødt BB to gange. Første gang kom tiltalte med BB og sagde, at det var BB, der bestemte. Vidnet svarede, at så kunne han jo forhandle med BB, hvorfor tiltalte godt kunne gå. Tiltalte ønskede ikke at forlade stedet.

Tiltalte betalte altid kontant eller med checks, som andre havde udstedt. Nogle af disse checks var dækningsløse, men tiltalte holdt Spedition G4 skadesløs.

Om etableringen af H2 Holdings Limited har vidnet supplerende forklaret, at Spedition G4 ikke på forhånd havde fået at vide, at fakturaerne skulle sendes til England, og firmaet måtte derfor omadressere nogle fakturaer. Også efter registreringen i England var det udelukkende tiltalte, der havde kontakten til speditionsfirmaet.

Nogle leveringer har været opdelt, så noget blev leveret i Tyskland og noget i Danmark. De leveringssteder, der fremgår af papirerne, svarer til de leveringer, der er foretaget af de vognmænd, der kørte for Spedition G4.

V.3 har supplerende forklaret, at han fra starten anmodede tiltalte om at betale forud. Tiltalte kom til speditionsfirmaet for at bestille fragten og betale. I begyndelsen oplyste tiltalte destinationerne, når han bestilte. Senere blev modtagestedet ofte først oplyst, når turen var startet. Det var altid tiltalte, der oplyste, hvad der skulle stå på fragtbrevene, herunder også betegnelsen Lager H2 Trading efterfulgt af forskellige adresser. Han sagde, at det var nogle lagerpladser, som han havde.

Når han skulle i kontakt med tiltalte, ringede han til hans danske eller tyske mobilnummer eller til et fastnetnummer i ...1, Danmark. Når fastnettelefonen i ...1, Danmark blev taget, blev der enten sagt telefonnummeret eller hallo. Der blev aldrig sagt noget firmanavn.

Det var som oftest tiltalte, der kom for at betale. Nogle gange kom tiltaltes hustru med penge og enkelte andre gange kom der andre, muligvis blandt andet BB.

Speditionsfirmaet kontrollerer sommetider hos de tyske myndigheder, om kundernes momsregistreringer fortsat er gældende. Det skyldes, at det aktuelle momsnummer skal fremgå af fakturaerne. I forbindelse med en sådan kontrol fik speditionsfirmaets bogholder at vide, at H2 Trading Limiteds tyske momsnummer for længst var slettet. Vidnet tog kontakt til tiltalte, som sagde, at selskabet i stedet var ved at blive registreret i England. Efter nogle kontakter til tiltalte, fik speditionsfirmaet rigtig længe efter oplyst et engelsk momsnummer.

Vidnet har aldrig stået for transporter, hvor der er taget returgods med fra Danmark til Tyskland efter tiltaltes anmodning. Alle de læs, som han har sørget for fragt af for tiltalte, har været løse koks. Der har ikke været koks i sække.

Den 25. februar 2003 blev vidnet kontaktet af en af firmaets chauffører, der fortalte, at han var blevet stoppet ved grænsen med et læs, der skulle til ...18, Danmark. Vidnet tog kontakt til tiltalte, der sagde, at læsset så skulle køres til Tyskland. Vidnet sagde, at det ikke var muligt, fordi bilen var kørt over grænsen og nu var i Danmark. Efter nogle telefonkontakter meddelte tiltalte, at læsset skulle køres til V.4 i ...24, Danmark. Herefter havde vidnet et møde med tiltalte, der spurgte, om det ikke var muligt at få anført Tyskland som modtageradresse, selv om varerne skulle køres til Danmark. Det afslog vidnet. Tiltalte reagerede på dette svar ved at trække på skuldrene.

V.4 har supplerende forklaret, at han mener, at G3 Kul Kompagni standsede i måske 1999 eller 2000. Foreholdt opgørelsen i sagsfremstillingen af 15. marts 2004 fra ToldSkat (ekstrakten, side 384) har vidnet forklaret, at det ikke lyder usandsynligt, at den mængde koks, som han har købt af H2selskaberne, har været i alt 237.600 kg. De fakturaer, som han modtog fra H2 Trading Limited i forbindelse med disse køb, blev bragt til ham af tiltalte og af dem, der kom efter koksene. De øvrige koks, der blev leveret til vidnets forretningsadresse, blev hentet igen efter kort tid. Han blandede sig ikke i, hvor koksene blev kørt hen. Han har ikke bragt nogle af disse koks ud til private personer. Det var også tiltalte, der stod for H2 Holdings Limited.

V.5 har supplerende forklaret, at han i forvejen havde kontakt med tiltalte, fordi vidnets vognmandsforretning havde kørt nogle vinduer og noget brændsel for tiltalte. Det var i forlængelse heraf, at vidnet indgik en mundtlig aftale med tiltalte om, at tiltalte kunne bruge hans oplagsplads. Tiltalte har været på vidnets bopæl en enkelt gang. Det var i forbindelse med en containerhandel.

Vidnets ansatte har kørt nogle få træk af de koks, der var blevet afleveret på oplagspladsen, til opsækning hos V.4 i ...24, Danmark og til Tyskland, vist til ...9, Tyskland. Vidnets firma har også hentet nogle få læs opsækkede koks hos V.4. De blev vist kørt til Tyskland, men en anelse blev vist læsset af på ...18, Danmark under den ene af disse ture. Når vidnets folk under turene sydpå med koks mødte nogle, der omdirigerede dem, kørte disse personer enten foran, kørte med i lastbilen eller gav besked om, hvor koksene så skulle hen.

Ordrerne om transport af koks fra vidnets oplagsplads blev givet telefonisk. Han har i den forbindelse talt i telefon med mange forskellige, blandt andet med BB, som vist hed ... eller ... til efternavn, og som ikke talte dansk. De talte tysk sammen.

V.6 har supplerende forklaret, at han har indgået en aftale om at leje sin plads ud til H2. Da han ikke kunne tale tysk, kunne han ikke forstå "dem dernede". Derfor har han indgået aftalen med tiltalte. Han kontaktede H2 via tiltaltes danske mobiltelefon.

Han har ikke været hjemme, når de opsækkede koks blev afhentet, så han ved ikke, hvilke biler, der hentede koksene. Han var ikke altid hjemme, når koksene blev leveret, og det er muligt, at der kan være bragt koks til hans plads, som er blevet afhentet, inden han kom hjem. Det er rigtigt, at han den 11. november 2002 har udstedt en faktura på 30.000 kr. til H2 Holding Ltd. (ekstrakten, side 738), hvoraf fremgår, at beløbet vedrører opsækning og håndtering. Håndtering er flytning af koksene på pladsen. Det er ikke transport af koksene fra pladsen. Fakturaerne blev betalt kontant.

Forretningsgangen blev ikke ændret, da H2 fik navnet H2 Holdings Limited.

Det er sket, at der er kommet personer til vidnets plads efter koks. De havde været i Tyskland for at købe koksene. Vidnet hjalp de pågældende med at læsse disse koks, hvis han fik et par øl eller lignende.

Vidnet har for en kammerat i 1, måske 2, sæsoner transporteret koks fra pladsen og til kammeratens bopæl. Kammeraten fortalte vidnet, at han havde betalt for koksene i Tyskland. Det var naturligt at fortælle dette, fordi de var kammerater.

Han har aldrig ejet de koks, der blev leveret til hans oplagsplads.

V.7 har supplerende forklaret, at han ikke har opsækket koks, og han har aldrig købt koks af tiltalte. Der var nogle gange følgesedler med de koks, der blev leveret. De blev normalt placeret i koksene, men nogle gange tog han dem og gav dem til tiltalte. Koksene blev hentet af mange forskellige. Det var nogle gange tiltaltes egne biler, der hentede koksene. Vidnet har også enkelte gange kørt ud med koks i nærområdet. Det var tiltalte, der fortalte, hvor han skulle køre koksene hen. Han har nogle få gange fået en kuvert i forbindelse med, at han afleverede koksene. Disse kuverter afleverede han til tiltalte. Afleveringerne kan være sket hos vidnet, eller når han har været hos tiltalte i ...1, Danmark eller ...9, Tyskland. Der var en lagerhal i ...9, Tyskland.

Det er muligt, at han en enkelt gang efter tiltaltes anmodning har transporteret opsækkede koks fra V.4 i ...24, Danmark og til sin oplagsplads. Han hentede selv træpiller hos V.4. Foreholdt underskrevet politirapport vedrørende afhøring på politigården af vidnet den 8. januar 2004 (ekstrakten, side 751, sidste afsnit), har han forklaret, at han aldrig har været til afhøring på politigården, men politiet har været i hans køkken for at afhøre ham. Det er muligt, at han under denne afhøring har forklaret, at de opsækkede koks fra V.4 var bragt ud til tiltaltes kunder af vidnet.

De opsækkede koks, som han har set, var i sække á 25 kg. Han har hørt, at de røde sække kom fra V.6 og de grå fra V.4. Han kan ikke huske, hvor han har hørt dette.

V.8 har supplerende forklaret, at han opfattede det således, at ToldSkats formål med de 2 møder i 1997 var at undersøge gibraltarselskabernes virke og tiltaltes tilknytning hertil. Han var i sommeren 1997 blevet ringet op af tiltalte, som han ikke kendte i forvejen, umiddelbart før det første møde, som ToldSkat vist havde indkaldt til, og var blevet anmodet om at deltage i mødet. ToldSkat satte spørgsmålstegn ved arrangementet med gibraltarselskaberne. Tiltalte forklarede, at han var direktør for selskabet, som havde forretningssted ved Tyskland. Det lå i luften, at ToldSkat opfattede det som et postkasseselskab. Tiltalte skulle aflevere en skriftlig dokumentation for sin tilknytning til selskaberne, men det skete ikke. Det er muligt, at mødet også drejede sig om H3 Danmark ApS. Tiltalte ønskede at få oplysninger om reglerne om afgifter i forbindelse med import af energikoks. Det er muligt, at det specielt var under det andet møde, at dette blev drøftet. Det blev blandt andet drøftet, hvor mange koks en enkelt kunde måtte tage med fra Tyskland, og om kunden selv skulle køre den bil, som koksene skulle transporteres til Danmark i. Der kom ingen konklusion på disse spørgsmål. Det var ikke ToldSkats hensigt at give tiltalte en facitliste på, hvordan han kunne etablere en forretning, hvor han kunne gøre det lettest muligt for danske forbrugere at købe energikoks i Tyskland uden at betale danske afgifter. Der blev stillet spørgsmål, som ToldSkats medarbejdere ikke ønskede at besvare eller i bedste fald besvarede undvigende. Så vidt han husker, blev det ikke drøftet, om der gjaldt specielle regler for henholdsvis tyske og engelske selskabers salg af afgiftspligtige koks i Danmark, uden at der har været etableret fast driftssted i Danmark. Det blev ikke under møderne tilkendegivet, at der skulle betales danske afgifter eller moms for virksomheden i den form, som tiltalte havde fortalt, at den blev drevet i.

Han og tiltalte drøftede efter møderne løst tiltaltes forskellige idéer om, hvorledes virksomheden med salg af energikoks til danske forbrugere kunne etableres. Vidnet tilkendegav i den forbindelse, at han mente, at de modeller, som tiltalte skitserede, ville medføre, at der skulle betales afgift i Danmark. Tiltalte skiftede advokat ca. ½ år efter det andet møde.

V.9 har supplerende forklaret, at motorbanen G15 var en del af ejendommen ...26, hvor han har boet.

Om de koks, der blev leveret til hans ejendom, har han supplerende forklaret, at han aldrig har set fragtbreve eller vist nogen vej til ejendommen i forbindelse med leverancerne. Det var vist hollandske chauffører, der kom med koksene. Der var sommetider andre, der viste vej til hans ejendom. Inden der blev leveret koks første gang, havde der været nogen at kigge på forholdene på ejendommen. Han ved ikke, hvor mange kul han har opsækket. Der kom en tysk bil med grab og hentede de koks, der ikke var sækket op. Det var hans indtryk, at koksene skulle køres til ...9, Tyskland. Denne opfattelse bygger han på, at en af de chauffører, der hentede koksene, havde sagt, at de skulle til Tyskland. I forbindelse med at det første læs koks blev afleveret, havde chaufføren en kuvert med penge med til ham. Der var vist 8.500 - 10.000 kr. i kuverten, og det var honorering for opsækning. Han havde ikke nærmere aftalt, hvordan han skulle aflønnes. Han kender ikke V.19, og han har ikke kendskab til, at der er blevet solgt af koksene fra hans ejendom.

Han har på et tidspunkt købt nogle vinduer af tiltalte og har i den forbindelse fået en kvittering med firmanavnet H8 Plast eller lignende.

V.10 har supplerende om de 5 læs koks, der blev leveret på G9's plads, forklaret, at G9 ikke havde noget at gøre med disse læs. Han havde aftalt med tiltalte, at det var lettere at læsse koksene af i ...22 end i ...1, Danmark eller syd for grænsen. Det var normalt samme dag eller dagen efter leveringen hos G9, at kunderne afhentede koksene, eller de blev kørt ud til kunderne af vidnet. Han afregnede kontant til tiltalte for de koks, som han formidlede.

Om de koks, som vidnet selv har hentet, har han supplerende forklaret, at han kontaktede tiltalte, som nogle gange anviste ham at hente dem i ...1, Danmark og andre gange i Tyskland. Betaling for disse koks foregik til tiltalte eller hans kone, måske enkelte gange til en af tiltaltes medarbejdere, som han ikke ved, hvad hedder. Det er vidnets opfattelse, at samtlige opsækkede koks, som han har hentet i Tyskland, var opsækket i Danmark. Dog var det sidste læs, som han hentede, opsækket i Tyskland.

Han havde drøftet afgiftsreglerne med tiltalte. I starten var de enige om, at det var nødvendigt, at køre over grænsen. Tiltalte havde ingen indvendinger, da vidnet ophørte med at køre over grænsen i forbindelse med afhentninger i ...1, Danmark. Vidnet havde kendskab til kulafgiftsloven, fordi han på et tidspunkt var blevet standset ved grænsen og måtte betale afgift.

Vidnet har forstået tiltalte således, at han var ansat i H2 Holdings Limited.

V.11 har supplerende om sit arbejde hos tiltalte forklaret, at det var opsækkede koks på paller, som han kørte med. Der var flere lastbiler, i hvert fald en dansk indregistreret og en tysk indregistreret. Han kørte en tur på ...18, Danmark, en tur i ... syd for ... og flere ture i lokalområdet. På en enkelt af turene var der en udlænding med. Samtlige ture udgik fra ...1, Danmark. Koksmodtagerne var private personer. Der blev som regel betalt kontant. Han ved ikke, hvorfor tiltalte foretrak kontant betaling. Han havde ikke talt med tiltalte om kvitteringer.

Om den lastbil, som han hentede ved G15, har han supplerende forklaret, at den blev kørt til ...1, Danmark.

Han har om episoden den 25. januar 2002 supplerende forklaret, at det godt kan passe, at han - som det fremgår af toldrapporten (ekstrakten, side 777) havde 80 rammer øl i bilen. Han skulle for tiltalte flytte noget plastik den ene vej og nogle øl den anden vej.

V.12 har supplerende forklaret, at han for nylig har haft en blodprop i hjernen, og det har påvirket hans hukommelse. Det var hans chef, der bad ham om at læsse koksene, men på dette tidspunkt vidste han ikke, hvor han skulle køre hen. Herefter blev vidnet ringet op, men han kan ikke huske hvem, der ringede og fortalte, hvor han skulle køre hen. Der var som regel en med, eller en der kørte foran. Han har et par gange kørt koks til ...1, Danmark. De blev læsset af et sted, hvor han så tiltalte.

V.13 har supplerende forklaret, at når han kørte koks fra pladsen i G11 og fra V.4 i ...24, Danmark, kom der en fra ...1, Danmark til det sted, hvor koksene skulle køres fra, med sedler på, hvor koksene skulle hen. Det var forskellige personer, der kom. Nogle af dem talte ikke dansk, og han kender ikke deres nationalitet. Koksene blev kørt til nogle, som han vil formode, var private kunder. Han har mødt tiltalte. Når han kørte koks fra ...1, Danmark, var der ikke nogen med. Han kom tilbage til basen og afleverede kuverterne på kontoret. Hver kunde fik 1-3 t. Containeren var delt, så der kunne være koks til 2 kunder i et læs. Nogle gange havde han træk på bilen, og så kunne han have med til i alt 3 kunder. Han har kørt 2-3 læs med sække fra G3 Kulkompagni til Tyskland. Hvert af disse læs var ca. 20-22 t. Han kan huske, at han har kørt 1-2 læs fra V.4 til ...9, Tyskland, måske i alt ca. 50-60 t, der blev læsset af på en parkeringsplads. Det var i november eller december, men han kan ikke huske, hvilket år. Det var muligvis i 1999. Han havde juletræer med retur.

V.14 har supplerende forklaret, at hun og hendes ægtefælle skiftedes til at bestille koksene. De ringede cirka lige ofte. Når telefonen blev taget på H1, blev der kun sagt hallo. Nogle af de biler, der kom med koksene var indregistreret i Danmark. De fleste chauffører talte udenlandsk, hovedsageligt tysk. Der var enkelte, der talte dansk.

Hun mener ikke, at de sække, som koksene blev leveret i, var røde eller orange. De var vist sorte eller lyse.

Om de kvitteringer, som hun har modtaget har vidnet supplerende forklaret, at en del af kvitteringerne var lavet på blankt papir, hvor der blot stod brændsel, beløbet og betalt. Hun har ikke bemærket andre firmanavne end H8 Plastikprodukte GmbH, som fremgår af nogle kvitteringer, som hun har afleveret til politiet (ekstrakten, side 788-790).

V.15 har supplerende forklaret, at det var løse koks, der blev leveret. Han vidste gennem sine børns skole, hvem chaufføren, der kørte i en dansk indregistreret bil, var. Efter første leverance kontaktede han chaufføren, når han ønskede flere koks. Firmanavnet H8 Plastprodukte GmbH siger ham ikke noget.

V.16 har supplerende forklaret, at han, når han ringede til H1, enten talte med tiltalte eller hans kone.

Om leveringen af koks har vidnet supplerende forklaret, at nogle af de biler, som kom med koksene, var indregistreret i Danmark og nogle i Tyskland. Nogle af chaufførerne var danske, og nogle var udlændinge. Han har betalt i forbindelse med leveringen eller efterfølgende til tiltalte.

V.17 har supplerende forklaret, at han ringede til en vognmand for at bestille koksene. Han ved ikke, hvor koksene var blevet læsset. Han har indgået aftale om levering af 6 t inklusive fragt til en fast pris. Han har ikke på noget tidspunkt været i Tyskland i forbindelse med den leverance, hvor kvitteringen angiver at være udstedt i Tyskland den 19. oktober 2002. Ham, der kom med koksene, har skrevet betalt på kvitteringen. Han bad om en kvittering, fordi ca. 20% af koksene skulle anvendes i hans virksomhed. Den skulle indgå i momsregnskabet.

V.18 har supplerende forklaret, at han udfyldte og afleverede checken den dag, hvor han hentede koksene. Han har ikke været i Tyskland i forbindelse med købet.

V.19 har supplerende forklaret, at begge leverancer var til hans søn. Vidnet har ikke været i Tyskland i forbindelse med købene.

V.22 har forklaret, at han har deltaget i møderne den 13. august og den 10. oktober 1997 med blandt andet tiltalte. Det var ToldSkat, der havde indkaldt til møderne i forbindelse med gennemgang af tiltaltes virksomheder. Der var ikke rigtig nogle regnskaber at kontrollere, og der manglede bilag. Tonen på møderne var ikke særlig positiv.

Så vidt han husker, var H2 Trading Limited registreret som erhvervsdrivende i Tyskland. ToldSkat havde en formodning om, at det var tiltalte, der drev selskabet, og at det blev drevet med det formål at omgå afgiftsreglerne i Danmark. Så vidt han husker, havde ToldSkat ikke kontakt til de tyske myndigheder forud for møderne. Han kan ikke huske, om der efterfølgende har været kontakt til Finanzamt i Tyskland. Der forelå vist en korrespondance mellem tiltalte og et firma i Gibraltar om stiftelsen af et selskab. Der var fundet kvitteringer fra H2 Trading Limited.

Det er ikke vidnets indtryk, at der på mødetidspunkterne blev købt koks i Holland eller Belgien. Koksene blev på dette tidspunkt købt i ...4, Danmark. ToldSkat har set en erklæring fra tiltalte om, at koksene vil blive fragtet ud af Danmark. Han kan ikke huske, om der på daværende tidspunkt var oplysninger om kontakt mellem tiltalte og V.4.

Han kan heller ikke huske, om det blev diskuteret, hvilke regler der var gældende. Det fremgår ikke af notaterne, men han kan ikke forestille sig andet, end at der blev stillet spørgsmål herom.

Hvis der er svaret moms i Tyskland af koks, der transporteres over grænsen af en privat køber, skal der ikke svares dansk moms.

På mødet den 13. august 1997 blev tiltalte spurgt om, hvilken tilknytning han havde til H2 Trading Limited. Tiltalte lagde afstand til selskabet. Det er rigtigt, at det på mødet blev oplyst, at der ikke var aftale om fragten mellem H3 Danmark ApS og H2 Trading Limited. Det er også rigtigt, at tiltalte ikke ønskede at udtale sig om hvilke personer i H2 Trading Limited, tiltalte havde aftale med.

V.20 har supplerende forklaret, at han for ca. 2 år siden har været udsat for et uheld, og det påvirker hans hukommelse.

Han har ikke udført arbejde for H2 Trading Limited. Han var revisor for H3 Danmark ApS. På et af møderne eller på begge møder med ToldSkat i 1997 ønskede tiltalte og vidnet oplyst, om de koks, der var købt i ...4, Danmark og transporteret til Tyskland, hvor de blev solgt til danske forbrugere, skulle afgiftsbelægges i Danmark. Han og tiltalte spurgte, om det blev betragtet som eksport til Danmark. ToldSkats repræsentanter veg uden om spørgsmålene, og der blev ikke givet vejledning. Da det ikke blev oplyst, at det var forkert ikke at afgiftsbelægge varerne, regnede han og tiltalte med, at det var i orden.

Under det andet møde blev det nævnt, at tiltalte sandsynligvis ville blive sigtet. På denne baggrund vil han anse det for risikabelt at gå ud fra, at koksene ikke skulle afgiftsbelægges. Kort tid efter sluttede mødet.

Han kan ikke huske, om det på mødet den 10. oktober 1997 er blevet oplyst, at ToldSkat var af den opfattelse, at H3 ApS' tysklandsfilial og H2 Trading Limited var postkasseselskaber.

Det er nyt for vidnet, at tiltalte var direktør for H2 Trading Limited.

V.21 har supplerende forklaret, at han har formidlet kørsel af de koks, der blev leveret på den plads, som tiltalte havde lejet. Han skulle ikke foretage opsækning. Koksene blev hovedsageligt kørt ud til kunder på ...18, Danmark. Han modtog betaling i kontanter eller checks og afleverede dem efter at have fratrukket, hvad han skulle have for fragten, til tiltalte eller den, som tiltalte sendte til vidnet for at hente pengene. Han havde en aftale med tiltalte om leje af pladsen, og han var ikke informeret om, at aktiviteterne i efteråret 2002 blev lagt over i H2 Holdings Limited. Derfor har han udstedt fakturaen af 3. oktober 2002 for leje af pladsen i perioden 1. september 2002 til 1. maj 2003 (ekstrakten, side 655) til H2 Trading Limited.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der foreligger kopi af fragtdokumenter og fakturaer fra Spedition G4, senere G4 Logistik A/S, hvoraf fremgår, at firmaet i perioden 24. september 1998 - 15. marts 2003 har kørt i alt 18.367.590 kg energikoks fra Holland/Belgien til forskellige adresser i Danmark. Det fremgår af fragtdokumenterne, at 309.955 kg af denne mængde er afleveret hos V.4 Brændsel, ...24, Danmark, således at den resterende mængde udgør 18.057.635 kg, der svarer til de mængder, der er omfattet af tiltalen. Der er ikke leverancer til G3 Kulkompagni i denne mængde. Fakturaer for de første transporter er udstedt til H2 Trading Limited, og de senere til H2 Holdings Limited.

Herefter og efter de forklaringer, der er afgivet af V.2 og V.3, sammenholdt med de forklaringer, der er afgivet af ejerne af de oplagsplader, hvor koksene blev leveret, er det ubetænkeligt at lægge til grund, at transporterne rent faktisk har fundet sted som anført i transportdokumenterne.

Det fremgår af ToldSkat ...5s sagsfremstillinger, at der i opgørelserne ikke er medtaget transporter, hvis det fremgår af dokumenterne, at leveringsstedet har været i Tyskland.

Efter V.3s forklaring var det altid tiltalte, der oplyste, hvad der skulle stå på fragtbrevene.

Det fremgår af ransagningsrapport af 6. august 1997 vedrørende en sag mod H3 Danmark ApS, at adressen ...2 , Tyskland, var en ubebygget grund, hvor der var en skurvogn med et opholdsrum, køkken og toilet, og at der på vognen var opsat 3 postkasser, hvor der på den ene var skrevet H2 Trading Limitid og H3 Danmark.

H2 Trading Limited har været anmeldt til de tyske myndigheder på adressen, ...21, Tyskland fra den 14. maj 1997. Forud for dette tidspunkt har anmeldelsesadressen været ...2 , Tyskland og ...6, Tyskland. H2 Trading Limited har senere ændret sin anmeldelsesadresse til ...28 , Tyskland og senere endnu til ...21, Tyskland.

Det fremgår af ToldSkats sagsfremstilling, at politiet har besigtiget adressen ...21, Tyskland, og har oplyst, at faciliteterne bestod af en postkasse med påskriften H2 Trading Limited.

Herefter og af de grunde, der er anført af byretten, er det bevist, at det reelt har været tiltalte, der i Danmark har udøvet virksomhed under navnet H2 Trading Limited. Den omstændighed, at der til de tyske myndigheder i 1998 og 2000 er indberettet og i et vist omfang i 1998 og 1999 er betalt moms i dette navn, kan ikke føre til andet resultat.

Det tiltrædes endvidere af de grunde, som byretten har anført, at det er bevist, at denne virksomhed er videreført under navnet H2 Holdings Limited, og at det således også reelt har været tiltalte, der har drevet virksomhed med import af energikoks til Danmark i dette firmas navn. Den omstændighed, at der til de engelske myndigheder er indberettet moms vedrørende andre varetyper i dette selskabs navn, kan ikke føre til andet resultat.

Med disse bemærkninger tiltræder landsretten, at det er bevist, at det reelt er tiltalte, der har indført de 18.057.635 kg energikoks til Danmark.

Vedrørende forhold 1-3 og 7-9

Tiltaltes virksomhed har ikke været registreret efter kulafgiftslovens § 2, kuldioxidafgiftslovens § 3 og svovlafgiftslovens § 3 som oplagshaver.

Herefter har tiltalte været forpligtet til at betale afgifter af koksene allerede ved indførslen til Danmark, og det er derfor uden betydning, om koksene senere måtte være ført ud af landet igen.

Da tiltalte uden at være registreret som oplagshaver har indført koks til Danmark uden at angive det for afgiftsmyndighederne, har han overtrådt kulafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 10 a, stk. 1, 2. pkt., kuldioxidafgiftslovens §15, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, jf. § 13, stk. 3, nr. 2, jf. kulafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 2, jf. § 10 a, stk. 1, 2. pkt., og svovlafgiftslovens § 29, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. §18, stk. 1, 2. pkt.

På baggrund af omfanget af virksomheden og den systematiske måde, som den har været udøvet på, tiltrædes det, at indførslerne er sket med forsæt til afgiftsunddragelse.

Vedrørende forhold 4-5 og 10

Salg med leveringssted i Danmark af koks, der har befundet sig i Danmark, er momspligtigt i Danmark.

Efter de forklaringer, der er afgivet, kan det lægges til grund, at der med leveringssted i Danmark er solgt koks i meget betydeligt omfang.

Tiltalte har i landsretten forklaret, at under halvdelen, måske 30 %, af de koks, der blev indført, er kørt fra Danmark tilbage til Tyskland.

Efter den forklaring, der er afgivet af chauffør V.12 for byretten, sammenholdt med de forklaringer, som hans arbejdsgiver, V.5, har afgivet, kan det ikke udelukkes, at der er kørt op til 3 læs á 20-25.000 kg af koksene, der af firmaet G4 var transporteret til oplagspladsen i G11, tilbage til Tyskland.

Chauffør V.13s forklaring om enkelte transporter af energikoks fra Danmark til Tyskland vedrører transporter fra henholdsvis G3 Kulkompagni og V.4 Brændsel. Denne sag omfatter ikke leverancer til disse modtagere, og forklaringen sandsynliggør derfor ikke, at der er kørt koks omfattet af denne sag tilbage til Tyskland.

V.14s forklaringer om, at hun i Danmark fik leveret energikoks, der var bestilt på tiltaltes telefon i ...1, Danmark, af en tysk indregistreret lastbil, støtter ikke vidnet V.9s antagelse af, at der blev kørt koks til Tyskland fra ...1, Danmark i tyske biler. Denne antagelse støttes heller ikke af forklaringerne fra V.11, der var ansat hos tiltalte.

Herefter og efter de forklaringer, der i øvrigt er afgivet, er der ikke grundlag for at antage, at der i videre omfang end anført ovenfor er kørt koks til Tyskland med henblik på salg der.

I forbindelse med de afhentninger med vognmand, der foregik i begyndelsen af tiltaleperioden, har køberne i et vist omfang ledsaget vognmanden, når han hentede koksene, og ruten for transporten fra pladsen til køberens bopæl i Danmark blev tilrettelagt, således at lastbilen kørte over den dansk-tyske grænse for umiddelbart efter på ny at køre ind i Danmark. Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at dette har været uden afgiftsmæssig betydning.

Af den del af salget, der er foregået i Tyskland, skulle der ikke svares dansk moms.

Efter det, der er anført ovenfor, skal der i det beløb, som tiltalte er tiltalt for at have unddraget i moms, ske fradrag for momsen af salget af 75.000 kg energikoks. Det er ikke muligt, at fastslå, hvornår i gerningsperioderne, koksene er transporteret til Tyskland. Summen af momsundragelserne i tiltalens forhold 4, 5 og 10 er 5.669.498 kr. Dette beløb udgør momsen af i alt 18.057.635 kg energikoks. Disse beregninger er ikke bestridt. Herefter fastsættes momsen af 75.000 kg energikoks forholdsmæssigt til 23.548 kr.

Tiltalte findes herefter skyldig i at have overtrådt momslovens § 81, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt. for et beløb på 5.645.950 kr.

Efter karakteren og omfanget af virksomheden tiltrædes det endvidere, at forholdene er begået med forsæt til momsunddragelse og er omfattet af momslovens § 81, stk. 3.

Som anført ovenfor, er det ikke muligt at fastslå, hvornår de 75.000 kg koks er tilbageført til Tyskland. Selv om hele mængden er tilbageført efter den 1. maj 2000 er omfanget af de unddragelser, der ligger efter dette tidspunkt, af et sådant omfang, at denne del af overtrædelserne er omfattet af straffelovens § 289, der pr. 1. maj 2000 kom til at omfatte momsunddragelser.

Med den anførte reduktion på 23.548 kr. tiltrædes det herefter, at tiltalte er fundet skyldig i momsunddragelser på i alt 5.645.950 kr.

Vedrørende forhold 6 og 11

I forlængelse af det, der er anført i præmissernes indledende afsnit, og da der ikke er tilvejebragt regnskaber, tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig i disse forhold.

Vedrørende fastsættelsen af straffen

Der er foretaget ransagning hos tiltalte den 2. november 2000, der foreligger tiltalebegæring af 21. december 2001 fra afgiftsmyndighederne vedrørende forhold 1-5, og der er rejst sigtelse for disse forhold og forhold 6 den 25. januar 2002, hvorefter tiltalte er udeblevet fra afhøring ved politiet den 8. februar 2002. Det er oplyst, at sagen herefter blev pakket og overgik til juridisk vurdering. Anklageskriftet vedrørende disse forhold er dateret den 28. juni 2004. Forinden havde afgiftsmyndighederne den 8. oktober 2003 anmodet politiet om bistand til efterforskning af yderligere forhold. Der er herefter blandt andet afsagt kendelse om edition den 12. december 2003. Tiltalebegæring vedrørende forhold 7-11 er dateret den 22. marts 2004, og der blev rejst sigtelse den 23. april 2004. Der er ved anklageskrift af 29. december 2004 tillige rejst tiltale for forhold 7-11. Der er med henblik på tilrettelæggelse af domsforhandlingen afholdt et telefonmøde den 21. juni 2005, og sagen er herefter domsforhandlet i byretten over 14 dage fra den 4. januar til den 8. februar 2006. Byrettens dom er afsagt den 2. marts 2006.

Som anført i indledningen til denne dom er domsforhandlingen i landsretten påbegyndt den 25. september 2006 og efter yderligere 6 retsdage udsat den 5. oktober 2006 for at indhente supplerende oplysninger fra Tyskland og England. Parallelt hermed blev sagen berammet på ny til fortsat domsforhandling den 30. januar 2007. De nye oplysninger forelå først umiddelbart før denne dato, og efter anmodning fra forsvareren blev den fortsatte domsforhandling udsat. Sagen blev herefter berammet til fortsat domsforhandling den 7. juni 2007, hvor tiltalte udeblev. Der blev fremsendt lægeerklæring, men landsretten afsagde efterfølgende kendelse om, at tiltalte ikke havde haft lovligt forfald. Den afsluttende del af domsforhandlingen fandt sted den 14. august 2007.

Selv om sagen i tiden fra kort efter 8. februar 2002 til den 8. oktober 2003 efter det oplyste alene beroede på anklagemyndighedens juridiske vurdering, er der på baggrund af, at forholdene 7-11 vedrører perioden frem til den 15. marts 2003, og efter karakteren og omfanget af sagen, ikke grundlag for at reducere straffen som følge af sagsbehandlingstiden.

Specielt vedrørende frihedsstraffen

Straffen for så vidt angår forhold 2 og 8 fastsættes efter kuldioxidafgiftslovens § 15, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 2, jf. § 13, stk. 2, nr. 2, jf. tidligere § 13, stk. 3, nr. 2.

Straffen, der tillige til dels fastsættes i medfør af straffelovens § 89 som en delvis tillægsstraf i forhold til ankedommen af 26. februar 2003, er passende udmålt.

Efter karakteren og omfanget af lovovertrædelserne er der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

Specielt vedrørende tillægsbøden

Anklagemyndighedens påstand svarer til en tillægsbøde på halvdelen af de unddragne punktafgifter og 1 gange det beløb, der i alt er unddraget i moms, og således at beløbene nedrundes til nærmeste med 25.000 delelige tal. Det tiltrædes, at tillægsbøden skal fastsættes efter disse principper. Efter opgørelserne af de samlede afgifts- og momsunddragelser fastsættes tillægsbøden herefter til 26.600.000 kr.

Efter Højesterets dom af 18. november 2002, SKM2002.619.HR., er der ikke grundlag for at undlade at idømme en tillægsbøde eller nedsætte denne.

Specielt vedrørende forvandlingsstraffen

Forvandlingsstraffen fastsættes på baggrund af tillægsbødens størrelse til fængsel i 4 måneder.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at tillægsbøden nedsættes til 26.600.000 kr., og at forvandlingsstraffen forhøjes til 4 måneder.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.