Dato for udgivelse
16 May 2008 11:15
SKM-nummer
SKM2008.440.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
08-067678
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Om kommunikation og information samt kampagner
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, EF-voldgiftskonventionen
Resumé
Omkostningsgodtgørelse ydes alene i tilfælde, hvor klagesagen er opstået som følge af en klage over danske skattemyndigheders regulering af et dansk foretagendes skattepligtige indkomst.
Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 55
Henvisning
Procesvejledningen 2008-2 K.4
Redaktionelle noter
Ophævet ifølge SKM2008.951.SKAT

En skattepligtig, der er part i en klagesag under EF-voldgiftskonventionen, har krav på udbetaling af omkostningsgodtgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 19. Det fremgår således af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 5, at godtgørelser kan ydes i en klagesag, hvori den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Ved transaktioner mellem forbundne foretagender skal anvendes priser og vilkår i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdeprincippet), jf. ligningslovens § 2.  EF-voldgiftkonventionen finder anvendelse, hvor der opstår en økonomisk dobbeltbeskatning som følge af, at den skattepligtige får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en korrektion på grund af en manglende overholdelse af armslængdeprincippet, uden at der gennemføres en korresponderende regulering af indkomsten for det forbundne foretagende i en anden stat.

Sager, der behandles efter EF-voldgiftskonventionen, kan være startet som en klage fra den danske skattepligtige til de danske skattemyndigheder over indkomstforhøjelsen, hvor det så efterfølgende ikke har været muligt for Danmark og den anden involverede stat at nå til enighed om korrektionen. Omvendt kan sagen være startet ved, at det forbundne foretagende i den anden stat, som følge af forhøjelsen af indkomsten hos det danske foretagende, har anmodet om en korresponderende regulering, hvor det så efterfølgende ikke har været muligt for Danmark og den anden involverede stat at nå til enighed om korrektionen.

Sager under EF-voldgiftskonventionen kan også opstå, hvor det er foretagendet i den anden stat, der har fået forhøjet sin skattepligtige indkomst som følge af en manglende overholdelse af armslængdeprincippet. For den danske skattepligtige vil involveringen her være et ønske om en korresponderende regulering.

På given foranledning skal SKAT som sin opfattelse herved meddele, at adgangen til omkostningsgodtgørelse forudsætter, at sagen er opstået som følge af en klage over de danske skattemyndigheders forhøjelse af det danske foretagendes skattepligtige indkomst.

Sager under EF-voldgiftkonventionen, der er opstået som følge af, at en anden stat har forhøjet indkomsten hos et forbundet foretagende i denne stat, indebærer således ikke, at det danske foretagende har krav på udbetaling af omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 5.