Dato for udgivelse
27 Jun 2008 09:11
Resumé

SKAT i Hovedstadsregionen indleder nu en særlig målrettet inkasso-indsats over for advokater, revisorer, ejendomsmæglere og virksomhedsrådgivere, som til sammen skylder mere end 25 mio. kr. i skat.


I alt 120 virksomheder, som til sammen har en gæld på over 25 mio. kr. og som til daglig lever af at rådgive om juridiske spørgsmål, revision, bogføring, ejendomshandel og skat, bliver nu set på med kritiske øjne af SKATs inkassofolk.

- Det er i sig selv vanskeligt at acceptere, at netop denne type virksomheder ikke betaler den moms, selskabsskat, indeholdt A-skat osv., som de har pligt til, men vi vil ikke acceptere, at vi ikke kan komme i en fornuftig dialog med dem om at få afviklet gælden, så derfor bliver vi nu nødt til at stille hårdt mod hårdt, siger fagchef i SKAT Johan Bech Pedersen.

Han understreger, at der ikke er tale om at tage nye inddrivelsesmidler i anvendelse, men at der alene sker en styrkelse igennem en koordineret og fokuseret indsats. Virksomheder, der ikke straks betaler eller som ikke reagerer på opfordringen til at komme til møde, vil blive mødt af en aggressiv inddrivelse, hvor de skrappe værktøjer vil blive taget i brug.Det kan være udlæg i aktiver, fratagelse af bevillinger/autorisationer eller indgivelse af konkursbegæring.

- Vi tror på, at en særlig indsats vil gavne på både kort og langt sigt. Dels ved at vi får reduceret restancerne her og nu, dels på længere sigt ved at virksomhederne vil rådgive deres kunder om, at det er forkert at skylde i skat, og det jo i virkeligheden svare til at stjæle fra alle os andre, siger Johan Bech Pedersen

Denne form for indsats er den første i en række af lignende målrettede aktioner mod udvalgte brancher i skattesamarbejdet. Skattesamarbejde Nordsjælland-København består af skattecentrene i Høje-Taastrup, Ballerup, Nærum, Frederikssund, Fredensborg, Bornholm og København.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 18 18