Det skattepligtige afkast af ordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde, der er omfattet af PAL § 1, stk. 1, nr. 1, opgøres som forskellen mellem

  • værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang (ultimodepotet), korrigeret efter PAL § 4, stk. 3 og
  • værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse (primodepotet), korrigeret efter PAL § 4, stk. 4.

 

Se afsnit

  • B.3.1, Beskatningsgrundlaget for ordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde
  • B.3.2.1.2, Korrektion af depotet ved indkomstårets begyndelse og udgang

Forsikringens depot svarer som udgangspunkt til den retrospektive hensættelse. Depotet opgøres som:

+       indbetalte forsikringspræmier

+       overførsler fra særlige bonushensættelser

÷       omkostnings- og risikopræmie, herunder negativ bonus, der vedrører disse elementer

÷       gebyrer

+       rente i henhold til aftalen

+       omkostnings-, risiko- og rentebonus

+/÷    hensættelsesforøgelse og -nedsættelse i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden

÷       eventuelle forsikringsudbetalinger.

 

Se PAL § 4, stk. 2.

 

Bonus stammer fra overskuddet på rente- risiko- og omkostningselementerne. Omkostnings- og risikopræmie er de aftalte risiko- og omkostningspræmier, der skal være fastsat betryggende i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed (lovbekendtgørelse nr. 1413 af 10. december 2007) og lov om tilsyn med firmapensionskasser (lovbekendtgørelse nr. 1561 af 19. december 2007).

 

Depotet er grundlag for udbetaling fra forsikringen og danner udgangspunkt for beregning af genkøbsværdien (hvis der er adgang hertil). Depotet er i den forstand udtryk for størrelsen af det retskrav, som forsikringstageren/pensionskassemedlemmet har mod selskabet. Retskravet følger dog i sidste ende af det aftalegrundlag, der gælder for pensionsordningen vedrørende udbetaling af bestemte ydelser ved en begivenheds indtræden, fx opnået pensionsalder, pådragen invaliditetsgrad og genkøb med videre.

 

Forsikringer, der indeholder ydelser med ret til løbende invalidepension og/eller præmiefritagelse, kan behandles, som om forsikringsbegivenheden ikke er indtruffet. For disse forsikringer kan der således ses bort fra forøgelsen af hensættelsen, når depot gøres op.  Se afsnit B.3.2.3, Særlige forhold for forsikringer med ret til løbende invalidepension eller præmiefritagelse.

 

Forsikringens primo- og ultimodepot skal korrigeres efter PAL § 4, stk. 3 og 4. Se afsnit B.3.2.1.2, Korrektion af depotet ved indkomstårets begyndelse og udgang.

 

Baggrund
Formålet med PAL § 4 er, at hele forrentningen af den skattepligtiges depot bliver beskattet. I normalsituationen vil forrentningen stamme fra den del af livsforsikringsselskabet formueafkast, der tilkommer forsikringsbestanden.

Bestemmelsen medfører, at de pensionsberettigede i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde efter korrektioner beskattes af tilvækst på depotet, der kan henføres til tilskrivning af rente i henhold til aftalen og rente-, risiko- og omkostningsbonus. I de tilfælde, hvor det kan dokumenteres, at bonus skyldes overskud på risiko- og omkostningselementerne, bliver pensionsberettigede dog kun beskattet af den aftalte rente og rentebonus.

 

Forskellen på beskatningen af traditionelle forsikrings- og pensionskasseprodukter og beskatningen af unit-linked ordninger fremgår af bemærkningerne til PAL § 4, stk. 3, nr. 11 i L10 af 28. november 2007:

 

"I traditionelle livsforsikrings-/pensionskasseprodukter udredes rente i henhold til aftalen forlods af livsforsikringsselskabets formueafkast. Rentebonus tilføres forsikringsbestanden/pensionskassemedlemmerne i år med et højt investeringsafkast - enten direkte til livsforsikringshensættelserne/pensionshensættelserne eller til selskabets ufordelte hensættelser. I den forstand er renten i henhold til aftalen og rentebonus udtryk for forsikringstagerens/pensionskassemedlemmets andel af livsforsikringsselskabets/pensionskassens samlede formueafkast og dermed formueafkastet af den pågældendes pensionsopsparing.

 

Unit-linked ordninger er sædvanligvis tegnet uden garanti af nogen art og forrentningen afhænger af afkastet af de bagvedliggende puljeaktiver. Normalt tilskrives hele årets afkast - positivt eller negativt - til depotet. Andet kan dog aftales; eksempelvis en tidsmæssig udjævning af afkastet. En til ordningen knyttet garanti vil typisk have karakter af en udbetalingsgaranti, hvilket vil sige, at garantierne afregnes på pensionstidspunktet. Er der til en unit-linked ordning tilknyttet en garanti, beskattes tilvæksten på depotet, der kan henføres til garantiens aktualisering. Garantiens aktualisering anses som tilskrivning af rente i henhold til aftalen, der forhøjer ultimodepotet".