Dato for udgivelse
10 Nov 2008 09:34
Resumé

SKAT sender fra i år ikke længere automatisk en forskudsopgørelse og et skattekort til alle borgere. Forskudsopgørelsen for 2009 er blevet digital og vil fra i dag kunne ses i Skattemappen på skat.dk.


I knap 40 år har SKAT hvert år sendt en forskudsopgørelse og et skattekort på papir til cirka 4,6 millioner borgere. Fra i år er forskudsopgørelsen og skattekortet blevet digitale. Den digitale forskudsopgørelse for 2009 vil kunne ses i Skattemappen på skat.dk fra den 10. november.

- Fra 2009 trækker alle arbejdsgivere skattekortoplysningerne elektronisk. Som lønmodtager behøver man derfor ikke længere at holde styr på - og huske at aflevere - et skattekort til arbejdsgiveren, fortæller Klaus Østergård Jensen, der er kontorchef i SKAT.

Digitaliseringen af forskudsopgørelsen og skattekortet gør ikke kun livet lettere for borgerne. SKAT sparer også.

- Vi sparer over 17 millioner kroner på papir og porto ved ikke længere at skulle sende 4,6 millioner forskudsopgørelser og skattekort ud. Vi sparer faktisk papir svarende til tre gange Eiffeltårnets højde, siger Klaus Østergård Jensen.

I løbet af året sker der 2 millioner ændringer af forskudsopgørelsen. Det sker for eksempel ved jobskifte, huskøb og indbetalinger på pensionsordninger. Og TastSelv er den mest populære måde at ændre oplysningerne på.

- Hvis man har væsentlige ændringer til forskudsopgørelsen, er det let at ændre i tallene via TastSelv på skat.dk. - det gør knap halvdelen allerede. Men det tal regner vi klart med stiger. Cirka 90 procent af dem, der ændrede årsopgørelsen i foråret, gjorde det via TastSelv, forklarer Klaus Østergård Jensen.

Hvis forskudsopgørelsen ændres, vil arbejdsgiveren automatisk få tilsendt de nye oplysninger.

Borgere, der for eksempel ikke har internetadgang, har kunnet vælge at få forskudsopgørelsen tilsendt på papir i år. Det har 300.000 borgere valgt. De vil modtage forskudsopgørelsen med posten fra den 10. november og cirka 3 uger frem.

Se fakta om forskud og skattekort her.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 18 18